Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) Forhandling om redegørelse nr. R 1:

Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38.

(Anmeldelse 01.10.2019. Redegørelse givet 01.10.2019. Meddelelse om forhandling 01.10.2019).

Jeg gør opmærksom på, at der er afsat 1 time til hver ordfører, hvis der vel at mærke er spørgsmål nok til ordføreren. Og så kan man sådan begynde at regne sig frem til, hvornår vi har mulighed for, at dagen slutter.

Men vi starter forhandlingerne, og det gør vi med hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet.

Folketinget tager nu fat på lovgivningen igen med nye ministre og et nyt flertal oven på valgkampen for 4 måneder siden. Velfærd var højt på dagsordenen i den valgkamp. Giver vi vores ældre en ordentlig og værdig pleje? Er der tid nok i sundhedsvæsenet? Er der pædagoger nok til at passe vores børn? Hvorfor gennemføre årlige nedskæringer på uddannelse, som rammer de unge? Klima, miljø og natur kom også højt på den politiske dagsorden, og når vi ser problemerne foran os, må vi sige, at det var på tide.

På grundlovsdag talte danskerne ved stemmeurnerne, og deres tale var klar. Det var tid til et nyt flertal og en ny regering efter 4 år med diskussioner om lavere topskat, om højere pensionsalder, om at smide den danske grønne førertrøje og om underfinansiering af den fælles velfærd. Danmark har fået en ny retning og en socialdemokratisk regering, der vil bygge på de værdier, der har gjort Danmark til måske verdens bedste samfund. Politik skal gøre en forskel, og vælgernes valg i juni gør en forskel. Det står klart efter de første måneders arbejde og efter statsministerens åbningstale i tirsdags.

Politik er vigtigt, men størst af alt er kærligheden som bekendt. For tiden kører der et meget populært program i Danmarks Radio, »Gift ved første blik«. I kender det nok. Forskellige folk bliver gift med et andet menneske, de aldrig har mødt før, og skal så prøve at få det til at fungere. Det er svært, det er meget svært, for ingen af dem ved, hvad den nye ægtefælle står for. Jeg kom til at tænke på det program, da jeg for et par weekender siden på tv fulgte landsmødet i et større dansk parti, der vistnok også næste år har jubilæum. Gommen, hr. Jakob Ellemann-Jensen, havde taget pænt tøj på. Han havde renset sine negle og pudset sine sko, og han havde også skrevet en tale. Men som eksperterne i »Gift ved første blik« altid minder om: Brylluppet er den nemme del, det svære starter, når hverdagen rammer.

Vi har hørt de kække bemærkninger og set det skæve smil, men hvem er gommen egentlig, og hvad står han for? Hr. Jakob Ellemann-Jensen var tidligere på kant med sit parti i protest mod Dansk Folkeparti og tonen i udlændingedebatten – nok var nok. Men hvad mener hr. Jakob Ellemann-Jensen i dag om udlændingepolitikken? Er det stadig noget andet end fru Inger Støjberg? Og efter først at have underfinansieret velfærden i Danmark over en årrække foreslog Venstre i valgkampen et velfærdsløft på 69 mia. kr. til danskerne, men nu har hr. Jakob Ellemann-Jensen fået uld i mund. Så hvad mener Venstre egentlig om vores fælles velfærd?

Venstres formand bedyrer, at hans parti som noget nyt skal være rasende ambitiøse på klimaområdet. Alligevel bakker han ikke op om CO2-reduktionsmålet på 70 pct. i 2030, men står tilbage på perronen blandt de sidste. Så hvad mener hr. Jakob Ellemann-Jensen og Venstre reelt om klimaet i dag? Venstres nye formand forklarede selv pressen, at han er valgt uden politisk mandat. End ikke Venstres medlemmer kan vide, hvor man har formanden. Alle taler om det, men ingen ved det. Tillykke med valget og med hinanden. Det bliver spændende at følge.

Socialdemokratiet vil sætte velfærd først. Tag sundhedsvæsenet: Her bliver løbet rigtig stærkt, og selv om sosu'er, sygeplejersker, læger og andre sundhedsansatte løber så stærkt, de kan, så er der noget, der mangler. Det er tid. Det er derfor, vi vil ansætte 1.000 flere sygeplejersker på de offentlige sygehuse. Udviklingen skal vendes. Forslaget til finanslov indeholder penge til at ansætte 1.000 ekstra sygeplejersker, som vi sagde før valget. Nu er vi på vej. Alt er ikke bare løst på en gang, men der sker fremskridt. Man behøver ikke at tage vores ord for det. Venstres regionsrådsformand i Syddanmark, Stephanie Lose, sagde det så udmærket. »Det største løft af sundhedsområdet de sidste 10 år« var, hvad hun kaldte regeringens aftale med regionerne om deres økonomi for næste år.

Som statsministeren også nævnte i sin åbningstale forleden, er den vigtige grundlæggende tillid under pres. Det er bl.a. derfor, forslaget til finanslov tager fat på at reparere på to af de bærende søjler i vores samfund, som vi skal kunne have tillid til: skattevæsenet og politiet. Skattevæsenet har kendte og meget store problemer med gældsinddrivelsen, med ejendomsvurderingerne, med mangelfuld kontrol. Der er behov for en genopretning af vores skattevæsen. Pengene var ikke sat af fra den tidligere regerings side. Det foreslår vi, og vi tager fat på det, Socialdemokratiet har sagt om at styrke kontrollen. Med finanslovsforslaget vil vi oprette et nyt skattecenter og gøre livet svært for de svindlere, der snyder fællesskabet, skader lovlydige konkurrenter og i nogle tilfælde bruger pengene på kriminalitet. Det er 250 flere medarbejdere til kontrol i skattevæsenet.

Politiet er et andet eksempel. Sagsbehandlingstiderne er blevet alt for lange, og politiet slæber rundt på en kæmpe pukkel overarbejdstimer – problemer, som den tidligere regering heller ikke havde afsat penge til at håndtere. Vi vil undgå de alvorlige nedskæringer, der ville være konsekvensen uden en ny bevilling, og lave et ekstraordinært indhug i de opsparede overarbejdstimer.

Danskernes tale var også grøn ved folketingsvalget: Vi skal tage klimaudfordringerne alvorligt. I finansloven kan man bl.a. se det afspejlet med 1 mia. kr. mere til den grønne forskning. Sammen med vores støttepartier har vi sat et af verdens mest ambitiøse reduktionsmål, og inden jul vil vi have forhandlet en klimalov på plads, og bagefter følger en klimahandlingsplan. Også Dansk Industri og pensionskasserne bakker op. Det er godt, at såvel De Konservative, Dansk Folkeparti som Liberal Alliance nu har meldt sig konstruktivt ind i klimakampen ved at støtte det overordnede mål om en reduktion på 70 pct. af drivhusgasudledningen i 2030. Lad os håbe, at også Venstre, der sidste år en kort overgang malede sit logo grønt, på et tidspunkt har tænkt sig at følge trop.

Valget slog flertallet fast for den grundlæggende udlændingepolitik i Danmark, og Socialdemokratiet står vagt om den. Udlændingepolitikken skal være stram, men ikke skør, og det er altså en smule skørt, at Mint ikke har kunnet få chancen for at komme hjem, at børnene på Sjælsmark ikke har måttet spise mad med deres forældre på deres værelse, at man fik den idé at oprette et udrejsecenter på en ø i Stege Bugt, hvor en overnatning ville koste det samme som en overnatning på et bedre hotel, og at der skulle bruges kræfter på at oprette og holde en tæller kørende på Udlændingeministeriets hjemmeside over antallet af stramninger. Der er bred tilslutning til de grundlæggende forhold i udlændingepolitikken, og vi står fast på en stram udlændingepolitik, hvor vi ikke modtager flere, end vi evner at integrere, og lad os have en åben debat om, hvor der i øvrigt er brug for sund fornuft i reglerne.

Som sønderjyde og haderslevdreng glæder det mig, at hele Danmark nu er kommet på fornavn med en bryggeriarbejder fra det udmærkede bryggeri Fuglsang i Haderslev. Det glæder mig også, at der ikke skulle andet end et regeringsskifte til, før de borgerlige partier også blev utålmodige efter, hvornår det bliver Arnes tur. Det er forunderligt, hvad frisk luft og en tur i opposition kan gøre. Så må vi håbe, at den borgerlige utålmodighed kan vare ved helt ind i forhandlingslokalet, for når der efter overenskomstforhandlingerne kan gøres en model færdig at forhandle ud fra, handler det altså kun om politisk vilje – der står ingen forligsjura i vejen. Den tidligere regering kæmpede hårdt for at hæve pensionsalderen mere og hurtigere, end der var lagt op til, mens denne regering vil kæmpe utrættelig for en ret til tidlig tilbagetrækning. Til Dansk Folkeparti, Venstre og andre partier, der har aftalt at gøre op med efterlønnen, vil jeg sige, at I skylder nu. I forringede nedslidte gruppers mulighed for en værdig tilbagetrækning, og nu kommer muligheden for at rette op.

Regeringen er åbenlyst afhængig af at kunne samle flertal her, som vi vil være det på alle andre områder. Vi har kun Socialdemokratiets 48 mandater, og der er et stykke til 90, og derfor skal vi selvsagt have andre partier med. Vi vil gerne formidle et bredt samarbejde i Folketinget og ser gode muligheder for det på mange områder. Som statsministeren sagde, bør vi bestræbe os på at være den bedste udgave af folkestyret og også gavne tilliden til politik og politikere på den måde.

Der er en tid til valgkamp, den har vi haft, og debatten skal selvfølgelig hele tiden være der, for den er nødvendig, men der er også en tid til først og fremmest at samarbejde om fremskridt for vores velfærdssamfund og for en ambitiøs grøn omstilling. Det er nu, efter min mening, og Socialdemokratiet ser frem til det og den nye folketingssamling.

Så vil jeg gerne slutte med at læse et forslag til vedtagelse op fra Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der er opbakning til en ny og mere retfærdig retning for Danmark.

Folketinget støtter en politik, som gør Danmark til verdens bedste land at være barn i, satser på uddannelse, tager livtag med den voksende psykiske sårbarhed, sikrer mere omsorg i sundhedsvæsenet, og at alle kan se frem til en værdig alderdom. Som led heri skal væksten i det offentlige forbrug dække det demografiske træk og velfærden gradvis udbygges.

De politiske ambitioner for klima, miljø, biodiversitet og natur skal øges markant både nationalt og internationalt, bl.a. med en ny, ambitiøs dansk klimalov med et mål om 70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030 og en klimahandlingsplan.

Folketinget ønsker at styrke den samfundsmodel, der har gjort Danmark til et af de mest tillidsfulde lande i verden, mindske den økonomiske ulighed og centraliseringen, skabe udvikling og arbejdspladser i hele landet, fremme integrationen og sikre sund fornuft i udlændingelovgivningen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Det var de 150 ord.

Tak for det. Det vil nu indgå i den videre debat.

Jeg kan med det samme sige, at den tid, der er afsat, vil blive brugt. Der er nok også nogle, der vil blive skuffet, fordi de ikke når at få ordet.

Men vi starter med fru Sophie Løhde. Værsgo.

Mange tak til den socialdemokratiske ordfører, der jo på mange måder fortsætter stilen fra statsministerens åbningstale ...

(Kristian Thulesen Dahl (DF): Vi skal lige have lyd på). Jeg tror, vi har problemer med lyden. (Kristian Thulesen Dahl DF: Tak, tak, det her starter godt!). Jeg kan berolige med, at den næste er hr. Kristian Thulesen Dahl, men nu starter vi med fru Sophie Løhde. Værsgo.

Vi kan godt multitaske. Jeg vil godt starte med at rose ordføreren for at fortsætte fuldstændig i sporet af statsministerens åbningstale med rigtig mange flotte ord og lidt dystre forudsigelser, men jo så i øvrigt overhovedet ingen konkrete svar, hvilket ellers ikke var noget problem at levere før folketingsvalget. En af de ting, man lovede fra Socialdemokratiets side, var jo at spare 3 mia. kr. om året på konsulenter i det offentlige, som man i stedet gerne ville bruge på velfærd. Nu fik vi i går regeringens første finanslovsforslag, så jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvor mange penge på finansloven bliver der konkret sparet på konsulenter?

Værsgo.

Vi kan ikke gøre som den tidligere regering, der jo meldte et eller andet tal ud. Var det 5 mia. kr., fru Sophie Løhde selv stod for at melde ud at man bare kunne give sig til at bruge af i politiske aftaler? Sådan spiller det ikke. Vi vil nedbringe mængden af konsulenter og omkostningerne ved det, og det skal ske over de kommende år, og forhåbentlig er det noget, som også fru Sophie Løhde og Venstre er interesseret i, altså at vi prøver at bruge de her penge bedre og kommer tættere på det, der faktisk gavner borgerne. Det ved jeg godt er en anden stil, men det er nu engang sådan, vi vil gøre det.

Fru Sophie Løhde.

Undskyld mig, sikke noget vås. Vi har ikke lovet at spare 5 mia. kr. på konsulenter før folketingsvalget, heller ikke da vi var i regering. Socialdemokratiet lovede at spare 3 mia. kr. om året på konsulenter, som skulle bruges på velfærd. Sådan. Nu fik vi regeringens finanslovsforslag i går. Hvor mange milliarder kroner på finanslovsforslaget fra Socialdemokratiet spares der konkret på konsulenter i det offentlige?

Ordføreren.

Jeg skal bare slå fast for fru Sophie Løhde, at vi kommer til at spare de her milliarder kroner på konsulenter, og vi vil gerne samarbejde med Venstre om, hvordan vi kan bruge de penge bedre. Det er bare noget andet, end da fru Sophie Løhde selv turnerede med det her, stillede sig op og sagde til kommunerne: Der er et beløb på 5 mia. kr., det kan vi sagtens fikse. De mente ikke, at der var noget i de forslag, som fru Sophie Løhde og Finansministeriet kom med.

Så skal det hedde, at der er vrissenhed. Jeg synes, hr. Jakob Ellemann-Jensen kom med en rigtig god opfordring til sit parti om at blive en bred og glad borgerlighed, der ikke bliver vrissen eller vrængende, og som debatterer, uden at undertonen er, at du er en idiot, hvis du synes noget andet. Det er en opfordring, jeg godt vil give videre til fru Sophie Løhde i dag.

Vi har haft lidt uro heroppe, fordi der har været nogle tekniske problemer, men jeg tror, vi har styr på det nu.

Og nu er det hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak, hr. formand. Jeg troede, at fordelen ved at være sådan en socialdemokratisk mindretalsregering var, at man i udspillene, der kom, så kunne se, hvad Socialdemokratiets politik var. Men nu har jeg lært, at når der kommer sådan et finanslovsudspil, så er alt det, der ikke er med, men som man lovede i valgkampen, udeladt, fordi man så regner med, at andre skal kræve det ind eller sådan et eller andet – jeg kan ikke helt finde ud af det. Jeg troede egentlig bare, at vi i sådan et finanslovsforslag kunne se Socialdemokratiets politik, når man var en etpartiregering, men det er vi så blevet klogere på.

Det, jeg vil spørge hr. Jesper Petersen om, er i forhold til Arne, fordi jeg jo deler både den glæde over, at Arne sådan er blevet centrum i den politiske debat, og ivrigheden efter, at Arne også skal have at vide, om han så har ret til 3 års tidligere folkepension. Nu har jeg så forstået, at Arne vistnok hellere vil på efterløn – han er en af de 280.000 danskere, der betaler til efterlønnen – og jeg ved så ikke helt, hvordan Socialdemokratiet vil forklare Arne, at den skal han glemme, fordi han 3 år tidligere skal på folkepension. Men hvis vi nu er enige om, at det er så vigtigt, at de nedslidte rent faktisk får svar, kan hr. Jesper Petersen så ikke forklare mig, hvorfor Arne og alle andre skal vente til næste sommer med at finde ud af, hvad Socialdemokratiet vil i forhold til Arne og alle de andre nedslidte?

Ordføreren.

Altså, hvis det var nemt, så havde vi da gjort det. Vi lagde et udspil frem med nogle principper for, hvordan vi ville have en ret til tidlig tilbagetrækning skulle være, fordi vi synes, at i den aftale, som bl.a. hr. Kristian Thulesen Dahl var med til at lave – hvor man reelt afskaffer efterlønnen for kommende generationer, og hvor vi også har set, at tallet for, hvem der stadig væk er der, er blevet meget lille – har man ramt nogle grupper, som ikke får den samme mulighed for at trække sig tilbage, mens de er raske og rørige og stadig har nogle gode år med deres børnebørn. Og det er lagt frem nu, hvordan processen må være.

Lige efter sommerferien mødtes statsministeren og beskæftigelsesministeren med arbejdsmarkedets parter. De forhandler nu overenskomster – det skal de have fred til, og det har de også bedt om – men til foråret vil der være en model, som vi kan forhandle om, og der håber vi jo rigtig meget på, at Dansk Folkeparti bakker op, så vi faktisk kan indføre den her ret. Det er ikke, fordi vi siger, at det ligger på den flade, men det vil vi faktisk. Der skal jo bruges nogle flere mandater, og det kunne meget vel være Dansk Folkepartis; det håber jeg da.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen kan hr. Jesper Petersen ikke høre, at det her er lidt mystisk? Altså, på den ene side siger man, at det er helt afgørende – at det er vigtigt – fordi de nedslidte har så ringe vilkår, og nu skal de have nogle forbedrede vilkår, men på den anden side siger man, at det kan vi så måske se en model for næste sommer.

Jeg har forstået det sådan, at den nye statsminister ved sin tiltræden sagde, at det her var noget, som hun selv ville arbejde med hver evig eneste dag, fordi så vigtigt er det. Men hvis der er noget, der er så vigtigt, og der er så mange mennesker i vores fædreland, som har så ringe vilkår, hvordan kan det så være, at man først kan dukke op med en model til os andre om, hvad man selv har tænkt sig, til sommer næste år? Hvorfor i alverden kan man ikke komme på det i morgen eller i næste uge eller om en måned? Hvorfor skal det tage indtil næste sommer?

Ordføreren, værsgo.

Fordi det jo ikke er enkelt at indføre den, hvad vi har sagt fra starten – det kan ikke være nyt for hr. Kristian Thulesen Dahl. Jeg kan forstå, at man på Dansk Folkepartis hjemmeside har oprettet sådan en form for tæller, og hvis det er et udtryk for, at man på forhånd siger ja til, at man gerne vil støtte sådan en ret, at man er enig i, at der ikke står forligsjura i vejen, at det kan man gøre og det vil man gøre, så vil jeg være så glad for, at det er udkommet af den her debat i dag. Men hidtil har det jo været lidt rystende, hvor man egentlig havde Dansk Folkeparti henne. Og må jeg bare sige, at den eneste grund til, at vi har den her debat nu, jo er, at vi kom med det forslag. Vi mener det alvorligt, og vi kommer til at gennemføre det – gerne med opbakning fra Dansk Folkeparti.

Så er det hr. Morten Østergaard.

Først og fremmest tillykke til hr. Jesper Petersen med den nye titel af politisk ordfører.

Jeg har set meget frem til debatten i dag, ikke mindst fordi vi jo har forberedt et forslag til vedtagelse, som hr. Jesper Petersen også læste op, hvoraf det bl.a. fremgår, at det flertal, der står bag forslaget til vedtagelse, vil satse på uddannelse. Og det forslag til vedtagelse har vi jo forberedt gennem noget tid, og derfor tror jeg også, at vi var lidt overraskede over at se, at det finanslovsudspil, der kom i går, ikke blev det, som vi i hvert fald ligesom mange andre havde drømt om, nemlig den første finanslov i efterhånden 5 år, hvor der ikke var besparelser på uddannelse. For der var besparelser på folkeskolen, der var besparelser på de frie skoler, og der var besparelser på universiteternes humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Og jeg vil bare spørge hr. Jesper Petersen, hvad der gælder: Er det finanslovsforslaget eller forslaget til vedtagelse, som vi skal vedtage senere? Skal vi satse på uddannelse, eller skal vi spare på uddannelse? Hvad er Socialdemokratiets politik egentlig, når det kommer til uddannelse?

Ordføreren.

Jamen vi skal da satse på uddannelse, det skal vi. Og valgkampen handlede jo bl.a. meget om det emne og om at få stoppet det omprioriteringsbidrag, som har kørt de sidste 4 år, mens den anden side havde magten. Var det 7,9 mia. kr. tilsammen, man kom op på at have sparet ved hjælp af omprioriteringsbidraget i de 4 år? Det slutter nu. Vi har afsat 700 mio. kr. til næste år alene til den prioritering. Så ja, vi skal satse på uddannelse, og vi kommer da til at have et godt samarbejde. Det fremgår af både forståelsespapiret og forslaget til vedtagelse – og også af finanslovsforslaget, synes jeg jo – at det gør vi så absolut. Så kan der være andre og yderligere ønsker, og dem forhandler vi meget gerne med Det Radikale Venstre om.

Hr. Morten Østergaard.

Jo, men man må vel sige, at hvis folk skal få tillid til os som politikere, skal der være en sammenhæng mellem det, vi skriver ned, det, vi siger, det, vi gik til valg på, og så det, vi konkret foretager os. Og hvis det socialdemokratiske finanslovsforslag, der kom i går, gennemføres, må man vel sige, at der ikke er satset på uddannelse, men er sparet på uddannelse. Og jeg går ud fra, at man fremsætter et finanslovsforslag, fordi man ønsker det vedtaget. Jeg kan så bare sige, at det får vi jo så en diskussion om, for vi vil ikke spare på uddannelse og lægge stemmer til det. Det er jo godt, at man stopper med at spare, men jeg forstår ikke, hvad meningen er med at skære ned på folkeskoleområdet, de frie skoler og på udvalgte uddannelser på universiteterne, hvis det, vi skal, er at satse på uddannelse.

Ordføreren, værsgo.

Det er jo heldigvis sådan, at vi har nogle prioriteringer. Det var vigtigt for os at afskaffe omprioriteringsbidraget, sådan som vi sagde i valgkampen. Vi sagde faktisk også under valgkampen, at vi mener, at man godt kan nedjustere det til niveauer, der ligner dem, der var tidligere, når det handler om friskolerne. Det var jo meldt fuldstændig sådan ud. Så er der en bevilling, der løber ud, når det bl.a. handler om de humanistiske uddannelser, som hr. Morten Østergaard drager frem. Der må vi jo tage en diskussion om, om den bevilling, der udløber, skal fyldes op igen. Det er der mulighed for at tage med i en finanslovsforhandling. Det er en vigtig prioritet for Det Radikale Venstre, men så må vi jo drøfte det der.

Så er det hr. Jacob Mark.

Tak for talen, og tak for samarbejdet om et rigtig godt forståelsespapir, der sætter en ny retning for Danmark, og også tak for et godt forslag til vedtagelse.

I SF er vi lidt interesseret i spørgsmålet om minimumsnormeringer! Inden valgkampen og under valgkampen var der historisk store demonstrationer, ikke kun i København og Aarhus, men faktisk i rigtig mange provinsbyer rundtomkring i hele Danmark. Forældre, der ikke tidligere havde engageret sig i politik, gik på gaden med budskabet: Hvor er der en voksen? fordi de oplevede, at der ikke var voksne nok i daginstitutionerne til deres børn.

Der er undersøgelser, der viser, at en pædagog i gennemsnit 1 time om dagen står alene med en børneflok på 17 børn. Der var dokumentarer før valgkampen, men også under valgkampen, der viste, at pædagogerne ikke følte, at de kunne nå hele vejen rundt og give den omsorg til børnene, som børnene har brug for.

Så nu er det tid til – ligesom vi har aftalt i forståelsespapiret – at indføre minimumsnormeringer. Og derfor vil jeg gerne spørge hr. Jesper Petersen: Hvorfor er der ikke afsat en eneste krone i finanslovsudspillet til normeringer?

Ordføreren.

Tak for de gode ord i indledningen; dem vil jeg egentlig godt returnere til SF, i forhold til at de har været så insisterende på at sætte hele det her område omkring børn på dagsordenen igennem lang tid. De gode ord fortjener andre partier og fagforbund og andre også at få. Jeg synes faktisk, det har været et lidt overset emne. Som småbørnsfar synes jeg også selv, jeg støder på nogle af de problemer, der bliver peget på.

Vi er i forståelsespapiret blevet enige om, at vi går efter at indføre minimumsnormeringer. Kommunernes Landsforening har ikke været sådan vildt begejstrede for tanken, men vi har jo i den aftale, der dér er lavet med dem, taget fat på, at det er den vej, vi skal. Vi vil have det indført fra 2025 – der vil vi være i mål med den model, vi kan blive enige om. Og det må vi jo drøfte. Der er midler at forhandle om i finansloven til velfærdsområdet. Der er jo kommet mange ønsker – der var nogle andre fra hr. Morten Østergaard for et øjeblik siden, og der er også andre gode ønsker. Det må vi jo drøfte. Jeg forstår, at det er 0,5 mia. kr., SF mener det handler om. Jeg er sikker på, at finansministeren har noteret, at det er udspillet, og så må drøftelsen fortsætte derfra.

Hr. Jacob Mark.

Det er rigtigt, at der har været en diskussion om minimumsnormeringer. SF mener, at der er brug for at sikre, at uanset hvilken vuggestue det drejer sig om, uanset hvilken børnehave det drejer sig om rundtomkring i det ganske land, så er der voksne nok. Men man kunne jo godt have sat penge af til normeringer. Man kunne godt fra Socialdemokratiets side, selv om man ikke er den store tilhænger af minimumsnormeringer, have sagt: Nu prioriterer vi altså nogle midler til normeringer. Socialdemokratiet havde et udspil før valget, der hed »Altid på børnenes side«, hvor man faktisk selv foreslog at sætte penge af til normeringer.

Så er det ikke lidt skævt, at man så fremlægger et finanslovsudspil, hvor der ikke er en eneste krone til normeringer i vuggestuerne og børnehaverne?

Ordføreren.

Jeg vil sige to ting som svar på det. Det ene synes jeg må handle om kommuneaftalen. Det er jo kommunerne, der skal levere det. Og der er lavet en kommuneaftale nu, som altså løfter deres økonomi med mere i 1 år, end den tidligere regering gjorde tilsammen på 4 år – mere end de ekstra omkostninger, der kommer, ved at der bliver flere ældre og flere børn, bliver der lagt oveni. Det giver nogle muligheder for at forbedre f.eks. normeringerne dér. Så skal vi drøfte det i finanslovsforhandlingerne, og der inviterer vi jo SF indenfor til at være med til at prioritere inden for de midler, der er til rådighed: Skal det gælde normeringerne? Hvor meget skal det være? Er der andre emner, som man gerne vil have med? Og det ser jeg frem til.

Så er det fru Pernille Skipper.

Tak for det. Jeg vil også gerne sige mange tak for talen, for forståelsespapiret og for en god start, synes jeg, på et nyt flertal. En af de ting, vi allerede er gået i gang med at forhandle om, er ikke finansloven, men en ny klimalov, hvor vi, som ordføreren også nævner i sin tale, har forpligtet os på at lave en af verdens mest ambitiøse klimalove med et mål om en reduktion på 70 pct. senest i 2030. Det er jeg rigtig, rigtig stolt af, og jeg er glad for, at vi bliver ved med at stå ved det, og at det øjensynligt også smitter andre i salen.

Samtidig foregår der altså en diskussion om et andet vigtigt klimaemne, nemlig nordsøolien. Jeg var til klimamarch her for et par uger siden sammen med rigtig mange af de unge mennesker, som har kæmpet det 70-procentsreduktionsmål hele vejen herind i Folketingssalen, kan man vist godt give dem æren for, og som nu står og råber på den socialdemokratiske klimaminister, fordi de vil have ham til at stoppe den ottende udbudsrunde i Nordsøen. Spørgsmålet om, om vi skal lede efter ny og mere olie, end der allerede er fundet, er altså en beslutning, der rækker langt ud i fremtiden. Der vil jeg bare gerne vide, hvad Socialdemokraterne egentlig synes om det.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Selv tak for det gode samarbejde, også om klimaet. Finanslovsforslaget her rykker jo også på det, og der er yderligere at gøre i de forhandlinger, der vil være der. Her er grøn forskning et eksempel. Og også når det handler om miljø, er der fremskridt.

Med hensyn til nordsøolien er det jo ikke nogen enkel beslutning. Det har ret stor rækkevidde. Og der er vi i gang med en afklaring, nemlig det forarbejde, der bliver lavet i forbindelse med den beslutning, der er truffet, om at give de muligheder for at se, hvad man kan. Men regeringen vil overveje det her grundigt og selvfølgelig også gøre det med klimabrillerne på for at se, hvad konsekvenserne egentlig vil være ved at skulle fortsætte en ottende udbudsrunde. Så vil vi tage stilling, når det arbejde og den vurdering er gjort ordentligt.

Fru Pernille Skipper.

Hvis jeg må være så fri, vil jeg sige, at jeg faktisk har lidt svært ved at forstå, hvorfor det ikke er en enkel beslutning. Vi sidder i dag og skal forhandle om en rigtig ambitiøs, men også fuldstændig nødvendig klimalov og derefter om en klimahandlingsplan. Og en af de ting, vi kommer til at snuble over, er, at der var nogle mennesker, som sad herinde for 16 år siden og besluttede sig for ikke bare at lede efter ny olie og gas, men også for at give nogle for at sige det ligeud ret vanvittige kompensationsaftaler – det var højrefløjen, desværre sammen med Radikale Venstre – og det betyder, at den opgave, vi nu står over for, er rigtig meget sværere. Er det ikke ret enkelt at lade være med på vegne af fremtidige generationer at træffe så dårlig en beslutning en gang til?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Jeg synes ikke, at man skal gøre vanskelige valg enkle. En af pointerne i statsministerens tale den anden dag var vel også, at det må man heller ikke give folk indtryk af. Vi skal ligesom ved alle andre beslutninger vurdere den beslutning grundigt, i forhold til hvad det er for nogle konsekvenser, den vil have. Det er både, når det handler om klima, økonomi og sikkerhed – om alle de ting, der skal være med i sådan en beslutning. Der vil man høre fra klimaministeren, når de overvejelser er færdige, og når der er et ordentligt grundlag for at komme med et udspil.

Så er det hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det. Og tak for talen. Danmark har fået en rød regering med et blodrødt parlamentarisk grundlag – det er bare i orden, for det er det, folket vil have, og så må vi jo klappe hælene sammen. Men det skal jo ikke afholde os fra at diskutere politikken og se, om vi kan ændre lidt i opfattelserne.

Velfærd først , hørte jeg. Det er rigtig godt, men det er jo endnu bedre at kunne sætte velfærd først, hvis der er nogle, der skaber den. Og hvis der er en ting, mit blodtryk og temperament næsten ikke kan have med at gøre, så er det den her skat på generationsskifte af virksomheder. Jeg kan ikke forstå, at et parti, der kalder sig et arbejderparti, mener, at man skal beskatte det, når en virksomhed bliver overdraget til næste generation, hvilket sker, uden at der er nogen, der mister noget – altså, der er jo ikke nogen, der fylder lommerne; det handler bare om, at pengene skal blive i virksomheden.

Hvorfor er det så vigtigt for regeringen at tage kapital ud af virksomhederne for at lægge pengene i statskassen i stedet for at gøre noget godt for skabelsen af arbejdspladser?

Ordføreren.

Altså, i betragtning af, i hvor mange år vi i Danmark faktisk har haft regeringer, som Det Konservative Folkeparti i flere tilfælde også har været en del af, der som noget fuldstændig naturligt på linje med, hvad man har gjort i andre lande, har haft beskatning på overtagelse af ejerskabet af virksomheder, så er det lidt underligt, at det skulle være noget fuldstændig nyt, uoverstigeligt og mærkeligt at have i et land – det er det faktisk ikke. Vismændene mener jo f.eks. ikke rigtig, at der findes økonomiske argumenter for, at man skal have den her særligt lave afgift – eller helt fjerne den, hvis det er det, man vil – på at arve en virksomhed.

Vi vil meget gerne have en diskussion om, hvordan vilkårene for at betale den skal være – om man f.eks. skal have flere år til at betale den, eller om man skal have en større sikkerhed for, hvad virksomheden bliver værdiansat til. Det synes jeg er fornuftige og pragmatiske synspunkter at have, og det diskuterer vi gerne. Men ligesom alle andre danskere skal betale skat, når de modtager en arv over et vist beløb, så mener vi også, der skal betales skat, når man overtager ejerskabet og dermed værdierne i en virksomhed.

Søren Pape Poulsen.

Men verden står jo ikke stille. Danske virksomheder er konstant udfordret på konkurrencen. Nu ved jeg jo f.eks., at både hr. Jesper Petersen og jeg er valgt nogle steder i Danmark, som man nok vil kalde Produktionsdanmark, hvor der bliver skabt rigtig, rigtig mange arbejdspladser, og man kan spørge sig selv, hvor de mennesker går hen, hvis de ikke længere har den virksomhed at arbejde i.

Så er det, jeg siger, at hvis man nu tog pengene ud til sig selv, ville man jo blive rigeligt beskattet, og det skal man selvfølgelig også, hvis det handler om, at ens privatformue bare bliver større. Så er det jo fair nok, at vi betaler skat. Men det her handler bare om, at virksomheden går fra far til søn eller fra far til datter, og der sker ikke andet. Så vælger man at sige, at der bliver taget penge ud af virksomheden. Hvorfor er det så vigtigt at dræne de virksomheder for kapital? Vi har hørt virksomheder sige: Vi kan ikke drive virksomheden videre.

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Den diskussion, hr. Søren Pape Poulsen starter, om Produktionsdanmark, om et godt erhvervsliv, der har bidraget til dansk økonomi og arbejdspladser, synes jeg er en god diskussion at tage. Men økonomisk set er arveafgiften altså ikke det, der gør forskellen. Det har vi vismændenes ord for, og OECD anbefaler, at man har en arvebeskatning. Det er rimeligt nok, at der er det, men så skal vi have nogle vilkår, der er fornuftige for det.

Nej, lad os dog investere i uddannelse, forskning og kvalificerede medarbejdere og gøre noget af det, der styrker vores erhvervsliv og deres konkurrenceevne. Det er det, det må handle om.

Så er det hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for talen og starten på den her dag, som forhåbentlig giver en meget nysgerrig debat i en ny folketingssamling om en ny regerings arbejde. Jeg vil altså lige vende tilbage til noget af det, som fru Pernille Skipper spurgte ind til, nemlig Nordsøen. Jeg synes, at Socialdemokratiet som folketingsgruppe også må have nogle holdninger til det og ikke bare gå og vente på, at den udøvende magt, altså regeringen, tager stilling til, hvad den mener. Hvornår mener man i Socialdemokratiets folketingsgruppe at vi skal lukke for hanen i Nordsøen? Hvornår er det, vi skal være fossilfri og ikke blive ved med at suge olie op af undergrunden?

Ordføreren.

Al den stund vi nu har en etpartiregering, er vi heldigvis i en lidt anden situation end i den sidste valgperiode. Da havde man nogle ret store skærmydsler om, hvad der var henholdsvis partiets og regeringens holdning. Vi har ikke så vanskeligt ved at finde ud af, hvordan vi skal gå frem. Det må altså være sådan, at inden man træffer så grundlæggende en beslutning, som vil have konsekvenser, har man lov til at tænke sig om som regering og som parti, inden man kan lægge sig fast på, hvordan man synes, det skal være.

Man kunne jo også have truffet den beslutning for 20 år siden eller for 30 år siden, men det var jo heller ikke enkelt på det tidspunkt. Det er jo store milliardbeløb, det har handlet om, arbejdspladser, og at der også er andre lande, der producerer olie. Altså, hvad vil konsekvensen være af en dansk beslutning? Det skal vi finde ud af. Jeg kan forsikre hr. Rasmus Nordqvist om, at vi vil have de samme klimabriller på i den beslutning, som vi har i andre. Der vil komme et udspil fra klimaministeren, og så må vi tage drøftelsen, når vi har et ordentligt grundlag for at tage den.

Rasmus Nordqvist, værsgo.

Men det er jo ikke bare for 20 år siden, man skulle have taget stilling til det her, man kunne også have taget stilling for 1½ år siden, da man skrev under på, at den ottende udbudsrunde var en supergod idé. Altså, vi skulle ud og udbyde nye arealer i Nordsøen til at gå på oliejagt i. Det er egentlig det, jeg bare spørger om: Når man nu har et 70-procentsreduktionsmål i 2030, hvad betyder det så for, hvornår vi ikke længere skal gå på oliejagt, men faktisk udnytte vores naturlige ressourcer, udnytte vinden, solen til energi i stedet for at gå og lave det her olieeventyr, som der jo er store diskussioner om hvorvidt overhovedet giver penge. Altså, når man ser på de seneste svar, jeg har fået, på spørgsmål, så svinger tallene jo med mange, mange milliarder kroner, alt efter hvilke olieprisscenarier man bruger.

Ordføreren, værsgo.

Hvis det sidste er rigtigt, vil beslutningen jo være lettere at træffe, kan man sige, men det skal vurderes. Vi vil jo gerne have, at vi har en 70-procentsmålsætning i Danmark. Vi vil gerne være CO2-neutrale i 2045. Samtidig er der så også et verdensmarked for olien og for gassen, som vi også i en periode skal bruge i vores energisystem, indtil vi har nok vedvarende energi, indtil vi kan lagre og alle de ting. Vi er ikke fast besluttet på, hvor det her skal lande. Jeg prøver bare at give indtryk af, hvad det er for nogle overvejelser og dilemmaer, der må være her. Vi vil have klimabrillerne på, det kan jeg som sagt forsikre om, men vi skal tænke os grundigt om.

Så er det fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak for ordet. Socialdemokratiet har gjort det klart, at det nuværende asylsystem ikke fungerer; at Socialdemokratiet ønsker at indføre et nyt asylsystem. Kan hr. Jesper Petersen redegøre for, hvor længe Socialdemokratiet og regeringen vil vente på EU, før regeringen sikrer Danmark med et nyt asylsystem?

Ordføreren.

Nej, det har jeg ikke nogen dato for, og som fru Pernille Vermund ved, er det også et lidt større projekt. Ikke desto mindre mener vi det. Altså, det er ikke en god måde, vi i dag har et internationalt system for asylansøgning på; det er det ikke. Nu har der for nylig været nogle nye historier om, at man i Grækenland igen begynder at have vanskeligt ved at håndtere det. Det er også en af grundene til, at vi opretholder grænsekontrollen osv. Vi er nødt til at være opmærksomme på de udfordringer, der er.

Vi vil fortsat gerne derhen, hvor det ikke er, hvem der har betalt en menneskesmugler, eller hvem der tør tage risikoen, altså hvem der klarer den igennem Nordafrika og alle de uhyrligheder, som mange mennesker bliver udsat for i den sammenhæng, der afgør, hvem der kommer til Europa, men hvor vi får en i virkeligheden langt mere human og retfærdig måde at gøre de her ting på.

Fru Pernille Vermund.

Som hr. Jesper Petersen siger, stiger presset på nuværende tidspunkt i de sydeuropæiske lande, og man må jo sige, at med det asylsystem, som vi har nu, står vi i virkeligheden lige så skrøbeligt, som vi gjorde i 2015, hvis der kommer et pres, som bare tilnærmelsesvis minder om det, vi havde dengang. For når man møder op ved den danske grænse i dag og siger asyl, får man adgang ind i landet. Mange mennesker henvender sig i Sandholmlejren, men der er også rigtig mange, der forsvinder ud i landet.

Derfor vil jeg gerne spørge endnu en gang: Mener hr. Jesper Petersen og Socialdemokratiet ikke, at det er at udvise rettidig omhu at fremskynde, at vi får sikret et nyt asylsystem til Danmark og sikret Danmarks fremtid?

Ordføreren.

Jo før, jo bedre. Som statsministeren selv betonede det i sin tale forleden, er det ikke noget, der lige er glemt; det er en ret grundlæggende ting for os at få lavet det her om. Det kræver et samarbejde med andre lande, og der er drøftelser med andre. Og forhåbentlig når vi derhen, hvor vi altså har et system, der er væsentlig mere humant og retfærdigt. Godt nok er der nogle bevægelser nu. Jeg vil så bare slå fast, at i forhold til Danmark i de her år er der en ret kraftig reduktion i, hvor mange der søger asyl, søger om familiesammenføring osv. Det er nogle helt andre tal end for bare få år siden.

Så er det hr. Alex Vanopslagh. Værsgo.

Tak for det, og tak for den fine udtale af efternavnet i øvrigt, og tak til ordføreren for talen. Statsministeren sagde i tirsdags, at det simpelt hen er frit valg, der skaber bureaukrati i den offentlige sektor, eksempelvis på rengøringsområdet, for så skal man ned til mindste minuttal og definere, hvor længe der skal støvsuges. Kunne man ikke bare lade være med at lave sådan en detaljeret projektplan for, hvordan rengøringen skal udføres? Det svarer jo lidt til, at jeg, når jeg skal til bageren om morgenen og købe morgenbrød, ville have sådan en lang opskriftsliste med og en ingrediensliste med, som detaljeret skulle følges, i stedet for bare at have tillid til, at jeg får et godt produkt, og ville vælge en konkurrent, hvis jeg er utilfreds.

Kan hr. Jesper Petersen forestille sig, at det eneste bureaukrati, der er nødvendigt, når der er frit valg på eksempelvis rengøringsområdet, kunne være et spørgeskema til borgeren, hvor man spørger, hvor tilfreds man på en skala fra 1 til 10 er med rengøringen?

Ordføreren.

Jeg synes da, det er en besnærende tanke at tage udgangspunkt i, hvad det er, den enkelte oplever som kvalitet i den situation, og det må vi jo tage med i de drøftelser. Jeg hører ikke statsministeren overhovedet sige, at frit valg skal væk, men er åben om den situation, der er, altså at når man skal lave meget detaljerede krav for at kunne lave udbud osv., så bliver det sådan. Det har omkostninger og fører også til en hel masse dokumentationskrav. Det kan være rengøring, det kan være ældrepleje, det kan være andre ting. Men et godt bud fra hr. Alex Vanopslagh, og lad os da så tage det med i diskussionen.

Hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det konstruktive svar, og udtalen af mit navn var i øvrigt også fin. Der skal ikke lyde nogen indvendinger over for det, og ellers får vi alle sammen rig lejlighed til at øve os de næste fire år. Men det var det med at skære ting ud i pap, jeg kom fra. Kan ordføreren give en garanti for, at regeringen ikke vil begrænse danskernes frie valg, men snarere vil fokusere på at afbureaukratisere frit valgs-området og den offentlige sektor i det hele taget?

Ordføreren.

Det, statsministeren sagde, var ikke et forslag om afskaffelse af frit valg. Det var en åbenhed om det dilemma, der ligger der, og de konsekvenser, det har, når man indfører det, og gør det på den måde.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. En tak for talen skal der også lyde herfra. Og også tak for inddragelsen i forbindelse med hele den proces, der var med forståelsespapiret. I IA er vi rigtig glade for, at der er ambitiøse mål i forhold til klimaet. Vi konstaterer også, at Grønland bliver omtalt som ground zero i forhold til konsekvenserne af klimaforandringerne, så derfor håber vi også, at man – på trods af at Grønland selv har ansvaret for klimaområdet – kan samarbejde og også tage den del, der handler om Arktis, med i den kommende klimahandlingsplan.

En ting, som ordføreren ikke var så meget inde på i sin tale, er politiet. Og noget, som vi fra IA's side gerne vil minde om, er ansvaret i forhold til politiet i Grønland, for dér er der mindst lige så store udfordringer, som der er for politiet i Danmark. Og vi står sådan set med massive rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer, så jeg kunne godt tænke mig at høre: Er det noget, som regeringen er villig til at se på i de kommende forhandlinger?

Ordføreren.

Ja, der har vi selvfølgelig et medansvar, og den diskussion må man tage med den ansvarlige minister, der har at gøre med drøftelserne om, hvordan man får tingene til at fungere godt i Grønland.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Jeg synes sådan set også, det måske vil være på sin plads at fortælle, at når en grønlandsk og en dansk politibetjent sætter sig ind i den samme patruljevogn, så får de forskellige lønninger. Og det har også en betydning i anstalterne, hvor vi faktisk oplever, at ikke alene afdelinger, men på sigt også hele anstalter er i risiko for at blive lukket ned. Så med de her massive udfordringer er der virkelig en risiko for at skabe nogle ret akutte problemer, når vi snakker tryghed og retfærdighed. Tak.

Ordføreren.

Det er jo vigtige pointer at få frem. Og jeg er ikke tvivl om, at der vil være et forløb med justitsministeren om, hvordan man kan adressere de problemer, som fru Aaja Chemnitz Larsen her tager fat på. Uden at kunne give nogen garantier for harmonisering af lønforhold osv. er det selvfølgelig også problemstillinger, som regeringen tager alvorligt.

Så er det fru Inger Støjberg.

Tak. Nu ville hr. Jesper Petersen jo ikke svare fru Sophie Løhde på spørgsmålet om Socialdemokraternes udspil op til valgkampen om, at man vil spare 3 mia. kr. på konsulenter, og spørgsmålet om, hvor det står i finanslovsforslaget, for der er det jo repræsenteret med et stort fedt nul i dag.

Så lad mig prøve at spørge om noget andet, som det burde være til at svare på. Statsministeren har hele tiden sagt, at hun vil være børnenes statsminister. Når man så ser på det finanslovsforslag, der kom i går, kan man jo se, at koblingsprocenten skal sættes ned, men hvilke friskoler er det, der får deres tilskud reduceret? Jeg kunne godt tro, at det barn, der går på en friskole, ikke opfatter, at det er børnenes statsminister, der har talt. Så hvilke friskoler er det? Det tror jeg kunne være meget rart for både børn og forældre at få at vide i dag.

Ordføreren.

Altså, Socialdemokratiet var åben om det ønske i valgkampen. Det var også en debat, vi havde i valgkampen, og som der også var en del opmærksomhed omkring, nemlig om, hvad der skulle ske med friskolerne og privatskolerne. Under den sidste regering skruede man jo over en årrække koblingsprocenten op. Den har også været lavere. Det niveau, vi forestiller os, vil jo være det niveau, hvor der faktisk, mens det gjaldt, kom flere friskoler. Så jeg vil tro, at det er muligt, sådan som Venstre mener det på mange andre punkter, at man ser på, hvordan man får det til at fungere. Men jeg kommer selv fra et område, hvor der desværre er blevet lukket skoler i nogle landsbysamfund, og hvor der er langt til den nærmeste skole. Og det engagement, der er forbundet med at have en lokal skole, og at man derfor ender med at oprette en friskole, forstår jeg virkelig godt. Derfor er det jo også et eksempel på nogle af dem, som der er sat ekstra penge af til for at sørge for, at de ikke på samme måde som andre bliver berørt af den her ændring af koblingsprocenten.

Fru Inger Støjberg.

Man kan i hvert fald ikke sige, at det var børnenes politiske ordfører, der talte der. Det er jo heller ikke børnene statsminister, der lige har fremsat et finanslovsforslag, og det er heller ikke børnenes finansminister, kan man rolig sige. Jeg synes simpelt hen, at vi er kommet dertil, hvor vi bliver nødt til at få at vide: Hvor meget ekstra skal forældrene betale? Hvilke friskoler er det, der skal lukkes? Det her giver da ekstrem utryghed blandt både børn og forældre. Man må da være konkret. Man kan da ikke bare stå, som hr. Jesper Petersen her, og sige, at det også er vigtigt med et stort lokalt engagement, og at man selv kommer fra et område, hvor der er mange friskoler. Ja, men er det de friskoler fra hr. Jesper Petersens område, der skal lukke?

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen ikke, at fru Inger Støjberg hørte ordentligt efter. Der er afsat penge i finanslovsforslaget, nemlig 75 mio. kr., til, at f.eks. friskoler, der ligger langt fra en anden by med en folkeskole, ikke på samme måde vil blive berørt. Skoler, der ligger steder, hvor der er mange socialt udsatte, og som er skoler, der tager et stort socialt ansvar, vil heller ikke blive berørt. Det kan man gå ind og læse. Og det må vi jo så debattere. Jeg synes måske bare, at man skulle undlade at slå sig op på at udfordre os på ikke at ville noget for børnene, når der er normeringsforbedringer og en kommuneøkonomi, der på 1 år leverer mere end det, den tidligere regering gjorde på 4 år; at man måske skulle være de sidste til at kritisere, at kvaliteten til børnene ikke er god nok.

Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Tak for det. Jeg synes, al den polemik om udlændingepolitikken, der har været fra Socialdemokratiet, både under valgkampen, men ikke mindst efter, er meget interessant. Jeg er meget, meget overrasket over den vending og den drejning, som Socialdemokratiet har taget. Socialdemokratiets formand, nu statsminister, gik til valg på, at det skulle være en stram udlændingepolitik, og at der ikke skulle ændres noget. Det var så bastant, at man ikke ville sidde som statsminister, hvis der skulle ske ændringer.

Jeg kan nævne en lang række punkter, hvor der er lempelser. Der er tilbagerulning af det såkaldte paradigmeskifte, altså hjemsendelsespolitikken. Man dropper Lindholm, og man har ikke noget alternativ, selv om den nuværende udlændinge- og integrationsminister sagde, at det var spot on at finde et sted, men der er ikke kommet noget alternativ. Man tager imod kvoteflygtninge. Man giver højere ydelser til børnefamilier, faktisk næsten 300 mio. kr. – der er ingen smalle steder her – og 63 pct. er af ikkevestlig herkomst. Opholdskravet for at opnå dagpenge rulles tilbage. Der er gratis uddannelse til flygtninge. Og så sidst, men ikke mindst: Socialdemokratiet gik faktisk til valg på, at der skulle være et loft over antallet af udlændinge. Det er man også gået bort fra.

Jeg vil godt høre forklaringen.

Ordføreren, værsgo.

Jeg synes jo egentlig, fru Pia Kjærsgaard skulle sige: Hvor er det rart, at der nu er blevet en bred enighed om de grundlæggende ting i dansk udlændingepolitik. Det er jo det, der er tilfældet. Mens fru Pia Kjærsgaard talte om det og mente, at der var lavet fuldstændig om på udlændingepolitikken, kunne jeg jo godt se, hvordan hr. Morten Østergaard så ud i ansigtet, og hvordan han rystede lidt på hovedet. Vi ændrer jo ikke på familiesammenføringsregler, permanent opholdstilladelse, asylpolitik osv. De grundlæggende klodser i dansk udlændingepolitik står ved magt. Det står vi ved. Det sagde vi inden valget, og det vil vi.

Så kan vi måske komme hen til en anden diskussion: Hvordan får vi en bedre integration? Er der nogen steder i udlændingelovgivningen i dag, hvor vi ikke synes, det er, som det skal være? Vi synes, at folk, der er blevet afvist, skal rejse ud, men så længe de bor her, skal de der børn så bo op ad et skydeterræn, hvis deres familie har traumer over det? Kan vi ikke finde et bedre sted? Men det ændrer jo ikke på, at de grundlæggende ting står ved magt.

Fru Pia Kjærsgaard.

Men jeg må sige, at jeg ikke stoler et øjeblik på, at man ikke vil ændre mere, overhovedet ikke. Vi er kun nået nogle måneder ind i den nye valgperiode, og jeg må spørge: Er det med højere ydelser til udlændinge den brede udlændingepolitik? Det er da kommet bag på mig. 300 mio. kr., værsgo. Og så må man jo ikke undervurdere, at enhver lempelse, stor eller lille, altså giver genlyd ude i den store verden, og det betyder, at der kommer flere udlændinge, fordi det er lidt mere attraktivt. Det er lidt nemmere at komme ind, og det er lidt nemmere at være her. Det er af meget, meget stor betydning. Det synes jeg heller ikke Socialdemokratiet koncentrerer sig ret meget om.

Men jeg vil godt primært have et svar på loftet over antallet af udlændinge, som Socialdemokratiet gik til valg på: Hvor er det blevet af? Det vil jeg godt have et helt konkret svar på og ikke et svar udenom.

Ordføreren, værsgo.

Vi må jo bare demonstrere for fru Pia Kjærsgaard, at det er sådan, det bliver. Jeg tror da nok, at hr. Morten Østergaard har forsøgt sig, også da der var forhandlinger om forståelsespapiret, om ikke man lige kunne rykke sig lidt. Og nej, det kan vi så ikke på de grundlæggende forhold i udlændingepolitikken. De står ved magt. Vi vil bruge folks penge bedre end lige at bruge dem på Lindholm. Og ja, vi mener stadig væk, at vi skal være meget opmærksomme på, hvor mange kommunerne hver især kan integrere. Det er en del af vores samlede udlændingepolitik. Det er vi nødt til at være opmærksomme på fortsat.

Så er det hr. Morten Dahlin.

Nu leverede ordføreren jo ikke nogen konkrete svar på de konkrete spørgsmål, som fru Inger Støjberg og fru Sophie Løhde stillede. Så det kan være, at jeg er lidt mere heldig og ordføreren kan levere et konkret svar på mit spørgsmål.

Socialdemokratiet sagde i valgkampen, at 95 pct. af danskerne ikke ville blive ramt af Socialdemokraternes skattestigninger. Nu står vi her 5 måneder efter: Kan ordføreren i dag garantere, at det kun er 5 pct. af danskerne, der vil blive ramt af Socialdemokratiets skattestigninger?

Ordføreren.

Nu får hr. Morten Dahlin ordet igen om et øjeblik, og så kan hr. Morten Dahlin så måske pege på, hvor det er, der er et nyt forslag i de skatte- og afgiftsforhold, der er lagt frem, som er overraskende, og som Venstre er modstandere af.

Vi sagde før valget, at vi mente, at der igen burde være en fair beskatning, når man arver ejerskabet af en virksomhed. Vi har sagt, at vi synes, at vi skal nedbringe brugen af plastik ved at have højere afgifter på de ting. 1.100 t vil man spare med det, der ligger i finansloven nu med højere afgifter der. Og sådan kan vi jo fortsætte rækken ned. Det er lagt frem inden valget, hvordan det vil være. Boligskat og personskat er der jo ikke nogen ændringer af. Men de ting, vi har lagt frem vi vil ændre, fremgår af finanslovsforslaget – ikke andre ting. Og så må vi jo se, hvad Venstre vil; om de kan bakke op om nogle af tingene – om man f.eks. vil være med til at løfte nogle af de regninger, man selv har efterladt, hvor man har givet skattelettelser, men ikke sørget for finansieringen, når det handler om f.eks. bilerne.

Hr. Morten Dahlin.

Nu er jeg jo ny herinde. Det var et meget langt svar på et meget kort spørgsmål, hvor jeg egentlig spurgte ordføreren, om han kunne bekræfte, at løftet fra før valget også gælder efter valget. Det kunne ordføreren så ikke. Derfor må mit opfølgende spørgsmål jo være: Hvilke andre løfter, som Socialdemokratiet gav før valget, gælder ikke længere?

Ordføreren.

Jeg har respekt for forsøget. Men i al respekt: Det, jeg gjorde klart lige for et øjeblik siden, var jo, at vi faktisk har foreslået de ting, vi sagde i valgkampen og før det. Der er endda nogle ting, som er udeladt; som ikke er der. Det kan måske komme. Men de forslag, der ligger i finanslovsforslaget, er da præcis ting, som vi har foreslået. Det kan jeg ikke rigtig se hvordan hr. Morten Dahlin skulle kunne få linet op til at være noget andet, når det faktisk er præcis det, vi sagde før valget, vi nu gør.

Så er det Katrine Robsøe.

Tak for det. På folkemødet i 2018 blev jeg rigtig glad, da vores nuværende statsminister slog fast, at nu ville Socialdemokratiet også arbejde for en afskaffelse af uddannelsesloftet. Det står jo sådan set også i vores aftalepapir, at vi skal have det afskaffet. Men mens vi går og venter, går de unge og de studerende rundt og føler sig pressede og utrygge. Derfor vil jeg gerne spørge, hvorfor Socialdemokratiet ikke lytter til de studerende og prioriterer at afskaffe uddannelsesloftet i udspillet til finansloven.

Ordføreren.

Jeg vil gerne slå fuldstændig fast for fru Katrine Robsøe, at holdningen er den samme. Altså, vi vil gerne have, at uddannelsesloftet bliver afskaffet. Det er også sådan, at vi nu engang har den økonomi, vi har. Vi får kritik fra Venstre, kan man høre, for at have skaffet flere penge til at lave den finanslov, bl.a. for at investere i uddannelse. Det gør vi ikke desto mindre, så der er penge til f.eks. at fjerne omprioriteringsbidraget, og der er også andre muligheder for investeringer – i uddannelse, på børneområdet, og hvad det ellers måtte være. Det hele er ikke løst på en gang. Er det her et meget vigtigt krav for Det Radikale Venstre, må vi jo diskutere det. I første omgang har vi i forslaget til finanslov prioriteret at fjerne omprioriteringsbidraget, men vi drøfter gerne andre ting med Det Radikale Venstre, og der er som sagt også økonomi at forhandle om, hvis det her er det væsentligste.

Katrine Robsøe.

Tak for det. Nu ved jeg jo godt, hvad Radikale og jeg selv har af holdninger til uddannelsesloftet, og det er rigtig vigtigt at få afskaffet, for det skaber utryghed og pres blandt vores studerende. Jeg er også godt klar over, at I sikkert har en rigtig fin strategi for alle de her forhandlinger, vi skal til at ind i, men jeg er oprigtig interesseret i at høre, hvorfor Socialdemokratiet ikke selv har prioriteret at afskaffe loftet over uddannelse.

Ordføreren.

Jeg vil igen meget gerne slå fast, at vores holdning er den samme. Nu kommer der en periode, hvor der altså skal nogle svære prioriteringer til, for der er mange ting, vi gerne vil, og vi har ikke lagt beslag på alt i den finanslov fra start, og det giver jo også en mulighed for, at andre partier kan sige, hvad der er vigtigt for dem. Vi har kun vores 48 mandater, så fru Katrine Robsøe vil ikke møde en politisk modstand imod at ændre på uddannelsesloftet. Jeg er enig i, at det har været med til at øge det præstationspres, som ikke er godt, og som plager mange unge mennesker. Så må vi jo se, om der er økonomi til det, når vi skal have det hele til at hænge sammen til sidst.

Den sidste spørger, vi når i den her runde, er hr. Torsten Schack Pedersen. Værsgo.

Tak for det. Ord er der mange af. Konkrete svar, konkrete anvisninger på, hvad det er, Socialdemokratiet egentlig vil, har vi ikke hørt mange af. Så jeg prøver lige en gang mere at følge op på det spørgsmål, som min gode kollega Morten Dahlin stillede: Hvor mange procent af danskerne vil opleve skattestigninger i 2020, hvis regeringens finanslovsforslag bliver gennemført?

Ordføreren.

Jamen hr. Torsten Schack Pedersen kan jo godt vælge at pære rundt i den samme diskussion en gang til. Og så må jeg jo slå fast, at det ikke kan komme som en overraskelse, altså de forslag til ændringer på skatteområdet, som vi har lagt frem i den her finanslov, og som gør, at der er en økonomi til at forbedre vores velfærd. F.eks. er der råd til at ansætte 1.000 flere sygeplejersker, og der er andre emner, hvor vi kan lave vigtige fremskridt, både på klimaområdet og på velfærdsområdet. Det er en politisk prioritering, fordi vi synes, at det er nogle rimelige ændringer af skattepolitikken.

Det, vi kunne savne, var jo, at vi ikke samtidig skulle samle de regninger op fra hr. Torsten Schack Pedersens partifæller, der var i regering før: Der var bilbeskatningen, hvor man satte den ned, men ikke sørgede for finansieringen. Der er genopretningen af skattevæsnet, hvor man har lagt det så fint til rette, at lige i det øjeblik, der er nogle andre, der overtager ansvaret, så mangler der et kæmpe milliardbeløb, og man har ikke løftet sin opgave. Det må vi så sørge for, og det gør vi med det her forslag til finanslov. Men det kræver også nogle penge og nogle efter vores mening rimelige ændringer på skatteområdet.

Torsten Schack Pedersen.

Så må man jo forstå, at budskabet fra Socialdemokratiet i valgkampen om, at 95 pct. af danskerne ikke ville opleve skattestigninger, bare var en løgn. For man havde jo reelt skatteforslag, som rammer stort set alle danskere. Det er jeg da glad for at vi så trods alt har fået afklaret. Jeg prøver to andre steder i forhold til konkrete svar, som vi ikke har kunnet få. Nu har Jesper Petersen haft lidt tid, siden han var i tv-debat tidligere i dag. Jeg vil bare gerne have ét konkret eksempel på en bureaukratisk regel i ældreplejen, som Socialdemokratiet vil fjerne. Og jeg kunne også godt tænke mig at vide: Når regeringen ikke ønsker at etablere et udrejsecenter på Lindholm, hvor skal det tredje udrejsecenter så konkret ligge henne?

Ordføreren.

Det var mange ting på en gang. Men altså, jeg kan forstå, at hvad angår de cirka 20 pct. af danskerne, der ryger, synes man fra Venstres side, at det er rimeligt nok, at de skal betale mere i skatter og afgifter. Det vil vi også gerne, men det er dog så 20 pct. Vi synes altså også, det er rimeligt, at hvis man får sin løn udbetalt som fri telefoni betalt af sin arbejdsgiver, altså sin private telefoni, så er det rimeligt nok, at man skal beskattes af det, hvilket er et fuldstændig gængs princip i skattelovgivningen. Og så har vi iværksat et samarbejde med kommunerne om at finde frem til bureaukratiske forbedringer dér.

Vi siger tak til hr. Jesper Petersen, tiden er gået. Og den næste ordfører er hr. Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre.

Mange tak for det, formand. Det samlede billede ser skidt ud. Sådan sagde den nyslåede socialdemokratiske finansminister efter det såkaldte kasseeftersyn, mens han samtidig beklagede sig over, at opgaven forude så svær ud. I en situation, hvor den Venstreledede regering har overladt et Danmark med en økonomi i absolut topform med rekordhøj beskæftigelse – aldrig har der været så mange i arbejde i Danmark – hvor antallet af offentligt forsørgede er på det laveste niveau siden 1987, hvor der er styr på udlændingepolitikken og asyltilstrømningen, der ligger på det laveste niveau i 10 år, og hvor det økonomiske råderum i de nærmeste år er større end vel nok for nogen anden regering, så ser det samlede billede skidt ud, ifølge finansministeren. Og jeg ved jo godt – jeg har også siddet i regering – at pessimisme er en dyd i Finansministeriet. Men det er også muligt at overgøre det, og jeg kan også fornemme, at den pessimisme måske nok har sneget sig helt over i Statsministeriet.

Statsministerens åbningstale pegede på en central og vigtig ting i det danske samfund, nemlig tillid. Og det er jeg enig i; den skal vi værne om. Men jeg synes også, talen malede et noget dystert billede af Danmark, som jeg tror mange danskere har svært ved at genkende. Jovist, der er altid ting at gøre. Det er derfor, vi er i politik. Den offentlige velfærd kan altid blive bedre, trygheden kan altid blive større, og vi skal i gang med de næste skridt i den grønne omstilling. Men Danmark er altså ikke et samfund, hvor både tillid og livskvalitet er i frit fald – langtfra.

Jeg har det i hvert fald anderledes. Jeg bliver glad, når det går godt i Danmark, og det gør det. Danmark er et fantastisk land, og sjældent har vi haft så gode muligheder for at gøre det endnu bedre. Og hvis vi tør, jamen så kan vi også. Der er en mulighed for at bruge de gode tider til at gøre Danmark endnu bedre og til at fremtidssikre vores land. Derfor skal vi blive ved med at træffe ansvarlige beslutninger, sådan så også de, der kommer efter os, har de samme muligheder, som vi har haft.

Venstre har stået i spidsen for Danmark i 14 af de seneste 18 år. Vi har haft ansvaret for at sætte en ambitiøs retning for Danmarks grønne omstilling. Vi har sat et ambitiøst mål om, at Danmark skal være klimaneutralt i 2050. Vi har sat en stopper for efterforskning efter olie og gas på land og i indre farvande. Vi har lavet den mest ambitiøse energiaftale nogen sinde med alle Folketingets partier sidste år. Og vi vil blive ved med at tage ansvar for klimaet. Vi skal blive ved med at være ambitiøse, og Venstre støtter ambitionen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030. Og for Venstre er det afgørende, at vores klimamål er ægte grønt.

Et dansk klimamål må jo ikke føre til, at vi bare skubber CO2-udledningen ud af Danmark sammen med de gode arbejdspladser, som følger med, og som allerede er i gang med den grønne omstilling. Drivhusgasser kender ikke til landegrænser. Vores indsats skal have en reel og ægte grøn effekt for at nedbringe verdens samlede udledninger af drivhusgasser. Vi skal ikke flytte CO2-udledningen, vi skal nedbringe CO2-udledningen.

Samtidig skal klimaindsatsen gå hånd i hånd med økonomisk vækst. En sund økonomi er hele forudsætningen for, at vi har råd til at investere i den grønne omstilling. Og hvis Danmark fortsat skal være et foregangsland for andre, skal vi vise, at grøn omstilling, økonomisk vækst og personlig frihed sagtens kan gå hånd i hånd, uden at det blive dyrere at være dansker eller svækker vores konkurrenceevne. Vi skal være et pragteksempel og ikke et skræmmeeksempel.

Da statsministeren i valgkampen ikke var statsminister, men Socialdemokratiets formand, sagde Socialdemokratiets formand noget klogt, nemlig: Mål løser ikke noget i sig selv. Derfor er jeg optaget af, at vi diskuterer: Hvordan gør vi? Det er jeg også optaget af, og derfor vil Venstre insistere på, at mål ikke står alene, men fra starten tænkes sammen med konkrete redskaber og finansiering. Det vil være afgørende for Venstre, når vi går til forhandlingerne om en klimalov.

For en ting er sikkert: Klimaudfordringen er ikke løst ved at skrive et mål ind i en lov. Vi ved ikke endnu, hvordan regeringen forestiller sig, at en klimalov skal skrues sammen. Men vi ved, at der bliver behov for finansiering. Det har regeringen ikke anvist. I Venstre er vi klar til at anvende en del af råderummet, som ligger ud over det demografiske træk i årene, der kommer, for at finansiere den grønne omstilling. Som sagt har vi ikke nu overblik over, hvordan regeringen præcis vil skrue en klimalov sammen, og derfor opfordrer Venstre regeringen til – med et fortærsket udtryk – at komme i arbejdstøjet og hurtigst muligt indkalde til forhandlinger om en ambitiøs og bredt funderet klimaaftale, som ikke bare har mål, men også konkrete redskaber og finansiering til at levere handling.

Venstres tilgang her og Venstres tilgang til politik i al almindelighed vil altid være en blanding af visioner og snusfornuft. Vi vil skrue op for den grønne omstilling, uden at vi gør Danmark fattigere. Vi vil fremtidssikre velfærden, uden at vi bruger rub og stub. Vi vil gribe ud efter fremtiden, uden at vi mister jordforbindelsen. Og lige nu står Danmark bedre rustet end længe til at gøre netop det, fordi den regering, der gik forud for den nuværende, traf ansvarlige beslutninger.

Det skal vi blive ved med, og derfor vil jeg jo i dag gerne række hånden ud til hele regeringen og særlig til statsministeren, hvis interessen for det brede samarbejde er reel. Hvis regeringen vil føre en politik, der styrker grundlaget for vækst og arbejdspladser og ikke gør det dyrere at være dansker eller drive virksomhed i Danmark, hvis statsministeren reelt vil være børnenes statsminister, også for de børn, hvis forældre har valgt en friskole, hvis vi reelt skal vise mere tillid til vores offentligt ansatte ved at give dem mere frihed og ikke diktater fra Christiansborg, hvis regeringen er villig til at tage ordentligt fat på de steder, der halter i vores sundhedsvæsen, i psykiatrien, hvis Socialdemokratiet vil føre en stram udlændingepolitik, der passer på Danmark, ja så er Venstre klar.

Det gælder også den anden vej. Hvis statsministeren vil føre en politik, som mindsker tilskyndelsen til at arbejde, hvis regeringen vil gøre det mindre attraktivt at bo uden for de store byer, hvis flotte grønne løfter aldrig bliver til smukke grønne træer, fordi man har skabt større forventninger, end man kan indfri, hvis Socialdemokratiet vil fortsætte med at lempe udlændingepolitikken, svække grundlaget for vækst og arbejdspladser og i øvrigt give skatteskruen et ekstra vrid ved hver finanslov sammen med resten af venstrefløjen, sådan at det bliver dyrere at være dansker, så er Venstre også klar: Så er vi klar til at være den opposition, som regeringen måske nok har ventet på, men som regeringen i sandhed fortjener.

Med de ord vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringen har overtaget et Danmark i god form med en rekordhøj beskæftigelse, et stort økonomisk råderum, færre på offentlig forsørgelse og en asyltilstrømning på det laveste niveau i 10 år. Folketinget konstaterer samtidig, at regeringen trækker Danmark i den forkerte retning på en række områder.

Folketinget udtrykker bekymring over regeringens planer om at hæve skatter og afgifter for danskerne og danske virksomheder. Økonomisk vækst er nemlig en forudsætning for at understøtte kvalitetsudvikling af velfærden og en mere ambitiøs grøn omstilling.

Folketinget opfordrer regeringen til at aflyse sine lempelser af udlændingepolitikken. Danmark skal have styr på tilstrømningen, sætte ind mod parallelsamfund og stille klare krav til udlændinge i Danmark.

Folketinget opfordrer desuden regeringen til hurtigst muligt at præsentere svar på, hvordan valgløfterne konkret skal realiseres, herunder ret til tidlig pension, 1.000 flere sygeplejersker, minimumsnormeringer, infrastruktur samt såkaldte nærhospitaler.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Tak for ordet.

Tak for det. Også det forslag til vedtagelse indgår nu i debatten.

Vi har 45 minutter foran os, og hvis der er nogen, som gerne vil have ordet og ikke har trykket sig ind, beder jeg om, at man gør det, og så skal vi fordele det så retfærdigt, som vi overhovedet kan. Men jeg kan også afsløre allerede nu, at alle ikke når at få ordet.

Men nu starter vi med hr. Jesper Petersen. Værsgo.

Igen tillykke med valget. Det er også godt at se hr. Jakob Ellemann-Jensen i den nye rolle, og vi har set frem til at kunne have den her debat. For man må jo sige, at der skete nogle lidt specielle ting i valgkampen med Venstres politik. Efter en lang årrække med, at det var nulvækst, der var vigtigst, og underfinansiering, var man nu klar på et egentligt velfærdsløfte.

Jeg har ikke kunnet blive klar på nu her efter valgkampen, om det egentlig står ved magt, altså at Venstre vil forpligte sig til, når der er voksende omkostninger til flere ældre og flere børn – heldigvis – de kommende år, simpelt hen som udgangspunkt for sin økonomiske politik at have det velfærdsløfte stående ved magt, og at man så sætter de penge af, som det koster. Er det Venstres politik i dag?

Ordføreren, værsgo.

Ja.

Hr. Jesper Petersen.

Jamen det synes jeg så er første gang og så dejligt, at vi får det svar så klart. For det har jo været uld i mund indtil nu, også fra hr. Jakob Ellemann-Jensen. Altså, jeg har jo godt læst de interviews, der har været givet. (Der reageres fra salen). Jo, det har det. Vi kan finde Børsen frem og se, hvordan man talte udenom og ikke ville forpligte sig til det, da hr. Jakob Ellemann-Jensen var blevet valgt som formand. Så må vi spørge om det, og det var et klart svar her.

I lovprogrammet indgår det, at regeringen vil fremsætte forslag til en egentlig velfærdslov, så hr. Jakob Ellemann-Jensen kan overføre det ja, han gav nu, fra at være et ord på talerstolen til at være et tryk på den grønne knap. Er det også et ja her i dag til, at Venstre faktisk vil forpligte sig på den måde og kan give tilsagn om at stemme for sådan en velfærdslov med netop den forpligtelse, jeg lige spurgte hr. Jakob Ellemann-Jensen til?

Ordføreren, værsgo.

Fordelen ved at stille klare spørgsmål er jo selvfølgelig, at man kan få et klart svar. Det var også det, jeg bestræbte mig på at levere til det første, og jeg synes egentlig selv, jeg lykkedes meget godt med det. Så ved hr. Jesper Petersen jo godt, at man ikke skal tro på alt, hvad man læser i avisen, og det derfor er klogere at gå direkte til kilden selv, og det blev også gjort her.

Jeg sætter i øvrigt stor pris på, at hr. Jesper Petersen havde dedikeret halvdelen af sin tale til et af de emner, der ligger mig meget på sinde: Mig. Men naturligvis kan jeg ikke sige på vegne af mit parti, at vi kommer til at stemme for en lov, hvis indhold jeg ikke kender i andet end overskriftsform. Det ville da være tordnende utroværdigt.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak. Tillykke med posten til hr. Jakob Ellemann-Jensen, også selv om jeg jo ikke fik lov til at sende hele min hilsen til hr. Jakob Ellemann-Jensen på Venstres landsmøde. Da havde jeg lavet en, synes jeg selv, fantastisk sød hilsen, hvor jeg også havde en stor, flot lagkage pyntet med dannebrogsflag for at minde Jakob Ellemann-Jensen om, at vi jo sammen skal passe på Danmark. Jeg ved det ikke rigtig, men nogle i Venstres sekretariat må have tænkt, at det var uklogt, at hr. Jakob Ellemann-Jensen blev belemret med sådan en kage, så den blev klippet ud af min hilsen.

Jeg håber, hr. Jakob Ellemann-Jensen vil lægge sig på sinde, at vi fremover, når vi skal drikke kaffe sammen, også kan nyde en kage til kaffen og huske på, at det, som kagen er udtryk for, er, at vi i fællesskab skal passe på Danmark, og at det hører ind under det at passe på Danmark, at vi har styr på tilstrømningen af asylansøgere og migranter til Danmark, som jo desværre gerne vil finde andre steder hen end der, hvor de kommer fra, fordi mange i de lande, de lever i, jo lever under nogle kummerlige vilkår, og der så er mange, der gerne vil søge til Danmark.

Men vi bliver nødt til at passe på Danmark, og det indebærer altså, at vi fører en stram udlændingepolitik, og det indebærer også, at vi har grænsekontrol, som Venstre jo også gik til valg på. Og når hr. Jakob Ellemann-Jensen nu er ny formand, er det jo oplagt at spørge ham, om det stadig væk også her står ved magt, altså at Venstre selvfølgelig vil værne om vores ret til at have grænsekontrol, også i fremtiden.

Værsgo, ordføreren.

Jeg har stadig væk til gode at se resten af den der video, og det glæder jeg mig meget til. Jeg har kun fået den beskrevet, men begejstringen for sødt bagværk deler vi, og jeg havde det derfor også med til vores møde i går.

Jeg ønsker i den grad at passe på Danmark på alle tænkelige måder. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, at grænsekontrollen er et nødvendigt onde, men dog med en streg under »nødvendigt«. For i min optik er vi nødt til – også inden for den sådan nærmeste overskuelige fremtid – at fortsætte med en grænsekontrol. Jeg tror, det er vigtigt, at vi gør den grænsekontrol så klog som muligt, så lidt belastende for gode, lovlydige borgere som overhovedet muligt, og så effektiv som muligt, og jeg vil meget gerne lytte til de indspark, der er fra politiet, bl.a. i forhold til en baglandspatrulje, og hvilke ting der er mere effektive værktøjer end dem, vi bruger i øjeblikket. Men grænsekontrollen er vi i min optik desværre nødt til at opretholde, i hvert fald i en periode.

Værsgo.

Jo, men det er jo noget, vi har diskuteret i årevis, og der er jo den der diskussion om, hvad der er en klog grænsekontrol. Jeg tror bare, at rigtig mange danskere oplever det, at man har en fysisk kontrol, også på selve grænsestregen, som en del af en klog grænsekontrol. Jeg tror også, det var det signal, Venstre fik sendt til danskerne, da man pludselig stod med den daværende formand og den nuværende næstformand – og tillykke med det – på grænsestregen i valgkampen og sagde til danskerne, at Venstre står bag grænsekontrollen og fortsat også vil have grænsekontrol.

Grunden til, at det er lidt aktuelt at diskutere det her og nu, er jo, at der er røster i EU-systemet om, at man vil komme til Danmark på et tidspunkt og sige, at nu er det slut med den grænsekontrol, vi har i dag. Der er det jo vigtigt for os i Dansk Folkeparti, at vi ved, at vi har nogle gode partnere herinde, som er parat til at stille sig op over for EU og sige: Nej, vi ønsker at fortsætte grænsekontrollen.

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg synes, at den måde, det blev håndteret på under den tidligere regering og den daværende udlændinge- og integrationsminister, illustrerer meget godt, at der er den vilje til at sige: Kære venner i EU-systemet, vi er altså nødt til at opretholde den her grænsekontrol i en længere periode. Og det står vi selvfølgelig ved. Vi synes, det er vigtigt at passe godt og ordentligt på Danmark. Vi kan se, at der også er andre lande, som har været nødt til at indføre en grænsekontrol. Det er derfor, jeg siger, at selv om jeg i bund og grund synes, det er ærgerligt at lægge restriktioner på vores frie bevægelighed, fordi vi gode, almindelige lovlydige borgere skal have ret til at bevæge os, så er det altså et nødvendigt onde, og det tror jeg også det vil være fremover. Så det står vi bag.

Så er det hr. Morten Østergaard.

Også herfra er der et stort tillykke til hr. Jakob Ellemann-Jensen med de fine nye opgaver. Men det er jo egentlig også et tillykke til Venstre med et flot valg.

Man kan se og høre på det forslag til vedtagelse, som er fremsat i dag – og det er jo rigtigt – at Danmark på mange måder er i god gænge. Man fornemmer næsten en frustration over, at det åbenbart ikke er gået op for befolkningen, siden man ønskede sig et andet flertal i Danmark, og det må man jo så prøve at komme over, at komme i gang med arbejdet.

Men mit spørgsmål går egentlig på, at det jo var meget markant, at Venstre i valgkampen brød med nogle signaler, altså forsøgte at signalere – hvilket jeg synes er meget positivt – at man ønskede at bryde med de vante rammer i Folketinget, ønskede at bryde med blokpolitikken. Man fik jo egentlig også et flot mandat, men det, mit spørgsmål går på, er, om det er den kurs, der står ved magt. For på en eller anden måde valgte befolkningen, selv om mange ting går godt i Danmark, at sige, at der skulle ske noget nyt. Der skulle et andet flertal til. Hr. Jakob Ellemann-Jensen er måske kommet tættere på svaret på, hvorfor det gik sådan, at befolkningen ønskede sig et andet flertal på trods af den megen fremgang, og om man derfor vil holde fast i det, man sagde i valgkampen om et brud med de vante rammer i Folketinget.

Ordføreren, værsgo.

Det er altid farligt at kaste sig ud i sådan en karriere som valgforsker – især fra den her talerstol – så det vil jeg lade være med at gøre mig mere klog på end at sige, at når ting går godt, så tør folk jo også at gamble lidt mere, og det har man så gjort.

Jeg har et inderligt ønske om et bredt samarbejde i det her Folketing. Jeg er mere interesseret i, hvad vi samarbejder om, end hvem jeg samarbejder med. Jeg synes, det er emnerne, der er vigtige, og jeg samarbejder – og det var også det, jeg forsøgte at signalere til statsministeren før, som også kvitterede herfor ved ivrigt at nikke. Jeg ønsker altså at stille vores mandater til rådighed der, hvor vi trækker Danmark i den rigtige retning. Til gengæld kommer jeg da også til at gøre mig besværlig og gøre os besværlige de steder, hvor vi mener det går i den forkerte retning. Selvfølgelig gør vi det. Det har vi en fælles interesse i. Men det er vigtigere, hvad vi samarbejder om, end hvem vi samarbejder med.

Hr. Morten Østergaard, værsgo.

Det synes jeg er fantastisk gode ord – også her ved en valgperiodes begyndelse. Jeg synes, der er mange ting i det, som hr. Jakob Ellemann-Jensen i dag også siger på Venstres vegne om at tilslutte sig ambitionen om at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 – en kæmpe opgave, som kræver bredt samarbejde, hvis det skal blive til noget.

Men det fører mig så også frem til et af de steder, hvor jeg synes der er et stykke arbejde at gøre, nemlig at tage bestik af, at virksomhederne mangler arbejdskraft. Derfor vil jeg gerne spørge, om det brede samarbejde også kunne udstrækkes til de to ting: at hjælpe virksomhederne med at få mere udenlandsk arbejdskraft hertil og at lade dem beholde den udenlandske arbejdskraft, de har i forvejen, også hvis den er kommet hertil som flygtninge, altså flygtninge, der bidrager? Kan vi samarbejde om det?

Tak! Så er det ordføreren, værsgo.

Jeg hører på danske virksomheder, at der er et stort behov for arbejdskraft udefra, fordi det går godt, ja. Og forudsætningen for, at det bliver ved med at gå godt, er, at vi har den kvalificerede arbejdskraft, vi har brug for, fordi det også skaber flere arbejdspladser. Det synes jeg i den grad vi skal samarbejde om.

Jeg vil foreslå hr. Morten Østergaard også at tage det op med statsministeren, for det er jo der, man også skal påvirke lidt for at få regeringen til at indse, at det har vi brug for. For at sikre væksten i vores samfund er vi altså afhængige af, at der kommer nogle og hjælper os med det, som de er gode til.

Så er det fru Signe Munk, SF. Værsgo.

Jeg vil gerne kvittere for en god tale fra hr. Jakob Ellemann-Jensen, hvor klimaet heldigvis fik lov til at fylde meget – og særlig for Venstres opbakning til 70-procentsmålet i 2030. Vi er jo nogle, der har gået og ventet lidt spændt, men det er ingen skam, at den beslutning tager tid, bare man kommer det rigtige sted hen.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen lægger vægt på, at det skal være en ægte og reel grøn omstilling. Det er jo svært at mene, at det skal være en uægte grøn omstilling, men jeg bliver alligevel lidt nysgerrig efter at høre, hvad hr. Jakob Ellemann-Jensen præcis mener. Så hvis du kunne løfte – hvis man, nej, hvis hr. Jakob Ellemann-Jensen kunne løfte sløret for det, ville det være godt.

Ordføreren.

Altså, det der med tiltaleformerne er der knas med for os alle sammen, og det er der også for mig indimellem.

Jeg forstår godt spørgsmålet fra fru Signe Munk. Altså, når jeg taler om en ægte grøn omstilling – og det er rigtigt, at der ikke er en eller anden modsætning til det, som er falsk grøn – er det, fordi det her handler om at forbedre verden. Det handler ikke om at forbedre vores mavefornemmelse. Og jeg synes, at nogle af de ting, som er fremme i debatten rundtomkring, både politisk, men også i medierne rundtomkring, meget handler om at se på tiltag, som gør, at vi får det bedre, men som ikke har en reel effekt. I forhold til nogle af de ting, som vi producerer i Danmark med et lavt tryk på klimaet, vil jeg bare advare imod, at man siger: Jamen vi kan nærme os de 70 pct. ved at skubbe det ud til nogle andre lande. For det bliver verden simpelt hen ikke et bedre sted af, og det synes jeg på mange måder ville være uansvarligt.

Hvis vi fortsat skal være et grønt foregangsland, er vi nødt til at vise andre lande, at man kan gøre det her på en attraktiv måde, som gør, at folk ikke går rundt i sækkelærred og synes, at livet er træls, men sådan at vi faktisk er et land, man har lyst til at være som.

Fru Signe Munk, værsgo.

Når jeg tænker på en reel grøn omstilling, tænker jeg også på de anbefalinger, Klimarådet er kommet med. I går advarede de f.eks. imod, at man skulle bruge CO2-kvoteannulleringer og kreditter. Noget af det, som hr. Jakob Ellemann-Jensens ordfører på klimaområdet, hr. Thomas Danielsen, har bragt med til forhandlingerne om klimaloven, er netop annullering af CO2-kvoter og kreditter. Så jeg vil bare høre i forhold til en reel grøn omstilling, hvordan hr. Jakob Ellemann-Jensen så forholder sig til, at Klimarådet siger, at det ikke er en reel omstilling at annullere CO2-kvoter og bruge kreditter, når det netop er det, som ordføreren for Venstre har bragt til forhandlingerne.

Ordføreren, værsgo.

Altså, meget af det her er selvfølgelig noget, vi kommer til at tage i forhandlingerne, men man kan grundlæggende sige, at hvis man annullerer kvoter, fører det jo til en mindre CO2-udledning. Og det er det, der er formålet med det hele.

Nu har 70 været sådan et meget magisk tal – jeg tror, at vi i vores iver for at nå dertil skal passe på med at fraskrive os forskellige områder, og at vi nok også skal være enige med resten af verden om, hvad det er, der kan regnes med, og hvad det er, der ikke kan regnes med. For ellers er vi ikke dem, der kan tillade os på et tidspunkt at pege fingre ad andre lande, hvis de begynder at regne lidt kreativt. Så jeg tror, vi skal holde os til de standarder.

Så er det fru Pernille Skipper.

Tak for det. Og også tak for talen, siger vi fra Enhedslistens side. Og tillykke med det nye formandskab. (Jakob Ellemann-Jensen (V): Det er ikke et formandskab). (Munterhed). Undskyld. (Jakob Ellemann-Jensen (V): Forbudt). Det var ikke engang med vilje, det er jeg virkelig ked af. Puha, nå, men Venstre hedder stadig Danmarks liberale parti. Ja, godt. For det er nemlig det, mit spørgsmål egentlig skulle dreje sig om.

Danmarks liberale parti synes jeg altid har været en lidt fed titel, og derfor har det også gjort ekstra ondt på mig, når vi i den forgangne regeringsperiode, hvor Venstre jo har siddet på magten, har oplevet historisk mange indgreb i ytringsfriheden. Faktisk var den tidligere regering – altså den netop afgåede regering – den regering, som har gjort allerflest indgreb i ytringsfriheden siden anden verdenskrig. Det kommer så ved siden af håndtrykstvang og regler om, hvordan vi må klæde os, og hvad ved jeg – mere overvågning, også af lovlydige borgere.

Derfor vil jeg bare gerne vide, om den nye formand kunne tænkes at være lidt mere liberal end den gamle. Kunne vi få lov til at se lidt mere af titlen blive til virkelighed nu?

Tak for det. Værsgo.

Vi har jo sådan en vane i Venstre om, at nogle af dem, der holder os på plads og – hvad kan man sige – sørger for, at vi er liberale, er VU'erne. Det er også godt at høre fra en gammel VU'er, at vi skal holde fast i det liberale. (Munterhed). Det var meget, meget venligt ment. Jeg synes, det er vigtigt at være liberal. Jeg synes, det er dejligt at være liberal. Og det er det, jeg tager mit udgangspunkt i.

Nogle gange kan ting også bare blive for firkantede. Jeg er ikke liberalist, jeg er liberal. Det er sådan en sondring, jeg nogle gange bliver skudt i skoene: Jamen hvad er forskellen? Forskellen er, at jeg tager udgangspunkt i det, der er fornuftigt, og det viser sig i øvrigt ofte at være liberalt. Jeg tager ikke udgangspunkt i en ideologi, for jeg mener, at enhver form for ekstremisme er skadeligt.

Så jo, jeg er et grundlæggende liberalt menneske, men der er også ting, f.eks. tildækningsforbuddet, som det ikke er nogen hemmelighed at jeg synes har været svære. Det har også været svært for mig. Jeg vil da ikke bestemme, hvad andre mennesker har på, men jeg vil søreme da heller ikke bo i et samfund, hvor man skjuler sig, hvor man ikke ser hinanden i øjnene. Et samfund skal, som statsministeren så rigtigt sagde det, være baseret på tillid.

Fru Pernille Skipper, værsgo.

Det er i øvrigt godt at se, at humøret er ved at komme op igen ovre i Venstres folketingsgruppe – det har vi manglet. Jeg er meget enig i den skelnen mellem at være liberalist og være liberal. Jeg betragter mig absolut ikke som liberalist, men grundlæggende som liberal, og det er også derfor, jeg synes, at det faktisk er et ekstremt vigtigt emne, altså at et demokratisk samfund bygger på frihedsrettigheder. Søren Pind har sagt mange ting, jeg er uenig i – også efter at han stoppede i Folketinget – men han har også sagt noget, som var klogt. Han sagde nemlig – jeg tror, det var til Berlingske – at ud over at højrefløjen har fået islamist på hjernen, så kan den overdrevne fokus på udlændingepolitik og indskrænkning af grundlæggende rettigheder føde den der ekstremisme, som vi prøver på at undgå.

Er det ikke rigtigt, at de der indgreb kan gå for langt?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Jo, jeg tror, det er vigtigt med en balance i de her ting. Det tror jeg ikke vi bliver uenige om, altså at balancen er vigtig. Det kan være, vi bliver uenige om, hvor balancen skal være – det finder vi nok ikke ud af sådan lige her og nu.

Noget af det, vi har lagt vægt på i Venstre i de diskussioner – for jeg skal hilse at sige, at vi har diskuteret de her ting længe og højt og ivrigt, og det skal vi have plads til, og det har vi også – og som vi har forsøgt at ramme, er netop den balance mellem at være et åbent samfund, være et tillidsfuldt samfund, men samtidig altså også sige, at folk selv må bestemme. Vi skal møde hinanden på en rigtig måde.

Det er svært at ramme balancen. Vi rammer den ikke altid første gang, og så må vi erkende det, og så må vi komme videre.

Jeg vil sige, der har været lidt hyggestemning under de her spørgsmål, og det har været ganske fint. Men vi har præciseret over for de nye medlemmer, at man ikke må ytre sig fra Folketingssalen, og derfor kan de få en forkert opfattelse af det. Så jeg vil bare sige, det er denne regel, der gælder. (Munterhed). Men jeg lod den gode stemning passere den her gang.

Hr. Søren Pape Poulsen, værsgo.

Tak for det. Også tak for talen herfra og tillykke med ordførerens nye hverv. Venstre og Det Konservative Folkeparti er jo enige om mange ting, og det har vi også været historisk, men nogle gange har vi været mere enige end andre. Men lad nu fortiden ligge, for jeg vil nemlig gerne tale om fremtiden.

Nu er det jo sådan, at vi er i den lykkelige situation, at den fremgang, vi kan se i antallet af job, bl.a. kommer fra seniorer, altså folk, der er gået på pension; det kan være, de finder ud af, når de er kommet hjem, at det var lige vel voldsomt nok at gå rundt derhjemme og have lidt for meget fritid, og så vil de gerne ind på arbejdsmarkedet igen.

Når nu et flertal her i Folketinget har besluttet sig for, at folk, der sidder hjemme på sofaen, skal til at have nogle flere penge for at sidde der og måske ikke være så meget animeret til at gå på arbejde, hvad siger Venstre så til det forslag, Det Konservative Folkeparti præsenterede her i weekenden, om, at pensionister, der er gået på pension, men vender tilbage til arbejdsmarkedet, ikke længere skal modregnes i deres pension? Var det noget, vi kunne tale om og eventuelt fremsætte et forslag om i fællesskab?

Ordføreren.

Altså, jeg deler med hr. Søren Pape Poulsen begejstringen, når ældre mennesker er så tilpas friske, at de har lyst til at deltage på arbejdsmarkedet. Min egen mor er 82 år gammel og har netop gået Caminoen – dog ikke den hele.

Men jo flere friske ældre mennesker, vi også kan få tilbage på arbejdsmarkedet, des bedre. Derfor synes jeg da, det her er et emne, som vi bestemt skal tale om. Vi har brug for den erfaring, som de her mennesker repræsenterer, og vi har brug for dem på arbejdsmarkedet. Så det er noget, vi gerne skulle finde nogle løsninger på.

Så går vi videre i rækken til hr. Uffe Elbæk. Værsgo.

Det her er allerede en god debat, for der kommer helt ny viden på bordet. Jeg anede ikke, at fru Pernille Skipper havde været VU'er. Det er virkelig breaking news. (Munterhed).

Hvad angår spørgsmålet, synes jeg, der var tre ting, der virkelig var opmuntrende ved det her valg, og det ene var, at det var et grønt valg, at vi fik en ny regering, og det andet var, at jeg oplevede den tidligere formand for Venstre så klart tage afstand fra højrepopulismen. Som yderligere et spørgsmål har jeg lyst til at høre, om det med den nye formand stadig er tilfældet, for jeg oplevede virkelig, at hr. Lars Løkke Rasmussen var meget præcis i de debatter, vi havde, under valgkampen, nemlig at nok er nok, hertil, og at Venstre ikke ønsker at indgå i et tættere samarbejde med nogen, der har den type holdninger og værdier. Er det også tilfældet med Venstre i dag?

Ordføreren.

Jeg er modstander af enhver form for populisme, enhver form for ekstremisme, og det deler jeg med min forgænger. Det gælder sådan set alle fløje, og det er vel sådan set det. Og nej, jeg er heller ikke en, der synes, at ultimative krav er en fornuftig måde at forhandle på. Men ekstremisme og populisme er jeg en ivrig modstander af, og det tror jeg egentlig vi alle sammen er.

Hr. Uffe Elbæk.

Når jeg spørger, er det selvfølgelig for at få en fornemmelse af, hvilke helt grundlæggende principper Venstre står på. Vil Venstre fortsat stå op for konventionerne, vil Venstre klart markere humanistiske værdier og holdninger? Fastholder Venstre linjen med, at højrepopulisme er man meget klare politiske modstandere af?

Ordføreren.

Vi er modstandere af højrepopulisme, venstrepopulisme, og skulle der komme en alternativ populisme, er vi sandelig også modstandere af den. Vi står også vagt om internationale konventioner. Som et lille land kan det nogle gange virke besynderligt at følge en debat, der handler om, at konventioner skulle være skidt for os, for de er sådan set netop sat i verden for at beskytte små lande, små folk som os, og det har vi en klar interesse i. Vi har en klar interesse i en fornuftig international retsorden, og det bekender vi os til i Venstre, og det vil vi alle dage gøre.

Fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. Og tillykke med formandsposten – det er vel næppe en hemmelighed, at den er jeg glad for er gået videre. Jeg skal ikke følge op på spørgsmålet her, men stille et andet.

I valgkampen og også op til valgkampen sagde tidligere formand for Venstre og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, at han ønskede et nyt asylsystem med et stop for spontan asyl i Danmark. Det sagde han også i sin grundlovstale i 2018.

Jeg vil sådan set bare høre, om det stadig er Venstres politik, at man ønsker et stop for spontan asyl i Danmark.

Ordføreren.

Det er jo klart, at det ikke er noget, om hvilket man kan gå ud og sige: Fra på tirsdag har vi indført det. Det kræver, at der er et alternativ, og jeg hørte også statsministeren sige, at statsministeren sammen med de øvrige europæiske lande vil finde ud af, hvad mulighederne for det her er, hvem der er med på det her, og om vi kan få lavet et fornuftigt system. For det er ikke et system, om hvilket vi i Danmark alene kan sætte os ned og sige: Nu gør vi sådan her og blæser på, at resten af verden eksisterer.

Men jeg er sådan set meget glad for og tilfreds med – og jeg har tillid til – at statsministeren også vil fremføre det over for sine kollegaer i Europa.

Fru Pernille Vermund.

Nu er det jo sådan, at vi har et forbehold i forbindelse med retspolitikken i EU, og derfor ligger flygtningepolitikken i Danmark. Den tidligere udlændinge- og integrationsminister fru Inger Støjberg sagde selv i valgkampen, at vi ikke handler i strid med internationale konventioner eller flygtningekonventionen, hvis vi ændrer asylsystemet og dermed indfører et stop for spontan asyl.

Så jeg efterlyser igen et svar med hensyn til Venstres politik: Ønsker Venstre, at der skal indføres et stop for spontan asyl i Danmark, sådan som det var Venstres politik under den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen?

Ordføreren.

Det bestræbte jeg mig sådan set på at svare på. Det er rigtigt, at vi har et retsforbehold, og det er rigtigt, at asylpolitikken ligger i Danmark, men det er jo ikke det samme som at sige, at vi derfor skal stå alene med løsningerne. Altså, jeg tror, det er vigtigt at finde internationale løsninger, at finde fælles europæiske løsninger på det her problem, for det er altså ikke sådan, at man pludselig fra sin båd, der har krydset Middelhavet, popper op i Padborg. Der er altså et helt europæisk kontinent, man bevæger sig igennem. Og derfor har vi brug for at stå sammen med de andre europæiske lande om det her for at få løsninger, som også kan lade sig gøre i virkeligheden og ikke bare er et fatamorgana.

Så er det hr. Alex Vanopslagh. Værsgo.

Tak for det, og tak for en glimrende tale til hr. Jakob Ellemann-Jensen. Jeg vil også spørge lidt ind til de liberale ambitioner hos Venstre, og der mener jeg ikke den her Pernille Skipper-liberalisme – det er i sandhed den eneste form for liberalistisk ideologi, der er ekstrem og skadelig. Det er den helt almindelige liberalisme ikke. Men jeg er selvfølgelig nysgerrig efter, om hr. Jakob Ellemann-Jensen vil bevæge partiet over i en liberal retning. Jeg har taget en lille tavle med for at gøre det ekstra pædagogisk, hvor hr. Jakob Ellemann-Jensen kan hjælpe mig med at placere Venstre. Er det i retning af 2015-Venstre, hvor man gik til valg på skattelettelser i top og bund – reformer, der skulle gøre Danmark rigere, og en begrænset vækst i det offentlige forbrug – eller er det en fortsættelse af 2019-Valgkampsvenstre, hvor man siger: Vi vil det samme som Socialdemokratiet, bare uden skattestigninger? Jeg skulle lige til at spørge ordføreren, hvor han vil placere krydset, men så ville han selvfølgelig sige, at det skulle placeres ved Venstre. Men hvad er det for et Venstre, man får under hr. Jakob Ellemann-Jensens ledelse?

Vi er tilbageholdende med rekvisitter i Folketingssalen, men værsgo.

Det ødelægger jo lidt mit svar. (Munterhed i salen). Tak for spørgsmålet. Vi er et parti, som bekender os til velfærdssamfundet. Jeg synes, at velfærdssamfundet er godt, jeg synes, det er vigtigt, og jeg synes, det giver os muligheder. Det giver nogle lige muligheder i vores samfund, som jeg tror er et vigtigt fundament for den tillid, som vores samfund også skal være præget af. Jeg deler ikke den opfattelse, der synes at være nogle steder, nemlig at liberalisme kun handler om den offentlige sektors størrelse og om topskat. Og det er heller ikke mit indtryk, at Liberal Alliance i nye klæder gør det. Men jeg skal nok få placeret os på den skala lidt senere. Jeg har ikke mine briller med, så jeg kunne ikke se den helt tydeligt herfra. Brillerne var en rekvisit, jeg ikke måtte tage med.

Hr. Alex Vanopslagh, værsgo.

Tak for det. Ja, det var jo egentlig ikke rigtig noget svar, men hvis man lytter til svarene, der er givet tidligere, kan man høre, at vi skal fortsætte med at brænde hele det økonomiske råderum af i staten og intet i privaten – og så er krydset jo nok ved det socialdemokratiske Venstre så at sige. Men fred være med det.

Jeg er egentlig enig i et ja til, at det er vigtigt med et stærkt velfærdssamfund. Og jeg vil bare spørge, om hr. Jakob Ellemann-Jensen også deler en skelnen mellem privat velfærd og offentlig velfærd og mener, at der måske skal være en fin balance i måden, vi bruger pengene på, så vi også giver noget til den private velfærd i form af skattelettelser, lige så vel som vi investerer i den offentlige velfærd.

Ordføreren.

Tak for det relativt ledende spørgsmål. Jeg vil først lige anholde præmissen om, at vi bare vil brænde hele råderummet af, for det vil vi bestemt ikke. Vi har sagt, som jeg også svarede til hr. Jesper Petersen tidligere, at vi vil følge med det demografiske træk, men det efterlader jo altså stadig væk et pænt råderum. Jeg har så sagt her i dag, at vi også er parate til at reservere en del af det råderum til at nå de ambitiøse klimamål, for nogle skal jo finde pengene, og vanen tro er det os.

Men derudover har jeg da den grundlæggende indstilling, at jeg egentlig tror, at borgerne er bedre til at administrere deres penge, end selv jeg er. Jeg tror egentlig, at borgerne har det godt med at have deres egne penge i deres egne lommer, og jeg synes, at vi skal belønne de mennesker, der går på arbejde hver dag, særlig dem med de laveste indkomster, for det er dem, der holder Danmark i gang.

Så er det hr. Christian Rabjerg Madsen. Værsgo.

Tak for det. Og tillykke til ordføreren med posten.

I foråret fremlagde Venstre jo en stor sundhedsreform, hvor man foreslog at nedlægge regionerne. Det gav en heftig debat i befolkningen, og det gav også det, man vel kan kalde en fordomsfri debat i Venstre, hvor flere af ordførerens partimedlemmer var ude at sige – ganske fornuftigt, synes jeg – at det var en ganske ufornuftig idé. Men ordføreren holdt fast og holdt fanen højt og svarede i kandidattest, og når ordføreren blev spurgt, at regionerne selvfølgelig skal nedlægges. Er det fortsat ordførerens og Venstres synspunkt, at regionerne skal nedlægges?

Ordføreren.

Jeg vil sige det sådan, at jeg jo har hørt på den nye sundhedsminister, at man mener i regeringen og Socialdemokratiet, at de udfordringer, som vi pegede på ... Undskyld, jeg tager den lige et skridt tilbage: Jeg er med på, at meget af den her debat desværre kom til at handle om regionerne, og det ærgrer mig pokkers meget. For vi kom til at tale strukturer i stedet for at tale patienter og i stedet for at tale sammenhæng, og det var jo det, der var baggrunden for den sundhedsreform. Det hele endte desværre med at handle om strukturer.

Men jeg kan forstå på sundhedsministeren og på regeringen, at man mener, at man egentlig godt kan løse opgaven ved at bevare regionerne, og det glæder jeg mig egentlig til at forhandle med regeringen om, for vi er fokuseret på løsninger, på patienter, på sammenhæng og ikke så meget på, hvordan de strukturer, vi bygger op omkring dem, er. Det glæder jeg mig til, og jeg sætter pris på, at sundhedsministeren har indkaldt til det.

Spørgeren, værsgo.

Ved et tidligere spørgsmål afviste ordføreren, at han havde uld i munden. Det er vist så genintroduceret her, for det er jo rigtigt nok, som ordføreren peger på, at Socialdemokratiet ser en løsning, hvor vi kan bevare regionerne, men hvis jeg ønskede at høre Socialdemokratiets position, kunne jeg jo spørge sundhedsministeren. Nu spurgte jeg ordføreren: Hvad er Venstres position?

Altså, regionerne varetager jo en vigtig samfundsopgave med sygehuse, og som ordføreren vil vide fra sin tid som miljøminister, varetager de vigtige opgaver i forhold til jordrensning – opgaver, som peger langt ud i fremtiden, hvorfor det selvfølgelig er vigtigt at diskutere problemer, men også at diskutere strukturer. Vi bliver nødt til at være sikre på, hvordan strukturerne er for arbejdet. Og derfor vil jeg gerne bede om Venstres holdning til spørgsmålet.

Værsgo til ordføreren.

Det var egentlig ikke for at tale med uld i mund eller tale udenom; det var egentlig for at vise en imødekommenhed i forhold til den fremstrakte hånd, som sundhedsministeren er kommet med. Men det kan måske give svaret på, hvorfor nogle er blevet ministre, og hvorfor nogle ikke er blevet det.

Så er det Ida Auken. Værsgo.

Stort tillykke med formandsposten. Jeg skal lige sunde mig over den der, for det var måske ikke så fint. Jeg synes, det er en virkelig god nyhed, at Venstre støtter målet med 70 pct.s CO2-reduktion i 2030, for det fik vi jo et klart svar på i dag. Det, der måske ikke står helt klart, og som jeg vil spørge ordføreren og formanden for Venstre om, er, om det så også betyder, at Venstre er klar til at forpligte sig til 70-procentsmålet i en bindende klimalov.

Ordføreren.

Som jeg sagde nu her, synes vi, at ambitionen er rigtig, vi synes, at ambitionen er vigtig, og vi synes også, det er vigtigt, at vi rammer det her mål på en ægte grøn måde. Nu blev jeg tidligere spurgt, om jeg ville forpligte mig til at stemme for denne og hin lov, og som jeg svarede der, kan jeg jo ikke sige, at jeg svarer for en lov, hvis indhold jeg ikke kender på andet end titlen. Men det, jeg siger her, er, at vi støtter ambitionen om de 70 pct. Vi går med åbent sind ind i de her forhandlinger, og vi har de prioriteter, som jeg nævnte her før. Vi synes, det her skal være ægte grønt, vi synes, at muligheden for, at Danmark fortsat også på det her område er et foregangsland, er noget, vi i den grad skal udnytte.

Ida Auken.

Der har været meget grin i dag, men måske få klare svar, og det er måske også klogt lige at tænke sig om. Men når industrien siger, og når alle partierne siger: Vi kan godt lave en bindende rammelov, hvor vi siger, at nu sætter vi rammen og sætter os målet, og så lægger vi en handlingsplan bagefter, så vi når det mål – det bliver svært at nå målet, men vi skal gøre det sammen – så synes jeg, det er vigtigt, hvorvidt Venstre er med på det mål på en bindende måde eller ej.

Ordføreren.

Det var egentlig mit indtryk, at det var det, jeg svarede på før, og det var også mit indtryk, at det var det, jeg sagde i min tale. Fra Venstres side er vi også parat til at anvise finansiering til det her. Nu har ordføreren desværre brugt begge sine korte bemærkninger, men et spørgsmål tilbage herfra kunne jo være, om Det Radikale Venstre er interesseret i også at bruge af råderummet for at sikre den her finansiering frem for de løsninger, som bare peger på skatter og afgifter og byrder for befolkningen. Vi er klar på de 70 pct., men vi stemmer altså ikke om selve lovteksten her og nu.

Så er det hr. Jeppe Bruus.

Tak for det. Nu kan jeg forstå, at det ligger Venstres formand meget på sinde at snakke om hr. Jakob Ellemann-Jensen. Det var i hvert fald det, han sagde til Socialdemokratiets ordfører tidligere. Så kunne jeg også høre det seneste svar til min partifælle, og det opfattede jeg egentlig som rimelig arrogant, altså noget med forskellen på, hvem der blev minister og ikke blev minister.

Altså, kunne vi egentlig ikke bare få et tydeligt svar fra Venstres formand: Mener Venstre i dag, at man skal bevare regionerne, eller mener Venstre fortsat, at man skal nedlægge regionerne?

Ordføreren.

Jeg skal beklage, hvis mit svar før til hr. Christian Rabjerg Madsen forekom arrogant. Jeg har selv været i den situation i årevis ikke at være blevet udpeget til minister, før jeg blev det. Jeg er sikker på, at det samme sker for hr. Christian Rabjerg Madsen på et tidspunkt. Han er en dygtig kollega.

Så er der regionerne. Det, jeg prøvede at svare før, var, at det, der er vigtigt for mig, er patienterne, og det er sammenhængen. Hvis man, som sundhedsministeren lægger op til, kan finde de gode løsninger, som vi lagde op til i vores sundhedsudspil, med en bevarelse af regionerne, jamen så er det ikke vigtigt for mig, at regionerne bliver nedlagt. Det er ikke et mål i sig selv. Debatten kom til at handle meget om det, og det syntes jeg var ærgerligt, for den burde handle om patienter, den burde handle om sammenhæng. Så nej, jeg er ikke stålsat på at skulle nedlægge regionerne. Jeg bekender mig meget gerne til en model, hvor regionerne består, hvis regeringen kan præsentere en sådan løsning. Det er derfor, jeg egentlig prøver at gå ind i det her med et åbent sind. Det var derfor, jeg lavede den sondring før mellem en sundhedsminister, som faktisk siger, at jamen prøv at høre, vi har en løsning på det her, skal vi tale om den, og så noget, jeg egentlig synes sådan lidt var et drillespørgsmål.

Hr. Jeppe Bruus, værsgo.

Jeg opfattede det egentlig ikke som et drillespørgsmål, og det er det spørgsmål, jeg stiller nu, heller ikke. Så jeg håber ikke, at der også kommer et arrogant svar til mig. Spørgsmålet er egentlig meget enkelt. Sådan som jeg hører det, Venstres formand svarer, er det sådan, at hvis aftalen er tilstrækkelig god, så kan man gå ind for at bevare regionerne. Hvis ikke, så mener Venstre fortsat, at man skal nedlægge regionerne. Det var mit forsøg på at fortolke det lidt lange og måske også lidt uldne svar, som kom. Men var det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Jeg synes, det var en god fortolkning. Altså, jeg kan jo konstatere, at vi indtil videre er dem, som har fremlagt et forslag om det her, og jeg har forstået på regeringen, at man vil fremsætte sit eget forslag om det her, som tager udgangspunkt i den tidligere regerings forslag, og at man her mener, at man kan nå frem til en model, som bevarer regionerne. Og hvis man har sådan en model, som løser de udfordringer, vi har på det her område, jamen så støtter vi meget gerne op om den.

Så er det Karina Lorentzen Dehnhardt.

Der er jo flere, der har bemærket, at Venstre har fået ny formand, så formålet med mit spørgsmål er at efterprøve, om der måske også er kommet en ny politik nogle steder. Det, jeg gerne vil spørge til, er offentlighedsloven.

Jeg synes jo, det er en god demokratisk værdi, at man i et samfund som det danske kan kontrollere, hvad magthaverne laver. Og der er det jo sådan, at den nuværende offentlighedslov på en række punkter indskrænker mulighederne for det. Det har også været kritiseret, og det er en kritik, som vi i SF har lyttet til.

Jeg vil jo gerne høre, om Venstre også har lyttet til den kritik. Altså, vil Venstre stille sig sammen med det efterhånden ret store kludetæppe af partier, som er imod den nuværende offentlighedslov og vil have lempet den, så vi igen kan få indseende med, hvad det er, magthaverne laver?

Ordføreren.

Altså, man kunne jo også have taget det med i det forståelsespapir, man lavede med regeringen. Hvis vi har mulighed for at forbedre offentlighedsloven, lægger vi gerne op til det, men jeg tror, man skal passe på med at komme fra regering og bevæge sig over i opposition og så lige pludselig mene, at der skal være en større gennemsigtighed, end da man selv sad i regering. Så det vil jeg i den grad afholde mig fra. Jeg kan se, at statsministeren sætter pris på det.

Men jeg synes, at der også her skal være en balance mellem, at befolkningen og vi som Folketing har krav på at kunne kigge regeringen i kortene – og det skal vi kunne gøre ordentligt – og at man som regering også skal have et arbejdsrum, hvor man kan tale sammen på en fornuftig måde. Hvis ikke vi har ramt den balance fuldstændigt i offentlighedsloven, jamen så lad os se på det. Men forudsætningen for det her er også, at man som regering har et rum, hvor man kan tale sammen uden at blive kigget over skulderen, for ellers kommer det til at foregå på alle mulige andre måder, og det tror jeg ikke nogen af os har en interesse i.

Værsgo til spørgeren.

I SF anerkender vi sådan set også, at man skal have et rum for at kunne tage nogle politiske beslutninger, men når de så er taget, synes vi sådan set, at det er fair nok, at man lægger grundlaget for de beslutninger frem, så offentligheden kan vurdere dem. Det er egentlig derhen, jeg synes Venstre godt kunne hjælpe os med at nå. Jeg synes jo ikke, at det er nogen skam at blive klogere i politik.

Vi ved jo, at 22 ud af 30 journalister, som har modtaget Cavlingprisen for at afsløre nogle af de største skandaler i centraladministrationen, siger, at deres sag aldrig nogen sinde ville være kommet frem med de nuværende regler. Så gør det ikke indtryk på Venstre, at det nu blot er et af to partier, som står på mål for den her lovgivning, og som blokerer for, at vi kan få mere indseende med, hvad magthaverne laver?

Værsgo til ordføreren.

Jo, det gør bestemt indtryk. Det er dygtige journalister, og dem er jeg sådan set også glad for. Men jeg synes altså fortsat, at den her balance mellem at have et arbejdsrum for en regering og så at have en mulighed for at kigge i kortene er vigtig. Det er derfor, jeg siger, at hvis vi skal justere på den balance, hvis den ikke er det helt rigtige sted, så lad os se på en sådan justering. Men det her med – det er heller ikke det, ordføreren siger, det er jeg med på – som nogle synes, at alt bare skal være fuldt offentligt tilgængeligt, får mig til at frygte, at man så drøfter nogle ting i uofficielle fora. Sådan et land skal vi ikke være.

Hvis vi overholder taletiden, kan vi nå to spørgere mere, nemlig hr. Henning Hyllested og fru Anne Paulin. Værsgo, hr. Henning Hyllested.

Det vakte jo en del postyr i Venstre, ja, ligefrem vrede, hvis man skal tro Berlingske, da Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og regeringen lavede den her aftale om et midlertidigt børnetilskud. Det kan man vel kun blive vred over, hvis man synes, at børnefattigdom er i orden. Og kendsgerningen er vel, at børnefattigdommen jo nærmest eksploderede under den tidligere regering, og at vi nåede op på et antal på omkring 60.000 børn, som levede i fattigdom. Kendsgerningen er også, at man med det midlertidige børnetilskud giver en hjælpende hånd til nogle af de hårdest ramte. Det er 14.000-15.000 familier og omkring 28.000 børn. Hvorfor al den vrede i Venstre over at give en hjælpende hånd til nogle af de hårdest ramte af den politik, som Venstre selv har ført – til nogle af de fattigste?

Ordføreren, værsgo.

Jeg tror, at man skal være forsigtig med at skyde hinanden motiver i skoene, som man godt ved ikke er rigtige; altså det her med, at vi skulle mene, at børnefattigdom er i orden. Sådan er der jo ikke nogen, der tænker. Jeg tror, at det bedste værn mod fattigdom er arbejde, og at det bedste værn mod børnefattigdom er, at forældrene har et arbejde. Og når vi reagerer på, at man hæver de her ydelser, er det, fordi man mindsker tilskyndelsen til at tage et arbejde. Og jeg tror, at den bedste kur mod negativ social arv er arbejde. Jeg tror, at det bedste for de her familier overhovedet er, at forældrene går på arbejde, og at børnene ser, at deres forældre går på arbejde, og konstaterer, at det er sådan, man er i det her land, nemlig at man arbejder, hvis man kan. Man går på arbejde, man forsørger selv sin familie, og man bidrager til samfundet. Det er altså en vej ud af fattigdom. Og det er den rigtige vej.

Hr. Henning Hyllested.

Man kan jo have de bedste intentioner, men hvis fakta så er, at man får skabt fattigdom, at man får gjort det sådan, at omkring 60.000 børn rent faktisk lever i fattigdom, er det sådan set ligegyldigt med intentionerne, eller hvad man havde af motiver. Jeg mener, at hvis ikke 3.000 kr., for det er jo det regnestykke, der kom ud af det, skal være et incitament til faktisk at søge arbejde, så skal man da befinde sig i den gode ende af lønskalaen, f.eks. folketingsmedlemmer eller tidligere ministre.

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, at vi skal have ydelser i det her land for mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, som vi kan være bekendt. Vi skal tage os ordentligt af hinanden, vi skal holde hånden under hinanden, når vi i kortere eller længere perioder står uden for arbejdsmarkedet. Og virkeligheden er altså, at et kontanthjælpspar med ét barn efter skat i samlede ydelser modtager 23.100 kr. Det synes jeg godt at vi som samfund kan være bekendt. Og det er i min optik ikke noget, der fører til fattigdom. Men jeg synes, at når familier i generation efter generation bliver holdt uden for arbejdsmarkedet, så fører det til en anden form for fattigdom, og det er den, vi gerne vil bekæmpe.

Tak til ordføreren. Den sidste, vi når, er fru Anne Paulin. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren har i et interview med Berlingske sagt, at Venstre skal være rasende ambitiøse, når det gælder klimaområdet. Vil ordføreren så her i dag løfte sløret for, hvorfor det har taget Venstre så lang tid at tilslutte sig ambitionen om 70 pct.s reduktion af drivhusgasser i 2030?

Ordføreren.

Det kække svar havde selvfølgelig været, at vi lige har været optaget af noget andet. Men det reelle svar er sådan set, at vi er mere fokuseret på virkemidler end på målet i sig selv. Men det er, som om debatten har vendt sig til, at det eneste saliggørende er det her mål.

Klimaministeren sagde jo selv i valgkampen, at det her jo bare er et tal. Vi vil i virkeligheden hellere tale om, hvordan vi kommer derhen.

Det er frit citeret. Det var ikke et citat fra klimaministeren. Men altså, det er vigtigere, at vi taler om løsninger, end om tallet er 70, 71, 69, eller hvor det ligger henne. Nu er vi der, og nu har vi det her tal på plads, og så glæder vi os til at komme ind i det her rum og til at tale om løsninger og til at tale om finansiering.

Fru Anne Paulin.

Tak for det. Da Konservative for nogle uger siden tilsluttede sig målet om 70 pct., sagde ordføreren til TV-Avisen, at 70-procentsmålet er at købe katten i sækken. Tager ordføreren dermed afstand fra sin tidligere udtalelse her i dag?

Ordføreren.

Nej, jeg går ikke så langt som til at tage afstand fra mig selv. Det bliver forvirrende. Men jeg synes, som jeg også prøvede at sige før, at meget af den her debat har handlet om det her tal, som om det var det eneste vigtige.

Høje ambitioner er vigtige, og vi deler de høje ambitioner. Vi deler også ambitionen om de her 70 pct., men jeg synes virkelig, at det er løsningerne, som er det vigtige. Det er den diskussion, vi glæder os så utrolig meget til at komme i gang med, og det er de løsninger, som jeg ved at klimaministeren også arbejder på på højtryk. Det glæder vi os til at blive en del af, for det er vigtigt, at Danmark også er et grønt foregangsland på det her område.

Tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Jeg vil nu udsætte mødet til afholdelse af en frokostpause. Vi starter mødet igen kl. 13.00 med hr. Kristian Thulesen Dahl.

Mødet er udsat. (Kl. 11:59).

Vi genoptager forhandlingen om statsministerens redegørelse fra i tirsdags.

Næste ordfører er hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Vi skal lige have en statsminister på banen også.

Statsministeren er i salen. Så jeg giver ordet til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tusind tak. Jeg er glad for, at statsministeren kommer til stede, for det ville da være ærgerligt med alle de guldkorn, jeg har forberedt, hvis statsministeren ikke var her.

Først vil jeg jo sige tillykke til statsministeren med posten. Vi har i Dansk Folkeparti en grundlæggende respekt for det danske demokrati, og vi må jo acceptere valgresultatet, som det var den 5. juni. Socialdemokratiets formand fik mandatet til at stå i spidsen for en socialdemokratisk regering. Tillykke med det. Vi er fra Dansk Folkepartis side klar til både med- og modspil de kommende år.

Også tak til statsministeren for talen i tirsdags. Jeg må sige, at den var flot fremført. Det skal hun have. Men det var, som om der manglede et afsnit ved hvert emne, for det var jo en tale, hvor statsministeren stillede flere spørgsmål, end hun kom med svar. Jeg ved ikke, om det var af tidsmæssige årsager, at man simpelt hen havde valgt at tage et afsnit væk fra hvert emne, men det kan være, at vi senere på dagen så kan få resten af talen. Men på den måde kom statsministeren i virkeligheden også til med talen at understrege den pointe, som vi hørte biskoppen fra Aarhus fremføre forud for åbningstalen i tirsdags, nemlig at der i politik er mange ord, rigtig, rigtig mange ord, men også, at mange borgere derude jo tørster efter, at de mange ord omsættes til konkret handling, og at der kommer svar.

Det var også en tale, der indeholdt mange selvmodsigelser. På den ene side var der f.eks. ønsket om en nærhedsreform, færre regler, mindre central styring, mere selvbestemmelse – men så dog ikke lige i forhold til børneinstitutionerne, hvor statsministeren ønsker minimumsnormeringer. Eller hvad med politiet, som der skal være mere af, og især flere politifolk lokalt? Man fik jo indtrykket af, at det virkelig er noget, der haster – og så dog alligevel ikke, for regeringen har udsat forhandlingerne om en ny flerårsaftale, der kan sikre netop mere politi, også mere nærpoliti, til engang næste år. Eller hvad med sundhedsområdet, hvor regeringen stiller danskerne 500 nye sygeplejersker i udsigt næste år, stigende til 1.000 nye sygeplejersker senest i 2021, men samtidig på den anden side siger, at man sådan set ikke rigtig ved, hvor de sygeplejersker skal komme fra. Eller – ja, jeg må jo til det – hvad med den berømte Arne, som skal på folkepension 3 år før andre, hvis det da ikke lige var, fordi Arne hellere ville på efterløn, men hvor statsministeren nu siger, at regeringen først engang til næste år vil løfte sløret for, hvordan man har tænkt sig at indfri løfterne til Arne og de andre? Hed det ikke »Nu er det Arnes tur«? Hvorfor skal Arne så vente til næste sommer? Eller hvad med udlændingeområdet, hvor statsministeren på den ene side siger, at hun vil fastholde den stramme udlændingepolitik, men på den anden side remser en lang række lempelser op?

Og så har regeringen tydeligvis et behov for at dæmpe forventningerne til sig selv. Det er egentlig ret overraskende, set i lyset af at det nye flertal ved valget den 5. juni jo var ret massivt. Hvorfor den her tøven? Hvorfor dette tydelige behov for at tale forventningerne ned i tirsdagens tale? Er det en erkendelse af, at man var for rundhåndet med løfterne i valgkampen – at man kom til at stille danskerne alt for meget i udsigt? For ud over alt det, jeg allerede har nævnt, kunne jeg jo også nævne de nye nærhospitaler, Socialdemokraterne lovede for et års tid siden. Der skal genåbne nye sygehuse rundt i landet. Hvornår vil det initiativ blive taget, hvis overhovedet?

Store dele af konsekvenserne af den kommunalreform, der blev gennemført i 00'erne, gik Socialdemokratiet til valg på skulle tilbagerulles. Institutioner i landsbyer og centerbyer skal genåbnes, kunne man forstå. Hvornår sker det, hvis overhovedet? Uddannelsesloftet skulle væk. Det var da vist noget, der skulle ske ret hurtigt, men det er ikke med i finanslovsforslaget. Hvornår sker det, hvis overhovedet? Et andet loft skulle derimod indføres, nemlig et loft over antallet af nye ikkevestlige indvandrere. Hvornår indføres det, hvis overhovedet? Det var klare løfter. Jeg hørte dem jo selv ved mange af de fælles arrangementer, statsministeren og jeg har været til de sidste par år, og jeg vil sikre, at Socialdemokratiets formand husker på løfterne, og minde hende om dem ved forskellige lejligheder.

Jeg kan også tage et andet eksempel. Måske statsministeren kan huske sit besøg i Assens, hvor statsministeren vist selv medbragte kringlen til kaffen. Det var hos en ældre medborger, der mærkede konsekvenserne af, at kommunen skar ned på rengøring. Det mediedækkede besøg gjorde det klart, at hvis Socialdemokratiet kom til magten, ville tingene blive ændret, for det var og er uværdige forhold, vi oplever i ældreplejen. Men siden valget har vi ikke hørt meget om ældreplejen fra regeringens side. I forståelsespapiret fra juni er der nogle ganske få linjer om de ældres forhold, og en udligningsreform, der kan sikre trængte kommuner en bedre økonomi, er foreløbig sat til februar. Så det bliver svært at opnå egentlige forbedringer af kommunernes økonomi, i hvert fald de trængte kommuners økonomi, for 2021, som jo er næste sted, hvor det handler om kommunernes budgetter. Så er de afgørende forbedringer for de ældre udskudt i endnu flere år?

Men tilbage til statsministerens tale fra i tirsdags: Det var den første åbningstale af en socialdemokrat siden Helle Thorning-Schmidt. Og det var faktisk Helle Thorning-Schmidt, jeg kom til at tænke på, da statsministeren i tirsdags advarede imod, at en amerikansk kapitalfond opkøber vores hjem. Men jeg må nok indrømme, at dengang var det jo en del af DONG, som blev solgt til Goldman Sachs. Det er ikke sikkert, det var det, den nuværende statsminister og socialdemokratiske formand tænkte på i tirsdags.

Selv om jeg kender den nuværende socialdemokratiske formand noget bedre, end jeg nogen sinde kommer til at kende Helle Thorning-Schmidt, så er det jo i sidste ende den førte politik, der er afgørende for, hvordan man skal bedømmes. Og der er et område, som vi i Dansk Folkeparti vil holde særlig godt øje med med den her regering, nemlig – surprise – udlændingepolitikken.

I valgkampen lovede statsministeren danskerne, at der ikke ville blive lempet på udlændingepolitikken. Hun gik endda så langt som til at love, at skulle der lempes, skulle mindst ét borgerligt parti være med på det. Hun sagde om de krav, vi i Danmark stiller til udlændinge, at de aldrig ville blive ændret af et snævert rødt flertal. Hun sagde endda, at hun hellere ville undlade at blive statsminister end at gå med til en slappere udlændingepolitik. I dag kan vi jo gøre en status over de første, er det 98 dage? På under 100 dage er der foreløbig annonceret 10 lempelser af udlændingepolitikken – ikke én stramning, men 10 lempelser. Jeg nævnte før Helle Thorning-Schmidt. Hun havde også før sin tiltræden i 2011 lovet danskerne en stram udlændingepolitik, men nåede så alligevel at gennemføre 45 lempelser på sine i alt 3 år, 9 måneder og 3 dage ved magten. Så kan vi jo lave et simpelt regnestykke, som jeg er helt sikker på vil glæde specielt hr. Morten Østergaard. For fortsætter den nye socialdemokratiske statsminister tempoet fra sine første knap 100 dage, og sidder hun lige så længe som Helle Thorning-Schmidt, ja, så når den nuværende regering op på hele 136 lempelser af udlændingepolitikken – eller sagt på en anden måde: tre gange så mange lempelser af udlændingepolitikken, som vi så under den tidligere socialdemokratiske regering i perioden 2011-2015. Det er noget af en gyser at se frem til.

Ydelserne til indvandrerfamilier sættes op. Det gør det mere attraktivt at søge til Danmark. Der slækkes over for dem, der ellers er afvist som asylberettigede, eller som er på tålt ophold og burde rejse ud af Danmark. Den hjemsendelsespolitik, der blev aftalt med finansloven i år, det såkaldte paradigmeskifte, undergraves, og flere får nu lov til at blive i Danmark.

Statsministeren talte i tirsdags i sin tale meget om tillid – tillid til hinanden, som jo er afgørende vigtig, men også borgernes tillid til os politikere. Med et hastigt voksende befolkningstal i Afrika og Mellemøsten – 1,2 milliarder mennesker i Afrika, som forventes fordoblet frem mod 2050; stadig flere, der vil søge mod Europa; en ny italiensk regering, der nu slækker på kursen over for migranter, der søger over Middelhavet; et utilregneligt Tyrkiet; 10.700 migranter til Grækenland alene i september måned; EU-lande, der nu begynder at lave en fordelingspolitik, der gør det mere tillokkende at forsøge den illegale rejse til Europa – er det vigtigere end nogen sinde, at vi holder en stram kurs på udlændingeområdet. Det er ikke tid til at slække på udlændingepolitikken.

Når man synes, det er så horribelt, at så mange politifolk i Midtjylland skal bruge deres tid på udlændinge på Kærshovedgård, der ikke opfylder deres meldepligt, så skal vi sætte hårdere ind over for de udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark og nægter at udrejse – ikke, som SF og Radikale foreslog i går, ved at slække på kontrollen over for de ulovlige udlændinge. Og når nu Lindholm er aflyst – det er jo den nemme del – hvor skal dem på tålt ophold så være? Skal de så på Sjælsmark og gøre livet mere utrygt for borgerne i det område, altså nu, hvor de afviste asylansøgere dér åbenbart skal belønnes for ikke at være rejst ud af landet? Der er mange spørgsmål til den nye regering.

I Dansk Folkeparti er vi klar til arbejdet, både til at arbejde sammen, når vi får mulighed for at påvirke linjen, men også til at give aktiv modstand, når vi synes, tingene trækker skævt. Vi er klar til at arbejde sammen om at sikre klimaet for de fremtidige generationer. Skal vi lykkes med det, skal hele det danske samfund være parat til at rykke sammen om opgaven for at gøre det på en måde, der også sikrer Danmark vækst og arbejdspladser i fremtiden, så det ikke bliver afvikling, men udvikling. Men vi er også klar til at give regeringen modspil, når den viser eftergivenhed over for mere EU-regulering eller eftergivenhed over for sine støttepartier i udlændingepolitikken. Det betyder nemlig, at sammenhængskraften i Danmark bliver mindre, og at tilliden får et knæk. Og var det ellers ikke lige præcis det – tillid – der var det afgørende ord i statsministerens tale i tirsdags? Tak for ordet.

Tak for talen til hr. Kristian Thulesen Dahl. Så skal vi til spørgerunden, og den første korte bemærkning går til hr. Christian Rabjerg Madsen.

Tak for det. Ordføreren indledte med at love guldkorn fra talerstolen. Jeg ved ikke, om vi kom helt derop, men tak for ordførertalen, og tak for den fremstrakte hånd til regeringen om samarbejde på de områder, hvor ordføreren ser mulighed for det. Jeg syntes også, det var positivt at høre hr. Kristian Thulesen Dahl omtale Arne. Det kan næsten lyde, som om vi har en fælles interesse i, at der findes en god løsning med tidlig tilbagetrækning, værdig tilbagetrækning, for folk, der er nedslidte. Man må sige, at ordføreren har haft en rimelig central rolle i forhold til den efterløn, som man næsten fik afskaffet i 2011. Efterfølgende har man så forsøgt at lappe på situationen med en seniorførtidspension, som var meget lidt søgt, og efterfølgende en ny aftale, som stadig væk venter på at blive implementeret. Jeg kunne egentlig tænke mig at høre ordføreren give et klart svar på, om det er Dansk Folkepartis opfattelse, at der er behov for, at vi laver en ny ordning, finder en ny løsning for folk, der har knoklet mange år på arbejdsmarkedet, og som har behov for at kunne trække sig værdigt tilbage tidligere, end det er muligt i dag.

Ordføreren.

Tusind tak for at tage fat på den del i den fortsatte diskussion. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vi viser, at dem, der er nedslidt på det danske arbejdsmarked, får forbedrede vilkår for at kunne trække sig tilbage. Det synes jeg er en rigtig, rigtig god idé. Jeg tror, det var første gang i 2006, jeg i den offentlige debat nævnte ønsket om, at hvis man kunne lave en model, hvor folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet, i fysisk nedslidende jobs kunne trække sig tilbage lidt før andre, så ville det være rigtig, rigtig godt. Men lige siden er jeg så blevet belært af alle dem, der – mener de selv – har forstand på det her område, og de siger, at man ikke kan lave en retfærdig model, man kan altså simpelt hen ikke afgrænse, hvad det er for en murer, hvad det er for en tømrer, hvad det er for en sosu-assistent, hvad det er for en sygeplejerske, altså hvor det er, man skal sætte grænsen for, hvem der kommer ind under ordningen, og hvem der ikke gør.

Der har Socialdemokratiet så sagt til danskerne, at det kan man finde en løsning på, det kan Socialdemokratiet finde en løsning på. Lige siden Socialdemokratiet sagde det tilbage i januar, har vi så spurgt Socialdemokratiet, om de så ikke godt ville vise os det. Nu står vi så her i oktober måned og får at vide, at vi måske vil se Socialdemokratiets bud på, hvordan sådan noget kan se ud, til næste sommer. Det synes jeg jo er lidt lang tid for Arne og os andre at vente.

Hr. Christian Rabjerg Madsen.

Tak for det. Socialdemokratiet har jo i hvert fald ikke lovet, at opgaven er nem, men det er rigtigt nok, som ordføreren siger, at Socialdemokratiet har lovet, at vi kommer med et bud, fordi vi synes, det her er vigtigt. Jeg tager sådan set også ordførerens svar på mit spørgsmål som et tilsagn om, at Dansk Folkeparti er klar til at forhandle en løsning, som kan sikre en tidligere tilbagetrækning. Der har tidligere været en diskussion om, hvorvidt der står forligsjura i vejen for at lave en egentlig aftale, men det har beskæftigelsesministeren og systemet jo klart sagt der ikke gør. Jeg er lidt interesseret i at høre, om ordføreren deler den vurdering, nemlig at der ikke står forligsjura i vejen for, at vi kan lave en aftale, hvis vi kan få enderne til at mødes.

Jeg tror, det var statsministeren, der i sin daværende egenskab sagde, at nu skulle det der Christiansborgtaktik eller sådan noget forligsjura på Christiansborg ikke stå i vejen for, at vi fik en indholdsmæssig diskussion om de nedslidtes forhold, og jeg vil egentlig bare sige, at det er der, vi står. Det, vi savner, er jo, at der er nogen, der lægger en model på bordet for, hvordan man kan lave en afgrænsning, som virker fornuftig, også for dem, som jo ikke kommer med på vognen.

Altså, hvordan sikrer man de menneskers vilkår? Sidst jeg slog det op, var det 280.000, der stadig væk er en del af efterlønsordningen, og som betaler ind til efterlønnen, selv om det er en ordning, som Socialdemokratiet turnerer rundt og siger er afskaffet. Arne, som jeg har forstået det på en journalist, der var til stede under den socialdemokratiske kongres, siger, at han hellere vil på efterløn end på sådan en ordning, som Socialdemokratiet taler om her, men det er jo ham, der er spydspidsen i forhold til at skulle være inde i ordningen.

Tak. Så er det hr. Marcus Knuth fra Venstre.

Mange tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for et fantastisk oplæg. Jeg er rigtig glad for den bekymring, der bliver givet udtryk for i forhold til Socialdemokratiets udlændingepolitik, for jeg har selv meget svært ved at forstå den og ved at beskrive udlændingepolitikken. For inden valget, som hr. Kristian Thulesen Dahl sagde, var der en ambition om at arbejde sammen med blå blok om en stram udlændingepolitik, og nu på den anden side er det lempelse på lempelse i samarbejde med de røde partier.

Så kan hr. Kristian Thulesen Dahl for min forståelses skyld hjælpe mig med at prøve at beskrive Socialdemokratiets udlændingepolitik? Nogle gange er det godt at få et billede på tingene sådan visuelt, så vi kunne tage et medlem af dyreriget, altså et dyr simpelthen, det kunne f.eks. være en løve, der stolt kæmper for, hvad den har kært, eller en struds, der stikker hovedet i jorden, eller måske en kamæleon, der skifter farve efter behag. Men dyreriget er som sagt stort, så jeg vil lade det være op til hr. Kristian Thulesen Dahls fantasi.

Jeg kan jo kigge ned og prøve at se, hvad jeg får af associationer. (Munterhed). Og så er tiden gået. (Munterhed). Ja, det er godt med jer.

Altså, jeg stod i en meget mystisk situation, da jeg var i Debatten med Clement Kjersgaard i tirsdags og havde en duel med hr. Morten Østergaard. Det mærkelige var, at jeg måtte gå over på hr. Morten Østergaards side og erklære mig enig med ham over for sådan en journalist, og det er jo sjældent, men det måtte jeg der, fordi hr. Østergaard fortalte om alle de lempelser, han nu havde fået igennem i udlændingepolitikken. En stor forandring, en ny retning, et nyt systemskifte, tror jeg hr. Østergaard endda betegnede det som. Og der må jeg jo bare sige – med det, jeg også læste op i min tale, som var baseret på citater fra Socialdemokratiet fra valgkampen – at den tidligere statsminister i den grad havde ret, da han sagde, at man tager farve af dem, man samarbejder med. Vi må sige, at Socialdemokratiet godt nok har taget farve af Det Radikale Venstre i udlændingepolitikken, og det er skidt for Danmark.

Hr. Marcus Knuth.

Tak for et fint svar. Og hvis jeg må gøre emnet lidt mere konkret og denne gang gå uden om dyreriget, vil jeg spørge, om hr. Kristian Thulesen Dahl fortsat har tillid til statsministeren, når hun udtaler, at hun vil fortsætte med en stram udlændingepolitik, set i lyset af de mange lempelser, der er blevet lagt for dagen siden valget.

Nej, det er fuldstændig åbenbart, at på det her punkt er den socialdemokratiske formand som statsminister kommet rigtig skidt fra start – rigtig skidt fra start. Og jeg bruger jo også åbningsdebatten i dag til at appellere til Socialdemokratiet om at huske på det, der blev sagt i valgkampen – det, danskerne blev lovet – og det er altså en anden retning end den, der forhandles om, når støttepartierne kommer ind i forhandlingslokalet.

Det er klart, at hvis man nu laver en finanslov her i efteråret, hvor man laver nye lempelser, fordi der bliver presset nye lempelser igennem, ja, så står vi jo et endnu ringere sted, når vi mødes igen, end vi gør nu. Nu er det så de første ti lempelser, vi taler om, og effekten af dem, og kan vi så se i møde, at det fortsætter i det tempo, ja, så har jeg sagt, at man i virkeligheden gør tre gange så stor skade, hvis man bare kigger på det i forhold til antallet, hr. Morten Østergaard, som Helle Thorning-Schmidt gjorde, da hun var statsminister.

Tak, og så er det netop hr. Morten Østergaard.

Op med humøret, hr. Kristian Thulesen Dahl, det skal nok gå alt sammen, tror jeg. I hvert fald kan man sige, at når det kommer til Dansk Folkeparti, så behøver de jo ikke engang at samarbejde med folk for at tage farve af dem. For jeg kan mærke, at den grønne farve, vi altid har båret i Radikale Venstre, også har smittet af på hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti. Jeg har forstået, at man her har fundet en problemstilling, altså klimaforandringerne, som man ikke mener kan løses med en grænsebom, og det er jo i sig selv epokegørende for Dansk Folkeparti, at der her er noget, hvor man ser ud og har et internationalt udsyn. Det er stærkt.

Jeg vil bare uforbeholdent rose, at man har tilsluttet sig målet om 70 pct.s reduktion i udledningen af drivhusgasser i Danmark inden 2030, og så bare bede hr. Kristian Thulesen Dahl om at sige i dag, så vi får det sagt endnu en gang fra talerstolen – nu har hr. Jakob Ellemann-Jensen også gjort det – at det handler om en 70 pct.s reduktion i Danmarks udledning af drivhusgasser inden 2030.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi synes, det er vigtigt, at man tager klimaforandringerne alvorligt, og at det er utrolig vigtigt, at vi samarbejder om at løse den opgave. Som jeg også sagde i min tale, tror jeg ikke på, at man kan nå det, medmindre vi i et meget, meget bredt samarbejde, både her i Folketinget, men også med erhvervslivet, landbruget osv., står sammen om det og finder løsningerne til at nå derhen. Det er jo en klar erkendelse, også fra regeringens side, at man ikke aner, hvordan man skal nå frem til den 70-procentsreduktion. Så vi bliver jo nødt til at have nogle rigtig, rigtig grundige diskussioner om, hvordan vi når det mål. Det mål skal vi jo nå på en måde – som jeg også siger i min tale – så man fortsat i Danmark har vækst og udvikling, så man ikke afvikler. Det er jo ikke et mål for os at nå de 70 pct., ved at vi f.eks. halverer dansk svineproduktion, hvis man så øger svineproduktionen i Ukraine og Polen og der så kommer et større klimaaftryk ud af det.

Jeg ved ikke, om det er hr. Morten Østergaards måde at løse det på. Nu troede jeg ligesom ud fra indledningen, at der var glæde over, at vi havde fundet et eller andet her, at der var noget over landegrænserne, vi blev nødt til at se på. Men lige præcis i den sidste del af Morten Østergaards tale indsnævrede man det så til kun at gælde Danmark, og der var ikke noget som helst om verden i det hele taget. Der ser vi det altså også som et større hele.

Hr. Morten Østergaard.

Det er jo kun i Dansk Folkepartis verden, at man enten skal samarbejde internationalt eller gøre det selv. Hele pointen med kampen mod klimaforandringer er jo, at alle er nødt til at stramme sig an. Alle lande er nødt til at gøre deres yderste, og det er jo der, hvor vi ser en mulighed for, at Danmark kan være i den grønne førertrøje og vise vejen. Det er jo bare der, hvor man bliver lidt bekymret, når man så alligevel ikke kan få hr. Kristian Thulesen Dahl til at tage de ord i sin mund, at det handler om, at Danmarks udledning af drivhusgasser i 2030 skal reduceres med 70 pct. Og det er jo, fordi – og jeg bruger en terminologi, jeg ved hr. Kristian Thulesen Dahl går meget op i – antallet betyder noget i den her sammenhæng. Antallet af tons CO2, der udledes i Danmark, betyder noget, og hvis ikke det er 70 pct., hr. Kristian Thulesen Dahl mener vi skal reducere med, hvad er antallet så?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at antallet betyder noget. Det betyder også noget, om vi fjerner en CO2-udledning i Danmark med den effekt, at vi så øger CO2-udledningen i andre lande. Man kan også tage et andet eksempel end landbruget. Jeg har besøgt Aalborg Portland flere gange. De står vel for 2 pct. af Danmarks energiforbrug, og en del af det er baseret på fossile brændsler. Jeg tror også, at statsministeren er ret godt bekendt med Aalborg Portland som en stor virksomhed i Nordjylland. Hvis vi lukker Aalborg Portland i morgen, vil vi have opfyldt en masse af Danmarks forpligtelser, men hvad nytter det, hvis vi stadig væk skal bruge cementen og vi så importerer den fra en fabrik i Tyrkiet, hvor klimaaftrykket er større?

Det er derfor, vi skal nå den her målsætning, som vi har tilsluttet os, på en måde, hvor vi sikrer, at vi lever op til de ting, vi sætter os som mål, men gør det på en måde, så vi ikke bare eksporterer et problem til andre lande. Så har vi jo ikke løst noget. Lige præcis her troede jeg egentlig jeg havde fundet en eller anden vej igennem til den radikale formand.

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr fra SF. Nej, hun er lige slettet af listen her, så vi går videre til hr. Karsten Hønge fra SF.

Dansk Folkeparti er jo en del af aftalen om en ny seniorførtidspension, og jeg tror da også, det vil ende med, at alle vil stemme for, når det forslag engang kommer, for som jeg kan se det, hjælper det helt op imod 130 mennesker om året. Det består mest i at røre rundt i gryderne; ordningen kommer til at omfatte 17.150 mennesker, men det er jo folk, der kommer fra andre overførselsindkomster. Reelt vil det hjælpe 130 mennesker om året.

Jeg har det sådan, at beskedne mennesker bestemt kan have sådan et tiltalende præg, men er det virkelig Dansk Folkepartis ambitionsniveau? 130 mennesker om året? Nu kan vi gå tilbage til dyreriget: Er I mus eller mænd i Dansk Folkeparti?

Det var da godt nok et spøjst spørgsmål – altså det første og ikke det sidste. For altså, med hensyn til det der med de 130 personer er det da mærkeligt, at SF så vil stemme for det, hvis det virkelig er så elendigt med den seniorpension. Hvis folk er så nedslidte, at de ikke kan arbejde 15 timer om ugen, er det så ikke logisk, at de har oplevet f.eks. et sygdomsforløb, at de har været inde og ude af arbejdsmarkedet i perioder? Altså, det handler jo om mennesker, der har slidt og slæbt sig frem til nu 6 år før folkepensionsalderen at kunne få ret til en værdig afgang fra den del af arbejdsmarkedet, de har været på. Det er da logisk, at mange af de her mennesker ikke kommer fra en fuldtidsbeskæftigelse og ind i en hundrede procents – i citationstegn – sygemelding, der berettiger til seniorpension. Det er da logisk.

Så derfor synes jeg, det er en meget, meget mærkelig måde at sætte det op på, at det er 130 mennesker, det drejer sig om. Jeg havde nær sagt, at hvis det var det, hvorfor vil SF så overhovedet stemme for? For så vil det være en meget, meget dyr løsning for 130 mennesker. Det handler da om en masse mennesker, der får ro i sjælen, fordi de ved, at de 6 år før folkepensionsalderen faktisk på en mere værdig måde kan få lov til at få en ydelse og ikke blive belastet af, at de bliver udspurgt af kommunens jobcentre og skal komme til samtaler og alle mulige ting. Det burde SF da juble over.

Tak. Hr. Karsten Hønge.

Vi jubler ikke, men selvfølgelig er vi da glade for, at man nu faktisk finder 130 mennesker, der er så nedslidte, at de kan gå fra fuldtidsarbejde til pension. Så det er da bedre end det, vi har i dag, for det, vi har i dag, duer slet ikke. Så det er jo ikke så svært at regne ud, hvorfor vi stemmer for det.

Men det, jeg spurgte om, var: Er det virkelig ambitionsniveauet i Dansk Folkeparti? Og der er spørgsmålet igen: Er I mus, eller er I mænd, når det kommer til i virkeligheden at række en hjælpende hånd til de mennesker, som enten er udslidte eller har været længe på arbejdsmarkedet?

Det kan så lede over til det næste spørgsmål: Når vi kan finde en model for, at der er sammenhæng mellem, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet, og hvornår man får mulighed for at gå på pension, er det så en tankegang, som Dansk Folkeparti kan gå ind på? Vil I række en hjælpende hånd, eller vil I spænde ben her?

Nu får vi på et tidspunkt en lang debat om seniorpension her i salen. Jeg håber, at man der får foldet ud, at det er ganske mange flere mennesker end 130, der vil føle sig hjulpet af den ordning. Men det kommer jeg gerne tilbage til.

I forhold til det her med, om vi så kan tage yderligere skridt for at hjælpe nedslidte seniorer, vil jeg sige: Ja, selvfølgelig kan vi da det, og vi er helt parat til at gå ind i den diskussion. Og når Socialdemokratiet åbenbart vil vente til næste sommer, kan det jo være, at SF bliver mere utålmodige og forinden vil lægge et forslag på bordet om, hvad man sigter på, og hvordan man agter at få det igennem, altså hvem det er, der skal have ret til sådan en på objektivt grundlag baseret ordning om, at man, hvis man har arbejdet som murer i så og så mange år, har ret til at gå på folkepension før andre. Og så vil jeg meget gerne se det.

For mange snakker om det her, men dem, der udfordrer os på spørgsmålet, er meget, meget træge med hensyn til at lægge noget som helst på bordet om, hvad de forestiller sig at ville have vores støtte til.

Fru Pernille Skipper.

Tak. Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte en lille smule i samme boldgade, for nu har jeg hørt hr. Kristian Thulesen Dahl tale om en mand, der hedder Arne, rigtig mange gange. Og jeg kan forstå på hr. Kristian Thulesen Dahl, at man i Dansk Folkeparti næsten ikke kan vente med at komme i gang med at hjælpe Arne. Der er simpelt hen for lang tid til foråret, og det er jeg sådan set enig i, for jeg er også vældig utålmodig.

Nu sagde hr. Kristian Thulesen Dahl også lige før, at i Dansk Folkeparti ønsker man faktisk forbedringer for mennesker, som er nedslidte i årene op til pensionsalderen – dem vil man rigtig gerne gøre noget for. Meget tyder på, at der er en hel masse, vi kan blive enige om.

Så kunne jeg godt tænke mig at få et helt konkret løfte fra Dansk Folkeparti om noget andet, der kommer til at ske næste år. Ud over at vi skal tale noget mere om Arne, kommer der også til at være en afstemning om, hvorvidt folkepensionsalderen skal stige igen. Det er altså ikke kun den her famøse model, som vi alle sammen glæder os til at se. Men skal folkepensionsalderen stige igen? Vil Dansk Folkeparti stemme for eller imod, når det kommer til afstemning i salen?

Ordføreren.

Altså, vi vil selvfølgelig stemme for, fordi vi har et forlig; vi har en aftale med andre partier, og de aftaler, som Dansk Folkeparti indgår, holder vi. Man kan regne med Dansk Folkeparti. Så det er klart, at når vi ikke op til valget har sagt, at vi ikke vil være en del af den aftale længere, så er vi en del af den aftale i den her valgperiode – sådan er det.

Det er Socialdemokratiet, der er gået til valg på, at man så ved siden af det vil opfinde en ordning, hvor nogle udvalgte grupper får ret til at gå på folkepension før andre. Så siger vi bare, at hvis man skal leve op til det løfte, man der har givet til danskerne, så kræver det jo, at man starter med at lægge på bordet for alle os andre, hvad det er, man gerne vil have gennemført. Altså, hvad er det for en model?

For det er jo nemt nok at sige – som hr. Karsten Hønge – at man vil lave sådan en model, altså at man vil give flere rettigheder for nogle udvalgte grupper til at kunne gå tidligere på folkepension. Det svære er at forklare den murer, der ikke får den rettighed, eller den tømrer, der ikke får den rettighed, eller den sygeplejerske, der ikke får den rettighed, at de ikke lige kom med i gruppen. Det ansvar bliver man nødt til at påtage sig, synes jeg, når man er gået til valg på sådan en ordning, og når det muligvis har været medvirkende til, at man har vundet valget, at man har lovet det her. Så derfor er min utålmodighed ikke bare på Arnes vegne, men også på ganske mange andres.

Jeg synes bare, at der er noget andet, der også er rigtig svært at forklare, og det er, at man bruger stort set al sin taletid på at efterlyse en model for nogle grupper. Man rejser land og rige rundt. Jeg fulgte godt med, da hr. Kristian Thulesen Dahl nærmest rejste hele Danmark tyndt og snakkede om, hvordan pensionsalderen ikke skulle stige mere end allerede aftalt, som det vist lød. Altså, man er så optaget af, at den model mangler. Og jeg er enig, for jeg er også virkelig optaget af, at den model mangler. Jeg vil gerne se den, uh, hvor er jeg spændt, og jeg tror, at der er rigtig mange mennesker udenfor, der er rigtig spændte.

Men jeg tror også, at de har rigtig svært ved at forstå, hvordan det kan være, at Dansk Folkeparti er så meget efter nogle andre for at få dem til at bringe den model på banen og så fuldstændig uden overhovedet at knække i stemmen eller ryste på hånden siger: Ja, vi sætter bare pensionsalderen op for alle, den kommer til at stige.

Er der ikke nogen mennesker der, som fortjener en forklaring?

Ordføreren.

Jamen det er jo fuldstændig åbent lagt frem. Det er jo i årevis, at et bredt flertal af Folketinget partier har haft den aftale. Alle diskussioner, der har været om det her, har jo også taget udgangspunkt i, at der er den fælles aftale med et meget, meget bredt flertal herinde. Det løber jeg jo ikke fra ved sådan en åbningsdebat som her. Vi står ved det, vi har sagt; vi står ved det, vi har lovet danskerne. Vi står ved de aftaler, vi har lavet her i Folketinget.

Så laver vi en seniorpension, for at dem, der er nedslidte, får mulighed for at gå fra arbejdsmarkedet 6 år før folkepensionsalderen. Vi vil meget gerne tage nye initiativer i forhold til omskoling, i forhold til hjælp til nedslidte, for det paradoksale her er jo også, at vi har nået det tidspunkt nu, hvor over halvdelen af dem, der faktisk kunne være gået fra, på en eller anden måde bliver hængende på arbejdsmarkedet. For der er også rigtig mange, der gerne vil blive på arbejdsmarkedet.

Det, vi skal give mulighed for, er jo, at dem, der fysisk ikke kan klare det, bliver hjulpet – enten, selvfølgelig, værdigt ud af arbejdsmarkedet eller til at kunne begå sig på en måde på arbejdsmarkedet, hvor det kan fungere for dem. Der skal vi blive meget bedre som samfund, og det vil vi meget, meget gerne arbejde sammen med hele Folketinget om.

Tak. Vi går videre i spørgerrækken. Hr. Søren Pape Poulsen fra Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Nu til noget helt andet: Vi har lavet en rigtig god aftale, den tidligere regering og Dansk Folkeparti, om at skærpe straffene for overtrædelse af opholds- og meldepligten, fordi vi jo har en idé om, at når vi nu ikke må låse dørene, skal det i hvert fald have nogle konsekvenser, der er ret markante. Vi har hævet straffen meget markant for at overtræde det her. Det har givet nogle voldsomme udfordringer. Vi har hørt om det i Midt- og Vestjyllands Politi. Langt flere betjente, end vi havde forventet, skal der bruges på det. Og så vil jeg høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl som en del af forligskredsen vil være med til, at vi måske samlet går til ministeren og siger, at det her er vi nødt til at finde en ordning på. Indtil der bliver uddannet flere betjente, må man rykke rundt, så en politikreds ikke skal være urimelig hårdt belastet af, at der ligger et udrejsecenter der. For det ser jo ikke ud til, at vi får det flyttet, desværre.

Det gør vi meget gerne, men ud fra den klare forudsætning, at man ikke slækker på kravene til de udlændinge, som er på tålt ophold, og som jo, jeg havde nær sagt skal stresses, forstået på den måde, at de skal have en interesse i at rejse ud af det her land. Altså, vi taler jo om en del mennesker, som er dømt for voldtægt, for mord, for narkokriminalitet, og som i forbindelse med dommen for det så er blevet udvist af Danmark, og som ikke vil udrejse af Danmark. De her mennesker skal altså føle sig stresset i dagligdagen. De skal ikke føle, at det er en dans på roser at være i det danske samfund.

Derfor har vi jo strammet det i et godt samarbejde, også med hr. Søren Pape Poulsen. Vi har fået strammet reglerne meget markant, for at folk f.eks. skal overholde deres meldepligt. Og når de så ikke gør det, skal de ryge i fængsel. Det irriterer dem, ja. Vi må skaffe de politimæssige ressourcer, der sikrer, at vi kan holde fast i det. For det er jo en af måderne, hvorpå vi kan sikre, at de her mennesker på et eller andet tidspunkt finder ud af, at de skal effektuere den udvisningsdom, de rent faktisk har fået, i stedet for at blive hængende i Danmark.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Jeg er helt enig i, at det jo ikke handler om, at vi skal slække på det, vi har vedtaget, for det ville da være skidt. Man kan også håbe, at det er en forbigående pukkel, for når man overtræder meldepligten så mange gange, får de på et tidspunkt så hårde domme, at de kommer lang tid i fængsel – så har vi så udfordringen der. Men jeg er i hvert fald glad for at høre tilsagnet. Jeg tror, at det simpelt hen er vigtigt, at borgerne i en politikreds jo ikke skal være belastet af, at man tilfældigvis har lagt et udrejsecenter der. Og så har vi lige en udfordring med anklagemyndigheden. Det synes jeg også vi i fællesskab må tale med ministeren om nu, hvor vi desværre skal vente et år på en ny flerårsaftale.

Det er faktisk også en af grundene til – det havde jeg også med i mit indlæg her tidligere – at det ærgrer os, at vi skal vente et år på at få forhandlingen om en ny flerårsaftale. For nogle af de ting, vi taler om, haster jo. Det er også derfor, det er lidt paradoksalt. Hvis vi alle sammen er enige om, at det faktisk haster at få forstærket politiet og anklagemyndigheden osv., hvorfor skal vi så vente et år på for alvor at tage livtag med det?

Så er det hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Tak. Der er godt nok sket meget siden fru Pia Kjærsgaards tale den 26. maj. Nu har Dansk Folkeparti også valgt at bakke op om et 70-procentsreduktionsmål. Det kan jo undre lidt, at Dansk Folkepartis formand argumenterer for, at man bakker op omkring den her målsætning for at holde Enhedslisten og Alternativet uden for indflydelse, altså ved at acceptere den politik, vi for 7 måneder siden stod alene med. Men det til side.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om man fra Dansk Folkepartis side har tænkt sig, at det skal være reelle reduktioner, altså ikke at fortsætte de sidste 4 års sådan lidt skrivebordsøvelser og kvoteleg osv., men reelle reduktioner i forhold til drivhusgasserne.

Når jeg taler om, at vi giver regeringen et valg imellem, hvem man arbejder videre med omkring de her ting, så er det selvfølgelig, fordi nogle af de forslag, der er kommet fra Alternativet og Enhedslisten, i min optik mere har at gøre med at afvikle end med at udvikle, og vi ønsker at udvikle det danske samfund og også fortsat at kunne have arbejdspladser, vækst og sådanne nogle ting og sager. Der er selvfølgelig nogle valg, i forhold til hvordan man når målet.

I forhold til den anden ting med, om det hele skal være sådan noget skrivebordsteknik, eller om man faktisk skal have realiteter ind i det: Selvfølgelig skal vi have realiteter ind i det. Der er jeg jo sådan set enig med statsministeren, når hun siger, at vi kan vise det, ved at der er et meget bredt flertal i Folketinget, der nu accepterer, at vi går fuldt og helt ind i det her arbejde, sammen med et erhvervsliv, som har meldt sig fuldstændig klar, et landbrug, som har vist, at man faktisk kan have en stigende produktion i Danmark med et faldende klimaaftryk. Altså, der er så mange aktører i det her, der vil gøre det her reelt, der ønsker reelle forandringer i Danmark, så det er den vej, vi går. Det tror jeg fuldt og fast på kan ske med alle de aktører, der har meldt sig ind nu for at arbejde for målet.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Jamen det er da dejligt at blive holdt uden for indflydelse, hvis man så får gennemført sin politik ad den vej. Det kan jeg egentlig kun være glad for. Så når vi siger en 70-procentsreduktion i drivhusgasser, er Dansk Folkeparti så enig i, at det også gælder om at tage fat på eksempelvis Dansk Landbrug og ikke lave skrivebordsøvelser a la LULUCF osv., og hvad man kan gøre inden for klimaområdet, men faktisk lave reelle reduktioner også i landbruget?

Vi havde landbrugets førstemand, Martin Merrild, som gæstetaler på vores årsmøde for ganske få uger siden, og han kunne jo også vise, hvordan landbruget siden 1990 har kunnet have en større produktion af landbrugsvarer i Danmark med et lavere klimaaftryk. Det er klart, at landbruget rigtig gerne vil være med på det her. Det, som vi håber at opnå, ved at vi melder os ind i den her diskussion, er jo i virkeligheden også, at man ser landbrugserhvervet som en medspiller og ikke en modspiller, og det handler jo også om, hvordan man arbejder forskningsmæssigt med tingene. For der er jo rigtig mange, der gerne vil, men ingen aner jo helt præcis, hvordan 70-procentsmålet skal nås. Det siger regeringen i hvert fald at den ikke ved. Så det handler jo om at forske og udvikle og finde nye veje, og det arbejde glæder vi os til at gå ind i.

Tak. Så går vi videre til Nye Borgerlige. Fru Pernille Vermund.

Tak for ordet, og tak for en fin gennemgang. Som det bliver sagt, bakker DF jo nu op om en 70-procentsreduktion af CO2-udledningen i Danmark. Derudover kunne man den 13. september i år læse, at DF vil bruge halvdelen af den årlige udviklingsbistand, altså 8,3 milliarder danske skattekroner, på klimatiltag i andre lande. Det beløb svarer til ca. 20.000 sosu-stillinger. Mener DF, at det er vigtigere at bruge danske skattekroner på klimatiltag i fremmede lande frem for eksempelvis at drage omsorg for ældre mennesker i Danmark?

Nej, det mener vi ikke. Men man bruger i dag, som fru Pernille Vermund rigtigt siger, en hel del penge, 0,7 pct. af bni, på udviklingsbistand, og når vi ser på de mange milliarder, Danmark i dag bruger på at hjælpe mennesker i andre lande, så mener vi, at man må kunne se, at en større del af den pose penge, man bruger der, bør bruges på at afhjælpe nogle af de klimaforandringer, der sker. Hvis vi f.eks. skal undgå migranter, der strømmer til Europa i endnu større tal, skal vi have folk til at forstå, at de skal blive boende i de områder af verden, hvor de i dag er. Med et befolkningstal i Afrika på 1,2 milliarder, der frem mod 2050 forventeligt vil blive fordoblet, og hvis der kommer klimaforandringer, der gør, at der er nogle steder, hvor det bliver sværere at bo, vil det give sund fornuft, at vi hjælper med til, at man så kan bo andre steder i sin egen del af verden frem for at søge til Europa.

Så jeg synes, det er sund fornuft, at vi kigger på, hvordan en større del af den danske udviklingsbistand i virkeligheden også kan være med til at sikre de tilpasninger til en ny situation, der opstår som følge af klimaforandringer, i stedet for at lade være.

Fru Pernille Vermund.

Det er jo helt korrekt, at al forskning viser, at udviklingsbistanden i bedste fald er spild af penge og i værste fald er kontraproduktiv. Det er også derfor, at Nye Borgerlige mener, at den skal afskaffes.

Når det er sagt, bliver jeg nødt til at spørge hr. Kristian Thulesen Dahl, om hr. Kristian Thulesen Dahl kan forstå, hvis der sidder ældre mennesker rundtomkring på plejehjemmene i Danmark og undrer sig over, at Dansk Folkeparti vil bruge 8 milliarder danske skattekroner – eller mere end 8 milliarder danske skattekroner – på at sende ud til fremmede lande, hvor der skal bygges vindmøller, eller hvad man nu finder på, frem for at bruge pengene på det, som DF plejer at slå sig op på: omsorg og ældrepleje.

Hr. Kristian Thulesen Dahl får lov at svare om et øjeblik, men jeg kan ikke se statsministeren her fra min plads. Vi skal lige sikre os, at hun er i salen, da det jo er hendes redegørelse. Det er godt. Tak for det.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Nej, jeg tror, de vil undre sig over, at Nye Borgerlige ikke vil hjælpe med til at sikre, at folk kan blive boende i de egne af verden, som de rent faktisk kommer fra, men vil skabe en endnu større grobund for, at de mennesker vil flytte sig til Europa og til Danmark. Det tror jeg de vil undre sig over. Jeg tror egentlig, at de godt kan forstå, hvis vi af de penge, vi bruger i udviklingsbistand – som fru Pernille Vermund siger er spildte penge, for det var egentlig det, hun fik sagt – vil bruge en større del på noget, der er nyttigt, altså i virkeligheden sikre, at hvis et område, hvor folk bor i dag, bliver oversvømmet og der måske er hundredtusindvis, millionvis, af mennesker, som ikke kan bo der, så hjælper vi med til, at de kan bo et andet sted i deres eget nærområde. Der tror jeg egentlig, at mange af vores ældre medborgere i Danmark kunne tænke: Det lyder da egentlig meget fornuftigt, at Danmark er med til det.

Så det er egentlig en måde at nyttiggøre noget på, som fru Pernille Vermund selv mener vi ikke bruger så nyttigt i dag. Det troede jeg da egentlig at hun ville blive glad for.

Tak for det. Så går vi videre i spørgerrækken. Hr. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance.

Tak for det, og tak til ordføreren for en fin tale. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der indimellem har været lidt samarbejdsvanskeligheder imellem vores partier, og derfor vil jeg egentlig gerne kvittere for, at hr. Kristian Thulesen Dahl efter valget klart og tydeligt har sagt, at det nok ikke var så heldigt, at vi har brugt så meget tid på at skændes med hinanden, og at man nu bekender sig til blå blok og borgerlig politik. Der er også blevet snakket meget generelt om, at den borgerlige genrejsning og det borgerlige samarbejde skal i gang, og jeg tænker, at vi lige så godt kan starte nu.

Så i forlængelse af alt det vil jeg egentlig spørge hr. Kristian Thulesen Dahl: Hvor er det, at han ser de bedste samarbejdsmuligheder og de største politiske ligheder mellem vores partier? Og i forlængelse af at man bekender sig til den borgerlige økonomiske politik, naturligvis også: Hvilke skattelettelser foretrækker hr. Kristian Thulesen Dahl at lave sammen med Liberal Alliance i fremtiden?

Meget elegant. Det er fuldstændig rigtigt med den der analyse, der var af den sidste valgperiode, og så behøver vi jo egentlig ikke at bruge meget mere tid på det.

Så er det jo rigtigt, at vi gik til valg på et skattestop. Altså, vi blev så glade for den gamle Venstreformand Anders Fogh Rasmussens tale om skattestop, at vi faktisk synes, at det også burde føres som politik efter 2019, og det er jo, fordi vi gerne vil have ro omkring skatten. Det, der jo så sker nu med den nye regering og flertallet, er, at man har en lang række forslag til skattestigninger. Der er vi jo så også enige i det forslag til vedtagelse, vi har lagt frem for Folketinget i dag, hvor vi ønsker at udtrykke en fælles bekymring over, hvad for en effekt det har på det danske samfund, i den erkendelse, at det jo også er vækst og arbejdspladser osv., der skaber grobunden for det velfærdssamfund, altså hvor vi kan fordele en masse goder igennem vores fælles skattebetaling. Så det er vel egentlig der, hvor vi har noget til fælles.

Jeg ved godt, at Liberal Alliance er gået til valg på – i sin egen optik – en meget mere ambitiøs skattepolitik end Dansk Folkepartis, men det gør vel heller ikke noget, at vi er lidt forskellige på sådan et punkt.

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg har jo selv forsøgt at tænke lidt over, hvad der kunne være, hvad skal man sige, det helt nye store samarbejdshåb mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og jeg ved jo, at det ligger ordføreren på sinde, at Arne kan komme tidligt på pension. Kunne man forestille sig, at ambitionen må være, at Arne ikke skal vente på at vinde i et socialdemokratisk lotteri eller på 90 mandater i Folketinget, men at vi bestræber os på, at der sikres bedre muligheder for at spare op til tilbagetrækning, hvor man selv bestemmer, hvornår man trækker sig tilbage, ved at der er højere fradrag og bedre opsparingsmuligheder? Eller er det ikke en metode, som Dansk Folkeparti vil bruge?

Det er jo klart, at allerede i dag har en masse danskere opsparinger, der i hvert fald giver dem en større mulighed end andre for at vælge, hvornår man vil trække sig tilbage, og vi vil jo også kunne se i årene, der kommer, at jo flere, der får større opsparinger til egen pension, jo større fleksibilitet giver det, i forhold til hvornår man synes det rigtige aftrædelsestidspunkt er.

Man må jo sige, at dem, vi oftest taler om, når vi taler om seniorpension, når vi taler om Arne osv., er dem, der typisk har arbejdet inden for fysisk hårde brancher og i mange år, også inden for jobtyper, hvor man typisk ikke har fået så høje lønninger, og hvor opsparingen desværre ikke er så stor. De har ikke den samme mulighed som dem, der i dag har fleksibiliteten, og dem skal vi kere os særligt om. Det er derfor, vi har en fremstrakt hånd i forhold til det, og kan der findes nogle modeller til at hjælpe de mennesker bedre, er vi helt parate til det.

Så er det hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg vil gerne stille et kort spørgsmål, for jeg tror og håber, at vi deler bekymringen for nogle af de nedslidte på vores arbejdsmarked. Så jeg vil egentlig bare gerne spørge, om hr. Kristian Thulesen Dahl mener, at med de aftaler, der er indgået, har vi ligesom taget hånd om problemerne med nedslidning.

Nej, det tror jeg ikke vi har; det er ikke min opfattelse. Og allerede i aftalen om seniorpension fra i foråret er der jo skrevet en del ting ind, der skal ske i fremtiden. Altså, vi skal blive meget bedre til at tage hånd om nedslidte, også i forhold til muligheden for at blive omskolet. Altså, vi skal blive bedre til hurtigere at afklare folks situation. Der er rigtig mange mennesker, der føler sig på kanten af arbejdsmarkedet og føler sig som kastebold i vores system – det er jo derfor, der er en så stærk kritik af kommunernes jobcentre og lignende.

Der er vi simpelt hen ikke gode nok, og der skal der tages flere initiativer. Arbejdsmiljøet er jo en oplagt ting. Det er klart, at der er folk, der arbejder inden for brancher, hvor man bliver meget nedslidt, og hvor man ikke kan se frem til at skulle arbejde, til man er 69 år i fremtiden – eller 70 år eller derover, hvis folkepensionsalderen skal stige ud over det, og det kan man sagtens have nogle betænkeligheder ved om den overhovedet skal, men det er jo det, der ligger lige nu – der ikke vil kunne klare det med de arbejdstyper, de har nu. Så der handler det jo også om, om man overhovedet kan forbedre deres arbejdsmiljø, så det kan lade sig gøre for dem at blive så lang tid på arbejdsmarkedet. Der er en masse ting, vi skal tage initiativer til fremover.

Hr. Jens Joel.

Tak for det. Den del omkring arbejdsmiljø og andre indsatser deler jeg selvfølgelig opfattelsen af, men jeg spørger mere specifikt, om hr. Kristian Thulesen Dahl mener, at der er brug for andre muligheder for at trække sig fra arbejdsmarkedet – ikke bare for at blive passet bedre på på arbejdsmarkedet, men for at trække sig fra arbejdsmarkedet tidligere – eller at der er taget hånd om den del med seniorpensionsordningen.

Altså, nu aftalte vi jo seniorpensionsordningen, men den er jo ikke indført endnu. Den har til formål at sikre, at man 6 år før folkepensionsalderen kan trække sig; den har til formål at sikre, at det bliver et nyt system – ikke i kommunerne, men forankret i staten – hvor man skal finde ud af, hvem der har ret til det her. Så det skal meget gerne være noget, der kommer til at fungere. Jeg har også forstået, at Socialdemokratiet tilslutter sig udmøntningen af seniorpensionsaftalen, og det synes jeg er rigtig godt.

Som jeg også sagde – jeg tror, det var i 2006, at jeg sagde det første gang – kunne jeg rigtig godt tænke mig en model, hvor folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet, specielt hvis de har arbejdet inden for fysisk nedslidende brancher, får mulighed for at trække sig før andre. Og så er vi jo tilbage ved den gode Arne, og om der kommer en model på et tidspunkt. For det svære er ikke at sige det, altså at man godt kunne tænke sig det; det svære er jo at finde ud af, hvem der er inden for og hvem der er uden for sådan en ordning . Og det er jo det, vi glæder os til at se om der kommer et konkret bud på.

Jeg tror, at vi forlader Arne og går videre til fru Britt Bager fra Venstre.

Jeg vil også gerne sige tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for en rigtig fin tale, en tale, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl holder statsministeren op på hendes egne ord og egne løfter. Det er både de meget ukonkrete, som vi fik i åbningstalen i tirsdags, men også de enormt konkrete løfter, der blev udstukket inden valgkampen.

Nu talte hr. Jesper Petersen i dag om afbureaukratisering. Det kneb dog lidt med at give et konkret svar på, hvad det er, der skal afbureaukratiseres. Og konkrete svar er jo noget af det, vi mangler fra Socialdemokratiet generelt. Derfor kunne jeg tænke mig at spørge hr. Kristian Thulesen Dahl om ældreplejen, som jeg ved er noget af det, der ligger Dansk Folkeparti meget på sinde: Kunne hr. Kristian Thulesen Dahl ikke hjælpe hr. Jesper Petersen og Socialdemokratiet en lille smule med, hvor man kan afbureaukratisere på ældreområdet?

Jeg synes jo, det er en supergod dagsorden, at der skal afbureaukratiseres. Er der mon nogen, der vil modsætte sig det? Det tror jeg ikke at der er. Alle er enige om, at der skal afbureaukratiseres. Det har skiftende regeringer slået sig op på at ville. Så har det været småt med resultaterne, så er der kommet en skuffelse, og så kommer der en ny regering og siger: Nu skal vi afbureaukratisere. Vi hørte det også inden for ældreplejen i tirsdags. Vi så, at Ældre Sagen var ude at udtrykke en dyb bekymring, fordi statsministeren kom til at sige, at det også handler om at afskaffe fritvalgsmodellen. Det gjorde jo, at Ældre Sagen gik ud og advarede imod netop det og sagde, at det også har noget at gøre med livskvalitet for den enkelte ældre, at man har mulighed for at vælge selv.

Det, der så også var en debat om i formiddags, og som jeg synes kan være en inspiration til at arbejde videre med det her, var jo, om man så kan indrette det på en anden måde, så det ikke bliver så baseret på minutter til bestemte ting. Det kunne f.eks. være som det, vi lavede i fællesskab med klippekortordningen, hvor man som ældre får nogle rettigheder til at bestemme, at de, der kommer i ens hjem, kan bruge noget tid til det, som man selv synes er det mest logiske. Så klippekortmodellen er jo et eksempel på noget, som måske kunne inspirere andre til at arbejde med bedre forhold i ældreplejen på en ubureaukratisk måde.

Fru Britt Bager.

Det er jeg meget enig med Dansk Folkeparti i. En anden ting, vi har talt enormt meget om i dag, er afskaffelsen af efterlønnen, nedslidning og Arne – man fristes til at sige arme Arne – som nu ønsker, at han bare kan få en efterløn. Det får mig til at tænke lidt tilbage på dengang, da vi afskaffede efterlønnen. Nu er jeg jo ikke så gammel i politik, og jeg kan forstå på Socialdemokratiet, at noget af det værste, der overhovedet er sket, er, at vi har afskaffet efterlønnen. Så kan hr. Kristian Thulesen Dahl ikke hjælpe mig, men i særdeleshed også mine socialdemokratiske kollegaer i salen her i dag, ved at opridse, hvad det var for en minister, der underskrev den lov, hvor vi afskaffede efterlønnen?

Ja, nu kan jeg se, at hun har skiftet plads, men det er vist kun for en kort stund. Det var jo den nuværende statsminister. Det ved vi at det var. Nu sidder hun så sammen med formanden for det parti, som hun vil sige tvang hende til det. Men sådan kan det jo gå så gruelig galt i dansk politik, og nu ser vi så måske det samme ske de næste 4 år. Det håber vi jo ikke.

Men jeg vil bare sige, at jeg har haft det lidt underligt med det der med, at efterlønnen er afskaffet. Sidst jeg slog det op – og nu må nogen rette mig, hvis de har et bedre tal – var det 280.000 danskere, der indbetaler til efterlønsordningen. Det er altså en ordning, som vi italesætter som en, der er afskaffet. De 280.000 forventer vel i et eller andet omfang, at der er en ordning for dem, der gør, at de kan trække sig tilbage 3 år før på de vilkår, der nu gælder, eller få den skattefri præmie, hvis de bliver ved med at arbejde. De er jo ikke trådt ud af den ordning. For dem gælder den jo. Så det er jo en ordning, man kan være en del af, hvis man ønsker det.

Tak. Så går vi videre til fru Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Tak. Dansk Folkeparti foreslog for ganske nylig, at forældre, der ønsker at passe deres børn hjemme, kan få 19.000 kr. om måneden. Og Dansk Folkeparti er jo også store tilhængere af, at forældre, der bor i udsatte boligområder, skal tvinges til at sende deres børn i daginstitution, for ellers mister de børneydelsen. Så det vil sige, at en ganske almindelig dansk familie, familien Hussein, som bor på den rigtige side af vejen, kan få 19.000 kr. om måneden for at passe deres børn derhjemme, mens familien Hansen, der bor på den forkerte side af vejen i et udsat boligområde, må fratrækkes en væsentlig del af deres indkomstgrundlag, hvis de vælger at hjemmepasse deres børn. Hvad synes hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti egentlig at den form for forskelsbehandling gør ved sammenhængskraften og harmonien i det danske samfund?

Altså, vores holdning er jo, at vi har nogle parallelsamfund i Danmark. På trods af de initiativer, vi har taget, har vi stadig væk lommer i det danske samfund, hvor tingene foregår fuldstændig anderledes end i det almindelige danske samfund – hvor vi har nogle parallelsamfund, der i højere grad er baseret på den tro og den kultur, man kom fra oprindelig, da familierne kom til Danmark. Det er et kæmpestort problem, og det har vi så prøvet at definere os ud af, altså hvordan vi definerer de her parallelsamfund, for at kunne tage nogle særlige initiativer i forhold til de områder. Og der er det en del af det at få børnene til at være en aktiv del af det danske samfund og blive fuldstændig integreret i det, at de kommer i en børneinstitution og ikke går derhjemme, hvor man hører arabiske tv-kanaler, eller hvad man gør. Altså, det er simpelt hen et mål for os at få de her områder – i gåseøjne – tilbage til det danske samfund.

Men det skal jo ikke skygge over, at vi grundlæggende har den holdning, at vi synes, at hvis almindelige danske familier i øvrigt ønsker at bruge nogle af de første år af deres barns levetid på i højere grad at være hjemme hos det barn og være med til at være en aktiv del af det barns liv, skal der være bedre muligheder for det. Og det er derfor, vi har fremsat det forslag og har fremsat det med den afgrænsning.

Fru Samira Nawa.

Jeg tror nu næppe, at familien Hansen i det udsatte boligområde ser arabisk tv hele dagen og viser det for deres børn.

Men okay, jeg kan så konkludere, at forskelsbehandling er noget af det, Dansk Folkeparti går ind for. Hvad så i forhold til ligestillingen på arbejdsmarkedet? Har Dansk Folkeparti og hr. Kristian Thulesen Dahl nogen beregninger over, hvad det her forslag vil gøre i forhold til mænd og kvinder på det danske arbejdsmarked? Hvor mange mennesker drejer det sig om at vi trækker ud af det danske arbejdsmarked? Og hvad tror hr. Kristian Thulesen Dahl det vil gøre i forhold til ligestillingen på arbejdsmarkedet? Er det mændene, eller er det kvinderne, der vælger at trække sig?

Se, det vil vi lade være op til familierne. Og det er jo rigtigt, at hvis der er sådan nogle familier, der i højere grad lader moderen blive hjemme, så har de valgt det. Og det er ikke et mål for os at styre familiernes valg her. Det er et mål for os at give familierne valgfrihed. Det er det også, når EU f.eks. blander sig i barselsreglerne. Altså, når EU kommer og siger til Folketinget, at vi ikke er store nok til selv at vurdere fordelingen af barselsorloven mellem fædre og mødre i en familie, så siger vi jo også, at det ikke duer. Så siger vi til EU: I skal blande jer udenom; det der kan vi i Danmark godt selv finde ud af. Og vi vil så lade valget være den enkelte families. Og så har vi jo ladet det være den enkelte families – så må vi også respektere det valg, de træffer; at det er sådan, de vil indrette sig.

Så er det hr. Rasmus Stoklund fra Socialdemokratiet.

Tak for talen. Nu havde hr. Kristian Thulesen Dahl og hr. Alex Vanopslagh jo for få minutter siden en varmhjertet drøftelse af, hvad det er, der binder de to partier sammen. I kølvandet på det vil jeg gerne spørge nu, hvor vores partier – Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti – jo deler en fælles veneration for velfærdssamfundet, hvad hr. Kristian Thulesen Dahl mener om regeringens forslag til finanslov, der jo kompenserer for den demografiske udvikling og dermed løfter velfærden ganske markant det kommende år.

Vi er jo selv gået til valg på, at den offentlige sektor skal have lov til at vokse med mindst det, der svarer til den her såkaldte demografiske udvikling – altså, at når vi bliver flere ældre og flere børn osv., skal pengene kunne følge med – og det er selvfølgelig også en erkendelse af, at der ellers alene af den grund kommer nedskæringer, fordi man ikke sender penge nok med. Så grundlæggende er vi tilhængere af en økonomisk politik, der sætter den kurs, og derfor blev vi også glade i valgkampen, da Venstre – det tror jeg de er blevet udfrittet lidt om her i formiddag – i virkeligheden, som mange tolkede det, skiftede kurs og sagde, at nu var de også med på en vej frem, i hvert fald mod 2025, hvor man vil lade den offentlige sektor vokse med det, der skal til, for i hvert fald at løse opgaven med, at der kommer flere ældre og flere børn osv.

Så har vi på udvalgte områder, bl.a. ældreområdet, et ønske om, at der bruges flere penge ud over det. Det gik vi også til valg på. For skal vi løse opgaverne, særlig på ældreområdet, så mener vi simpelt hen, der er behov for flere penge. Der savner vi, som jeg også sagde i min tale, nogle afklaringer. Det er der, hvor jeg tror at der er forsvundet nogle afsnit i statsministerens tale, for der manglede simpelt hen noget om, hvad man vil gøre for de ældre. Men det tror jeg vi kommer tilbage til i aften, når statsministeren svarer – og så bliver alt jo godt igen.

Hr. Rasmus Stoklund.

Nu var demografien jo underkompenseret de 3 foregående år ifølge Finansministeriet, og derfor synes jeg alligevel, at det giver anledning til så at spørge, om ikke hr. Kristian Thulesen Dahl kunne forestille sig, at der er et bedre grundlag for at samarbejde om udbygning af velfærdssamfundet i de kommende år med den nuværende regering end med den forrige.

Men nu samarbejder vi med dem, der er, for vi har grundlæggende respekt for demokratiet og for folkets valg. Der er kommet en ny regering, og kan vi få noget indflydelse på den førte politik, tager vi den indflydelse. Så det er i hvert fald et tilsagn om, at vi i den her valgperiode vil byde os til. Og de steder, hvor vi kan få noget indflydelse på politikkens retning – og det er jo med det som udgangspunkt, at jeg siger her, hvor vi gerne vil hen – jamen så er vi helt parate til det.

Den sidste spørger, vi når til i forhold til hr. Kristian Thulesen Dahl, er fru Ina Strøjer-Schmidt fra Socialistisk Folkeparti.

Det er jo rigtig dejligt, at vi lige kan nå mig, for det næste spørgsmål er meget vigtigt for SF. I valgkampen støttede Dansk Folkeparti minimumsnormeringer, og jeg vil egentlig bare høre, om det betyder, at Dansk Folkeparti også kommer til at stemme for minimumsnormeringer.

Vi vil se, hvad der bliver lagt frem, og hvad der kommer til at ske. Vi har jo en meget, kan man sige, uideologisk indgang til det der med, hvordan man styrer den offentlige sektor. Det afgørende for os er jo, hvad det er for et resultat, man kommer frem til, og hvorfra pengene skaffes til det. Så vi er meget spændte på den forhandling, der nu kommer til at være i forbindelse med finansloven, og hvor vi har forstået, at SF vil komme med et krav om 0,5 mia. kr. til området til næste år. Så må man jo gå ud fra, at der skal være flere penge, en fordobling eller noget, der ligner, i årene efter. Så vi vil se på den konkrete model, der bliver lagt på bordet, og tage stilling til den.

Fru Ina Strøjer-Schmidt.

Jamen jeg har jo en konkret model, og den kan ordføreren jo passende forholde sig til. I SF støtter vi jo en model, der hedder: mindst en voksen til tre vuggestuebørn og mindst en voksen til seks børnehavebørn. Det er den model, vi håber bliver gennemført. Kunne Dansk Folkeparti finde på at støtte den?

Altså, vi har den holdning, at når man afleverer sine børn i daginstitutionen, skal man have sikkerhed for, at barnet har det godt. Og der så vi i valgkampen, men vi har jo også set det tidligere, at der i dag er steder, hvor tingene ikke fungerer godt nok, og det vil vi meget gerne være med til at sikre bliver anderledes.

Vi tog også selv den diskussion op i valgkampen om, hvor ofte en pædagog er alene på vagt, fordi det er en særlig udfordring, hvis man i ydertimer har mange situationer, hvor man står alene med en børneflok. Når tingene så skrider, kan det somme tider blive for meget, og så er det, vi kan se nogle dumme situationer. Der er jo forskellige måder at løse den her opgave på.

Nu har SF jo sin model, og vi er meget spændte på at høre nærmere. Vi har jo forstået, at det er et meget vigtigt krav for SF, ligesom der jo er andre ting. Der var også ultimative krav i valgkampen i forhold til den første finanslov, der skulle gennemføres. Så det bliver spændende at se, hvordan alle enderne når sammen ved de forhandlinger, der kommer.

Tak siger vi til Dansk Folkeparti og hr. Kristian Thulesen Dahl. Så er det Radikale Venstres tur i ordførerrækken, og det er hr. Morten Østergaard.

Man siger, at det aldrig har været bedre at bo noget sted end i Europa i dag, især hvis man er kvinde. Og der er næppe noget sted, noget land i verden, hvor vi har større mulighed for at forme vores egen fremtid, end Danmark netop nu. Aldrig har så mange fået en uddannelse; aldrig er så meget strøm kommet fra bæredygtige kilder; aldrig har så mange med deres arbejde bidraget til fællesskabet. Et grønnere og friere og stærkere Danmark er ikke noget, vi behøver at drømme om; det er noget, vi kan række ud efter og skabe ved fælles kraft, hvis vi er os vores ansvar og vores muligheder bevidst.

Alligevel er tilliden til os politikere jo faldet uafbrudt siden år 2001 – uafbrudt siden 2001! Derfor skal der også lyde en uforbeholden ros til statsministeren for at sætte tilliden øverst på dagsordenen her ved valgperiodens begyndelse. Jeg mener oprigtigt, at vores mål må være at få borgernes tillid til hinanden, tillid til verden og tillid til fremtiden tilbage. Det er et politisk ansvar, og derfor må vi starte med os selv. For hvis ikke vi forstår vigtigheden af det, kan vi ende som Storbritannien, hvor politisk opportunisme, uansvarlighed og kortsigtethed har ført til et handlingslammet parlament fanget i sit eget spind. Det er med danske ord en omvendt Dalgas: Hvad udadtil er vundet, er man godt i gang med indadtil at tabe.

De røster i Danmark, som grebet af stemningen efter brexitafstemningen ønskede afstemning om vores medlemskab af EU, har heldigvis fortonet sig. For når vi som et lille land er i et smørhul med så store muligheder for at præge vores egen fremtid, skyldes det jo lige præcis vores adgang til at dele suverænitet med andre og træffe forpligtende beslutninger i fællesskab. Vores EU-medlemskab er en adgangsbillet til vores egen fremtid – ikke et åg. Men jeg tror, som hr. Kristian Thulesen Dahl var så venlig at være inde på for et øjeblik siden, at valget den 5. juni var et vendepunkt, et systemskifte. Forleden kunne ugebladet Mandag Morgen nemlig fortælle os, at den første undersøgelse af danskernes valg viste, at tilliden til politikere nu for første gang siden 2001 faktisk stiger – ikke til noget højt niveau, men kurven er knækket, et fald er stoppet. Og det tror jeg skyldes, at der er skabt et lille håb, et lille håb, som nu skal gøres til handling.

Jeg ved ikke, om I kan huske, at Dansk Industri for nogle år siden havde topmøde om FN's verdensmål og de muligheder, man så at det gav for dansk erhvervsliv. Det er der måske ikke så mange der kan huske, men de fleste kan nok huske, at Folketinget åbnede nogle uger efter, og efter 1 dags debat blev resultatet, at vi fik et burkaforbud. Der var ikke flertal for det om morgenen, men efter 12 timers debat var der et flertal for det. Verdensmål i erhvervslivet, burkaforbud i Folketinget – mistillid, tænker jeg.

I år holdt Dansk Industri topmøde om klimaudfordringen og de muligheder, som den grønne omstilling giver for virksomhederne. Og i dag har vi en åbningsdebat i kølvandet på, at flere og flere partier deler den historiske ambition om, at Danmark skal reducere sin udledning af drivhusgasser med 70 pct. inden 2030. Der er jo en verden til forskel på det svar, vi giver til vores omverdens krav i dag med den debat, vi har i dag, og det, der skete for 2 år siden. Efter danmarkshistoriens første klimavalg ser vi ud til at kunne samle næsten alle om en klimalov, et bindende mål, som kan gøre, at håbet og folkekravet om at sætte klimaet øverst på dagsordenen bliver til handling. Det er et Folketing, som ikke gør små problemer store, men som tager de største udfordringer først, og det tror jeg er vejen til tillid. Det er slut med symbolpolitikkens epoke.

Skal den spirende tillid slå rod, må vi som folkevalgte starte med at påtage os et ansvar for den faldende tillid til os i de sidste to årtier. Den skare af danskere, som lånte mig deres gæsteværelse under valgkampen, gør stadig større indtryk på mig. Det gjorde de, fordi de var blevet trætte af politik, følte sig hjemløse og fremmedgjorte af en politisk debat, som kommer til at handle mere om partiernes ve og vel og vores kamp med hinanden end om det samfund, vi har et fælles ansvar for.

De slår væk fra vores diskussioner om, hvem der har æren for hvad, hvem der sagde det først, og hvilket fingeraftryk der var vores. For ude omkring os lever man i helheden, og man lever med konsekvenserne af alle beslutningerne. Og jeg mener vitterlig, at det her er en selvransagelse og ikke en fingerpegning af kollegaer eller medier. Det er en oplevelse af, at vi alle sammen har brug for at tage vores ansvar mere alvorligt. Der var så mange, der gerne ville dele deres syn på politik, at jeg har startet en ny omgang. Og forud for det radikale landsmøde overnattede jeg i Odense hos et par, og Rikke, som havde inviteret, havde simpelt hen stemt blankt mange gange i afmagt. Jeg har ikke brug for at høre, hvad I mener om de andre, men hvad I selv mener, sagde hun. Så det vil jeg gøre.

For Radikale Venstre er målet, at danskernes håb skal gøres til handling – konkret og mærkbart. Vi er her ikke for vores egen skyld, vi er her for at gøre en forskel. Vi er her heller ikke for regeringens skyld, selv om vi er meget bevidste om, at det er vores skyld, at regeringen er her. Vi er ikke bange for at lægge hånden på kogepladen og stå på mål for, at det mandat, vi har, skal bruges, så det kan mærkes og ses allerede i den her valgperiode. Vi skal have et grønnere Danmark, ikke kun i mål, men med mindre CO2-udledning fra landbrug og transport, mindre luftforurening, bedre beskyttelse af drikkevandet, en større del af Danmarks areal udlagt til natur – finanslov efter finanslov, skridt for skridt. Tag os på ordet, og stil os til regnskab. Om 4 år har vi et grønnere Danmark – og et friere Danmark.

Vi skal have knækket kurven, så færre børn vokser op i fattigdom. Det er vel velfærdssamfundets grundsten: lige muligheder. Hvorfor skal danske skolebørn møde ind med mugne madder i madkassen, når vi aldrig har været rigere, men fordi politiske beslutninger har skabt ny fattigdom i Danmark? Det skal ikke være på vores vagt. Det er børnenes tur. Om 4 år skal vi have forbedret trivslen blandt børn og unge; vi skal have flere voksne i vores institutioner, så børnene ses hver for sig og sammen; der skal være bedre tid til vores lærere på skoler og på ungdomsuddannelser, så den kroniske mavepine ikke bliver til stress, angst og depression; der skal være en styrket ligestilling, hvor mere barsel tages af fædre, og hvor færre føler sig diskrimineret på grund af etnicitet. Hold os også bare op på det. Om 4 år skal vi have skabt et friere Danmark.

Vi skal også have et stærkere Danmark. Der er nogle, der frygter, at et nyt flertal vil lade hånt om økonomien. Det er ikke noget flertal, vi er en del af. Vi skal have flere mennesker i job i Danmark. Det er dem, som står udenfor i dag; dem, som virksomhederne ville hente hertil, hvis bare de fik lov; dem, som går i landflygtighed, fordi danskere med udenlandske ægtefæller ikke kan få lov til at bo i deres eget land med deres familie; de flygtninge, som er i arbejde, og som bidrager og bare gerne vil have lov til at fortsætte med det. Det er egentlig bare sund fornuft.

Der er også nogle, der frygter, at et nyt flertal ikke vil se integrationsudfordringerne. Min appel til jer i dag er: Giv os chancen, så skaber vi flere blandede boligområder, så færre bor i udsatte boligområder. Og så skaber vi bedre integration, så flere bidrager og forsørger sig selv. Det skal ikke være gennem utryghed og ikke ved at gøre det mod beboerne i visse boligområder i Danmark, men ved at række ud og gøre det sammen. For vores fællesskab bliver ikke svagere af, at det udstrækkes til flere. Det svækkes kun, når det hele strander i os og dem. Om 4 år skal flere føle sig anerkendt for deres bidrag til fællesskabet, uanset hvem de er, uanset hvornår de kom hertil, og uanset hvilken hudfarve, religion eller etnisk baggrund de har. Det er i virkeligheden helt fundamentale danske værdier, som vi skal have tilbage, så vi om 4 år kan sige, at Danmark er stærkere.

Grøn betyder nu, fri betyder trygt, stærkt betyder sammen, alle sammen. Vi skal gøre håb til handling med forandring, der kan mærkes, sådan at tilliden kan bide sig fast. Lad os smide de gamle blokpolitiske skillelinjer over bord og samles om at skabe et grønnere, friere og stærkere Danmark.

Tak for det. Vi går til spørgerunden, og den første, der får ordet, er hr. Tommy Ahlers fra Venstre.

Tak, og tak til hr. Morten Østergaard for talen. Jeg kunne godt tænke mig at samle op på det grønne, for jeg tror, at vi har en fælles passion for det grønne – for klimaet – og så også for iværksættere. Og vi har nok også en fælles tro på, at vi kan kombinere de ting, så danske iværksættere kan gå ud i verden og hjælpe med at løse klimaudfordringerne. Iværksættere har brug for kapital, og derfor har vi også indgået en aftale med Radikale Venstre tilbage i 2017 om at sørge for, at vi indførte en aktiesparekonto og investorfradrag.

Så jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Morten Østergaard, om Radikale Venstre kan garantere, at aktiesparekontoen fortsætter og får grænsen hævet til op til 200.000 kr., som var aftalen dengang, og at investorfradraget bliver hævet op til 800.000 kr., som også var aftalen. Og derudover vil jeg gerne spørge, om Radikale Venstre med næb og kløer vil kæmpe imod, at aktieindkomstskatten hæves fra verdens højeste niveau på 42 pct. til universets højeste niveau på 45 pct., for det er jo en skat på investeringer i de her grønne iværksættere, vi gerne skulle hjælpe med adgangen til kapital.

Hr. Morten Østergaard.

Nu er der vist endnu ikke konstateret liv uden for Jorden, men altså, forskerne arbejder på det, og derfor skal man lige passe på med at garantere, hvad der er universets højeste skatteniveau. Men ikke desto mindre kan jeg erklære mig enig i intentionen.

Intentionen om at gøre Danmark til et grønt iværksætterland kræver også, at iværksættere kan få den kapital, de skal bruge, og at dem, der har fået de gode ideer og er i gang med at udvikle dem, kan få den kapital, de skal bruge til at bringe dem ud i verden. Det var derfor, vi lavede erhvervsaftalen, dengang hvor vi var i opposition. Det er derfor, vi inviterer Venstre – nu hvor Venstre er i opposition – til at tage ansvar og være med til at sørge for, at vi også på det her område rykker Danmark fremad. Så nej, vi ønsker ikke at svække de aftaler, vi har lavet, eller styrke beskatningen af kapital. Tværtimod synes vi, at der er grund til at tage nye initiativer for at styrke iværksætteriet i Danmark, herunder også at anerkende, hvor vigtig kapital er for det. Og vi overvejer selvfølgelig i finansloven, om vi skulle lave det, man kunne kalde en lille Henrik Sass-pakke, for at styrke investeringsklimaet i Danmark.

Hr. Tommy Ahlers.

Tak for det klare svar. Bare for at gøre det lidt klarere: Vil det sige, at hr. Morten Østergaard godt vil love her i dag, at Det Radikale Venstre ikke kommer til at stemme for at stoppe indfasningen af aktiesparekontoen og investorfradraget, og at Det Radikale Venstre aldrig kommer til at stemme for at øge aktieindkomstskatten?

Ordføreren.

Det vil sige, at Det Radikale Venstre står ved alle de aftaler, vi har lavet, og ikke mindst dem, vi lige har lavet, som er under indfasning, for vi lavede dem jo med et formål, nemlig at styrke aktiekulturen i Danmark og styrke investeringsgrundlaget for nye virksomheder, og derfor står vi ved alle de aftaler, vi har lavet. Sådan lige at udstede garantier for al uendelig fremtid tror jeg man skal være varsom med, men vi står ved alle de aftaler, vi har lavet.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Nu er stafetten jo gået videre, og det må vi have respekt for, for sådan fungerer det danske demokrati. Det betyder, at Radikale Venstre nu sidder i en nøglerolle og jo bl.a. har fået igennem, at det med øen Lindholm, som man opfatter som ren symbolpolitik, er blevet skrottet. Og så er spørgsmålet jo: Hvad skal der så ske med de mennesker, der er i Danmark på tålt ophold? Vi taler jo om folk, der er dømt for mord. Vi taler om folk, der er dømt for at udgøre en risiko for rigets sikkerhed, altså noget med terror. Vi taler om folk, der har begået voldtægt. Det er folk, som i forbindelse med dommene for drab, risiko for rigets sikkerhed, voldtægt osv. er blevet dømt til udvisning af Danmark, men ikke vil respektere den udvisningsdom.

De her mennesker har vi vadende rundt i det danske samfund i dag, og hr. Morten Østergaard ønsker ikke, at de skal isoleres på øen Lindholm, for der er alle mulige ting, der er galt med det. Nu er stafetten altså gået videre, så nu spørger vi hr. Morten Østergaard: Hvad skal der så ske med de her mennesker i fremtiden?

Ordføreren.

Miseren her starter jo faktisk, da hr. Kristian Thulesen Dahl har nøglerollen, for man beslutter sig for at samle alle – både dem, der er på tålt ophold, og dem, der er afviste asylansøgere, alle dem, der er enlige – i det tidligere åbne fængsel Kærshovedgård i Midtjylland. Det var imod alle anbefalinger fra folk, der har forstand på det, for der kommer ikke noget godt ud af at samle alle folk det samme sted. Det tror jeg man kan tale med om i Bording i Midtjylland, og hr. Kristian Thulesen Dahl er nok ikke helt ubekendt med det midtjyske. Jeg tror ikke, at man får meget ros dér for den indsats, Dansk Folkeparti gjorde. Jeg skulle hilse og sige nede fra Stegekanten, at man heller ikke får meget ros for forslaget om at flytte hele problemet til en anden del af Danmark.

Derfor tror jeg, at man er nødt til at gøre to ting. For det første skal man det, hr. Kristian Thulesen Dahl jo ikke ville være med til, f.eks. med Marrakeshaftalen, nemlig sørge for, at lande helt grundlæggende bliver bedre til at leve op til det ansvar, det er, at deres egne borgere opholder sig ulovligt i et andet land; så skal de tage dem tilbage. Det kræver mere internationalt samarbejde, ikke en grænsebom.

For det andet skal man altså sørge for her at håndtere dem, der er her, på en måde, så man ikke koncentrerer problemet ét sted, men sådan at lokalsamfundet kan sætte sit præg på dem, i stedet for at de tager ét lokalsamfund som gidsel.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jamen det sidste er jo fuldstændig sort snak. Det er fint med internationalt samarbejde, og kunne man få landene til at tage deres egne statsborgere hjem, ville det være glimrende. Men indtil det sker, har vi altså et aktuelt problem med folk, der er dømt for mord; folk, der er dømt for voldtægt; folk, der er dømt for at være en risiko for rigets sikkerhed, altså inden for terrorbestemmelserne i straffeloven. I forbindelse med de domme er de blevet udvist af Danmark, og det vil de ikke effektuere.

Er hr. Morten Østergaards svar så i forhold til dem, at de skal leve rundt i lokalsamfundene, for hvis bare de er spredt ud i hele landet, skaber de ikke utryghed eller hvad? Eller tror hr. Morten Østergaard ikke, at de så spreder usikkerhed rigtig mange steder? Og er det nemmere for politiet at holde styr på de her mennesker, hvis de er spredt ud over hele landet? Altså, prøv lige at forklare lidt mere om, hvad det er, De Radikale forestiller sig der skal ske i praksis.

Hr. Morten Østergaard.

Men det er jo ikke fint med internationalt samarbejde, hr. Kristian Thulesen Dahl. Jeg havde forstået det sådan, at en af de store erkendelser for Dansk Folkeparti var, at et af problemerne var, at man ikke fik stoppet den her Marrakeshaftale, som ordret bl.a. handler om, at lande er forpligtet til at tage deres egne statsborgere hjem. Så vi andre må jo gøre det hårde internationale arbejde, for der er Dansk Folkeparti jo aldrig til rådighed; I er herhjemme.

I forhold til det konkrete vil vi ikke være med til at skabe utryghed i hverken Bording eller Stege ved at koncentrere alle det samme sted. Så ja, løsningen må være at lave mindre faciliteter, men der venter vi jo på regeringens udspil. Vi er enige om, at det ikke skal være Lindholm – om ikke andet, fordi det er astronomisk dyrt.

Tak. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Nu til noget andet. Det Radikale Venstre ønsker jo ligesom SF at sætte turbo på den grønne omstilling, og det kræver finansiering, og jeg tror også, vi er enige om, at det kræver socialt set rimelig finansiering. Vi har jo alle sammen set, hvad der er sket i Paris med De Gule Veste med den vrede, der opstår, når dem, der har mindst, føler, at de skal bære den økonomiske byrde, og det tror jeg vi er enige om ikke skal ske i Danmark. Vil Det Radikale Venstre være med til at skaffe den her finansiering målrettet grøn omstilling, enten gennem f.eks. grønne afgifter, hvor man kan kompensere med den grønne check til de lavestlønnede, dem med de laveste indtægter, eller gennem kapitalbeskatning, som jo også har en socialt set rimelig profil?

Ordføreren.

Jeg tror for det første, at man nok skal være lidt varsom med lige at lave den hurtige analyse af, hvad det var, der foregik i Frankrig. I hvert fald kan man sige, at det var grønne afgifter på benzin, som var en del af diskussionen dér, men det mener vi nu alligevel er en del af løsningen, altså det at have grønne afgifter. Det er jo, fordi det skal påvirke adfærden, og det skal det jo hos alle, sådan at vi får mindre forurening. Så den del af det er vi enige om.

Så er der spørgsmålet om den grønne check. Den blev indført for at dække over nogle afgifter, bl.a. PSO'en, som siden hen er blevet afskaffet. Derfor må jeg sige, at når det handler om omfordeling, vil vi hellere gøre det ad fordøren, så vil vi hellere afskaffe fattigdomsydelserne og dermed hjælpe dem på overførsler, i stedet for at komplicere skattesystemet. Eller, hvis det drejer sig om de ældre, vil vi hellere hjælpe dem med en større ældrecheck, eller hvad man nu kan forestille sig. Det er bedre end med en grøn check, som vi nu kan se i virkeligheden dækker noget, som vi i mellemtiden har afskaffet.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg lagde godt mærke til, at Det Radikale Venstre som en del af en finanseringsplan afskaffede den grønne check. Det synes vi er rigtig ærgerligt i SF, når hele verdens klimaøkonomer netop anbefaler, at man laver CO2-beskatning, eller noget, der svarer til det, og så betaler en dividende tilbage til dem, der har mindst, sådan at social ansvarlighed går hånd i hånd med netop grønne afgifter, som kan påvirke os alle sammen. Men hvis vi alene får afskaffet fattigdomsydelserne, som vi gerne vil, går vi jo bare tilbage til status quo. Vi bliver nødt til også at lave massiv omfordeling i forhold til de grønne afgifter, der er nødvendige.

Ordføreren.

Jeg er ikke uenig i, at det er vigtigt at holde social retfærdighed for øje. Vi går i øvrigt også ind for et meget gerne europæisk system, hvor man altså laver en CO2-beskatning og giver folk pengene, som man får ind på det, igen. Men jeg siger bare, at jeg synes, man skal adskille tingene. Hvis man vil forsøge at kompensere folk en til en for deres udgifter til de grønne afgifter, får man jo ikke den adfærdsændring, man ønsker, og derfor vil vi have omfordelingen ad fordøren med de instrumenter, vi har til det. Det er jo velkendt, at vi har holdninger til boligbeskatning og alt muligt andet, men så til gengæld gerne vil beskatte forurening noget mere.

Tak, så er det Enhedslisten. Fru Mai Villadsen.

Tak for det, tak for talen og de fine ord om den grønne omstilling. Jeg vil følge lidt op på den tidligere taler og også spørge ind til både den grønne omstilling, men også til, hvordan den skal finansieres, eller rettere, hvem der skal finansiere den. For hr. Morten Østergaard nævnte jo Dansk Industri i sin tale og nævnte deres klimaplan, og jeg har også set flere radikale ordførere kalde den både ambitiøs, visionær og ansvarlig. Og bevares, målsætningen er rigtig, rigtig flot. Men kigger man ned i planen og ser, hvem der finansierer den, så er det jo de arbejdsløse, de studerendes su og de fattige familiers grønne check, som skal betale for den grønne omstilling. Så derfor vil jeg gerne spørge hr. Morten Østergaard: Mener I også, at de største udledere af CO2 skal have skattelettelser, imens det er de fattigste i Danmark, der skal betale for den grønne omstilling?

Jeg synes for det første, at det er en meget ærgerlig udlægning af, at den største danske erhvervsorganisation i virkeligheden kommer med et forsøg på et samlet bud. Jeg skal ikke tages til indtægt fra a til z for, hvad der står i det. Men jeg synes egentlig, det fortjener ros, også fra den yderste venstrefløj, at man har et erhvervsliv, der er så offensivt på den grønne omstilling. Det tror jeg der er mange lande der ville ønske sig de havde.

Så synes jeg også, at hvis man kigger på tværs af, hvad Radikale Venstre står for – og jeg ved godt, man nogle gange har et ønske om at skyde os noget andet i skoene – så synes jeg ikke, at det er et korrekt billede. Når vi kæmper imod fattigdomsydelser, er det jo for at bekæmpe fattigdom hos dem, der har det sværest i Danmark. Når vi grundlæggende arbejder for lavere skat på arbejde og til gengæld højere skat på f.eks. bolig eller forbrug, er det jo også noget, som sagtens kan laves på en socialt ansvarlig måde. Og derfor tror jeg egentlig ikke, vi er så uenige, når det kommer til stykket.

Men det er rigtigt, at vi ikke er til den der knopskydning i skattesystemet, som komplicerer det. Altså, den grønne check blev indført for at dække nogle afgifter, som siden hen er fjernet. Og derfor skal man selvfølgelig, hvis man laver en samlet skattereform, have blik for fordelingseffekterne af dét. Men det nytter bare ikke noget at tro, at alting skal kompenseres med en check, hvis man ønsker en adfærdsforandring.

Fru Mai Villadsen.

Tak for det, og der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at vi i Enhedslisten selvfølgelig gerne vil rose de store ambitioner, der er i planen. Men vi er meget uenige i finansieringskilden.

Jeg vil gerne spørge ind til noget andet. For vi hører jo i de her dage rigtig mange partier sige, at klimaindsatsen ikke må gå ud over væksten. Deler hr. Morten Østergaard den prioritering, at væksten kommer før klimaet? Eller kan hr. Morten Østergaard garantere, at Radikale Venstre stadig står bag en klimaindsats med 70 pct.s CO2-reduktion i 2030, til trods for at det måske kommer til at koste nogle virksomheder lidt?

Jeg kan garantere – det tror jeg ikke engang jeg behøver – at vi selvfølgelig står fuldstændig på mål for det, vi gik fælles frem med i valgkampen om en 70-procentsreduktion af drivhusgasser i 2030. Ikke mindst fordi det jo spreder sig som ringe i vandet her, og senest har Venstre ved deres nye formand tilsluttet sig. Og jeg vil også gerne – apropos finansiering – svare på det: Ja, vi er da helt klar til at bruge råderum til at investere i den grønne omstilling. Hr. Jakob Ellemann-Jensen var inde på det tidligere. Og det tror jeg da også Enhedslisten er. Og det er da en fantastisk stemning, der er ved at brede sig. Noget af det råderum findes jo, fordi vi har været med til at tage nogle beslutninger, som Enhedslisten ikke var så glade for, men til gengæld plejer vi jo at være glade for så at bruge af råderummet sammen bagefter.

Tak. Så er det hr. Søren Pape Poulsen fra De Konservative.

Tak for det, og tak for en god tale med en masse engagement. Jeg har jo ufattelig store forhåbninger til hr. Morten Østergaard og hans parti. For jeg har jo et håb om, at når vi synes, der skal holdes fast i den ene ende af tovet, i forhold til hvordan økonomien skal styres i det her land, med det flertal, der nu er, så satser jeg på, at hr. Morten Østergaard som en del af det flertal, der har peget på den nuværende statsminister, vil holde fast i, at økonomien skal være i orden. Og når vi nu snakker om økonomi og der var meget engageret tale om erhvervslivet, vil jeg selvfølgelig spørge til generationsskiftebeskatning.

For det er mig simpelt hen en gåde, hvorfor det er så vigtigt, at det er lige dér, når virksomheden bare skal fortsætte. Der skal ikke ske noget med den, den skal bare have lov at fortsætte. Som den er i dag, skal den også være i morgen med en ny ejer, så man ikke tager kapital ud af virksomheden, men bare lader den fortsætte, så folk kan have deres arbejde. Jeg har forstået det sådan, at Det Radikale Venstre også bakker op om den skattestigning, men jeg hører jo gerne, hvis der er kommet nye tanker. Mens ellers forstår jeg simpelt hen ikke, hvorfor det er så vigtigt.

Altså, hvad mere kan man ønske sig end at have skabt håb og forventning langt ud over egne rækker, helt ind i den konservative hjertekule, hvis det er det, man har. Det er så stort, som det kan blive.

Men når det kommer til spørgsmålet om bo- og arveafgiften, var vi jo ikke en del af det flertal, som valgte at bruge en millard kroner, godt og vel, på at sænke den. Og det er jo, fordi vores prioritet er at sænke skatten på arbejde. Det har større samfundsgavnlig betydning. Man sænkede alle mulige andre skatter under den tidligere regering. Det var lidt ærgerligt, for det, der var brug for, var at sænke skatten på arbejde, og det var derfor, vi ikke var med.

Det, vi til gengæld er meget optaget af, er vilkårene for virksomheder, der har generationsskifte: at der er en model, som jeg tror skal være bedre end den, der er i dag, til at skabe tryghed og gennemsigtighed og forudsigelighed om, hvad vilkårene er, sådan at vi ikke risikerer, at gode familieejede virksomheder tvunget af beskatningssystemet ender med at sælge virksomheden i stedet for at lade den gå i arv.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig, at vi skal gøre noget ved personskatterne. Det diskuterer jeg da gerne videre. Men vil hr. Morten Østergaard ikke bekræfte – uanset hvad synspunkt han måtte have om det – at når vi diskuterer generationsskiftebeskatning, handler det jo ikke om, som man nogle gange hører nogle i debatten sige, at det er nogle få meget velbjærgede, der bare skal rage noget mere til sig selv, men at det sådan set bare handler om, om en virksomhed kan fortsætte. Så kan vi have forskellige holdninger til, hvordan modellen skal være. Vi synes jo ikke, der skal være den skat. Men det handler om, om vi i det mindste kunne blive enige om, at det her er noget, der vedrører alle slags virksomheder, også dem, der måske ikke har store overskud og ikke har kapital til et generationsskifte.

Det er fuldstændig korrekt, at den måde, som beskatningen er i dag, gør, at virksomheder kan være nødt til at realisere aktiver, som kan være produktionsapparat eller andet, for at have råd til at generationsskifte. Og det er derfor, at det måske for nogle simpelt hen bliver løsningen, at de så sælger den, og så arver man provenuet fra salget af virksomheden, i stedet for at den bliver på familiens hænder, hvilket ellers ofte er godt, for at virksomheden overhovedet bliver i Danmark. Så den interesse har vi tilfælles. Men jeg synes så også, man må sige, at den måde, man greb det an på, var lidt klodset. Altså, for nu er der så skabt en situation, hvor man, hvis man arver en stor virksomhed, har en lavere sats, end hvis man arver en lille slat penge. Og det er jeg ikke sikker på bliver opfattet som rimeligt, og derfor tror jeg, vi skal finde et andet og bedre system.

Så er det Alternativets hr. Rasmus Nordqvist.

Tak, og tak for en energisk tale, der fik lidt energi ind i rummet her. Det trængte vi til. Jeg kunne godt tænke mig at snakke lidt om nordsøolien. Det er noget, vi har været optaget af, og vi har med glæde set, at Radikale har rykket sig på den dagsorden. Det er et rigtig vigtigt ryk, der er sket i forhold til den ottende udbudsrunde, som man ellers skulle have haft tilladelse til at gå i gang med for halvandet år siden. Jeg er lidt nysgerrig på, hvad der er det næste skridt. Vil man fortsætte med at give forlængelser af tilladelserne til alle de udbud, der allerede er startet for lang tid siden? Vil man fortsætte med at give folk lov til at suge olie op af undergrunden, eller mener man med det her stop for det ottende udbud, at det også er et stop for at give yderligere forlængelser af de tilladelser, der allerede ligger?

Når vi har taget den beslutning at opfordre til, at man stryger den ottende udbudsrunde, er det, fordi vi kigger lidt på årstallene. De udvindingstilladelser, der er i gang, udløber i 2046, og i 2050 skal vi være helt fri for fossile brændsler i Danmark, og det er også den nye Europa-Kommissions mål, at Europa er det. Og så giver det jo ikke meget mening at give tilladelser til, at man langt ind i 2050'erne skal udvinde olie. Så det er vores holdning.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Nu kom der i går et svar fra ministeren, der viser, at den syvende udbudsrunde faktisk, så vidt jeg læser det, kan komme til at køre helt frem til 2052. Vil det sige, at man fra radikal side også vil gå ind og se på den syvende udbudsrunde, som er i gang, så vi får stoppet for oliejagten i Nordsøen? Den kommer jo også til at køre ind i 2050'erne.

Nej, for der er det, at der også skal være en troværdighed i, at man, når man indgår aftaler med den danske stat, ved, at de bliver overholdt. Og der er folk, der er i gang med at investere. Vi ved jo ikke, om det fører til udvinding – om de finder noget, de kan bruge, som er rentabelt. Lige nu ved vi, at der er nogen, der har tilladelse til noget, der slutter i 2046. Hvis de, der har fået tilladelse til at lede efter noget, finder noget, de vil udlede, kan de i princippet blive ved til 2052. Men det, vi siger nu, er: Stop for nye tilladelser til at lede efter det med henblik på at udvinde det langt ind i 2050'erne. Det synes vi er det rigtige tidspunkt. Og det skyldes jo også, at vi kan se, at vismændene anbefaler det af klimamæssige grunde, men også fordi det økonomisk betyder meget mindre, end det har gjort.

Den næste i rækken til korte bemærkninger er fru Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.

Tak for ordet. Tak for oplægget. Radikale Venstre er jo et parti, som har sine rødder i højskolebevægelsen, hvor frihed er et gennemgående træk. I stort set samtlige lande, der bygger på islamisk kultur, er der jo enten diktatur, borgerkrig eller andre forfærdeligheder. Det er ikke så længe siden, at vi kunne læse i Politiken, at den radikale stemmesluger fru Ida Auken havde haft møde med en imam, som ikke ville give hånd, fordi han fulgte sin islamiske tro og sine islamiske værdier, og det skabte vrede og gav fru Ida Auken en følelse af at være spedalsk, kunne vi læse.

Mener hr. Morten Østergaard, at mere islam i Danmark vil betyde mere eller mindre frihed, mere eller mindre ligestilling mellem kønnene og mere eller mindre demokrati?

Ordføreren.

Jamen velkommen i Folketinget til fru Pernille Vermund og Nye Borgerlige. Jeg må sige, at når jeg får sådan et spørgsmål, tror jeg, at det er noget af det, som kan forklare, hvorfor der var så mange, der blev skræmt af den debat, der var under folketingsvalgkampen. Altså, skal vi nu stå herinde og diskutere noget, som er så grundlæggende en frihedsrettighed, nemlig retten til at tro på det, du vil, og have den religiøse overbevisning, du vil? Det er fundamentalt i al vestlig kultur, en fundamental del af vores rettigheder, at vi ikke bedømmer folk på baggrund af deres religiøse overbevisning.

Ja, fru Ida Auken havde et kort møde med en, der ikke ville give hende hånden, og det er da måden at håndtere den slags ting på. Det er jo den måde, vi håndterer det på mellem mennesker. Men det at udskamme alle andre, der har den samme religiøse overbevisning, er for mig grundlæggende i fundamental strid med alt, hvad der er danske værdier, og derfor vil jeg slet ikke hoppe på den galej.

Fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. Jeg tvivler på, at det var det, der var danskernes svar i det her folketingsvalg. Noget af det, som jeg oplevede som en stor bekymring, var, at politikerne nægter at svare på de spørgsmål, de bliver stillet, og det hører vi så også her fra hr. Morten Østergaard, som jo åbenlyst ikke vil svare på, om islam og islamiske værdier som dem, fru Ida Auken blev mødt af forleden dag gennem imamen, der ikke ville give hånd, fordi fru Ida Auken er kvinde, og deres indflydelse på vores samfund giver mere frihed eller mindre frihed til danskerne.

Ordføreren.

Jeg har den opfattelse, at religion er en privatsag, og at religion ikke kan gøre hverken fra eller til, for det er mennesker, der gør fra eller til. Og hvordan nogle mennesker tolker deres religion, kan være vidt forskellig fra, hvordan andre mennesker tolker deres religion. Og derfor er jeg imod ufrihed af enhver slags, og jeg er imod ekstremisme af enhver slags, både den politiske og den religiøse.

For at være helt ærlig synes jeg, det er et ekstremt synspunkt, når man f.eks. fra Nye Borgerlige har sagt, at man ikke ønsker, at muslimer skal kunne få statsborgerskab. Jeg synes, det er ubehageligt, og jeg synes, det er i fundamental modstrid med de grundlæggende danske værdier.

Tak, og den næste spørger er hr. Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Ja, det sidste kan vi nok ikke blive uenige om. Men det, jeg egentlig vil sige, er først og fremmest tak, fordi man vil lave et opgør med symbolpolitikken. Nu, hvor man har fået smidt våddragten og er flyttet hjem til egen familie, kan vi lave et opgør med symbolpolitikken og diskutere det væsentlige.

Hr. Morten Østergaard gjorde en ting, som statsministeren glemte. Han tog fat på dansk økonomi – godt nok kun med tre sætninger, men det var dog væsentlig mere end statsministeren. Og som tidligere økonomiministre – det har vi jo tilfælles, vi har sikkert mere tilfælles, end godt er – skulle vi så ikke være enige om, at vi skulle få Danmark tilbage på reformsporet?

For jeg må indrømme, at når jeg hører hr. Morten Østergaards tale, er vi nok der, hvor selv jeg savner Margrethe Vestager, altså savner en radikal partileder, som taler om de udfordringer, dansk økonomi står over for, og taler om, hvad Danmark skal leve af, og hvordan erhvervslivet får bedre forhold.

Så skulle man ikke komme tilbage på reformdagsordenen igen? Det er vel trods alt det, der gør, at mange mennesker har et vist håb til Det Radikale Venstre de kommende 4 år.

Ordføreren.

Jamen altså, man kan opnå mere med en tale, end man kunne drømme om. Nu savner hr. Simon Emil Ammitzbøll-Bille så Margrethe Vestager. (Munterhed). Jo, jo, det rækker vidt, man forbløffes hele tiden. Men jeg kan også godt savne Margrethe Vestager, men jeg synes nu, hun gør det fremragende som EU-kommissær, og derfor tror jeg vi skal være rigtig glade for, at hun passer det på hele Danmarks vegne – og tak til regeringen og statsministeren for at genudpege hende.

Men til spørgsmålet om økonomien. Jeg synes jo faktisk, at jeg forsøgte meget klart at sige, at vi står vagt om, at økonomien skal blive stærkere i de kommende år, og når hr. Simon Emil Ammitzbøll-Bille ser tilbage på reformsporet, ligger der vel en vis portion selverkendelse i det. Altså, Liberal Alliance havde de afgørende mandater, og hvordan gik det med reformsporet? Måske ikke så godt endda, i hvert fald ikke i forhold til de regeringer, der gik forud.

Derfor vil jeg sige, at vores ambitioner jo er velkendte, og dem vil vi selvfølgelig kæmpe for. Nu må vi så se. Vi får en finanslovsforhandling her, hvor vi da håber at kunne komme igennem.

Spørgeren.

Jo, jo, men altså, jeg forstår det sådan, at man er gået ned til, at arbejdsudbuddet nu skal i balance, og det var så åbenbart prisen for, at Margrethe Vestager kunne få 5 år til. Det er så okay – eller det er det jo ikke, for dansk økonomi har stadig brug for nogen, der vil se på reformerne.

Lad mig citere hr. Morten Østergaard fra afslutningsdebatten i 2017. Der karakteriserede ordføreren sig selv som »en reformliderlig radikal speltgeneral«. Ja, undskyld udtrykket, det er ordførerens egne ord. (Morten Østergaard (RV): Jeg var der). Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige de her ord i den her pæne sal, men kunne man appellere lidt til, at den form for liderlighed ville vende tilbage? (Munterhed).

Ordføreren.

Jeg er benovet over al den opmærksomhed fra hr. Simon Emil Ammitzbøll-Billes side og ikke mindst hukommelsen om min gøren og laden i enhver sammenhæng, kan jeg forstå. (Munterhed). Det er dejligt at få opmærksomhed. Og man kan vel sige, at der ikke skal så meget til for at imponere mere end de 4 år, hvor Liberal Alliance havde de afgørende mandater, når det kommer til reformsporet. I hvert fald er der dannet en regering på grundlag af et ønske om at øge beskæftigelsen i Danmark, styrke råderummet. Det kræver nye ansvarlige beslutninger, og jeg vil da invitere Liberal Alliance til at melde sig ind i stedet for at stå lidt småsure ude ved siden af.

Tak. Jeg kan forstå, at det var en reference til en tidligere debat, hvor det ikke blev korrekset, men ellers skal vi nok lige prøve at holde en sådan lidt mere sober tone.

Den næste, der får ordet, er hr. Torben Schack Pedersen fra Venstre.

Jeg kan så ikke rose formanden for udtalen af mit navn.

Nå, men jeg vil sådan set prøve at gribe tråden, hvor hr. Morten Østergaard sluttede, nemlig i forhold til hvad der gør det her samfund rigere, hvad der gør det her til et bedre sted. Jeg er jo glad for den radikale tilgang, at Danmark er et godt sted – en positiv tilgang i stedet for den lidt triste tilgang, andre har til det. Og jeg glæder mig over tilkendegivelsen fra hr. Morten Østergaard af, at den aftale, som Det Radikale Venstre indgik med den tidligere regering om investorfradrag og aktiesparekonto, står ved magt.

Der kom desværre ikke et svar på spørgsmålet fra min kollega hr. Tommy Ahlers om aktieindkomstbeskatning, og det er jo ikke, fordi jeg er bekymret for nogle investorer. Men jeg er ret sikker på, at Det Radikale Venstre deler den samme opfattelse, som vi har i Venstre, nemlig at den beskatning, vi lægger på iværksætternes adgang til kapital – den kapital, der skal være med til at udvikle virksomhederne, den kapital, der skal være med til at give virksomheder inden for den grønne omstilling kapitalgrundlaget til at kunne ekspandere, til at forfølge drømmen, til at få ideen solgt uden for landets grænser – betyder noget, prisen på kapital betyder noget. Derfor vil jeg håbefuldt høre, om ikke vi kan få et svar på, om Det Radikale Venstre på nogen mulig måde kan se sig selv i en konstruktion, hvor aktieindkomstbeskatningen skal hæves, som regeringen jo har ønske om.

Jeg skal beklage min forkerte udtale. Det er selvfølgelig Torsten Schack Pedersen.

Ordføreren.

Nej, vi har samme analyse, nemlig at det er vigtigt, at kapitalbeskatningen ikke stiger, af hensyn til kapitalens ståen til rådighed for nye investeringer. Skattepolitik har det med at blive frygtelig kompliceret, men i virkeligheden er det ikke så svært. Det, man gerne vil have mere af, skal man beskatte noget mindre, og det, man gerne vil have mindre af, skal man beskatte noget mere. Derfor vil man se, at vi foreslår – og det kan være, at man ikke altid er enig i det – en højere skat på forurening. Vi vil også gerne – og det er vi vist enige om – sætte cigaretafgiften op, så vi får en bedre folkesundhed og mindre rygning. Men vi ønsker at styrke investeringerne, og derfor har vi ikke nogen forslag eller noget ønske om at medvirke til at hæve kapitalbeskatningen.

Tak for det svar. Det er positivt, at der forhåbentlig er et flertal her i Folketinget, som vil sikre, at iværksættere i Danmark har adgang til kapital, har muligheden for at skabe den vækst, som er forudsætningen for vores velstand og dermed vores velfærd.

Hr. Morten Østergaard var også inde på, at der var brug for reformer. Nu kunne man jo sådan lidt afhængigt af temperament glæde sig over, at der på forsiden af Berlingske i dag stod, at regeringens meget, meget ambitiøse finanslovsudspil bidrog med et øget arbejdsudbud på 125 personer. Det viste sig så at være en beklagelig fejl, for virkeligheden var, at det var en nedgang i arbejdsudbuddet på 125 personer. Jeg skal bare høre: Kan Det Radikale Venstre se sig selv i en finanslov, der begrænser arbejdsudbuddet og dermed mindsker velstanden i Danmark?

Ordføreren.

Regeringen er jo dannet, under forudsætning af at den førte politik ikke svækker arbejdsudbuddet – og hvis et initiativ gør det, må det suppleres af andre initiativer, der kompenserer – og at vi samlet set øger beskæftigelsen. Det er jo det, vi møder op til finanslovsforhandlingerne med, og det er jo der, retningen for den økonomiske politik udstikkes.

Må jeg så ikke bare i almindelighed sige: Skal vi ikke være enige om, at med et øget arbejdsudbud på plus eller minus 25 personer, er vi inde i det meget fintkalibrerede? Vi måler det i hele træskolængder, vil jeg sige.

Tak. Den næste spørger på listen er fru Kirsten Normann Andersen fra SF.

Tak for det. Vi skal tale om social ulighed i levetid, for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavede nemlig en undersøgelse her først på året, som viser, at en ufaglært mand på 30 år ikke alene kommer 8 år tidligere på arbejdsmarkedet end eksempelvis en jurist, men han dør også 7,6 år tidligere end juristen. Han har en forventet levealder på 76 år og en pensionsalder på 73,5 år. Og det betyder desværre meget få år på folkepension og sandsynligvis et pensionsliv i en sygeseng. Hvorfor skal pensionsalderen være ens, når det er sådan, at levealderen er så forskellig?

Ordføreren.

At pensionsalderen er ens, som den har været siden folkepensionens indførelse, er jo ikke i sig selv et argument for, at den skal blive ved med at være det. Jeg siger bare, at hvis man holder af folkepensionen, har man i hvert fald lært at leve med, at pensionsalderen er ens.

Vores bud på, hvordan man så håndterer det, at folk jo er forskellige, og at både deres arbejdsliv og deres liv i øvrigt kan gøre, at de tidligere end andre mister hele eller dele af evnen til at arbejde, er forslaget om den her seniorpension, som nu er blevet forhandlet på plads og kan indføres, og som betyder, at uanset hvem man er, uanset hvilken type uddannelse man har eller ikke har, uanset hvilket arbejde man har haft, så er man ens stillet. Det kan jeg egentlig godt lide – at vi behandler folk i samme situation ens. For det, man risikerer ved at gå ind og sige, at alle ufaglærte er ens – hvad de jo åbenlyst ikke er – er, at man går galt i byen, hvis man så efterlader en masse andre, som måske er dårligere stillet end den bedst stillede ufaglærte – dårligere – og har man så ikke begået en uretfærdighed mod dem?

Kirsten Normann Andersen.

Jeg har hørt det svar rigtig mange gange, men jeg tænker på den anden side, at vi jo taler om folkepension her. Altså, i forhold til den tid, hvor vi kan trække os tilbage fra arbejdsmarkedet, ikke fordi vi er gået på førtidspension, fordi vi er blevet syge, men tiden for folkepension, er der bare større og større forskel på, hvor lang tid vi får på folkepension. Og det er klart, at i takt med at folkepensionsalderen stiger, bliver det problem større. Hvad kan den unge mand forvente fra Radikale Venstre? Synes Radikale Venstre, at uligheden er okay, eller har Radikale Venstre faktisk også et svar til den her unge mand?

Ordføreren.

Vi synes for det første ikke, at uligheden er okay, men vi synes jo, at problemet består i, at den opstår for den unge mand. Altså, vi skal gribe ind, sådan at vi undgår, at ens arbejdsliv eller ens liv i øvrigt fører til, at man har en ringere sundhedstilstand.

Det andet er, at vi synes, det skal være muligt at gå fra også mere end de 3 år før, som Socialdemokraterne har talt om – altså op til 6 år før folkepensionsalderen, hvis man har mistet evnen til at arbejde. Og der er det bare, at principperne kolliderer lidt, for det synes vi egentlig skal være, uanset hvem man er – altså at det også skal gælde for den dårligst stillede sygeplejerske, også selv om vedkommende har mere uddannelse end den mest sunde og bedst stillede ufaglærte. Og det er jo det rimelighedsprincip, vi synes der skal være, altså at vi ikke skal straffe folk for at have taget en uddannelse, men at vi heller ikke skal straffe folk for ikke at have taget en uddannelse. Vi skal behandle folk, der er i samme situation, ens.

Tak for det. Og den næste er hr. Martin Geertsen fra Venstre.