Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 25:

Forslag til folketingsbeslutning om loft over tildeling af dansk statsborgerskab.

Af Susanne Eilersen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 07.11.2019).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver ordet til udlændinge- og integrationsministeren.

Dansk Folkeparti foreslår med det her beslutningsforslag, at der med en ændring af indfødsretsaftalen sættes et loft over, hvor mange personer der hvert år tildeles dansk statsborgerskab. Nærmere bestemt foreslår Dansk Folkeparti, at maksimalt 1.000 personer om året tildeles dansk statsborgerskab ved naturalisation eller ved erklæring. Forslaget er fremsat en hel del gange før. Faktisk har vi været i arkiverne og fundet ud af, at fru Pia Kjærsgaard på vegne af Fremskridtspartiet allerede tilbage i 1992 fremsatte et lignende forslag, der blev afvist af den daværende socialdemokratiske minister fru Pia Gjellerup. Senere er det blevet fremsat i 1994 og 1995 og 1996 og også tilbage i 2017 og ved forhandlingerne af et nyt indfødsretscirkulære i 2018. Heller ikke den her gang kan en socialdemokratisk regering støtte forslaget.

Grundlovens ordning er jo den, at dansk statsborgerskab kun kan tildeles ved lov. Det er altså Folketinget, der konkret tager stilling til, hvem der skal være dansk statsborger, og det sker i praksis efter nogle faste kriterier for dansk statsborgerskab, som er fastlagt politisk i en politisk aftale. På baggrund af de kriterier behandles ansøgningerne om dansk indfødsret, og heldigvis er der et bredt flertal i Folketinget, herunder ordføreren for forslagsstillernes eget parti, som står bag de her kriterier. Regeringen mener ikke, at det at få indfødsret skal ske på baggrund af et først til mølle-princip og således afhænge af, om man tilfældigvis nåede at søge, inden loftet blev nået. Tildelingen af dansk statsborgerskab bør efter regeringens opfattelse ske på baggrund af de krav og saglige kriterier, som aftaleparterne blev enige om med indfødsretsaftalen af 29. juni 2018. Det sker ud fra en tilgang om at føre en stram, men ikke en skør udlændingepolitik.

Det fremgår bl.a. af beslutningsforslaget, at det er noget ganske særligt og en gave at få et dansk statsborgerskab, og derfor er det ifølge forslaget afgørende, at man sikrer sig, at de udlændinge, der modtager statsborgerskabet, virkelig er danske. Endvidere fremgår det af forslaget, at udvælgelsen af de 1.000 personer skal ske på baggrund af kriterier om bl.a. sprogtest og beståelse af en indfødsretsprøve. Herudover skal personer fra Norden og Sydslesvig have forrang frem for andre ansøgere. Jeg er enig med forslagsstillerne i, at det er noget særligt at blive dansk statsborger, og det er netop på den baggrund, at vi stiller høje, men saglige og rimelige krav til dem, der vil være danske statsborgere.

At blive dansk statsborger skal ikke være noget, man kommer sovende til, og det mener jeg faktisk heller ikke det er i dag. Ansøgerne skal f.eks. dokumentere, at de kan sproget, at de er selvforsørgende, at de holder sig ude af kriminalitet, og at de har et kendskab til danske samfundsforhold. Jeg mener helt grundlæggende, at hvis man lever op til de strenge krav, skal man også kunne blive dansk statsborger. Det er ganske enkelt ikke fair, at en ansøger, der har haft sit liv her i Danmark, og som opfylder samtlige krav til at blive dansk statsborger, bliver mødt med et afslag, blot fordi vedkommende indgiver sin ansøgning senere end andre. Forestil jer, at den amerikanske statsborger, der størstedelen af sit voksne liv har boet i Danmark, er blevet dansk gift, har fået børn, er vokset op i Danmark, eller har fået børn, der er vokset op i Danmark, og har arbejdet i Danmark, skal have et afslag, fordi hun tilfældigvis er nr. 1.001. Det synes jeg ikke ville være rimeligt. Flere af de krav, som forslagsstillerne anfører i beslutningsforslaget gælder faktisk allerede i dag. Det gælder bl.a. kravet til ansøgernes danskkundskaber og til, at ansøgeren skal bestå indfødsretsprøven. Derudover er der allerede i dag lempeligere adgang til dansk statsborgerskab for nordiske statsborgere og dansksindede sydslesvigere.

Indfødsretsaftalen blev som bekendt indgået i sommeren 2018, hvor betingelserne for at opnå dansk statsborgerskab blev fastlagt. Jeg er godt tilfreds med den aftale, og jeg er også godt tilfreds med det politiske samarbejde, der er omkring den aftale, så jeg kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti har bedt om ordet.

Tak til ministeren for at have været i arkiverne og for hermed at kunne dokumentere dansk Folkepartis vedholdenhed. Vi har fremsat det samme forslag med omtrent det samme indhold og med de samme formuleringer siden 1992. Det er jeg faktisk ret stolt af, fordi det viser, at det her er noget, vi mener, og noget, vi synes er utrolig vigtigt. Derfor synes jeg også, det er lidt sørgeligt, at ministeren står og sådan indirekte gør nar af det og indirekte siger, at det er en skør udlændingepolitik. Det er det jo ikke. Altså, antallet betyder noget. Det ved vi alle sammen. Antallet af udlændinge i Danmark betyder noget, og antallet af dem, der får lov til at få arveret, og det er jo det, man gør, når man får statsborgerskab – bliver optaget i familien og får arveret – betyder ekstremt meget.

Derfor er mit spørgsmål til ministeren: Hvad er så det øvre tal for, hvor mange statsborgerskaber ministeren mener vi kan sige ja til pr. år?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at det er Dansk Folkepartis dybfølte ønske at få gennemført det her forslag. Jeg deltog også selv i forhandlingerne, da vi lavede et nyt cirkulære på området i sommeren 2018, og også der blev det fremført af Dansk Folkepartis forhandler. Så det er jeg sådan set ikke i tvivl om. Jeg ønsker heller ikke at gøre nar ad forslaget. Det, jeg siger, er, at hvis vi har nogle krav til at få dansk statsborgerskab og folk lever op til de krav, så synes jeg, de skal have et dansk statsborgerskab. Og ligesom vi ikke ønsker, at der skal være en bund, synes vi heller ikke, at der skal være en top. Det, vi til gengæld synes, er, at der skal være nogle stramme krav for at få tildelt dansk statsborgerskab. Det synes vi også at der er. Vi er godt tilfredse med den aftale, som er indgået.

Fru Marie Krarup.

Men de to ting udelukker jo ikke hinanden. Vi ønsker at fastholde de stramme krav, og vi vil gerne skærpe dem. Vi kan ikke se noget problem i, at det kræves, at man har boet i landet i 20 år eller 30 år, før man kan få statsborgerskab. Så de stramme krav skal selvfølgelig være der og gerne strammes.

Men derudover skal det simple antal skæres ned, fordi der skal være en eller anden proportion, i forhold til hvor mange der bor i landet. Vi kan simpelt hen ikke acceptere, at der kan skabes parallelsamfund af folk, der har statsborgerskab. Man kan jo godt bo i Danmark uden at have statsborgerskab. Der er jo ingen grund til at gå det sidste skridt for alle, der har boet her i længere tid.

Så er det ministeren.

Igen tak for spørgsmålet. Jeg vil sige, at det jo ikke har noget at gøre med, hvor mange der bor i landet. Antallet af udlændinge i Danmark har ikke noget med det her at gøre. Det handler om, hvor mange der får et dansk statsborgerskab. Her har jeg det bare selv sådan, at det er helt rimeligt, at staten stiller krav til at uddele danske statsborgerskaber, og jeg synes, det er helt logisk, at det er nogle krav, der handler om sprog, beskæftigelse og kriminalitet. Det synes jeg er helt fuldstændig logisk, og Folketinget har ad mange omgange skærpet de krav, og jeg har selv været med til det ad et par omgange. Og jeg synes faktisk, at vi er ved at få skruet nogle krav sammen, som giver god mening. Men så skal det også være sådan den anden vej rundt. Når folk så faktisk lever op til de krav, synes jeg, det er helt rimeligt, at de så også får tildelt statsborgerskabet og ikke skal stille sig i en kø.

Hr. Sikandar Siddique fra Alternativet.

Tak til ministeren. Jeg er glad for, at ministeren ikke bakker op om forslaget; vi har jo set, at den socialdemokratiske regering langt hen ad vejen fører den tidligere regerings udlændingepolitik videre. Også tak for historielektionen; for et nyt medlem som mig var det interessant at få at vide, at det er et forslag, som fru Pia Kjærsgaard også fremsatte, da hun var medlem af Fremskridtspartiet.

Jeg vil høre ministeren om noget, for ministeren nævner en stram og skør udlændingepolitik. Kan ministeren være mere konkret, med hensyn til hvor skillelinjen ligger mellem en stram og en skør udlændingepolitik?

Ministeren.

Jeg håber, at jeg fik sagt, at regeringen er tilhænger af, at der skal føres en stram og ikke en skør udlændingepolitik. Men hvis jeg nu skal blive på indfødsretsområdet, vil jeg sige, at den tidligere minister f.eks. havde besluttet, at for at kunne dokumentere, at man levede op til opholdskravet for at få dansk statsborgerskab – det er et krav, der handler om, at man selvfølgelig skal opholde sig i Danmark for at have vist en tilknytning til Danmark, før man kan få dansk statsborgerskab – så skulle man vedlægge dokumentation for samtlige udlandsophold, man havde været på. Og det synes jeg måske var lidt for meget, fordi det betød, at folk kontaktede gamle arbejdsgivere for at få at vide, hvornår de havde været på tjenesterejse, og at hvert eneste weekendophold i Malmø eller i Hamborg eller i London skulle skrives på.

Det synes jeg var en anelse skørt, og derfor besluttede jeg, at det var der ikke behov for. Vi har stadig væk de samme krav, altså opholdskravet er stadig væk det samme, men den dokumentation, man skal vedlægge for at søge statsborgerskabet, er blevet skruet sammen til noget, som jeg selv synes giver mening, nemlig at man skal dokumentere, at man lever op til kravet, og ikke notere, hver eneste gang man har været i Malmø.

Hr. Marcus Knuth fra De Konservative. Nej, undskyld, hr. Sikandar Siddique har jo selvfølgelig en runde mere.

Du må ikke snyde mig for mit andet spørgsmål. Tak til ministeren. Er ministeren af den opfattelse, at et statsborgerskab almindeligvis bidrager til inklusion i samfundet og er med til at nedbryde parallelsamfund?

Ministeren.

Jeg tilhører nok ikke dem, der mener, at man skal uddele statsborgerskaber for at motivere folk til at blive integreret i det danske samfund. Jeg tilhører nok mere dem, der mener, at man skal stille nogle høje krav til folk for at opnå permanent ophold og siden hen statsborgerskab, fordi det at få stillet krav kan være med til at få folk op på dupperne og blive integreret i det danske samfund. Jeg tror faktisk, det har været med til at styrke integrationen, at vi har skærpet kravene for at få permanent ophold og statsborgerskab.

Jeg skal lige anmode om, at man, når man gerne vil have ordet i anden omgang, husker at trykke sig ind. For det er jo ikke nogen selvfølge, at man gerne vil have ordet. Der er ikke udtalepligt – der er udtaleret.

Så er det hr. Marcus Knuth.

Tak, hr. formand. Jeg bemærkede, at ministeren sagde, at han var meget tilfreds med de nuværende regler for at opnå dansk statsborgerskab. Det er jo rigtigt, at vi strammede lidt op på reglerne for et års tid siden, men når man kigger på, hvor meget og hvor omfattende kriminalitet man i dag kan begå – man kan jo sidde i fængsel i op til 1 år og stadig væk få dansk statsborgerskab i sidste ende – mener ministeren så virkelig, at reglerne er gode nok, som de er, altså når man kan sidde i fængsel i helt op til 1 år og stadig væk få dansk statsborgerskab?

Ministeren.

Jamen jeg har det helt generelt sådan, at vi jo ikke skal fryse fast i fortiden. Der kan sagtens være behov for at justere hist og pist i reglerne, også på indfødsretsområdet. Men når jeg kigger på det samlede aftalekompleks, synes jeg, det ser fornuftigt ud. Og når vi behandler lovforslag om at tildele indfødsret – det gør vi jo lige for tiden – kigger jeg på lovforslaget og tænker: Det her er mennesker, der har levet op til nogle rimelig skrappe krav, og det føler jeg mig rimelig tryg ved. Det gjorde jeg ikke, da jeg blev valgt til Folketinget i 2015, hvor vi havde et par lovforslag, før der blev strammet op, og hvor jeg vidste, at der var en masse mennesker på, der simpelt hen ikke talte dansk, fordi de havde fået dispensation fra det krav. Men det har vi heldigvis fået ryddet lidt op i.

Hr. Marcus Knuth.

Tak. Jeg er glad for, at ministeren ikke bare lukker helt af for en fremtidig samtale om det her. Jeg er jo ny på indfødsretsområdet, men jeg ved, at man bl.a. også kan få dansk statsborgerskab, hvis man har begået personfarlig kriminalitet og har fået helt op til 3 måneders fængsel. Altså, man kan virkelig begå alvorlig vold mod andre mennesker og få 3 måneders fængsel og stadig blive dansk statsborger. Så jeg vil egentlig bare sige tak for fleksibiliteten, og jeg håber, vi kan tage en grundigere snak om at prøve at stramme op på det her, så kriminelle i den kategori ikke fremover får dansk statsborgerskab.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at indfødsretsaftalen jo er en politisk aftale, som danner grundlag for et cirkulære, der bliver administreret efter, og det er en aftale, som Det Konservative Folkeparti også indgår i. Derfor er ordføreren for Det Konservative Folkeparti altid velkommen til at skrive og bede om, at der bliver sat punkter på dagsordenen til næste møde i aftalekredsen, og så vil vi selvfølgelig diskutere det, så vi kan vurdere, hvad der er af fordele og ulemper, også i det, hr. Marcus Knuth nævner her.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Tak for det, formand. Jeg noterer mig, at der jo er to diskussioner her. Altså, der er spørgsmålet om de kvalitative restriktioner og krav, som stilles ved tildeling af naturalisation. Og der er vi jo kommet tættere på hinanden igennem de seneste år, altså os og Socialdemokratiet, fornemmer jeg. Men så er der jo den kvantitative del, og der oplever jeg, at ministeren blander de to ting sammen. Det her forslag handler jo om det kvantitative element – altså at sige, at der, uanset hvor dygtig man er blevet til at tale dansk, og hvor meget man ved i forhold til spørgsmålene i indfødsretsprøven, simpelt hen er en grænse for, hvor mange vi mener kan inddæmmes i den danske familie hvert år.

Som jeg hørte ministeren, afviser han forslaget. Og derfor vil jeg så bare spørge helt åbent, for det kan jo være, vi bare har ramt det forkerte tal – det kan jo godt være, at 1.000 er for restriktivt for ministeren, eller hvad ved jeg: Ser ministeren overhovedet noget kvantitativt problem ved tildeling af indfødsret? Er der overhovedet en grænse for ministeren?

Ministeren.

Vi ønsker kvalitative krav for opnåelse af statsborgerskab, hvis jeg skal blive i spørgerens begrebsverden. Der, hvor vi ønsker at føre kvantitativ politik, er i forhold til tilstrømningen. Det er en meget relevant diskussion, og vi er altid åbne over for forslag, der kan være med til at nedbringe andelen af spontane asylansøgere inden for rammerne af grundloven og konventionerne. Det synes jeg er en væsentlig kvantitativ diskussion, men når folk har fået ophold, er det vores synspunkt, at der skal stilles krav til, hvordan og hvornår man kan få permanent ophold, og hvis de lever op til dem, er det vores opfattelse, at de så skal have tildelt det. Og vi skal stille nogle kvalitative krav i forhold til at få tildelt statsborgerskab, og hvis folk lever op til dem, skal de også have det. Det er, fordi vi simpelt hen mener, at det er gavnligt for integrationen, at der bliver stillet sådan nogle krav, og at vi er meget præcise og kan sige til folk, at hvis de lever op til de krav, får de permanent ophold eller statsborgerskab – medmindre der selvfølgelig kommer en eller anden sikkerhedsvurdering fra PET eller noget andet, som Folketinget vælger at lægge vægt på, og man dermed vælger at pille folk af lovforslaget, men det er jo en gængs procedure, som et bredt flertal har bakket op omkring i mange år.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg synes, det er dybt bekymrende, at ministeren ikke kan se, at der også er et spørgsmål om hvor mange. Altså, det forhold, at man taler dansk, kan bestå en indfødsretsprøve, og at man kan stille en økonomisk garanti, har jo tydeligvis ikke været nok for at forhindre folk, der ønsker Danmark det ondt, i at få dansk indfødsret. For hvis det var tilfældet, havde ministeren jo ikke bedt om den hjemmel, han for nylig bad om for administrativt at kunne fratage indfødsretten igen.

Så jeg skal bare høre ministeren – for jeg tror, der er mange, der vil være forundret over det her – om der ifølge Socialdemokratiet og ministeren ingen grænse er for, hvor mange der kan få indfødsret, bare de er i stand til at leve op til de kvalitative krav.

Ministeren.

Jeg mener faktisk, Dansk Folkeparti ender med at rette opmærksomheden det forkerte sted hen. Vi anerkender, at der er en væsentlig antalsdiskussion – altså en kvantitativ diskussion – men den problemstilling skal løses i forhold til tilstrømningen; det er dér, vi håndterer det. For det handler jo om, hvor mange mennesker der opholder sig i vores samfund. Vi mener ikke, at det er et problem, at Folketinget det her efterår behandler et lovforslag, som tildeler statsborgerskab til mere end 1.000 mennesker. Vi synes, det er godt, fordi det er et udtryk for, at der er mere end 1.000 mennesker, der har levet op til de krav, vi har stillet.

Så er det fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

Tusind tak. Først og fremmest nævner ministeren selv det med kriminaliteten; at der er nogle kvalitative krav, man skal leve op til, eksempelvis det, at man ikke begår kriminalitet. Nu er det jo sådan, at på det lovforslag, som vi skal stemme om i næste uge, nemlig indfødsretslovforslaget, er der faktisk folk, der er dømt for ganske alvorlig kriminalitet. Hvordan hænger det sammen med, at ministeren siger det her med, at der selvfølgelig skal være nogle krav til dem, der får indfødsret? For mig bekendt har Socialdemokratiet og ministeren tænkt sig at stemme for det her lovforslag, hvor der også er dømte kriminelle på.

Ministeren.

Før en ansøger kommer på lovforslaget, bliver der udført et tjek i Kriminalregisteret for at finde ud af, om folk er dømt for så alvorlig kriminalitet, at de ikke skal kunne få tildelt statsborgerskab. Men vi laver også en kørsel, efter at lovforslaget er fremsat, og der sker det en gang imellem, at der popper nogle ekstra navne op. Det er derfor, at vi har stillet nogle ændringsforslag, som skal pille nogle af de navne af lovforslaget, fordi vi efter førstebehandlingen kan se, at de har begået kriminalitet.

Der kommer også til at være en kørsel, efter at lovforslaget er vedtaget, altså efter at statsborgerskabet egentlig er blevet tildelt, for at se, om statsborgerskabet er blevet tildelt på baggrund af forkerte oplysninger, altså ved svig. Det er en ny regel, der er blevet indført efter den sidste politiske aftale, der blev indgået. Det kan godt være, at vi kommer i en situation, hvor der også er nogle, der skal have frataget deres statsborgerskab, fordi vi vurderer, at det er blevet tildelt ved svig.

Men ved de her kørsler i Kriminalregisteret vurderer man jo, om folk har begået kriminalitet, der er over det vandelskrav, som indgår i den nye aftale. Man kan godt have begået kriminalitet, som ikke er så alvorlig, og som betyder, at man alligevel får tildelt statsborgerskab. Så kan vi selvfølgelig diskutere, hvor den grænse skal gå.

Fru Mette Thiesen.

Jeg er sådan set klar over, at man har sorteret nogle fra, og det er bestemt glædeligt. Men der er stadig væk en forholdsvis stor del, der er dømt for kriminalitet, og som er kommet på lovforslaget, og som ikke bliver taget af igen. Og med det, som ministeren siger, må jeg forstå ministeren sådan, at man med den tilgang, ministeren har, og den tilgang, ministerens parti har, vil tildele dansk indfødsret, altså den største gave, vi kan give i Danmark, ud fra, at man sorterer de værste fra – i stedet for at kigge på, hvem der faktisk vil være til gavn for Danmark. Det er det, jeg synes er lidt problematisk. Når man kan stå og argumentere for, at det er ganske fint, at mennesker, der har begået ganske alvorlig kriminalitet, og hvor der er gået den her karensperiode, godt kan stå på det her lovforslag, og når ministeren og ministerens parti selv vil stemme for, synes jeg ikke rigtig, at det hænger sammen.

Så er det ministeren.

Jamen vi stemmer for, fordi vi har indgået en politisk aftale. Så synes vi, det er helt naturligt, at man stemmer for det, der er udmøntningen af den politiske aftale, som i det her tilfælde er et lovforslag om at tildele indfødsret. Og det er rigtigt, at der godt kan være folk, der har begået kriminalitet, som står på det lovforslag. Det kan enten være, fordi det er en så mild kriminalitet, at det ligger under grænsen for, hvornår det er så alvorligt, at man ikke skal kunne få statsborgerskab, eller det kan være, fordi det er så lang tid siden, at karenstiden er udløbet. Både grænsen for, hvornår vi synes, at det her er alvorligt nok, og karenstiden kan selvfølgelig diskuteres politisk. Det kan det altid, men nu er der nu engang indgået en aftale, og så er det vel rimeligt nok, at de ansøgere, der lever op til den aftale, også fremgår af lovforslaget.

Hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det. Nu vil jeg godt lige følge op der, hvor hr. Sikandar Siddique sluttede, nemlig i forhold til den der sondring mellem, hvad der er stramt, og hvad der er skørt. Der er det jo sådan, at med det sidste cirkulære, der blev lavet i 2018, fik man også indført den her grundlovsceremoni, som håndtrykket også var en del af, og ministerens partifælle, den daværende indfødsretsordfører for Socialdemokratiet, Astrid Krag, meldte ud, at det ville Socialdemokraterne ikke støtte som et krav i forbindelse med grundlovsceremonien.

Nu har ministeren så selv oplyst, at man nu støtter håndtrykskravet, og at ministeren vil tage rundt for at se, hvordan det med håndtrykket virker. Der kunne jeg da godt lige tænke mig at høre, om ministeren er kommet længere i forhold til at finde ud af, hvordan det virker med det her håndtryk, og om ministeren ikke er enig i, at det kan virke en lille smule skørt, at man skal rejse rundt for at se, hvordan det virker med et håndtryk? I hvert fald ser jeg frem til den redegørelse, som må komme, om, hvordan det så virker med det her håndtryk.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, at noget af det bedste i den aftale, der blev indgået i sommeren 2018, er de her nye grundlovsceremonier. Jeg synes kun, det er godt, at man tropper op nede på det lokale rådhus og får sagt hej til borgmesteren og får taget billede til lokalavisen. Jeg tror også, at jeg har udtalt et par steder, at så får man måske nogle saltstænger og noget Faxe Kondi, og så deltager man i en lille højtideligholdelse af det at få dansk statsborgerskab. Det synes jeg kun er positivt.

Så har der været en stor diskussion om håndtrykket. Jeg har det selv sådan, at hvis man virkelig har problemer med at give en kvindelig borgmester hånden, så skulle man måske overveje, om det er det rigtige land, man har søgt statsborgerskab i. Derfor er det heller ikke noget, der virkelig får blodet til at boble i min krop, at man stiller det krav. Men jeg kan godt høre, at der er en helt enorm opmærksomhed omkring det, også fra en række borgmestres side, og derfor har jeg besluttet mig for at gå lidt lavpraktisk til sagen og så indgå en aftale med indtil videre tre-fire kommuner, tror jeg det er, om, at jeg kommer ud og deltager i de her ceremonier, ikke for at inspicere håndtrykket isoleret, men for at inspicere, hvordan de her ceremonier kører. For jeg synes, det er helt naturligt, når man indfører noget nyt, at man så også evaluerer det, når det er kommet i gang.

Hr. Peder Hvelplund.

Jeg er jo fuldstændig enig i, at det kan være fint at afholde sådan en ceremoni. Jeg synes jo også, at det er dejligt, når vi herinde på Christiansborg afholder statsborgerskabsdagen, hvor man kommer ind og deltager i en festligholdelse. Spørgsmålet er det der med, om man decideret skal gøre det til en betingelse for at opnå statsborgerskab. For man kan jo godt være en god statsborger, selv om man ikke nødvendigvis møder op til sådan en ceremoni.

Men jeg kunne godt tænke mig bare lige at spørge ministeren, om ministeren har en holdning til det der med, at vi nogle gange vedtager nogle regler, f.eks. den om grundlovsceremonien og dermed også håndtrykket, og at det nogle gange får nogle afledte effekter, som vi faktisk først bagefter bliver klar over skaber nogle problemer, f.eks. når vi sidder i Indfødsretsudvalget og skal tildele statsborgerskab. Nu har vi f.eks. diskuteret situation med bipersoner, altså børn af forældre, der får statsborgerskab. Her kan der være et problem, hvis de når at blive 18 år i perioden, fra de er kommet på lovforslaget, og så til, at der bliver afholdt en grundlovsceremoni ude i kommunerne. Det har man ikke rigtig tænkt over, da man lavede cirkulæret, og det gør, at vi får en hel masse afledte problemer, vi skal sidde og finde løsninger på efterfølgende. Er ministeren enig i, at det nogle gange kan være lidt uhensigtsmæssigt, at man ikke altid gennemtænker konsekvenserne?

Så skal ministeren svare.

Jeg er i hvert fald meget enig i, at jo flere gange vi ændrer lovgivningen – det gælder både på udlændingeområdet og andre steder – jo større risiko er der for, at der opstår nogle uhensigtsmæssigheder, man ikke kunne komme i tanker om, enten da man sad og lavede en politisk aftale, eller da embedsmændene sad og skrev lovgivningen.

Jeg vil så sige, at for at få dansk statsborgerskab har man i et stykke tid skullet underskrive en erklæring, hvor man underskriver på tro og love, at man tilslutter sig nogle demokratiske værdier og sådan noget. Det synes jeg er utrolig positivt, men jeg synes, at vi har haft et problem med, at det ikke er blevet højtideligholdt. Det risikerer bare at foregå på en sådan lidt sjusket måde, og jeg synes egentlig, det er meget fornuftigt at sige: Prøv lige at høre, det at få dansk statsborgerskab er altså noget, vi gerne vil have du tager alvorligt; det er ikke bare et spørgsmål om, at du får et pas, så du kan komme lettere igennem lufthavnen; vi synes, det er ret væsentligt, og derfor vil vi gerne have, du deltager i en ceremoni med det formål at højtideligholde det. Det er der også andre lande der gør, og jeg synes faktisk, det er en god idé. Jeg glæder mig i hvert fald til at deltage i den første, som jeg skal deltage i.

Vi siger tak til ministeren, og så går vi til ordførerrækken, og den første er hr. Rasmus Stoklund. Jo, det er hr. Rasmus Stoklund! Nu skal jeg lige forklare, hvordan det bliver. Det er sådan, at der er ordførerrækken, og fru Marie Krarup som ordfører for forslagsstillerne har fået lov at splitte sin taletid op. Men fru Marie Krarups taletid som almindelig ordfører kommer i den rækkefølge, som er givet, og det vil sige, at det er efter hr. Morten Dahlin fra Venstre. Og så får fru Marie Krarup 5 minutter til sidst.

Så derfor er det nu hr. Rasmus Stoklund fra Socialdemokraterne.

Tak. I Danmark har vi strenge krav til, hvordan man opnår dansk statsborgerskab. De regler har vi senest i sommeren 2018 skærpet sammen med forslagsstillerne – jævnfør dette beslutningsforslag – og den tidligere regering. I Socialdemokratiet mener vi ikke, at der skal sættes et loft over, hvor mange personer der hvert år tildeles dansk statsborgerskab, sådan som Dansk Folkeparti her foreslår, med et loft på 1.000 personer om året. Forslaget vil betyde, at folk, der har gjort alt det rigtige for at få dansk statsborgerskab og lever op til alle krav, vil blive afvist. Forslaget lægger reelt op til, hvad der vil blive en lodtrækning eller et først til mølle-princip, og det mener vi i Socialdemokratiet ikke er rimeligt. På den baggrund kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Fru Marie Krarup.

Tak, fordi jeg godt må sige noget nu. Jeg vil godt opponere imod her først til mølle-princip. Det er jo kvalitative krav, vi omtaler i beslutningsforslaget. Altså, når vi siger, at der kan gives ca. 1.000 – det kan også være lavere, 1.000 er ikke et magisk tal, men altså et bestemt antal statsborgerskaber om året – så er det jo ikke en lodtrækningskonkurrence. Så vil det jo være et spørgsmål om, hvem der bedst lever op til de krav, som man kan stille. Så det er ikke først til mølle. Jeg synes, man lige skal tage alvorligt, hvad vi har skrevet her. Det er jo kvalitative krav. Det er faktisk en skærpelse af de kvalitative krav.

Ordføreren.

Jeg mener, at det ender med at blive et kvantitativt krav, for i en situation, hvor eksempelvis en tysk kvinde, der har levet hele sit liv i Danmark og har en dansk familie og taler flydende dansk og arbejder og lever op til kravene osv., ansøger som nr. 1.001, så vil hun blive afvist her. Derfor er der jo et kvantitativt element og et først til mølle-aspekt i det her, som jeg synes er uhensigtsmæssigt. Derudover synes jeg også, at der er et problematisk forhold i, at man kommer til at gøre forskel på folk, som lever op til de samme kriterier. Altså, det vil være en meget svær mekanisme, at man skulle sidde og sortere imellem ansøgere og vurdere, hvem der er de mest egnede til at få det her statsborgerskab, hvis man har den her kvantitative begrænsning.

Fru Marie Krarup.

Det er rigtigt, at det kan være vanskeligt, og det er jo også derfor, vi lægger op til forhandling, altså at man skal forsøge at fastsætte nogle krav. Men derudover er det jo også et meget, meget vigtigt signal at sende til folk, nemlig at det ikke er en rettighed at blive statsborger, og at det ikke er noget, der sker automatisk, og at det ikke er noget, der sker i stort antal. Så vil folk jo også indstille sig på det. For man kan godt bo i Danmark i mange år uden at få arveret til huset, som jeg plejer at kalde det, for det er jo det, man får, når man bliver statsborger. Den gave behøver man ikke nødvendigvis at få. Derfor tror jeg ikke nødvendigvis, at den tyske kvinde, der har boet her i rigtig mange år, ville være nr. 1.001 ansøger, fordi man på forhånd ville sige, at nå ja, man behøver det jo egentlig ikke. Så det vil også have en præventiv funktion.

Så er det ordføreren.

Men sagen er jo, at når folk lever op til de betingelser, som vi er blevet enige om i skiftende Folketing, og som vi også har skærpet ret markant, altså de krav, der stilles, så er det jo meningen, at vi på den måde har indsnævret nåleøjet så meget, at dem, der bliver statsborgere, gerne skulle være de rigtige, altså at vi ikke gør folk til danske statsborgere, som ikke vil os det godt, eller som dybest set ikke vil Danmark. Derfor bør kravene jo være indrettet på en måde, så vi kan være trygge ved, at dem, der slipper gennem nåleøjet, også er folk, der føler sig danske.

Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Der fik ordføreren lige nævnt noget, som jeg er nødt til at nævne. Men det har vi jo efterhånden set talrige eksempler på at det ikke er, altså på, at dem, der kommer igennem nåleøjet, alligevel ikke er nogle, som køber ind på danske værdier, tilpasser sig Danmark osv.

Det, jeg er lidt nysgerrig efter at høre, vedrører det, jeg nu hører ordføreren sige, og som jeg hørte ministeren sige før. Altså, det virker mere, som om ordføreren er interesseret i at please de ansøgere, der kommer, altså at det er dem, man skal tage hensyn til. Det må jo være den modsatte præmis, så det er Danmark, man tager hensyn til ved at sikre, at der ikke kommer for mange, og at det er de rigtige, der får tildelt den største gave, vi kan give, nemlig dansk indfødsret.

Ordføreren.

Jeg er enig i, at det er en stor gave at få dansk indfødsret, og det er jo sådan set præcis derfor, jeg mener, at det her med, at kravene skal være meget skrappe for at slippe igennem nåleøjet, er ret centralt. Jeg vil også give fru Mette Thiesen ret i, at der har været eksempler på folk, der er blevet danske statsborgere, som ikke skulle have været det. Men det er jo så også en del af grunden til, at man i 2018 skærpede kravene markant. Nu har vi grundlovsceremonierne, som skal til at i gang. Og de her skærpede aspekter skulle jo gerne være med til at gøre, at vi ikke i fremtiden ser eksempler på det samme, altså at der er folk, der bliver danske, som ikke burde blive det.

Fru Mette Thiesen.

Ja, det hører jeg ordføreren sige. Vi kan blot konstatere, at selv om man har skærpet kravene, er der stadig væk, som jeg også nævnte før, dømte kriminelle på eksempelvis det lovforslag, som skal vedtages i næste uge.

Jeg synes bare stadig væk, det er en problematik. Man nævner den her tyske kvinde, som er kommet hertil, men så må man jo gå ud fra, at hvis man hvert år kan tildele indfødsret til 1.000 personer, hvilket vi sådan set synes er et rigtig godt forslag, så prioriterer man selvfølgelig også i de ansøgninger, der kommer, altså prioriterer efter, om det er nogle, man vil mene er til gavn for Danmark, om det er nogle, man vil mene ikke er til så meget gavn for Danmark, eller om det er nogle, der slet ikke er det. Så det er selvfølgelig en prioritering, som politikere må lave.

Så er det ordføreren.

Jeg tror, det er meget svært at komme uden om, at hvis man skulle lave sådan en model, så ville vi komme ud for, at man ofte ville kunne pege på eksempler, hvor det simpelt hen virkede for arbitrært, hvem der var blevet valgt ud til at være de udvalgte 1.000 personer – hvis det var folk, som i øvrigt levede op til nogle objektive kriterier, som vi havde opstillet.

Samtidig har jeg også svært ved at se, hvordan man skulle etablere en ordning, altså hvem det var, der skulle sidde og lave de her screeninger og foretage de her vurderinger. Fru Mette Thiesen ved jo ligesom jeg, hvor stort et arbejde vi har alene i Indfødsretsudvalget med dispensationsansøgningerne, så hvordan ville det ikke være, hvis vi skulle forholde os samlet set til alle, der søgte dansk statsborgerskab?

Hr. Morten Dahlin.

Tak. Det var egentlig ikke ordførerens tale, der fik mig til at tage ordet, det var sådan set et af ordførerens svar til fru Mette Thiesen. For i ordførerens næstsidste svar til fru Mette Thiesen gav ordføreren indtryk af, at Socialdemokratiet er varme tilhængere af den her grundlovsceremoni, som er blevet indført som en del af det at få dansk statsborgerskab. Og det synes jeg er lidt interessant, for ordførerens partikammerat integrations- og udlændingeministeren har nemlig været lidt mere vakkelvorn i sin opbakning til den her grundlovsceremoni. Skal jeg bare forstå det sådan, at ordføreren og ordførerens parti bakker helhjertet op om grundlovceremonien og dermed ikke længere vil undersøge, om den ceremoni skal afskaffes?

Ordføreren.

Nu har ministeren jo gentagne gange sagt, at han selv glæder sig til at komme ud og drikke Faxe Kondi og spise saltstænger ved de her grundlovsceremonier og se, hvordan det foregår. Der er jeg i hvert fald optimistisk anlagt. Jeg tror, at han kommer til at få nogle gode oplevelser derude med folk, som er taknemmelige over at få et dansk statsborgerskab. Og jeg tvivler også på, at vi overhovedet kommer til at se eksempler på folk, der ikke vil give et håndtryk, som jo er noget af det, der har fyldt meget i debatten om grundlovsceremonien. Så jeg vil sige, at jeg er optimistisk.

Hr. Morten Dahlin.

Jeg er da glad for at høre, at ordføreren er optimistisk. Det er jo som udgangspunkt sundt, og det er også snart jul, så vi er ved at komme i julehumør. Men bare for at det bliver helt klart, skal jeg så forstå på ordføreren, at muligheden for at fjerne de her grundlovsceremonier fra dansk lovgivning nu er fejet af bordet, eller er muligheden for, at ministeren og ordføreren sammen kommer til at foreslå, at vi fjerner de her grundlovsceremonier, stadig væk i spil?

Ordføreren.

Jeg synes, det er lidt tidligt at konkludere på, hvordan det går med de her grundlovsceremonier, før vi har set dem i funktion. Så jeg synes da bare, vi skal glæde os over, at de nu snart skal til at træde i kraft og tages i anvendelse, og at ministeren skal ud og drikke Faxe Kondi med en masse glade nye danskere. Det er jeg sikker på kommer til at blive en god oplevelse, men nu må vi jo se. Så må vi jo forholde os til det, når vi har nogle erfaringer at trække på.

Så siger vi tak til Socialdemokraternes ordfører, hr. Rasmus Stoklund. Vi går videre i ordførerrækken, og det er hr. Morten Dahlin – denne gang som ordfører.

Tak, formand. At opnå dansk statsborgerskab er noget ganske særligt. Det er ikke noget, alle bare sådan uden videre skal have tildelt. For når folk gerne vil være danske statsborgere, må vi gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at de har de rette forudsætninger for at blive gode samfundsborgere, at de vil Danmark og de danske værdier. Det er altafgørende.

Det er også derfor, at reglerne for at opnå statsborgerskab er blevet strammet med tiden, senest i 2018, hvor den Venstreledede regering bl.a. sammen med ordføreren for forslagsstillernes parti, Dansk Folkeparti, strammede reglerne for at opnå statsborgerskab. For det danske statsborgerskab er noget helt særligt – noget, man skal gøre sig fortjent til, noget, vi sammen skal værne om. Derfor skal reglerne som sagt være stramme, og det er de heldigvis også.

Vi stiller krav om, at man skal have haft ophold i Danmark i en længere periode, og at man skal bestå en indfødsretsprøve. Sådan prøver vi at sikre, at dem, der ønsker at få et rødbedefarvet pas, accepterer vores levevis, vores samfundsnormer, vores regler. Vi stiller krav om, at man skal forsørge sig selv, og at man ikke har en forfalden gæld til det offentlige. Det gør vi for at sikre, at man ikke bliver en økonomisk belastning for vores samfund og for skatteyderne. De er hårdt nok plagede i forvejen. Vi stiller krav om, at man ikke har begået alvorlig kriminalitet, så man ikke er til fare for sine medborgere og bliver en belastning for sit land. Og så stiller vi selvfølgelig krav til ansøgerens danskkundskaber, for hele forudsætningen for, at man kan blive en aktiv del af det danske samfund, er jo, at man behersker det danske sprog.

Det er nogle strenge krav, det skal det også være, men det er også nogle fair krav. Derfor er Venstres helt grundlæggende holdning, at såfremt man lever op til de her krav, som vi altså synes er fair, skal man også have mulighed for at opnå dansk statsborgerskab, og det uanset hvor mange der tilfældigvis har søgt det år. Med den begrundelse kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Fru Marie Krarup.

Tak. Hvad er det øvre antal af statsborgerskaber, som Venstre kan tildele pr. år? Siden 1983 er der i gennemsnit blevet givet 6.700 pr. år. Kan Venstre gå med til at tildele 15.000 om året; 20.000 om året?

Ordføreren.

Tak til fru Marie Krarup for spørgsmålet. Det, der er afgørende for Venstre, er, at der bliver stillet nogle strenge krav til at blive dansk statsborger. Det handler om sprog, kriminalitet, selvforståelse og accept af de danske værdier. Lever man op til de krav, mener vi sådan set også, at man skal have mulighed for at blive dansk statsborger.

Så er der en anden diskussion, der handler om, hvor stor puljen skal være af dem, der får mulighed for at bevise, at de kan leve op til de her krav. Den pulje mener vi skal være mindre. Det er jo også derfor, at vi bl.a. sammen med Dansk Folkeparti siden 2001 har strammet gevaldigt op på Danmarks udlændingepolitik – også når det parti, der sidder i regering nu, stod og kaldte os diverse skældsord – netop for at gøre den pulje, der har mulighed for at ansøge om statsborgerskabet, mindre. Det er deri, vi mener begrænsningen skal ligge.

Fru Marie Krarup.

Vi er selvfølgelig enige i, at man skal begrænse tilstrømningen. Det har vi mildest talt kæmpet for i mange år, men vi mener også, at det er manglende hensyntagen til den danske familie at lukke for mange ind ad gangen. For det er ligesom derhjemme i huset. Lukker man for mange gæster ind på én gang, er der en tendens til, at de kan overtage styringen af middagen eller af arrangementet, så det ikke er værtsfamilien, der får sat reglerne, mens det er meget, meget nemmere, hvis værtsfamilien er i overtal. Selv om folk lever op til de stramme krav, ligger det, man kommer fra, selvfølgelig stadig væk et eller andet sted, og det vil have en tendens til at blusse op, når man er rigtig mange.

Ordføreren.

Jeg deler fru Marie Krarups analyse af de udfordringer, det giver for et samfund, når der – for at blive i fru Marie Krarups sprog – er for mange gæster med til middagsselskabet.

Derfor er det også væsentligt, at vi, når det handler om statsborgerskab, får sat nogle rammer, så vi sikrer, at vi over for dem, der kommer ind til middagsselskabet, og som sådan set ikke er gæster, men som lever op til de normer og værdier, der findes for at være med til middagsselskabet, søger at fastholde den stramme udlændingepolitik, som regeringen desværre på en række punkter er ved at underminere.

Tak, siger vi til hr. Morten Dahlin. Og så er det fru Marie Krarup, som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak. Det danske statsborgerskab er den danske nations inderste og vigtigste forsvarslinje. Vi kan ikke lade personer, som måske vil undergrave den danske nations sammenhængskraft, passere denne linje. Med dette beslutningsforslag ønsker Dansk Folkeparti at sætte et årligt loft over antallet af personer, der kan tildeles statsborgerskab i Danmark. Vi ønsker, at loftet skal være på maksimalt 1.000 personer om året. Siden 1983 har man samlet givet 241.555 statsborgerskaber, og det svarer til et årligt gennemsnit på 6.700 statsborgerskaber. Det mener vi i Dansk Folkeparti er for mange, også selv om man heldigvis og på Dansk Folkepartis foranledning har skærpet kravene for at få statsborgerskab.

Når man får statsborgerskab i Danmark, får man stemmeret og dermed indflydelse på, hvordan Danmarks hus skal indrettes. Man får også arveret til Danmarks hus, for ens børn får statsborgerskab sammen med forældrene. Man bliver dermed formelt en del af den danske familie, dvs. den danske nation.

Det er politikernes opgave at tilsikre, at denne formelle ret til at være del af den danske nation så vidt muligt følges af en ægte vilje og evne til reelt at være del af den danske nation. Det vil sige, at man indgår i det fællesskab, som binder nationen sammen: fælles sprog, fælles grundværdier, fælles traditioner.

Når man indgår i dette fællesskab, kan man siges at være integreret. Det er naturligvis meget vigtigt, at bestemmelserne angående tildeling af statsborgerskaber sikrer, at personerne er så tæt som muligt på fuld integration, før de får tildelt statsborgerskab. Dansk Folkeparti er langtfra overbevist om, at alle de personer, der er optaget på indfødsretslovforslaget hvert år, er fuldt integrerede. Derfor har vi også stemt nej til langt de fleste af de lovforslag, der er blevet behandlet her i Tinget side 1995. Men det er også, fordi antallet i sig selv bekymrer os. Antallet i sig selv er vigtigt.

Selvfølgelig kan vi optage et mindre antal velintegrerede udlændinge i den danske nation hvert år. Især hvis de i forvejen kulturelt og værdimæssigt er tæt på den danske nation. Men det skal netop være forholdsvis få om året, og de personer, der er bedst integreret, skal prioriteres over de andre.

Det danske statsborgerskab er en gave fra den danske nation til en person, der ønsker at være en del af den danske nation. Det kan aldrig være en rettighed – det kan aldrig være en rettighed! – at modtage statsborgerskab. Men for at kunne administrere området er det nødvendigt at opstille nogle retningslinjer for, hvordan man skal prioritere mellem ansøgerne.

I Dansk Folkeparti har vi nogle ideer om, hvordan man kan prioritere. Det er bl.a. ved at lade folk, der kommer fra lande kulturelt meget tæt på Danmark, få forrang over dem, der kommer fra kulturelt fremmede lande, herunder særlig muslimske lande, men ved også at bruge screeningssamtaler – et forslag, som vi skal diskutere senere i dag. Men vi vil lade det være op til en forhandling, præcis hvordan man kan opstille kriterierne.

Det vigtigste for Dansk Folkeparti er med dette forslag at nedsætte antallet af tildelinger af statsborgerskaber pr. år samt at sikre, at personer, der får statsborgerskab, er fuldt integrerede. For det danske statsborgerskab er den danske nations inderste og vigtigste forsvarslinje. Vi kan ikke lade personer, som måske vil undergrave den danske nations sammenhængskraft, passere denne linje.

Tak for ordet, og jeg ser frem til debatten.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Sikandar Siddique.

[Lydudfald] Er ordføreren af den opfattelse, at et ejerskab over et eller andet giver mere lyst til at deltage, til at værne om den ting, man har ejerskab over? Kan ordføreren bekræfte det princip?

Ordføreren.

Altså, jeg ved godt, hvad det er, ordføreren sigter imod. Man skal ikke give statsborgerskaber for at håbe på integration. Det vil være rent selvmord, det vil være nationalt selvmord. Så i den forstand er det et fuldstændig forkert princip. Man skal kun give statsborgerskaber som en gave til nogle, som man er meget, meget sikker på er værdige til at modtage gaven.

Sikandar Siddique.

Jeg synes ikke, jeg fik et svar på mit spørgsmål, så jeg vil prøve at stille det på en anden måde. Vil ordføreren bekræfte, at hvis man har et statsborgerskab og dermed har indflydelse på at forme samfundet, så har man selvfølgelig mere lyst til at værne om det og deltage, uanset hvad konsekvenserne måtte være? Det er en anden snak. Men kan ordføreren bekræfte, at det, at man har et ejerskab, et statsborgerskab, naturligvis vil give en større lyst til at værne om samfundet og deltage i og forme samfundet?

Ordføreren.

Nej, altså, det der er helt ude i hampen. For vi har jo f.eks. lige haft sager her i salen, hvor vi diskuterede at fradømme eller fratage statsborgerskab givet til jihadister. Altså, hallo: jihadister! De har dansk statsborgerskab. Viser det ikke, at der er folk, der har fået statsborgerskab, som absolut ikke har lyst til at værne om landet? Så svaret er nej.

Der er en kort bemærkning til hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Ordføreren nævnte, at det ville være godt med nogle klare regler på området, og så vil jeg egentlig bare høre fru Marie Krarup, om hun er enig i, at der jo i dag er en vis vilkårlighed, i og med at det sker efter et cirkulære, når vi tildeler statsborgerskab. Der sidder nogle partier bag lukkede døre og forhandler, og efterfølgende, hvis der er dispensationssager, bliver de afgjort igen bag lukkede døre i Indfødsretsudvalget.

Ville det ikke være bedre, hvis det var noget, vi vedtog pr. lov, så vi kunne sætte nogle klare regler op for at sikre, at forvaltningslovens regler gjaldt, og at det dermed blev embedsmænd i ministeriet, der skulle sidde og afgøre de dispensationssager, der var, i stedet for at det er medlemmer af Indfødsretsudvalget, der sidder og træffer afgørelser i vilkårlighed efter deres forgodtbefindende.

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke enig i. Jeg synes, at vi skal beholde den ordning, vi har. Eller man kunne ændre den til, at vi stemmer om hver enkelt person her i Folketingssalen; det ville jeg ikke have noget imod. Men det er ikke et område, der kan forvaltes på samme måde som almindelige områder, fordi det lige præcis tildeles ved lov. Folketingsmedlemmer er alene bundet af deres samvittighed, så derfor kan vi ikke sidde som bureaukrater og være bundet af bestemte forvaltningsregler osv.

Så det her område er en gavetildeling, og det er fint, at det er lovgiverne, der giver det, og det må i sagens natur rumme en andel af forskellige holdninger og forskellige praksisser, som ordføreren så kalder vilkårlighed. Men det synes jeg er en ganske fin praksis. Vi ønsker blot, at antallet skal skæres voldsomt ned, og at cirkulæreskrivelsen skal strammes.

Hr. Peder Hvelplund.

Men hvis man vedtager det pr. lov, vil det jo stadig væk være folketingsmedlemmer, der beslutter det. Det kunne bare sikre, at der var nogle helt klare regler for, hvad der skal til for at få det her, som fru Marie Krarup kalder for en gave. Men så vil man ligesom vide, hvilke kriterier det er, som man skal leve op til. Og det gør man jo ikke altid i dag, fordi praksis kan ændre sig i Indfødsretsudvalget, uden at ansøgeren på nogen som helst måde bliver klar over det.

Så hvis man vil have en større grad af gennemskuelighed og gennemsigtighed i forhold til det, skulle det jo netop være sådan, at man gjorde det ved lov og dermed laver nogle klare retningslinjer for, hvad der skal til. Dansk Folkeparti plejer jo ikke at holde sig tilbage i forhold til at stille krav, selv om det er fuldstændig tydeligt, hvilke krav der bliver stillet.

Ordføreren.

Altså, der er nogle krav, der stilles for dem, der skal på lovforslaget, og de er rimelig forudsigelige. På den måde ligner det jo en almindelig forvaltningspraksis. Det ønsker vi i den grad skærpet, selv om vi er meget glade for, at vi er kommet frem til nogle meget strammere regler, end der var før i tiden. Det er i mangel af bedre. Men vi så da hellere, at vi stemte om hver enkelt person her i Folketingssalen – det ville da egentlig være mere fornuftigt – og så samtidig havde et loft over, hvor mange der kan få det.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til Dansk Folkepartis ordfører, så vi går videre i ordførerrækken til Det Radikale Venstres ordfører, som er hr. Andreas Steenberg.

Gennem de seneste måneder har jeg læst op på dansk udlændingepolitiks historie, bl.a. ved at læse ministerens udmærkede bog om Socialdemokratiets historie i forhold til udlændingepolitikken. Engang gav man jo statsborgerskab ud fra en betragtning om, at så blev folk integreret, når de havde fået statsborgerskab. I dag skal man jo så vise, at man er blevet integreret, før man kan få statsborgerskab.

På det her punkt – selv om det måske kommer som en overraskelse for nogle – har også Radikale Venstre flyttet sig, og i dag synes vi, det er logisk, at man selvfølgelig skal leve op til nogle krav for at kunne få statsborgerskab og ikke bare får det for at kunne blive integreret bagefter. Man skal være integreret, inden man får det. Derfor er der en del af de krav, der er i den nuværende lovgivning og det nuværende regelsæt, som vi rent faktisk støtter op om, f.eks. at man skal kunne dansk, at man skal vide noget om Danmark, at man skal have været i beskæftigelse, at man skal have boet her i en vis periode, og at man ikke må have begået alvorlig kriminalitet.

Der er også nogle ting, vi ikke støtter op om. Vi synes, det må være sådan, at det at gennemføre folkeskolen må kunne gøre det ud for en indfødsretsprøve. Jeg har lidt svært ved at forstå, hvad det er, flertallet her i Folketinget mener er galt med folkeskolen, siden man åbenbart ikke lærer nok om Danmark og derfor skal op til en eller anden prøve ud over det at have gennemført folkeskolen. Vi synes også, at mennesker, der er født og opvokset i Danmark, bør få automatisk statsborgerskab, når de bliver 18 år, medmindre de har begået f.eks. alvorlig kriminalitet. Vi synes også, det må være sådan, at hvis man har en god grund til ikke at have været i arbejde, lært dansk eller bestået indfødsretsprøven, f.eks. fordi man er handicappet, så må man automatisk kunne få dispensation – altså hvis man har en god grund og kan dokumentere det.

Når vi ser på de krav, der er, og som vi et stykke ad vejen synes er fornuftige, synes vi også, at det må være sådan, at de mennesker, der så lever op til de krav, kan få statsborgerskab, uanset om det så er 2.000 mennesker eller 200 mennesker. Derfor er vi selvfølgelig ikke enige i Dansk Folkepartis forslag om, at der skal sættes et loft på 1.000 mennesker om året, der kan blive statsborgere. Hvis der er 1.200 mennesker, som lever op til de her krav, som er rimelig strenge, men også til en vis grad retfærdige og fornuftige, synes vi, at de alle sammen bør få statsborgerskab.

Vi synes også, det er værd at tage med, at det set fra vores synspunkt er rigtig glædeligt, hvis folk gerne vil være statsborgere og dermed blive borgere i det land, de nu bor i – få stemmeret og vælge at blive danske, også på papiret. Det synes jeg ligesom grundlæggende er godt, og det er også grundlæggende godt, at vi så stiller nogle krav til, hvad man skal leve op til, for at man kan kalde sig dansker.

Med de ord vil jeg sige, at vi ikke støtter beslutningsforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning, og den er fra fru Marie Krarup. Værsgo.

En nation er jo som en familie. Den er bundet sammen af et nært kendskab til hinanden og de samme værdier – sprog, historie, kultur osv. Kan man lukke et meget stort antal ind i sin egen familie og så samtidig påstå, at det er en familie? Kan en familie på fire bare lade folk flytte ind i huset og så påstå, at der stadig er tale om et fællesskab? Det kan man ikke, det er en opløsning af familien, for så er der ikke noget sammenhold der. Derfor er mit spørgsmål: Kan ordføreren ikke se, at der nødvendigvis er nødt til at være en begrænsning i antallet, for at den danske familie skal kunne bestå som en familie?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en interessant sammenligning med familien, for jeg kender da i hvert fald til en del familier, der udvider sig selv ved f.eks. at få børn eller blive skilt og så få nye ægteskaber. Så selvfølgelig kan familier blive udvidet med nye mennesker. Fru Marie Krarup spørger så, om ikke jeg kan se logikken i at have nogle begrænsninger. Det synes jeg faktisk jeg var inde på i min tale. Jeg synes ikke, man skal tilbage til det system, som gjaldt i 1980'erne, hvor man automatisk fik statsborgerskab – jeg mener, det var efter 2 år. Det skal vi ikke tilbage til. Jeg synes, det er fornuftigt, at man skal have haft ophold i en periode i Danmark, at man skal have lært dansk, at man skal vide noget om Danmark. Så ja, der skal være begrænsninger, men det skal være muligt at blive en del af familien. Jeg mener også, at de fleste familier i Danmark godt kan udvides og få nogle nye familiemedlemmer ind.

Spørgeren.

Det var et meget uheldigt eksempel, ordføreren kom med, altså at man godt kunne lukke nogle nye ind netop ved at blive skilt. Hallo, det er lige præcis det, vi skal undgå. Vi skal da lige præcis ikke have den danske familie skilt i parallelsamfund. Så det var et meget, meget uheldigt billede, og det understreger dermed min pointe, altså at der selvfølgelig er nødt til at være et øvre antal.

Derudover er jeg da glad for, at ordføreren erkender, at man bl.a. på foranledning af Det Radikale Venstre begik nogle skæbnesvangre fejltagelser i 1980'erne og også senere hen, hvor man har tildelt alt for mange statsborgerskaber. Det er det, vi vil forhindre kommer til at ske igen.

Ordføreren.

Jeg er født i 1980'erne, så jeg vil meget nødig have ansvaret for det, som mine partifæller mente, da jeg var barn. Men jeg kan i hvert fald se, at der er nogle af de forandringer, der er lavet af indfødsretten de sidste 30-40 år, som er fornuftige, f.eks. skal man lære dansk, inden man kan kalde sig dansker, og det synes jeg er helt fornuftigt. Så kan det godt være, at eksemplet med skilsmisse var dårligt, men jeg synes også, fru Marie Krarups eksempel med familie var dårligt, for selvfølgelig kan man få flere familiemedlemmer over tid.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til hr. Andreas Steenberg. Den næste ordfører er fru Halime Oguz fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. Jeg skal da gerne medgive, at det er noget ganske særligt at blive dansk statsborger, og at man af samme grund skal have nogle særlige forventninger til dem, der søger dansk statsborgerskab. De skal bl.a. bestå en statsborgerskabstest, der ikke er helt nem, heller ikke for ganske almindelige etniske danskere, og så vil jeg sige, at de skal respektere de demokratiske institutioner og de værdier, som vores samfund er bygget på.

Men et loft over tildelingen af statsborgerskab lyder i mine ører lyder lidt, som når f.eks. Elgiganten holder udsalg og der bliver lovet billige vaskemaskiner til de første ti heldige kunder. Men hvad hvis man bliver nr. 1.001 eller 1.002 i køen? Ja, så kan man alligevel ikke blive dansk statsborger ifølge Dansk Folkeparti, selv om man opfylder alle andre kriterier. Men så bliver udvælgelsen vel vilkårlig. Det kan vi i SF naturligvis ikke gå med til. Hvis man opfylder kriterierne, som er så skærpede, som de er i dag, for at blive dansk statsborger, så kan man blive dansk statsborger.

Så af de ovenfor nævnte årsager skal jeg meddele, at SF ikke kan støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre. Tak til Socialistisk Folkepartis ordfører. Og den næste ordfører er fra Enhedslisten. Værsgo, hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, formand. Enhedslisten ser det ikke som noget mål i sig selv at begrænse antallet af mennesker, der får tildelt dansk statsborgerskab. Tværtimod synes vi, det er et problem, at stadig flere borgere lever i vores samfund, måske ovenikøbet er født her, uden at have de fulde rettigheder, uden at have det rødbedefarvede pas, der gør, at de kan rejse frit, uden at de kan stemme ved folketingsvalg og på den måde være med til at påvirke, hvem det er, der sidder herinde, og hvad der er for noget lovgivning, vi vedtager.

Antallet af personer, der får statsborgerskab ved det, der hedder naturalisation, altså gennem optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, er faldet kraftigt siden 1990'erne, og flertallet i Folketinget har jo altså strammet kravene med det resultat, at en større del af den danske befolkning lever her og er i Danmark som en del af samfundet, men uden de fulde rettigheder. Det synes vi er en uheldig udvikling. Vi er ikke i tvivl om, at det får samfundet til at hænge mindre sammen. Det betyder, at der er en gruppe mennesker, der skubbes væk fra demokratiet – det demokrati, som vi alle sammen hylder, det demokrati, vi alle sammen taler om er så vigtigt at deltage i. Og så siger vi altså til en gruppe mennesker: I bor her, I er måske ovenikøbet født her, men I kan ikke være med på præcis samme vilkår som os andre.

I Enhedslisten synes vi, det er fint, at der stilles nogle krav til dem, der ønsker dansk statsborgerskab, f.eks. at man taler dansk, og at der er visse lovovertrædelser, der udløser en karenstid, så man må vente nogle år på at blive dansk statsborger. Men det forslag, vi diskuterer her i dag, går ud på at indføre et loft på 1.000 nye statsborgerskaber om året i alt. Så vil man i øvrigt også fra Dansk Folkepartis side diskriminere, så folk fra vestlige lande får positiv særbehandling frem for eksempelvis personer fra Asien eller Afrika.

I Enhedslisten finder vi det beslutningsforslag her unødvendigt, usympatisk og skadeligt for sammenhængskraften i det danske samfund. Og så må man jo sige, at tallet 1.000 er fuldstændig tilfældigt valgt. Selv hvis man gik ind på Dansk Folkepartis diskriminerende tankegang og sagde, at mennesker fra Vesten skulle foran i køen, hvad skulle man så gøre, hvis der kom endnu en fra Vesten som nr. 1001? Skulle man så sige: Nej, vi har opfyldt kvoten for i år? Det er altså et fuldstændig tilfældigt fastlagt loft. Derfor stemmer Enhedslisten imod beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning. Fru Marie Krarup, værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om han overhovedet accepterer eksistensen af nationer. Altså, er det noget, der har nogen betydning? For Enhedslistens ordfører taler udelukkende om rettigheder, men senere hen bliver ordet sammenhængskraft så brugt. Altså, i min terminologi er sammenhængskraft jo fælles kultur, traditioner og historie, og det kan man i sagens natur ikke dele ud til rigtig, rigtig mange, for så er det ikke fælles længere. Så der er i sagens natur en begrænsning, med hensyn til hvor mange man kan lukke ind. Men Enhedslistens ordfører siger, at det er der ikke, for man kan bare give folk de samme rettigheder.

Eksisterer nationen overhovedet? Eksisterer Danmark overhovedet i Enhedslistens betragtninger? Eller er det proletariatet i alle lande, der skal forene sig, der gælder, eller hvad er det?

Ordføreren.

Jeg kan så oplyse fru Marie Krarup om, at det er lidt senere i processen, at proletarer i alle lande forener sig. Men jo, selvfølgelig findes der nationalstater. Det er jo også der, hvor Dansk Folkeparti og Enhedslisten nogle gange har sammenfaldende interesser, nemlig når vi diskuterer EU-politik, nemlig det, at man har en afgrænset ramme, altså at der bor nogle mennesker inden for et lands grænser, og at de mennesker, der bor der, har en udvidet ret til demokratisk at beslutte, hvordan det samfund, de nu engang bor i, skal indrettes. Og det er klart, at det, at vi sidder her i Folketinget, jo også er udtryk for, at der er en nationalstat, hvor vi har valgt et Folketing til at repræsentere de borgere, der bor inden for landets grænser, og vedtage de love, man lever efter der.

Det, der er afgørende for os, er, at hvis man bor inden for det lands grænser, så skal man også være med til at kunne påvirke det samfund, man lever i. Det er jo det, der skaber sammenhængskraften: at du som borger kan deltage i samfundslivet i det land, du nu engang bor i, eller i det samfund eller det fællesskab, du er en del af. Det er jo helt grundlæggende i et demokrati. Det er også det, der ligger i grundloven fra 1848, og vi har så gradvis udvidet de demokratiske rettigheder, så flere og flere har kunnet deltage, altså så det ikke kun er hvide mænd over 40 år, der kan deltage i demokratiet.

Fru Marie Krarup.

Men man kan ikke bare deltage, fordi man har overskredet en geografisk grænse. Det er volapyk; så ophæver man den danske nation. Men jeg er glad for, at Enhedslisten erkender, at nationalstaten eksisterer. Det, jeg så savner, er, at man også er interesseret i at fastholde den og fastholde dens indhold, og det kan man jo ikke gøre, hvis man fortynder det så meget, at man lader alle eller et meget stort antal komme ind. Sådan kan vi ikke gøre det – det siger sig selv – for så fortynder man, så opløser man det, som er det, der binder os sammen.

Ordføreren.

Nej, det gør man ikke, for det betyder bare, at der er nogle mennesker, der opholder sig inden for landets grænser. Jeg sagde jo også udtrykkeligt i min ordførertale, at det at få statsborgerskab selvfølgelig er betinget af nogle krav, vi kan stille. Der er f.eks. et opholdskrav, sådan at man skal have været her i 5 år. Der er krav om, at man skal kunne tale dansk – medmindre der selvfølgelig er gode grunde til, at man ikke kan tale dansk, f.eks. hvis man er handicappet; det er jo nogle af de sager, vi sidder og diskuterer i Indfødsretsudvalget.

Selvfølgelig stiller vi nogle krav, men grundlæggende er det jo sådan, at hvis man bor i Danmark, har lovligt og permanent ophold her, så skal man selvfølgelig kunne deltage i det demokratiske liv.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra Pernille Vermund. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg er også meget glad for, at Enhedslisten anerkender nationalstaten. Det var jeg nu heller ikke i tvivl om i forhold til EU-politikken. Der, hvor man fra højre til venstre måske går lidt fejl af hinanden, er der, hvor man oftere taler kultur i forhold til værdier blandt de borgerlige partier, de konservative partier, og så taler man måske mere rettigheder i forhold til værdier på venstrefløjen.

Så jeg vil spørge ind til de her rettigheder, som ordføreren selv var inde på: Anerkender ordføreren så ikke, at rettigheder jo også hænger sammen med værdier, og at hvis et stort antal af mennesker, der lever efter værdier med andre rettigheder, f.eks. mellem mænd og kvinder eller mellem høj og lav – altså økonomisk konservative værdier, reaktionære værdier, hvis man kan sige det sådan – kommer ind i vores samfund og får den rettighed, det eksempelvis er at få stemmeret, så kan det være med til at ændre vores land og vores samfund?

Ordføreren.

Jamen forudsætningen for demokrati er jo, at de mennesker, der er en del af et fællesskab, kan deltage i det. Og det er klart, at den udvikling, der jo har været i Danmark, er, at vi gradvis har været med til at udvide de demokratiske rettigheder, så vi har fået udjævnet nogle af de store forskellige, der har været mellem rig og fattig; vi har fået fjernet nogle af de privilegier, man har haft, alene fordi man var født til en bestemt status. Det er jo et resultat, vi har opnået gennem en kamp for at udvide de demokratiske rettigheder og sikre, at alle kan deltage.

For vi er faktisk så grundfæstede i vores demokratiske opfattelse, at vi tror på demokratiet. Vi tror på, at hvis vi spreder magten ud, sådan at så mange som muligt kan deltage i demokratiet, så kan det også lade sig gøre at få det samfund, der bedst afspejler de ønsker, der er blandt de mennesker, der bor i det. Og det gør, at vi gør op med tyranni; det gør, at vi gør op med undertrykkelse; det gør, at vi gør op med forskelsbehandling. For hvis man ser, hvor den slags værdier slår igennem, så er det præcis i demokratiske samfund. Det er der, man opnår den slags værdier, for det er der, man tror på mennesket.

Spørgeren.

Så lad mig spørge mere direkte: Hvis man kommer hertil med islamiske værdier, som jo i høj grad er i kontrast til de værdier, vi lever efter – altså hvor demokratiet ingen rolle har at spille, hvor mænd og kvinder har et helt andet forhold til hinanden, end vi har i vores del af verden – og er kommet hertil i et meget stort antal, anerkender ordføreren så ikke, at de værdier i højere grad kommer til at få indflydelse på vores samfund, hvis man ovenikøbet får ret til at stemme, når man kommer hertil?

Ordføreren.

Men den måde, man bekæmper den slags synspunkter på, er jo demokratisk. Vi kan jo ikke bekæmpe den slags synspunkter ved at forbyde dem; det forsvinder de jo ikke af. Den måde, vi bekæmper dem på, er ved at imødegå dem, fuldstændig ligesom når vi står og har en debat her i Folketingssalen. Det er jo den måde, vi udvider demokratiet på; det er den måde, vi sikrer demokratiske rettigheder på. Det gør vi ved at sikre, at alle kan deltage, og tro på, at man gennem samtale, dialog og diskussion kan være med til at flytte et samfund hen i en retning, hvor der er plads til, at vi alle sammen kan være her. Ellers overgiver man sig til de totalitære kræfter, som er dem, det lyder som om fru Pernille Vermund er bekymret for. Og derfor synes jeg, hun skulle have mere tiltro til, at demokratiet også formår at virke.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen.

Jeg er simpelt hen nødt til lige at sige noget. Det vil altså sige, at ordføreren helt reelt står og siger, at ved at give dansk indfødsret, statsborgerskab, til antidemokrater får man mere demokrati i Danmark. Er det det, ordføreren reelt mener?

Ordføreren.

Fru Mette Thiesen kan jo prøve at indtage det modsatte synspunkt og forestille sig, at de holdninger forsvinder, ved at de her borgere ikke får dansk statsborgerskab. Det gør de jo næppe. Måden at imødegå den slags holdninger på er jo netop ved at kunne diskutere dem, ikke ved at fratage folk rettigheder. De synspunkter forsvinder ikke. Ordføreren forhindrer ikke folk i at foretage tåbelige handlinger, som man så kan dømme dem for, hvis de begår noget ulovligt, men holdninger kan man jo ikke forbyde. Det er i hvert fald noget, der kun foregår i totalitære stater.

Spørgeren.

Det her handler jo ikke om at fratage noget. Det handler om, om man skal give den største gave, vi har som samfund i Danmark, netop den danske indfødsret, det danske statsborgerskab. Det, jeg kan høre ordføreren sige, er fuldstændig kuk. Det handler om, at man skal belønne antidemokrater med dansk indfødsret, fordi det så måske kan være, at man kan snakke med dem. Jeg er rimelig sikker på, at eksempelvis de IS-terrorister, som har fået dansk indfødsret, og som nu heldigvis, for nogles vedkommende, kan fratages det igen – desværre ikke dem alle sammen, for det ønskede vi ellers – sådan set er ret ligeglade med det danske demokrati og kommer til at være det fremadrettet også.

Ordføreren.

Det er jo der, den store forskel på fru Mette Thiesens syn og mit syn er, nemlig at med mit syn straffer man mennesker for deres handlinger. Hvis man begår ulovligheder, hvis man begår terror, hvis man begår drab, hvis man begår voldtægt, så er det det, man bliver straffet for, men holdninger kan vi ikke straffe for. Det er det, man gør i totalitære samfund, men det gør man ikke i demokratier.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til Enhedslistens ordfører. Så er den næste ordfører i rækken hr. Marcus Knuth fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Jeg er rigtig glad for, at vi i den her debat og i de følgende tager en grundig snak om tildeling af dansk statsborgerskab. Mit synspunkt er klokkeklart. Vi har givet dansk statsborgerskab til alt, alt for mange, som ikke burde have det. Det drejer sig om folk, der enten har en kriminel baggrund, eller som er blevet kriminelle, folk, der ikke deler vores danske værdier, folk, der ikke deltager i vores danske samfund, folk, der ligefrem vender Danmark ryggen, ja, sågar islamister, som ønsker Danmark ondt, og som allierer sig med vores fjender. Vi kan bare se udviklingen de sidste 24 timer, og uden at ville gætte eller vide alle detaljer ville det ikke overraske mig, om nogle af de mennesker, som nu sidder i grundlovsforhør, eller nogle i deres netværk måske også er mennesker, hvor man tænker: Gad vide, om de burde have fået et dansk statsborgerskab.

Derfor er jeg glad for, at vi strammede reglerne for dansk statsborgerskab i den sidste valgperiode, men jeg mener også, at vi bør stramme yderligere op. Vi bør se på, om man kan komme til en personlig screeningssamtale som en del af ansøgningsprocessen. Det skal vi også tale om i en af de kommende debatter. Vi bør se på, hvor høj fængselsstraf man kan have og stadig få dansk statsborgerskab, og vi bør faktisk give alle de forskellige parametre et grundigt serviceeftersyn, således at vi sikrer, at kun de rigtige får dansk statsborgerskab.

Men den proces mener jeg ikke bliver bedre ved at sige, at det kun er de første 1.000, eller hvad tallet nu skal være, der får dansk statsborgerskab. Det skal ikke være de første ansøgere, det skal være de rigtige ansøgere. Dansk statsborgerskab er noget helt, helt særligt, og det skal gives efter strenge krav og ikke efter et først til mølle-princip. Så selv om jeg sjældent er stærkt uenig med Dansk Folkepartis forslag, og jeg kan godt se hensigten med det her, mener jeg nu, at det er mere hensigtsmæssigt at kigge på en overordnet opstramning af reglerne, således at vi får de rigtige tildelt dansk statsborgerskab. Derfor er Det Konservative Folkeparti imod forslaget.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Mette Thiesen.

Tak for det. Ordføreren siger jo rigtig mange gode ting, og det vil jeg gerne kvittere for. Jeg har også fornøjelsen af at samarbejde med ordføreren i Indfødsretsudvalget. Ordførerens parti vil jo have individuelle samtaler med udlændinge, der søger om dansk statsborgerskab, så vi får større kendskab til dem, og det er rigtig glædeligt. Jeg kan også forstå, at man gerne vil opstramme reglerne generelt, da man ikke mener, at de er helt hensigtsmæssige, som de er i dag.

I dag gives der desværre alt for mange gange statsborgerskab til alt for mange, der slet ikke vil vores land. Og jeg forstår derfor ikke rigtig, hvorfor ordførerens parti i næste uge vil stemme for det samlede lovforslag, der giver flere tusinde udlændinge dansk statsborgerskab. Hvorfor stemmer ordførerens parti for det samlede lovforslag, når man samtidig erkender, at måden, vi tildeler dansk statsborgerskab på i dag, er uholdbar?

Ordføreren.

Det gør vi af den simple årsag, at vi har været med til at indgå den aftale, som blev lavet sidste år, i den sidste valgperiode, og vi ønsker, at man på et tidspunkt skal åbne op for den aftale for at se, om vi kan stramme yderligere op, men vi holder os nu engang til den aftale, som vi har indgået. Derfor stemmer vi for den tildeling af statsborgerskab, som er et direkte – hvad skal man kalde det – resultat af den aftale, som vi indgik.

Fru Mette Thiesen.

Ja, det blev sådan et meget teknisk politikeragtigt svar. Da hr. Marcus Knuth for få uger siden skiftede parti fra Venstre til Det Konservative Folkeparti, var det med følgende begrundelse: Min øverste prioritet i politik er kampen for vores danske kultur, værdier og tryghed. Jeg frygter, at hvis vi ikke står fast nu, så ender vi som Sverige.

Det kan jeg jo kun bifalde. Men hvert eneste år stemmer Det Konservative Folkeparti for at give flere tusinde udlændinge dansk statsborgerskab, herunder udlændinge, der er dømt for grov kriminalitet, og i næste uge stemmer ordførerens parti for det samlede lovforslag, hvor over 30 udlændige, der er dømt for grov kriminalitet, dermed får statsborgerskab. Kan hr. Marcus Knuth forklare, hvorfor Det Konservative Folkeparti i næste uge stemmer for, at dømte kriminelle skal have dansk statsborgerskab?

Ordføreren.

Det gør vi, fordi vi var med i den aftale, som vi indgik sidste år. Jeg synes, man skulle gå længere – og det er det, jeg mener – i forhold til hvornår du er blevet dømt personfarlig kriminalitet, hvor længe du har siddet i fængsel, overhovedet, men politik er nu engang sådan, og det er ikke for at komme med et politikersvar, at når man indgår en aftale, kan det godt være, at man ville ønske, at den var lidt bedre på den ene eller på den anden måde. Men vi gik ind i den aftale sidste år og kæmpede for, at der skulle komme nogle opstramninger, og det gælder både Konservative og Venstre for den sags skyld. Der kom nogle rigtig, rigtig fornuftige opstramninger, og som jeg husker det, satte man overordnet grænsen ned fra 2 år til 1 år for, hvor længe man kunne have siddet i fængsel. Det var et rigtig godt skridt, men vi vil gerne gå endnu længere.

Der er en kort bemærkning fra fru Marie Krarup.

Tak for talen. Jeg var glad for at høre, at ordføreren mener, at der er blevet givet for mange statsborgerskaber i fortiden – det er vi i Dansk Folkeparti jo fuldstændig enige i. Men Det Konservative Folkeparti, som er ordførerens nye parti, har jo stemt ja til samtlige 54 indfødsretslove, som er blevet fremsat siden 1995, hvor Dansk Folkeparti har stemt nej til langt, langt de fleste. Jeg kan godt forstå ordførerens argument om, at man den her enkelte gang kan være nødt til at stemme ja, fordi man er med i en aftale. Dansk Folkeparti er godt nok også med i aftalen, men vi stemmer nej.

Men hvad så næste gang? Det vil jeg gerne høre. Kan vi forvente, at De Konservative vil begynde at forsøge at forsvare den danske nation ved det næste indfødsretslovforslag, som bliver fremsat til foråret?

Ordføreren.

Vores tilgang er meget simpel. Som jeg både lagde op til, da jeg meldte mig ind i De Konservative, og som jeg kommer ind på her, så mener jeg, at vi skal stramme op, således at det er sværere at få dansk statsborgerskab, hvis man har begået kriminalitet, eller hvis man ikke lever op til reglerne om danskkundskaber osv. Så det er jo i høj grad at forsvare, at de rigtige får dansk statsborgerskab. Så ja, det er vores hensigt – klokkeklart.

Fru Marie Krarup.

Så det er Det Konservative Folkepartis hensigt at stemme nej til indfødsretsloven til foråret – det glæder mig rigtig meget, hvis det er det, der er tilfældet. For så kan vi forhåbentlig efterhånden oparbejde et flertal imod indfødsretslovene. Men jeg kan ikke forstå, hvordan man kan påstå, at man gerne vil forsvare nationen, og så sige nej til det her meget snusfornuftige og enkle forslag, som jo vender hele debatten om. I stedet for at se det som en rettighed fra ansøgerens synspunkt – som Enhedslisten gør – ser vi det som en sikring af sammenhængskraften i Danmark, hvor vi siger, at det jo er nationen, vi skal forsvare.

Tak. Ordføreren.

Jeg vil bare lige rette det, hvis jeg ikke fik sagt det klart før. Jeg siger ikke, at vi vil stemme for den samlede pakke af personer, som man mener skal have dansk statsborgerskab. Jeg siger, at vi vil kæmpe for en opstramning, således at det fremover i langt højere grad er de rigtige mennesker, der får det. Jeg er jo godt klar over, at mit parti – og det gælder også Dansk Folkeparti – ikke har 90 mandater. Og næste gang, vi skal forhandle dansk statsborgerskab, kommer vi sandsynligvis ikke til at få en opstramning, der er præcis, som vi gerne vil have den – desværre. For så tror jeg i hvert fald, at det bliver svært at få en aftale, der går ind over midten. Men vi håber i hvert fald på at komme rigtig langt i den rigtige retning.

Tak. Og så er der en kort bemærkning fra fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. Jeg er en af dem, der glæder sig over, at ordføreren er skiftet fra Venstre til Det Konservative Folkeparti – det er et skridt i den rigtige retning, præcis som ordføreren siger, i forhold til lovforslaget her. Det er dog ikke helt nok, men lad det nu være.

I forhold til det, der bliver fremlagt her i salen, siger ordføreren, at ordføreren er imod, at det skal være først til mølle. Ordføreren siger også, at ordføreren ønsker de her samtaler, som kommer på dagsordenen senere i dag. Så vidt jeg kan forstå, er der ikke tale om først til mølle; der er tale om, at nu udvælger vi de allerbedste – nu er det 1.000, men det kunne også have været 800 eller 500, eller hvad man nu ønskede – i erkendelse af at vi er et fællesskab og en kultur, som på en eller anden måde skal hænge sammen. Anerkender ordføreren ikke, at der er væsentlig forskel på 1.000 og 6.700 eller på 6.700 og 15.000, som det var for ikke så længe siden?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at ordføreren og jeg har det tilfælles, at vi begge to har taget et skridt til højre, hvis man kan sige det sådan. Jeg er ked af, at vi ikke gjorde det i takt – jeg gjorde det ikke med samme hastighed som spørgeren.

Men helt oprigtigt vil jeg sige, at hvis det er de rigtige mennesker, der søger, så har jeg ikke fine fornemmelser, i forhold til om det er 1.000 eller om det er 2.000. Dansk Folkeparti brugte eksemplet med, at hvis man inviterer for mange gæster ind i sit hjem, bliver festen ikke lige så god. Så har man ikke været til fest hos mig – jeg inviterer kun de rigtige, og jo flere der kommer, jo bedre er festen. Og sådan har jeg det også med dansk statsborgerskab. Hvis der var 3.000 fra det danske mindretal i Tyskland, som talte flydende dansk og var lige så danske som alle os andre, havde jeg ikke noget imod, at de 3.000 fik dansk statsborgerskab næste år – det havde jeg oprigtigt ikke.

Fru Pernille Vermund.

Nu tror jeg, at ordføreren trods alt er så konservativ – ikke bare i forhold til sit nye parti, men også som person – at han mener, at der er forskel på at invitere til en fest og så at skabe familie.

Når det er sagt, bliver jeg nødt til at sige, at det jo ikke er sådan, at vi står med 3.000 sydslesvigere, som fuldstændig en til en er danske. Det er sådan, at vi står med en masse mennesker på et indfødsretsforslag, som kommer fra kulturer, som er meget, meget langt fra den danske. Så i erkendelse af det, og i erkendelse af at man i for lang tid har givet statsborgerskab til de mange mennesker, erkender ordføreren så ikke, at grænsen et eller andet sted må trækkes?

Tak. Ordføreren.

Jamen der har ordføreren jo den præmis, at vi fremover igen og igen vil give statsborgerskab til de forkerte mennesker, og at man derfor skal begrænse antallet. Og der er mit svar jo klokkeklart: Jamen hvis vi bare ikke giver det til de forkerte mennesker, er det da kun en gave, hvis der kommer rigtig mange sydslesvigere hertil, der lever op til at være ægte danske.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er Alternativets ordfører, som er Sikandar Siddique.

Tak for ordet. Vi har haft de her debatter flere gange, og jeg tror, vi også kender hinandens holdninger, så jeg vil gøre det super kort herfra. Nye borgere er ikke noget, der skal begrænses; det er noget, der skal hyldes. Så vi stemmer imod forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning, og det er til fru Marie Krarup.

Så let skal man jo ikke slippe, bare fordi man ikke orker at holde en lang tale. Det vil så sige, at Alternativet simpelt hen ikke ønsker at fastholde Danmark som en nationalstat. Altså, nye borgere skal bare bydes velkommen, og enhver skal kunne komme ind og få et dansk statsborgerskab, så man reelt ophæver det sammenhold og det fællesskab, der er, eller hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Det skal forstås sådan, at Alternativet har den holdning, at er du født og opvokset i Danmark, skal du automatisk have dansk statsborgerskab, for så er du dansk. Opfylder du kravene for permanent ophold, skal du automatisk have dansk statsborgerskab. Dermed ikke sagt, at alle skal have dansk statsborgerskab, men det er jo hele tiden et spørgsmål om, at vi skal have folk endnu mere ind i fællesskabet, og Alternativet er af den holdning, at et statsborgerskab netop er med til at få folk ind i fællesskabet, så man ikke står uden for fællesskabet, så man kan blive en del af den samlede fælles kultur, og så man kan være med til at forme samfundet. Derfor mener vi, at statsborgerskabet ikke skal ses som en præmie, man får, men at det skal være en tillidserklæring, som gives til folk. Og i Alternativet erkender vi fuldt ud, at der selvfølgelig er nogle mennesker, som ikke lever op til vores fælles spilleregler, men langt de fleste mennesker gør, så vi skal ikke lave lovgivning på baggrund af det lille mindretal. Nej, statsborgerskabet er en tillidserklæring og en måde, hvorpå vi samler os i fællesskabet.

Fru Marie Krarup.

Vi som politikere har selvfølgelig ansvar for at lave lovgivning, som forsvarer det, som er værdifuldt og det, der er vigtigt. Og det er vigtigt at forsvare den danske nation, forsvare den danske familie og det danske sammenhold. Derfor er det jo komplet hul i hovedet at begynde at tildele statsborgerskaber til folk, bare fordi de har været her i 10 år. Jamen, de kan have arbejdet i en udenlandsk virksomhed, eller de kan have boet i en ghetto, hvor de ikke har lært dansk. Der kan jo komme et meget højt antal folk fra udlandet, der så kan påberåbe sig at blive en del af den danske familie. Det er jo selvfølgelig en fuldstændig opløsning af det, som er så værdifuldt, nemlig det sammenhold, vi har i den danske nation.

Tak. Ordføreren.

Vi er simpelt hen ikke enige, og heldigvis for det. Når vi snakker om borgere, der er udenfor, bor i ghettoen eller er vokset op i ghettoen, som du kaldte det, er det netop vigtigt, at vi sørger for, at de mennesker kommer ind i fællesskabet – endnu mere ind i fællesskabet.

For Alternativet er det afgørende, at vi netop værner om de danske værdier, og de danske værdier er et stærkt retssamfund og et stærkt fællesskab, og det skal vi som politikere sørge for at skabe, og det gør vi ved at tildele statsborgerskabet til dem, der vil.

Tak. Jeg skal lige minde om, at vi ikke tiltaler hinanden direkte, men med navn og titel. Den næste for en kort bemærkning er fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. Jeg har tidligere stået i en radiodebat med et medlem fra ordførerens parti – det var før valget, og det var naturligvis et andet medlem – men det her medlem af partiet nævnte Sverige som et forbillede for, hvordan man udformer udlændingepolitikken på en hensigtsmæssig og human måde. I Sverige har man en tildeling af indfødsret, som er væsentlig mere lempelig end den danske. Den ligger nok tæt på Alternativets politik. I den forbindelse er det jo nærliggende at spørge: Mener ordføreren, at Sverige – på samme måde, som ordførerens tidligere partifælle mente – er et land, vi skal skele til, når vi taler udlændingepolitik, altså et land, som fører en human og en god udlændingepolitik?

Ordføreren.

Jeg mener, at vi skal skele til Alternativets udlændingepolitik, når vi skal lave en ordentlig og fornuftig udlændingepolitik. Det eneste element, som jeg i hvert fald lige nu på stående fod husker at vi gerne vil det samme som i Sverige i forhold til, er karensperioden. Hvis du har begået noget kriminelt, må karensperioden maks. være 7 år.

Ud over det vil jeg sige, at jeg ikke er ekspert i Sveriges immigrations- og udlændingepolitik, men jeg kan meget håbefuldt sige, at hvis Nye Borgerlige læser Alternativets udlændingepolitik igennem, vil I synes, den er fornuftig, den er ordentlig, og at den er baseret på danske værdier.

Fru Pernille Vermund.

Så lad mig spørge på en anden måde om konsekvenserne af den udlændingepolitik, som er ført i Sverige, og som minder meget om Alternativets – altså det her med tonen i debatten, en humanistisk tilgang, troen på, at hvis man tildeler eksempelvis indfødsret til mennesker, så bliver de bedre integreret i vores samfund. I Sverige ser vi resultatet af det. Mener ordføreren, at konsekvenserne af den svenske udlændingepolitik er positive, eller er de negative?

Ordføreren.

Jeg vil igen gøre opmærksom på, at jeg simpelt hen ikke har tilstrækkeligt med viden, ekspertviden, om, hvad konsekvenserne har været af den svenske politik. Men jeg kan fortælle så meget, at de første indvandrere, gæstearbejderne, kom til Danmark for 50 år siden, og de har fået børn, og så har deres børn fået børn. Og langt de fleste af både gæstearbejderne og deres børn er supergode borgere. De bidrager til det danske samfund, de er en del af fællesskabet, og dermed er det et levende bevis på, at uanset hvor i verden du er fra, kan du blive en del af det danske samfund og en del af fællesskabet, såfremt du vil, og såfremt vi vil.

Tak til Alternativets ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til Nye Borgerliges ordfører, fru Mette Thiesen. Værsgo.

Tak skal du have. Der var nogle, der talte om en skør udlændingepolitik tidligere. Der var nogle, der – jeg tror, det var ministeren – havde svært ved rigtig at sige, hvem der fører en skør indfødsretpolitik. Indfødsretpolitikken som fremført af Alternativet er i bedste fald skør, i værste fald skadelig for Danmark.

Dansk statsborgerskab er den fornemste gave, man kan få. I årevis har politikerne foræret den gave til udlændinge, der aldrig burde have haft den. IS-terrorister er blot et aktuelt eksempel, og der findes så mange tilfælde af fejlagtigt tildelte statsborgerskaber, at det er ulykkeligt. Det vil Nye Borgerlige gøre op med. Derfor er vi positivt indstillet på at kigge på et maksimum for, hvor mange statsborgerskaber vi skal tildele. Forslagsstillerne lægger op til maksimalt 1.000. Det fremgår ikke af forslaget, hvorfor man lige er endt på det her tal, men for Nye Borgerlige er det afgørende, at det kun er dem, der virkelig vil Danmark, og som igennem ord og handlinger har demonstreret deres evne til at indgå i vores fællesskab, der kan få den ultimative gave.

Forslaget lægger op til, at dansk statsborgerskab kun gives til indvandrere, der er integrerede. Vi går videre. Vi mener, at dansk statsborgerskab kun skal gives til personer, der er assimilerede. Forslagsstillerne opstiller en række forslag til kriterier og betingelser, der kan indgå i beslutningen om, hvem der skal have dansk statsborgerskab. Vi bakker fuldt ud op om, at ansøgere skal kigges grundigere igennem, og dér har politikerne svigtet i alt for lang tid. Vores holdning er, at hvad angår udlændinge fra muslimske lande, har vi statistisk set belæg for at sige, at indvandrere og deres efterkommere er mere kriminelle end danskere, når de kommer hertil, og de skal udelukkes fra starten. Der skal kun tildeles dansk indfødsret til mennesker, der kan og vil bidrage positivt til vores fantastiske land. Et maksimum for antallet og en bedre screening kan være en vej til at sikre det. Nye Borgerlige ser derfor frem til udvalgsarbejdet med dette forslag og kan varmt støtte det. Tak.

Fru Marie Krarup har bedt om en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for støtten. Angående antallet, kan det sagtens være 700 eller 750. Det kan komme op i en forhandling. Men jeg vil egentlig stille et andet spørgsmål, fordi jeg ikke var til stede under førstebehandlingen af indfødsretslovforslaget, hvor jeg var i udlandet, og hvor ordføreren mente, at samtlige politikere skulle skamme sig. Derfor vil jeg godt spørge ordføreren: Skammer ordføreren sig ikke over i årevis at have støttet og deltaget aktivt i et parti, nemlig Det Konservative Folkeparti, som har stemt ja til samtlige 54 af de fremsatte indfødsretslovforslag siden 1995?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet. Det er ganske korrekt, at ordføreren ikke var i salen, da vi drøftede det her. Det var ordførerens kollega, hr. Morten Messerschmidt, og han stillede faktisk samme spørgsmål. Og som jeg svarede ham, har hverken han eller ordføreren, fru Marie Krarup, kan jeg nu så også forstå, hørt min tale, for jeg fremhævede faktisk Dansk Folkeparti for netop at have stået vagt om det her og roste dem for netop det. Så den præmis vil jeg slet ikke gå ind på, andet end at jeg fortsat vil minde både fru Marie Krarup og fru Marie Krarups kollega, hr. Morten Messerschmidt, om, at jeg faktisk roste Dansk Folkeparti for netop at have kæmpet for og også i lang tid sikret, at vi ikke har svenske tilstande i Danmark i dag.

Fru Marie Krarup.

Men dermed kommer ordføreren jo ikke uden om, at ordføreren har gjort noget skammeligt i ordførerens egen terminologi. Vi har gjort det rigtige, og tak for at sige det, det ved vi godt, men ordføreren har jo støttet noget forkert år efter år og vil nu skælde de andre ud for det, som ordføreren selv har gjort. Så burde ordføreren ikke skamme sig?

Ordføreren.

Nej, det burde jeg bestemt ikke. Som ordføreren også ganske rigtigt ved, sad jeg ikke i Folketinget i 2015. Det var også det, ordførerens kollega spurgte mig om. Jeg er først blevet valgt til Folketinget nu, og det er selvfølgelig dér, hvor jeg må sikre, at der handles på det her.

Grunden til, at Nye Borgerlige overhovedet er opstået, er, at alt for mange politikere har svigtet på den her dagsorden. Generelt set har politikerne svigtet, bl.a. også i 2015, da man åbnede grænserne og lod migranterne vælte ind. Så nej, jeg skammer mig bestemt ikke. Jeg kæmper hver dag for fædrelandet, og det er jeg rigtig stolt af.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til Nye Borgerliges ordfører. Den næste ordfører er hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance.

Tak for det. Med forslaget her vil Dansk Folkeparti, som de fleste nok har lagt mærke til, sætte et loft på 1.000 over den årlige tildeling af dansk statsborgerskab. Der er jo ikke nogen tvivl om, at Danmark i fortiden har været alt for rundhåndet med at tildele statsborgerskaber. Populært sagt er det blevet givet til for mange, som dybest set ikke kunne lide Danmark og danskerne. Det er blevet givet til for mange, der ikke tog danskerne for vores smukke egenskaber, men for vores penge. Derfor synes jeg sagtens, at man kunne stramme kravene yderligere i forhold til de stramninger, der blev lavet i 2018. En af de ting, som vi ikke kom igennem med dengang, var spørgsmålet om su. Det er fuldstændig uforståeligt for mig og mit parti, at man kan blive klassificeret som selvforsørgende, når man er på su. Det er man selvfølgelig ikke. I det tilfælde er man forsørget af de danske skatteborgere.

Så når vi ikke kan støtte forslaget her, er det ikke, fordi det går imod vores ønske om, at man skal være karrig med tildelingen af statsborgerskaber. Det har noget at gøre med det forvaltningsmæssige, selv om Indfødsretsudvalget ikke skal overholde forvaltningsloven – men forslaget er simpelt hen for mekanisk. I sidste valgperiode sad jeg selv i Indfødsretsudvalget i en periode, og det, der slog mig, mens jeg sad der, var, at sagerne var utrolig forskellige. Man kan simpelt hen aldrig nogen sinde vide, hvordan den næste sag ser ud.

I lyset af det synes jeg, der er noget forkert ved at lave en mekanisme, hvor man kan sidde med en fuldt kvalificeret ansøger nr. 999, og hvor man kigger det hele igennem og siger, at her vil man gerne vil give statsborgerskab. Så kommer nr. 1.000, og så kommer nr. 1001, som er endnu mere kvalificeret, men man har sat et benspænd op for sig selv eller en mekanisme, som bevirker, at man så må sige nej, fordi grænsen på tusind er overskredet.

Så forvaltningsmæssigt er det ikke hensigtsmæssigt at administrere tildelingen af statsborgerskaber, sådan som det bliver foreslået. Det skal forvaltes meget, meget stramt, og det skal forvaltes strammere end i dag, men efter et regelsæt, som gør, at man kan foretage en individuel sagsbehandling. Det er faktisk meget rart, at man kan det. Det var en af de ting, jeg selv lærte af at sidde i Indfødsretsudvalget. Så problemet her er vigtigt og relevant, men vi kan altså ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Marie Krarup.

Det synes jeg jo er ærgerligt at Liberal Alliance ikke kan, især nu, hvor Liberal Alliance på nogle punkter har rykket sig i værdidebatten – jeg ved ikke, om man skal sige til højre eller til venstre, fordi det er ikke højre og venstre, det er mere op og ned, men i en mere traditionel retning måske. Jeg synes, det er ærgerligt, at fokus skal være på ansøger nr. 1.001 i stedet for på den danske familie; det er da det, der er vigtigt. Det, der er væsentligt, er jo at fastholde det sammenhold og de traditioner osv. osv. og sørge for, at det ikke bliver udtyndet, ved at man modtager for mange og giver dem arveret til huset for hurtigt. Så jeg synes simpelt hen, man skal vende debatten om, og derfor er jeg også nødt til at stille det spørgsmål, som jeg har stillet til flere af de andre ordførere: Hvad er så det øvre loft? Er der ikke et øvre loft? Altså, kan vi modtage 100.000 om året, hvis det for den sags skyld skulle komme til det?

Ordføreren.

Jeg synes, at den ordfører, der hidtil har klaret fru Marie Krarups eksamensspørgsmål bedst, er hr. Marcus Knuth, så jeg vil lægge mig i forlængelse af det og sige, at det afgørende er, at der finder en rigtig kritisk og grundig sagsbehandling sted. Jeg synes faktisk ikke, eksemplet med de danske sydslesvigere var så skørt endda; jeg havde sådan set tænkt på selv at bruge det. Altså, hvis man teoretisk forestillede sig, at der opstod en eller anden situation i Tyskland, sådan at 5.000 danske sydslesvigere ville til Danmark, ville jeg ikke have nogen som helst problemer med det, fordi jeg ville tro, at de var gode patriotiske danskere under alle omstændigheder.

Hvem der bliver statsborgere, skal vi være meget, meget karrige med, men det skal ligge i selve den sagsbehandling, vi laver, og ikke i et bestemt tal.

Fru Marie Krarup.

Ja, det synes jeg jo er det eneste fornuftige, altså netop at stille sådan et værn op. Og må jeg så ikke sige med hensyn til eksemplet med sydslesvigerne, at det jo i det tilfælde ville være force majeure, og selvfølgelig kunne man da modtage danske sydslesvigere. Altså, hvis der ligefrem var nogen, der ønskede, at grænsen blev rykket frem eller mod syd, kunne vi nok også godt klare det. Så det er et eksempel, som slet ikke kan bruges i den her sammenhæng, for det er jo nogle, der netop på forhånd tilhører familien, og som bare af historiske årsager er blevet lukket ude. Det mener jeg slet ikke kan bruges som et argument; så jeg mangler stadig svaret.

Ordføreren.

Jamen jeg kan ikke give et svar i form af et tal, fordi jeg mener, at spørgsmålet i den forstand er forkert. Vi skal have nogle meget, meget skrappe principper for, hvordan man kan blive optaget i det, som fru Marie Krarup kalder den danske familie; og det er vi jo enige om. Men hvis man overholder de principper, kan man blive tildelt statsborgerskab.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Pernille Vermund.

Tak for ordet. Det er jo interessant at sidde som et nyt parti og høre nu det sidste parti fra den tidligere blå blok fortælle, at man gerne vil have strengere krav til, hvem der tildeles indfødsret, end det, der på nuværende tidspunkt ligger i lovgivningen. Det må jo betyde, at der har siddet nogle i den forrige periode, hvor det borgerlige Danmark med DF, LA, Venstre og De Konservative havde flertal i Folketinget, som holdt igen. Historien udadtil har altid været, at det var en kamp for LA om skattelettelser og for DF om udlændingepolitik, og at det var jer, der bekrigede hinanden. Det, jeg hørte fra ordføreren i dag, lød ikke sådan. Men nogen må jo have trukket i den forkerte retning, siden en aftale er landet, hvor den er landet, når vi nu har tre ordførere plus ordføreren for forslagsstilleren, som alle ønsker at stramme de regler, som man selv havde flertal for at ændre. Kan ordføreren oplyse eller informere om, hvad der har ændret sig, eller om der er noget, vi ikke har forstået?

Ordføreren.

Jeg skal starte med at sige, at jeg ikke deltog i forhandlingerne dengang, fordi vores ordfører dengang var fru Laura Lindahl, som ikke blev genvalgt. Men det, som var den daværende regerings position, var, at man gerne ville holde sammen på det udlændingepolitiske flertal, der var. Det udlændingepolitiske flertal bestod jo ikke bare af de blå partier. Det bestod også af Socialdemokratiet, som jo i de senere år i en bemærkelsesværdig grad er kommet til fornuft i udlændingepolitiske spørgsmål.

Da var det altså bare så vigtigt for den daværende regering at sige, at vi har et udlændingepolitisk flertal, hvor vi har et rigtig godt samarbejde om at føre en stram udlændingepolitik, så når der så er ønsker og krav af den ene eller den anden slags inden for rimelighedens grænser, prøver man at tale sig til rette inden for det udlændingepolitiske flertal. Jeg er stadig utrolig glad for, at vi har det her brede udlændingepolitiske flertal. Det beskytter lige nu Danmark mod væsentlige ulykker.

Fru Pernille Vermund.

Tak for svaret. Nu kunne man så tænke, at det er Socialdemokratiet, der har siddet og trukket i den forkerte retning. Men vi havde tidligere ministeren oppe og tale om, at hvis der er noget i lovgivningen, som er uhensigtsmæssigt, skulle ministeren også nok bakke op om at få rettet op på det. På en eller anden måde må man jo sige, at i al den nød og ulykkelighed, der er generelt i udlændingepolitikken i Danmark, og med de mange års svigt kunne det måske betyde, at man, når det her forslag er færdigbehandlet og vi er færdige her i salen, kunne se hinanden i øjnene – Venstre, De Konservative, DF og Socialdemokratiet, hvis de ellers får lov – for at få strammet de her regler. Er det LA's position, at man ønsker det?

Ordføreren.

Vi vil gerne have strammet cirkulæret fra 2018. Vi vil faktisk også meget gerne have en bred udlændingepolitik, hvis den er stram, for når man skal føre kontroversiel politik, er det også rart, at den er forankret ret bredt. Jeg var af lidt tilfældige årsager vikar på den første pakke med stramninger af udlændingelovgivningen i 2015. Det var meget kontroversielt. Jeg var meget glad for, at der var et bredt flertal, fordi der også var en meget arrig opposition på det tidspunkt.

Tak. Og så er der en kort bemærkning til hr. Marcus Knuth.

Jeg kan ikke lade være med at stille et spørgsmål. Ordføreren nævnte, at Socialdemokratiet var kommet til fornuft og nu også førte en ansvarlig udlændingepolitik, så bare lige for at være på det rene med det: Socialdemokratiet er i gang med at lempe ved at give højere sociale ydelser. Socialdemokratiet er i gang med at lempe, så det bliver nemmere at blive i Danmark, ved at fjerne opholdskravet. Altså, der er jo en perlerække af lempelser, så mener ordføreren virkelig, at Socialdemokratiet en til en fører den samme politik, som vi gjorde under VLAK-regeringen?

Ordføreren.

Jeg mener, at man skal være langmodig og forstående over for gode samarbejdspartnere, også selv om de nogle gange skuffer en lidt. Det er selvfølgelig lidt skuffende, at man må komme med indrømmelser til sine støttepartier, men vi har jo selv siddet i en regering for ikke så længe siden, hvor vi også måtte komme med indrømmelser til vores støtteparti, som vi også nogle gange syntes var lidt mystiske, men for husfredens skyld. Og jeg ved nok om politik til at sige, at den situation er den nuværende regering jo også i.

Hr. Marcus Knuth.

Jeg synes bare, at vi skal passe på med en ordlyd om, at Socialdemokratiet pludselig er på samme politiske linje som os, for det er de langtfra. De kører en retorik om, at de vil videreføre VLAK-regeringens udlændingepolitik, men når man kigger på de lovforslag, der kommer – lempelse på lempelse – så er det altså noget andet. Så jeg vil bare opfordre til, at vi også minder den danske befolkning om, hvad det er for en politik, Socialdemokratiet i virkeligheden fører.

Ordføreren.

Det er klart, at når man er i opposition, skal man jo ikke forsømme nogen lejlighed til at kritisere regeringen, men der er også et eller andet princip om at holde krudtet tørt, som man også skal tænke lidt på. Det følger jeg i hvert fald i forhold til større og mindre lempelser.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til Liberal Alliances ordfører. Og så har hr. Simon Emil Ammitzbøll-Bille bedt om ordet. Værsgo.

Mange tak. Tilbage i 2001 blev Venstre for første gang i, tror jeg, 77 år Danmarks største parti efter at have ført en kampagne for at få en fast og fair udlændingepolitik i Danmark. På de lange stræk må man jo sige at det er lykkedes at indføre en fast udlændingepolitik, og på den måde må man jo sige at Anders Fogh Rasmussens kampagne for en sådan var en stor succes.

Så er der det der med fairnessen, der en gang imellem skrider lidt i svinget, og det synes jeg sådan set også dagens beslutningsforslag er et udtryk for. For det er jo helt fair – og i øvrigt også fast – at lave nogle klare regler for, hvem der kan få dansk statsborgerskab. Det synes jeg sådan set giver god mening. Jeg synes, det giver god mening, at vi stiller krav til, i hvor lang tid man skal have været her, til, at man skal være selvforsørgende, til, at man ikke begår kriminalitet osv. Det kan man jo så synes skal være lidt strammere eller lidt slappere, eller hvad ved jeg, og det kan man så have en saglig diskussion om, altså hvor snittet skal være.

Men her har vi sådan et lidt specielt forslag, synes jeg, for man har ligesom tænkt på et tal, og tallet var 1.000. Og jeg synes faktisk godt, jeg kan tillade mig at sige, at man bare har tænkt på et tal, efter den ordveksling, der var mellem ordføreren for forslagsstillerne og en af spørgerne fra Nye Borgerlige, for der fik man at vide, at det lige så godt kunne have været 700 eller 750, som det kunne have været 1.000 – det kunne altså også godt have været 10.000 eller 250, eller hvad ved jeg. Det er tænk på et tal. Og det illustrerer jo med al ønskelig tydelighed det ikke særlig smarte ved det her forslag. For det her er sådan et klassisk forslag, der bare skal vise, at man er stram i forhold til udlændingepolitikken, og hvis eneste reelle konsekvens er, at man generer nogle mennesker, som egentlig bare passer deres og opfører sig ordentligt og gerne vil være en del af det danske fællesskab.

Jeg synes, det er ærgerligt, at man laver den slags forslag. Det synes jeg man burde afholde sig fra. For som andre ordførere har været inde på: Hvad så, når nr. 1.001 kommer eller nr. 1.023, eller hvad ved jeg? Der kan være tale om folk, som har gjort deres for at blive en del af det danske samfund – de arbejder, de passer deres, de har ikke begået kriminalitet, de er en del af lokalsamfundet, og der er på alle måder tale om gode, solide borgere, der bare gerne vil være en del af det danske fællesskab.

Så er der også den her diskussionen om statsborgerskab – nogle gange lyder det, som om det betyder noget, i forhold til hvem der er i Danmark eller ej. Og det er jo kun ude på de alleryderste marginaler, at det gør det. For de her mennesker, som nu skal tildeles et statsborgerskab, har fast ophold i Danmark i forvejen, så de er her, lige meget om de får det statsborgerskab eller ej – de er her, og de bliver her. Så det ændrer ikke noget som helst ved det. Så det eneste resultat, man får ud af det her, er altså at genere nogle gode og ordentlige mennesker, der gerne vil være en del af det danske fællesskab, og derfor stemmer jeg selvfølgelig nej til beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Marie Krarup.

Det var godt nok en svada, der tyder på, at der er et og andet, som ordføreren slet ikke har fattet. Hold da op: Det betyder ikke noget, om man tildeler folk statsborgerskab eller ej. Hvad er det da for noget! Der er da en verden til forskel. De får jo arveret, de bliver en del af familien, de får stemmeret. Det gør en kæmpekæmpestor forskel, om man bare er her på forskellige opholdsregler, eller om man får statsborgerskab. Derfor er det, vi skal være så forsigtige. Og ja, tallet kan sagtens sættes lavere end 1.000. Det vil vi godt gå med til, men det, der er vigtigt, er at se det fra den danske families, den danske nations synspunkt: Hvor mange kan vi tage imod, hvor mange kan vi give arveret, uden at vi opløser os selv? Det er man da nødt til at tage alvorligt, og det er da vigtigere, end at nr. 1.001 måske bliver ærgerlig over ikke at få et rødbedefarvet pas.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Jeg synes, det er ærgerligt, at den afsluttende bemærkning reducerer et dansk statsborgerskab til det at få et rødbedefarvet pas. Altså, det er jo ikke det eneste, det handler om, hvilket ordføreren jo ellers plejer at gå op i. Det, jeg sagde, var, at man lader, som om det betyder noget, i forhold til hvem og mange der er her. Og det gør det jo sådan set ikke, for der er tale om folk med fast ophold, som så kan få dansk statsborgerskab.

Så køber jeg egentlig ikke alle de der familieanalogier, som fru Marie Krarup er rejsende i. Altså, fru Marie Krarup og jeg er, så vidt jeg ved, ikke i familie. Vi har det tilfælles, at vi er danskere og vi er danske statsborgere, vi bor her i landet. Men vi er jo ikke i familie. Altså, det er et underligt billede på det forhold, som fru Marie Krarup og jeg har, med alle de kvaliteter, fru Marie Krarup ellers måtte have.

Men det, der er det afgørende, er: Har vi en forvaltningsmåde at gøre de her ting på, hvor der er lighed for loven, er jeg lige ved at sige; hvor det er de samme regler, der gælder for den, der opfylder betingelserne her, og den, der opfylder betingelserne der? Det vil der ikke være, hvis man laver en kvote.

Fru Marie Krarup.

Det vil tage rigtig, rigtig mange timer at rette alle de misforståelser, som ordføreren kommer med – altså, det må have været hårdt at være ordførerens gymnasielærer. Jeg vil godt tage det på mig, men jeg kan ikke nå det her i salen.

Men først og fremmest vil jeg sige: Nej, vi to er ikke i familie. Men jeg bruger familien som et billede på nationen, fordi man er bundet sammen af en række følelser, historier og fortællinger. Og det fællesskab kan man ikke lukke et stort antal folk ind i på basis af rettigheder, uden at man opløser det. Og det er det, der er så vigtigt at forstå.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke kan have en ordentlig diskussion uden lige at skulle komme med sådan en lille nedladende indledning. Men nuvel, det er fru Marie Krarups eget valg.

Jeg vil sige det på den måde, at der jo ikke er tale om, at vi er ved at nedlægge Danmark som nation. Altså, hold nu op! Drop de der sorte pensler og den der mærkelige retorik. Det, vi diskuterer, er jo: Er det sådan, at den, der opfylder kravene, passer sit arbejde, holder sig fra kriminalitet, opfører sig ordentligt og har boet i Danmark i en lang årrække, opfylder reglerne for at få dansk statsborgerskab, kan få det eller ej? Jeg synes ja, fru Marie Krarup synes nej. Og det er så det, vi er uenige om.

Tak, og den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Sikandar Siddique.

Tak til Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Ih, hvor er det bare forfriskende at høre en så progressiv stemme i Folketingssalen i udlændingedebatten. Det mangler i den grad, så tusind tak for det.

Så vil jeg høre, om Simon Emil Ammitzbøll-Bille kunne fortælle, hvor det parti, som han repræsenterer – Fremad – ligger henne i forhold til statsborgerskabsdiskussionen. Altså, skal vi have en mere lempelig statsborgerskabspolitik end den, vi har i dag? Er den fin, som den er, eller hvordan?

Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Mange tak, og tak for de pæne ord i indledningen. I forhold til det konkrete er det ikke sådan, at jeg har et eller andet program for, hvor der skal justeres frem og tilbage i forhold til statsborgerskabsreglerne. Jeg synes da, man skal se på dem løbende. Jeg synes da, det er fair nok, at man hele tiden diskuterer: Hov, er der nogle kriminalitetsformer, man har glemt at tage med i forhold til dem, man giver karantæne eller udelukker? Det synes jeg er helt fair. Der kunne jeg godt nogle gange nok være i strammerdelen.

På den anden side kan man også diskutere sådan noget som indfødsretstesten, som vi har diskuteret på det seneste. Altså, kan man virkelig tillade sig at lade en så fejlbehæftet sag være det, der skal være afgørende for, om folk får statsborgerskab? Og på den måde tror jeg generelt set, at jeg vil sige, at jeg synes, vi har nogle gode regler. Men om de så skal justeres lidt i den ene eller anden retning, synes jeg vi må se på konkret.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så den sidste ordfører, der skal på talerstolen i den her omgang, er fru Marie Krarup som ordfører for forslagsstillerne.

Tak for ordet igen, og tak for debatten. Som jeg begyndte med at sige, er det danske statsborgerskab den danske nations inderste og vigtigste forsvarslinje. Vi kan ikke lade personer, som måske vil undergrave den danske nations sammenhængskraft, passere denne linje, og vi kan ikke lade et meget stort antal personer overskride denne linje, uden at det vil kunne få endda meget alvorlige konsekvenser for den danske nation.

Jeg mener, at vi allerede ser meget alvorlige konsekvenser for den danske nation. Vi har bl.a. set nogle her inden for de sidste 24 timer, hvor der måske er nogle af de folk, som er blevet anholdt, der har statsborgerskab eller har fået tildelt statsborgerskab eller måske er børn af nogle, der har fået tildelt statsborgerskab. Så der er allerede sket meget, meget alvorlige ting inden for den nyere danmarkshistorie med hensyn til tildeling af statsborgerskaber, fordi den danske nation nu ikke længere på samme måde er en samlet familie. For man har lukket for mange ind, og det har givet mulighed for at danne parallelsamfund, og vi rummer altså i dag personer, som bestemt ikke vil den danske nation det godt.

Jeg takker for støtten fra ét parti – tak for det. Men jeg glæder mig over, at der trods alt er mange partier, der har sagt, at det er rigtigt og vigtigt, at vi har skærpet reglerne for at få statsborgerskab. Selv Det Radikale Venstre har rykket sig en smule. Det, jeg så selvfølgelig er ærgerlig over, er, at jeg ikke kan samle et flertal for dette forslag, som vi altså kontinuerligt har fremsat siden 1992, og som vi vil blive ved med at fremsætte, fordi vi mener, det er helt, helt afgørende, hvis man ønsker at forsvare nationen.

Det, jeg synes er det grundlæggende problem ved den her debat, er, at man er så rettighedsfikseret i den moderne tankegang, at man hele tiden tænker på ansøger nummer nr. 1.001 og sætter vedkommendes private, individuelle rettigheder over fællesskabet. Det er det, man også har gjort siden 1983, hvor man lagde vægt på at tildele nytilkomne så mange rettigheder som muligt. Og det er det, der har ført til, at der er for mange, der har fået statsborgerskab i Danmark. Selv Socialdemokratiet siger i hvert fald, at de har en stram indvandringspolitik i dag, så vi er nået til et tidspunkt, hvor vi er nødt til at begynde at tage konsekvenserne af den debat og konsekvenserne af den udvikling, vi har set i landet. Så jeg tror på, at det her forslag bliver vedtaget på et tidspunkt. Det bliver så måske ikke lige i dag, men eftersom de fleste partier bevæger sig i den rigtige retning – ud over de fortabte i Alternativet og Enhedslisten – så tror jeg, at det her forslag bliver en realitet inden for en overskuelig tid.

På den måde har debatten da ikke været helt spildt, så jeg takker for debatten og ærgrer mig selvfølgelig over ikke at kunne samle et flertal.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.