REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 192: Spm. om at tilsende talepapir fra samrådet den 27. august 2019 om sagsbehandlingstider i sager om voldtægt og andre sædelighedsforbrydelser, til justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Dato:

Sagsnr.:

Dok.:

27. august 2019

2019-0035-0099

1199228

UDKAST TIL TALE

til brug for besvarelsen af samrådsspørgsmål D

fra Folketingets Retsudvalg den 27. august 2019 kl. 15.00-16.00

Samrådsspørgsmål D:

”Vil

ministeren redegøre for, hvad ministeren agter at gøre for at nedbringe

de rekordhøje sagsbehandlingstider fra anmeldelse til afgørelse i sager om

voldtægt og andre sædelighedsforbrydelse samt for kriminalitetstyperne un-

der samlebetegnelsen "borgervendt kriminalitet", jf. artiklen "Chok-tal:

Ofre for sædelighedsforbrydelser venter rekordlænge" fra bt.dk den 3. juli

2019?”

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 192: Spm. om at tilsende talepapir fra samrådet den 27. august 2019 om sagsbehandlingstider i sager om voldtægt og andre sædelighedsforbrydelser, til justitsministeren

Svar:

[Indledning]

Tak for spørgsmålet.

Jeg vil gerne starte med at sige, at alle de historier, vi har

hørt den seneste tid, har gjort et meget stort indtryk på

mig.

Når man f.eks. hører om en kvinde, der er blevet udsat

for seksuelle krænkelser af en mand, der er trængt ind i

hendes hjem midt om natten

–

og at der skal gå 996 dage,

før der fældes dom i sagen, selvom identiteten på ger-

ningsmanden hurtigt blev kendt.

Eller når vi hører om en mand, som er blevet overfaldet

–

og 15 måneder senere ikke har hørt noget fra politiet.

Så tror jeg, at vi alle kan blive enige om, at det kan vi

ikke være bekendt.

Jeg tror derfor også, der er en bred erkendelse af

–

både

politisk, men så sandelig også hos politiet og anklage-

myndigheden

–

at der i dag er mennesker, der efterlades

i en helt urimelig situation. Det er uholdbart

–

både for

de ofre og de pårørende, der er personligt ramt, men også

for vores retssamfund.

[Den overordnede situation i politi og anklagemyn-

dighed]

Inden jeg vender mig mod, hvad der skal gøres for at ned-

bringe sagsbehandlingstiderne, vil jeg gerne dele nogle

overvejelser om, hvilken situation politiet og anklage-

myndigheden står i. Jeg vil gøre det kort, da mange af

udvalgets medlemmer nok kender historikken.

Den nuværende flerårsaftale for politiet og anklagemyn-

digheden blev indgået for snart 4 år siden. Med aftalen

blev der tilført ressourcer til politiet

–

men samtidig også

mange flere opgaver.

På tidspunktet for aftalens indgåelse stod det derfor klart,

at der var et gab mellem de opgaver, politiet skulle løse,

og det mandskab, der var til rådighed. Herefter fulgte be-

slutningen om indførsel af midlertidig grænsekontrol,

som satte politiet yderligere under pres og øgede behovet

for omprioriteringer, endnu mere end der var forudsat i

flerårsaftalen.

Det her siger jeg ikke for at kaste noget efter nogen. For

i samme periode blev der politisk iværksat en lang række

initiativer for at løse ressourceudfordringerne, som gene-

relt har skabt en bedre balance mellem politiets opgaver

og det mandskab, politiet har til rådighed.

Men når det er sagt, har der som bekendt også været for-

nyet pres på politiet fra andre sider, bl.a. som følge af

bandekonflikten og en usædvanlig stor opgave i forbin-

delse med folketingsvalget.

[Hvad står vi i]

Det bringer mig til, hvor vi står i dag.

For det første

mangler politiet over 1 mia. kr. årligt

fra 1. januar 2020 blot for at kunne fastholde det

nuværende niveau af politibetjening. Det svarer

rundt regnet til 1.400 betjente, som skal skæres væk

på grund af besparelser, hvis vi ikke finder pen-

gene. Mere end to gange betjentene i Fyns Politi.

Samtidig er dansk politi præget af en meget bety-

delig overarbejdspukkel, som skal håndteres.

For det andet

har der hobet sig en stor sagsbunke op

–

ikke bare i politiet, men også i anklagemyndighe-

den. Konkrete sager, som dækker over mennesker,

der har været udsat for en forbrydelse.

For det tredje

oplever mange danskere, at politiet er

kommet for langt væk fra borgerne. Der er behov for

nærhed

–

politiet skal tættere på.

4. Samtidig

–

for det fjerde -

har en række vold-

somme forbrydelser

–

senest sprængningerne i Kø-

benhavn

–

skabt utryghed og vist, at der er behov for

at se på, om politiet har de redskaber, der er brug for

til at skabe sikkerhed og tryghed i det offentlige rum.

5. Endelig

–

for det femte

–

er it-området i politiet meget

alvorligt udfordret. Det er der ikke noget nyt i. Men

det er afgørende, at der bliver lagt en holdbar plan for

at få ryddet op. Helt aktuelt har teledata-sagen rystet

vores tillid til retssystemet. Det må og skal der styr

på. Og det kommer også til at trække ressourcer.

Det er her, vi står: Dygtige og dedikerede betjente. Men

samtidig et meget presset politi og en meget presset an-

klagemyndighed.

Det her skal under ingen omstændigheder bruges til at

pege fingre af den tidligere regering.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at der ikke er nogen af

mine forgængere, der har siddet og tænkt, at det var lige

meget med sagsbehandlingstiderne. Eller at man ikke be-

høvede at gøre noget for at lette hverdagen for et presset

politi og en presset anklagemyndighed. Alle har villet

gøre noget. Og meget er også blevet gjort. Men der er

stadig store udfordringer. For virkeligheden presser sig

jo på.

Jeg ved, der er et ønske

–

ikke bare hos mig, men bredt i

Folketinget

–

og i politiet og anklagemyndigheden

–

at få taget livtag med de udfordringer, vi står overfor.

[Tiltag til at håndtere de overordnede udfordringer]

Hvad vil regeringen og jeg som justitsminister så gøre for

at løse disse udfordringer?

Jeg har tænkt mig at tage fat på udfordringerne fra en

ende af.

Den første udfordring

er, at der om lidt mere end fire må-

neder mangler over 1 mia. kr. årligt i dansk politi

–

blot

hvis vi skal fastholde det nuværende niveau. Det er alli-

gevel noget af en regning. Men den skal jo samles op.

Derudover kommer den store overarbejdspukkel. Kort

sagt har politibetjentenes samlede overarbejde nået et ni-

veau, hvor det ikke kan håndteres ved afspadsering, uden

at det vil have mærkbare konsekvenser for borgernes til-

lid til politiet og vores tryghed.

Derfor vil jeg snarest søge Folketingets tilslutning til, at

der afsættes ca. 130 mio. kr. i 2019 til at få nedbragt over-

arbejdspuklen i politiet. Det betyder, at betjentene ikke

lige pludselig skal tvinges på afspadsering, for at politiet

kan få økonomien til at hænge sammen.

Politibetjentenes samlede overarbejde udgjorde ved ud-

gangen af juli 2019 godt 800.000 timer. Helt konkret gi-

ver midlerne mulighed for at udbetale ca. 540.000 timers

overarbejde. Det er det første afgørende skridt for at få

lukket gabet mellem politiets opgaver og mandskab.

Den anden udfordring

er, at det er helt afgørende, at vi

får stoppet, at sagsbehandlingstiderne stiger og stiger.

Spørgerens indledning satte hovedet på sømmet. Vi skal

have knækket kurven og nedbragt den sagsbunke, der har

hobet sig op

–

især når det gælder alvorlige forbrydelser

som eksempelvis vold og voldtægt, hvor ofrene i dag

venter urimeligt længe.

Derfor bad jeg kort efter min tiltræden Rigspolitiet og

Rigsadvokaten om en plan for, hvordan sagsbehand-

lingstiden kan nedbringes i sager om personfarlig krimi-

nalitet som vold, voldtægt og andre sædelighedsforbry-

delser. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Den tredje udfordring

er, at vi skal have fundet en løs-

ning på, hvordan der kommer mere politi ud til borgerne,

sådan at politiet har lokal tilstedeværelse i hele landet.

Det vil være en central prioritet for regeringen.

Samtidig

–

og det er den fjerde udfordring

–

har bombe-

sprængningerne vist os, at der er behov for, at vi skal

styrke politiets muligheder for at skabe tryghed og sik-

kerhed i det offentlige rum. Det vil jeg komme med kon-

krete initiativer til, hvordan vi vil gøre, men det er min

forventning, at det skal ske på en baggrund og efter drøf-

telse med alle Folketingets partier.

Og så til it-området

–

den femte

–

men bestemt ikke

mindste udfordring. Det bliver for omfattende at gå i

dybden med i dag. Jeg vil derfor holde mig til den over-

ordnede pointe, som er, at it-systemer er et vigtigt funda-

ment for politiets efterforskning og øvrige arbejde. De

skal derfor være funktionsdygtige.

Samtidig er der et massivt behov for at rette op på man-

geårige problemer med politiets gamle it-systemer, som

ikke fungerer optimalt. Det arbejde er i gang. Men det vil

tage tid. Det tænker jeg, at vi får rig lejlighed til at drøfte

–

så det vil jeg ikke uddybe yderligere i dag.

[Baggrund om sagsbehandlingstider]

Og nu vil jeg så vende blikket specifikt mod problemet

med sagsbehandlingstider i straffesagskæden. Det vil

altså sige den tid, der går, fra en forbrydelse anmeldes og

i sidste ende indtil afsoning. I den proces er der en række

sagsskridt:



Fra anmeldelse til politiet rejser sigtelse



Fra sigtelse til anklagemyndigheden rejser tiltale



Fra tiltale til domfældelse ved retterne



Fra dom til fuldbyrdelse



Og fra fuldbyrdelse til afsoning i for eksempel et

fængsel

Inden jeg redegør nærmere for, hvordan politiet og an-

klagemyndigheden har taget fat i problemet med de sti-

gende sagsbehandlingstider, vil jeg gerne give et billede

af, hvor vi står i dag med hensyn til beholdningen af sa-

ger og sagsbehandlingstiderne i politiet og anklagemyn-

digheden.

[Sagsbehandlingstider for borgervendt kriminalitet]

Der er i samrådsspørgsmålet spurgt til borgervendt kri-

minalitet. Det vil sige sager vedrørende bl.a. vold, røveri,

sædelighed, drab og brandstiftelse, indbrud, tyveri og

hærværk.

Hvis man ser på sagsbehandlingstiden fra anmeldelse til

afgørelse i sagerne vedrørende borgervendt kriminalitet

er det de seneste år desværre kun gået én vej: Den gen-

nemsnitlige sagsbehandlingstid er steget.

I processen fra anmeldelse til første afgørelse i byretten

gik der i 2014 i gennemsnit 253 dage. I det seneste halvår

gik der i gennemsnit 359 dage.

[Sædeligheds- og voldtægtssager]

I samrådsspørgsmålet spørges der desuden specifikt til

sædelighedssager og voldtægtssager.

Sædelighedssager er en delmængde af sagerne under bor-

gervendt kriminalitet og omfatter bl.a. voldtægt, børne-

pornografi, blufærdighedskrænkelse og rufferi. I sæde-

lighedssager var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid

fra anmeldelse til første afgørelse i 1. halvår 2019 494

dage mod 345 dage i 2014. Der er altså tale om en bety-

delig stigning.

Sagsbehandlingstiderne i den delmængde af sædelig-

hedssagerne, der er voldtægtssager, er lavere end for sæ-

delighedssager generelt, men desværre også stigende:

262 dage gik der i gennemsnit fra anmeldelse til første

afgørelse i 2014 mod 296 dage i 2019.

[Initiativer til nedbringelse af sagsbehandlingstider]

Det siger sig selv, at der er brug for handling i forhold til

behandlingen af nogle af de mest alvorlige forbrydelser.

Jeg bad derfor kort efter min tiltræden Rigspolitiet og

Rigsadvokaten om at udarbejde en konkret plan for,

hvordan sagsbehandlingstiden kan nedbringes i sager om

personfarlig kriminalitet, herunder sædelighedsforbry-

delser.

Den plan har jeg modtaget

–

og den er sat i gang. Udval-

get har også modtaget planen, så jeg vil ikke gennemgå

alle detaljer, men fremhæve de væsentligste elementer:

Handlingsplanen skal nedbringe sagsbehandlingstiden i

de alvorligste sager om personfarlig kriminalitet i bred

forstand: Vold, sædelighed

–

herunder voldtægt

–

røveri,

drab og brandstiftelse.

Politiets og anklagemyndighedens handlingsplan har ta-

get fat på problemet ved for det første at sikre, at politiet

og anklagemyndigheden har

identificeret

samtlige gamle

sager om personfarlig kriminalitet, som ligger i sagsbun-

kerne i dag.

Og at nye sager om personfarlig kriminalitet

prioriteres,

så de kommer øverst i bunkerne, når de modtages. Sådan

at der ikke bare opbygges nye bunker, når de gamle af-

vikles.

Og så skal politiets og anklagemyndighedens plan sikre,

at de pågældende sager løftes ud af sagsbunkerne og

håndteres effektivt.

Det gælder særligt de ældste sager, hvor det er vigtigt, at

anmeldere og evt. andre relevante parter i sagen bliver

oplyst om sagens fremdrift. De forurettede skal have be-

sked om fremdriften i sager, der har ligget længe, hvis

det ikke allerede er sket. Kommunikationen med de be-

rørte borgere fra politiets side

skal

blive bedre.

Rigspolitiets og Rigsadvokatens plan skal knække den

opadgående kurve for sagsbehandlingstiden i sager om

personfarlig kriminalitet.

Konkret skal planen sikre, at der ved udgangen af næste

år er 20 pct. færre verserende sager om personfarlig kri-

minalitet sammenlignet med udgangen af 1. halvår 2019.

Samtidig skal der skæres 20 pct. af alderen på sagerne i

bunken. Og endelig skal den gennemsnitlige sagsbe-

handlingstid være nedbragt med 20 pct. ved udgangen af

næste år.

[Justitsministerens vurdering af handlingsplanen]

Det er hovedelementerne i handlingsplanen. Kunne jeg

godt tænke mig, at planen var endnu mere ambitiøs? Ja,

selvfølgelig kunne jeg det.

Men jeg tror også, at vi bliver nødt til at være realistiske.

Og jeg vil ikke give hverken jer, ofrene eller andre falske

forventninger.

Jeg har fuldt fokus på denne problemstilling. Rigspolitiet

og Rigsadvokaten har nu fremlagt en plan for, hvordan

politiet og anklagemyndigheden får prioriteret sager om

personfarlig kriminalitet først og får knækket kurven.

Den forventer jeg selvsagt, de leverer på.

[Ønske om bredt samarbejde]

Der er udfordringer nok at tage fat på

–

og det er jeg gået

i gang med. Jeg kan ikke gøre det alene. Derfor er min

og regeringens tilgang også at invitere til et godt og bredt

samarbejde i Folketinget, så vi sammen kan sikre et

stærkt politi og en stærk anklagemyndighed, der kan

følge med.

Efter min mening er det en af de allerstørste opgaver, der

ligger på mit bord. At vi sammen finder en løsning og

ambition, en realistisk forventningsafstemning med hin-

anden om, hvor langt vi kan nå på dette område.

Derfor er der behov for at sige, at der er brug for at bruge

noget tid på at komme i dybden med de udfordringer, jeg

tidligere skitserede. Jeg tror

–

regeringen tror

–

der bliver

behov for at lave markante og strukturelle ændringer af

dansk politi.

Det handler om at være klar til at møde et skiftende kri-

minalitetsbillede. Men det handler også om, at vi skal

have politiet tættere på borgerne

–

og at sagsbehandlings-

tiderne skal ned.

Det er et uhyre interessant og spændende politisk ar-

bejde, der ligger foran os, men først og fremmest er det

altså uhyre vigtigt for de borgere, der er udsat for krimi-

nalitet og for den tryghed, vi kan føle i samfundet. Det er

en opgave, der ligger på vores bord.

Tak for ordet.