REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1377: Spm. om ministeren vil sende udvalget sit talepapir fra det åbne samråd den 28/5-20 om Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. REU alm. del - samrådsspm. AB-AD, til justitsministeren og social- og indenrigsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del
Offentligt

Social- og indenrigsminister Astrid Krags talepapir

Anledning

Dato / tid

Sted

Talens varighed

Talens formål

Publikum og

programpunkt

Besvarelse af REU alm. del – samrådsspm.

AB-AD

28.05.2020 kl. 10.15-11.45

Landstingssalen

Ca. 8 min. (maks. 10 min.)

Det talte ord gælder

REU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 1377: Spm. om ministeren vil sende udvalget sit talepapir fra det åbne samråd den 28/5-20 om Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. REU alm. del - samrådsspm. AB-AD, til justitsministeren og social- og indenrigsministeren

[Indledning]

Tak for ordet. Spørger har stillet tre spørgsmål, som i talen

besvares samlet.

Jeg vil indledningsvist sige, at Ungdomskriminalitetsnævnet og lov

om bekæmpelse af ungdomskriminalitet som bekendt hører under

justitsministerens ressort. Jeg vil derfor primært forholde mig til de

sociale myndigheders rolle og ansvar.

[Formål er hjælp, ikke straf]

Som socialminister er det vigtigste for mig at sikre, at børn og

unge, der har behov for særlig støtte, får den hjælp de har brug

for. Det gælder også børn og unge, der begår kriminalitet, og som

ofte også vil have andre problemstillinger og udfordringer at slås

med.

Børn og unge under 15 år, der begår kriminalitet, skal ikke straffes

– de skal hjælpes med at komme tilbage i god udvikling og trivsel.

Men for nogle – en lille hård kerne, der i en meget tidlig alder

begår meget alvorlig kriminalitet – er der også behov for, at de

mærker en tydelig konsekvens af deres handlinger. Og at de

samtidig får den nødvendige hjælp til at komme ud af en kriminel

løbebane og på rigtigt spor igen. Det er formålet med reformen og

med oprettelsen af Ungdomskriminalitetsnævnet.

Nævnet skal ikke tage stilling til spørgsmålet om skyld.

Nævnet skal foretage en helhedsvurdering af barnets eller den

unges situation med henblik på at træffe afgørelse om

foranstaltninger, der kan hjælpe barnet eller den unge ud af

kriminalitet og tilbage i trivsel.

[En særligt sårbar målgruppe]

Børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne er en særligt

sårbar målgruppe, også i denne sammenhæng. De skal

selvfølgelig have den hjælp, de har brug for. Det gælder både i

forhold til den indsats, der iværksættes, men også i forhold til

behandlingen af barnets eller den unges sag.

Et barn med nedsat psykisk funktionsevne kan have vanskeligt

ved at forstå komplicerede sagsbehandlingsprocesser. Ja endog

at forstå konsekvenserne af sine egne handlinger. Det skal

systemet selvfølgelig tage højde for.

Der gælder derfor de samme krav til nævnets behandling af sager

med børn og unge som i alle andre børnesager – nemlig at

myndighederne har pligt til at skabe de rette rammer og blandt

andet sikre, at barnet eller den unge forstår, hvad sagen handler

om. Barnet har ret til at blive hørt, ligesom kommunen har pligt til

at inddrage barnet eller den unge i forbindelse med sagens

oplysning.

Myndighederne skal vejlede barnet eller den unge og

forældremyndighedsindehaverne om muligheden for at medbringe

en bisidder, en partsrepræsentant eller en ressourceperson fra

barnets familie eller netværk, og om adgangen til gratis

advokatbistand i visse sager.

Dertil har Ungdomskriminalitetsnævnet en række muligheder for

at tage højde for barnets behov i mødeafviklingen, og i visse

tilfælde helt at undtage barnet eller den unge fra at deltage i

nævnsmødet. Afhængig af barnets alder og sagens karakter vil

der også være en børnesagkyndig tilstede, fx hvis kommunen har

indstillet til, at der træffes afgørelse om anbringelse uden for

hjemmet uden samtykke.

Det er selvfølgelig vigtigt at følge op på, om myndighederne lever

op til deres ansvar i forhold til denne særligt sårbare målgruppe.

Det er derfor godt, at dette aspekt er med i den kommende

evaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet, der som noget af det

første blandt andet skal se på nævnenes håndtering af sager med

børn og unge, der har en psykisk funktionsnedsættelse.

[Kommunens rolle og ansvar]

I forlængelse heraf vil jeg understrege, at de sociale myndigheder

fortsat spiller en afgørende rolle, selvom det nu er

Ungdomskriminalitetsnævnet, og ikke kommunen, der træffer

afgørelsen.

For det første er den ansvarlige kommune repræsenteret i

nævnet. Der er således altid en kommunal repræsentant til stede

ved nævnsmøderne, som forelægger sagen for nævnet og

kommunens indstilling til sagen.

Det giver rigtig god mening, for det er den kommunale

sagsbehandler, der har det mest indgående kendskab til barnet

eller den unge og familien.

For det andet er det kommunens ansvar at oplyse sagen, og

kommunen skal i den forbindelse anlægge et helhedsorienteret

blik på sagens aspekter, ligesom det gælder i andre børnesager.

Når et barn eller en ung begår kriminalitet i en tidlig alder, er det et

tydeligt tegn på mistrivsel. Det er derfor vigtigt, at kommunen laver

en grundig afdækning af barnets støttebehov og udfordringer.

Derfor svarer kravene til indholdet i den ungefaglige

undersøgelse, som kommunen foretager i disse sager, rent

omfangs- og indholdsmæssigt til den børnefaglige undersøgelse,

som vi kender fra andre sociale sager.

For det tredje er det kommunen, der på baggrund af den

ungefaglige undersøgelse laver en indstilling til valg af

foranstaltning til Ungdomskriminalitetsnævnet. Så vidt jeg er

bekendt, følger nævnet i vidt omfang kommunens indstilling.

Reaktionsmulighederne svarer til de foranstaltninger, som

kommunen kan iværksætte efter servicelovens bestemmelser. Og

det gælder, at de valgte indsatser skal bygge på en konkret

vurdering af barnets eller den unges og familiens forhold, samt at

de skal gennemføres for barnets eller den unges bedste.

Det nye er altså, at det ikke er kommunen, men nævnene, der

træffer afgørelsen, ligesom tilsynet med barnet eller den unge skal

foregå i samarbejde mellem kommunen og ungekriminalforsorgen.

Det er et nyt setup, som kræver tilvænning.

Men det er vigtigt at fremhæve, at de nye nævn ikke har ændret

ved kommunernes generelle ansvar i forhold til børn og unge med

behov for særlig støtte. Det gælder både før, under og efter

Ungdomskriminalitetsnævnets behandling af sagen og når den

iværksatte foranstaltning, som følger af nævnets afgørelse,

ophører.

[Afrunding – det skal være de rigtige børn og unge, der

havner i Nævnet]

Jeg mener helt grundlæggende, at vi med

Ungdomskriminalitetsnævnet har skabt nogle gode rammer for at

hjælpe børn og unge, som har begået kriminalitet. Og som

samtidig sørger for at børn og unge, som i en meget tidlig alder af

forskellige årsager kommer ud i alvorlig kriminalitet, også mærker,

at der er en konsekvens. For vi kommer ikke udenom, at der er en

lille gruppe af rimelig hard-core kriminelle børn og unge, som

risikerer fra en alt for tidlig alder at blive fanget i en kriminel

løbebane, hvis ikke vi lykkes med at gribe tidligt ind og give dem

den hjælp og støtte, de har brug for, til at komme tilbage i en god

udvikling og trivsel.

Når det er sagt, så er det selvfølgelig vigtigt, at de børn og unge,

der kommer i Ungdomskriminalitetsnævnet, også er dem, som var

tiltænkt med lovgivningen. Jeg kender af gode grunde ikke de

nærmere omstændigheder i de sager om unge med psykiske

funktionsnedsættelser, der har været fremme i pressen. Men når

det kommer til eksempelvis voldelig adfærd, så er der selvfølgelig

forskel på, om barnet eller den unge af og til har en

udadreagerende adfærd pga. af en psykisk diagnose, men ellers i

øvrigt bevæger sig på den rigtige side af loven. Eller om der er

tale om en overlagt voldelig handling – eventuelt i kombination

med andre alvorlige kriminelle handlinger – som gør, at

myndighederne har en særlig bekymring for barnet eller den unge.

Her skal vi selvfølgelig sørge for, at det er de rigtige, der indstilles

til Ungdomskriminalitetsnævnet. Og det er et af de spørgsmål,

som den kommende evaluering skal belyse.

Så må evalueringen vise, om der eventuelt er behov for

justeringer.

Tak for ordet.