REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 533: Orienteringsnotat vedrørende regeringens afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-140/20, The Commissioner of the Garda Síochána m.fl., om de irske logningsreglers forenelighed med EU-retten, fra justitsministeren

Retsudvalget 2019-20
REU Alm.del Bilag 533
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

5. august 2020

Sikkerhedskontor II

Sarah Larsen Vaa-

bengaard

2020-614-1420

1565749

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Retsudvalg om af-

givelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-140/20, The Commissioner of

the Garda Síochána m.fl.

1. Indledning

The Supreme Court (Højesteret) i Irland har i en sag vedrørende den irske

kommunikationslov (datalagring) af 2011 forelagt EU-Domstolen seks

præjudicielle spørgsmål om de EU-retlige rammer for nationale bestemmel-

ser, som regulerer de irske myndigheders lagring af og adgang til metadata

fra telekommunikation, herunder navnlig for det irske politi i forbindelse

med afsløring, efterforskning og retsforfølgning af grov kriminalitet.

Fem af spørgsmålene (første, andet, tredje, fjerde og sjette spørgsmål) har

dansk interesse, idet de endnu en gang angår fortolkningen af artikel 15 i

direktiv 2002/58/EF

(e-data-beskyttelsesdirektivet) samt artikel 7, 8, 11 og

52 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (Chart-

ret). Der skal således tages stilling til, om de nævnte EU-bestemmelser er til

hinder for en national lovgivning, der vedrører en generel ordning for lag-

ring af data, hvilke hensyn og kriterier en national ret skal anvende og ind-

drage i forbindelse med vurderingen heraf, og om en national ret er forplig-

tet til at erklære en national foranstaltning uforenelig med artikel 15 i e-data-

beskyttelsesdirektivet. Endelig vedrører et spørgsmål brugen af potentiel

ulovligt lagret data som bevismiddel i en straffesag.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af

personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikations-

sektor.

REU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 533: Orienteringsnotat vedrørende regeringens afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag C-140/20, The Commissioner of the Garda Síochána m.fl., om de irske logningsreglers forenelighed med EU-retten, fra justitsministeren

2. Sagens faktiske omstændigheder

Sagsøgeren, G.D., blev i en straffesag i 2015 idømt livsvarigt fængsel for

drab. Sideløbende med straffesagen anlagde G.D. et civilt søgsmål med på-

stand om, at den nationale bestemmelse i loven af 2011, hvorefter telefoni-

metadata blev lagret og tilgået, blev erklæret ugyldig, idet bestemmelsen var

uforenelig med artikel 15, stk. 1, i e-data-beskyttelsesdirektivet. Formålet

med det civile søgsmål var at gøre det muligt i forbindelse med appelsagen

om sagsøgerens straffedom at argumentere for, at telefondata ikke burde

have været tilladt som bevis, og dermed fjerne en del af grundlaget for dom-

fældelsen i første instans.

Retten i første instans (High Court) gav sagsøgeren medhold i, at section

6(1)(a) i loven af 2011, som indeholder betingelserne for udlevering af tele-

fondata, ikke er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i e-data-beskyt-

telsesdirektivet sammenholdt med artikel 7, 8 og 52, stk. 1, i Chartret. Dom-

men blev appelleret til den irske højesteret, som har indgivet anmodningen

om præjudiciel afgørelse.

Af anmodningen fremgår blandt andet, at formålet er at få præciseret de EU-

retlige krav vedrørende lagring af data med henblik på bekæmpelse af grov

kriminalitet og de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger ved adgang til

disse data, henset til en medlemsstats kompetence på det strafferetlige om-

råde. I den forbindelse anføres det, at det ikke er muligt at få adgang til data,

der ikke er blevet lagret, og at hvis universel lagring af metadata fra tele-

kommunikation ikke var tilladt, uanset hvor robust ordningen for adgang

hertil er, ville mange alvorlige forbrydelser ikke blive opklaret eller føre til

retsforfølgning.

Sagsøger har bl.a. henvist til dommen i Tele2-sagen (sag C-203/15 og C-

698/15). I dommen fastslog EU-Domstolen, at de svenske regler om logning

var i strid med direktiv 2002/58, sammenholdt med de grundlæggende ret-

tigheder i EU-Chartret. EU-retten var således til hinder for en national lov-

givning, der med henblik på bekæmpelse af kriminalitet fastsætter en pligt

til generel og udifferentieret lagring af samtlige trafik- og lokaliseringsdata

vedrørende samtlige abonnenter og registrerede brugere i forbindelse med

samtlige midler til elektronisk kommunikation.

3. Den danske interesse i sagen

Det er regeringens opfattelse, at regeringen bør afgive indlæg i denne sag,

idet sagen vedrører EU-medlemsstaternes muligheder for at gemme og op-

bevare oplysninger om tele- og internettrafik (logning) samt de nødvendige

sikkerhedsforanstaltninger ved adgang hertil til brug for bl.a. efterforskning

og retsforfølgning af alvorlig kriminalitet og terror.

De danske regler om logning skal som konsekvens af EU-Domstolens afgø-

relse i Tele2-sagen revideres. Endvidere kan besvarelsen af de forelagte

spørgsmål få betydning for de danske regler i retsplejeloven om adgang til

data lagret af telekommunikationsselskaber i forbindelse med efterforskning

og retsforfølgning af strafbare forhold.

EU-Domstolens besvarelse af det forelagte spørgsmål vil således kunne få

indflydelse på, hvordan de danske logningsregler kan indrettes i overens-

stemmelse med EU-retten på en måde, hvor logning fortsat kan udgøre et

centralt og effektivt efterforskningsredskab.

Tele2-dommen efterlader imidlertid væsentlig fortolkningstvivl i forhold til,

hvordan nationale bestemmelser om logning kan indrettes i overensstem-

melse med EU-retten. Der har således siden foråret 2017 løbende været

drøftelser i EU-regi om, hvordan medlemsstaterne kan indrette nationale

logningsregler i lyset af dommen. Kommissionen tilkendegav, som følge af

Tele2-dommen, at Kommissionen ville udarbejde retningslinjer til medlem-

sstaterne om indretning af logningsregler. Disse retningslinjer er endnu ikke

udarbejdet.

Der verserer for tiden en række præjudicielle sager fra andre EU-medlems-

stater for EU-Domstolen, som kan få betydning for medlemsstaternes mu-

lighed for at fastsætte nationale logningsregler.

Danmark og 16 andre EU/EØS-medlemsstater har afgivet indlæg i EU-

Domstolens forenede sager C-511/18 og C-512/18 om de franske lognings-

regler samt i sag C-520/18 om de belgiske logningsregler. I begge sager

gjorde regeringen gældende, at Domstolen bør genoverveje visse af de ud-

talelser, som Domstolen afgav i Tele2-dommen.

Det forventes, at EU-Domstolen vil afsige domme i sagerne i løbet af

2020/2021.

Derudover afgav regeringen den 15. oktober 2019 mundtligt indlæg i en

præjudiciel sag vedrørende de estiske logningsregler (sag C-746/18, H.K.).

På samme måde som i den franske og den belgiske sag blev der også i denne

sag fra visse medlemsstater argumenteret for, at EU-Domstolen bør

genoverveje retstilstanden, som Tele2-dommen har medført. Dommen i

denne sag vil navnlig kunne få betydning for, hvordan retsplejelovens regler

om adgang til oplysninger, som teleselskaberne skal opbevare til brug for

efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold i medfør af lognings-

bekendtgørelsen, kan udformes.

Endelig afgav regeringen den 17. februar 2020 skriftlig indlæg i en præju-

diciel sag vedrørende de tyske logningsregler (de forenede sager nr. C-

793/19 og C-794/19, SpaceNet AG m.fl.). Også her blev der argumenteret

for, at EU-Domstolen bør genoverveje retstilstanden, som Tele2-dommen

har medført. EU-Domstolen har den 15. juli 2020 meddelt, at sagen er udsat

indtil domsafsigelse i de forenede sager C-511/18, C-512/18 og C-520/18

(om de franske og belgiske logningsregler).

Regeringens synspunkter i sagen

Det er overordnet regeringens opfattelse, at EU-Domstolen skal opfordres

til at genoverveje visse af de udtalelser, som Domstolen afgav i Tele2-dom-

men. Der skal i den forbindelse henvises til, at loggede oplysninger udgør

et centralt og effektivt redskab for politiet og politiets efterretningstjeneste,

som i forhold til efterforskning og strafforfølgning af alvorlig kriminalitet

og terror er af afgørende betydning, således som også påpeget af den irske

højesteret i forelæggelseskendelsen.

Der skal efter regeringens opfattelse ligeledes argumenteres for, at EU-ret-

ten ikke er til hinder for en generel og udifferentieret logningsforpligtelse,

hvis formål bl.a. er at sikre den personlige og nationale sikkerhed, som sta-

ten har en positiv forpligtelse til at sikre for alle borgere.

Det er i den sammenhæng afgørende, at der sikres en balance mellem på den

ene side retshåndhævende myndigheders mulighed for at anvende centralt

og effektivt redskaber til brug for efterforskning og strafforfølgning og på

den anden side overholdelse af de grundlæggende rettigheder i Chartret. I

den forbindelse skal EU-Domstolen efter regeringens opfattelse opfordres

til at inddrage praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, her-

under senest dom af 30. januar 2020 i Breyer v. Germany, præmis 78-80.

Efter regeringens opfattelse skal der ligeledes argumenteres for, at det må

være den samlede mængde af retsgarantier, der skal indgå i vurderingen af,

om det indgreb i Chartrets artikel 7 og 8, som lagring af trafik- og lokalise-

ringsdata udgør, er proportionalt, herunder om der foreligger en efterføl-

gende eller uafhængig domstolsprøvelse for så vidt angår adgangen til de

lagrede trafik- og lokaliseringsdata.

Endelig skal der efter regeringens opfattelse overordnet argumenteres for,

at såfremt data er lagret i henhold til en national bestemmelse, som efter EU-

retten er ulovlig, er anvendelsen af sådanne data som bevismidler i en straf-

fesag ikke generelt i strid med retten til en retfærdig rettergang som beskyt-

tet af Chartrets artikel 47. I den forbindelse skal EU-Domstolen efter rege-

ringens opfattelse opfordres til at inddrage praksis fra Den Europæiske Men-

neskerettighedsdomstol, hvorefter der i forhold til anvendelsen af ulovligt

tilvejebragte bevismidler i en straffeproces må foretages en helhedsbedøm-

melse af, om processen har været retfærdig, herunder om beviset er det ene-

ste eller afgørende bevis, jf. f.eks. Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstols dom af 11. juli 2006 i Jalloh mod Tyskland.