L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling)
L 140 Bilag 10
Offentligt

HØRINGSNOTAT

København, den 29. januar 2019

Bemærkninger til L 140 - forslag til lov om ændring af udlændingeloven,

integrationsloven, repatrieringsloven m.fl.

GENERELLE BEMÆRKNINGER

L140 indeholder en række forslag til

stramninger og forringelser for

asylansøgere og flygtninge, som tilsammen

skal tegne det billede, som i flere

sammenhænge er blevet præsenteret som

det såkaldte ”paradigmeskift”.

Paradigmeskiftet er karakteristisk derved,

at der foreslås gennemført en lang række

stramninger, som tilsammen er så

belastende, at de færreste længere

foregiver, at stramningerne skal tjene andre

formål end at gøre tilværelsen så vanskelig

og trøstesløs som muligt for asylansøgere

og flygtninge i Danmark.

Samlet set er L140 bemærkelsesværdigt

derved, at der intetsteds redegøres for,

hvordan

regeringen i praksis tænker sig

forslagene implementeret, og

hvilke

konsekvenser

de mange stramninger kan

tænkes

–

eller må tænkes - at få.

En anden bemærkelsesværdig detalje er, at

den del af forslaget, som medfører, at alle

flygtninge som udgangspunkt skal have

beskyttelse

med henblik på midlertidigt

ophold

–

er beskrevet så skitseagtigt og

løst, at ingen med rimelighed kan hævde,

at man ud fra lovforslaget har et dækkende

billede af den fremtidige retstilstand - hvem

der skal sendes til oprindelseslandet, og

hvem der skal have lov at blive, fordi

Danmark ellers ville komme i konflikt med

sin internationale forpligtelser.

Man må frygte, at den fremtidige

retstilstand vil blive fastlagt lidt tilfældigt fra

sag til sag af de sagsbehandlende

udlændingemyndigheder, eventuelt

suppleret med domstolsafgørelser fra tid til

anden.

Heller ikke i forhold til forslaget om at

beskære de i forvejen lave

integrationsydelser med henholdsvis 1000

pr. person for par og 2000 kr. for enlige om

måneden indeholder forslaget nogen

former for konsekvensberegninger,

perspektivering, dokumentation af, at

regeringen har overvejet, hvad det vil

betyde eller medføre, når man reducerer

sociale ydelser, der

i forvejen

er for lave til

at flygtningefamilier kan leve et basalt liv for

dem

–

med udgifter til vintertøj, fodtøj,

deltagelse i fritidsaktiviteter m.v.

Man leder på tilsvarende vis forgæves efter

perspektiverende overvejelser om, hvordan

det vil virke

i praksis,

hvis man skærper

straffene for personer på tålt ophold eller

kriminelle udviste for at overtræde deres

opholds- og meldepligt. Efter forslaget skal

ikke-overholdelse af opholds- og meldepligt

kunne medføre månedlange og i yderste

konsekvens årelange frihedsstraffe.

Hvordan tror regeringen, at det vil virke,

når personer med årelange ophold på

Kærshovedgård eller den kommende lejr-ø

Lindholm nu får at vide, at de

–

på grund af

”ulovlige besøg” hos familie og venner

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

skal måneder eller år i fængsel? Det er

personer, som ikke har noget at miste

–

heraf nogle, som ikke har haft noget at

miste

–

i årevis.

Når man betænker, at udrejsecentrene

med omhu er placeret så langt væk som

muligt fra resten af samfundslivet (og at

man vil gøre denne afsondring endnu mere

monumental ved at etablere et

udrejsecenter på en ø, som er tæt på øde),

er det i bund og grund en forståelig

reaktion, når en beboer vælger at forlade et

sådant center

–

regler eller ikke regler.

Har regeringen forespurgt Direktoratet for

Kriminalforsorgen, hvordan man antager, at

lange frihedsstraffe for at besøge venner

eller familie i andre dele af landet vil have

en positiv, opdragende effekt på dem, der

bliver ramt af de voldsomt skærpede straffe

for at forlade centrene?

Har regeringen forespurgt Direktoratet for

Kriminalforsorgen, hvordan man rent

logistisk tænker at løse opgaven med at

varetægtsfængsle/fængsle udlændinge,

som har overtrådt opholds- og

meldepligten?

Samlet set er lovforslaget så mangelfuldt i

forhold til beskrivelsen af fremtidig praksis

og de konsekvenser, som ønskes/forventes

at indtræde, at forslaget i sin nuværende

form ikke er egnet til at komme til

afstemning.

Amnesty International skal opfordre

Folketinget til at afkræve regeringen svar på

alle de punkter, som i forslagets

nuværende form fremstår uklare eller

ubehandlede, inden forslaget fremmes

yderligere.

II. Konkrete bemærkninger

Forslag om, at alle flygtninge fremover

alene skal have opholdstilladelse med

henblik på midlertidigt ophold.

Den væsentligste ændring i L140 er, at ikke

kun krigsflygtninge med opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 7, stk. 3, skal

have opholdstilladelse

med henblik på

midlertidigt ophold,

men at også

konventionsflygtninge efter

udlændingelovens § 7, stk. 1, og flygtninge

med beskyttelsesstatus efter

udlændingelovens § 7, stk. 2, skal have

opholdstilladelse

med henblik på

midlertidigt ophold.

Efter forslaget til ny udlændingelovens §

19a, skal en opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7, stk. 1, 2 og 3

inddrages eller undlades forlænget,

medmindre inddragelsen/undladelsen vil

stride mod Danmarks internationale

forpligtelser.

Efter gældende praksis meddeles

konventionsflygtninge (udl.§7, stk. 1) og

flygtninge med beskyttelsesstatus (udl.§7,

stk. 2), opholdstilladelse med mulighed for

varigt ophold. Lovgiver har altså hidtil

forudsat, at den forfølgelse/de konflikter,

som mennesker flygter fra, oftest varer i

årevis

–

adskillige årtier

–

og at det, som

derfor giver mest mening, er at hjælpe

flygtninge til at begynde en ny tilværelse i

det nye land, hvor de er i sikkerhed for

forfølgelse.

Efter de gældende regler om varig

opholdstilladelse kan en flygtning efter

udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, opnå

varig opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 11, stk.2 og 3, jf.

nedenfor

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

Iran

§ 11.

I Iran kom Ayatollah Khomeini til magten

i1979

–

og præstestyret har bevaret

magten lige siden

–

det vil sige foreløbig i

40 år.

Irak

I Irak var Saddam Hussein ved magten fra

1979

–

2003, det vil sige i 24 år.

Syrien

I 1970 kom Hafez al-Assad til magten med

Ba’ath-partiet.

I 2000 overtog hans søn

Bashar al-Assad magten. Foreløbig har

Assad-styret altså haft magten i ca. 48 år.

De anførte eksempler viser, at de regimer,

som forfølger deres borgere og forhindrer

flygtninge i at vende hjem, kan sidde ved

magten i 10, 20 eller flere år. Man kan

altså ikke bare sige, at

”når forfølgelsen er

slut, så skal du hjem”

–

for det kan vare

adskillige årtier.

Den længste midlertidighed

Derfor er det afgørende, at regeringen og

Folketinget i forbindelse med L140 træffer

en begrundet, principiel afgørelse om, hvor

langt ”midlertidighed” bør kunne

udstrækkes, hvor længe en flygtning skal

kunne være på midlertidigt ophold i

Danmark, og hvornår flygtningen må anses

for at have opbygget en beskyttelsesværdig

tilknytning til Danmark

–

selv om den

pågældende ikke længere risikerer

forfølgelse.

I 2014 fremsatte den daværende regering

et forslag, som betød, at ”krigsflygtninge”,

som flygtede fra de generelle uroligheder

og krigshandlinger (i Syrien), først skulle

kunne søge om familiesammenføring, når

der var gået et år. Begrundelsen for at stille

disse flygtninge ringere end

konventionsflygtninge og flygtninge med

beskyttelsesstatus var ifølge

Stk. 2.

En tidsbegrænset opholdstilla-

delse meddelt med mulighed for varigt op-

hold forlænges efter ansøgning, medmin-

dre der er grundlag for at inddrage op-

holdstilladelsen efter § 19.

Stk. 3.

Medmindre der er grundlag for at

inddrage opholdstilladelsen efter § 19, kan

der efter ansøgning meddeles tidsubegræn-

set opholdstilladelse til en udlænding over

18 år, hvis:

1) Udlændingen har lovligt boet her i

landet, jf. dog stk. 7, i mindst 8 år, […]

Det vil sige, at en flygtning med asyl efter

udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, i dag

kan ansøge om varig opholdstilladelse, når

flygtningen har boet lovligt i Danmark i

mindst 8 år

–

og der fortsat er risiko for

forfølgelse i flygtningens oprindelsesland.

Når en flygtnings opholdstilladelse er gjort

varig, kan flygtningen ikke sendes tilbage til

oprindelseslandet, selv om ”diktaturet”

efterfølgende sættes fra magten og

erstattes af demokrati.

praksis er det ikke ofte, at ”diktaturet”

sættes fra magten inden for en kortere

årrække. Den midlertidige beskyttelse

bliver under alle omstændigheder

langvarig.

Nedenstående eksempler viser, hvordan

forfølgelsesrisikoen kan vare ved.

Chile

Danmark modtog et antal chilenske

flygtninge i årene efter 1973, hvor militæret

i Chile med general Augusto Pinochet i

spidsen satte daværende Præsident

Allende fra magten ved et blodigt kup.

Pinochet var præsident i perioden fra 1973

–

1990, og var hærchef indtil 1997. Det

styre, som de chilenske flygtninge var

flygtet fra, var altså ved magten i 24 år.

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

bemærkningerne til lovforslaget

–

blandt

andet

–

at borgerkrigen i Syrien, som var

begyndt i 2011, kunne ende med kort

varsel og forfølgelsen dermed også

forsvinde inden for en kort tidshorisont.

Her 5 år senere må det konstateres, at

regeringens optimisme var grundløs. Nogle

af de syriske krigsflygtninge har snart været

i Danmark i 10 år, og set i bagklogskabens

lys må man sige, at disse mennesker lige

så godt kunne have fået en modtagelse,

som pegede i retning af, at de skulle have

deres liv i Danmark.

”Først

vurderes det, om grundlaget for

opholdstilladelsen fortsat er til stede. Hvis

myndighederne vurderer, at grundlaget for

opholdstilladelse ikke længere er til stede,

foretages der som det næste en vurdering

af, om opholdstilladelsen alligevel ikke skal

inddrages, fordi inddragelse vil virke særligt

belastende for udlændingen. L140 ændrer

ikke på denne 2-ledede vurdering og

ændrer endvidere ikke på, hvornår

grundlaget for en opholdstilladelse

vurderes ikke længere at være til stede.”

I bemærkningerne, side 22, anføres det, at

”Det følger af Den Europæiske

Forslagets betydning for den konkrete

vurdering af retten til at forblive i Danmark

Det er usikkert, hvad forslaget til ny § 19a

vil betyde

–

hvordan praksis konkret skal

udmøntes. Og hvordan ”tilknytningen”

(familieliv, uddannelse, arbejde, børns

selvstændige tilknytning til Danmark) - i

lyset af de anførte eksempler på, at

”forfølgelse” kan vare ved i 10, 15, 25 og

40 ¨år

–

skal vurderes.

I bemærkningerne til forslaget leder man

forgæves efter generelle retningslinjer.

Bemærkningerne indeholder alene

fragmentariske eksempler på, hvad der er

henholdsvis ”inde” og ”ude” i forhold til

Danmarks internationale forpligtelser til at

lade flygtninge nedsætte sig varigt i

Danmark

–

henholdsvis inddrage deres

opholdstilladelse.

Bemærkningernes vejledning om den

nødvendige vurdering af tilknytningen til

Danmark. (Vores udhævninger med fed).

I bemærkningerne side 26 anføres at,

Menneskerettighedsdomstols praksis, at

indgreb i retten til privat- eller familieliv skal

stå i rimeligt forhold til de formål, som

indgrebet (f.eks. inddragelse eller nægtelse

af forlængelse af en opholdstilladelse) skal

varetage (proportionalitetsafvejning).

Side 24, 11. afsnit, anføres det, at

”Fremover

vil det således fra begyndelsen

af en flygtnings ophold i Danmark blive

understreget, at retten til ophold i Danmark

er midlertidig. Det vil således, når en

opholdstilladelse meddeles med henblik på

midlertidigt ophold, klart blive signaleret, at

retten til ophold vil ophøre, når der ikke

længere er behov for beskyttelse.

Dette budskab vil endvidere løbende under

opholdet her i landet over for flygtninge og

deres familier blive kommunikeret tydeligt

til de pågældende. En tydelig

kommunikation herom må således antages

fremadrettet at kunne indgå med en vis

vægt i myndighedernes vurdering af,

hvornår inddragelse skal undlades under

hensyntagen til Danmarks internationale

forpligtelser.”

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

Side 27, 2. afsnit, anføres afslutningsvis:

”Hvis der er tale

om unge voksne (dvs.

personer over 18), som endnu ikke har

stiftet deres egen familie, kan forholdet til

deres forældre og andre tætte

familiemedlemmer imidlertid udgøre

familieliv i konventionens forstand, jf. bl.a.

Maslov mod Østrig).”

Side 27, 9. afsnit anføres det:

”at, Menneskerettighedsdomstolen så vidt

ses i alle tilfælde har accepteret udvisning

af kriminelle udlændinge, der er kommet til

værtslandet som voksne og ikke har stiftet

familie.”

Det anføres afslutningsvis, at praksis både

omfatter udlændinge, som alene har

opholdt sig i kort tid i Danmark med det

ene formål at begå kriminalitet, og

udlændinge, der har opholdt sig i Danmark

hele deres voksne liv.

Side 28, 1. afsnit:

[…]..Det må på den baggrund antages, at

jo længere en udlændings lovlige ophold

er, desto større tilknytning vil den

pågældende alt andet lige have opnået til

opholdslandet.”

Side 28, 2. afsnit:

”Det må samtidig antages, at når længden

af det lovlige ophold skal vurderes efter

Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 8,

og ikke som i dag efter udlændingelovens §

26, stk.1, nr. 1, vil længden af en

udlændings lovlige ophold skulle tillægges

mindre vægt end den vægt, som det i dag

efter udlændingemyndighedernes praksis

tillægges i den samlede vurdering af,

hvornår inddragelse eller nægtelse af

forlængelse af en opholdstilladelse skal

undlades. […]”

Side 28, 3. afsnit:

”Der må bl.a. på baggrund af sagen

Osman mod Danmark, gengivet ovenfor

under pkt. 2.1.6.1. være forskel på den

vægt, som længden af det lovlige ophold

skal tillægges for en udlænding, der har

opholdt sig i opholdslandet under sine

formative år af sin barn- og ungdom, og en

udlænding, der først er kommet til

opholdslandet, efter at vedkommende er

fyldt 18 år.”

Side 28, 4. afsnit:

”Det må antages, at et

lovligt ophold ikke i

sig selv vil kunne føre til, at en afgørelse om

inddragelse eller nægtelse af forlængelse af

en opholdstilladelse skal undlades, når

grundlaget for opholdstilladelsen ikke

længere er til stede på grund af ændrede

forhold. Det må dog antages, at jo længere

en udlændings lovlige ophold er, desto

større tilknytning vil den pågældende alt

andet lige have opnået til opholdslandet.”

Side 28, afsnit 5;

”For en udlænding, der er kommet til

opholdslandet efter, at vedkommende er

fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt

ophold i hvert fald de første 15 år i

almindelighed ikke vil kunne føre til, at

inddragelse eller nægtelse af forlængelse

skal undlades, hvis udlændingen ikke har

andre tilknytningsmomenter i form af f.eks.

uddannelse og/eller beskæftigelse.”

Side 28, afsnit 6:

”For en udlænding, der er kommet til

opholdslandet efter, at vedkommende er

fyldt 18 år, må det antages, at et lovligt

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

ophold i op til 8 år i almindelighed ikke vil

kunne føre til, at inddragelse eller nægtelse

af forlængelse skal undlades, selv om

udlændingen har andre væsentlige

tilknytningsmomenter i form af f.eks.

uddannelse og/eller beskæftigelse.

Udlændingens tilknytning til

oprindelseslandet, herunder eventuel

opvækst dér, sprogkundskaber, familie

mv., indgår også i vurderingen af, om

inddragelse eller nægtelse af forlængelse

skal undlades.”

Side 28, 10. afsnit

–

om beskæftigelse:

”En udlændings

beskæftigelse i

opholdslandet kan ikke i sig selv antages at

føre til, at nægtelse af forlængelse af

forlængelse eller inddragelse af en

opholdstilladelse skal undlades, når

grundlaget for opholdstilladelsen ikke

længere er tilstede på grund af ændrede

forhold.”

Side 28, 12. afsnit - beskæftigelse:

”Inddragelse eller nægtelse af forlængelse

må i almindelighed alene antages at skulle

undlades, hvor udlændingen i tillæg til

sådan væsentlig beskæftigelse også har

andre tilknytningsmomenter i form af f.eks.

langvarigt ophold og/eller uddannelse. I

den vurdering indgår dog også

udlændingens tilknytning til

oprindelseslandet, herunder eventuel

opvækst dér, sprogkundskaber, familie mv.

Side 28, 12. afsnit

–

om uddannelse:

En udlændings igangværende eller

færdiggjorte uddannelsesforløb i

opholdslandet må, på tilsvarende vis som

arbejde, anses for at være et element, der

kan indgå i vurderingen af, om en

udlænding har skabt tilknytning til

opholdslandet i form af personlig, social og

økonomisk tilknytning.

En udlændings igangværende eller

færdiggjorte uddannelsesforløb i

opholdslandet [ …..] kan

ikke i sig selv føre

til, at nægtelse af forlængelse eller

inddragelse af en opholdstilladelse skal

undlades, når grundlaget for

opholdstilladelsen ikke længere er tilstede

på grund af ændrede forhold.”

Side 29, 3. afsnit

–

sprogkundskaber:

”Sprogkundskaber [….] et element, der

kan indgå i vurderingen af […]

inddragelse, […..] selv om {…]

betydningen af sprogkundskaber [….]

relativt må anses at være minimal.”

Side 29, 10. afsnit, 2. pkt

–

børns

selvstændige tilknytning:

”[….] Det vil betyde,

at den tilknytning,

som barnet har opnået til Danmark i en

situation, hvor barnet er under 8 år, ikke i

udgangspunktet skal indgå i vurderingen

af, om der kan ske inddragelse af

opholdstilladelsen for barnet og

medlemmer af barnets familie. ”

Side 29, 11. afsnit:

”Hvis barnet er fyldt 8 år, har det betydning

for, om der skal foretages en vurdering af

barnets selvstændige tilknytning, hvor stor

en del af de formative år af barn- og

ungdommen, som barnet har tilbragt i

Danmark, hvor lang tid barnet har gået i

skole i de formative år, og hvor længe

barnet har opholdt sig i Danmark.

Side 29, 13. afsnit

–

Om hensynet til

familiens enhed:

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

”Hvis en inddragelse eller nægtelse af

forlængelse af en opholdstilladelse for en

udlænding vil føre til, at et eller flere

familiemedlemmer bevarer

opholdstilladelsen i opholdslandet på grund

af tilknytning, mens andre ikke gør, vil det

skulle vurderes, om hensynet til retten til

respekt for familielivet efter Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstols

artikel 8 medfører, at inddragelse eller

nægtelse af forlængelse af en

opholdstilladelse skal undlades for de

familiemedlemmer, som ikke selvstændigt

har tilstrækkelig tilknytning til

opholdslandet til, at deres opholdstilladelse

ikke inddrages.”

Side 30, 1. afsnit

–

om mindreårige børn i

familien:

”Hvis der er tale om en situation, hvor et

mindreårigt barns opholdstilladelse ikke

kan inddrages på grund af tilknytning til

opholdslandet, mens en forældre eller

begge forældres tilknytning ikke i sig selv

kan begrunde en opholdstilladelse, vil

hensynet til familiens enhed i

almindelighed føre til, at forældrenes

opholdstilladelse ikke kan inddrages eller

nægtes forlænget. Hvis barnets tilknytning

ikke i sig selv kan begrunde en

opholdstilladelse, f.eks. fordi barnet er 5 år,

vil barnets opholdstilladelse dog ikke kunne

inddrages, hvis en eller begge forældre

opretholder opholdstilladelse i

opholdslandet.”

Side 30, 10. afsnit

–

om forholdet til Den

Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 14

–

om forskelsbehanding:

”I forhold til forskelsbehandling af

flygtninges børn synes Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol [………]

forudsætningsvis at anerkende, at børns

forventninger om ophold i en stat i en vis

udstrækning kan identificeres med deres

forældres forventninger.”

Samlet set indeholder de ovenanførte

uddrag af bemærkningerne ikke en

anvendelig, systematisk ramme for

udlændingemyndighedernes fremtidige

sagsbehandling.

Noget så grundlæggende som en angivelse

af, hvad de mulige, længste opholdstider

forventes at blive (- dvs. hvor længe kan

folk bo i Danmark og fortsat få inddraget

deres opholdstilladelse og blive sendt til

deres oprindelsesland -) er helt fraværende

i forslaget.

Amnesty International skal anbefale, at

L140 ikke sættes til afstemning, før end der

er tilvejebragt en brugbar beskrivelse af

den fremtidige, materielle retstilstand.

Som forslaget og bemærkningerne til

forslaget er formuleret nu, kan Folketingets

medlemmer reelt ikke vide, hvad det er for

en fremtidig retstilstand, de stemmer om at

indføre.

Spørgsmål om de praktiske og

menneskelige konsekvenser af forslaget.

Det er åbenbart, at et system, som hviler

på en forudsætning om, at flygtninge skal

rejse igen, så snart forholdene i deres

hjemland tillader det

–

også selv om dette

først sker efter 15 og 20 år eller mere

–

rejser en række udfordringer, praktiske,

menneskelige, sociale osv.

Rent bortset fra forholdet til de

internationale konventioner (som L140

efter Amnestys opfattelse ikke får

analyseret og udredt tilstrækkeligt), så må

det afklares, hvad det betyder for

fremtidige flygtninge og for Danmarks

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

asylsystem, at asylansøgere fremover som

noget af det allerførste får klar og tydelig

besked om, at de vil skulle forlade

Danmark igen

–

om få år eller mange år.

Amnesty International skal anbefale, at

disse spørgsmål undersøges og analyseres,

inden L140 sættes til afstemning.

Ændring af benævnelser

I det gældende system er udgangspunktet,

at flygtninge kommer under uddannelse,

lærer dansk, får mulighed for kurser og

faglig træning, som kan styrke deres

muligheder for at komme i beskæftigelse,

bosættes i kommunerne etc.

–

alt sammen

med henblik på at gøre dem til

selvforsørgende, aktivt deltagende

samfundsborgere.

Man skulle have forventet, at der ville have

været en redegørelse for eller analyse af,

hvilke konsekvenser der må påregnes, når

man som noget af det første tydeligt

kommunikerer et budskab til flygtningene

om, at deres tilstedeværelse

–

eller

tilværelse

–

i Danmark som alt overvejende

hovedregel må forventes at blive

midlertidig. Man skulle have troet, at der

ville være spor af overvejelser om, hvordan

mennesker, som er flygtet fra forfølgelse,

håndterer en besked om, at den fred og

sikkerhed, som de nyder godt af her i

Danmark, ikke er noget, som de bør vænne

sig for meget til

–

for det er meningen, at

de skal rejse igen.

Et tredje eksempel er Integrationsydelsen,

Man kunne have forventet, at der ville være

pædagogiske overvejelser om, hvordan det

vil

–

eller kan - påvirke skolegang,

erhvervsuddannelser m.v., hvis der til

stadighed hviler en forudsætning om, at det

hele blot er forbigående.

Heller ikke spørgsmålet om, i hvor høj grad

erhvervslivet vil investere i uddannelse af

flygtninge

–

om det vil dæmpe lysten til

langsigtede investeringer i medarbejdere,

som muligvis skal rejse igen

–

ses at være

berørt.

Amnesty forstår, at disse terminologiske

ændringer er tænkt som en indskærpelse til

nyankomne flygtninge om, at de

–

uanset

hvordan det går med danskundervisningen

eller jobsøgningen

–

skal rejse igen på et

endnu uvist tidspunkt i fremtiden. Det er

efter Amnestys opfattelse tvivlsomt, om den

slags ”påmindelser” har nogen videre

effekt på mennesker på flugt, men der er

på den anden side heller ikke nogen

problemer med sådanne terminologiske

som ændres til selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse.

Et andet eksempel er den hidtidige

erklæring om integration og aktivt

medborgerskab i det danske samfund, som

ændres til opholds- og

selvforsørgelseserklæring for at understrege

opholdets midlertidige karakter.

Som led i den klare og tydelige

kommunikation til flygtninge om, at deres

ophold i Danmark skal være midlertidigt vil

regeringen ændre en lang række

benævnelser af uddannelsesforløb og

støtteprogrammer og økonomiske ydelser

–

fortrinsvis i integrationsloven - således at

”integrationsprogrammet

for nyankomne

flygtninge mv. omfattet af

integrationslovens personkreds og

familiesammenførte til flygtninge” fremover

benævnes

”selvforsørgelses-

hjemrejseprogram”

for at understrege, at

indsatsen for at få folk i job og

selvforsørgelse ikke ændrer på, at

flygtningene som udgangspunkt skal rejse

hjem, når beskyttelsesbehovet ophører.

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

justeringer

–

isoleret set. Skulle der være

selvstændige effekter af sådanne sproglige

småjusteringer, skulle det være, at det er

endnu et lille signal om, at flygtninge ikke

skal gøre sig forhåbninger om, at gode

danskkundskaber, selvforsørgelse og

uddannelse styrker chancerne for at få lov

at blive

–

og at man på den måde risikerer

at tage noget af luften ud af flygtningenes

arbejde med at få sig en plads i Danmark.

Anvisning af midlertidige opholdssteder og

boliger.

For at understrege, at rammerne for

opholdet i Danmark defineres af den

enkeltes opholdsgrundlag

–

og at

flygtninges ophold i Danmark som

udgangspunkt er midlertidigt - foreslås det,

at man ophæver nyankomne flygtninges

særlige krav på en permanent bolig, og at

kommunernes pligt til at anvise en

permanent bolig afskaffes.

Fremover skal kommunerne alene have

pligt til at anvise et midlertidigt opholdssted

efter integrationsloven. Det behøver ikke

være en selvstændig bolig

–

ikke engang et

selvstændigt værelse. Det er tilstrækkeligt,

at man kan dele et værelse.

Man må forstå det således, at

kommunernes pligt til at anvise en

midlertidig bolig til nyligt anerkendte

flygtninge er opfyldt, hvis man kan skaffe

flygtningen plads i en køjeseng.

Den kommunale pligt til at skaffe flygtninge

tag over hovedet er med andre ord opfyldt,

når kommunen har anvist et midlertidigt

opholdssted

–

køjeseng

–

og den tidligere

pligt til at skaffe en permanent bolig

bortfalder.

Det er herefter op til de nyankomne

flygtninge selv at skaffe sig en bolig, f.eks.

ved leje og ved at skrive sig op på en

venteliste.

De pågældende flygtninge vil

–

som det

anføres i bemærkningerne, side 35

–

have

samme adgang til at få hjælp fra

kommunen, som alle andre borgere i

landet. (Og kommunerne kan

vælge

skaffe flygtninge en permanent bolig. Det

er ikke en pligt, men det er heller ikke

forbudt).

Samtidig sikres det, at flygtninge ikke kan

anvises en almen lejebolig i områder, som

anses som udsatte boligområder. (Jf.

Ghetto-pakken).

Samlet set betyder det, at når flygtninge er

uden de private netværk, der giver adgang

til den uformelle formidling af private

lejelejligheder og heller ikke har penge til at

købe andels

–

eller ejerboliger

–

og endelig

er udelukket fra en del almennyttige

boliger, så er det en forvrængning og ikke

korrekt, når bemærkningerne til forslaget

fremstiller ændringerne, som om man

derved blot ligestiller flygtninge med

landets øvrige befolkning. Realiteten er, at

nyankomne flygtninge stilles betydeligt

ringere i deres søgen efter en bolig.

Ud over de nævnte begrænsninger i

flygtninges adgang til almene boliger bør

det også erindres, at flygtninge har færre

penge til rådighed til at betale husleje. Man

må frygte, at de midlertidige boliger, som

der bliver tale om at anvise til flygtninge, vil

være boliger, som på ingen måde svarer til

den standard, som sædvanligvis kræves

efter lejeloven og bygningsreglementet.

Idet Amnesty skal henvise til den

indledende gennemgang side 3 af, hvor

længe forskellige

menneskerettighedskrænkende styrer har

siddet ved magten, skal vi opfordre til, at

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

det kommer til at fremgå, hvor længe

flygtninge kan være indkvarteret

midlertidigt

–

i værelser, i køjesenge.

Forestillingen om, at man kan få flygtninge

til at forlade Danmark hurtigere, hvis man

sørger for, at de bor dårligere, savner

empirisk belæg og er

–

i forhold til retten til

en bolig

–

udtryk for diskrimination.

Amnesty International skal opfordre til,

at denne del af forslaget tages ud.

Nedsættelse af selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse og overgangsydelsen

(tidligere integrationsydelsen) for

forsørgere.

og den foreslåede reduktion

–

alle sammen

er indført med en argumentation om, at det

skulle afholde asylansøgere fra at komme

til Danmark og ”leve

fedt”

af de danske

sociale ydelser.

Lige siden Starthjælpen

–

som udgjorde

mellem 45 og 65% af en kontanthjælp

–

har en række aktører, herunder Amnesty

International, SFI, Institut for

Menneskerettigheder m.fl. dokumenteret,

at en starthjælp ikke var tilstrækkeligt til at

opretholde en basal husholdning, med

vinterstøvler og overtøj, deltagelse i

foreningsliv til børnene, betaling af husleje

m.v.

Kommunerne har gennem tiden gjort

Regeringen foreslår at nedsætte

selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen og

overgangsydelsen til forsørgere, som

nedenfor:

•

Selvforsørgelses

–

hjemrejseydelse og

overgangsydelse for enlige

forsørgere nedsættes med 2.000

kr. pr. måned fra 12.145 kr. til

10.145 kr. (2019-niveau), og

•

Selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse og

overgangsydelse for samboende

og gifte forsørgere nedsættes med

1.000 kr. pr. person pr. måned fra

8.498 kr. til 7.498 kr. (2019-

niveau) pr. person

–

svarende til

2.000 kr. pr. husstand.

Det fremgår af bemærkningerne til

forslaget, side 54, at forslaget er i

overensstemmelse med grundlovens § 75,

stk. 2.

Efter Amnesty Internationals opfattelse er

det afgørende, at de nuværende ydelser

–

opmærksom på, at de har måttet bruge

megen tid på at yde flygtningefamilier på

starthjælp enkeltydelser til vintertøj, støvler

medicin etc.

–

og at disse familie ikke

havde penge til at lade børnene deltage i

almindelige aktiviteter

–

som sport eller

børnefødselsdage - i lokalområdet.

Uanset om man kalder ydelserne en

introduktionsydelse eller integrationsydelse

eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse

og overgangsydelse, så står det tilbage, at

formålet først og sidst har været at påføre

anerkendte flygtninge her i landet en

tilværelse i fattigdom. Socialrådgivere i

kommunerne og forskere ved landets

læreanstalter har samstemmende

dokumenteret, at fattigdom ikke hjælper

flygtninge til et bedre liv med flere

menneskelige ressourcer og parathed til at

bygge sin tilværelse op igen. Tværtimod har

tilbagemeldingerne stedse været, at en

dagligdag, som primært drejer sig om at få

de knappe ressourcer til at slå til, ikke

styrker flygtningene, hverken i forhold til en

hverdag i Danmark eller en tilbagevenden

til hjemlandet.

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

Amnesty International skal opfordre til, at

yderligere forringelser i flygtningenes

økonomiske vilkår opgives.

tilmeldinger og underretninger

–

målt pr.

måned.

Fremover vil ordningen

–

med de

Skærpet kontrol med fremmedkrigere og

udlændinge, der er udvist i medfør af

udlændingelovens § 25. Skærpet straf for

overtrædelse af opholds-, underretnings-

og meldepligt.

Regeringen vil skærpe reglerne om

meldepligt, opholdspligt og

underretningspligt, jf. udlændingelovens §§

34, stk. 4 og 5, § 42 a, stk. 8, 1. pkt. og §

42 a, stk. 10, for fremmedkrigere og

udlændinge, der er udvist i medfør af

udlændingelovens § 25.

Regeringen vil skærpe kontrollen med

fremmedkrigerne og udviste i medfør af

udl. § 25

–

ved at anbringe dem, som ikke

overholder deres opholds-, melde- og

underretningspligt, på det kommende

center Lindholm (i dag benyttes

Kærshovedgård)

–

og straffe dem, som ikke

overholder pligterne, ved at straffe dem

med fængsel.

Formålet med ordningen er efter

bemærkningerne, side 64, at sikre, at

Udlændingestyrelsen og politiet løbende

har kendskab til, hvor de pågældende

opholder sig, således at der kan ske

udsendelse, når muligheden opstår.

Opholdspligten pålægges, så snart det

konstateres, at udlændingen ikke er udrejst

i overensstemmelse med den fastsatte

udrejsefrist.

Efter forslaget skal straffen for at overtræde

opholdspligten, meldepligten og

underretningspligten være takstmæssig

–

og således at straffen fastsættes ud fra

antallet af udeblivelser, manglende

skærpede straffe for udeblivelse,

manglende melding og underretning

–

omfatte udlændinge på tålt ophold,

kriminelle udviste, fremmedkrigere og

udlændinge udvist i medfør af

udlændingelovens § 25. (Statens sikkerhed

mv.)

Det foreslås, at der inden for den gældende

strafferamme i udlændingelovens § 60, stk.

2, på 1 år og 6 måneder skal ske en

betydelig skærpelse af strafniveauet for

overtrædelse af opholds-, underretnings-

og meldepligt i forhold til det gældende

strafniveau.

Strafskærpelserne foreslås i første omgang

at træde i kraft for overtrædelser af

kontrolforpligtelser, der er begået efter den

1. juni 2019. Strafudmålingen for

overtrædelser forud for denne dato skal

således ske efter de hidtil gældende

takstmæssige niveauer.

Det foreslås endvidere, at strafniveauet

skærpes yderligere for overtrædelse af

kontrolforpligtelser, der er begået efter den

1. juni 2021. Det foreslås samtidig, at

strafferammen i udlændingelovens § 60,

stk. 2, forhøjes fra 1 år og 6 måneder til 2

år.

Straffene fastsættes som udgangspunkt

efter et takstmæssigt fastlagt system. Det

betyder f.eks., at udgangspunktet for

strafudmålingen fra den 1. juni 2019 for

henholdsvis 6-9 overtrædelser pr.

kalendermåned i førstegangstilfælde vil

være 40 dages fængsel. Det betyder også,

at der i andengangstilfælde eksempelvis vil

være tale om en fængselsstraf i 50 dage for

6-9 overtrædelser pr. kalendermåned,

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

ligesom der i fjerdegangstilfælde vil være

tale om en fængselsstraf i 3 måneder for

samme antal overtrædelser pr.

kalendermåned.

Fra den 1. juni 2021 vil udgangspunktet for

strafudmålingen være 60 dage for 6-9

overtrædelser pr. kalendermåned i

førstegangstilfælde. I andengangstilfælde vil

straffen være 3 måneders fængsel for 6-9

overtrædelser pr. kalendermåned, mens

straffen i fjerdegangstilfælde vil være 9

måneders fængsel for samme antal

overtrædelser pr. kalendermåned.

Under særligt skærpende omstændigheder

kan straffen stige til 4 år. Det fremgår, at

skærpende omstændigheder primært

henviser til et stort antal overtrædelser.

Efter Amnesty Internationals opfattelse er

det tvivlsomt, om de betydelige

strafskærpelser vil have den ønskede

effekt. Samtidig forekommer det ulogisk, at

man går så målrettet efter at gøre det ”tålte

ophold” så utåleligt som muligt –

som det

er udtrykt af regeringen for nogle år siden

–

og på den måde gøder jorden for

overtrædelserne af kontrolpligterne. Ved at

lægge udrejsecentrene i afsides områder

uden kontakt til det omgivende samfund

skaber udlændingemyndighederne et

situation, hvor de indkvarterede har meget

lidt at håbe på og lige så lidt at miste.

Enhver, der har været i Kærshovedgård,

ved, at der reelt ikke er noget at foretage

sig i det omkringliggende område.

Når udlændingemyndighederne med omhu

finder et nedlagt fængsel i et område, som

ligger langt fra byer eller anden

infrastruktur, opfordrer man nærmest

beboerne til at ignorere reglerne og cykle til

Bording, (der er ingen offentlig transport fra

Kærshovedgård til Bording) og derfra

videre med tog eller bus til, hvor man måtte

have familie og/eller venner.

Beboerne har det til fælles, at der ikke er

udsigt til, at de kommer til at rejse til deres

hjemland foreløbigt

–

nogle af dem, fordi

de ikke kan vende hjem til deres

oprindelsesland, hvor styret fortsat udgør

en trussel, og Flygtningenævnet derfor ikke

vurderer, at de kan vende tilbage. Andre,

fordi de ikke vil samarbejde om at rejse

tilbage til f.eks. Iran.

Hvis de indkvarterede i Kærshovedgård

–

eller om nogle år Lindholm

–

ønsker at

pleje kontakten med deres familie og/eller

venner, kan det næsten ikke lade sig gøre,

uden at man overtræder opholds-, melde-

og underretningspligten. En person, som er

indkvarteret på Kærshovedgård, kan kanp

nok nå at sætte foden på perronen i

København og hilse på sin familie, førend

vedkommende må køre igen

–

hvis

opholdspligten skal overholdes. Og i en

situation, som den, de indkvarterede

befinder sig i, må man påregne, at det er

kontrolpligterne, som vil blive tilsidesat.

I lyset af de stramninger, som L140

indeholder, finder Amnesty, at det må

overvejes nøje, om de ”nye” lange straffe –

op til 1 år og 6 måneder står i et rimeligt

forhold til den ”kriminalitet”, der er tale om

at straffe. De personer, som skal idømmes

frihedsstraf, har ikke begået

berigelseskriminalitet eller personfarlig

kriminalitet. Deres brøde består i, at de har

overtrådt ”ordensreglementet” for

Kærshovedgård (og i fremtiden også

Lindholm.) De har sovet ude, de har ikke

meldt sig på Kærshovedgård, og de har

ikke underrettet Kriminalforsorgen om, at

de havde til hensigt at overnatte hos

venner.

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

Man må spørge, om månedlange straffe

står i et rimeligt forhold til deres brøde.

Efter Amnestys opfattelse er det ikke

dækkende, når L140 i bemærkningerne

fremstiller opholds-, melde- og

underretningspligterne som et spørgsmål

om at sikre, at Udlændingemyndighederne

og politiet løbende har de nødvendige,

aktuelle oplysninger til brug for effektive

udsendelser af landet.

Danmark har forpligtet sig til ikke at

udsende personer, som risikerer forfølgelse

i deres hjemland. Deres opholdsretlige

situation ændrer sig først, når eller hvis

situationen i deres hjemland ændrer sig.

Man har kunnet gøre opholdet

–

eller ikke-

opholdet - så utåleligt som muligt, men

beskyttelsen mod at blive udsendt til

forfølgelse står uantastet.

Personer på tålt ophold kan ikke sendes ud

Var det tilfældet, ville det være fuldt lige så

effektivt

–

eller bedre

–

hvis man i stedet

udstyrede beboerne med elektronisk

fodlænke og pålagde dem at melde sig på

den nærmeste politistation (i nærheden af

deres familie/venner) i stedet for at

pålægge dem at melde sig i

Kærshovedgård eller på Lindholm.

Efter Amnestys opfattelse er opholds-,

melde- og underretningspligt for nogle

mennesker, som derefter med overlæg

placeres uden for resten af samfundet,

udtryk for benspænd og en

uforholdsmæssig begrænsning i de

indkvarteredes bevægelsesfrihed.

Amnesty International bemærker i den

forbindelse, at vi ikke deler

Udlændingeministeriets opfattelse af, at

mennesker på tålt ophold ikke opholder sig

lovligt i Danmark.

Personer, som er i Danmark på tålt ophold

og andre, som er udvist, men ikke kan

udsendes til deres hjemland, fordi det ville

stride mod refoulementsforbuddet, jf. Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstols

artikel 3, er her som følge af en formaliseret

retlig forpligtelse, som Danmark har

påtaget sig gennem undertegnelse af Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention

m.fl.

af landet. Denne beskyttelse anses muligvis

ikke som en personlig rettighed for dem,

men som en begrænsning i staternes

råderum

–

men den står under alle

omstændigheder uomtvistet.

Realiteten er, at Danmark indgår i en

gensidigt forpligtende aftale med en lang

række andre medlemmer af det

internationale samfund, som siger, at man

ikke må udsende mennesker til forfølgelse i

deres hjemland.

Efter Amnesty Internationals opfattelse bør

man opgive forestillingen om, at personer

på tålt ophold opholder sig ulovligt i landet.

Det giver ikke mening at anse tålt ophold

som en løbende ”ulovlighed”, når Danmark

er forpligtet til at opretholde denne

retstilstand. Beskyttelsen af personer på

tålt ophold er et resultat af den

internationale retsorden, som Danmark selv

har været med til at opbygge.

Allerede af den grund er det Amnesty

Internationals opfattelse, at ordningen med

de nye, længere straffe for at ignorere

opholds-, melde- og underretningspligten

fremstår som et uforholdsmæssigt indgreb i

retten til at tage ophold, hvor man vil, i strid

med artikel 2, i den 4. tillægsprotokol til

Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, og retten

—

BAGGRUNDSNOTAT

L 140 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 10: Høringssvar modtaget efter fristen, fra udlændinge- og integrationsministeren

til familieliv efter Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Løsladelse med henblik på straks-

udsendelse.

Under forudsætning af, at der er gjort

endeligt op med spørgsmålet om

forfølgelsesrisiko i hjemlandet, har Amnesty

ikke bemærkninger til forslaget om

løsladelse af varetægtsfængslede med

henblik på straks-udsendelse.

Amnesty International har svært ved at se,

hvorfor det overhovedet er nødvendigt

–

hvordan det kan retfærdiggøres som et

forholdsmæssigt indgreb - at benytte

varetægtsfængsling i forbindelse med

spørgsmål om at undersøge, om en

udlænding overholder sine

kontrolforpligtelser. Der er ikke tale om

nogen af de mere

”klassiske”

former for

kriminalitet, som er omfattet af

retsplejelovens regler om

varetægtsfængsling og kræver en egentlig

”efterforskning”.

Det må være et simpelt

spørgsmål om at

”slå

op i dagbøgerne” og

Varetægtsfængsling jf. udlændingelovens §

35 a.

Efter forslaget skal man hurtigere kunne

skride til varetægtsfængsling af

udlændinge, som ikke overholder deres

opholds-, melde- og underretningspligt.

Begrundelse er, at med de strengere straffe

for overtrædelser af kontrolpligterne vil der

oftere blive tale om varetægtsfængsling.

I bemærkningerne forklares det på

følgende måde, side 74:

”Det

er ministeriets opfattelse, at den

særlige fængslingsbestemmelse i

udlændingelovens § 35 a, hvorefter der kan

ske varetægtsfængsling af udlændinge på

tålt ophold og kriminelle udviste, der

overtræder deres opholds-, underretnings-

og meldepligt gentagne gange, skal ses i

lyset af, at straffen for overtrædelse af

kontrolpligterne foreslås skærpet og

fremover vil fastsættes på grundlag af

antallet af overtrædelser inden for en

kalendermåned. De foreslåede

strafskærpelser har til formål at sikre, at det

hurtigt har konsekvenser for den enkelte

udlænding, der ikke overholder de pålagte

forpligtelser, og det bør derfor også sikres,

at der hurtigere end i dag kan ske

varetægtsfængsling.”

se, om den pågældende har opholdt sig og

meldt sig på centeret

–

eller underrettet

Kriminalforsorgen om, at den pågældende

forventede at overnatte uden for centeret.

Hvis dagbøgerne viser, at den pågældende

ikke overholder sine forpligtelser, kan man

skride til anholdelse. Varetægtsfængsling

bliver meget hurtigt en uforholdsmæssig

foranstaltning, når man betænker, at den

”kriminalitet”,

der er tale om at straffe, ikke

er berigelses- eller volds- eller

narkokriminalitet, men drejer sig om, at

nogen er udeblevet fra Kærshovedgård og

dermed har overtrådt nogle bestemmelser

–

som ikke i nogen anden sammenhæng

kunne tænkes at give anledning til

varetægtsfængsling og op til 1 år og 6

måneders fængsel.

Amnesty International,

den 29. januar 2019/cj

—

BAGGRUNDSNOTAT