SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 387: MFU spm. om at kommentere skrivelsen fra 27. maj 2014 fra 6 danske kommuner om grænsegængernes ret til sociale ydelser og administration af dette, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.socialministeriet.dk

Sagsnr.

2018 - 2177

Doknr.

580690

Dato

03-07-2018

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 11. april 2018 stillet følgende

spørgsmål nr. 387 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed besvares

endeligt. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Christian Juhl (EL).

Spørgsmål nr. 387:

Vil ministeren kommentere skrivelsen fra 27. maj 2014 fra 6 danske kommuner om

grænsegængernes ret til sociale ydelser og administration af dette, jf. SOU alm. del

–

bilag 218? Vil ministeren herunder besvare de spørgsmål, som rejses i skrivelsen

–

evt. med bidrag fra beskæftigelsesministeren?

Svar:

De 6 kommuner har rejst syv konkrete spørgsmål, som hovedsageligt omhandler

grænsegængeres ret til sociale ydelser, administration af reglerne og samarbejdet

med udenlandske myndigheder i forbindelse med tildeling af ydelser. Disse syv kon-

krete spørgsmål besvares samlet under ét.

Der er to EU-forordninger, som er relevante at inddrage for at besvare henvendelsen

om grænsegængeres ret til sociale ydelser. Den ene er forordning 883/04 om koordi-

nering af de sociale sikringsordninger (i det følgende omtalt som forordning 883/04).

Den anden er forordning 492/11 om arbejdskraftens frie bevægelighed i EU (i det føl-

gende omtalt som forordning 492/11)

Svaret er udarbejdet på grundlag af bidrag fra Beskæftigelsesministeriet, som har det

overordnede ansvar for forordningerne 883/04 og 492/11, samt Sundheds- og Ældre-

ministeriet for så vidt angår ydelser ved sygdom omfattet af forordning 883/04.

Besvarelsen omhandler den særlige retsstilling, der gælder for grænsegængere, dvs.

personer, som arbejder i én medlemsstat, men som bor i en anden medlemsstat,

hvortil de som hovedregel vender tilbage hver dag eller mindst en gang om ugen, jf.

definitionen i artikel 1, litra f) i forordning 883/04.

Forordning 883/04

I forordning 883/04 er fastsat en række regler, der afgør, hvilken medlemsstats lovgiv-

ning der skal anvendes, også kaldet lovvalg. Disse lovvalgsregler er afgørende for,

hvilken medlemsstats lovgivning om social sikring en person er omfattet af. Hovedreg-

len er, at personen er omfattet af lovgivningen om social sikring i den medlemsstat,

hvor den pågældende faktisk og fysisk udøver sin beskæftigelse, uanset om pågæl-

dende er bosat i en anden medlemsstat.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Endeligt svar på spørgsmål 387: MFU spm. om at kommentere skrivelsen fra 27. maj 2014 fra 6 danske kommuner om grænsegængernes ret til sociale ydelser og administration af dette, til børne- og socialministeren

Man kan kun være omfattet af lovgivningen i én medlemsstat, jf. artikel 11, stk. 1 i

forordning 883/04. Når der er truffet et lovvalg, afhænger det af den nationale lovgiv-

ning i den valgte medlemsstat, om man har ret til en ydelse.

Forordning 883/04 koordinerer medlemsstaternes lovgivninger om social sikring for

personer, der udnytter retten til fri bevægelighed inden for EU, EØS og Schweiz. For-

ordningen sikrer, at disse personer ikke mister optjente rettigheder til social sikring, og

forhindrer, at personer optjener ret til social sikring i flere medlemsstater samtidig.

De sociale sikringsydelser, som forordning 883/04 koordinerer, er opregnet i forord-

ningens artikel 3, stk. 1. De sociale sikringsydelser, som forordningens koordinerings-

regler finder anvendelse på, er indeholdt i følgende dansk lovgivning: sundhedsloven,

lov om dagpenge ved sygdom, lov om dagpenge ved fødsel, lov om barseludligning

på det private arbejdsmarked, lov om social pension, lov om højeste, mellemste, for-

højet almindelig og almindelig førtidspension, ATP-ordningen efter lov om Arbejds-

markedets Tillægspension, lov om tjenestemandspension, lov om arbejdsskadeforsik-

ring, lov om arbejdsløshedsforsikring, lov om fleksydelse, lov om ledighedsydelse, lov

om en børne- og ungeydelse, lov om børnetilskud mv. bortset fra reglerne om bidrags-

forskud, visse regler i lov om aktiv socialpolitik og lov om aktiv beskæftigelsespolitik,

visse ydelser efter lov om social service og tilskud til privat pasning og til pasning af

egne børn efter dagtilbudsloven mv.

Forordning 492/11

Forordning 492/11 (tidligere forordning 1612/68) regulerer adgangen til beskæftigelse,

herunder arbejds- og levevilkår, familiemedlemmers afledte rettigheder og retten til

social og skattemæssig ligestilling. Forordningen giver således vandrende arbejdsta-

gere samme adgang til sociale fordele, som en medlemsstats egne borgere, med

henblik på at fremme deres mobilitet inden for EU, EØS og Schweiz.

Sociale fordele fortolkes af EU-domstolen som alle rettigheder med eller uden tilknyt-

ning til en arbejdskontrakt, som enhver indenlandsk arbejdstager har på grundlag af

status som arbejdstager eller på grund af bopæl, hvis udstrækning af rettigheden til

vandrende arbejdstagere vil fremme disses mobilitet inden for EU, EØS og Schweiz. I

forhold til dansk lovgivning omfatter sociale fordele bl.a. kontanthjælp, aktivering,

fleksjob mv., daginstitutioner og hjælp og støtte til borgere med funktionsnedsættelse

mv.

Forholdet mellem forordning 883/04 og forordning 492/11

Om forholdet mellem de to forordninger bemærkes, at forordning 492/11 rummer ind-

holdsmæssige (materielle) rettigheder, idet den giver vandrende arbejdstagere ad-

gang til sociale fordele, med henblik på at fremme mobilitet inden for EU, EØS og

Schweiz. Som udgangspunkt er både sociale fordele og sociale sikringsydelser omfat-

tet af forordning 492/11. Koordineringsreglerne (sammenlægning af perioder for opfyl-

delse af karens, eksportregler etc.) gælder imidlertid kun for de ydelser, som er omfat-

tet af forordning 883/04. I modsætning til forordning 492/11 indeholder forordning

883/04 koordineringsregler, der fastlægger, hvilken medlemsstats nationale regler om

sociale sikringsydelser, der skal finde anvendelse i det konkrete tilfælde.

Dobbeltydelser

Et forbud mod dobbeltydelser betyder, at en borger kun skal kompenseres én gang i

de tilfælde, hvor borgeren er berettiget til at modtage ydelsen i flere medlemsstater. Et

sådant forbud er alene af betydning i relation til forordning 883/04, som netop fastlæg-

ger, hvilken medlemsstats nationale regler, der skal anvendes i forhold til tildeling af

sociale sikringsydelser. Her er det således væsentligt at fastslå, at en borger alene har

ret til at modtage en ydelse fra én medlemsstat på grundlag af samme begivenhed.

Naturalydelser og kontantydelser efter forordning 883/04

Forordning 883/04 sondrer mellem naturalydelser og kontantydelser. Naturalydelser er

defineret i forordningen som ydelser ved sygdom og moderskab og dermed ligestillede

ydelser ved faderskab, naturalydelser i henhold til en medlemsstats lovgivning, som er

bestemt til levering, rådighedsstillelse, direkte betaling eller refusion af udgifter til læ-

gebehandling og produkter og tjenesteydelser i forbindelse med denne behandling, jf.

forordningens artikel 1, litra va). Ydelser ved sygdom omfatter efter EU-retspraksis

også ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed. Som et eksempel på en ydelse

efter dansk lovgivning, der anses som en naturalydelse i forordningens forstand, kan

nævnes merudgiftsydelsen i servicelovens § 41 eller hjælpemidler i servicelovens §

112, f.eks. en benprotese.

Forordningen indeholder ikke en specifik definition af begrebet kontantydelse. Ved en

kontantydelse forstås normalt en ydelse, som i det væsentlige er beregnet på at give

en person kompensation for indtægtstab, bidrag til forsørgelse eller betaling i form af

refusion af udgifter til lægebehandling mv. Som et eksempel på en ydelse i dansk

lovgivning, der kan anses som en kontantydelse, kan nævnes reglerne om tabt ar-

bejdsfortjeneste i servicelovens § 42.

Grænsegængeres ret til naturalydelser efter forordning 883/04

Forordningens regler om grænsegængeres ret til naturalydelser findes i artiklerne 17

og 18. Det følger heraf, at en grænsegænger har ret til naturalydelser både i den med-

lemsstat, hvor den pågældende har bopæl, og i den medlemsstat, hvor den pågæl-

dende har beskæftigelse, og at vedkommende kan vælge, i hvilken medlemsstat

grænsegængeren vil modtage ydelsen. Regningen for den tildelte naturalydelse sen-

des til den medlemsstat, hvor den pågældende har beskæftigelse. Danmark har dog

indgået aftaler med enkelte EU/EØS-lande om helt eller delvist gensidigt afkald på

refusion af udgifter til sygehjælp. Danmark har således afkaldsaftaler med de øvrige

nordiske lande samt Irland, Portugal og Storbritannien.

Ovenstående kan illustreres ved følgende eksempel:

En grænsegænger bor i Tyskland og arbejder i Danmark. Grænsegængeren har ret til

naturalydelser i Tyskland (den medlemsstat, hvor den pågældende har bopæl) men

for dansk regning (den medlemsstat, hvor den pågældende har beskæftigelse).

Grænsegængeren har ligeledes ret til naturalydelser i Danmark (den medlemsstat,

hvor den pågældende har beskæftigelse), og her er det den kommune, hvor grænse-

gængeren er beskæftiget, der skal vurdere sagen og yde hjælpen. Udgiften afholdes

af den danske stat. Bor grænsegængeren derimod i Sverige, sendes regningen for

naturalydelser givet i Sverige, ikke til Danmark, som følge af afkaldsaftalen med Sve-

rige.

Grænsegængeres ret til kontantydelser efter forordning 883/04

Forordningens regler om ret til kontantydelser fører til, at grænsegængeren har ret til

kontantydelser efter reglerne i den medlemsstat, hvor den pågældende har beskæfti-

gelse og kontantydelserne udbetales af denne medlemsstat, selv om grænsegænge-

ren ikke har bopæl eller opholder sig her.

Det betyder, at en grænsegænger, der arbejder i Danmark og bor i Tyskland eller

Sverige, har ret til kontantydelser efter dansk ret, og kontantydelserne udbetales af

den danske myndighed. Kontantydelser er eksportable, hvilket vil sige, at de kan med-

tages til en anden medlemsstat.

Levering af naturalydelser

En grænsegænger kan vælge, om pågældende ønsker naturalydelser i den medlems-

stat, hvor den pågældende har bopæl eller den medlemsstat, hvor den pågældende

har beskæftigelse, jf. artikel 17 og 18. Når grænsegængeren får tildelt naturalydelsen,

vil vurderingen af sagen ske efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor ydelsen fak-

tisk og fysisk leveres.

Når forordning 883/04 fører til, at en grænsegængersag skal behandles efter dansk

ret, vurderes berettigelsen til ydelsen i forhold til danske krav og betingelser. Der kan

ikke stilles yderligere dokumentationskrav end i andre sager. Desuden bemærkes, at

danske naturalydelser skal leveres her i Danmark. En dansk myndighed kan derfor

ikke levere en naturalydelse i en anden medlemsstat.

Sagsbehandlingen af grænsegængersager efter dansk ret

Danske sagsbehandlingsregler anvendes for sager, der behandles efter dansk lovgiv-

ning. Det betyder, at den kommune, der efter retssikkerhedsloven er borgerens hand-

lekommune, skal behandle sagen, og at sagsbehandlingsreglerne i forvaltningsloven,

offentlighedsloven, retssikkerhedsloven m.v. skal efterleves. Der kan ikke stilles yder-

ligere krav til kommunens sagsbehandling i grænsegængersager end i andre sager.

Der skal her særligt gøres opmærksom på retssikkerhedslovens regler om sagsoplys-

ning, borgerens pligt til medvirken og kommunens pligt til at føre tilsyn.

I retssikkerhedslovens § 10 er det således fastsat, at myndigheden har ansvaret for, at

sager, der behandles efter loven, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden

kan træffe en afgørelse. Det er dermed kommunens ansvar at sikre, at der foreligger

de relevante og tilstrækkelige oplysninger i sagen. Dette betyder imidlertid ikke, at

kommunen selv skal tilvejebringe alle oplysninger.

Det følger således af lovens § 11 om borgerens medvirken til sagens oplysning, at

myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om 1) at medvirke

til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er be-

rettiget til, og 2) at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til observation og

behandling som led i sagsbehandlingen. Personer, der får hjælp, har pligt til at oplyse

om ændringer, der kan have betydning for hjælpen. Retssikkerhedslovens §§ 11 a og

11 c indeholder bestemmelser om myndighedens mulighed for med eller uden borge-

rens samtykke at indhente oplysninger fra andre til brug for oplysningen af en sag.

Hvis borgeren ikke medvirker eller ikke giver samtykke til, at myndigheden kan ind-

hente oplysninger, skal myndigheden efter § 11 b behandle sagen på det foreliggende

grundlag, medmindre oplysninger kan indhentes uden samtykke.

Ovenstående betyder, at en dansk kommune, der er ved at behandle en grænsegæn-

gersag, skal sikre sig, at alle relevante oplysninger er til stede, og at kommunen godt

kan anmode borgeren om at medvirke til sagens oplysning, f.eks. ved at fremkomme

med oplysninger, som forefindes i f.eks. den medlemsstat, hvor borgeren har bopæl.

Hvis en borger afviser at medvirke til sagens oplysning, vil kommunen kunne træffe

afgørelse på det foreliggende grundlag. Hvis der f.eks. mangler en oplysning om ind-

tægt fra den medlemsstat, hvor borgeren har bopæl, som borgeren har afvist at tilve-

jebringe, vil det efter omstændighederne kunne føre til en for borgeren negativ afgø-

relse om en given ydelse.

I retssikkerhedslovens § 16 er fastsat, at kommunalbestyrelsen har pligt til at føre

tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver på det sociale område løses. Tilsynet

omfatter både indholdet af tilbuddene og den måde, opgaverne udføres på. Kommu-

nens pligt til at føre tilsyn i forhold til grænsegængersager rækker ikke videre end i

andre sager, hvorfor en kommune ikke skal føre tilsyn på en anden medlemsstats

område.

Som nævnt ovenfor skal personer, der modtager hjælp fra kommunen, oplyse om

ændringer, der har betydning for hjælpen. Det skal en grænsegænger også. På sam-

me måde skal kommunen rådgive og vejlede borgeren, hvis kommunen bliver op-

mærksom på et udækket hjælpebehov hos borgeren. En kommune kan dog ikke på-

lægges at kontakte myndigheder i andre medlemsstater eller yde vejledning til borgere

i andre medlemsstater.

Sammenfatning

Sammenfattende kan det oplyses, at når forordning 883/04 fører til dansk lovvalg, skal

en grænsegængersag behandles efter dansk ret. Det gælder både i forhold til

spørgsmålet om berettigelse til en ydelse og i forhold til sagsbehandling. Kommunens

ansvar og forpligtelser kan ikke strækkes videre end i andre sager. Hvis forordning

883/04 fører til, at en grænsegænger skal tildeles en ydelse efter lovgivningen i en

anden medlemsstat, så er det denne stats nationale regler, der finder anvendelse,

hvilket typisk er tilfældet for naturalydelser - både i forhold til spørgsmålet om beretti-

gelse til en ydelse og i forhold til sagsbehandling.

Kopi af dette svar er sendt til 6-byerne.

Med venlig hilsen

Mai Mercado