Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
L 94 Bilag 1
Offentligt
2136536_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 16. januar 2020
./…
Til udvalgets orientering fremsendes hermed de samlede ikke-ministerielle høringssvar, høringsnotat
og udkast til forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (nationale affaldshåndteringsplaner
og nationale affaldsforebyggelsesplaner), som var i offentlig høring i perioden onsdag den 25.
september 2019 til og med fredag den 8. november 2019.
Formålet med lovforslaget er at gennemføre ændringer i artikel 28 om affaldshåndteringsplaner og
artikel 29 om affaldsforebyggelsesprogrammer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2018/851/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 2008/98/EF om affald (ændringsdirektivet).
Ændringsdirektivet skal være gennemført inden den 5. juli 2020.
Lovforslaget gennemfører de ændrede krav til affaldshåndteringsplanens indhold ved at supplere den
eksisterende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 46 c, stk. 2, der oplister krav til planens indhold,
med direktivets nye krav om vurdering af ordninger for særskilt indsamling af affald og
foranstaltninger til imødegåelse og oprydning af henkastet affald.
Forslaget gennemfører desuden de ændrede krav til affaldsforebyggelsesplanens indhold ved at
ophæve den gældende oplistning af indholdskrav i § 50 e, stk. 2. Planen vil fremover, lige som det er
tilfældet i dag, blive udarbejdet af miljøministeren i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 50 e, stk. 1, og
med et indhold, som opfylder Danmarks EU-retlige direktivforpligtelser. Efter ændringen skal
affaldsforebyggelsesplanen, udover de tidligere indholdskrav, indeholde en redegørelse for hvordan
Danmark efterlever kravene til forebyggelsesforanstaltninger samt et specifikt program for
forebyggelse af madaffald.
Der er tale om tilføjelser til bemyndigelsesbestemmelser, som udmøntes med den næste nationale
affaldsplan (både affaldshåndtering og affaldsforebyggelse), som forventes i ekstern høring og vedtaget
i 1. halvår 2020.
Lovforslaget forventes fremsat torsdag den 16. januar 2020.
Lea Wermelin
/
Anne Harborg Larsen
Miljø- og
Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk