L 95 - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 42: Spm. om kommentar til henvendelsen af 14/3-19 fra Københavns Universitet v/Jørn Vestergaard om kriminalisering af påvirkningsvirksomhed, til justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
L 95
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

18. marts 2019

Strafferetskontoret

Mads Møller Langtved

2019-0037-0054

1048810

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 42 vedrørende forslag til lov om

ændring af straffeloven (L 95), som Folketingets Retsudvalg har stillet til

justitsministeren den 14. marts 2019.

Søren Pape Poulsen

Mads Møller Langtved

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 95 - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 42: Spm. om kommentar til henvendelsen af 14/3-19 fra Københavns Universitet v/Jørn Vestergaard om kriminalisering af påvirkningsvirksomhed, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 42 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov

om ændring af straffeloven (L 95):

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14. marts 2019

fra Københavns Universitet v/Jørn Vestergaard om kriminalise-

ring af påvirkningsvirksomhed, jf. L 95 - bilag 10.”

Svar:

Det fremgår bl.a. af henvendelsen af 14. marts 2019 fra professor Jørn

Vestergaard, at lovforslagets bemærkninger indeholder en række svævende

begreber, og at en kriminalisering af påvirkningsvirksomhed vil skabe en

kolossal retsusikkerhed og en risiko for at lægge bånd på den frie, åbne og

kritiske offentlige debat. Henvendelsen indeholder derudover en beskrivelse

af lovgivningsmagtens behandling af straffelovens kapitel om statsforbry-

delser, herunder straffelovens § 108, som fandt sted i slutningen af

1940’erne og begyndelsen af 1950’erne.

På den baggrund konkluderes det i henvendelsen, at den nuværende bestem-

melse i straffelovens § 108 alene retter sig mod videregivelse af oplysnin-

ger

til

udenlandske agent-organisationer, og at bestemmelsen til trods for

sin vidtgående ordlyd

ikke

omfatter modtagelse eller omgang med oplysnin-

ger, som sådanne organisationer måtte forsyne nogen med. Det konkluderes

i den forbindelse, at lovgivningsmagten i 1952 besluttede, at påvirkningsa-

genters virke ikke skulle kriminaliseres, hvilket bl.a. støttes på, at lovgiv-

ningsmagten samme år havde afvist en bestemmelse, som udtrykkeligt

skulle gøre det strafbart at virke hemmeligt som betalt meningsagent.

Det er ikke Justitsministeriets opfattelse, at lovforslaget vil skabe retsu-

sikkerhed eller risikere at lægge bånd den frie, åbne og kritiske offentlige

debat. Der henvises i den forbindelse til Justitsministeriets besvarelse af 31.

januar 2019 af spørgsmål nr. 18 vedrørende lovforslaget.

Derudover kan der i forhold til det anførte om, at lovforslagets bemærknin-

ger indeholder en række svævende begreber, henvises til Justitsministeriets

besvarelse af 17. januar 2019 af spørgsmål nr. 1 vedrørende lovforslaget

samt pkt. 3.3 i lovforslaget almindelige bemærkninger, hvor de centrale be-

greber i lovforslaget er defineret nærmere.

I forhold til beskrivelsen i henvendelsen af lovgivningsmagtens behand-

ling af straffelovens kapitel om statsforbrydelser i 1940’erne og 1950’erne,

herunder særligt spørgsmålet om, hvorvidt den gældende affattelse af straf-

felovens § 108 omfatter påvirkningsvirksomhed, skal Justitsministeriet be-

mærke, at det fremgår af Betænkning til overvejelse af forslag til ændringer

i borgerlig Straffelov navnlig kapitlerne 12 og 13 (1949), at der – ud over

den nuværende bestemmelse i straffelovens § 108 – også blev foreslået en

særskilt straffebestemmelse om propagandavirksomhed. Denne bestem-

melse skulle indsættes i straffelovens § 101 med følgende ordlyd:

”§

101.

Den, som uden at det er kendeligt for almenheden, fra

fremmed magt eller nogen, der handler i dens interesse, modta-

ger økonomisk støtte til udgivelse af politisk skrift eller til poli-

tisk propagandavirksomhed, straffes med hæfte eller fængsel i

indtil 2 år.”

Som det også fremgår af henvendelsen fra Jørn Vestergaard, blev bestem-

melsen aldrig vedtaget.

Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at det forhold, at lovgivnings-

magten i 1952 undlod at indføre en særskilt straffebestemmelse om propa-

gandavirksomhed, ikke kan føre til den konklusion, at lovgivningsmagten

derved også afviste at kriminalisere påvirkningsagenters virke som sådan.

Det bemærkes i den forbindelse bl.a., at gerningsindholdet i den foreslåede

§ 101 –

modtagelse af økonomisk støtte fra en fremmed magt eller nogen,

der handler i den interesse

– er væsensforskellig fra gerningsindholdet i

straffelovens § 108 om at

hjælpe eller sætte en fremmed efterretningstjene-

ste i stand til at virke inden for den danske stats område.

Justitsministeriet kan til støtte for den opfattelse i øvrigt oplyse, at Ven-

stresocialisterne i 1982 genfremsatte det tidligere forslag til § 101, jf. lov-

forslag nr. L 192, Folketingstidende 1981-82, (2. samling), tillæg A, spalte

4825. I forbindelse med 1. behandlingen af lovforslaget udtalte den davæ-

rende justitsminister bl.a. følgende, jf. Folketingstidende, forhandlingerne,

spalte 7327:

”De gældende bestemmelser i straffeloven giver efter min op-

fattelse således mulighed for at reagere mod særlig grove til-

fælde af udefra styret påvirkning af den danske offentlige debat,

når en sådan påvirkning og en sådan virksomhed udøves i sam-

arbejde med fremmede efterretningstjenester. Efter min opfat-

telse er de regler, vi har i øjeblikket, et tilstrækkeligt værn mod

sådanne forhold. Ud fra hensynet til ytringsfriheden må hoved-

synspunktet efter min opfattelse være, at det i et frit og demo-

kratisk samfund som det danske, hvor det forhåbentlig aldrig vil

lykkes noget parti eller nogen gruppe at sætte ytringsfriheden ud

af kraft, normalt vil være overladt til den enkelte borger at vur-

dere lødigheden af og den reelle baggrund for de synspunkter,

der føres frem i den offentlige debat.

Når hertil kommer, at den foreslåede bestemmelse næppe vil

være noget effektivt værn mod propaganda, og at bestemmel-

sens virkninger, således som man konstaterede det i begyndel-

sen af 1950erne, vil være meget usikre, så kan det næppe over-

raske forslagsstillerne, at jeg ikke kan medvirke til forslagets

gennemførelse.”

Som det fremgår af den daværende justitsministers udtalelser i forbindelse

med behandlingen af lovforslaget, og som det også fremgår af pkt. 3.1.4 i

de almindelige bemærkninger til lovforslag L 95, var det i 1982 Justitsmi-

nisteriets opfattelse, at påvirkningsvirksomhed efter omstændighederne kan

være omfattet af straffelovens § 108, stk. 1, hvis det kan bevises, at frem-

med efterretningsvæsen derved sættes i stand til eller hjælpes til umiddel-

bart eller middelbart at virke inden for den danske stats område, og at der er

forsæt hertil. Denne opfattelse gjaldt uanset, at ovennævnte bestemmelse i

straffelovens § 101 blev forkastet to gange af Folketinget.

Videre fremgår det af pkt. 3.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger,

at det samlet set i dag er Justitsministeriets opfattelse, at der kan være en vis

tvivl om, hvorvidt straffelovens § 108, stk. 1, omfatter påvirkningsvirksom-

hed. Denne konklusion skal bl.a. ses på baggrund af, at det synes at være

den overvejende opfattelse i den juridiske litteratur – herunder Jørn Vester-

gaards egen artikel i tidsskriftet Juristen fra 1994, som både er nævnt i lov-

forslaget almindelige bemærkninger og i henvendelsen – at straffelovens §

108, stk. 1, ikke omfatter påvirkningsvirksomhed.

Denne tvivl om den gældende retstilstand gør, at det efter Justitsministeri-

ets opfattelse er nødvendigt at præcisere straffelovens § 108, så det bliver

klart, at det er strafbart at hjælpe eller sætte en fremmed efterretningstjene-

ste i stand til at virke inden for den danske stats område ved at samarbejde

om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutnings-

tagning eller den almene meningsdannelse.

Lovforslagets formål er netop at sikre denne præcisering af retstilstanden.