Sundheds- og Ældreudvalget 2019-20
SUU Alm.del Bilag 99
Offentligt
Sundhedsudvalget, Folketinget
Vedrørende problemer med tolkegebyret.
Undertegnede og mine kolleger underviser ledere, politikere, læger, sygeplejersker, sekretærer og andre
ansatte i sundhedsvæsnet i tværkulturelle kliniske problemer og deres løsninger hver dag. Vi har undervist
over 30.000 offentligt ansatte over hele landet siden 2009 og vi er formentlig de mest erfarne på dette
område. Vi har desuden haft et intensivt uddannelsesprogram for 100 sundhedstolke over 6 moduler, hvor
alle udfordringer har været drøftet.
Det betyder at vi har en løbende meget bred kontakt til mange faggrupper i alle geografiske områder. Det
betyder også at vi løbende får feed-back om nye og gamle udfordringer på flygtninge/indvandrerområdet.
Der ér mange udfordringer, men særligt én af dem rejses meget hyppigt for tiden og det er tolkegebyret og
tolkeområdet generelt. Meningen med herværende henvendelse er ikke at gennemgå de store juridiske,
økonomiske og patientsikkerhedsmæssige konsekvenser af gebyret, men at påpege et grundlæggende
problem der sås sidst der var et tolkegebyr (2010), men som nu dukker op igen med det nye tolkegebyr.
Politikere og myndigheder har tilsyneladende intet lært af erfaringerne
og har tilmed direkte afvist at
lytte til erfaringerne fra forrige tolkegebyr.
I sammenhæng med vores undervisning har det vist sig at
1. vejledninger til sundhedspersonalet først blev udfærdiget og udsendt lang tid efter gebyrets
indførelse
og første efter utallige rykkere. Flere regioner var betydeligt længere om det end
andre.
2. der var ikke afsat midler til formidling omkring tolkegebyret og i starten var der uenighed mellem
regionerne og ministeriet om hvem der havde ansvaret for information
3. samlet set betød det at de ansatte stod med en meget svær opgave uden den nødvendige
information. I den situation skaber de ansatte deres egne løsninger for at få deres arbejde til at
hænge sammen. Desværre har det vist sig at de løsninger er opfundet er forkerte, farlige, truer
patientsikkerheden og er så tvetydige og inkongruente at de skaber utryghed og mistillid blandt
patienterne. Her er en række eksempler på den ukorrekte
”viden” læger og sygeplejersker
udtrykker og udøver i mangel af bedre:
a. patienter skal selv finde og bestille tolk
b. det er patienters ansvar at sikre at lægen kan tale med patienten
c. når der er sprogbarriere gælder sundhedsloven ikke på samme måde
d. gebyret er en skat som indvandrere skal betale
e. gebyret skal betales direkte kontant til tolken efter samtalen
f. patienter har overhovedet ikke ret til tolk efter 3 år i Danmark
der må ikke anvendes tolk
uanset behov
g. tolke er så dårlige at det er bedre uden
h. der er ingen undtagelsesmuligheder for gebyret fordi det kræver en speciallæge
i. det koster 650 kr at få en lægeerklæring der fritager patienten for gebyret
Derudover har regionerne ikke styr på deres afregningssystemer:
1. patienter der har fået en læge erklæring om undtagelse for gebyret får alligevel tilsendt regninger
SUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 99: Henvendelse af 29/11-19 fra Morten Sodemann, Odense C om problemer med indførelse og administration af tolkegebyret
2. patienter får regninger for samtaler der ikke er udført
3. regionerne udøver aktiv forskelsbehandling: patienter der har en lægeerklæring i én region har ikke
automatisk en lægeerklæring i en anden region. Systemerne taler heller ikke sammen.
4. sygehuse og praktiserende læger bruger enorme mængder af tid på at udfærdige erklæringer, rette fejl
i regninger og kommunikation med patienter og regionsansatte om bøder, rykkere, etc.
Reelt er det stadig juridisk uafklaret hvordan det informerede samtykke skal opfattes i forhold til
forvaltningsloven: hvem har ansvaret for patientfejl (komplikationer, bivirkninger, død) som følge af at
patienten afviser at anvende tolk af økonomiske årsager.
I lyset af at det var præcis de samme problemer, der er nævnt ovenfor, som vi oplevede ved sidste
tolkegebyr, er det bekymrende at man fra politisk side, mod givet råd, vedligeholder og offentligt
understøtter en så massiv misinformation og et så stort brud på patientsikkerheden.
Uden at tage stilling til de politiske bevæggrunde for gebyret, så må det som ansat i sundhedsvæsnet og
som patient minimum forventes at de ansatte er velinformerede, at loven i praksis kan følges uden at
udfordre patientsikkerheden og at regionerne forvalter loven på en acceptabel måde. Det må ligeledes
forventes at politikerne sikrer at loven følges sådan som den var tiltænkt og at loven ikke strider mod
forvaltningslovens øvrige krav. Ingen af delene synes at være tilfældet og jeg vil derfor bede
sundhedsudvalget genoverveje lovens baggrund, konsekvenser og implementering.
29.11. 2019
Morten Sodemann
Professor, overlæge
Indvandrermedicinsk klinik
Odense Universitetshospital