Spm. nr. S 335

3) Til justitsministeren af:

Karsten Hønge (SF) :

Mener ministeren, at politiet bør benytte henstillinger om at anvende alternative ruter eller leve op til lignende sikkerhedsmæssige krav over for Rasmus Paludan og andre, der trækker unødigt på politiets i forvejen pressede ressourcer?

Skriftlig begrundelse

Demonstrationer, der meldes til politiet, møder ofte henstillinger om at benytte alternative ruter eller leve op til lignende sikkerhedsmæssige krav fra politiet.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Mener ministeren, at politiet bør benytte henstillinger om at anvende alternative ruter eller leve op til lignende sikkerhedsmæssige krav over for Rasmus Paludan og andre, der trækker unødigt på politiets i forvejen pressede ressourcer?

Ministeren.

Tak for det. Som jeg lige har redegjort for i besvarelsen af spørgsmål 334, følger det af grundloven, at borgere har ret til at forsamles og ytre sig. Politiet har så imidlertid mulighed for at anvise alternative ruter eller forbyde forsamlinger, når der er begrundet fare for den offentlige orden eller fred, eller når der er fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Politiet har altså mulighed for at fastsætte nogle vilkår for forsamlinger i det offentlige rum. Ved afgørelse af, om der skal gives påbud, f.eks. om, at en forsamling skal afholdes et andet sted, skal politiet som et væsentligt hensyn lægge vægt på, om forsamlingen kan opfylde sit formål. Og det er jo dér, udfordringen kommer.

Det betyder – for at sætte det lidt på spidsen – at man jo ikke kan foreslå en mark på Vestsjælland som et alternativ til Rådhuspladsen i København. Det betyder, at politiet har nogle redskaber, som de kan gøre brug af, hvis det er nødvendigt. Hvad der så konkret er relevant at gøre, er op til politiet at vurdere inden for de rammer, loven giver. Det skal jeg i hvert fald ikke diktere politiet, altså hvad de så skal. Det skal gå fuldstændig efter reglerne, efter bogen.

Men som sagt: Hvis der er en demonstration et bestemt sted, kan man ikke bare sige, at nu flytter man det et helt andet sted hen langt væk fra det, den handler om. Og det er udfordringen, og nu kan vi nok få en meningsudveksling her, der minder fuldstændig om den, vi havde lige før, for det er jo det samme, vi er rundt om. Men det er selvfølgelig grotesk, at politiet skal bruge ressourcer på den her happening, men jeg må også bare sige, at det nu er sådan, vores demokrati er sat sammen. Og jeg kan jo heller ikke stå på mål for det, hvis der så lige pludselig viser sig at være et menneske, der bliver udsat for grove overfald eller andet. Men at det er unødvendige provokationer, tror jeg at de fleste af os synes.

Spørgeren.

Jamen altså, jeg vil jo til det sidste forsvare Rasmus Paludans ret til at ytre sig. Han kan skrive læserbreve, han kan skrive pamfletter, han kan optræde det ene eller det andet sted. Altså, go for it, Rasmus Paludan – virkelig.

Der, hvor jeg bare synes forskellen er, er, når man kynisk og nøjagtigt indtænker politistyrken i en koreograferet teaterforestilling, hvor det ikke har noget at gøre med forsamlingsfrihed, for det er kun ham selv, der er der, og så en anden lille, ynkelig type ved siden af, der står og filmer det. Så det vil sige, at jeg synes, at man her spænder det til det yderste, og det er derfor, at mit spørgsmål nummer to er ændret og altså er lidt anderledes end nummer et.

For jeg tænker, at det også må være muligt, at man konkret tager stilling til det og siger, at her lægger vi simpelt hen demonstrationen et andet sted. Altså, skal det lige være inde i hjertet af Vollsmose? Skal det lige være inde i hjertet af nogle af de udsatte boligområder? Eller kunne han ikke få anvist en demonstrationsplads et andet sted? Hvis man overhovedet kan kalde det en demonstration, at en mand stiller sig op og bare står og råber fornærmelser ind i hovedet på folk.

Så vil jeg i øvrigt bare sige, at jeg er fuldstændig enig med ministeren; jeg kan heller ikke forstå, at nogle flere ikke bare ignorerer ham. Altså, jeg er også ret paf over, hvor mange der bliver så ophidsede over at høre ham. Jeg har selv flere gange foreslået, at de i stedet for skulle tage og moone ad ham, mens de synger den der »Always look on the bright side of life«. Det kunne måske være med til at give sådan en vis let stemning omkring ham i stedet for det der med, at man bliver så arrig, at man kaster ting efter ham. Det synes jeg heller ikke man skal.

Men det her spørgsmål går på det der med, at man bliver så principiel her, at han skal have lov til at demonstrere selv inde i de mest udsatte boligområder, hvor man ved det fører til ballade. Altså, der synes jeg da, det kunne være en udmærket idé, at han fik den nærmeste pløjemark et stykke væk. Så kan vi se, hvor meget han kan få ud af det.

Men altså, det er også vigtigt for mig at sige, at hvis Rasmus Paludan bliver generet i sit arbejdsliv eller i sit privatliv, når han går nede i byen eller på café, så har han helt klart krav på beskyttelse. Det har han. Man når man laver de her koreograferede provokationer, synes jeg, han strækker vores forståelse ud over det, der var meningen med forsamlingsfriheden.

Ministeren.

Det er vel også derfor, at vi har sådan nogle principper, vi alle sammen går ind for. Og så føler vi os nok lidt provokeret af det, der foregår her. Det er jeg sådan set enig med spørgeren i. For enhver kan se, at de der demonstrationer eller meningstilkendegivelser jo er sat op, for at det skal give reaktioner med politistyrke bare at stå og sige noget grimt til folk. Jeg udtrykker mig på en anden måde, men jeg ville – ligesom spørgeren – bare ønske, at folk ikke gad møde op til det. For i det øjeblik, hvor folk ikke gider møde op, er han uinteressant.

Men lige omkring det der med, om det kan holdes et andet sted, vil jeg sige, at ved afgørelse af, om der skal gives et påbud om, at det skal være et andet sted, skal man tage hensyn til og lægge vægt på, om forsamlingen så kan opfylde sit formål. Det vil sige, at hvis man demonstrerer mod en bestemt ting et bestemt sted, kan det så opfylde formålet? Det vil svare til, at hvis politiet forud for en demonstration mod en ambassade afspærrer et område, så skal det ske under hensyntagen til demonstrationens mulighed for at give sig til kende. Og det er jo, fordi vi alle sammen er enige om de principper, vi har. Vi synes bare, de bliver brugt på en helt vild måde i den her sag – det tror jeg vi deler opfattelsen af.

Spørgeren.

Men kan ministeren prøve at forestille sig, at flere får den samme dårlige idé, som ham højrefløjsaktivisten Rasmus Paludan har fået? Prøv at forestille dig, at der er 50 mennesker, der måske insisterer på at køre ud i udsatte boligområder for at fornærme folk, eller måske 25, der vælger at stille sig op foran rockerborge og kalde de her bandemedlemmer et eller andet grimt – skal de så også beskyttes?

Altså, der må jo være en eller anden kant, med hensyn til hvad vi skal bruge samfundets knappe ressourcer til.

Ministeren.

Ja, og det er også derfor, der findes nogle muligheder for at se på, om man kan flytte noget. Men der er bare nogle grænser for det, og med Rasmus Paludan står vi i en situation, som er helt grotesk, og jeg vil vædde på, at han også elsker den meningsudveksling, vi står og har her. Og jeg vil sådan set bare at komme med en opfordring til, at man ikke bruger tid på ham, for tænk sig, hvis folk ude i de boligområder bare gik forbi, og han stod der for sig selv og råbte højt – det kunne være fantastisk, hvis vi kunne komme dertil.

Men jeg kan bare ikke finde hjemmel til at sige, at så må han bare passe sig selv, og at vi ikke skal beskytte ham; det har jeg meget svært ved. Jeg vil gerne undersøge det nærmere, for der er grænser for, hvad jeg under et mundtligt spørgsmål sådan lige kan gå ned i og kan nå at undersøge. Men jeg vil gerne undersøge det, for vores politi og skatteborgernes ressourcer skal heller ikke være til nar, men vi har også et beskyttelsesansvar, og det er en stor udfordring i den her sag.

Spørgeren.

Jeg tror egentlig også, at han vil nyde, at vi gør så meget stads ud af ham her, men jeg tror også, det er vigtigt, at vi i den politiske debat – og nu kan jeg jo så forstå, at det er i fællesskab – lægger afstand både til den slags holdninger og til den måde at gøre det på. For der er åbenbart for mange forældre, der lader deres børn være en del af det her. Der er for mange børn i institutionerne, der går rundt og følger Rasmus Paludan og laver de her vanvittige lege i det her sorte univers, som Rasmus Paludan befinder sig i, så det handler også om, at vi allesammen lægger afstand til ham.

Ministeren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg er fuldstændig enig i, at alle os voksne kunne prøve at opfordre alle børn og unge til at lade være med at følge ham. Jeg hører jo – vi hører nok meget om det hver især – at det er sådan en slags underholdning for nogle børn og unge mennesker. De sidder og synes, at det er sjovt eller underholdende, og det kan man jo lægge meget i – måske virker det også lidt ynkeligt. Men det er jo helt vildt, hvilket YouTube-fænomen, han næsten er blevet, som jeg har forstået det. Det kan vi i fællesskab kun tage afstand fra. Men jeg tror ikke, vi er i en situation, hvor jeg bare kan sige– eller det er jeg ret sikker på at jeg ikke kan – til politiet: Det her skal I ikke bruge ressourcer på. Det kan jeg ikke sige.

Tak til hr. Karsten Hønge og til justitsministeren.

Vi går over til spørgsmål 4, og det er til børne- og socialministeren, og spørgeren er fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti, som vil læse sit spørgsmål op.