Spm. nr. US 30

Mange tak. Snart er der gået 4 år i denne folketingsperiode. Det har været en begivenhedsrig periode i relationen mellem Grønland og Danmark. Vi har opnået en lang række resultater, som er til gavn for det grønlandske samfund, og set med grønlandske briller har vi faktisk mere end tidoblet de politiske resultater i den her valgperiode.

Der er indgået en dansk-grønlandsk aftale om lufthavnsinvesteringer i Grønland. Også grønlandske folketingsmedlemmer er for første gang nogen sinde med i finanslovsforhandlinger og delvist i forligsforhandlinger, og der er nye forandrende initiativer til erhvervsudvikling, uddannelse og forskning rettet mod Grønland.

Derudover er der også mere end nogen sinde før et øget fokus på kendskabet til hinanden i rigsfællesskabet. Det er desværre ærgerligt, at et flertal her i Folketinget kun fokuserer på, at danske unge skal lære om historien i rigsfællesskabet, fordi vi ved at fortælle om det moderne Grønland kunne fjerne fordommene frem for at skabe nogle nye.

Relationen mellem Grønland og Danmark er ofte sammenlignet med et parforhold, også her i Folketingssalen. Og efter mange år med et lunkent forhold mellem Grønland og Danmark er vi måske ved at finde en øget ligeværdighed og måske ved at finde melodien med hinanden; ikke mindst er vi ved at finde respekten for hinandens forskellighed, og måske sidder vi i virkeligheden en lille smule tættere, end vi har gjort før, og det er positivt, så længe vi har et partnerskab, hvor begge parter gerne vil investere energi i hinanden. Det skal dog heller ikke være nogen hemmelighed, at det stadig væk er langtfra, at vi kan kalde relationen fuldt ud ligeværdig.

I lufthavnsaftalen omtales der et begreb, der hedder balanceret ligeværd. Hvilke tanker ligger der bag det her begreb, og hvilke visioner har statsministeren for et på sigt mere ligeværdigt partnerskab mellem Grønland og Danmark?

Tak for det. Og så er det statsministeren.

Tusind tak for det. Og sådan set også tak for den her beskrivelse af et øget engagement i Grønland fra regeringens side, et tættere samarbejde, en række konkrete resultater. Det er også min egen oplevelse, og derfor vil jeg også gerne kvittere for det og takke den anden vej. Nu er det jo ikke sådan et afdansningsbal, vi er til her – altså, der er jo 96 dage til, at det valg skal være holdt, ikke? Men det er jo rigtigt, at så mange spørgetimer er der sikkert ikke i kalenderen, så det er en udmærket anledning til at takke for et godt samarbejde.

Jeg er i øvrigt meget enig i, at vi skal nedbryde fordomme, og det kræver også et indblik i det, man kunne kalde det moderne Grønland. Derfor er noget af det, jeg personligt lægger vægt på kan prioriteres via den her pulje på 25 mio. kr., mere ungdomsudveksling, altså mellem Danmark og Grønland og mellem Grønland og Danmark. Grønland er langt væk, og med den aktuelle infrastruktur er det også et dyrt sted at komme til. Derfor er det jo tit sådan, at skoleklasser orienterer sig andre steder hen, altså ud mod Europa i stedet for mod Færøerne eller Grønland, og der kan vi give et lille bidrag til, at der kommer et nyt fokus. Det synes jeg er rigtig, rigtig vigtigt.

Når der bruges udtrykket balanceret ligeværd, er det jo, fordi det er vigtigt for os – og det gælder både landsstyreformand Kim Kielsen og jeg selv – at få understreget, at lufthavnsbyggeriet i Grønland er et grønlandsk projekt, altså at det er et grønlandsk drevet projekt. Og derfor indgår Danmark ikke som en fuldt ligeværdig partner – vi indgår som en minoritetsaktionær. Så det er balanceret ligeværd – så det vender egentlig den anden vej rundt. Jeg er glad for, at der har vist sig den her åbenhed i Grønland over for også at se til Danmark i forhold til at skaffe kapital. Projektet bliver langt mere realiserbart med det danske engagement, men det er bare vigtigt at få understreget, at det altså er et grønlandsk projekt.

Tak. Værsgo, fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. I år er det jo 10 år siden, vi fik selvstyre i Grønland. Det var en dag, som vi var mange i Grønland som fejrede og troede også skulle være en ny æra. Det skabte håb om en bedre og en mere ansvarlig fremtid for Grønland, og nu står vi her knap 10 år efter, og det giver anledning til at gøre status.

Vi har godt nok fremmet Grønlands rolle i Folketinget, og jeg tror ikke, der er nogen her i Folketinget, som er i tvivl om, at folkevalgte repræsentanter fra Grønland, både i Inatsisartut og i Folketinget, skal høres. Men ingen af de 32 områder er hjemtaget her 10 år efter, og dette er på trods af, at minimum 8 af områderne kunne hjemtages i morgen, hvis det var at Grønland ønskede det. Erfaringerne viser, at Grønland afventer Danmark, Danmark afventer Grønland, når vi snakker om opdatering af de her 32 områder. Hvorfor er der den her nølen? Hvordan kan det være, at det tager så lang tid at få sikret, at vi får hjemtaget nogle flere områder i Grønland? Er der noget, som regeringen kan gøre for at fremme det?

Værsgo, statsministeren.

Jeg tror i virkeligheden, at det er et spørgsmål, som skal rejses i Nuuk. For sådan som lovgivningen er bygget op, er det jo, fuldstændig ligesom det har været gældende for Færøerne, i Nuuk og i Tórshavn, at man initierer områder hjemtaget. Så det hviler jo på det, man kunne kalde en grønlandsk appetit på at tage opgaver, der løses af Danmark, af rigsfællesskabet, i Grønland. Så det er jo en debat, man skal tage der.

Når ambitionen altså konkret har været lavere end det, som jeg sådan egentlig selv også oplevede, da jeg stod i Nuuk for 10 år siden, hænger det vel sammen med, hvis vi skal være åbne over for hinanden, at Grønland også har en stribe udfordringer omkring det med at være økonomisk selvbærende, om at have de nødvendige ressourcer. Det er så også i den sammenhæng, at jeg lægger utrolig meget vægt på, at vi får det her tættere samarbejde, også et tættere erhvervspolitisk samarbejde. For den helt grundlæggende forudsætning for at kunne udleve den der appetit på at kunne mere selv er jo, at man har kræfterne til det. Men det er en debat, der primært hører hjemme i Nuuk.

Værsgo, sidste spørgsmål.

Mange tak. Det mener vi sådan set også fra Inuit Ataqatigiits side. Vi sidder jo i opposition i Grønland og mener bare, at ord også skal følge handling.

Inden længe skal vi jo til et valg, og valget af en kommende statsminister og et kommende Folketing er selvfølgelig også et område, som vi følger fra Grønlands side. Statsministeren har udtalt, at valget udskrives, når der kommer blade på træerne, og når man kommer fra Grønland, er det sådan en spøjs måde at se tingene på. De nordatlantiske folketingsmedlemmer har ifølge grundloven samme status som resten af vores danske kollegaer herinde og som vores færøske kollegaer, og der er helt klart sket nogle forbedringer de sidste 4 år. Det vil jeg sådan set gerne rose statsministeren for.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, om det er noget, vi også kommer til at se, hvis du kommer til at sidde for bordenden i en regering efter folketingsvalget – jeg er ked af, at jeg kom til at bruge direkte tiltale - og så vil jeg gerne høre statsministeren, hvornår han forventer, at bladene kommer på træerne. Mange tak.

Statsministeren.

Det rummer fantastiske muligheder, for der vil jo være visse steder i Grønland, hvor der aldrig rigtig kommer blade på træerne, og hvis jeg så kunne bruge det som benchmark, så havner vi i tilstande, man kun ser i andre lande rundtomkring i verden, hvor valgene bare skubbes ud i en uendelighed, senest i Algeriet. Så jeg kan garantere, at valget har været afviklet om senest 96 dage. Jeg synes, at der er visse steder, hvor isen lige skal bryde op, og hvor nogle bygder skal være sejlbare, inden vi kommer dertil.

I forhold til spørgsmålet skal jeg jo ikke stå her og føre valgkamp. Men altså, jeg er oprigtig optaget af vores rigsfællesskab, som fru Aaja Chemnitz Larsen beskrev i åbningsbemærkningerne som, at det måske har været et noget lunkent forhold, men det virker, som om vi er ved at finde noget gnist igen. Det synes jeg er positivt. Og det er da en gnist, jeg ikke har lyst til at slukke. Min egen holdning til det her er, at Grønland, Færøerne og Danmark alle sammen vinder på det her samarbejde, og at det skal være funderet i respekt og ligeværdighed. Og så skal vi bruge de fordele, der ligger i at pulje vores kræfter i visse situationer. Lufthavnsbyggeriet er et fantastisk eksempel på det, for det, at der er et dansk engagement, sikrer Grønland en adgang til noget billig kapital, og dermed bliver de her projekter meget mere realiserbare. Det er noget, jeg ønsker at holde fast i.

Tak for det. Så er spørgsmålet afsluttet.

Så er det fru Aleqa Hammond, NQ.