REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1889: Spm. om at indarbejde en hjemmel i bistandsværgebekendtgørelsen, så bistandsværgen i dennes egenskab af "værge" af egen drift og uden forudgående samtykke kan klage på den dømtes vegne, til justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2019-20

REU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 1628

Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

21. september 2020

Strafferetskontoret

Mikkel Holt Christensen

2020-0030-4561

1581577

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1631 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 7. august 2020. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Niklas Velling Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1889: Spm. om at indarbejde en hjemmel i bistandsværgebekendtgørelsen, så bistandsværgen i dennes egenskab af "værge" af egen drift og uden forudgående samtykke kan klage på den dømtes vegne, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 1631 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren oplyse, om bistandsværgen reelt kun er en kla-

gevejleder med samme opgaver som patientrådgiverne?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Sundheds- og Ældreministeriet, der har oplyst følgende:

”Patienter, som enten er tvangsindlagt, tvangstilbageholdt eller

undergivet tvangsforanstaltninger, har ret til at få beskikket en

patientrådgiver, jf. psykiatrilovens § 24, stk. 1.

Patientrådgivere skal vejlede og rådgive patienten med hensyn

til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og be-

handling på psykiatrisk afdeling, jf. psykiatrilovens § 24, stk. 2.

Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksæt-

telse og gennemførelse af eventuelle klager.

Det er muligt at klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn

over bl.a. afgørelser om tvangsindlæggelse og tvangsforanstalt-

ninger, herunder tvangsfiksering og tvangsmedicinering, jf. psy-

kiatrilovens kapitel 10. Retspsykiatriske patienter er dog undta-

get muligheden for at klage over afgørelser om tvangsindlæg-

gelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel, jf. § 2, stk. 1, i be-

kendtgørelse nr. 1414 af 10. december 2010 om personer indlagt

på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse.

Sundheds- og Ældreministeriet kan for så vidt angår spørgsmå-

let om klage over behandling endvidere oplyse, at det fremgår

af betænkning nr. 1109/1987 side 87, at patientrådgiveren ikke

er værge for patienten og normalt ikke er beføjet til at handle på

egen hånd uden patientens samtykke.

Herudover er det angivet i betænkning nr. 1068/1986, bind 2,

side 350, at en patientrådgiver som udgangspunkt ikke skal tage

initiativ, hvis patienten selv magter at gøre dette, medmindre pa-

tienten anmoder rådgiveren herom. Det er i øvrigt specificeret,

at patientrådgiveren ved jævnlige samtaler med patienten skal

afklare, om denne ønsker, at rådgiveren skal handle på hans

vegne og i bekræftende fald først gøre dette efter at have drøftet

det ønskelige heri.

Vedrørende selve patienten er det anført i betænkning nr.

1068/1986, bind 2, side 343, at en patient, der får beskikket en

patientrådgiver, er lige så myndig og habil, som vedkommende

var, før beskikkelsen fandt sted. I forlængelse heraf fremgår det,

at en frihedsberøvet sindssyg person ikke er umyndiggjort i

hverken økonomisk eller personlig henseende. Patienten har –

så længe den givne tvangsforanstaltning varer – blot fået tildelt

en særlig tillidsperson, som den pågældende kan rådføre sig

med.

Omvendt fremgår det af betænkning nr. 1068/1986, bind 2, side

350, at i det tilfælde patienten ikke selv er i stand til at handle

eller tage stilling til, hvad der eventuelt bør gøres, påhviler det

patientrådgiveren på egen hånd at varetage patientens interesser

bedst muligt og navnlig at sikre, at frihedsberøvelse og anden

tvang ikke anvendes i videre omfang end strengt nødvendigt.

Det anføres i denne sammenhæng i betænkningen, side 406, at

patientrådgiveren skal påse, at der klages over en given tvangs-

foranstaltning, hvis der er belæg herfor – også når patienten ikke

selv er i stand hertil eller blot ikke magter at tage et sådant initi-

ativ.

Patientrådgiveren skal således sætte sig i patientens sted og

handle, som patienten måtte antages selv at have ville gjort, når

patienten undtagelsesvist er forhindret i at varetage sine interes-

ser som følge af sin sindssygdom.

Således er det Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at det

som overvejende hovedregel kræver patientens samtykke, hvis

patientrådgiveren skal indgive en klage til Det Psykiatriske Pa-

tientklagenævn. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være

særlige tilfælde, hvor patienten ikke er i stand til selv at klage,

og at det efter omstændighederne er tydeligt, at det både vil være

i patientens interesse og patientens eget ønske, at patientrådgi-

veren klager til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Ministeriet

understreger i denne forbindelse, at dette ikke indebærer at pa-

tientrådgiveren betragtes som værge for patienten, eller at pa-

tienten umyndiggøres. Patienten kan således altid selv trække

klagen tilbage, hvis patienten efter patientrådgiverens indbrin-

gelse af klage ikke ønsker at gå videre med klagen.

Da bistandsværger på samme vis som patientrådgiverne skal rå-

dgive og vejlede den retspsykiatriske patient, herunder med at

udforme klageskrivelser, jf. bistandsværgebekendtgørelsens §

8, stk. 2, formodes det, at den ovenstående vurdering tilsvarende

gælder for bistandsværger.

Således vil det i særlige tilfælde være muligt for en bistands-

værge at indgive en klage i de tilfælde, hvor den retspsykiatriske

patient ikke selv er i stand hertil.

Det bemærkes til støtte herfor, at bistandsværger ofte er den

retspsykiatriske patients nærmest pårørende, hvorfor det derfor

formodes, at bistandsværgen vil varetage patientens interesser

bedst muligt og sikre, at frihedsberøvelse og anden tvang ikke

anvendes i videre omfang end strengt nødvendigt.”

Der henvises desuden til de samtidige besvarelser af spørgsmål nr. 1628

(Alm. del) og spørgsmål nr. 1640 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.