Udlændinge- og Integrationsminister Matthias Tesfaye
Slotsholmsgade 10
1216 København K
c/o Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tel
: 33 92 33 70
Web
: www.kum.dk
14. august 2020
Kære Matthias Tesfaye
Vi har i Sydslesvigudvalget med stor tilfredshed bemærket, at du har tilkendegivet, at
du vil se på, om reglerne for tildelingen af statsborgerskab til sydslesvigere med bopæl i
Danmark er for rigide, og at du her efter sommerferien vil indkalde forligspartierne til
en drøftelse.
Det er vores håb, at det lykkes at finde en model, der i højere grad end i dag opfylder
intentionen med regelsættet, nemlig at sydslesvigere med bopæl i Danmark får en
lempelig adgang til at opnå dansk statsborgerskab.
Uagtet at vi i Sydslesvigudvalget ikke behandler enkeltsager, så er det vores opfattelse,
at særligt et forhold i den gældende lovgivning giver udfordringer. Som bl.a.
Jyllandsposten har afdækket, så er der i hvert fald i nogle sager givet afslag til unge
mennesker, der i perioden efter endt ungdomsuddannelse på en dansk institution i
Sydslesvig og studiestart i Danmark ikke har meldt sig ind i en af mindretallets
foreninger. Det er efter vores opfattelse beklageligt, da nyligt endt skolegang i det
danske skolesystem syd for grænsen efter vores opfattelse i sig selv bør tale for, at
vedkommende er en del af mindretallet.
Kravet om tilknytning i form af foreningsmedlemsskab burde ifølge udvalgets opfattelse
omfatte de sydslesvigere, som i en mere moden alder flytter til Danmark, og som altså
har haft et voksenliv i Sydslesvig. Her synes det rimeligt, at den pågældende i årene i
Sydslesvig efter skoletiden har udvist en eller anden form for tilknytning til en eller
flere af det danske mindretals organisationer. Men at få afslag fordi man i eksempelvis
tre måneder efter studentereksamen, og inden start på en uddannelse i Danmark,
diskvalificeres pga. manglende foreningsmedlemsskab er efter udvalgets opfattelse i
strid med intentionerne bag regelsættet.
Dok. nr. 19/02400-95