Forsvarsudvalget 2019-20
FOU Alm.del
Offentligt
2178984_0001.png
Udenrigsministeriet
Folketingets Forsvarsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: [email protected]
http://www.um.dk
Bilag
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2020-15146
SP
20. april 2020
FOU alm. del
svar på spørgsmål 94 til fra Anne Valentina
Berthelsen stillet den 30. marts 2020 til udenrigsministeren
Spørgsmål
Ministeren bedes fremsende en liste over danske militære styrkebidrag,
udsendt til internationale militære operationer, inkl. beslutningsgrundlaget
for hver enkelt mission, herunder både de politiske bevæggrunde og
perspektiverne i, hvorfor Danmark er tilstede.
Svar
Der lægges til grund for nedenstående liste over danske militære
styrkebidrag udsendt til internationale militære operationer, at der er tale
om aktuelt udsendte substantielle styrkebidrag.
United Nations Truce Supervision Organisation (UNTSO)
Danmark har bidraget til FN’s fredsbevarende mission i Mellemøsten,
United Nations Truce Supervision Organisation (UNTSO), siden dens
etablering ved Sikkerhedsrådets resolution 50 i 1948. Missionen er FN’s
ældste og længstvarende. Bidraget blev oprindeligt udsendt i henhold til
dagældende grundlovsbestemmelser. Det danske bidrag til UNTSO har i
de seneste år ligget på mellem 10 og 15 officerer. Regeringen støtter, at
missionens observatører kan overvåge, at våbenhvilen og indgåede aftaler
overholdes, at missionen forebygger, at isolerede hændelser ikke udvikler
sig til noget større, og at UNTSO kan assistere andre FN-operationer i
regionen.
United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission
in Mali (MINUSMA)
Danmark har bidraget til FN’s fredsbevarende mission i Mali, MINUSMA,
periodevis siden 2013. De nuværende danske bidrag til missionen er
FOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 94: Spm. om ministeren vil fremsende en liste over Danmarks internationale militære bidrag, inkl. beslutningsgrundlaget for hver enkelt mission, til udenrigsministeren
2
udsendt i medfør af Folketingsbeslutning om danske militære bidrag til
Mali, MINUSMA, B 6 (2019). Aktuelt bidrager Danmark med et C-130J
Hercules-transportfly og op til 65 soldater fra november 2019 og seks
måneder frem. Fra januar 2020 og året ud har Forsvaret udsendt personel,
der indgår i en tysk efterretningsenhed i det østlige Mali, med det formål
at indhente og analysere informationer om situationen i Mali. Regeringen
har ønsket at bidrage til FN’s mission for at støtte dens mandatudøvelse
ift. implementeringen af fredsaftalen i Mali samt stabilisering og
genetablering af myndighedsudøvelse og beskyttelse af civilbefolkningen.
Missionen bidrager til at sikre stabiliteten i Europas nærområde, som også
er afgørende for Danmarks sikkerhed. Bidraget går hånd i hånd med
Danmarks i forvejen stærke stabiliserings- og udviklingsindsats i regionen.
NATO Mission Iraq (NMI)
Siden oktober 2018 har Danmark sammen med en række allierede NATO-
lande samt Australien, Sverige og Finland bidraget til NATO Mission Iraq
(NMI) med et mindre antal stabsofficerer. Grundlaget herfor er
regeringens rådføring med Det Udenrigspolitiske Nævn den d. 27. juni
2018.
Regeringen planlægger fortsat, at Danmark skal overtage ledelsen af NMI
ultimo 2020 og frem til medio 2022. Regeringen har i den forbindelse
fremsat beslutningsforslag i Folketinget d. 26. marts 2020 efter
forudgående rådføring med Det Udenrigspolitiske Nævn den 26.
november 2019. Beslutningsforslaget forventes behandlet i første halvår
af 2020. Regeringen forventer at bidrage med op til ca. 285 personer til
missionen. Regeringen vil videreføre og udvide sine bidrag til NMI for at
støtte NATO’s trænings- og kapacitetsopbyggende indsats, som har fokus
på træning af de irakiske sikkerhedsstyrker og styrkelse af de irakiske
militære uddannelsesinstitutioner. Regeringen støtter NMI, da indsatsen
medvirker til kompetenceopbygning af den irakiske sikkerhedssektor
inden for terrorbekæmpelse, hvilket på sigt skal gøre Irak i stand til at tage
vare på egen sikkerhed.
NATO Mission in Kosovo (KFOR)
Danmark har støttet NATOs Kosovo Force (KFOR) siden dens
oprettelse i 1999. De danske bidrag til KFOR er udsendt i medfør af
Folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en international styrke i
Kosovo, B 148 (1999). Danmarks bidrag til KFOR består i dag af ca. 35
personer i en bevogtningsdeling. Regeringen viderefører bidraget til
KFOR, som støtter udviklingen af et stabilt, demokratisk og multietnisk
Kosovo.
NATO’s
Resolute Support Mission (RSM) i Afghanistan
FOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 94: Spm. om ministeren vil fremsende en liste over Danmarks internationale militære bidrag, inkl. beslutningsgrundlaget for hver enkelt mission, til udenrigsministeren
3
Danmark har siden 2001 udsendt militære bidrag til Afghanistan.
Danmark har bidraget til NATO’s aktuelle Resolute Support Mission i
Afghanistan siden dens oprettelse i 2015. De danske bidrag er udsendt i
medfør af Folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til NATO's
Resolute Support Mission i Afghanistan, B25 (2014). Det danske bidrag er
aktuelt på ca. 140 personer. Regeringen støtter missionens formål om at
styrke afghanernes evne til at varetage egen sikkerhed gennem træning,
rådgivning og støtte til nationale institutioner, herunder de afghanske
nationale sikkerhedsstyrker.
NATO’s
enhanced Forward Presence (eFP) i Baltikum og Polen
Danmark har bidraget til NATOs
fremskudte tilstedeværelse ”enhanced
Forward Presence” (eFP) i de baltiske lande med større eller mindre bidrag
siden 2018. De danske bidrag er udsendt i medfør af Folketingsbeslutning
om et dansk militært bidrag til NATO's fremskudte tilstedeværelse i
Baltikum og Polen, B 150 (2017). Det aktuelle danske bidrag til eFP blev
udsendt den 6. januar 2020 og består af ca. 200 danske soldater, som i hele
2020 er udstationeret i Estland. Den danske styrke består af et
panserinfanterikompagni med pansrede infanterikampkøretøjer og
støttefunktioner.
Regeringen støtter eFP som et vigtigt element til NATO-landenes
Alliancesolidaritet mhp at beskytte
NATO’s befolkning og territorium
mod enhver aggression.
Operation Inherent Resolve i Irak/Kuwait/Qatar/UAE/Jordan
Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition til
bekæmpelsen af ISIL og dens militære indsats i form af Operation
Inherent Resolve i Irak og Syrien. Det aktuelle bidrag til OIR er udsendt i
medfør af Folketingsbeslutning om udsendelse af yderligere danske
militære bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL i Irak og Syrien, B 50
(2017) samt relevante tidligere beslutningsforslag. Bidraget udgøres p.t. af
et dansk træningsbidrag, et operatørbidrag, et logistikbidrag og et mindre
stabsbidrag. Hovedparten af de danske soldater har base på Al-Asad-
luftbasen i Irak, mens øvrige dele af bidraget er udstationeret i Kuwait, de
Forenede Arabiske Emirater og Qatar. Det danske træningsbidrag til
Operation Inherent Resolve hjemtages i løbet i af 2020. Regeringen
støtter OIR mhp at bidrage til koalitionens bekæmpelse af ISIL, som
fortsat udgør en alvorlig trussel mod befolkningerne i regionen samt mod
international, herunder dansk, sikkerhed.
Operation Barkhane i Sahelregionen
De danske bidrag til den franskledede terrorbekæmpelsesoperation
Barkhane i Sahelregionen er udsendt i medfør af Folketingsbeslutning om
danske militære bidrag til »Operation Barkhane« B 7 (2019). Fra medio
FOU, Alm.del - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 94: Spm. om ministeren vil fremsende en liste over Danmarks internationale militære bidrag, inkl. beslutningsgrundlaget for hver enkelt mission, til udenrigsministeren
4
december 2019 og 12 måneder frem bidrages med et
transporthelikopterbidrag og op til ca. 70 personer. Det er første gang, at
Danmark bidrager til missionen.
Regeringen støtter Operation Barkhane mhp at styrke sikkerheden i
Sahelregionen. En fortsat forværret sikkerhedssituation vil fastlåse
mulighederne for forbedrede levevilkår for befolkningerne i regionen, og
være en potentielt afgørende årsag til øget irregulær migration.
Operationen bidrager til at sikre stabiliteten i Europas nærområde, som
også er afgørende for Danmarks sikkerhed. Bidraget går hånd i hånd med
Danmarks i forvejen stærke stabiliserings- og udviklingsindsats i regionen.
* * *
Til slut skal for god ordens skyld bemærkes, at regeringen som bekendt
ligeledes planlægger udsendelse af et fregatbidrag til den europæiske
overvågningsmission i Hormuz-strædet
(”European
Maritime Awareness
in The Strait of Hormuz, EMASOH) i ca. fire måneder fra omkring august
2020. Regeringen har i den forbindelse fremsat forslag til
folketingsbeslutning om danske militære bidrag til den europæiskledede
maritime overvågningsmission i Hormuzstrædet B 160 (2020) i
forlængelse af rådføring med Det Udenrigspolitiske Nævn den 12.
december 2019. Beslutningsforslaget ventes behandlet i første halvdel af
2020. Regeringen ønsker at bidrage til missionen for at medvirke til at sikre
den frie sejlads i Hormuz-strædet.
Med venlig hilsen
Jeppe Kofod