Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt
2142371_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
29. januar 2020
Politikontoret
Karoline Ove Dahl
2019-0030-3190
1316950
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 392 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 26. november 2019.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Nick Hækkerup
/
Lisbeth Gro Nielsen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 392: Spm. om ministerens kommentar til artiklen "Rystet over politiet", til justitsministeren
Spørgsmål nr. 392 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren kommentere artiklen, herunder redegøre for
hvordan ministeren vil sikre, at offeret får besked ved gernings-
mandens udgang, og vil ministeren redegøre for, om ministeren
finder det rimeligt, at man som gerningsmand får udgang i så-
dan en sag og gang på gang overtræder sit tilhold, jf. artiklen
"Rystet over politiet" fra BT den 25. november 2019?”
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Di-
rektoratet for Kriminalforsorgen, der har oplyst følgende:
”Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens regler, at indsatte har
ret til forskellige former for kontakt til samfundet uden for in-
stitutionen i form af bl.a. udgang, brevveksling og telefonsam-
taler. Disse rettigheder er centrale i forhold til at kunne bevare
og styrke konstruktive forbindelser med samfundet udenfor,
hvilket kan medvirke til at øge mulighederne for at føre en kri-
minalitetsfri tilværelse efter løsladelsen. Den nødvendige balan-
cering af rettighederne sker ved, at det af ordens- og sikkerheds-
mæssige grunde mv. i nærmere bestemte tilfælde er muligt at
fastsætte begrænsninger for udøvelsen af dem.
Kriminalforsorgen modtager i almindelighed ikke oplysninger
om, hvorvidt en person, der skal afsone i Kriminalforsorgens in-
stitutioner, har forbud mod at kontakte bestemte personer.
Der er således ikke fastlagt procedurer særligt med henblik på
at undersøge om et givent brev, som den indsatte i medfør af
ovenstående regler har ret til at sende, sendes til en person, som
den indsatte har tilhold mod at kontakte.”
Derfor har jeg også, i lyset af den konkrete sag, igangsat en undersøgelse af,
om procedurer og regler vedrørende offerunderretning, og hvilke oplysnin-
ger kriminalforsorgen skal modtage fra politiet i forbindelse med anmel-
delse af en dom til straffuldbyrdelse, er skruet hensigtsmæssigt sammen.
Der henvises i øvrigt til den samtidige fortrolige besvarelse af spørgsmål nr.
389 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg og den samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 396 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.
2