Erhvervsudvalget 2019-20
ERU Alm.del Bilag 421
Offentligt
Responsum  
 
om rækkevidden af sommerhuslovens forbud 
mod erhvervsmæssig udlejning af sommerhuse 
 
 
 
 
1. Opdraget, responsummets disponering og hovedkonklusioner 
 
Det  følgende  responsum  er  udarbejdet  for  Feriehusudlejernes  Brancheforening,  som  har 
ønsket at få belyst nogle spørgsmål om fortolkningen og myndighedernes administration af 
sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1.  
 
Sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, fastslår, at private sommerhusejere skal have tilladelse 
til udlejning efter lovens § 2, såfremt udlejningen sker enten erhvervsmæssigt eller for et 
længere tidsrum end ét år. Feriehusudlejernes Brancheforening har ønsket en vurdering af 
følgende spørgsmål: 
 
1. Om der er sket en praksisændring ved fortolkningen af udtrykket »erhvervsmæssig« 
udlejning.  
2. Om der i givet fald er tale om en lovlig praksisændring.  
3. Om der i givet fald skulle være sket varsling af praksisændringen.  
 
Vi  har  ikke  være  underlagt  instrukser  fra  Feriehusudlejernes  Brancheforening  eller 
foreningens  advokat  Gitte  Nedergaard,  Universadvokater  I/S  bortset  fra  fastlæggelsen  af 
opdraget (responsummets genstand), sådan som det er beskrevet ovenfor. 
 
Til  brug  for  udarbejdelsen  af  responsummet  har  vi  fået  forelagt  materiale  bl.a.  i  form  af 
praksisnotater  og  akter  fra  konkrete  sager.  Vi  har  taget  udgangspunkt  heri,  men  har 
samtidig  selv  indhentet  supplerende  materiale.  For  en  ordens  skyld  understreges,  at 
formålet med responsummet og med vores gennemgang af de konkrete sager ikke er at tage 
nærmere stilling til konkrete afgørelser. 
 
 
1 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
Responsummet er disponeret således, at vi i afsnit 2 redegør for adgangen til at ændre en 
administrativ praksis vedrørende lovfortolkning. 
 
I afsnit 3 redegør vi for, hvorledes loven må forstås ud fra almindelige fortolkningsfaktorer, 
dvs. navnlig lovens ordlyd, forarbejder og formål, idet der dog i første omgang ses bort fra 
forvaltningens  interne  regler  (som  er  et  begreb,  der  omfatter  administrativ  praksis, 
cirkulærer,  vejledninger  og  andre  myndighedsskabte  regler,  som  ikke  har  karakter  af 
anordninger), som normalt vil blive inddraget i fortolkningen af en lovbestemmelse.  
 
I  afsnit  4  redegør  vi  for  praksis  og  foretager  en  vurdering  af,  om  praksis  er  i 
overensstemmelse med den fortolkning, som følger af de øvrige fortolkningsfaktorer.  
 
Det vil fremgå, at vi har vurderet, at myndighedernes interne regler i mange år har været i 
overensstemmelse med loven og forudsætningerne i forarbejderne, men at der siden 2015 
er sket en ændring i myndighedernes interne regler, som er i strid med de forudsætninger, 
der er i forarbejderne om, hvorledes loven skal administreres. Det er vores vurdering, at 
denne ændring må forventes at ville blive tilsidesat ved domstolene, hvis det kommer til en 
retssag. Følgelig er myndighederne forpligtede til at ændre praksis, således at den (igen) 
bliver i overensstemmelse med loven. 
 
For  det  tilfælde,  at  domstolene  –  mod  forventning  –  måtte  vurdere,  at  myndighedernes 
aktuelle  interne  regler  er  i  overensstemmelse  med  loven,  har  vi  i  afsnit  5  foretaget  en 
vurdering  af,  om  en  sådan  ændring  kan  ske  uden  varsel.  Det  er  vores  vurdering,  at  en 
ændring kun kan gennemføres med et rimeligt varsel. 
 
Vi har anført en kort sammenfatning af vores hovedkonklusioner i responsummets afsnit 6. 
 
2. Teori og praksis om ændring af interne fortolkningsregler  
 
Ved vurderingen af, om en forvaltningsmyndighed kan ændre sin praksis, sondres i den 
forvaltningsretlige  litteratur  normalt  mellem,  om  ændringen  angår  myndighedens 
skønsudøvelse eller lovfortolkning.  
 
Det er almindeligt antaget, at en myndighed, som er tillagt en skønsmæssig beføjelse, kan 
ændre praksis med hensyn til skønsudøvelsen, hvis dette er sagligt begrundet, jf. dog punkt 
 
2 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0003.png
5 om et krav om varsling i visse situationer.
1
 Det er antaget, at en myndighed derimod ikke 
uden  videre  kan  ændre  praksis  med  hensyn  til  fortolkningen  af  en  lovbestemmelse  – 
medmindre praksis ændres med henblik på at rette op på en lovfortolkning, som har vist 
sig  at  være  klart  urigtig  (retsstridig).  Det  er  dog  forbundet  med  usikkerhed,  i  hvilken 
udstrækning  en  myndighed  er  bundet  af  sin  hidtidige  praksis  med  hensyn  til 
fortolkningsspørgsmål.
2
 Eksempelvis udtaler Karsten Revsbech og Jens Garde følgende:  
 
 »I 
domstolenes  praksis  accepteres  en  praksisændring  undertiden,  hvor  en  anden 
fortolkning end den  hidtil fulgte er rigtigere eller dog acceptabel. I U 1982.521 H udtalte 
flertallet om den af skattemyndighederne nu anlagte fortolkning, at den ikke var uforenelig 
med udtrykket »der alene har fast stationssted«, og at der ikke ved den hidtidige praksis 
var  skabt  en  bindende  sædvane,  som  berettigede  til  et  større  fradrag  end  anerkendt  af 
skattemyndighederne.  Dommen  viser,  at  der  efter  omstændighederne  også  ved 
fortolkningsspørgsmål  er  et  mindre  spillerum  for  praksisændringer.  Men  der  er  også 
eksempler  på,  at  domstolene  i  tvivlstilfælde  har  valgt  at  fastholde  forvaltningen  på  den 
hidtidige fortolkning, jf. til eksempel U 1950.284 H, hvor Højesteret udtalte, at der ikke var 
hjemmel til at anse nogle udtrækningsgevinster, »der i tilslutning til Skattemyndighedernes 
hidtidige praksis må betragtes som formueforøgelse …«, som skattepligtig indkomst. Ifølge 
kommentaren i TfR 1951, s. 522 var spørgsmålet tvivlsomt, men da der ikke var klar hjemmel 
for  at  anse  gevinsten  som  indkomstskattepligtig,  lagde  retten  vægt  på  den  langvarige 
skattemæssige praksis«.
3
 
 
Det  lægges  således  af  Karsten  Revsbech  og  Jens  Garde  til  grund,  at  en  praksisændring 
forudsætter,  at  den  nye  fortolkning  er  »rigtigere  eller  dog  acceptabel«.  I  samme  retning 
anfører  Søren  H.  Mørup  i  sin  doktordisputats  om  berettigede  forventninger,  hvori 
spørgsmålet  om  ændring  af  interne  fortolkningsregler  behandles  mere  indgående,  at  der 
antagelig gælder den begrænsning i adgangen til praksisændring, at den nye regel skal være 
mere  »rigtig«.
4
 
I  disputatsen  peges  dog  samtidig  på,  at  der  også  er  domme,  der 
tilsyneladende  accepterer  praksisændringer,  selv  om  det  ikke  er  indlysende,  at  den  nye 
 Se f.eks. Jens Garde og Karsten Revsbech i Karsten Revsbech m.fl.: Forvaltningsret – almindelige emner, 6. udg., 
2016, s. 263, samt Niels Fenger hhv. Søren H. Mørup i Niels Fenger (red.): Forvaltningsret, 2018, s. 48 og 358 f.  
2
 
Sten  Bønsing: 
Almindelig  Forvaltningsret, 
4.  udg.,  2018,  s.  52,  lader  spørgsmålet  stå  åbent:  »Der  kan  både 
påvises afgørelser, der peger i retning af at tillade, hhv. ikke tillade forvaltningen at skifte praksis. Der er dog 
tale om et ganske lille antal afgørelser.« 
3
 Karsten Revsbech og Jens Garde i Karsten Revsbech m.fl.: Forvaltningsret – almindelige emner, 6. udg., 2016, s. 
142. 
4
 Søren H. Mørup: Berettigede forventninger i forvaltningsretten, 2005, s. 870 ff.  
1
                                                            
 
3 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
fortolkningen er mere rigtig end den hidtidige. Der peges også på, at det er usikkert, hvad 
der gælder med hensyn til regler, der fungere som bevis‐ eller formodningsregler. Der peges 
i øvrigt på, at der muligvis er videre adgang til at ændre fortolkningsregler i den situation, 
hvor forvaltningen anlægger en set med borgernes øjne mere lempelig praksis, når denne 
stadig holder sig inden for lovens rammer.  
 
Der er grund til at fremhæve, at en ændring af administrativ praksis – hvad enten den angår 
forvaltningens  skønsudøvelse  eller  et  fortolkningsspørgsmål  –  forudsætter,  at  den  sker 
inden  for  lovens  rammer.  At  lovgrundlaget  kan  være  til  hinder  for  en  praksisændring 
illustrerer U 2018.3697 H om Erstatningsnævnets skærpelse af praksis i sager om vold mod 
pædagoger  m.v.,  som  nærmere  omtales  straks  nedenfor  og  i  øvrigt  også  vil  blive  berørt 
under afsnit 5 vedrørende krav om varsling. 
  
Sagen  omhandlede  Erstatningsnævnets  afslag  på  en  ansøgning  om  erstatning  fra  en 
skoleleder, der havde været udsat for vold fra en elev, fordi forholdet ikke som foreskrevet 
i offererstatningslovens § 10, stk. 1, var politianmeldt inden for 72 timer. Efter loven § 10, 
stk. 2 (nu stk. 3) kan nævnet fravige betingelsen om politianmeldelse, hvis »forholdene taler 
for  det«.  Erstatningsnævnet  fandt  ikke  grundlag  for  dispensation,  da  den  manglende 
politianmeldelse 
principper.  
 
Højesteret  fandt,  at  forarbejderne  (Folketingets  Retsudvalgs  betænkning)  fra  1985 
til offererstatningslovens § 10, stk. 2, måtte forstås således, at der i den konkrete sag skal 
kunne  ses  bort  fra  betingelsen  om  politianmeldelse også  i  tilfælde,  hvor  begrundelsen  er 
generelle  pædagogiske  eller  behandlingsmæssige  hensyn  til  den  persongruppe,  der  er 
tilknyttet  den  institution  m.v.,  hvor  en  beboer  eller  elev  har  begået  vold  mod  en  ansat. 
Højesteret lagde til grund, at Erstatningsnævnet på baggrund af forarbejderne i sin praksis 
fra 1985 frem til 2014 havde set bort fra kravet om politianmeldelse i sager, hvor ansatte på 
institutioner mv. blev udsat for vold fra personer, som var anbragt på institutionen, i hvert 
fald i tilfælde som det foreliggende, hvor den manglende politianmeldelse var begrundet i 
generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn til beboerne på den pågældende 
institution. Højesteret bemærkede, at offererstatningslovens § 10 var ændret i 2001 og 2011, 
men at der ikke fra lovgivers side havde været tilsigtet en skærpelse af praksis med hensyn 
til  dispensation  fra  kravet  om  politianmeldelse  i  forhold  til,  hvad  der  var  forudsat  i 
forarbejderne fra 1985. Højesteret udtalte herefter:  
4 
ikke 
skyldtes 
konkrete, 
individuelle 
pædagogiske 
eller 
behandlingsmæssige  hensyn,  men  var  begrundet  i  institutionens  generelle  pædagogiske 
 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
 
»Højesteret finder på den anførte baggrund, at nævnets praksisændring i 2014, hvorefter 
der kun ses bort fra kravet om politianmeldelse, hvis konkrete, individuelle pædagogiske 
eller  behandlingsmæssige  hensyn  vedrørende  den  pågældende  skadevolder  taler  imod 
politianmeldelse, var uden hjemmel i loven. Højesteret finder derfor, at nævnet er forpligtet 
til  som  efter  den  tidligere  praksis  at  dispensere  også  i  tilfælde,  hvor  den  manglende 
politianmeldelse  som  i  den  foreliggende  sag  er  begrundet  i  generelle  pædagogiske  eller 
behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution mv«. 
 
Dommen illustrerer, at lovgivningsmagtens forudsætninger kan sætte meget faste grænser 
for  forvaltningens  adgang  til  at  ændre  praksis  –  også  selv  om  den  ændrede  praksis  ikke 
strider mod lovens ord. 
 
Ovenfor  er  omtalt,  om  en  praksisændring overhovedet er  lovlig.  I  afsnit 5  omtales,  at  en 
praksisændring  som  følge  af  forventningsprincippet  (grundsætningen  om  berettigede 
forventninger) efter omstændighederne skal varsles og alene kan finde sted med virkning 
for forhold, som ligger efter praksisændringen. 
 
3. Begrebet »erhvervsmæssig« udlejning i sommerhuslovens forstand 
 
Sommerhusloven  blev  vedtaget  tilbage  i  1972.  Ifølge  lovens  §  1,  stk.  1,  nr.  1,  der  ikke  er 
blevet  ændret  siden  hovedlovens  vedtagelse,  skal  private  sommerejere  have  tilladelse  til 
udlejning efter lovens § 2, såfremt udlejningen sker »erhvervsmæssig« eller for et længere 
tidsrum end 1 år. Bestemmelsen lyder:  
 
»§ 1. Ejere og brugere af fast ejendom må ikke uden tilladelse efter § 2 
1)  erhvervsmæssigt  eller  for  et  længere  tidsrum  end  1  år  udleje  eller  fremleje  hus  eller 
husrum på ejendommen til beboelse, medmindre det lejede skal anvendes til helårsbeboelse 
… «. 
 
Det fremgår af forarbejderne, at formålet med sommerhusloven,  herunder bestemmelsen 
om tilladelse til privates erhvervsmæssig sommerhusudlejning i § 1, stk. 1, nr. 1, navnlig var 
at  imødegå  en  stigende  efterspørgsel  efter  jord  til  privat  rekreativ  udnyttelse.  Denne 
 
5 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0006.png
efterspørgsel  forventedes  yderligere  øget  efter  Danmarks  indtræden  i  EF.
5
 
Man  ønskede 
således  at  begrænse  investeringer  i  sommerhuse  (herunder  også  såkaldte 
sommerhuskolonier og eksisterende boliger i mindre byer og øsamfund) ved at begrænse 
muligheden  for  at  udleje  sommerhuse.  Det  fremgår  således  af  forarbejderne,  at  man 
forventede,  at  der  ikke  ville  være  købere  til  jord,  som  ikke  kunne  forventes  udnyttet 
erhvervsmæssigt til udlejning.
6
 Omvendt ville man ikke begrænse adgangen for private til 
at eje 1‐2 sommerhuse, selv om de blev udlejet.  
 
Om begrebet erhvervsmæssig udlejning i § 1, stk. 1, nr. 1, fremgår følgende af forarbejderne:  
 
»De tilfælde, der omfattes af stk. 1, nr. 1, om erhvervsmæssig udlejning af hus eller husrum 
til sommerbeboelse, vil i første række være den udlejning, som finder sted efter etablering 
af egentlige sommerhuskolonier eller feriecentre o. lign. Bestemmelsen omfatter imidlertid 
også  erhvervsmæssig  udlejning  af  sommerbeboelse  f.eks.  efter  opkøb  af  flere  enkelte 
sommerhuse eller af bonde‐ og fiskerhuse og andre helårsboliger, ligesom  bestemmelsen 
omfatter  erhvervsmæssig  udlejning  af  en  del  af  en  ejendom,  f.eks.  camping‐  eller 
gæstehytter  eller  lejligheder  opført  på  den  ejendom,  som  udlejeren  bebor.  Med 
erhvervsmæssig udlejning er sidestillet udlejning for et længere tidsrum end 1 år.  
 
Begrænsningen til erhvervsmæssig eller langvarig udlejning er foretaget for i almindelighed 
at fritage ejeren af et enkelt eller 2 sommerhuse for kravet om tilladelse efter loven. Hvis 
udlejningen  får  en  mere  professionel  karakter,  må  den  dog  normalt  betragtes  som 
erhvervsmæssig  og  derfor  omfattet  af  kravet  om  tilladelse.  Det  er  således  med  ordet 
”erhvervsmæssigt”  ikke  tilsigtet,  at  udlejningen  skal  være  den  pågældendes 
hovederhverv«.
7
  
 
 
F.T.  1971‐72,  tillæg  A,  sp.  1959  f.  Loven  må  i  øvrigt  ses  i  sammenhæng  med  lov  om  erhvervelse  af  fast 
ejendom. Se også F.T. 1970‐71, tillæg A, sp. 3701 ff., der indeholder et tidligere forslag til sommerhuslov. 
6
 F.T. 1971‐72, tillæg A, sp. 1959. 
7
 F.T. 1971‐72, tillæg A, sp. 1962. Sml. i øvrigt bemærkningerne til § 1, stk. 1, i et forslag til en sommerhuslov 
fra  1971,  som  ikke  blev  vedtaget,  jf.  F.T.  1970‐71,  1.  samling,  tillæg  A,  sp.  3705:  »Loven  omfatter  først  og 
fremmest erhvervsmæssig udlejning af sommerhuse, i praksis især i form af oprettelse af sommerhuskolonier 
eller  opkøb  af  et  større  antal  spredte  sommerhuse  eller  bonde‐  og  fiskerhuse  med  henblik  på  udlejning  til 
sommerbeboelse. Den enkelte sommerhusejers udlejning af sit hus vil normalt ikke være erhvervsmæssig og 
omfattes  derfor  ikke  af  loven.  Omfatter  udlejningen  mere  end  to  huse,  eller  får  den  i  øvrigt  en  mere 
professionel karakter, må den normalt betragtes som erhvervsmæssig«.  
5
                                                            
 
6 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0007.png
Forudsætningen om, at en ejer af 1‐2 sommerhuse ikke skal søge om tilladelse for at foretage 
udlejning, blev gentaget flere gange under forhandlingerne.
8
 Forudsætningen var ikke ny. 
Den fremgik således også af det forslag til sommerhuslov, som var blevet fremsat i 1971.
9
 
 
Fem ting kan udledes af forarbejderne: 1) Lovgivningsmagten har ønsket, at personer, der 
ejer 1 eller 2 sommerhuse »i almindelighed« kan foretage udlejning uden tilladelse, dvs. at 
den  klare  hovedregel  i  administrativ  praksis  skal  være,  at  besiddelse  af  1‐2  sommerhuse 
ikke  kræver  tilladelse.  2)  Undtagelsesvist  kan  ejere  af  1‐2  sommerhus  blive  omfattet  af 
tilladelseskravet, hvis om udlejningen får en »mere professionel karakter«. Nogen nærmere 
anvisning  på,  hvornår  dette  er  tilfældet,  er  ikke  givet  i  forarbejderne.  3)  Dog  kan  det 
udledes, at det ret beset ikke er udlejningens tilrettelæggelse i form af f.eks. markedsføring, 
der er afgørende. Det er således forudsat i forarbejderne, at udlejning (når dette enten ikke 
kræver  tilladelse,  eller  tilladelse  er  givet)  kan  ske  gennem  turistbureauer  og 
udlejningsfirmaer.
10
 4) Selv om udlejningen har en mere professionel karakter, er det ikke 
det samme som, at der kræves en tilladelse – det beror på en konkret vurdering, jf. ordet 
»normalt«. 5) Der kan godt foreligge erhvervsmæssig udlejning, selv om udlejningen ikke 
er  ejerens  hovederhverv  (hvilket  formentlig  kun  vil  forekomme,  hvis  der  er  tale  om 
feriecentre og lignende). 
 
I mangel af nærmere retningslinjer i forarbejderne for fastlæggelse af, hvad der skal forstås 
ved »mere professionel karakter« vil det være relevant at holde for øje, at lovens formål med 
kun  at  kræve  tilladelse  ved  »erhvervsmæssig  udlejning«  har  været,  at  der  som  det  klare 
udgangspunkt  skal  kunne  foretages  udlejning  af  sommerhuse  uden  tilladelse,  når  ejeren 
kun  har  1‐2  sommerhuse.  Når  man  ser  på  formålet  med  loven  og  forarbejderne  i  deres 
helhed,  er  det  indtrykket,  at  man  har  villet  indføre  en  ordning,  hvor  en  ejer,  der  har 
erhvervet et eller to sommerhuse til privat brug, frit kan udleje dem på tidspunkter, hvor 
vedkommende ikke selv bruger dem. Det kan meget vel have været vurderingen, at det er 
tilstrækkeligt til at opnå lovens formål, at ingen kan eje mere end to sommerhuse, idet det 
naturligvis er langt fra alle borgere, som både kan og vil investere i et sommerhus endsige 
to sommerhuse. 
 
                                                            
8
 F.T. 1971‐72, Folketingets Forhandlinger, sp. 2749 (ministeren), sp. 3207 (Orla Møller (S)) og sp. 6201 
(ministeren).   
9
 F.T. 1970‐71, tillæg A, sp. 3705. Se note 7.  
10
 F.T. 1971‐72, tillæg A, sp. 1962. 
 
7 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0008.png
Begrebet »erhvervsmæssig« udlejning omtales tillige i forarbejderne til lov nr. 368 af 3. april 
2019 om ændring af bl.a. sommerhusloven. Ved loven indførtes særlige regler for udlejning 
til  ferie‐  og  boligformål  m.v.  af  fast  ejendom,  som  tjener  til  ejers  eller  brugers  fulde 
helårsbolig. Denne udlejning blev således ved indsættelse af et nyt § 1, stk. 2, undtaget fra 
reguleringen  i  lovens  §  1,  stk.  1,  nr.  1.  Om  lovens  §  1,  stk.  1,  nr.  1,  og  udtrykket 
»erhvervsmæssig« udlejning udtales bl.a. følgende i forarbejderne: 
 
»Det fremgår af bemærkningerne til sommerhusloven, jf. Folketingstidende 1971‐72, tillæg 
A, spalte 1962, at bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 1, primært tager sigte på erhvervsmæssig 
udlejning  af  hus  eller  husrum  til  sommerbeboelse,  f.eks.  udlejning  efter  etablering  af 
sommerhuskolonier  eller  feriecentre  o.l.  Bestemmelsen  omfatter  imidlertid  også 
erhvervsmæssig  udlejning  til  sommerbeboelse,  f.eks.  efter  opkøb  af  flere  enkelte 
sommerhuse eller af bonde‐ og fiskerhuse og andre helårsboliger, ligesom  bestemmelsen 
omfatter erhvervsmæssig udlejning af en del af en ejendom.  
 
Det  fremgår  ikke  klart  af  loven,  hvad  der  skal  forstås  ved  »erhvervsmæssig«.  Af 
bemærkningerne (Folketingstidende 1971‐72, tillæg A, spalte 1962) fremgår det dog, at en 
udlejning  normalt  må  betragtes  som  erhvervsmæssig  (og  dermed  omfattet  af  kravet  om 
tilladelse), hvis udlejningen får »en mere professionel karakter«. Det er således med ordet 
»erhvervsmæssig«  ikke  tilsigtet,  at  udlejningen  skal  være  den  pågældendes 
hovederhverv«.
11
 
 
Det gentages ikke i 2019‐forarbejderne, at begrænsningen til erhvervsmæssig eller langvarig 
udlejning i sommerhusloven af 1972 blev foretaget for i almindelighed at fritage ejer af et 
enkelt  eller  to  sommerhuse  for  kravet  om  tilladelse  efter  loven.  Det  er  muligt,  at  dette 
hænger sammen med, at lovændringen i 2019 angik spørgsmålet om indførelse af særlige 
regler om udlejning af ejers helårsbolig.  
 
Det bemærkes i øvrigt i forarbejderne til ændringslovens fra 2019, at der ikke er etableret 
nogen praksis for,  hvornår  udlejning  af  egen  helårsbolig til  rekreative  formål  m.v.  bliver 
betragtet som erhvervsmæssig. Det tilføjes: »Det må dog antages, at de kriterier, som efter 
praksis lægges til grund ved vurderingen af, om udlejning af sommerhuse betragtes som 
erhvervsmæssig,  i  et  vist  omfang  ligeledes  kan  anvendes  ved  vurdering  af  sager  om 
udlejning af egen helårsbolig til rekreative formål m.v., herunder antal af ejendomme, eget 
                                                            
11
 F.T. 2018‐19, 1. samling, tillæg A, L 188 som fremsat, s. 5 og 17.  
 
8 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0009.png
brug, og om udlejningen har en professionel karakter«.
12
 I et svar på et udvalgsspørgsmål i 
forbindelse med lovforslagets behandling udtalte erhvervsministeren: 
 
»Begrebet ”erhvervsmæssig” fremgår af § 1, stk. 1, nr. 1 i den gældende lov om sommerhuse 
og  campering  m.v.,  som  netop  omfatter  blandt  andet  udlejning  af  værelser  til  ferie‐  og 
fritidsformål.  Begrebet  indebærer  som  nævnt,  at  denne  udlejning  ikke  må  blive 
erhvervsmæssig. 
 
Erhvervsstyrelsen  har  tilsynet  med  denne  bestemmelse  og  i  sin  konkrete  vurdering  af, 
hvornår  en  udlejning  er  erhvervsmæssig  efter  lov  om  sommerhuse  og  campering  m.v., 
inddrager  styrelsen  en  række  kriterier,  hvoraf  følgende  ville  være  særligt  relevante  at 
inddrage i forbindelse med en vurdering af udlejning af værelser:  
 
 
Kriterierne indgår i en samlet og konkret vurdering, hvorfor de enkelte kriterier kan vægte 
forskelligt fra sag til sag«.
13
 
 
Forarbejderne  til  2019‐lovændringen  indeholder  således  ikke  en  gengivelse  af  samtlige 
kriterier,  der  inddrages  ved  vurderingen  af,  om  udlejning  af  sommerhuse  er 
erhvervsmæssig, eller en egentlig redegørelse for praksis i relation til sommerhuslovens § 
1, stk. 1, nr. 1, og lovmotiverne fra 2019 – der i forhold til sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, 
har  karakter  af  såkaldte  efterarbejder  –  indeholder  således  ikke  holdepunkter  for,  at 
lovgivningsmagten har taget stilling til praksis efter sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, i 
2019. 
 
Det  er  vores  vurdering,  at  man  –  lovens  oprindelige  formål  og  forarbejderne  taget  i 
betragtning  –  ikke  kan  stille  krav  om  tilladelse  til  udlejning,  hvis  en  ejer  af  et  eller  to 
sommerhuse  selv  benytter  sommerhusene  i  nogle  uger  om  året.  Det  er  intet  anført  om 
sommerhusenes  størrelse  og  indretning.  Forarbejderne  giver  ikke  belæg  for,  at  man  har 
ønsket, at myndighederne skulle foretage en indgående vurdering af rimeligheden af, om 
 F.T. 2018‐19 1. samling, tillæg A, L 188 som fremsat, s. 5.  
13
 Erhvervsminister Rasmus Jarlovs svar den 1. april 2019 på spørgsmål nr. 7 vedrørende lovforslaget (L188) 
stillet af Folketingets Erhvervs‐, Vækst‐ og Eksportudvalg den 28. marts 2019. 
12
Omfanget af eget brug,  
omfanget af udlejning (antal dage),  
udlejningens professionelle karakter, herunder for eksempel indtjeningens omfang.  
                                                            
 
9 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0010.png
en  person  har  et  stort  eller  lille,  et  spartansk  eller  luksuriøst  sommerhus. 
Lovgivningsmagten har lagt sig fast på et antalskriterium med et forbehold for det, der er 
udlejning »af mere professionel karakter«, f.eks. hvor det er klart, at ejeren ikke har købt et 
sommerhus til eget brug, eksempelvis fordi vedkommende ikke selv bruger det, eller hvis 
vedkommende  har  indrettet  sig  på  en  sådan  måde,  at  anvendelsen  i  skattemæssig 
henseende er erhvervsmæssig, herunder at ejeren har afskrevet sig retten til selv at anvende 
sommerhuset og overdraget dispositionsretten til tredjemand. 
 
4. Myndighedernes praksis (interne regler) 
 
4.1. Redegørelse for praksis 
 
I  det  følgende  beskrives  myndighedernes  interne  regler  vedrørende  fortolkningen  af 
udtrykket »erhvervsmæssig« udlejning i sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1. Vi har taget i 
udgangspunkt i offentliggjorte praksisnotater, svar på folketingsspørgsmål m.v. tilbage fra 
sommerhuslovens ikrafttræden  i 1972 og indtil i dag.
14
 
Det fremfundne  materiale er ikke 
nødvendigvis udtømmende, men tegner efter vores vurdering et billede af hovedtrækkene 
i administrativ praksis i årenes løb. Vores vurdering findes i afsnit 4.2. 
 
I  februar 
1973 
besvarede  boligministeren  et  folketingsspørgsmål  om  administrationen  af 
sommerhusloven. Boligministeren tilkendegav, at reglerne i sommerhusloven om tilladelse 
til erhvervsmæssig udlejning ville blive administreret restriktivt i boligministeriets praksis. 
Ministeren udtalte i forlængelse heraf:  
 
»Den  stramme  praksis  vil  dog  naturligvis  ikke  føre  til,  at  udlejning  af  sommerhuse  helt 
ophører.  Således  betragtes  privatpersoners  udlejning  af  1  eller  2  sommerhuse  ikke  som 
erhvervsmæssig og kræver derfor ikke tilladelse efter sommerhusloven«.
15
 
 
 
Vi  har  som  nævnt  til  brug  for  udarbejdelsen  af  dette  responsum  fået  forelagt  materiale  bl.a.  i  form  af 
praksisnotater og akter fra konkrete sager navnlig fra det seneste årti. Vi har indhentet supplerende materiale, 
herunder fra tidligere perioder.  
15
 Boligminister Helge Nielsens svar af 16. februar 1973 på spørgsmål nr. 138 stillet af Orla Møller (S), jf. F.T. 
1972‐73,  Folketingets  forhandlinger,  sp.  3993.  En  enslydende  formuleringer  findes  i  miljøminister  Holger 
Hansens svar den 3. april 1974 på spørgsmål nr. 177 stillet af Helge Dohrmann (FP), jf. F.T. 1973‐74, 2. samling, 
Folketingets  forhandlinger,  sp.  4711.  Folketingets  Markedsudvalg  var  i  øvrigt  i  1973  blevet  forelagt 
retningslinjer om administrationen af sommerhusloven.  
14
                                                            
 
10 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0011.png
Det  bemærkes,  at  tilkendelsen  i  forarbejderne  om,  at  der  skulle  gælde  en 
hovedregel 
i 
administrativ praksis, hvorefter udlejning af 1‐2 sommerhus »almindeligvis« ikke ville blive 
ansat  for  erhvervsmæssig,  her  synes  at  være  blevet  til  en 
afskæringsregel 
(til  fordel  for 
borgerne). 
 
I marts 1988 afgav Ferieboligudvalget betænkning om sommerhuslovens bestemmelser om 
udlejning  og  erhvervelse.  Heri  omtales  tillige  den  restriktive  administration  af 
sommerhuslovens  regler  om  tilladelse  til  erhvervsmæssig  udlejning.  Om  udtrykket 
erhvervsmæssig udlejning udtales i betænkningen: 
 
»Udlejning for længere tid end 1 år er sidestillet med erhvervsmæssig udlejning, og det er 
forudsat i forarbejderne til loven, at ejeren af et enkelt eller to sommerhuse er fritaget for 
kravet om tilladelse, hvis udlejningen sker for mindre end 1 år. 
 
Hvis udlejningen får en professionel karakter, f.eks. fordi ejeren ikke selv benytter husene, 
må  den  dog  normalt  betragtes  som  erhvervsmæssig  og  derfor  omfattet  af  kravet  om 
tilladelse.  Det  er  således  med  ordet  »erhvervsmæssig«  ikke  tilsigtet,  at  udlejningen  skal 
være den pågældendes hovederhverv«.
16
 
 
Udsagnet fremstår som en gengivelse af forarbejderne frem for en gengivelse af praksis, idet 
det  dog  fremgår  som  noget  nyt,  at  der  lægges  vægt  på,  om  ejeren  selv  benytter 
sommerhuset. I øvrigt svarer praksis til den i forarbejderne forudsatte hovedregel. 
 
I  februar 
1996 
udsendte  Skov‐  og  Naturstyrelsen  bl.a.  på  baggrund  af  tilkendegivelser  i 
pressen  og  henvendelser  en  orienteringsskrivelse  om  en  række  forhold  vedrørende 
sommerhusreglerne  til  samtlige  amtsråd  og  kommunalbestyrelser.
17
 
Det  fremgår,  at  der 
efter fast praksis, som har været fulgt uændret siden lovens ikrafttræden i 1972, som helt 
overvejende hovedregel ikke gives tilladelse til erhvervsmæssig udlejning. Om udtrykket 
erhvervsmæssig udlejning fremgår følgende af skrivelsen: 
 
 
Ferieboligudvalgets  betænkning  nr.  1135  /  1985  om  sommerhuslovens  bestemmelser  om  udlejning  og 
erhvervelse, s. 12 f.  
17
 Skov‐ og Naturstyrelsens information af 27. februar 1996 om sommerhusreglerne til samtlige amtsråd og 
kommunalbestyrelser, jf. Ministerialtidende 1996, s. 180.  
16
                                                            
 
11 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
 »Det 
kan  oplyses,  at  privates  udlejning  af  en  til  to  ferieboliger,  som  ejeren  også  selv 
benytter, ikke betragtes som erhvervsmæssig udlejning. En sådan udlejning kræver derfor 
ikke tilladelse fra Skov‐ og Naturstyrelsen.  
 
Det  er  med  ordet  ”erhvervsmæssig”  ikke  tilsigtet,  at  udlejningen  skal  være  den 
pågældendes  hovederhverv.  Hvis  udlejningen  får  en  mere  professionel  karakter,  vil  den 
dog normalt betragtes som erhvervsmæssig og er derfor omfattet af kravet om tilladelse.  
 
Til illustration kan nævnes Vestre Landsrets dom af 20. november 1995, hvor et ægtepar, 
der hver ejede 2 sommerhuse i samme område, blev idømt bøder på henholdsvis 30.000 kr. 
og 20.000 kr. De 4 ens huse var på ca. 200 m
2
 opført i 1991, og blev alle udlejet året rundt 
ifølge  en  5‐årig  formidlingsaftale  med  et  sommerhusbureau.  Uanset  at  de  tiltalte  selv 
anvendte sommerhuset i deres ferier, fandt retten, at udlejningen af husene havde en sådan 
professionel  karakter,  at  den  måtte  anses  for  erhvervsmæssig  som  anført  i 
sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1«.  
 
Det er således på dette tidspunkt tale om en hovedregel, som illustreres med en undtagelse, 
hvor  forholdene  ligger  meget  langt  fra  sædvanlig  besiddelse  af  1‐2  sommerhuse  til  eget 
brug. Det er ikke overraskende, at domstolene har vurderet, at et ægtepars besiddelse af fire 
ens sommerhuse i samme område tilmed opført på samme tid og langtidsudlejet ikke var 
til »privat brug«, men havde mere »professionel karakter«. Det er derimod interessant, at 
der tilsyneladende ikke kunne peges på et andet eksempel, der i højere grad kunne illustrere 
et grænsetilfælde. 
 
I  maj 
1997 
besvarede  miljø‐  og  energiministeren  et  folketingsspørgsmål  om,  hvornår  der 
foreligger  erhvervsmæssig  udlejning  af  et  sommerhus  (spørgsmålet  lød,  hvornår  et 
sommerhus,  som  benyttes  til  udlejning,  får  status  som  erhvervsvirksomhed).  Miljø‐  og 
energiministeren  indhentede  til  brug  for  besvarelsen  en  udtalelse  fra  Skov‐  og 
Naturstyrelsen, som ministeren tilsluttede sig. Det fremgår bl.a. heraf: 
 
»Private personers udlejning af 1‐2 sommerhuse, som også i et vist omfang benyttes af ejeren 
selv,  anses  dog  som  udgangspunkt  for  ikke‐erhvervsmæssig  og  kræver  således  ikke  en 
tilladelse. Dette skyldes en betragtning om, at udlejningen alene er et supplement til ejerens 
egen benyttelse af huset/husene.  
 
 
12 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0013.png
Hvis  udlejningen  omvendt  får  en  mere  professionel  karakter,  d.v.s.  hvis 
udlejningsvirksomheden  må  anses  for  det  væsentligste  formål  med  erhvervelsen  af 
huset/husene,  betragtes  den  som  erhvervsmæssig.  I  så  fald  kræver  også  udlejning  af  1‐2 
huse en tilladelse, som ikke vil blive givet«.  
 
Ved vurderingen af, om udlejning af et enkelt sommerhus er erhvervsmæssig, lægges der 
således  bl.a.  vægt  på  forholdet  mellem  omfanget  af  ejerens  egen  brug  af  huset  og 
udlejningens omfang«.
18
 
 
I  en  artikel  samme  år  i  Juristen  redegjorde  en  kontorchef  i  Skov‐  og  Naturstyrelsen  for 
praksis. Det fremgår, at der i praksis foretages en vurdering af, om ejerens formål har været 
at erhverve et sommerhus for selv at benytte det eller for at udleje det.
19
 Hun nævner, at det 
kan være et indicium for et ikke privat‐formål, at to huse ligger på samme vej, men at det 
blot  er  et  indicium,  idet  der  godt  kan  være  en  begrundelse  for  at  eje  to  sommerhuse  på 
samme  vej,  uden  at  formålet  er  erhvervsmæssigt.  Hun  nævner  også,  at 
»luksussommerhuse«  kan  give  anledning  til  overvejelser  om,  hvorvidt  udlejning  er 
erhvervsmæssig. Det fremgår, at dette beror på en række momenter, som kan indikere, at 
ejeren ikke har erhvervet sommerhuset for selv at bruge det, men for at opnå en indtægt 
ved udlejning – selve den omstændighed, at der er tale om et »luksussommerhus« er dog 
ikke i sig selv et moment, men betragtes blot som en anledning til at foretage en konkret 
vurdering. 
 
I juli 2002 besvarede miljøministeren et folketingsspørgsmål om, hvorvidt ministeren ville 
tage  »initiativ  til  at  lempe  reglerne  for  privates  udlejning  af  sommerhuse,  således  at  den 
nuværende  grænse  på  to  sommerhuse  forhøjes«.  Spørgsmålet  var  affødt  af  en  historie  i 
pressen om, at en familie i Skagen havde opkøbt syv sommerhuse med henblik på udlejning, 
men  ikke  havde  fået  tilladelse  hertil  af  Skov‐  og  Naturstyrelsen.  Miljøministeren 
tilkendegav,  at  han  ingen  planer  havde  om  at  tage  initiativ  til  at  foreslå  lempelse  af  det 
eksisterende regelsæt og administration på området. Han udtalte om praksis: 
 
»Privates  udleje  af  en  eller  to  ferieboliger  i  de  perioder,  hvor  ejeren  ikke  selv  benytter 
boligen/boligerne,  anses  i  praksis,  bl.a.  på  baggrund  af  forarbejderne  til  loven,  som 
                                                            
18
 Miljø‐ og energiminister Svend Aukens svar af 6. maj 1997 på spørgsmål nr. S 2134 stillet af Eva Kjer Hansen 
(V), jf. F.T. 1996‐97, Folketingets forhandlinger, s. 7301.  
19
 Anne Marie Vægter Rasmussen, »Sommerhuslovgivningen i Danmark (Lov om sommerhuse og 
campering m.v.)«, Juristen, 1997, s. 188. 
 
13 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0014.png
udgangspunkt  for  ikke‐erhvervsmæssig.  Antager  udlejningen  en  mere  professionel 
karakter,  således  at  udlejningsvirksomheden  må  anses  for  det  væsentligste  formål  med 
erhvervelsen  eller  besiddelsen,  betragtes  den  som  erhvervsmæssig.  Udlejning  af  tre 
ferieboliger eller mere vil efter Skov‐ og Naturstyrelsens opfattelse næsten altid betragtes 
som erhvervsmæssig«.
20
 
 
I  februar 
2011 
offentliggjorde  Naturstyrelsen  et  praksisnotat  om  sommerhusloven.  Det 
udtales bl.a. heri:  
 
»Udlejning  af  1  –  2  sommerhuse,  som  ejeren  også  selv  benytter,  anses  normalt  ikke  som 
erhvervsmæssig udlejning og kræver derfor ikke tilladelse. Hvis et privatejet sommerhus 
kun bruges til udlejning og ikke bruges af ejeren selv, vil udlejningen dog blive anses som 
erhvervsmæssig i forhold til sommerhusloven.  
 
Har  ejeren  mere  end  2  sommerhuse  vil  udlejning  heraf  blive  anset  for  at  være 
erhvervsmæssig. Den omstændighed, at udlejer kun ejer en andel af sommerhusene ændrer 
ikke ved denne vurdering (se Naturklagenævnets afgørelse af 10. marts 2010). Tilladelse til 
erhvervsmæssig udlejning gives som altovervejende hovedregel ikke«.
21
 
 
I juni samme år berørte Naturstyrelsen reglerne i et bilag til en rapport fra Dialogforum om 
turismeplanlægning:  
 
»Udlejning  af  1‐2  sommerhuse,  som  ejeren  også  selv  benytter,  kan  ske  frit  uden 
udlejningstilladelse efter sommerhusloven. … 
 
Det  er  således  muligt  at  udleje  privatejede  sommerhuse  i  væsentligt  omfang.  Det 
forudsætter blot, at ejeren også selv benytter sommerhuset, og at udlejningen ikke er af mere 
professionel  karakter,  f.eks.  hvis  ejeren  udlejer  mere  end  2  sommerhuse,  og/eller 
udlejningsvirksomheden  må  anses  for  det  væsentligste  formål  med  erhvervelsen  eller 
besiddelsen af sommerhuset(husene)«.
22
 
 
 Miljøminister Hans Christian Schmidts svar af 16. juli 2002 på spørgsmål nr. S 2689 stillet af Jørn Dohrmann 
(DF), jf. F.T. 2001‐02, 2. samling, Folketingets forhandlinger, s. 8449.  
21
 Naturstyrelsens notat af 24. februar 2011 om »Sommerhuslovens regler om erhvervelse og udleje«, j.nr. NST‐
609‐00014. 
22
 
Afrapportering  fra  Dialogforum  om  turismeplanlægning,  2011,  bilag  1:  Sommerhusloven, 
campingreglementet og planlovens helårsforbud, s. 48.  
20
                                                            
 
14 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0015.png
Af en vidneforklaring afgivet i en byretssag fra 2013 af en jurist i Naturstyrelsen fremgår: 
»Som  udgangspunkt  anser  Naturstyrelsen  al  udlejning  for  ”erhvervsmæssig”,  hvis  det 
pågældende  sommerhus  ikke  også  benyttes  privat  af  ejeren  selv.  …  Hvis  en  ejer  selv 
benytter sommerhuset blot et par uger om året, vil styrelsen acceptere udlejning i op til 37 
uger årligt, og altså ikke anse den for erhvervsmæssig«.
23
 Vedkommende havde ifølge det 
oplyste  beskæftiget  sig  med  sommerhusområdet  i  20  år  og  fungerede  som  en  slags 
overordnet for de sagsbehandlere, der sad med de konkrete udlejningssager. 
 
I praksis synes således ikke at være stillet strenge krav til omfanget af egen benyttelse (to 
uger).  
 
I  september 
2014 
offentliggjorde  Naturstyrelsen  et  praksisnotat  med  samme  ordlyd  som 
notatet  fra  2011.
24
 
Få  dage  forinden  offentliggjorde  styrelsen  følgende  udtalelse  på  sin 
hjemmeside i en nyhed om kontrol med ulovlig udlejning af ferieboliger: »Der gives som 
altovervejende  hovedregel  ikke  tilladelse  til  erhvervsmæssig  udlejning  af  ferieboliger  i 
større skala. Men hvis en ferieboligejer har 1‐2 sommerhuse, som ejeren også selv benytter, 
så betragtes det ikke som erhvervsmæssig udlejning, og så kræves der ikke tilladelse«.
25
 
 
I  oktober 
2016 
offentliggjorde  Erhvervsstyrelsen  et  praksisnotat  om  sommerhusloven.
26
 
I 
notatet  er  begrebet  erhvervsmæssig  udlejning  afgrænset  på  samme  måde  som  i 
Naturstyrelsens notater fra 2011 og 2014.
27
  
 
 Retten i Helsingørs dom af 15. januar 2013, sag nr. 
1‐3899/2012.  Det bemærkes, at sommerhuse dengang 
kunne benyttes samlet 39 uger årligt. Ved en ændring af reglerne om vinterperioden i planlovens § 40, stk. 1, 
blev det muligt at benytte et sommerhus 43 uger årligt, jf. lov nr. 668 af 8. juni 2017. Ved samme lov blev i 
øvrigt  indsat  §  40,  stk.  3,  hvorefter  en  bolig  i  et  sommerhusområde  i  vinterperioden  kan  anvendes  til 
»kontinuerlig udlejning til skiftende brugeres korvarige ferieophold«, når den samlede anvendelse i perioden 
»ikke  herved  overstiger  9  uger«.  Det  fremgår  af  bemærkningerne  til  bestemmelsen,  der  blev  indsat  under 
folketingsbehandlingen, at »selve udlejningen af sommerhuset er reguleret i sommerhusloven og skal ske i 
overensstemmelse hermed«, jf. F.T. 2016‐17, tillæg B, betænkning over L 121, s. 17. 
24
 Naturstyrelsens notat af 5. september 2014 om »Sommerhuslovens regler om erhvervelse og udleje«, j.nr. 
NST‐609‐00014. 
25
 Nyhed på Naturstyrelsens hjemmeside den 2. september 2014 med titlen »Naturstyrelsen tjekker ulovlig 
udlejning af ferieboliger« (citat fra en kontorchef i Naturstyrelsen). 
26
 
Ved  kongelig  resolution  af  28.  juni  2015  skete  der  en  ressortomlægning,  hvorefter  sager  vedrørende 
sommerhusloven blev overført til Erhvervs‐ og Vækstministeriet (Erhvervsstyrelsen).  
27
 
Erhvervsstyrelsens  notat  af  4.  oktober  2016  om  »Administrativ  praksis  efter  sommerhusloven. 
Sommerhuslovens  regler  om  erhvervelse  og  udleje«,  sag  nr.  2016‐10722.  Det  er  udtrykkeligt  anført  i 
praksisnotatet  fra  2016,  at  det  er  enslydende  med  praksisnotatet  offentliggjort  af  Naturstyrelsen  den  5. 
september 2014, når bortses fra doms‐ og lovhenvisninger. 
23
                                                            
 
15 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0016.png
I september 2017 fremsendte Erhvervsministeriet en orientering til Folketingets Erhvervs‐, 
Vækst‐ og Eksportudvalg om en ændring af vurderingspraksis i forhold til ægtefællers og 
samlevendes ferieboligudlejning.
28
 Praksisændringen indebar, at ægtefæller og samlevende 
fremover blev ligestillet med andre ferieboligejere i udlejningsmæssig henseende, således 
at ægtepar og samlevende fik samme mulighed for at udleje deres ferieboliger, som hvis de 
hver  især  udlejede  som  enkeltpersoner,  det  vil  sige  op  til  fire  ferieboliger  per  par.  Om 
afgrænsningen af erhvervsmæssig udlejning udtales i øvrigt: 
 
»Det blev i lovens forarbejder præciseret, at privatpersoners udlejning af 1‐2 sommerhuse 
almindeligvis er fritaget fra kravet om udlejningstilladelse, forudsat at udlejningen sker som 
supplement  til  egen  brug  og  ikke  får  mere  professionel  karakter.  Egen  brug  udelukker 
således ikke i sig selv, at udlejningen kan have erhvervsmæssig karakter og dermed kræve 
tilladelse. … 
 
Det vil som hidtil bero på en konkret vurdering, om en given udlejning har erhvervsmæssig 
eller  ikke‐erhvervsmæssig  karakter.  Det  forudsættes  således  fortsat,  at  parret  reelt  selv 
anvender  ferieboligerne,  samt  at  udlejningen  ikke  får  mere  professionel  karakter.  Under 
disse  betingelser  er  det  ikke  afgørende  hvem  af  ægtefællerne,  der  formelt  ejer 
ferieboligerne«. 
 
I marts 2018 offentliggjorde Erhvervsstyrelsen et nyt praksisnotat om sommerhusloven.
29
 I 
notatet indgår den ændrede vurderingspraksis i forhold til ægtefæller og samlevende. De 
ovenfor gengivne (enslydende) formuleringer i praksisnotaterne fra 2011, 2014 og 2016 er 
også justeret. Det udtales nu:  
 
»Udlejning af 1 – 2 ferieboliger anses normalt ikke som erhvervsmæssig udlejning, forudsat 
ejeren  selv  benytter  ferieboligen  i  et  ikke  uvæsentligt  omfang,  og  at  udlejningen  ikke  får 
mere professionel karakter. Hvis en privatejet feriebolig kun bruges til udlejning og ikke 
bruges  af  ejeren  selv,  vil  udlejningen  dog  blive  anset  som  erhvervsmæssig  i  forhold  til 
sommerhusloven.  
 
                                                            
28
 
Erhvervsministeriets  notat  om  »Ændring  af  vurderingspraksis  i  forhold  til  ægtefællers  og  samlevendes 
ferieboligudlejning« fremsendt til Erhvervs‐, Vækst‐ og Eksportudvalget den 13. september 2017, jf. ERU – 
alm. del bilag 259 (folketingsåret 2016‐17).  
29
 
Erhvervsstyrelsens  notat  af  1.  marts  2018  om  »Administrativ  praksis  efter  sommerhusloven. 
Sommerhuslovens regler om erhvervelse og udleje«, sag nr. 2016‐10722. 
 
16 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0017.png
Har  ejeren  mere  end  2  ferieboliger  vil  udlejning  heraf  blive  anset  for  at  være 
erhvervsmæssig. Den omstændighed, at udlejer kun ejer en andel af ferieboligerne ændrer 
ikke ved denne vurdering (se Naturklagenævnets afgørelse 10. marts 2010)«.  
 
I forhold til tidligere praksisnotater er det især forudsætningen om, at ejeren skal benytte 
sommerhuset i »ikke uvæsentligt omfang«, der fremstår som en skærpelse sammenlignet 
med tidligere praksis.  
 
I februar 2019 fremsatte erhvervsministeren forslag til en ændringslov til sommerhusloven, 
hvoraf det fremgår, at de kriterier, som efter praksis lægges til grund ved vurderingen af, 
om  udlejning  af  sommerhuse  betragtes  som  erhvervsmæssig,  bl.a.  indbefatter  »antal  af 
ejendomme, eget brug, og om udlejningen har en professionel karakter«.
30
  
 
I efteråret 2019 var Erhvervsstyrelsen i en konkret (ikke offentliggjort) sag i tre breve, som 
vi  har  fået  forelagt,  inde  på  fortolkningen  af  udtrykket  erhvervsmæssig.  Sagen  angår  et 
ægtepar,  der  ejer  to  sommerhuse.  I  breve  fra  august  og  november  2019  anmodede 
Erhvervsstyrelsen ejerne om at fremsende oplysninger og partshørte dem over oplysninger 
indhentet af styrelsen.
31
 Det udtales i begge breve:  
  
»Privatpersoners udlejning af 1‐2 sommerhuse kan efter omstændighederne være undtaget 
fra kravet om udlejningstilladelse – forudsat at udlejningen alene sker som supplement til 
eget brug og ikke får mere professionel karakter. 
 
Erhvervsstyrelsen foretager i hver enkelt sag en konkret vurdering af udlejningens karakter. 
Ved  vurderingen  lægges  der  navnlig  vægt  på  antallet  af  udlejede  boliger  samt,  hvorvidt 
udlejningsaktiviteten og boligernes kapacitet står i rimeligt forhold til egen anvendelse og 
behov.  Hvis  det  ud  fra  en  samlet  vurdering  må  lægges  til  grund,  at  udlejningen  reelt  er 
hovedformålet med ejerskabet, anses udlejningen for erhvervsmæssig og kræver dermed 
særlig tilladelse [Erhvervsstyrelsens kursivering]«. 
 
Det  er  især  bemærkelsesværdigt,  at  udlejning  af  1‐2  sommerhuse  »efter 
omstændighederne« kan være undtaget fra tilladelseskravet sml. foruden hidtidig praksis 
                                                            
30
 Forarbejderne til ændringsloven fra 2019 er gengivet i afsnit 3. 
31
 Brev af 27. august 2019 vedlagt praksisnotat af 1. marts 2018 samt brev af 5. november 2019, sag nr. 2018‐
14263.  
 
17 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0018.png
forarbejdernes formulering »i almindelighed«. Det er også bemærkelsesværdigt, at der nu 
foretages en vurdering af boligernes kapacitet i forhold til ejerens »behov« og anvendelse. 
 
I  december  2019  traf  Erhvervsstyrelsen  afgørelse.  Styrelsen  vurderede,  at  ejerne  har 
foretaget erhvervsmæssig udlejning uden tilladelse. Om erhvervsmæssig udlejning udtales 
det mere generelt i brevet:  
 
»Betingelserne  for,  at  en  udlejning  bliver  betragtet  som  ikke‐erhvervsmæssig  er,  at 
udlejningen  reelt  sker  som  supplement  til  ejerens  eget  brug,  og  at  den  ikke  får  en  mere 
professionel karakter«.
32
  
 
Erhvervsstyrelsens sammenfattende vurdering af den konkrete sag lyder:  
 
»Det er Erhvervsstyrelsens vurdering, at I har udlejet jeres sommerhuse erhvervsmæssigt. 
Begrundelsen for dette er, at udlejningen af jeres huse har ”en mere professionel karakter”, 
og at udlejningen ikke sker som et reelt supplement til jeres eget brug. Erhvervsstyrelsen 
bemærker, at I ikke har haft den fornødne tilladelse hertil.  
 
Erhvervsstyrelsen har i sin vurdering lagt særlig vægt på sommerhusenes store kapacitet, 
herunder  husenes  indretning  og  faciliteter,  lejeindtægternes  størrelse  og  udlejningens 
omfang. Desuden er der lagt særlig vægt på husenes beliggenhed, herunder at det ene hus 
ligger  i  et  område  med  andre  store  sommerhuse,  alle  med  et  ensartet  udtryk.  Samlet  set 
understreger disse momenter, at husene er indrettet til og målrettet mod intensiv udlejning.  
 
Oplysninger  om  jeres  eget  brug,  herunder  jeres  oplysninger  om  at  I  gerne  vil  holde 
familiefester, fødselsdage, julefrokoster m.v. sammen med familie og venner uden at skulle 
leje lokaler og overnatningsmuligheder, fører ikke til en anden vurdering.  
 
Erhvervsstyrelsen bemærker, at det i øvrigt er uden betydning, at udlejningen ikke er jeres 
hovederhverv«. 
 
 
                                                            
32
 Brev af 13. december 2019, sag nr. 2018‐14263. For fuldstændighedens skyld tilføjes, at det fremgår af sagen, 
at der i 2016 har været en tilsynssag vedrørende de samme to sommerhuse, men at Erhvervsstyrelsen dengang 
henlagde sagen.  
 
 
18 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0019.png
4.2. Vurdering 
 
4.2.1. Hovedtræk i praksis indtil 2015 
 
De  i  afsnit  4.1  omtalte  praksisnotater,  svar  på  folketingsspørgsmål  m.v.  viser  efter  vores 
vurdering, at der fra sommerhuslovens ikrafttræden i 1972 og i hvert fald indtil 2015 har 
eksisteret  en  relativt  fast  administrativ  praksis  vedrørende  fortolkningen  af 
sommerhuslovens  §  1,  stk.  1,  nr.  1,  om  »erhvervsmæssig«  udlejning.  Det  er  ved 
fortolkningen af § 1, stk. 1, nr. 1, i overensstemmelse med bestemmelsens forarbejder lagt til 
grund, at ejers udlejning af ét til to sommerhuse normalt ikke anses som erhvervsmæssig 
og derfor ikke kræver tilladelse. Omvendt anses udlejning af tre eller flere sommerhuse for 
erhvervsmæssig.  
 
Det er i administrativ praksis i overensstemmelse med bestemmelsens forarbejder lagt til 
grund, at udlejning af ét til to sommerhuse dog må betragtes som erhvervsmæssig og derfor 
omfattet af kravet om tilladelse, såfremt udlejningen får en » mere professionel karakter«. 
Det  fremgår,  at  man  i  hvert  fald  fra  1988  især  har  lagt  vægt  på,  om  ejeren  selv  benytter 
husene, jf. Ferieboligudvalgets betænkning.  
 
Det er i praksis lagt til grund, at det er ikke udelukket, at udlejning af ét til to sommerhuse 
kan få en mere professionel karakter, selv om ejeren i et vist omfang benytter husene.
33
 I 
besvarelsen af et folketingsspørgsmål fra 1997 udtales, at der bl.a. lægges vægt på forholdet 
mellem  omfanget  af  ejerens  eget  brug  af  huset  og  udlejningens  omfang.  Efter  vores 
vurdering efterlader det gennemgåede materiale det indtryk, at man i praksis har accepteret 
udlejning i væsentligt omfang. Kravet om egen benyttelse er undertiden formuleret således, 
at udlejning anses for erhvervsmæssig, såfremt »ejeren ikke selv benytter« huset. I andre 
tilfælde  er  det  formuleret  således,  at  udlejning  anses  for  ikke‐erhvervsmæssig,  såfremt 
»ejeren også selv benytter« huset, eller huset »også i et vist omfang benyttes af ejeren selv«. 
I  2011  udtalte  Naturstyrelsen,  at  det  er  muligt  at  udleje  privatejede  sommerhuse  i 
»væsentligt omfang«.  
 
 
I  de  i  afsnit  4.1  gengivne  svar  på  folketingsspørgsmål  fra  1997  og  2002  er  som  et  kriterium  nævnt,  om 
udlejningsvirksomheden  må  anses  for  »det  væsentligste  formål«.  Formuleringen  stammer  ordret  fra  Anne 
Marie Vægter Rasmussen, »Sommerhuslovgivningen i Danmark (Lov om sommerhuse og campering m.v.)«, 
Juristen, 1997, s. 185 (188), der henviser til den nedenfor omtalte udtrykte Vestre Landsretsdom om et ægtepars 
udlejning af fire sommerhuse i samme område.  
33
                                                            
 
19 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0020.png
Det  er  imidlertid  muligt  at  pege  på  to  tilfælde,  hvor  udlejning  af  ét  til  to  sommerhuse  i 
praksis er anset for erhvervsmæssig. 
 
Som et eksempel er nævnt, at en person ejer to sommerhuse i samme område, jf. Skov‐ og 
Naturstyrelsens orientering fra 1996 med henvisning til en utrykt dom fra Vestre Landsret 
om et ægtepar, der hver ejede to sommerhuse i samme område (de fire ens huse var på ca. 
200 m
2
 opført i 1991, og blev alle udlejet året rundt ifølge en 5‐årig formidlingsaftale med et 
sommerhusbureau).
34
 
En  kontorchef  i  Skov‐ og  Naturstyrelsen  har  i  den  ovenfor  omtalte 
artikel om sommerhusloven fra 1997 med henvisning til samme dom formuleret det således, 
at  »hvis  en  person  ejer  to  sommerhuse  på  den  samme  vej  eller  meget  tæt  på  hinanden  i 
øvrigt, vil der ofte, medmindre særlige omstændigheder f.eks. af familiemæssig art gør sig 
gældende, være en formodning imod, at begge huse primært er til ejerens egen brug«.
35
 
 
Som ligeledes nævnt ovenfor anføres i artiklen fra 1997 som et andet eksempel på udlejning 
af  mere  professionel  karakter  nogle  særlige  arrangementer  knyttet  til  udlejning  af 
»luksussommerhuse«,  herunder  sommerhuse  solgt  på  andele.  I  artiklen  omtales  således 
tilfælde, hvor der er indgået en administrationsaftale eller vedligeholdelseskontrakt mellem 
ejendommens  ejere  og  et  administrationsselskab,  som  tillægges  en  betydelig  råden  over 
ejendommen  og  har  til  opgave  at  varetage  ejendommens  drift,  herunder  især  udlejning, 
samt  vedligeholdelse.  Det  er  karakteristisk  for  arrangementerne,  at  det  ikke  eller  kun  i 
meget  begrænset  omfang  er  forudsat,  at  ejer  eller  ejerne  selv  benytter  ejendommen,  og  i 
nogle  tilfælde  er  det  fastsat,  at  ejeren  skal  betale  sædvanlig  leje  for  egen  brug  af 
ejendommen. I artiklen er oplistet en række forhold, som Skov‐ og Naturstyrelsen typisk 
har tillagt vægt ved vurderingen af, om udlejningen er erhvervsmæssig. Der er ikke tale om, 
at ejers udlejning af ét til to sommerhuse er blevet anset for erhvervsmæssig, blot fordi der 
er tale om store, dyre sommerhuse.  
 
 
                                                            
34
 Utrykt Vestre Landsretsdom af 20. november 1995 (S‐1110‐95), som er gengivet i den nævnte orientering 
samt  hos  Anne  Marie  Vægter  Rasmussen,  »Sommerhuslovgivningen  i  Danmark  (Lov  om  sommerhuse  og 
campering  m.v.)«,  Juristen,  1997,  s.  185  (188).  Det  bemærkes,  at  sagen  er  fra  før  Erhvervsstyrelsens 
praksisændring i 2017, hvor ægtepar og samlevende fik samme mulighed for at udleje deres ferieboliger, som 
hvis de hver især udlejede som enkeltpersoner, det vil sige op til fire ferieboliger per par. Udlejning under 
omstændigheder  som  de  i  Vestre  Landsretssagen  foreliggende  vil  dog  antagelig  blive  anset  for 
erhvervsmæssig, uanset om man sidestiller ægtefællers og enkeltpersoners udlejning eller ej.  
35
 Anne Marie Vægter Rasmussen, »Sommerhuslovgivningen i Danmark (Lov om sommerhuse og campering 
m.v.)«, Juristen, 1997, s. 185 (188). 
 
20 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0021.png
4.2.2. Praksisændring 
 
Det er vores vurdering, at der siden Erhvervsstyrelsens overtagelse af administrationen af 
sommerhusloven  i  2015  har  fundet  en  praksisændring  sted  hvad  angår  fortolkningen  af 
udtrykket  »erhvervsmæssig«  udlejning  i  sommerhuslovens  §  1,  stk.  1,  nr.  1. 
Praksisændringen, som vi vil komme nærmere ind på straks nedenfor, synes i første række 
at  knytte  sig  til  sager  om  udlejning  af  store  sommerhuse,  og  den  synes  at  være  udviklet 
løbende i tiden efter 2015.  
 
A. Kravene til omfanget af ejers benyttelse af sommerhuset sammenholdt med udlejningens omfang: 
 
Erhvervsstyrelsens praksisændring angår efter vores vurdering for det første til kravene til 
omfanget af ejers benyttelse af sommerhuset sammenholdt med udlejningens omfang. Som 
omtalt i afsnit 4.2.1 har det i hvert fald siden 1988 været en betingelse for at anse udlejning 
af ét til to sommerhuse for at være ikke‐erhvervsmæssig, at ejeren selv i et vist omfang har 
benyttet huset eller husene, men der synes ikke tidligere at have været stillet strenge krav 
til  omfanget  af  egen  benyttelse.  Det  har  ikke  i  de  offentliggjorte  praksisnotater,  svar  på 
folketingsspørgsmål m.v. været uddybet, i hvilket omfang en ejer selv skulle benytte huset 
eller husene, for at udlejningen blev anset for ikke erhvervsmæssig, men man synes at have 
accepteret, at når blot ejeren selv benyttede sommerhuset i to uger, kunne det udlejes i den 
resterende  tilladte  benyttelsesperiode  (dvs.  i  dag  41  uger  –  den  samlede  tilladte 
benyttelsesperiode er i dag 43 uger).
36
  
 
En skærpelse af kravene til egen benyttelse synes at komme til udtryk i Erhvervsstyrelsens 
praksisnotat  fra  2018.  Af  de  tidligere  praksisnotater  fra  2011,  2014  og  2016  fremgår: 
»Udlejning  af  1  –  2  sommerhuse, 
som  ejeren  også  selv  benytter, 
anses  normalt  ikke  som 
erhvervsmæssig  udlejning  og  kræver  derfor  ikke  tilladelse  [vores  kursivering]«.  I 
praksisnotatet  fra  2018  udtales:  »Udlejning  af  1  –  2  ferieboliger  anses  normalt  ikke  som 
erhvervsmæssig udlejning, forudsat ejeren selv benytter ferieboligen i et ikke uvæsentligt omfang, 
og at udlejningen ikke får mere professionel karakter [vores kursivering]«. 
 
I Erhvervsstyrelsens afgørelse i sagen fra december 2019, der er gengivet til sidst i afsnit 4.1, 
anføres følgende  kriterium: »Betingelserne  for, at en  udlejning  bliver  betragtet  som  ikke‐
erhvervsmæssig er, at udlejningen reelt sker som supplement til ejerens eget brug, og at den 
                                                            
36
 Før lov nr. 668 af 8. juni 2017 var den samlede tilladte benyttelsesperiode 39 uger, jf. note 23.  
 
21 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0022.png
ikke  får  en  mere  professionel  karakter«.  I  sagen  blev  et  ægtepars  udlejning  af  to  store 
sommerhuse anset for erhvervsmæssig. Ifølge det oplyste havde de i 2018 og 2019 benyttet 
hvert  hus  minimum  2  uger  årligt.  Det  ene  hus  havde  i  2018  og  2019  været  udlejet 
henholdsvis 33 og 30 uger. Det andet hus havde begge år været udlejet 39 uger.  
 
At Erhvervsstyrelsen ikke følger en praksis om, at et par ugers egen benyttelse om året er 
tilstrækkelig til, at udlejningen anses for ikke erhvervsmæssig, fremgår også af en afgørelse 
fra 2016, som vi har fået forelagt. I sagen vurderede Erhvervsstyrelsen ud fra oplysninger 
om omfanget af ejers udlejning og private brug, at udlejningen ikke var erhvervsmæssig. 
Erhvervsstyrelsen  udtalte  i  forlængelse  heraf:  »Med  de  oplyste  5  ugers  egen  brug  er  det 
udlejning i 31,5 uge. Det er udelukkende henset til den store egen brug, at udlejningen ikke 
går  hen  og  bliver  erhvervsmæssig.  For  ikke  at  komme  i  konflikt  med  sommerhuslovens 
regler, kan ferieboligen ikke udlejes i et større omfang for den resterende del af 2016«.
37
 
 
Efter vores opfattelse er det meget vidtgående at stille krav om, at ejeren selv skal benytte 
et sommerhus i mere end 2 uger. Det er trods alt begrænset, hvor meget ferie lønmodtagere 
har,  og  der  er  intet  belæg  for,  at  lovgivningsmagten  har  villet  stille  krav  om,  at  en 
sommerhusejer  skal  tilbringe  en  vis  større  del  af  sin  ferie  i  sit  sommerhus,  hvis 
vedkommende skal kunne udleje det uden tilladelse. Manglende benyttelse kan efter vores 
opfattelse  alene  anvendes  som  et  indicium  for,  at  formålet  med  erhvervelsen  er 
erhvervsmæssigt, og således har dette kriterium også været benyttet indtil 2015. 
 
B. Nye kriterier (navnlig målrettet store sommerhuse): 
 
I tilknytning til praksisændringen vedrørende kravene til omfanget af ejers benyttelse synes 
Erhvervsstyrelsen  at  have  indført  nye  kriterier  ved  vurderingen  af  udlejningens 
professionelle karakter, som navnlig synes at være målrettet udlejning af sommerhuse med 
stor  kapacitet.  Som  omtalt  i  afsnit  4.2.1  har  særlige  administrationsordninger  knyttet  til 
udlejningen  af  store,  dyre  sommerhuse  tidligere  ført  til,  at  udlejningen  blev  anset  for 
erhvervsmæssig.  Derimod  synes  ejers  udlejning  af  ét  til  to  sommerhuse  ikke  tidligere  at 
være anset for erhvervsmæssig, blot fordi der var tale om store, dyre sommerhuse.  
 
 Afgørelse af 28. juni 2016 i sag NST‐640‐00035. Afgørelsen er underskrevet af en studentermedhjælper hos 
Erhvervsstyrelsen.  
37
                                                            
 
22 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
I Erhvervsstyrelsens afgørelse i sagen fra december 2019, der er gengivet til sidst i afsnit 4.1, 
er der som kriterier ved vurderingen af udlejningens professionelle karakter lagt vægt på 
sommerhusenes store kapacitet, lejeindtægternes størrelse og udlejningens omfang, ligesom 
der  er  lagt  vægt  på,  om  et  sommerhus  ligger  i  et  område  med  andre  store  sommerhuse. 
Ifølge  afgørelserne  understreger  disse  momenter  samlet  set,  at  husene  er  indrettet  til  og 
målrettet  mod  intensiv  udlejning.  Der  synes  ikke  tidligere  som  selvstændige  kriterier  at 
være lagt vægt på sommerhuset størrelse, eller at lejeindtægten er stor. Der synes heller ikke 
tidligere  at  være  lagt  vægt  på,  at  et  sommerhus  ligger  i  et  område  med  andre  store 
sommerhuse. Derimod er der tidligere i praksis er lagt vægt på, om ejer har to (ensartede, 
store) sommerhuse i samme område, da det er indgået ved vurderingen af, om husene har 
været til eget brug. 
 
Det  er  vores  vurdering,  at  størrelsen  af  et  sommerhus  måske  kan  give  anledning  til 
overvejelser om formålet med erhvervelsen, men at der ikke i forarbejderne er belæg for, at 
myndighederne kan anlægge en form for censur med hensyn til, hvor stort et sommerhus 
en person eller familie har behov for. En sådan vurdering ligger meget fjernt fra det samlede 
indtryk  af,  hvad  lovgivningsmagten  har  villet  opnå,  som  man  får  ved  læsning  af 
forhandlingerne  i  Folketinget  og  beskrivelsen  af  lovens  formål  i  bemærkningerne  til 
lovforslagene fra 1971 og 1972. Den omstændighed, at et sommerhus ligger i et område med 
andre  store  sommerhuse  er  næppe  i  almindelighed  et  egnet  kriterium  til  vurdering  af 
formålet med anskaffelsen af sommerhuset.   
 
C. Et ændret udgangspunkt 
 
Det klareste brud på lovgivningsmagtens forudsætninger består dog efter vores opfattelse 
i, at der med sagen fra 2019 ikke blot er indført nye kriterier, men at man i realiteten har 
forladt  det  hidtidige  udgangspunkt  for  bedømmelsen  af,  om  sommerhusudlejning  er 
erhvervsmæssig  eller  ej.  Det  har  i  praksis  siden  1972  i  overensstemmelse  med 
sommerhuslovens  forarbejder  været  lagt  til  grund,  at  udlejning  af  ét  til  to  sommerhuse 
almindeligvis ikke anses for erhvervsmæssig og derfor er undtaget fra kravet om tilladelse, 
dvs. den almindelige regel skal være, at der ikke kræves tilladelse. Erhvervsstyrelsen har i 
sagen fra 2019 i høringsskrivelserne fra august og november, der er gengivet til sidst i afsnit 
4.1,  anvendt  en  ikke  tidligere  set  formulering,  idet  styrelsen  anfører:  »Privatpersoners 
udlejning af 1‐2 sommerhuse kan efter omstændighederne [vores kursivering] være undtaget 
fra kravet om udlejningstilladelse – forudsat at udlejningen alene sker som supplement til 
eget brug og ikke får mere professionel karakter«. 
23 
 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
 
Lovgivningsmagten  har  i  forarbejderne  udtrykkeligt  tilkendegivet,  at  loven  skal 
administreres således, at ejeren af et enkelt eller to sommerhuse i almindelighed er fritaget 
for kravet om tilladelse. En praksis, hvorefter dette udgangspunkt er forladt til fordel for 
det modsatte udgangspunkt, er efter vores opfattelse uforenelig med lovens ordning.  
  
4.2.3. Sammenfattende vurdering af praksisændringens lovlighed 
 
Det er vores opfattelse, at Erhvervsstyrelsens praksisændring med hensyn til fortolkningen 
af  udtrykket  »erhvervsmæssig«  udlejning  i  sommerhuslovens  §  1,  stk.  1,  nr.  1,  på  flere 
punkter ikke er forenelig med lovens forarbejder.  
 
Som  det  fremgår  af  afsnit  4.2.1  har  de  ressortansvarlige  myndigheder  på  baggrund  af 
forarbejderne til sommerhusloven i deres praksis fra 1972 frem til i hvert fald 2015 lagt til 
grund, at ejers udlejning af ét til to sommerhuse normalt ikke anses som erhvervsmæssig 
og derfor ikke kræver tilladelse, medmindre udlejningen får en mere professionel karakter. 
Som  eksempel  på  udlejning  af  mere  professionel  karakter  er  i  årenes  løb  gennemgående 
nævnt det forhold, at ejer ikke selv benytter husene. Som eksempler fra praksis har desuden 
været nævnt, at en person ejer to sommerhuse i samme område, eller at der har været tale 
om en særlig administrationsordning knyttet til udlejning af store, dyre sommerhuse.  
 
Som  det  fremgår  af  afsnit  4.2.2  synes  Erhvervsstyrelsen  at  have  ændret  praksis  ved 
fortolkningen af udtrykket erhvervsmæssig udlejning i sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1. 
Det synes således i dag lagt til grund, at privatpersoners udlejning af ét til to sommerhus 
alene  »efter  omstændighederne«  kan  være  undtaget  fra  kravet  om  udlejningstilladelse. 
Erhvervsstyrelsen  anser  –  tilsyneladende  modsat  tidligere  praksis  –  ikke  to  ugers  eget 
ophold for tilstrækkelig til, at ejer kan udleje sommerhuset eller sommerhusene i den øvrige 
tilladte  benyttelsesperiode.  Erhvervsstyrelsen  har  som  nye  kriterier  for  vurderingen  af 
udlejningens  professionelle  karakter  lagt  vægt  på  sommerhusenes  og  lejeindtægternes 
størrelse, ligesom der er lagt vægt på, om et sommerhus ligger i et område med andre store 
sommerhuse. 
 
Som det fremgår af afsnit 3 er det lagt til grund i forarbejderne til sommerhusloven, at sigtet 
med begrænsningen til erhvervsmæssig eller langvarig udlejning var »i almindelighed at 
fritage  ejer  af  et  enkelt  eller  to  sommerhuse  for  kravet  om  tilladelse  efter  loven«.  Det  er 
 
24 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0025.png
samtidig  lagt  til  grund,  at  en  udlejning  normalt  må  betragtes  som  erhvervsmæssig,  hvis 
udlejningen får en »mere professionel karakter«.  
 
De i afsnit 3 omtalte forarbejder til lovændringen i 2019 kan efter vores vurdering ikke tages 
til  indtægt  for,  at  der  fra  lovgivers  side  har  været  tilsigtet  en  skærpelse  af  praksis  ved 
forståelse af udtrykket erhvervsmæssig udlejning. Det skyldes allerede, at det ikke på nogen 
måde fremgik, at der er foretaget en praksisændring.  
 
Det  er  vores  vurdering,  at  den  nye  praksis  vedrørende  fortolkningen  af  udtrykket 
»erhvervsmæssig« udlejning ikke er inden for rammerne af sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 
1, således som dette udtryk ifølge forarbejderne til bestemmelsen skal forstås. Det gælder 
navnlig forudsætningen om, at en ejer af et enkelt eller to sommerhuse i almindelighed skal 
være fritaget for kravet om tilladelse, idet Erhvervsstyrelsen nu synes at administrere efter 
det modsatte udgangspunkt. 
 
I  og  med  det  er  vores  opfattelse,  at  den  ændrede  praksis  ikke  er  forenelig  med  lovens 
forarbejder, er det så meget desto vanskeligere at argumentere for, at Erhvervsstyrelsens 
nye fortolkning kan siges at være »mere rigtig« end den hidtidige fortolkning. Som omtalt 
i  afsnit  2  må  der  antagelig  som  udgangspunkt  gælde  den  begrænsning  i  adgangen  til  at 
ændre en intern fortolkningsregel, at den nye regel er mere rigtig. Man kan argumentere 
for, at dette ikke mindst må gælde i et tilfælde som det foreliggende, hvor der foreligger en 
mangeårig  fast  praksis,  og  hvor  den  skete  skærpelse  af  praksis  potentielt  kan  have  store 
økonomiske konsekvenser for sommerhusejerne.  
 
5. Om Erhvervsstyrelsens praksisændring skulle varsles 
 
5.1. Teori og praksis om varsling 
 
Det er almindeligt antaget i den forvaltningsretlige litteratur, at en forvaltningsmyndigheds 
praksisændring efter omstændigheder skal varsles og alene kan finde sted med virkning for 
forhold,  som  ligger  efter  praksisændringen.
38
 
Dette  følger  af  forventningsprincippet 
                                                            
38
 Se f.eks. i de almindelige forvaltningsretlige fremstilling Karsten Revsbech og Jens Garde i Karsten Revsbech 
m.fl.: Forvaltningsret – almindelige emner, 6. udg., 2016, s. 143, Niels Fenger hhv. Søren H. Mørup i Niels Fenger 
(red.): Forvaltningsret, 2018, s. 48 og 365 f., og Sten Bønsing: Almindelig Forvaltningsret, 4. udg., 2018, s. 53 og 
336.  
 
25 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0026.png
(grundsætningen om berettigede forventninger). Borgerne kan således have indrettet sig i 
tillid til forvaltningens hidtidige praksis.  
 
Det må ifølge den forvaltningsretlige litteratur bero på en konkret vurdering af den interne 
regel, om en praksisændring skal varsles. Der kan være forskel på, om den interne reglen 
har en sådan karakter, at borgerne må antages at have indrettet sig i tillid hertil. Og der kan 
være forskel på, hvor vidtrækkende konsekvenser, f.eks. økonomiske, en praksisændring 
vil  have  for  borgerne.  Det  er  –  med  inspiration  i  den  almindelige  tilbagekaldelseslære  – 
tillige peget på, at det må indgå i vurderingen af, om en intern regel kan ændres uden varsel, 
om der foreligger stærke eller svage grunde til at ændre den reglen.
39
 
 
Spørgsmålet om varsling er blevet berørt i en række sager ved danske domstole.
40
 Som en 
ledende dom må i dag peges på U 2018.3697 H om Erstatningsnævnets skærpelse af praksis 
i sager om vold mod pædagoger m.v., der er nærmere omtalt i afsnit 2. Som omtalt nåede 
Højesteret  bl.a.  i  lyset  af  forarbejderne  til  offererstatningsloven  frem  til,  at 
Erstatningsansvarsnævnet var forpligtet til som efter den tidligere praksis at dispensere fra 
offererstatningslovens  krav  om  politianmeldelse  i  tilfælde,  hvor  den  manglende 
politianmeldelse som i den foreliggende sag var begrundet i generelle pædagogiske eller 
behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution m.v. Højesteret tilføjede:  
 
»Højesteret bemærker i øvrigt, at Erstatningsnævnet ikke ville have været berettiget til at 
ændre  praksis  uden  varsel  og  med  virkning  for  voldsepisoder,  der  som  episoden 
vedrørende A havde fundet sted forud for praksisændringen. Højesteret har herved navnlig 
lagt  vægt  på, at der  var  tale  om  en  mangeårig  fast  praksis, at praksisændringen  havde 
indgribende  betydning  for  de  skadelidte, at en  varsling  over  for  de  relevante  faglige 
organisationer og institutioner ville have gjort det muligt for institutioner og medarbejdere 
at indrette deres procedurer for håndtering af voldstilfælde efter den nye praksis, og at der 
ikke var tungtvejende grunde, som tilsagde, at praksisændringen skete hurtigt«.
41
 
 
                                                            
39
 Søren H. Mørup: Berettigede forventninger i forvaltningsretten, 2005, s. 880 f.  
40
 Ibid. s. 876 ff.  
41
 Der er i den redaktionelle fodnote til de del af domshovedet i UfR, der refererer denne del af Højesterets 
præmisser, henvist til fire steder i Søren H. Mørups disputats om varsling af praksisændringer, samt et 
enkelt sted i Jens Garde m.fl.: Forvaltningsret – almindelige emner, 5. udg.  
 
26 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0027.png
Der  er  i  den  forvaltningsretlige  litteratur  peget  på,  at  der  ikke  mindst  i  det  tilfælde,  at 
forvaltningen ændrer en fortolkningsregel, som det klare udgangspunkt må gælde et krav 
om varsel. Søren H. Mørup anfører i disputatsen: 
 
»Når reglen angår lovens forståelse frem for en skønsmæssig prioritering, er der grund til 
at  forvente  en  højere  grad  af  bestandighed,  fordi  valgmulighederne  for  forvaltningen  er 
mere  begrænsede,  i  og  med  forvaltningen  er  bundet  af  loven  til  at  vælge  den  rigtigste 
forståelse,  og  der  derfor  set  med  borgerens  øjne  må  være  en  vis  formodning  for,  at  den 
engang anlagte fortolkning er den rigtigste, og fordi forvaltningen ikke kan ændre lovens 
retsfaktumbeskrivelse på samme måde, som den kan vælge at udfylde en »tom« lovregel 
forskelligt på forskellige tidspunkter«.
42
  
 
Et  krav  om  varsling  ved  ændring  af  en  intern  fortolkningsregel  følger  også  af  tidligere 
højesteretspraksis, jf. U 1965.399 H, U 1983.8 H og U 1987.80/2 H, der omtales i disputatsen. 
  
5.2. Vurdering 
 
Uafhængigt af spørgsmålet om lovligheden af praksisændringen, jf. afsnit 4.2, er det vores 
vurdering, at Erhvervsstyrelsen ikke har været berettiget til uden varsel at ændre praksis 
med hensyn til fortolkningen af udtrykket »erhvervsmæssig« udlejning i sommerhuslovens 
§ 1, stk. 1, nr. 1, ligesom det kan overvejes, om Erhvervsstyrelsen har kunnet ændre praksis 
med virkning for nuværende sommerhusejere. 
 
Som det fremgår af afsnit 4 har Erhvervsstyrelsen ikke varslet, at der er sket en ændring af 
fortolkningen af sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1. Det er på baggrund af forvaltningsretlig 
teori  og  retspraksis  omtalt  i  forrige  afsnit  vores  vurdering,  at  Erhvervsstyrelsen  i  det 
foreliggende  tilfælde  skulle  have  varslet  den  skete  praksisændring.  Vi  har  ved  denne 
vurdering lagt vægt på, at der er tale om en ændring af en intern fortolkningsregel og ikke 
alene en praksis knyttet til udøvelse af en skønsmæssig beføjelse, at der er ændret på en 
mangeårig fast praksis (omkring 1972 til i hvert fald 2015), at praksisændringen kan have 
indgribende  økonomisk  betydning 
for 
mange  sommerhusejere,  idet  mange 
sommerhusejere må antages at have erhvervet deres sommerhus i tillid til, at de – forudsat 
de benyttede det selv i et vist omfang – kunne udleje det en stor del af året, og at der ikke 
                                                            
42
 Ibid. s. 882 f. med note 58.  
 
 
27 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
har  foreligget  tungtvejende  grunde,  som  har  tilsagt,  at  praksisændringen  har  skullet  ske 
hurtigt uden forudgående varsling. 
 
Et  særskilt  spørgsmål  er  efter  vores  vurdering,  om  Erhvervsstyrelsen  –  selv  med  et  vist 
varsel – ville kunne ændre praksis med hensyn til fortolkningen af sommerhuslovens § 1, 
stk. 1, nr. 1, med virkning for nuværende sommerhusejere. Vi har i lyset af konklusionerne 
ovenfor  samt  de  spørgsmål,  som  vi  er  blevet  anmodet  om  at  besvare  i  nærværende 
responsum, ikke fundet grundlag for at gå nærmere ind i denne problemstilling. Vi vil nøjes 
med  at  nævne,  at  det  ikke  kan  udelukkes,  at  der  –  foruden  spørgsmål  om  beskyttelse  af 
berettigede forventninger – ville kunne rejses ekspropriationsretlige spørgsmål hvad angår 
nuværende ejere. Dette er med til at understrege, at en vidtgående ændring af retstilstanden 
som udgangspunkt ikke bør kunne gennemføres uden lovgivningsmagtens medvirken, og 
hvis den lovligt kan finde sted uden lovgivningsmagtens medvirken, taler det for, at den 
kun gennemføres med et betydeligt varsel eller kun med virkning for ejendomme, hvor der 
har fundet et ejerskifte sted efter praksisændringen. Vi bemærker endelig, at en lovændring 
ud  over  ekspropriationsretlige  spørgsmål  må  forventes  at  rejse  spørgsmål  om  en  sådan 
ændret lovgivnings forhold til EU‐retten, hvilket også falder uden for rammerne af dette 
responsum. 
  
6. Sammenfatning 
 
Det er vores opfattelse, at Erhvervsstyrelsens praksisændring i tiden efter 2015 med hensyn 
til fortolkningen af udtrykket »erhvervsmæssig« udlejning i sommerhuslovens § 1, stk. 1, 
nr. 1, på flere punkter ikke er forenelig med sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, således som 
dette  udtryk  skal  forstås  ifølge  forarbejderne  til  bestemmelsen.  I  og  med  det  er  vores 
opfattelse, at den ændrede praksis ikke er forenelig med lovens forarbejder, er det så meget 
desto vanskeligere at argumentere for, at Erhvervsstyrelsens nye fortolkning kan siges at 
være »mere rigtig« end den hidtidige fortolkning. Praksisændringen er derfor efter vores 
opfattelse ikke lovlig. 
 
Vi vurderer på den baggrund, at det er overvejende sandsynligt, at den ændrede praksis vil 
blive  underkendt  ved  domstolene,  hvis  det  kommer  til  en  retssag.  Følgelig  er 
myndighederne  forpligtede  til  at  ændre  praksis,  således  at  den  (igen)  bliver  i 
overensstemmelse med loven. 
 
 
28 
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 421: Materiale om sommerhusloven fra Feriehusudlejernes Brancheforening til brug ved foretræde for udvalget onsdag den 30. september 2020
2247032_0029.png
Hvis domstolene – mod forventning – måtte nå frem til, at praksisændringen er forenelig 
med  loven,  er  det  vores  vurdering,  at  Erhvervsstyrelsen  ikke  har  været  berettiget  til  at 
ændre praksis uden varsel. 
Aarhus, den 7. april 2020 
 _________________________             
Søren Højgaard Mørup 
      Professor, dr.jur.   
  ______________________ 
      Ole Terkelsen 
Lektor, ph.d. 
29