Spørgsmål nr. 917 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren iværksætte en undersøgelse af området og sikre,
at indtil vi har klarhed over omfanget, så skal det være obliga-
torisk for politikredsene at indbringe alle mentalerklæringer for
Retslægerådet, jf. artiklen "Brist i op mod hver tredje mentaler-
klæring: Ordfører kalder det en skandale for retssikkerheden"
fra Berlingske den 13. februar 2020?”
Svar:
1.
Som det fremgår af min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 916 (Alm.
del) fra Folketingets Retsudvalg – hvilken der i øvrigt henvises til – har
Rigsadvokaten oplyst, at Rigsadvokaten den 24. februar 2020 har holdt et
møde med Retslægerådet, Danske Regioner, Retspsykiatrisk Klinik og de
regionale statsadvokater, hvor problemstillingen om mentalerklæringer ved-
rørende mentalt retarderede blev drøftet, og hvor det bl.a. blev aftalt, at de
relevante aktører snarest muligt skal forsøge at tilvejebringe et bedre data-
grundlag med henblik på at belyse, om der kan være grundlag for yderligere
tiltag, f.eks. præcisering af retningslinjerne på området mv. Rigsadvokaten
forventer at indkalde til et nyt møde om emnet hurtigst muligt.
Som også anført i min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 916 (Alm. del)
fra Folketingets Retsudvalg er det er ikke hensigten med ordningen om fo-
relæggelse, at mentalundersøgelser i alle tilfælde skal forelægges for
Retslægerådet, og der var på mødet den 24. februar 2020, jf. ovenfor, også
enighed mellem bl.a. Rigsadvokaten og Retslægerådet om, at det vil være
unødvendigt og uhensigtsmæssigt, at alle sager blev forelagt for Retslæge-
rådet.
Det vil efter min opfattelse heller ikke være hensigtsmæssigt, hvis der fra
centralt hold sættes et fast tal på, hvor mange mentalundersøgelser der skal
forelægges for Retslægerådet. Mentalundersøgelserne skal forelægges, når
det er relevant, idet forelæggelsen ellers vil forlænge sagsbehandlingstiden
til skade for både tiltalte og eventuelle ofre samt gøre processen unødigt
ressourcetung.
2.
Når det er sagt, mener jeg, at det hverken er tilfredsstillende eller effektivt,
at der potentielt er fejl i et relativt højt antal mentalerklæringer vedrørende
personer med mental retardering, selvom Retslægerådet – eller anklagemyn-
digheden eller tiltalte og dennes forsvarer – sikrer, at disse fejl udbedres
forud for eller under straffesagen. Mentalerklæringerne skal allerede ved ud-
2
