Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 608
Offentligt
2186040_0001.png
København, 04-05-2020
Vedr. Den ungarske regerings knægtelse af transkønnedes menneskerettigheder
Kære Eva Kjer Hansen
Jeg skriver til dig i din egenskab af medlem af Folketingets Europaudvalg.
LGBT+ Danmark ønsker at gøre udvalgets medlemmer opmærksomme på den bekymrende
situation som LGBT+ personer i visse europæiske lande oplever i denne tid. Særligt i Ungarn ser
vi lige nu transpersoners rettigheder blive undergravet i strid med menneskerettighedsdomstolens
afgørelser.
Det handler specifikt om artikel 33 i en ny lov vedrørende folkeregistrering som den ungarske
regering har fremlagt. Denne artikel vil betyde at man i fremtiden vil registrere alle personers “køn
tildelt ved fødslen” og ikke som i dag blot deres “køn”. Dette vil i praksis, og i strid med
menneskerettighedsdomstolens afgørelser, betyde at muligheden for juridisk kønsskifte totalt
fratages personer, der måtte ønske det. En sådan situation vil få katastrofale konsekvenser for
Ungarns LGBT+-samfund.
Vi håber at Europaudvalgets medlemmer indtrængende vil opfordre den danske regering til at
sætte fokus på transkønnedes rettigheder i Europa og diskutere med deres europæiske kolleger
hvordan man bedst sikrer denne gruppe i en tid hvor de er ekstremt udsatte.
Som udvalget vil være bekendt med følger det ungarske lovforslag en generel erosion af det
ungarske folks rettigheder og en tiltagende totalitær udvikling i landet. LGBT+ Danmark ønsker at
minde Europaudvalgets medlemmer om at de mest udsatte grupper ofte er de første, der mærker
konsekvenserne når fundamentale rettigheder trædes under fode.
LGBT+ Danmark står til rådighed hvis du skulle have ønske om at diskutere sagen nærmere.
Dbh.
Susanne Branner Jespersen
Sekretariatschef LGBT+ Danmark
LGBT+ Danmark
Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner
NGO in special consultative status with the economic and social council of the United Nations
Vestergade 18E 4. sal, 1456 København K
• Tlf.
(+45) 3313 1948
[email protected]
www.lgbt.dk