L 156 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Skærpede regler om udvisning af kriminelle udlændinge).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 08-05-2018

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 8. maj 2018

20171_l156_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 8. maj 2018

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Skærpede regler om udvisning af kriminelle udlændinge)

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, som ændret senest ved lov nr. 319 af 25. april 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 24 a udgår », navnlig efter § 22, nr. 4-8,«.

2. I § 24 a indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:

»5) at udlændingen er tildelt en advarsel efter § 24 b,«.

Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 6 og 7.

3. § 24 b affattes således:

»§ 24 b. Er der i medfør af § 26, stk. 2, ikke grundlag for at udvise en udlænding efter §§ 22-24, tildeles udlændingen en advarsel om, at hvis den pågældende begår nyt strafbart forhold, vil der ved en afgørelse om udvisning ved dom på det tidspunkt skulle lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet, fordi den pågældende ikke tidligere er udvist af den grund, at dette med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2.

Stk. 2. Tildeles en udlænding en advarsel efter stk. 1, skal retten i forbindelse med dommens afsigelse vejlede udlændingen om betydningen heraf.«

4. § 26, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. En udlænding skal udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b.«

5. I § 32, stk. 5, indsættes som 3. pkt.:

»Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 kan meddeles af kortere varighed, hvis et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i stk. 2 og 3, vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.«

6. I § 49, stk. 1, 1. pkt., ændres »udvises betinget« til: »tildeles en advarsel«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på lovovertrædelser begået før lovens ikrafttræden. For sådanne lovovertrædelser finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Dom om betinget udvisning på grund af en lov?overtrædelse begået før lovens ikrafttræden har inden for prøvetiden samme virkning som en advarsel, jf. udlændingelovens § 24 b som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.