Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 8191
Doknr.
206149
Dato
27-02-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 7. februar 2020 stillet følgende spørgs-
mål nr. 2 (B 23) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 2:
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 2. februar 2020 fra Monica Lylloff om
kompensationsordning på socialområdet, jf. B 23 - bilag 2.”
Svar:
Det er afgørende, at der gives den nødvendige hjælp og støtte efter serviceloven til de
mennesker, der har behov for det. Det er undergravende for systemet, hvis der ikke er
tillid til det, og der f.eks. opstår tvivl om, hvilke hensyn der varetages, herunder om
der spekuleres i lange sagsbehandlingstider og forkerte afgørelser.
Den nødvendige tillid opnås kun ved, at der generelt opleves høj kvalitet i sagsbehand-
lingen. Og her er det afgørende, at borgerne føler sig hørt og inddraget og er betrygget
i, at behandlingen af deres sag er foregået korrekt.
Det er også afgørende, både af hensyn til det enkelte menneske og ud fra et retssikker-
hedsmæssigt synspunkt, at borgeren får den rigtige hjælp i første omgang og ikke først
efter, at Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen.
Ankestyrelsens undersøgelser viser desværre, at der er mange sager på det sociale
område, der er behæftet med fejl.
Jeg er dog ikke af den opfattelse, at man i kommunerne bevidst vil gøre livet svært for
de borgere, som har brug for hjælp, og derfor er jeg ikke enig i de forudsætninger, der
ligger bag B 23. Det er forudsætninger, der hviler på en opfattelse af, at kommunerne
bevidst og usagligt træffer afgørelser, som er i strid med lovgivningen for derved at
spare hjælpen i klageperioden.
Jeg er af den overbevisning, at kommunerne grundlæggende har viljen til at løfte deres
ansvar for, at sagsbehandlingen er i orden.
I den forbindelse er det også et vigtigt forhold, at serviceloven er en rammelov, der
gør, at kommunerne skal træffe mange skønsprægede afgørelser ud fra en konkret og
individuel vurdering i hver enkelt sag, og at forudsætningerne i sagen kan ændre sig
undervejs. Derfor kan der opstå tvivl om, hvornår en afgørelse ligger inden for lovens
rammer. Her er der givetvis plads til forbedring.
At forsøge at løse dette ved at indføre en kompensationsordning, som foreslået med B
23, er dog efter min opfattelse ikke vejen frem. Fokus må være at styrke borgernes
retssikkerhed, og i den forbindelse, at der træffes rigtige afgørelser første gang. Jeg
stiller mig tvivlende over for, om en kompensationsordning vil have den virkning.