Miljø- og Fødevareudvalget 2017-18
L 169 endeligt svar på spørgsmål 5
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 16. april 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 5 til L 169, forslag til lov om ændring af lov
om miljøbeskyttelse (Indfasning af kvælstof til akvakulturerhvervet), stillet den 12. april 2018 af Trine
Torp (SF).
Spørgsmål nr. 5 til L 169
”Hvordan vil kommunerne konkret skulle administrere kvælstofkvoten sammen med
administrationen af ny forurening af vandrammedirektivområde fra havbaserede anlæg i Kattegat?”
Svar
Det følger af lovforslaget, at godkendelsesmyndigheden, herunder kommunerne, vil skulle ansøge
Miljøstyrelsen om muligheden for at få del i kvælstof, som er afsat under ordningen.
Godkendelsesmyndighedens ansøgning vil ske som led i behandlingen af konkrete ansøgninger om
miljøgodkendelse fra dambrug og havbrug, som er omfattet af lovforslaget. Det vil således være
Miljøstyrelsen, som administrerer kvælstofpuljerne. Muligheden for at udnytte kvælstof, som tildeles
under puljerne, vil afhænge af, at godkendelsesmyndigheden kan meddele en endelig
miljøgodkendelse, hvor hensynet til en række andre miljømæssige forhold varetages. Ansøgning om
miljøgodkendelse af nye havbrug f.eks. i Kattegat vil ikke være omfattet af lovforslagets
kvælstofpuljeordning, men vil skulle vurderes i henhold til gældende regelgrundlag.
For havbrug er der delt myndighedskompetence imellem kommunerne og Miljøstyrelsen. Havbrug,
hvor det samlede anlæg er beliggende nærmere end 1 sømil fra kysten, har kommunerne som
godkendelsesmyndighed, og havbrug der helt eller delvist er beliggende længere end 1 sømil fra kysten,
har Miljøstyrelsen som godkendelsesmyndighed.
Nye havbrug skal bl.a. have en miljøgodkendelse for at kunne etablere sig. En miljøgodkendelse
forudsætter, at anlægget kan drives på stedet uden at påføre omgivelserne forurening, som er
uforenelig med hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet. Såfremt nye havbrug i Kattegat har
en tilstrømning af næringsstoffer til kystvande med et indsatsbehov, vil der skulle kompenseres for
denne udledning i fornødent omfang med kompenserende marine virkemidler, jf. lov nr. 680 af 8. juni
2017. Den udmøntende bekendtgørelse er endnu ikke udstedt, jf. min besvarelse af spørgsmål 6.
Esben Lunde Larsen
/
Katrine Nissen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk