REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 167: Spm. om, hvordan erklæringen giver Danmark større råderum i forhold til udvisninger, særligt henset erklæringens artikel 28 c) og d), til justitsministen

Retsudvalget 2018-19 (1. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

13. december 2018

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Louise Black Mogensen

2018-0030-1780

929133

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 167 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 21. november 2018.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Trine Bramsen (S).

Søren Pape Poulsen

Louise Black Mogensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 167: Spm. om, hvordan erklæringen giver Danmark større råderum i forhold til udvisninger, særligt henset erklæringens artikel 28 c) og d), til justitsministen

Spørgsmål nr. 167 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren, idet der henvises til ministerens kronik i Ber-

lingske den 18. november 2018, hvor ministeren skriver, at "De

danske domstole har fået større råderum til bl.a. at udvise krimi-

nelle udlændinge med København-erklæringen...", redegøre

nærmere for, hvordan erklæringen giver Danmark større råde-

rum i forhold til udvisninger, særligt henset erklæringens artikel

28 c) og d)?”

Svar:

København-erklæringen fastslår, at hvis myndighederne har foretaget en

fornuftig afvejning mellem de hensyn, der er på spil – i overensstemmelse

med Menneskerettighedsdomstolens praksis – så skal Menneskerettigheds-

domstolen som udgangspunkt ikke blande sig. Det indebærer med andre ord,

at Domstolen skal respektere medlemsstaternes råderum i forhold til, hvor-

dan de indretter sig. Der må være en grænse for i hvad og i hvilket omfang,

Domstolen blander sig. Dette er også afspejlet i pkt. 28 i erklæringen.

Nogle menneskerettigheder er absolutte og kan ikke gradbøjes. Det gælder

f.eks. retten til ikke at blive tortureret eller slået ihjel. Men andre menneske-

rettigheder er – selvom de er vigtige – ikke absolutte. For disse rettigheder

gælder, at udøvelsen må varetages inden for en afvejning – over for rettig-

hederne indbyrdes og over for væsentlige samfundshensyn.

Det sidstnævnte gør sig f.eks. gældende i forhold til Menneskerettigheds-

konventionens artikel 8 om retten til privat- og familieliv. Udøvelsen af

denne rettighed må afvejes i forhold til væsentlige samfundshensyn, og ud-

faldet af afvejningen vil helt afhænge af de konkrete omstændigheder. Det

betyder også, at flere forskellige udfaldsrum vil kunne rummes inden for

den ramme, som menneskerettighederne udgør.

Det er netop her, at København-erklæringen understøtter det politiske råde-

rum og betoner, at Menneskerettighedsdomstolen ikke skal give en ”second

opinion” i de tilfælde, hvor man nationalt har udnyttet dette råderum.

Som det fremgår af den samtidig besvarelse af spørgsmål nr. 168 (Alm. del),

så henvises der til dette princip i flere nye afgørelser fra Menneskerettig-

hedsdomstolen, som går i retning af at give mere råderum til landene. Un-

der det danske formandskab for Europarådet benyttede vi muligheden for at

understøtte denne udvikling for at sikre et større nationalt råderum i bl.a. ud-

visningssagerne.