L 212 - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om der er tungtvejende argumenter imod, at patienter, der henvises til genoptræning af læger i det nære sundhedsvæsen, i stedet henvises efter samme bestemmelser i sundhedsloven som sygehuspatienter, til sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
L 212
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 04-05-2018

Enhed: AELSAM

Sagsbeh.: DEPANB

Sagsnr.: 1708543

Dok. nr.: 596316

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 18. april 2018 stillet følgende spørgs-

mål nr. 1 (L 212 – Forslag til lov om ændring af sundhedsloven, lægemiddelloven og

lov om kliniske forsøg med lægemidler (Frit valg til genoptræning og gebyrlettelser

for kliniske forsøg med lægemidler)) til sundhedsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra EL (Stine Brix).

Spørgsmål nr. 1:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16. april 2018 fra Lægeforeningen,

jf. L 212 – bilag 2.”

Svar:

Lovforslaget er en del af udmøntningen af finanslovsaftalen for 2018, hvor der er af-

sat midler til at indføre frit valg på genoptræning til borgere, der udskrives fra syge-

hus med en genoptræningsplan. Ordningen er således afgrænset til den genoptræ-

ning, der sker ude i kommunerne, når en patient er udskrevet med en genoptræ-

ningsplan efter sundhedslovens § 140.

Lægeforeningens henvendelse tager afsæt i, at den foreslåede ordning bør udvides til

genoptræning efter serviceloven. Således at patienter, der henvises til genoptræning

fra almen praksis eller speciallægepraksis, omfattes af retten til frit valg. Det fremgår

endvidere, at korrespondancen mellem læge og kommunen ligesom udskrivningstids-

punktet vil kunne udgøre starttidspunktet for en frist for genoptræning.

Genoptræning efter servicelovens § 86 hører under ældreministerens ressort.

Det følger af servicelovens § 86, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde genop-

træning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke

behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse. Det følger af § 86, stk. 2, at kommu-

nalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder

til personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige

sociale problemer har behov herfor.

Det skal præciseres, at selvom kommunalbestyrelserne har ansvar for genoptræning

efter såvel servicelovens § 86 som genoptræning i kommunerne efter sundhedslo-

vens § 140, er der tale om to meget forskellige ordninger.

Efter serviceloven er det kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om genoptræ-

ning efter en konkret, individuel vurdering af borgerens træningsbehov.

Kommunalbestyrelsen har, når den træffer afgørelse, pligt til, ud fra en helhedsvur-

dering, at inddrage alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunal-

bestyrelsen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en

L 212 - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 5: Spm. om der er tungtvejende argumenter imod, at patienter, der henvises til genoptræning af læger i det nære sundhedsvæsen, i stedet henvises efter samme bestemmelser i sundhedsloven som sygehuspatienter, til sundhedsministeren

anden myndighed eller efter anden lovgivning f.eks. lovgivningen på sundheds-, un-

dervisnings-, eller beskæftigelsesområdet, jf. § 5 i lov om retssikkerhed og admini-

stration på det sociale område.

Afgørelsen skal meddeles borgeren skriftligt og skal være ledsaget af en skriftlig be-

grundelse, medmindre afgørelsen giver ansøgeren fuldt ud medhold, samt være led-

saget af en klagevejledning. Kommunalbestyrelsen skal, når den træffer afgørelse om

genoptræning, tage afsæt i servicelovens krav om, at formålet med hjælpen er at yde

en helhedsorienteret indsats med tilbud afpasset efter den enkelte borgers særlige

behov, jf. § 81.

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med afgørelsen forholde sig konkret til, hvad

formålet med træningsindsatsen er, samt hvad omfanget og indholdet af trænings-

indsatsen mere konkret skal være.

Genoptræning efter serviceloven er desuden omfattet af kravet om kvalitetsstandar-

der, hvilket betyder, at kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune mindst én gang

årligt skal udarbejde en kvalitetsstandard for tilbud om genoptræning og vedligehol-

delsestræning. Kvalitetsstandarderne skal være offentligt tilgængelige, og kan for ek-

sempel kommunikeres til borgerne gennem serviceinformation i pjecer, medier og på

kommunens hjemmeside. Kommunernes serviceniveau er en kommunalpolitisk be-

slutning. Beskrivelsen af indholdet, omfanget og udførelsen af hjælpen skal være

præcis og skal danne grundlag for, at der sikres sammenhæng mellem serviceniveau,

de afsatte ressourcer, afgørelserne samt leveringen af hjælpen.

Er der derimod tale om en patient, der udskrives fra sygehus med en genoptrænings-

plan, vil kommunalbestyrelsen ikke skulle træffe en lignende afgørelse. Derimod skal

kommunalbestyrelsen følge den lægefaglige vurdering af patientens genoptrænings-

og rehabiliteringsbehov, som beskrevet i genoptræningsplanen.

Der er ikke et krav i serviceloven om en lægefaglig vurdering af behovet for genop-

træning, ligesom hverken læger i almen eller specialpraksis kan bevilge genoptræning

efter servicelovens § 86.

Det vil dog ofte være den praktiserende læge eller hjemmeplejen, der konstaterer be-

hovet for genoptræning. Ved kommunalbestyrelsens samlede vurdering af borgerens

behov for hjælp skal alle relevante oplysninger om borgerens situation, herunder

bl.a. den praktiserende læges oplysninger, indgå i det samlede oplysningsgrundlag,

som ligger til grund for kommunalbestyrelsens afgørelse om genoptræning mv.

Den lægefaglige vurdering indgår som element i den samlede vurdering, men kom-

munalbestyrelsen er ikke, som ved genoptræningsplanen, bundet af den lægefaglige

vurdering af behovet for genoptræning, og hvilken genoptræning, der skal leveres.

Det følger endvidere af retssikkerhedsloven §3, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal

behandle sager efter serviceloven så hurtigt som muligt med henblik på at vurdere,

om borgeren er berettiget til hjælp og i givet fald hvilken. Det følger endvidere af § 3,

stk. 2, at der skal fastsættes frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en

ansøgning, til afgørelsen skal være truffet, og disse frister skal offentliggøres. Hvis fri-

sten ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftligt have besked om,

hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse. Når kommunalbestyrelsen har truffet

Side 2

afgørelse om genoptræning, er afgørelsen bindende, og kommunalbestyrelsen er

også forpligtet til at yde den hjælp, der fremgår af afgørelsen.

Afgørelsen om tildeling af genoptræning efter serviceloven kan påklages til Ankesty-

relsen, jf. servicelovens § 166. Processen for at klage følger kapitel 10 i lov om retssik-

kerhed og administration på det sociale område. Klagen skal indgives til kommunal-

bestyrelsen, der skal genvurdere sin afgørelse og sende sagen videre til Ankestyrelsen

inden 4 uger, hvis den ikke ændrer sin afgørelse ved genvurderingen. Klager over

genoptræningsplaner skal derimod stiles til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Selvom begge lovgivninger indeholder bestemmelser om genoptræning, er der såle-

des tale om to meget forskellige ordninger, og det vil ikke være muligt at overføre

den foreslåede ordning til serviceloven.

Skulle man udvikle en model for en ny rettighed for borgere, der modtager genop-

træning efter servicelovens § 86, ville det højst sandsynligt medføre udgifter for kom-

munerne. Da genoptræning efter servicelovens § 86 ikke er en del af den politiske af-

tale, der ligger til grund for dette lovforslag, er der i sagens natur ikke afsat midler

hertil eller foretaget en nærmere vurdering heraf.

Med venlig hilsen

Ellen Trane Nørby

Anne Bækgaard

Side 3