Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del
Offentligt
2232397_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 18. august 2020
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 1123 (MOF alm. del) stillet
26. juni 2020 efter ønske fra Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 1123
”Vil
ministeren kommentere materiale modtaget i forbindelse med foretræde som opfølgning på
høring om bioøkonomi den 6. februar 2020, jf. MOF alm. del
bilag 488? Vil ministeren redegøre for,
hvorvidt ministeren vil tage initiativ til udarbejdelse af en strategi for bioøkonomi, og for, hvordan en
sådan strategi og udmøntning heraf planlægges finansieret?”
Svar
Bioøkonomien spiller en helt central rolle, når vi skal udvikle fremtidens løsninger på vor tids globale
udfordringer. Bioøkonomien kan bidrage til en bæredygtig udnyttelse af jordens ressourcer, så knappe
ressourcer udnyttes langt bedre og genanvendes til nye formål. Derved kan bioøkonomien bidrage til
en positiv og samfundsøkonomisk bæredygtig udvikling, der reducerer presset på vores miljø og klima.
Regeringen er meget optaget af, hvordan vi bedst kan fremme den bioøkonomiske dagsorden, og skabe
mest mulig værdi for vores samfund. Denne og tidligere regeringer har modtaget rådgivning fra Det
Nationale Bioøkonomipanel om, hvor og hvorledes der bedst sættes skub i den videre udvikling af nye,
bæredygtige værdikæder inden for bioøkonomien i Danmark, til gavn for økonomien, beskæftigelsen,
miljøet og klimaet. Bl.a. har panelet fremsat en række anbefalinger om det store potentiale, der er i
bæredygtige proteiner samt produkter baseret på biobaserede eller genavendte materialer. Det er
blevet til en handlingsplan om bæredygtige proteiner, og jeg forventer, at vi snarest vil lancere en
handlingsplan for fremtidens byggeklodser til emballage, tekstil og produkter med lang levetid.
Gennem Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) er der siden 2010 uddelt ca. 2,3 mia.
kr. til over 400 projekter. GUDP uddeler ca. 180 mio. kr. årligt. Et af indsatsområderne er grøn
bioraffinering, hvor der foreløbigt er uddelt 100 mio. kr. til at styrke udviklingen af nye teknologier til
f.eks. at udvinde protein fra græs, kløver og lucerne. En øget brug af bæredygtige proteiner, f.eks. til
foder, vil have positiv effekt på både klimaet og miljøet, og rummer et stort potentiale for dansk
landbrug. Regeringen har endvidere igangsat en analyse af, hvordan arealanvendelse, biomasse og
bioraffinering bedst kan skabe samfundsøkonomisk gevinst i fremtiden. Analysen forventes færdig ved
udgangen af året.
Der pågår således et fortsat stort arbejde med at fremme bioøkonomien i Danmark. Regeringen har
ikke truffet beslutning om en strategi for bioøkonomi.
Mogens Jensen
/
Mikkel Dam Schwartz
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf.
38 14 21 42 •
Fax
33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk