SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 309: Spm. om at kommentere sagsforløbet, der skitseres i henvendelse af 6/2-19 vedr. kommunal omsorgssvigt af handicappede, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social-,

Indenrigs- og Børneudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.socialministeriet.dk

Sagsnr.

2019 - 810

Doknr.

669907

Dato

25-02-2019

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 7. februar 2019 stillet

følgende spørgsmål nr. 309 (alm. del) til børne- og socialministeren, som her-

med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 309:

”Vil ministeren kommentere sagsforløbet, der skitseres i henvendelse af 6. fe-

bruar 2019 vedr. kommunal omsorgssvigt af handicappede, jf. SOU alm. del

–

bilag 138 (fortroligt bilag), og oplyse, om ministeren finder forløbet tilfredsstil-

lende? Ministeren bedes endvidere redegøre for det nærmere indhold og for-

skel på bestemmelserne i lov om social service §§ 95 og 96 om BPA (Borgers-

tyret personlig assistent). Endelig bedes ministeren oplyse, hvilke eksisterende

tilbud, den pågældende og andre mennesker med handicap i tilsvarende situa-

tion kan benytte sig af.”

Svar:

Det gør naturligvis indtryk på mig, når mennesker med handicap og deres fami-

lier oplever, at deres kommune ikke tager ordentlig hånd om dem, og at sags-

behandlingen trækker ud.

Jeg vil gerne understrege, at kommunerne har ansvaret for, at borgere med

handicap og deres familier får den hjælp og støtte, som de har ret til og behov

for. Kommunens afgørelser skal træffes på baggrund af grundig sagsbehand-

ling samt en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp og støtte hos

den enkelte borger, ligesom borgeren skal have mulighed for at medvirke ved

behandlingen af sin sag.

Kommunerne er i sager om hjælp til voksne forpligtede til at træffe afgørelse

med udgangspunkt i formålet med at yde støtte til voksne efter serviceloven,

hvoraf kan nævnes formålene at sikre, at den enkelte kan fastholde sit aktuelle

funktionsniveau, at yde kompensation, omsorg og pleje, samt at forbedre mu-

lighederne for den enkeltes livsudfoldelse og fremme inklusion i samfundet.

For så vidt angår forskellen på servicelovens hjælperordninger i §§ 95 og 96

kan jeg oplyse, at de to bestemmelser dækker over to forskellige typer af ord-

ninger med forskellige formål, hvortil der er knyttet forskellige betingelser.

Hjælp efter servicelovens § 95 gives i form af et kontant tilskud til ansættelse af

hjælpere til at udføre personlig pleje og til at løse praktiske opgaver i hjemmet

(hjemmehjælp efter § 83) samt til afløsninger eller aflastning (§ 84). Det kon-

tante tilskud efter servicelovens § 95 træder således i stedet for hjemmehjælp

leveret af kommunen samt den afløsning eller aflastning, som kommunen skal

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 309: Spm. om at kommentere sagsforløbet, der skitseres i henvendelse af 6/2-19 vedr. kommunal omsorgssvigt af handicappede, til børne- og socialministeren

tilbyde til blandt andre forældre, der passer deres voksne barn med nedsat

funktionsevne. Kommunen kan efter § 95, stk. 3, udbetale det kontante tilskud

til en nærtstående, som helt eller delvis passer borgeren, og som er i stand til

at fungere som arbejdsleder for hjælperne.

Hjælp i form af en BPA ordning efter servicelovens § 96 ydes som tilskud til

dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsa-

gelse til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktions-

evne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige

støtte både i og uden for hjemmet. For at få tilkendt denne ordning, skal borge-

ren selv som minimum kunne fungere som arbejdsleder.

For begge ordninger gælder, at arbejdsgiveransvaret kan overdrages til en

nærtstående eller en forening eller privat virksomhed, der herefter er arbejdsgi-

ver for hjælperne.

Det er vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at kommunerne, når de udmåler

hjælp efter servicelovens §§ 95 og 96, skal holde sig formålet med denne type

hjælp for øje, nemlig at udmålingen skal være tilstrækkeligt rummelig til at sikre

fleksibiliteten i ordningen. Kommunen skal således i udmålingen af hjælp sikre

sig, at det samlede timetal i ordningen er fastsat så rummeligt, at det er muligt

at dække borgerens samlede behov for personlig pleje og praktisk hjælp samti-

dig med, at ordningen kan hænge sammen.

Afslutningsvis vil jeg gerne nævne, at kommunens afgørelse kan påklages til

Ankestyrelsen, der på samme måde som kommunen har pligt til hurtigst muligt

at behandle og træffe afgørelse i sagen.

Med venlig hilsen

Mai Mercado