Miljø- og Fødevareudvalget 2019-20
MOF Alm.del Bilag 104
Offentligt
2102005_0001.png
NOTAT
Ressourcer og Forsyning
J.nr. 2019-9743
Ref. AHL
Den 16. oktober 2019
Lovforslag om udvidede producentansvarsordninger
Hvad er udvidet producentansvar?
Udvidet producentansvar betyder, at producenter af bestemte produkter skal tage ansvaret for deres
produkter, når disse bliver til affald. Det kan enten ske ved, at de har det finansielle ansvar for
affaldshåndteringen, eller ved at de både har det finansielle og det organisatoriske ansvar. Sigtet med
at overlade ansvaret for affaldshåndteringen til producenterne er at skabe et incitament til udvikling af
mere miljøvenlige produkter. En effektiv organisering af udvidet producentansvar kan derfor bidrage
til mere genanvendelse og cirkulær økonomi. Når producenter har ansvaret for affaldsfasen, får de
også økonomisk incitament til at reducere materialeforbrug og designe produkter, der kan genbruges
og genanvendes med henblik på at reducere omkostningerne til affaldshåndtering. Producenter får
samtidig mulighed for at etablere egne tilbagetagningsordninger, som giver større mulighed for at
etablere lukkede materialekredsløb.
Udvidet producentansvar er derfor et vigtigt element i at fremme en mere cirkulær økonomi.
Producenter defineres lidt forskelligt i de respektive producentansvarsordninger, men generelt
omfatter producentansvarsbegrebet både producenter, importører samt producenter, der sælger
direkte til kunder via fjernsalg (e-handel over landegrænser). Det udvidede producentansvar påhviler
således den virksomhed, der første gang bringer et givent produkt i omsætning på det danske marked.
Udvidet producentansvar i Danmark
I Danmark er der i dag, som følge af EU-direktiver, udvidet producentansvar for biler, batterier og
elektronik. Derudover er pant- og retursystemet for visse drikkevareemballager et udvidet
producentansvar. Ordningerne har både lighedspunkter, men også forskelligheder i regulering, i
miljøudfordringer og i praktisk udførsel. Hvor elektronik og batterier har mange lighedspunkter,
adskiller biler sig blandt andet ved, at der udover det udvidede producentansvar også er etableret en
national godtgørelsesordning, hvor slutbrugeren får udbetalt en skrotningsgodtgørelse, når den
udtjente bil afleveres til skrotning hos en registreret autoophugger.
I praksis løftes det udvidede producentansvar for et produktområde i Danmark kollektivt af
producenter via såkaldte kollektive ordninger. Producentansvaret for hhv. elektronik og batterier er
implementeret på en sådan måde, at borgeren kan anvende de kommunale indsamlingsordninger til at
aflevere disse affaldstyper. Producenterne afhenter via de kollektive ordninger affaldet hos
kommunerne og sørger for den efterfølgende affaldshåndtering efter de gældende regler. På
bilområdet medfører det udvidede producentansvar, at slutbrugerne gratis og umiddelbart tæt på dem
kan aflevere deres udtjente bil hos enten godkendte ophuggere eller på modtagepladser, som er
oprettet af kollektive ordninger på vegne af producenterne.
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 104: Lovudkast: Ændring af lov om miljøbeskyttelse (udvidet producentansvar)
For at kunne sikre at alt affald, der er omfattet af producentansvar, indsamles og samtidig sikre en
ligebehandling af producenter
individuelle såvel som dem, der deltager i kollektive ordninger
er
der i Danmark oprettet en producentregisteransvarlig organisation, som bl.a. varetager registrering af
producenter og deres markedsførte mængder. På basis heraf tildeler organisationen de
affaldsmængder, som den enkelte producent eller kollektive ordning skal indsamle og efterfølgende
sørge for bliver affaldsbehandlet korrekt.
Pant- og retursystemet er etableret som et parallelt indsamlingssystem til den øvrige indsamling af
genanvendeligt husholdnings- og erhvervsaffald. Dansk Retursystem A/S administrerer og drifter
ordningen og agerer dermed både som producentregister og kollektiv ordning. Producenter af
drikkevareemballager, som er omfattet af pantsystemet, har pligt til at være tilmeldt Dansk
Retursystem A/S.
Nye minimumskrav og nye udvidede producentansvarsordninger
Udvidede producentansvarsordninger er et væsentligt element i en effektiv affaldshåndtering i EU-
landene, men der er stor forskel på, hvor godt ordningerne fungerer på tværs af medlemsstaterne,
herunder transparens i administrationen og de omkostninger, som producenterne afholder.
Nye minimumskrav
Ved ændring af affaldsdirektivet i 2018 blev der derfor fastlagt en række minimumskrav til udvidede
producentansvarsordninger, som har til hensigt at forbedre administrationen og transparens.
Minimumskravene skal bidrage til at nedbringe omkostningerne og forbedre resultaterne ved
affaldshåndteringen, samt sikre lige konkurrencevilkår, herunder for store og små producenter.
Minimumskravene vedrører bl.a.:
-
-
-
-
-
-
transparens i kollektive ordningers økonomi,
egenkontrol af producenter/kollektive ordningers økonomisk forvaltning og indberettede data,
oplysninger om affaldshåndteringsmål skal gøres offentligt tilgængelige af producenter
sikkerhedsstillelse fra producenter
mulighed for, at udenlandske producenter kan udnævne en bemyndiget repræsentant til at
varetage producentansvarsforpligtelser i en anden EU-medlemsstat.
producenters økonomiske bidrag til kollektive ordninger skal gradueres efter deres produkters
genanvendelighed, genbrugelighed og reparerbarhed. Dette med henblik på, at producenter får
incitament til at tage flere miljøhensyn ved udformning af deres produkt.
De nye minimumskrav gælder både eksisterende ordninger og nye ordninger. Dette betyder, at de
eksisterende producentansvarsordninger i Danmark skal tilrettes, så alle ordningerne opfylder de
minimumskrav i affaldsdirektivet, der er nye for ordningerne, samt at det skal sikres, at nye udvidede
producentansvarsordninger overholder minimumskravene.
Nye udvidede producentansvarsordninger
Som følge af det reviderede emballagedirektiv skal der etableres udvidet producentansvar for alle
emballagetyper senest 31. december 2024 (emballagedirektivet). Som følge af det nye engangsplastik-
direktiv vedtaget juli 2019, skal der desuden etableres udvidet producentansvar for en række
engangsplastikprodukter. Dette gælder fx. cigaretfiltre senest 5. januar 2023 og vådservietter, balloner
og fiskegrej af plastik senest 31. december 2024. For alle disse (undtagen fiskegrej) skal der tillige
etableres oprydningsansvar, hvilket betyder, at producenter helt eller delvist skal bidrage til oprydning
af henkastet affald i naturen.
Formål med lovforslaget og implementeringsfrister
2
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 104: Lovudkast: Ændring af lov om miljøbeskyttelse (udvidet producentansvar)
Lovforslaget etablerer hjemler til implementering af de nye minimumskrav samt hjemler til at kunne
implementere udvidet producentansvar for emballage. Etablering af hjemler til implementering af de
øvrige nye udvidede producentansvarsordninger vil ske i senere lovforslag, som forventes fremsat i
folketingsåret 2022/23.
Lovforslaget har derfor 2 formål i forhold til direktivimplementering:
1.
At etablere hjemler til at kunne implementere affaldsdirektivets nye administrative minimumskrav
til eksisterende udvidede producentansvarsordninger (biler, batterier og elektronikaffald) (frist for
lovhjemler 5. juli 2020, frist for fuld implementering 5. januar 2023).
2. At etablere hjemler til at kunne implementere udvidet producentansvar for emballage, jf.
affaldsdirektivets minimumskrav (frist for lovhjemler 5. juli 2020, frist for fuld implementering
31. december 2024)
Lovforslaget har derudover til formål:
3. At etablere hjemler med henblik på at modernisere reglerne for udvidet producentansvar for
elektronikaffald med henblik på at sikre mere genbrug og en bedre genanvendelse af
elektronikaffald (ingen implementeringsfrist, nationalt initiativ)
Det sidstnævnte formål tilsigter at gennemføre anbefalinger fra Partnerskabet for indsamling af
elektronikaffald (2016) samt Advisory Board for Cirkulær Økonomi (2017) og hermed gennemføre et
initiativ i
Aftale om udmøntning af pulje til Strategi for cirkulær økonomi
(V, K, LA, DF, RV).
Med initiativet lovliggøres en eksisterende affaldsstrøm, hvor aktører i markedet allerede i dag
indsamler elektronikaffald fra husholdninger til genbrug og genanvendelse. Lovliggørelsen vil sikre, at
disse affaldsstrømme bliver dokumenteret, og at genbrug og genanvendelse sker med høj kvalitet. Det
vil konkret betyde, at virksomheder får mulighed for at indsamle elektronikaffald fra husholdninger til
forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse udenom det udvidede producentansvar og den
kommunale indsamlingsordning, som er de to muligheder, der er lovlige i dag. Ministeren
bemyndiges desuden til at fastsætte nærmere regler om miljøcertificering af affaldsaktører, der er
involveret i indsamling og behandling af elektronikaffald(CENELEC-standarder, EN 50625-serie).
Udmøntning af hjemler i relevante bekendtgørelser
Den konkrete udmøntning af lovforslagets del-elementer vil ske ved revision af eksisterende
bekendtgørelser samt ny bekendtgørelse om udvidet producentansvar for emballage i henhold til de
gældende implementeringsfrister.
Minimumskrav
Udmøntningen af minimumskravene til eksisterende og nye ordninger vil tage udgangspunkt i
forventede vejledninger fra EU-Kommissionen til en række af de nye minimumskrav. Vejledningerne
forventes publiceret i foråret 2020. Det vil sikre mest mulig harmonisering i implementeringen på
tværs af medlemslande til gavn for de producenter, som markedsfører de samme produkter i flere
medlemslande.
Udvidet producentansvar for emballage
Med hensyn til det udvidede producentansvar for emballage vil de nærmere definitioner på producent,
emballage, snitflader mellem producenter og aktører, der agerer på vegne af disse, krav til
indsamlingsordninger og affaldshåndtering, samarbejde mellem aktører og fordeling af omkostninger
blive fastlagt på bekendtgørelsesniveau. Dette vil ske på baggrund af analyser af de mest
3
MOF, Alm.del - 2019-20 - Bilag 104: Lovudkast: Ændring af lov om miljøbeskyttelse (udvidet producentansvar)
hensigtsmæssige løsninger og sammenhænge til det øvrige affaldssystem, de eksisterende udvidede
producentansvarsordninger, herunder pant- og retursystemet, samt erfaringsopsamling fra andre
medlemslande.
Af lovforslagets bemærkninger fremgår, at den nærmere udmøntning af producentansvaret for
emballage vil tage udgangspunkt i den til enhver tid gældende organisering af affaldssektoren, jf.
politisk aftale om organisering af affaldssektoren (2007), den nationale affaldsplan og nationale
strategier for cirkulær økonomi, samt organiseringen af de øvrige udvidede
producentansvarsordninger. Formålet er at sikre en strømlinet affaldssektor med klar rolle- og
ansvarsfordeling, som dermed også er enkel at forstå og benytte for borgere og virksomheder, samt at
føre kontrol og tilsyn med for tilsynsmyndighederne.
Af lovforslagets bemærkninger vil desuden fremgå, at det forventes, at det udvidede producentansvar
vil blive pålagt de virksomheder i salgskæden, som har indflydelse på emballagens design og
materialeindhold;
de såkaldte ’emballage-påfyldere’.
Det er målet, at den reviderede emballagebekendtgørelse kan udstedes allerede primo 2023, således at
berørte aktører får god tid til at omstille og forberede sig, inden reglerne træder i kraft pr. 31.
december 2024.
Modernisering af udvidet producentansvar for elektronikaffald
De detaljerede regler om indsamlings- og affaldshåndteringsvirksomhederne, herunder regler om
certificering og tilsyn, og om afleveringspligten vil blive fastsat i elektronikaffaldsbekendtgørelsen.
4