Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
2031440_0001.png
Folketingets Social-,
Indenrigs og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2019 - 1110
Doknr.
676580
Dato
18-03-2019
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 20. februar 2019 stillet
følgende spørgsmål nr. 329 (alm. del) til børne- og socialministeren, som her-
med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 329:
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 19. februar 2019 om tvangsfjer-
nelse af anbragte børn, jf. SOU alm. del
– bilag 163 (fortroligt)?”
Svar:
Udvalget henviser til en fortrolig henvendelse i en konkret sag, hvor en kom-
mune træffer afgørelse om ændring i anbringelsesstedet for nogle børn, som
forud for afgørelsen var anbragt hos en plejefamilie. Efter det oplyste skete æn-
dringen af anbringelsesstedet som følge af en mistanke om vold i hjemmet,
som siden er blevet droppet, mens ændringen i anbringelsesstedet er blevet
fastholdt. I henvendelsen efterspørges det, at plejefamilier tildeles partsstatus i
sager om ændret anvendelsessted.
Oplysningerne i henvendelsen gør naturligvis indtryk på mig, fordi de giver ind-
tryk af et kompliceret sagsforløb, som bestemt kan have været voldsomt for de
involverede. Da det fremgår, at et eller flere forhold er under behandling eller
har været behandlet af de kompetente myndigheder, og idet jeg ikke har indgå-
ende kendskab til de nærmere faglige vurderinger i sagen, finder jeg det imid-
lertid rigtigst ikke at kommentere på de konkrete detaljer i sagen.
Når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet, skal kommunen løbende
føre tilsyn med barnet eller den unge for at sikre sig, at barnet eller den unge
trives på anbringelsesstedet. I denne sammenhæng skal kommunen vurdere,
om anbringelsesstedet fortsat kan imødekomme barnets eller den unges be-
hov.
Kommunen skal reagere, hvis et barn ikke trives på det pågældende sted, eller
hvis der er sket en udvikling hos barnet, som gør, at anbringelsesstedet ikke
længere kan imødekomme barnets behov. Kommunen skal i disse tilfælde vur-
dere, om det vil være bedst for barnet at flytte anbringelsessted.
Kommunalbestyrelsens afgørelse om ændring af anbringelsessted kræver
samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 12 år.
Kommunalbestyrelsen skal, inden der træffes afgørelse om ændring af anbrin-
gelsessted, indhente en udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted til belysning
af sagen. Udtalelsen fra plejefamilien skal omhandle plejefamiliens viden om
barnets eller den unges behov, herunder særligt oplysninger om barnets eller
den unges udvikling og trivsel, relationer, forhold til familien osv.
1
 SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 329: Spm. om at kommentere henvendelsen af 19. februar 2019 om tvangsfjernelse af anbragte børn, til børne- og socialministeren
2031440_0002.png
Hvis forældremyndighedsindehaverne eller barnet på 12 år eller derover ikke
samtykker til ændring af anbringelsesstedet, så er det børn og unge-udvalget,
der tager stilling til, om der kan ske en ændring af anbringelsesstedet. Til brug
for børn og unge-udvalgets afgørelse skal kommunalbestyrelsen udarbejde en
indstilling, der bl.a. indeholder barnets seneste handleplan, barnets holdning til
ændringen, en udtalelse fra den plejefamilie, som barnet aktuelt bor hos, en
beskrivelse af, hvorvidt supplerende støtte til barnet under fortsat ophold hos
plejefamilien kan imødekomme barnets behov for støtte, og en beskrivelse af
et nyt anbringelsessteds forventede egnethed til at imødekomme barnets eller
den unges behov for støtte og for nære og stabile voksenrelationer.
Børn på 12 år og derover samt forældremyndighedens indehaver kan klage
over afgørelsen til Ankestyrelsen.
En beslutning om ændring af anbringelsessted er uden tvivl indgribende. Derfor
er det også et grundlæggende krav, at kommunen skal tage udgangspunkt i
det enkelte barns behov, når de beslutter, at et barn skal flytte til et nyt anbrin-
gelsessted. Jeg mener dog ikke, at vi hjælper børnene ved at give plejefamilier
partsstatus i sager om ændret anbringelsessted, for jeg frygter, at det kun vil
komplicere sagerne og give anledning til flere tvister og kampe om børnene,
hvilket aldrig er barnets behov. Samtidig må det understreges, at plejefamilier
også er professionelle, der modtager vederlag fra den anbringende kommune
for at have barnet boende.
I de tilfælde, hvor det vurderes, at det i henhold til formålet med anbringelsen
er nødvendigt at ændre anbringelsessted, bør det altid overvejes, om det er i
barnets interesse at fastholde relationen til fx en tidligere plejefamilie. Kommu-
nen har pligt til aktivt at understøtte forbindelsen mellem et anbragt barn og
dets netværk under hensyntagen til barnets bedste. Barnets tilknytning skal
altså tillægges stor vægt, hvis kommunen overvejer at regulere barnets sam-
vær med en tidligere plejefamilie.
Med satspuljeaftalen for 2019 bliver der sat yderligere fokus på anbragte børn
og unges tilknytning til nære omsorgspersoner, som for eksempel plejefamilier,
og der er afsat midler til blandt andet nye retningslinjer for tilknytningsvurderin-
ger. Det skal sikre, at kommunen træffer en afgørelse, som sætter barnets triv-
sel i centrum.
Fremover bliver det også muligt for Ankestyrelsen at tage afgørelser om sam-
vær og afbrydelse af samvær op af egen drift. Det betyder, at Ankestyrelsen
selv kan træffe afgørelse om blandt andet et barns eller en ungs samvær med
en tidligere plejefamilie, som barnet har en tæt tilknytning til.
Jeg har samtidig bedt Ankestyrelsen om at undersøge årsagerne til, at der har
været en stigning i antallet af klagesager over afgørelser om at afbryde sam-
været mellem et anbragt barn og barnets netværk. Jeg ønsker et mere dybde-
gående billede af, hvad det er for nogle sager, og hvilken type samværsbe-
grænsning, der er tale om.
Med venlig hilsen
Mai Mercado
2