REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1889: Spm. om at indarbejde en hjemmel i bistandsværgebekendtgørelsen, så bistandsværgen i dennes egenskab af "værge" af egen drift og uden forudgående samtykke kan klage på den dømtes vegne, til justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2019-20

REU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 1628

Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

21. september 2020

Strafferetskontoret

Mikkel Holt Christensen

2020-0030-4558

1581516

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1628 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 7. august 2020. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Niklas Velling Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1889: Spm. om at indarbejde en hjemmel i bistandsværgebekendtgørelsen, så bistandsværgen i dennes egenskab af "værge" af egen drift og uden forudgående samtykke kan klage på den dømtes vegne, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 1628 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren oplyse, hvilke beføjelser og begrænsninger bi-

standsværgen har i forhold til de myndigheder, sygehuse (psy-

kiatrien som helhed) og bosteder, som den dømte er i kontakt

med? Og vil ministeren oplyse, om bistandsværgen er uafhæn-

gig af disse parter, således at disse skal respektere, at bistands-

værgen er beskikket af domstolene?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

”1. En bistandsværge, som beskikkes under straffesagens be-

handling, har i første række til opgave sammen med den beskik-

kede forsvarer at bistå den sigtede eller tiltalte under sagens be-

handling, jf. herved straffelovens § 71, stk. 1. Efter dommen er

det ifølge straffelovens § 71, stk. 2, bistandsværgens opgave at

holde sig underrettet om den dømtes tilstand og at drage omsorg

for, at opholdet på sygehuset/sygehusafdelingen, i institutionen

eller anstalten og andre foranstaltninger ikke udstrækkes læn-

gere end nødvendigt.

Bistandsværgens opgaver er nærmere beskrevet i bistandsvær-

gebekendtgørelsen. Ifølge bistandsværgebekendtgørelsens § 8,

stk. 2, skal bistandsværgen rådgive og vejlede den sigtede, til-

talte eller dømte om klageadgang, herunder i henhold til lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, samt om mulig-

heden for at søge en idømt foranstaltning ændret eller ophævet.

Bistandsværgen er ikke begrænset til alene at rådgive om klager

over tvangsforanstaltninger, men vil også kunne rådgive og vej-

lede om klagemuligheder i relation til f.eks. behandling, omsorg

mv.

Bistandsværgen skal desuden hjælpe den dømte med at udforme

eventuelle klageskrivelser og anmodninger om ændring eller

ophævelse af foranstaltningen. Dette gælder også i de tilfælde,

hvor den dømte ikke er tvangsanbragt, men hvor der er mulig-

hed for tvangsanbringelse i henhold til en dom. Hvis en bi-

standsværge konstaterer, at den dømte har det dårligt eller bliver

udsat for omsorgssvigt, vil bistandsværgen således kunne vej-

lede og hjælpe den dømte med evt. at udforme klageskrivelser

vedr. de konstaterede forhold.

Bistandsværgen er forpligtet til snarest muligt efter beskikkel-

sen at besøge den person, bistandsværgen er beskikket for. Be-

søg skal herefter finde sted efter behov, jf. bistandsværgebe-

kendtgørelsens § 9, stk. 1. Dette gælder også i de tilfælde, hvor

den dømte ikke er tvangsanbragt, men hvor der er mulighed for

tvangsanbringelse i henhold til en dom.

Bistandsværgens opgave er således bredere end blot at være en

klagevejleder, idet en bistandsværge både skal vejlede, rådgive

og bistå den dømte samt varetage den centrale forpligtelse til at

drage omsorg for, at opholdet og andre foranstaltninger ikke ud-

strækkes længere end nødvendigt.

Bistandsværgen skal i den forbindelse alene varetage den sigte-

des, tiltaltes eller dømtes interesser i sagen, og bistandsværgen

er derfor uafhængig af det sygehus/den sygehusafdeling, insti-

tution, anstalt m.v., som den sigtede, tiltalte eller dømte er i kon-

takt med.

Af bistandsværgebekendtgørelsens § 13, stk. 1, fremgår det,

at et sygehus/en sygehusafdeling, en institution eller en anstalt

m.v., som modtager en person, der har en bistandsværge beskik-

ket, snarest skal underrette bistandsværgen, når den pågældende

påbegynder et ophold på stedet. Af bekendtgørelsens § 13, stk.

2, fremgår det endvidere, at sygehuset/sygehusafdelingen, insti-

tutionen eller en anstalt m.v. skal underrette bistandsværgen ved

afslutningen af den pågældendes ophold på stedet.

Det følger videre af bistandsværgebekendtgørelsens § 14, stk. 1,

at personalet på sygehuset/sygehusafdelingen, institutionen el-

ler anstalten m.v. skal give bistandsværgen enhver oplysning,

som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på for-

svarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives

til den sigtede, tiltalte eller dømte, må heller ikke gives til bi-

standsværgen.

Bistandsværgen vil i kraft af sin funktion på den baggrund

kunne deltage i behandlingsmøder mellem den sigtede, tiltalte

eller dømte, og relevant behandlingspersonale.

Bekendtgørelsens § 14, stk. 1, ses tilsvarende at give mulighed

for, at bistandsværgen – med den begrænsning, der følger af §

14, stk. 1, 2. pkt. – kan få adgang til handleplaner for den sig-

tede, tiltalte eller dømte, hvis den pågældende opholder sig på

en institution eller et bosted, og handleplanen omhandler eller

indeholder oplysninger om helbred eller foranstaltninger for den

sigtede, tiltalte eller dømte.

Af § 14, stk. 2, fremgår det, at bistandsværgen har ret til at gøre

sig bekendt med oplysningerne i tvangsprotokollen vedrørende

den sigtede, tiltalte eller dømte, som den pågældende er beskik-

ket for.

Det følger yderligere af § 14, stk. 3, at bistandsværgen har ret til

at gøre sig bekendt med indholdet af den sigtedes, tiltaltes eller

dømtes journal, herunder behandlingsplan, såfremt den pågæl-

dende selv ville have adgang hertil, jf. § 37 i sundhedsloven, og

såfremt den pågældende meddeler samtykke til, at bistandsvær-

gen får adgang til journalen.

Derudover følger det af straffelovens § 72, stk. 2, at bistands-

værgen kan anmode om ændring eller ophævelse af en foran-

staltning efter §§ 68, 69 eller 70. Anmodningen fremsættes over

for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgs-

målet for retten.

Der er således i lovgivningen taget stilling til, hvilke oplysnin-

ger om den sigtede, tiltalte eller dømte bistandsværgen kan få

udleveret, og hvilke handlinger bistandsværgen kan foretage sig

på vegne af den sigtede, tiltalte eller dømte, uden samtykke fra

den pågældende.

Det bemærkes i den forbindelse, at bistandsværgebekendtgørel-

sen ikke indeholder hjemmel til, at den pågældende bistands-

værge af egen drift og uden forudgående samtykke kan klage på

den dømtes vegne over f.eks. manglende behandling eller om-

sorg.

Det bemærkes endvidere, at bistandsværgen så vidt muligt skal

handle i samråd med den sigtede, tiltalte eller dømte, jf. § 7 i

bistandsværgebekendtgørelsen.

En bistandsværge vil – i de tilfælde hvor bistandsværgen ikke

ellers har mulighed herfor – kunne få adgang til oplysninger og

klage på vegne af den dømte efter forvaltningslovens regler om

repræsentation, jf. § 8 i forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr.

433 af 22. april 2014). Dette forudsætter bl.a., at den pågæl-

dende dømte meddeler samtykke til at lade sig repræsentere og

selv ville have mulighed for at klage eller få de relevante oplys-

ninger udleveret.

Hvis bistandsværgen handler på vegne af den sigtede, tiltalte el-

ler dømte efter reglerne om partsrepræsentation, så skal bi-

standsværgens begæring eller klage behandles som var det den

pågældende sigtede, tiltalte eller dømte selv, som havde fremsat

begæringen/klagen.”

Justitsministeriet har desuden til brug for besvarelsen af spørgsmålet ind-

hentet en udtalelse fra Social- og Indenrigsministeriet, der har oplyst føl-

gende:

”Af servicelovens § 133, stk. 1, fremgår, at klager over perso-

nalets anvendelse af servicelovens regler om magtanvendelse i

§§ 124 b-124 d, § 136 a, stk. 1, og §§ 136 c-136 e kan indbringes

for kommunalbestyrelsen af den person, som foranstaltningen

vedrører.

Klager over kommunalbestyrelsens afgørelser truffet efter §

125, §§ 128-128 c, § 136 a, stk. 3, § 137 b og § 137 c, stk. 2, kan

indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i retssikkerhedslo-

vens kapitel 10 af den person, som afgørelsen vedrører jf. § 133,

stk. 2.

En pårørende, en værge, en fremtidsfuldmægtig eller en anden

repræsentant for den person, som foranstaltningen vedrører, kan

klage efter § 133, stk. 1 og 2, når den person, som foranstaltnin-

gen eller afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage.

Klage fra borgerens repræsentant forudsætter, at repræsentanten

ved, at der er anvendt magt over for borgeren. Derfor har perso-

nalelederen pligt til jævnligt at orientere borgerens pårørende,

fremtidsfuldmægtige, værge eller anden repræsentant om hvilke

indgreb, der er foretaget.

Reglerne om bistandsværger hører under Justitsministeriet res-

sort. Social- og Indenrigsministeriet kan derfor kun redegøre for

regler om mulighed for klage over behandling på botilbud efter

serviceloven.

Derudover skal socialtilsynet sikre, at borgerne ydes en indsats,

der er i overensstemmelse med formålet med offentlige og pri-

vate tilbud efter lov om social service. Det følger således mere

generelt af § 11, stk. 1, i lov om socialtilsyn, at tilsynet skal have

et telefonnummer og en e-postadresse, hvortil et tilbuds perso-

nale, beboere, pårørende og andre kan henvende sig anonymt

om bekymrende forhold i tilbuddet. Socialtilsynet skal oplyse

beboere og ansatte om muligheden for at rette henvendelse til

socialtilsynet efter bestemmelsen.

Alle kan således henvende sig til socialtilsynet, hvis de oplever

bekymrende forhold i et tilbud, og tilsynet skal som offentlig

myndighed altid tage henvendelsen alvorligt og vurdere, om den

giver anledning til at foretage sig nærmere, uanset på hvilken

måde og i hvilken form henvendelsen modtages.”

Der henvises endvidere til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 1631

og spørgsmål nr. 1640 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.