Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2017-18
TRU Alm.del Bilag 331
Offentligt
1914245_0001.png
Udtalelse fra Dansk Jernbaneforbunds Hovedbestyrelse
Usikrede jernbaneoverkørsler: Nu skal der handles.
Onsdag den 20. juni 2018
Baggrund
I 2009 besluttede et bredt flertal i Folketinget, at alle usikrede jernbaneoverkørsler skulle sikres eller
nedlægges med udgangen af 2018. Folketinget bevilgede i samme omgang 400 millioner kroner til
projektet. I 2016 bevilligede Folketinget yderligere penge for at nå målsætningen. Alligevel meddelte
Banedanmark i går, at projektet er forsinket i et år. Der er ifølge Banedanmarks oplysninger til diverse
medier fortsat mere end 100 usikrede jernbaneoverkørsler i Danmark. Banedanmark opgjorde antallet til
139 ved årsskiftet 2018. Der var i 2009 omkring 400 usikrede overkørsler.
Dansk Jernbaneforbunds Hovedbestyrelse udtaler:
Dansk Jernbaneforbund er dybt berørt over den tragiske ulykke i den usikrede jernbaneoverkørsel på
Vardevej nord for Sig i Sydvestjylland. Vores tanker går til de afdødes familier, samt de berørte kollegaer og
passagerer. En ulykkelig hændelse som denne kan efterlade et helt lokalområde i chok og sorg.
Ulykken er dybt tragisk – ikke mindst set i lyset af, at usikrede jernbaneoverkørsler for længst burde være
fortid. Dansk Jernbaneforbund har igennem mange år påpeget problematikken. Det var derfor med stor
tilfredshed forbundet har noteret sig en bred politisk opbakning til at løse problemet. Pengene er bevilget
og problemet skulle være løst senest med udgangen af 2018.
Nu kan vi med stor undren konstatere, at arbejdet ikke vil blive udført som politisk besluttet. Det er på alle
måder en helt og aldeles utilfredsstillende situation. Dansk Jernbaneforbund har i flere sammenhænge –
blandt andet på møder med Banedanmarks sikkerhedschef - spurgt grundigt ind til projektet, men vi er
blevet holdt hen med snak.
Dansk Jernbaneforbund kræver derfor omgående:
En grundig status over arbejdet
En troværdig begrundelse for forsinkelserne
Og en tidsplan for det resterende arbejde.
Alle er enige om, at usikrede overkørsler udgør en alvorlig fare. Der har allerede været alt for mange
ulykker. Dertil skal lægges alle de mange ”nær-ved hændelser” som lokomotivførerne må leve med. Det er
en uhyggelig oplevelse at være tæt på at kollidere med et køretøj. Det slider hårdt på psyken. Det er ikke
rimelige arbejdsbetingelser at byde mennesker.
Tiden er ikke til mere snak. Nu skal problemet løses. Vi kan ikke være andet bekendt.