ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Europarådet 2017-18
ERD Alm.del Bilag 1
Offentligt

Baggrund: Presseklip

S. 3

S. 4

Menneskerettighedsdomstolen er på vildspor.

Eva Smith (Pol 2.10.17)

Dommer kritiserer politikere – til S-ordførers store undren.

Morten Skærbæk (Pol

29.9.17)

Danmarks menneskerettighedsdommer opfordrer politikere til at droppe barsk og po-

lemisk sprog.

Morten Skærbæk (Pol 28.9.17)

Højesteretspræsident ser ingen fidus i at udfordre menneskerettighedsdomstol.

Morten

Skærbæk (Pol 28.9.17)

Eksperternes sædvaner.

Mads Bryde Andersen (Weekendavisen 22.9.17)

Menneskerettighedsdomstolen under forandring.

Jonas Christoffersen og Mikael Rask

Madsen (JP 17.9.17)

Kristian Thulesen Dahls åbningstale ved DF-arsmøde.

Daniel Bue Lauritzen (Altinget

16.9.17)

Menneskerettigheder.

Claus von Barnekow og Tobias Stadardfeld Jensen (Weekend-

avisen 15.9.17)

Bakker danskerne op om den europæiske konvention om menneskerettigheder?

Ras-

mus Kerrn-Jespersen (Mandag Morgen 15.9.17)

Vi skal prise os lykkelige for, at det ikke er blevet, som Bertel Haarder ønsker sig.

René Offersen (Berlingske 8.9.17)

Der er faktisk folkelig opbakning til menneskerettighedskonventionen.

Jacques Hart-

mann (Pol 7.9.17)

Menneskerettigheder. Konventionen står for fald.

Peter Skaarup (Vejle Amts Folke-

blad 7.9.17)

Opbakningen til menneskerettighedskonventionen er på vippen.

Erik Holstein (Altin-

get 5.9.17)

Dynamisk domstol.

mr (Pol 4.9.17)

Overrasket justitsminister vil tage dommer pa ordet og blande sig i kontroversielle

sager.

Morten Skærbæk (Pol 28.8.17)

Dansk menneskeretsreform vil møde modstand.

Claus Kragh (Mandag Morgen

21.8.17)

S. 9

S. 14

S. 17

S. 18

S. 21

S. 39

S. 40

S. 45

S. 49

S. 50

S. 51

S. 55

S. 57

S. 63

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

S. 65

Tyskland ønsker ikke reform af menneskerettighedsdomstol.

Claus Kragh (Mandag

Morgen 21.8.17)

Løkke vil have rimelighed i EU.

Kristian Klarskov (Pol 11.8.17)

Demokratiet undermineres.

Preben Bang Henriksen (Nordjyske Stiftstidende 31.7.17)

Menneskeretten skal tolkes på dansk.

Ida Thorsen (Nordjyske Stiftstidende 31.7.17)

Kampen om menneskerettighederne.

Jeppe Matzen (Weekendavisen 28.7.17)

Ekspert: Ekstremt dyrt at blande sig i andre landes menneskerettighedssager.

Martin

Johansen (JP 23.7.17)

Dansk dommer i Strasbourg: Danmark er for passiv i forhold til menneskerettigheds-

domme.

Cecilie Lund Kristiansen og Morten Skærbæk (Pol 22.7.17)

Derfor er det svært at ændre konventionen.

Mads Bryde Andersen (Berlingske

11.7.17)

EUROPÆISK SAMARBEJDE: Pape på vanskelig mission i Rumænien.

(BT 7.7.17)

Støjberg om kritik: Europaradet lever i en drømmeverden.

(Pol 19.6.17)

Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkninger som retspolitisk problem.

Mads Bryde Andersen (Juristen 1.6.17)

For et balanceret dansk formandskab for Europarådet – EMRK som en national inte-

resse.

Anders Henriksen (Juristen 1.6.17)

Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkningsstil til debat.

Jens Kristiansen

(Juristen 1.6.17)

Aktivistiske domstole – et blik på Europa og Danmark.

Jørgen Steen Sørensen (Juri-

sten 1.6.17)

Institut for Menneskerettigheder: Menneskerettigheder er menneskeskabte - derfor

skal vi naturligvis kunne diskutere dem.

Jonas Christoffersen og Dorthe Elise Svinth

(Pol 28.3.17)

Bertel Haarder: Menneskerettighedsdomstol er sandet til.

(JP 10.2.17)

S. 66

S. 68

S. 69

S. 70

S. 74

S. 76

S. 80

S. 86

S. 87

S. 90

S. 107

S. 116

S. 118

S. 126

S. 134

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Mandag 2. oktober 2017

POLITIKEN

Debat

kroniken

2. oktober 2017

Menneskerettighedsdomstolen er på vildspor

EVA SMITH

Der er behov for en kritisk

dialog mellem politikerne

i Europa og dommerne i

Strasbourg. På visse

punkter er menneske-

rettighedsdomstolen

gået for vidt.

FN BLEV DANNET I oktober 1945, og efter-

hånden som det gik op for verdens rege-

ringer, hvilke ufattelige rædsler der hav-

de udspillet sig under Anden Verdens-

krig, voksede et stærkt ønske frem om at

forhindre, at noget sådant skulle gentage

sig. FN’s menneskerettighedserklæring

blev vedtaget i 1948.

Som lille stat havde Danmark stærk in-

teresse i at bakke op om FN og menneske-

rettighedserklæringen. Magt skulle er-

stattes af rettigheder.

Også den europæiske menneskerettig-

hedskonvention blev vedtaget, og som

noget helt nyt i international sammen-

hæng blev der tilknyttet en domstol,

Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol (EMD)til konventionen, hvor

borgere kunne klage over deres egen

stat.

Det betyder, at en borger kan indbrin-

ge en konkret sag for domstolen, hvis

han mener, at hans menneskerettighe-

der er krænket. Hvis borgeren får med-

hold, kan det betyde, at staten er nødt til

at ændre sin lovgivning, hvis man vil føl-

ge dommen fra EMD.

Hermed opstår et dilemma.

Dommerne i Strasbourg er udnævnt af

de enkelte regeringer. En for hvert land,

der har tilsluttet sig konventionen. Ud

over dommere fra EU-lande sidder også

en række andre dommere, f.eks. fra Rus-

land eller Tyrkiet.

Disse dommere er alle fremragende ju-

rister, men de har ikke noget demokra-

tisk mandat. Det kan derfor forekomme

urimeligt, at de indirekte kan tilsidesæt-

te en lovgivning, der er vedtaget i demo-

kratiske stater.

DOMSTOLEN udfordrer således den tradi-

tionelle magtfordelingslære i demokrati-

ske stater, hvor det folkevalgte parlament

vedtager lovene, mens domstolene fore-

tager den konkrete fortolkning ved an-

vendelsen.

I en demokratisk stat er det lovgiver,

der udstikker domstolenes arbejdsområ-

de, ikke omvendt. EMD æder sig imidler-

tid uden demokratisk mandat støt og

roligt ind på de områder, der traditionelt

tilkommer de demokratisk valgte repræ-

sentanter.

Dertil kommer, at konventionens be-

stemmelser i et vist omfang er meget ge-

nerelle, f.eks. ’nødvendigt i et demokra-

tisk samfund’. Bestemmelserne må der-

for udfyldes af domstolen.

Det er således EMD’s opgave at fortolke

de generelle regler i konventionen ved

konkret fortolkning.

Allerede dette er en torn i øjet på nogle

politikere. Som Marie Krarup fra Dansk

Folkeparti har fremhævet, er menneske-

rettighederne ikke guddommelige ret-

tigheder, som alle mennesker er enige i.

De er menneskeskabte, og fortolknin-

gen af dem foretages også af mennesker,

der ikke nødvendigvis altid er enige i

denne fortolkning, hvilket bl.a. ses af, at

der ganske ofte er uenighed blandt dom-

merne, når en sag afgøres af EMD.

Oven i købet har EMD valgt at anlægge

en dynamisk fortolkningsstil. Det bety-

der, at konventionen ikke fortolkes i over-

ensstemmelse med den retstilstand, sta-

terne må antages at have haft for øje, da

konventionen blev udformet – den fortol-

kes, som EMD mener, at menneskerettig-

hederne skal fortolkes i dag.

F.eks. havde det katolske Irland ved un-

derskriften nok ikke forestillet sig, at ho-

moseksuelles rettigheder ville blive ind-

fortolket. Vi i Danmark havde sikkert hel-

ler ikke forestillet os, at konventionen en

dag ville forhindre os i at udvise krimi-

nelle udlændinge.

ENDELIG ER DER spørgsmålet, om EMD

ikke i højere grad burde afvise bagatel-

sager. Man er begyndt, men der kunne

afvises mange ﬂere, f.eks. Vasileva-sagen,

hvor Danmark blev dømt.

Sagen drejede sig om en 67-årig kvinde,

der blev taget med på politistationen, for-

di hun ikke ville opgive navn og adresse

(hvilket alle borgere har pligt til på politi-

ets forlangende).

Hun endte med at være frihedsberøvet

i 13 timer. Den danske byret fandt, at an-

holdelsen var lovlig, men tilkendte hen-

de en erstatning på 2.200 kr. for det lange

tidsrum. Landsretten ophævede erstat-

ningen, og sagen blev indbragt for EMD,

der ikke fandt de 13 timer proportionalt

med forseelsen. Hun ﬁk en erstatning på

500 euro.

Sagen er tankevækkende, fordi man

kunne have ladet byretsdommen stå ved

magt og dermed have undgået hele

klagesagen for EMD.

Derudover er den også tankevækken-

de, fordi man spørger sig selv, om sagen

virkelig har en sådan betydning, at syv

dommere ved EMD skal bruge tid på at

sætte sig ind i alle

papirer og argu-

menter for at ende

med en erstatning

på 500 euro. Jeg er

Skal nogle

ikke i tvivl om, at

ældre jurister

de ﬂeste vil ﬁnde

uden demokra-

dommen rigtig,

tisk mandat

og man kan også

virkelig diktere

hævde en vis prin-

cipiel betydning –

den politik, en

men er det virkelig

demokratisk

noget, EMD skal

valgt regering

beskæftige sig

ønsker at føre i

med set i lyset af de

sit eget land?

alvorlige menne-

skerettigheds-

krænkelser, der sker rundtomkring i Eu-

ropa?

Da Danmark underskrev konventio-

nen, havde vi næppe forestillet os, at vi

kunne blive dømt; vi underskrev konven-

tionen for at holde andre lande som Rus-

land og Tyrkiet på dydens smalle sti.

Derfor kom det også som et chok, da

Danmark første gang blev dømt. Det var

den såkaldte Hauschildt-sag. Sagen dreje-

de sig om økonomisk kriminalitet, og

Hauschildt var blevet varetægtsfængslet

39 gange af den samme dommer i forbin-

delse med efterforskningen.

Man kan derfor forestille sig hans for-

bløffelse, da han trådte ind til domsfor-

handlingen – og endnu en gang så den

samme dommer i sædet.

Han blev idømt 5 års fængsel. Han

mente, at dommeren måtte være inhabil

og klagede til EMD.

Hauschildt havde oven i købet de 9

gange været fængslet på ’særlig bestyrket

mistanke’. EMD spurgte det danske ju-

stitsministerium, hvad det betød – og ﬁk

det svar, at det betød, at hvis dommeren

skulle tage stilling på det daværende

grundlag, ville Hauschildt være blevet

dømt.

Herefter mente EMD, at Hauschildts

menneskerettigheder var krænket. Dom-

stolen udtalte, at det for så vidt var lige-

gyldigt, om den danske dom var materi-

elt korrekt (altså om Hauschildt var skyl-

dig) – det afgørende var ’appearance’.

For Hauschildt måtte det se ud, som

om dommeren var inhabil til at dømme i

sagen, efter at han havde fængslet Hau-

schildt så mange gange.

Dommen udløste chokbølger blandt

jurister. Dengang brugte man altid den

samme dommer – især i store indviklede

Eva Smith er professor emerita ved

Københavns Universitet

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Foto: Jens Dresling

Socialdemokraternes Trine Bramsen afviser kritik om polemisk kritik af menneskerettighedsdomstolen.

POLITIK

29. SEP. 2017 KL. 12.57

MORTEN SKÆRBÆK

Politisk reporter

Dommer kritiserer

politikere - til S-ordførers

store undren

Kritisk debat om domstolen svækker ikke opbakningen til

menneskerettighederne - tværtimod, mener Trine Bramsen.

Den socialdemokratiske retsordfører, Trine Bramsen, er ikke imponeret,

når Danmarks dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,

Jon Fridrik Kjølbro, nu

opfordrer blandt andre politikerne til konstruktiv

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

dialog i stedet for polemisk og barsk kritik af domstolen.

Kjølbros opfordring kom til udtryk, da han i fredags havde et indlæg på en

konference på Københavns Universitet om

menneskerettighedsdomstolens fremtid.

»Medlemsstater – i særdeleshed politikere og regeringer – burde passe på

ikke at underminere og undervurdere domstolens vigtige rolle for

individer, for medlemsstater og for Europa«, forklarede han og tilføjede:

»Derfor vil jeg stærkt advokere for at opgive det barske og polemiske

sprog, der bruges til at kritisere domstolen og dens retspraksis, da det kan

underminere domstolens legitimitet. I stedet burde fokus være på en

konstruktiv dialog og samarbejde mellem domstolen og medlemslande«.

Han henviste til en række tidligere udtalelser fra danske politikere,

herunder et

debatindlæg fra Trine Bramsen.

Men det preller altså af på

Bramsen selv.

»Det, jeg hører ham sige, er, at han er imod, at vi har en politisk,

demokratisk debat omkring domstolens virke. Og det, synes jeg, er meget

besynderligt, at en dommer begynder at kritisere, at vi i et demokratisk

valgt folketing diskuterer, hvordan vi skal stille os i forhold til Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol«, siger hun.

Demokratisk kontrol er nødvendig

Hun mener, at ﬂere partier netop også er gået konstruktiv til værks ved at

foreslå, at man tager sagen op i Europarådet, når Danmark om et par

måneder overtager formandskabet for et halvt år. Hun understreger

samtidig, at hun går helhjertet ind for menneskerettigheder.

»Men den demokratiske kontrol med den dynamiske fortolkning, som

netop er pointen i vores kritik, den bliver vi jo nødt til at kunne diskutere«,

siger hun.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Med den »dynamiske fortolkning« henviser Bramsen til det, at

menneskerettighedsdomstolen forsøger at tolke den cirka 70 år gamle

menneskerettighedskonvention, der er formuleret i meget overordnede

vendinger, i et nutidigt lys.

Trine Bramsen, Kjølbro siger ikke, at der ikke må være dialog om det. Han

mener bare, at man skal passe på i sprogbrugen, at man ikke bliver

polemisk?

»Men jeg kan ikke forstå, hvad han mener er polemisk…«

Det, jeg hører ham sige, er, at han er

imod, at vi har en politisk, demokratisk

debat omkring domstolens virke.

Trine Bramsen

Heller ikke når du for eksempel skriver i et indlæg på Fyens.dk, at

menneskerettighedsdomstolen laver politik?

»Nej, det er jo det, der er problemet med menneskerettighedsdomstolen.

At vi ikke har demokratisk kontrol. Vi har tilsluttet os nogle

menneskerettigheder, som vi står på mål for, men oven på dem er der

kommet adskillige dynamiske fortolkninger, som der overhovedet ikke er

nogen politikere eller på anden måde folkevalgte inde over«.

»Dermed mister man jo opbakningen i befolkningen. Så jeg tror

tværtimod, at det vil styrke menneskerettighederne (med debat, red.), og

det burde en højtstående dommer da også være interesseret i. At vi giver

den den demokratiske debat og den demokratiske kontrol med

domstolen«.

Fængselsplads og Levakovic

Men ville det ikke være omsonst at forestille sig, at en konvention, der er

skrevet i meget overordnede formuleringer om for eksempel respekt for

ytringsfrihed og respekt for familieliv ikke skulle fortolkes dynamisk af en

domstol? Du kan jo ikke bare tage en tilfældig sag og så kigge i

konventionen og ﬁnde svaret. De er vel nødt til at tage bestik af

udviklingen, eller hvad?

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

»Men der bliver vi jo bare nødt til at have en demokratisk kontrol, ligesom

vi også har med de danske domstole. Her har danske politikere jo

mulighed for, hvis vi mener, der er noget i vejen med lovgivningen, at

ændre lovgivningen. Og det er den mulighed, vi er fuldstændig afskåret

fra, når det handler om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol«.

»Og jeg tror, det er svært for mange folk at forstå, hvorfor der er

mennesker, der igen og igen og igen begår kriminalitet, men hvor det er

umuligt at sende dem tilbage til selv fredelige lande. Levakovic er et godt

eksempel«, svarer Bramsen.

Hun henviser dermed til den stærkt kriminelle Gimi Levakovic, som

Højesteret har afvist at udvise af Danmark, fordi

menneskerettighedsdomstolen i en tidligere lignende dom fra et andet

land havde fastslået, at det ville være i strid med

menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til respekt for

familieliv.

Hun peger ligeledes på eksemplet om menneskerettighedsdomstolen, der

på et tidspunkt i en principiel dom fastslog, at 3 kvadratmeter

fængselsplads er et et minimum, hvis ikke der skal være tale om

vanærende og umenneskelig behandling, som

menneskerettighedsdomstolen forbyder. En dom, som Højesteret i

Danmark efterfølgende har måtte rette sig efter i en anden sag.

Trine Bramsen, hvordan forestiller du dig, at man kan lave en demokratisk

kontrol med menneskerettighedsdomstolen?

»Det er det, vi bliver nødt til at tage op i Europarådet. Og det er derfor, det

har været vores anvisning, at det bliver drøftet i Europarådet. Jeg ligger

ikke inde med en ﬁx og færdig model; så havde jeg præsenteret den«.

Men forestiller du dig, at en kæmpe kreds af politikere fra de 47 landes

parlamenter i fremtiden skal kunne træde sammen og diskutere, 'hvad

synes vi egentlig om den dom?'. For eksempel at

menneskerettighedsdomstolen har fastlagt, at 3 kvadratmeter

fængselsplads er grænsen for umenneskelig og nedværdigende

behandling?

»Nej, den model har jeg på intet tidspunkt foreslået«.

Levakovic optager folk

Nej, hvad er dit forslag?

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

»Mit forslag er, at det bliver diskuteret i Europarådet, hvordan man kan

sikre en fremtidig opbakning til menneskerettighederne. For vi har et

problem nu med partier, som gang på gang går ud og siger, at så må vi

bare melde os ud. Og det er ikke løsningen på noget som helst. Derfor

bliver man nødt til at adressere den oplevelse, der er af, at det er dybt

urimeligt, at domstolen pludselig beslutter sig for, at fængselsceller skal

have en vis størrelse, og ellers kan vi ikke hjemsende«.

Trine Bramsen afviser, at hun selv som politiker ved igen og igen at

fremhæve sagen med Levakovic og fængselsplads er med til at svække den

folkelige opbakning til menneskerettighedsdomstolen.

»Nej, jeg gør lige præcis det modsatte. Nu har jeg været rundt til debatter i

Danmark om det de seneste mange uger, og der er jo de eksempler, der gør

at folk siger, at så gider vi ikke menneskerettighederne«, siger hun.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Foto:

Danmarks dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Jon Fridrik Kjølbro. Privatfoto.

POLITIK

28. SEP. 2017 KL. 22.15

MORTEN SKÆRBÆK

Politisk reporter

Danmarks

menneskerettighedsdommer

opfordrer politikere til at

droppe barsk og polemisk

sprog

Danske politikere føler sig ikke ramt af opfordringen fra den danske

dommer ved menneskerettighedsdomstolen om at holde en

ordentlig debattone.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

I stedet for »barsk og polemisk« kritik af Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol skulle danske politikere hellere gå efter en

konstruktiv dialog med domstolen.

Sådan lyder opfordringen nu fra Danmarks dommer ved den for tiden

stærkt omdiskuterede domstol i Strasbourg, Jon Fridrik Kjølbro.

Derfor vil jeg stærkt advokere for at

opgive det barske og polemiske sprog,

der bruges til at til at kritisere

domstolen og dens retspraksis, da det

kan underminere domstolens legitimitet

Jon Fridrik Kjølbro

Kjølbro deltog i fredags i en konference om fremtiden for det europæiske

menneskerettighedssystem på Københavns Universitet og kom i sit

indlæg blandt andet med følgende opfordring:

»Kritikken af domstolen og domstolens retspraksis særligt fra politikere,

parlamenter og regeringer burde erstattes af dialog og samarbejde

mellem domstolen og medlemslandene i respekt for de fælles værdier, de

forskellige roller og det fælles ansvar«.

Bramsen og Skaarup i fodnoterne

Kjølbro har tidligere i Politiken peget på forskellige måder,

medlemslandene i Europarådet

kan have indﬂydelse på

Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Han havde runddelt sit talepapir til deltagerne på konferencen, hvor der i

fodnoterne var henvist til en række eksempler på tidligere udtalelser fra

politikere som Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, og Dansk

Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup. Dommeren understregede, at

kritisk debat ifølge ham er helt legitim.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

»Men medlemsstater – i særdeleshed politikere og regeringer – burde

passe på ikke at underminere og undervurdere domstolens vigtige rolle

for individer, for medlemsstater og for Europa«, forklarede han og

tilføjede:

»Derfor vil jeg stærkt advokere for at opgive det barske og polemiske

sprog, der bruges til at kritisere domstolen og dens retspraksis, da det kan

underminere domstolens legitimitet. I stedet burde fokus være på en

konstruktiv dialog og samarbejde mellem domstolen og medlemslande«.

Han henviste blandt andet til et citat fra Jyllands-Posten i januar, hvor

Peter Skaarup var citeret for, at »Domstolen er næsten blevet en stat over

staten, der bl. a. beskytter kriminelle udlændinge mod udvisning«. For

Trine Bramsens vedkommende var der tale om et indlæg på Fyens.dk, hvor

hun beskyldte domstolen for at lave politik i kraft af den såkaldt

dynamiske fortolkning af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

S: Det understreger bare problemet med domstolen

Peter Skaarup afviser dog kritikken og ser ingen grund til at droppe den

hårde kritik til fordel for en mere konstruktiv dialog.

»Nej, tværtimod mener jeg faktisk, at det, der giver nogle resultater nu, er

en kontant afvisning af, at det er menneskerettighedsdomstolen, der skal

bestemme, hvad der er dansk retspolitik i forhold til udvisning af

kriminelle udlændinge. Det skal jo så ikke udelukke, at man kan have en

konstruktiv dialog«, siger Skaarup:

»Men det er utrolig vigtigt, at vi siger vores mening og kritiserer

domstolen, når der er behov for det. Det er der dybest set behov for i en

række tilfælde, hvor det er domstolens afgørelser, som Højesteret og

danske domstole henviser til, når de vælger ikke at udvise kriminelle

udlændinge«, tilføjer Peter Skaarup.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Også Trine Bramsen melder hus forbi og kalder Jon Fridrik Kjølbros

indvendinger »besynderlige«, da en politisk debat om domstolen i høj

grad er på sin plads.

»Det her understreger meget godt, at det, der er det grundlæggende

problem ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, er, at man har

mistet den demokratiske kontrol«, siger hun og tilføjer:

»Det, jeg hører ham sige, er, at han er imod, at vi har en politisk,

demokratisk debat omkring domstolens virke. Og det, synes jeg, er meget

besynderligt, at en dommer begynder at kritisere, at vi i et demokratisk

valgt folketing diskuterer, hvordan vi skal stille os i forhold til Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol«.

Dynamisk fortolkning i fokus

Konferencen var en optakt til det kommende danske formandsskab i

Europarådet, hvor den danske regering vil sætte den såkaldt dynamiske

fortolkning på dagsordenen – altså det, at

menneskerettighedsdomstolens dommere i deres fortolkning af den

knap 70 år gamle Menneskerettighedskonvention forsøger at tilpasse

konventionstekstens meget overordnede formuleringer til nutiden.

Ud over de nævnte eksempler på udtalelser fra politikere, påpegede

Kjølbro også, at der er eksempler fra »selv regeringen og medlemmer af

regeringen«. Han henviste blandt andet til en formulering i et

regeringsudspil fra sidste år, ’Et stærkere Danmark – Styr på

ﬂygtningestrømmen’, hvor regeringen skrev, at der er »behov for at se

kritisk på den måde, som den dynamiske fortolkning af

konventionsteksterne i praksis gennem årene har bragt rækkevidden af

konventionerne ud af trit med de oprindelige intentioner. Regeringen vil

arbejde for, at vi kommer tilbage til de oprindelige beskyttelseshensyn«.

Pape: Vi skal ikke bare tale

om,

men også

med

domstolen

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) åbnede selv konferencen i fredags,

men kørte efter sin egen tale. Pape har takket nej til interview med

Politiken, men i en skriftlig kommentar siger han, at »selvfølgelig skal

man kunne kritisere menneskerettighedsdomstolen«.

»Men kritikken skal være konstruktiv. Og vi skal ikke blot tale

menneskerettighedsdomstolen, men også blive bedre til at tale

med

menneskerettighedsdomstolen«, siger han og tilføjer:

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

»Vores initiativ handler netop om at få skabt nogle værktøjer, som sikrer, at

medlemsstaterne kommer mere på banen og får mulighed for at påvirke

retningen, når de oplever, at menneskerettighedsdomstolens fortolkning

er ude af kurs. Vi har ikke bare nej-hatten på, men ønsker en diskussion

om, hvordan vi sikrer et menneskerettighedssystem, som nyder bred

respekt og opbakning. Det vil jo ultimativt styrke

menneskerettighedsdomstolen«.

Adspurgt, om de han synes, de pågældende politikere er for skingre i deres

kritik, svarer Jon Fridrik Kjølbro, at hans mål er at opfordre til dialog og

samarbejde frem for blot kritik af domstolen.

»Man har forskellige måder, hvor på man kan have indﬂydelse på

domstolens praksis. Og den indﬂydelse kommer ikke først og fremmest af

kritiske udtalelser, den kommer fra saglig debat«, siger han.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Foto: Finn Frandsen

Thomas Rørdam er præsident i Højesteret

POLITIK

28. SEP. 2017 KL. 22.16

MORTEN SKÆRBÆK

Politisk reporter

Højesteretspræsident ser

ingen ﬁdus i at udfordre

menneskerettighedsdomstol

Danmarks dommer ved menneskerettighedsdomstolen har tidligere

opfordret Højesteret i Danmark til at udfordre

menneskerettighedsdomstolens domme. Præsidenten for

Højesteret, Thomas Rørdam, har svært ved at se hvordan.

Præsidenten for Højesteret i Danmark, Thomas Rørdam, ser ikke den store

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

ﬁdus i, at Højesteret skulle udfordre domme fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol. Netop dette har den danske dommer ved

menneskerettighedsdomstolen, Jon Fridrik Kjølbro, ellers tidligere slået til

lyd for.

Uenigheden mellem de to absolutte sværdvægts-dommere kom frem på

en konference på Københavns Universitet i fredags om

menneskerettighedsdomstolens fremtid.

Her henviste Thomas Rørdam i sin tale til et

interview i Politiken fra juli

år, hvor Jon Fridrik Kjølbro blandt andet opfordrede nationale domstole,

særligt de øverste domstole, til tydeligt at gøre opmærksom på, når de er

uenige i menneskerettighedsdomstolens afgørelser. På samme måde som

særligt den britiske højesteret ifølge Kjølbro har gjort.

»Når en sådan sag så kommer til os i Strasbourg, så er det vores praksis, der

bliver udfordret på en positiv måde. Det er en dialog mellem de øverste

domstole, og så vil en sådan fortolkning af vores praksis, der kommer til

udtryk i nationale domstoles afgørelser, selvfølgelig indgå i vores

overvejelser«, forklarede menneskerettighedsdommeren til Politiken i

juli.

En udtalelse, som Rørdam altså havde bemærket. Men:

»Efter min opfattelse vil der næppe være meget vundet ved, at danske

domstole udfordrer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på den

måde, som har været foreslået«, forklarede højesteretspræsidenten i sin

tale.

Tre kvadratmeter

Den Europæiske menneskerettighedsdomstols praksis – herunder den

såkaldt dynamiske fortolkning af den knap 70 år gamle konvention – har

længe været omdiskuteret. Blandt andet har kritikerne påpeget tilfælde,

hvor Højesteret i Danmark – med henvisning til tidligere domme fra

menneskerettighedsdomstolen mod andre lande – tidligere i år

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

besluttede, at en gruppe rumænere ikke kunne hjemsendes til afsoning,

fordi de under deres fængselsophold ikke kunne garanteres minimum tre

kvadratmeters fængselsplads.

Lige præcis 3 kvadratmeter har menneskerettighedsdomstolen nemlig i

en tidligere principiel dom mod Kroatien fastlagt som minimumskravet i

fængsler. Ellers vil der være tale om et brud på

Menneskerettighedskonventionens artikel 3, der kort og godt fastslår, at

»Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende

behandling eller straf«. En dom, som Højesteret efterfølgende måtte rette

sig efter.

Sagen om de tre kvadratmeters fængselsplads brugte Rørdam i sin tale

som eksempel, for han mener ikke, at den principielle dom fra

Menneskerettighedsdomstolen om minimum tre kvadratmeter levner

meget rum for fortolkning.

»Her kunne man selvfølgelig godt rejse spørgsmålet, om det virkelig kan

være rigtigt, at det at sove i en fængselscelle på for eksempel 2,8

kvadratmeter otte timer hver nat og i øvrigt have mulighed for at bevæge

sig frit omkring i løbet af dagen er værre end at være placeret i en celle på 3

kvadratmeter 20 timer i døgnet. Men præmisserne i dommen fra Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol er krystalklare. Og det må

antages at være formuleret så klart for at undgå usikkerhed om

retstilstanden. I betragtning af den krystalklare dom er det svært at at se,

hvad godt det ville gøre at udfordre dommen, og på hvilket retsgrundlag

udfordringen skulle foretages«, sagde Rørdam.

Den retspolitiske arena

Han tilføjede, at det i andre situationer meget vel kunne indebære en

risiko for, at Højesteret bevægede sig væk fra traditionel retsanvendelse og

»ind på den politiske arena«, hvis Højesteret begyndte at udfordre domme

fra menneskerettighedsdomstolen.

Jon Fridrik Kjølbro, der også deltog i konferencen i fredags, fastholder dog

over for Politiken, at der

eksempler på, at nationale domstole indgår i

dialog med og forholder sig kritisk til menneskerettighedsdomstolen i

konkrete sager.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

# 38

22. september 2017

Opinion

DEBAT

Weekendavisen

Weekendavisen A/S

Pilestræde 34, 1147 København K.

Telefon: 33 75 25 33 Telefax: 33 75 20 50

e-mail: [email protected]

Jura.

Det er ikke politisering at foreslå, hvordan Danmark kan forlade Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Tværtimod. Det er fagfællebedømt videnskabeligt arbejde.

Eksperternes sædvaner

Af MADS BRYDE ANDERSEN

I Weekendavisen 15. september 2017 går Tobias

Stadarfeld Jensen og Claus von Barnekow til angreb

på mine tanker om, hvad Danmark stiller op med

de dynamiske fortolkninger fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol (EMD). Disse fortolk-

ninger er som bekendt blevet et stort problem i dansk

politik. Jeg ved ikke, hvad jeg taler om, får jeg at

vide. Og mine synspunkter er så fordrejede, at man

let forstår, at ingen har orket at tilbagevise dem. Det

nedlader de to skribenter sig så til at gøre med nogle

synspunkter, som jeg skal vende tilbage til.

Allerførst vil jeg gerne sige, at det er på tide, at

vi får en debat om disse spørgsmål, om end en

mindre aggressiv og arrogant form måske ville

være mere befordrende for den. De begræns-

ninger, vore folkevalgte i dag møder fra interna-

tionale konventioner, når de vil følge befolkningens

ønsker, er blevet et stort problem. Her spiller Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)

en særlig rolle, fordi EMD hele tiden udlægger

teksten på nye måder med sine »dynamiske« for-

tolkninger. Diskussionen handler ikke om ja eller

nej til menneskerettigheder. Alle tilslutter sig de

grundlæggende menneskerettigheder, som kan læses

ud af EMRK. Problemet er, at EMD’s forståelse efter

manges opfattelse har ført for vidt.

I dette dilemma spørger de folkevalgte forståeligt

os jurister, om det virkelig kan passe, at EMRK har

sat folkestyret ud af kraft. Svaret fra de »eksperter i

menneskerettigheder«, som de to skribenter omtaler,

er ofte et ja. Det svar har man levet med i nogle år.

Men i dag er frustrationen vokset så stor, at politikerne

insisterer på løsninger. Og bortset fra det udmærkede

forslag (men kostbare – hvis det skal gøres ordentligt),

som den danske EMD-dommer har stillet om, at

Danmark involverer sig i flere EMD-sager rejst mod

andre lande, er der her tavshed fra menneskeretseksper-

terne.

Det er på den baggrund, at jeg – til trods for at jeg

kun er »professor i formueret« og altså ikke »ekspert«

i menneskerettigheder – har tilladt mig at gå ind i

debatten og fremlagt nogle tanker.

Disse tanker er ikke bare rystet ud af ærmet i den

kronik og i de udtalelser til medier, som de to skri-

benter er så vrede over. De er bearbejdet og offentlig-

gjort i en større artikel i tidsskriftet

Juristen

i juni i år.

Artiklen er bedømt og antaget som et videnskabeligt

arbejde efter en grundig fagfællevurdering i tidsskriftet.

Forud har et antal menneskeretskyndige kolleger –

uden nødvendigvis at være enige i mine synspunkter

– gjort mig den tjeneste at påpege fejl og udeladelser,

der er rettet. Når de to skribenter mener, at jeg »så vidt

vides« ingen særlige akademiske forudsætninger har for

at udtale mig om de »folkeretlige og menneskeretlige

spørgsmål«, som problemstillingen forudsætter, hører

denne detalje med.

TIL substansen: For det første siges det, at jeg tegner

LAYOUT: ANETTE RIEMANN

et »forvrænget og dystert billede af indvirkningerne af

EMD’s retspraksis«.

Det fremgik af min Berlingske-kronik, at denne

opfattelse ikke kun deles af mig, men af politikere fra

stort set hele det politiske spektrum. Dernæst fremgår

det, at flere forhenværende præsidenter fra vore øverste

domstole (herhjemme og i udlandet) har udtalt kritik

af EMD’s måde at ræsonnere på. Kritikken handler

altså ikke om utilfredshed med den ene eller anden

dom. En af kritikerne er tidligere højesteretspræsident

Børge Dahl, der ligesom jeg deltager i den høring,

retsudvalget holder i oktober. Børge Dahl var i øvrigt

professor i formueret, før han blev dommer, og senere

præsident, i Højesteret. I min artikel i

Juristen

har

jeg citeret hans og mange andre prominente juristers

kritik.

De to skribenter kritiserer dernæst min tanke om,

at Danmark kan melde sig ud af EMRK, men ledsage

udmeldelsen af en højtidelig erklæring om at efter-

leve EMRK’s materielle regler efter vore egne dom-

stoles fortolkninger. Jeg siges hermed at ignorere den

»retligt bindende sædvane, der har udviklet sig siden

Europarådets grundlæggelse, i henhold til hvilken

medlemskab af organisationen altid har forudsat accept

af EMD’s jurisdiktion.«

Jeg er bange for, at de to skribenter her blander

tingene sammen.

Det er rigtigt, at Europarådets parlamentariske for-

samling senest i 1997 har gjort medlemskab af EMRK

til en betingelse for at søge optagelse i Europarådet.

Dengang optog man nemlig de mange østlande efter

Murens fald, der som bekendt havde andre menne-

skeretstraditioner end de hidtidige vestlige landes. Da

Danmark imidlertid allerede var medlem dengang,

rammes vi ikke af denne praksis.

Men det er næppe rigtigt – i hvert fald er der mig

bekendt ingen eksempler på det – at de oprindelige

medlemmer af Europarådet er blevet mødt med

retlige trusler om at skulle forlade Europarådet, hvis

de opsiger EMRK. Sådanne ønsker har medlemsstater

fra tid til anden udtrykt. I Storbritannien foreslog de

konservative i 2014, at man skulle forlade EMRK til

fordel for et nationalt rettighedskatalog, og året efter

bekræftede David Cameron, at man overvejede denne

mulighed. Så kom Brexit, og briterne har fået andet at

tænke på. Den britiske melding er mig bekendt aldrig

mødt med retskrav om, at så måtte Storbritannien

forlade Europarådet.

Skulle jeg tage fejl på dette punkt er det imidlertid

værd at bemærke, at en eventuel »forpligtende sædvane«

må have en vis styrke for at kunne tilsidesætte den

klare artikel 3 i Statutten for Europarådet, som er det

folkeretlige grundlag for medlemskab af Europarådet.

Den artikel forpligter nemlig kun staterne til at respek-

tere »de for retsstater almindeligt gældende grundsæt-

ninger og det princip, at menneskerettighederne og de

fundamentale frihedsrettigheder tilkommer enhver

person inden for dets jurisdiktion«. Der er tale om

politisk pligt til at »samarbejde oprigtigt og effektivt

på virkeliggørelsen af Rådets formål, således som

anført i kapitel I« (som angiver Europarådets formål).

At Danmark skulle krænke denne pligt, selv om vi

måtte lægge afstand til nogle af de dynamiske EMD-

fortolkninger, er helt utænkeligt.

Statutten for Europarådet er i øvrigt ændret mange

gange siden 1949, senest i 1997 med den store østud-

videlse. Hvis europarådskredsen havde ment, at nu

måtte alle lande tiltræde EMRK, hvis de ville blive i

Europarådet, var der rig anledning til at få denne regel

ind i statutten. Det skete ikke. Derfor er det mildt

sagt op ad bakke, hvis man vil påstå, at der er skabt en

»forpligtende sædvane« herom.

SELV hvis Europarådet måtte mene, at et dansk farvel

til EMRK betyder, at Danmark »alvorligt har krænket

artikel 3« (som artikel 8 kræver som betingelse for at

blive smidt ud), kan det være interessant at lege med

tanken om, at dette skridt allerede var taget for 10 år

siden. Så ville Danmark nok ikke have ændret 24-års-

reglen, som vi blev dømt til i 2016. Vi havde nok

også udvist nogle flere kriminelle udlændinge. Lad os

antage, at dette havde medført 10 domfældelser ved

EMD. Hvordan ville det stille os sammenlignet med

andre medlemsstater?

Læsere, der måtte have lyst til at fundere over dette

spørgsmål, henviser jeg til hjemmesiden for EMD, der

fører statistik med, hvordan medlemsstaterne opfylder

– eller ikke opfylder – dommene fra EMD. Her

kan man eksempelvis læse, at Aserbajdsjan siden sin

tiltrædelse i 2002 er dømt i 184 sager, hvoraf det kun

har opfyldt 3. Landet er som bekendt fortsat medlem

af Europarådet. Vore britiske venner, som flere gange

har nægtet at efterkomme EMD-domme, er siden

sin tiltræden i 1953 dømt i 436 sager, hvoraf man har

opfyldt 413, altså et efterslæb på 33 sager. Og ser man

på vore nordiske nabolande, vil man se, at Finland

siden sin tiltræden i 1990 er blevet dømt i 172 sager,

hvoraf man alene har opfyldt 131 – altså et efterslæb på

41 sager. Tallene taler for sig selv.

De to skribenter slutter af med at fordømme mine

udtalelser som »uacceptable«, fordi jeg reelt har en

»politisk dagsorden«, som jeg udklæder som et »juridisk

responsum«.

Jeg hører gerne, hvad det er for en politisk dagsorden,

jeg har. Mit ærinde med at gå ind i denne debat har

alene været at lægge nogle muligheder frem for poli-

tikerne, som de kan forholde sig til i udøvelsen af det

mandat, befolkningerne har givet dem. Hvad politi-

kerne herefter gør, blander jeg mig ikke i.

Derimod mener jeg, at de »eksperter i menneske-

rettigheder«, som efter de to skribenters opfattelse

tilsyneladende har eneret til at deltage i debatten, har et

ansvar for at bistå politikerne med andre konstruktive

forslag. Man kan selvfølgelig sagtens mene, at vi blot

må tage EMRK og EMD som tingene er uden adgang

til de demokratiske reaktioner, som vor statsforfatning

ellers sikrer. En sådan holdning er i så fald utvivlsomt

politisk.

Mads Bryde Andersen er professor, dr.jur.

KORREKTUR: LUNA SOFIE OTTOSEN, FLEMMING GERTZ

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Kronik 17.09.2017 kl. 20:00

Menneskerettighedsdomstolen under forandring

AF Jonas Christoffersen, direktør, Institut for Menneskerettigheder | Mikael Rask Madsen, professor,

Københavns Universitet

Det er faktisk muligt at reformere domstolens arbejde uden at gå på kompromis med gældende regler.

Debatten om menneskerettighederne raser som sjældent før. Det skyldes ikke mindst, at regeringen – når

Danmark den 15. november 2017 overtager formandskabet for Europarådets Ministerkomité – vil rette

fokus mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Stop hetzen, og forsvar rettighederne, lyder det

fra den ene side af ﬂøjkrigen, mens den anden side kalder på et grundlæggende opgør med

menneskerettighederne – enkelte åbner ligefrem for et endeligt farvel til dem.

Men i stedet for enten at erklære Menneskerettighedsdomstolen urørlig eller undsige den vil vi her

argumentere for en kedelig, men vigtig pointe: Det er både legitimt og muligt at reformere domstolens

arbejde inden for rammerne af menneskerettighederne. Domstolen vil oven i købet kunne gå styrket ud af

sådan en reform til gavn for menneskerettighederne.

Hvis man skræller de yderste retoriske lag af regeringens udmeldinger om domstolen af, når man frem til,

at regeringen faktisk hverken lægger op til et grundlæggende brud med menneskerettighederne eller med

domstolens virke, men lægger an til et pragmatisk og realistisk formandskab, hvor dagsordenen er at gøre

det europæiske menneskerettighedssystem mere effektivt. Det er i øvrigt også den eneste vej frem, da de

diplomatiske porte ellers smækkes i for næsen af regeringen.

I regeringsgrundlaget fra november 2016 er udgangspunktet således,

Danmark har en klar interesse i en

stærk international retsorden, herunder respekt for menneskerettigheder, og

regeringen ønsker at indgå i

et aktivt internationalt samarbejde og overholde de internationale konventioner, som Danmark har

tilsluttet sig. Regeringen vil dog se kritisk på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske

fortolkning, der har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Anderledes har det lydt i offentligheden. I årets grundlovstale udtrykte statsminister Lars Løkke

Rasmussen skepsis over for nogle internationale regler. Statsministeren gjorde det klart, at Europa har

behov for et stærkt menneskeretssystem, men at det skal være mere afbalanceret og fokuseret end det

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

nuværende, hvorfor det er nødvendigt at igangsætte reformer, så systemet fortsat er så relevant og effektivt

som muligt.

Det kan lyde meget handlekraftigt og nyt, men det mest nye er, at Danmark nu vil spille en aktiv rolle. For

knap 12 år siden afviste for eksempel daværende justitsminister Lene Espersen, at Danmark skulle bidrage

til en sådan europæisk debat. Men idéen om at justere eller reformere domstolen er ikke ny. Faktisk var

det domstolen selv, der satte gang i den nuværende reformproces. Domstolens daværende præsident,

franskmanden Jean-Paul Costa, foreslog i 2009 en regeringskonference på højt niveau, der skulle sikre

domstolen fornyet opbakning og et klarere mandat.

Det førte i 2010 til regeringskonference i den schweiziske by Interlaken, hvor Europarådets 47 regeringer

besluttede at igangsætte et reformarbejde, der skulle løbe til 2019. Interlaken-erklæringen blev i 2012

fulgt op under det britiske formandskab, hvor de 47 lande udformede en ganske konkret reformdagsorden

om en mere fokuseret domstol, der koncentrerede sig om de allervæsentligste sager og generelt gav

medlemsstaterne mere råderum. Regeringerne besluttede desuden, at der inden 2019 skal gennemføres en

analyse af, om der er behov for yderligere reformer. Reformprocessen nærmer sig sin afslutning.

Danmarks formandskab kommer altså ind i billedet præcis mod afslutningen af denne reformproces.

Spørgsmålet er blot, hvad der realistisk set kan gøres på europæisk, politisk niveau.

I de danske medier skorter det ikke på forslag. »Danmark kan træde ud af konventionen,« siger den ene.

Statsministeren har blankt afvist, at Danmark skal gå enegang: »Det kommer ikke til at ske,« meddelte

statsministeren i fjor.

»Danmark kan tage forbehold over for konkrete domme,« siger en anden. Ud over det tekniske forhold, at

det ikke er en juridisk farbar vej, må man tilføje, at det ikke giver nogen mening at have en domstol, der

afsiger bindende domme, hvis landene selv kan bestemme, om de vil følge dem. Rusland har de facto

indført en lignende ordning, der kritiseres vidt og bredt.

»Danmark kan fjerne rettigheder fra konventionen,« siger en tredje. Det kan man naturligvis godt, hvis

man kan få de 46 andre med på idéen. Men det tyder intet på.

»Danmark kan få vedtaget en protokol om dynamisk fortolkning,« har en fjerde foreslået, men det er

gammel vin på nye ﬂasker, da man for ﬁre år siden vedtog en protokol, der netop sendte det budskab af

mere politisk karakter til domstolen. Og ny forskning viser, at domstolen er godt i gang med at overlade

en større skønsmargin til medlemsstaterne.

De lette løsninger er som regel urealistiske, og de svære løsninger kræver gennemgribende analyse,

diplomatisk snilde og politisk vedholdenhed. Vi har støttet regeringens initiativ offentligt, og vi har efter

bedste evne bidraget til regeringens interne proces ved at drøfte situationen navnlig med den såkaldte

taskforce af embedsmænd, der forbereder formandskabet. Vi kan af gode grunde ikke vide, hvad

regeringen ender med at beslutte, men vi har peget på to nøgleområder, der bør prioriteres højest i den

igangværende reformproces.

Det første hovedpunkt er, hvordan domstolen bliver bedre til at tage bestik af omverdenens syn på

udviklingen af menneskerettighederne i Europa. Den kunne i nogle tilfælde benytte en mere diplomatisk

tilgang og signalere, at et retsområde holdes under opsyn med henblik på en reform. Den kan lægge større

vægt på de politiske og juridiske afvejninger, der er foretaget i de forskellige lande. Regeringerne kan

deltage mere i behandlingen af sager mod andre lande, som den danske Strasbourg-dommer også foreslog

i Politiken kort før sommerferien. Regeringerne kan i fællesskab drøfte udviklingen i domstolens praksis

og derefter sende blødere eller hårdere signaler om, hvordan de ser på udviklingen. Der er masser af

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

muligheder i denne sammenhæng, og det må drøftes meget indgående. Formålet må være at tage luften ud

af kontroversielle emner og danne grobund for større både juridisk og politisk opbakning til domstolens

praksis. Hverken domstolen eller borgerne har interesse i afgørelser, der ikke bliver respekteret af

Europarådets medlemslande.

Det andet punkt er domstolens sagsmængde, der har været genstand for interesse i mange år, men som

reformprocessen har vendt blikket væk fra. Domstolen har fra slutningen af 2011 til slutningen af 2015

reduceret sin sagsbyrde til godt 65.000 sager fra oprindeligt ca. 150.000. Af de ca. 65.000 sager er godt og

vel 28.000 vanskelige sager, der vil kræve en grundig behandling. Domstolen foreslog i 2015, at den

nuværende pukkel kunne afvikles på otte år, hvis den ﬁk en ekstra bevilling på 30 mio. euro over de næste

otte år.

Det er ingen bæredygtig løsning. Domstolens 47 dommere har de senere år afsagt dom i op til 3-4.000

sager årligt, men sagsmængden er samtidig steget i både 2016 og 2017. Det er derfor svært at se, hvordan

puklen af sager kan nedbringes inden for rimelig tid, hvis man ikke ﬁnder på noget nyt. Et meget

væsentligt udbytte af det danske formandskab kan blive, at der arbejdes på en helt anden og mere

målrettet måde på at ﬁnde langsigtede og bæredygtige løsninger på domstolens funktionalitet.

Europas samarbejde om at beskytte menneskerettighederne kan styrkes på mange fronter. Regeringen har

vedtaget en væsentlig prioritering ved at fokusere på domstolen.

Men at få succes med formandskabet kræver, at man for en stund tager de indenrigspolitiske briller af og

tager bestik af et Europa, hvor grove overtrædelser af grundlæggende rettigheder er hverdagskost. Det vil

kræve både dygtighed og lidt held, hvis den danske regering skal vende udviklingen. Men

menneskerettighederne er så vigtige for Europa, at man bliver nødt til at gøre forsøget. De lette løsninger

kan man imidlertid godt glemme alt om.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Kristian Thulesen Dahls åbningstale ved DF-

årsmøde

Daniel Bue Lauritzen

| 16. september 2017 kl. 13:00 |

(Foto: Carsten Lundager)

DOKUMENTATION: Kristian Thulesen Dahl åbnede lørdag formiddag

Dansk Folkepartis årsmøde i Herning. Læs hele talen her.

For tiden kan vi se en reklame med Mads Mikkelsen cyklende gennem

København. Reklamen handler om, hvorfor vi i Danmark er et af verdens

lykkeligste folk. Hvorfor er vi det? Mads Mikkelsen cykler gennem gaderne

– over et veldækket bord med glade mennesker for at ende i Valby. Inde i

den gamle brygger Jacobsens bryghus. Reklamen slutter af med at

konstatere, at danskernes lykke også kunne handle om en enkelt vigtig

ting: Øl!

Carlsberg. Den bedste øl i verden! Probably.

Denne reklame er kun ét eksempel på, at Danmark sælger! Sælger godt!

Vi kan det der!

Vi er jo lykkelige! ja, nærmest uanset hvor man vender sig hen, handler det

om alt det gode, Danmark kan præstere. Vi er altså bare et af verdens

bedste lande.

I den amerikanske præsidentvalgkamp blev vi fremhævet. Alle ser, om der

er noget, de kan lære af – kopiere.

Masser af folk vil hertil. Om det er østeuropæere, der vil arbejde, selvom

det er til minimumslønninger. Om det er andre europæere, der vil studere

på vores uddannelsesinstitutioner. Folk fra Mellemøsten og Afrika, der vil

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

hertil og have del i vores velfærd. Alle kigger de på Danmark og tænker; kan

vi bare bo i sådant et land – så ville alle problemer være løst!

Vi – det vil sige primært generationerne før os – har nemlig skabt et

fantastisk land. Det skal vi være stolte af. Glade for. Men enhver ansvarlig

politiker må så stille sig selv spørgsmålet:

Hvordan kan vi sikre, at vi kan sige det samme om 20 år. Om 50 år. Om 100

år? At Danmark er verdens bedste land.

Hvordan kan vi overlevere det, vi har modtaget, til de kommende

generationer med stolthed og sige; vi har forvaltet vores arv godt – og vi

kan nu give det videre til jer i mindst samme stand, som da vi modtog det.

Hvad skal der til?

For et års tid siden havde Jyllands-Posten en ret interessant leder. OK –

det har de også haft siden. Men netop denne er værd at hæfte sig ved. Den

har jeg gemt. Lederen citerer den amerikanske kommentator og journalist

Christopher Caldwell, som i en bog fra 2009 stillede det enkle, men ifølge

Jyllands-Posten helt centrale spørgsmål:

Kan Europa forblive det Europa, vi kender, med en anden befolkning end

den nuværende? Kulturelt, politisk og økonomisk?

Caldwells svar var ”næppe”.

Lederen fortsætter med at forklare, at Europa bør være bevidst om

årsagerne til kontinentets succes i det halve århundrede efter Anden

Verdenskrig. For at sikre freden gik europæerne efter Første og Anden

Verdenskrig i gang med at bygge homogene nationalstater, sådan at

tidligere tiders årsag til borgerkrig og ufred blev minimeret.

Derfor – fortsætter lederen – er det fuldkommen legitimt og i

overensstemmelse med dyrt købte erfaringer, hvis de europæiske samfund

ønsker at bevare en vis homogenitet. Mangfoldighed er ikke en værdi i sig

selv.

--------

Homogenitet! Er netop dette ikke forudsætningen for, at et land hænger

sammen? Sammenhængskraft. Følelse af ægte fællesskab.

Det er i hvert fald det, som tidligere professor – endda Jean Monnet-

professor – Uﬀe Østergaard efter mange år er nået frem til. Uﬀe

Østergaard har tidligere været en skarp modstander for os. Været tæt på

tidligere Venstre-formand Uﬀe Ellemanns EU-sokker. Så ved I ligesom,

hvilken type vi har med at gøre … Men han er kommet på andre tanker. Og

godt for det!

Nu siger han således:

”Jeg tænkte i mange år, at vores samfunds sammenhængskraft sagtens

kunne holde til indvandringen. Men jeg har erkendt, at vores

samfundsmodel er mere skrøbelig, end jeg troede. Vi skal ikke være så

beskedne. Det er ikke nok, at de mennesker, der kommer til Danmark med

en anden kultur og religion end vores, overholder landets love. De skal gå

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

ind for vores samfund, og de skal assimilere sig, ellers kan vi ikke

opretholde sammenhængskraften. Vi skal turde tale om, at vi kræver

assimilation.”

Og han fortsætter:

”Det er vores triumf, at vi er så homogene, og det skal vi værne om. Denne

historiske forskel har vi ikke haft blik for herhjemme.”

Når medierne og toneangivende personer på denne måde indser, at den

tidligere markante indvandring til Danmark har undergravet vort land, kan

vi selvfølgelig hovere og sige; hvad sagde vi! Men i stedet for at hovere vil

jeg meget hellere omfavne. Glæde mig over, at der er ﬂere og ﬂere bag den

grundlæggende analyse af Danmarks udfordringer, som vi hele tiden har

haft i Dansk Folkeparti.

For hvis vi stiller os selv spørgsmålet: Hvorfor er vi her? Hvorfor er DF

nødvendig? Er det så ikke netop for at sikre en større forståelse for, hvad

der gør Danmark til et unikt land? Er det så ikke netop for at sikre en større

opbakning til Danmark som tryg ramme for også de kommende

generationer?

Og når ﬂere og ﬂere – også folk, der tidligere troede på det multikulturelle,

det multireligiøse, nu indser, at de tog fejl, skal vi så ikke byde dem

velkommen til fælles kamp for det land, som vi holder så meget af? Godt

nok slår klokken 10 minutter i 12. Meget er gået galt. Men vi kan stadig

redde vort land. Men det kræver fasthed. Målrettethed. Konsekvens. Den

har vi!

Velkommen til årsmøde 2017 her i Herning!

Vi er igen samlet i disse dejlige, varme omgivelser. Her i Herning Midtby.

Hvor vi over et par dage skal nyde hinandens selskab. Have mange politiske

drøftelser – men også have tid til at feste. Vi har et ry for at have den

bedste fest blandt partierne – skal vi ikke i aften vise, at det passer?

Jeg glæder mig allerede!

-------------

I juni måned var jeg i den smukke Haderslev Domkirke, hvor vi markerede

500-året for reformationen.

En helt igennem afgørende milepæl i vores historie. På mange måder et

grundlag for det samfund, vi kender i dag. Reformationen banede i

virkeligheden vejen for, at vi i dag har et såkaldt sekulært samfund. Hvor vi

kan hvile i vores religion. Kender vores ståsted. Men ikke bruger præsten i

kirken om søndagen til at fortælle os, hvordan vi om tirsdagen skal

stemme i folketinget.

Det fungerer faktisk meget godt!

Men over for dette står islam som en lovreligion. Som er svært forenelig

med et samfund som vores. Hvor der i langt højere grad deﬁneres en

såkaldt ”absolut sandhed”.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Jeg tror, det er en lille måneds tid siden, jeg en dag jeg kørte i bil – og

hørte i radioen – en professor fortælle om en stor undersøgelse, der er

lavet i en række lande.

Man havde spurgt forskellige befolkninger, om de tror, at der er en absolut

sandhed.

Resultaterne var sigende.

I Pakistan – som I ved, er et strengt islamisk land – svarede 95 procent JA!

Der ér en absolut sandhed.

I Tyrkiet, lige uden for grænsen til EU, svarede 85 procent ja.

I Storbritannien var tallet nede på 45 procent.

Og her i Danmark?

Tjah …

Fem procent.

Jeg synes, det på mange måde er sigende.

Vi har en sund skepsis herhjemme.

Danskerne – vi er kommet videre!

Ikke mindst derfor er kombinationen af et sekulært vestligt folkestyre som

vores og islam så vanskelig.

Et nærmest uoverstigeligt problem.

Men vi forholder os til problemer. Eller udfordringer som vi kalder dem.

Også selvom de virker voldsomt store. Vi har forslag til løsninger – dem

kommer jeg tilbage til.

-------------

Siden vi mødtes for et år siden, er der jo sket ganske meget. Den smalle

Venstre-regering er blevet til VLAK-regeringen. Ultimative krav om

topskattelettelser er blevet aﬂøst af pladser i ministerbilerne. Dansk

Folkeparti har fået en endnu større rolle. Vi kan nu alene lave ﬂertal med

regeringen. Men vi kan også i mange situationer vælge at lave ﬂertal uden

om regeringen, når vi ﬁnder det nødvendigt.

At have ﬂere veje at gå giver større indﬂydelse. Derfor var det i situationen

sidste år godt, at Venstre udvidede regeringen med LA og K. Det har

bestemt ikke gjort livet sværere for os.

Men det har altså heller ikke gjort livet sværere for os, at Socialdemokratiet

med Mette Frederiksen ved roret har valgt at skifte tidligere tiders

hadekampagner imod DF ud med en fremstrakt hånd til samarbejde. Den

hånd har vi taget imod. Og da Socialdemokratiet jo holder kongres i

Aalborg samtidig med vores årsmøde her i Herning, synes jeg da, vi skal

sende en hilsen nordpå. Med håbet om at Socialdemokratiets bagland

bakker op om deres partiledelses kursskifte omkring

indvandringspolitikken og dermed samarbejde med os.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Jeg læste på et tidspunkt, at man i partiet havde givet Henrik Sass Larsen

”brøleforbud”. Men helt ærligt: Kære socialdemokrater. Hvis I ønsker at

vise, at I har taget skridtet fuldt ud, så lad da Henrik Sass brøle for fuld

udblæsning!

Og så en enkelt ting mere … For der er jo endnu et parti, der holder

landsmøde i denne weekend. Fløjpartiet Det Radikale Venstre. Dette parti

står jo sammen med Alternativet og Enhedslisten for alt det, som tidligere

nævnte Uﬀe Østergaard har forladt. Omkring det multikulturelle, det

multireligiøse. I virkeligheden omkring alt det, der nedbryder det

fællesskab og den samhørighed, som vi holder af i vort land.

Skulle jeg få Aladdins lampe – skulle jeg kunne få lampens ånd ud og give

mig ét ønske. Ja – så ville det være, at Socialdemokratiet i denne weekend

fra Aalborg garanterer, at De Radikale i Nyborg absolut ingen indﬂydelse vil

få på indvandringspolitikken i fremtiden. Garanterer, at uanset om den

såkaldte røde blok vinder et kommende folketingsvalg, vil De Radikale,

Alternativet, Enhedslisten ingen indﬂydelse få på indvandringspolitikken.

For ligesom jeg ikke synes, at det sidste mandat hos Liberal Alliance skal

diktere skattepolitikken, synes jeg heller ikke, at det sidste mandat hos De

Radikale eller hos Alternativet skal diktere indvandringspolitikken.

Tværtimod synes jeg, at Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti på

tværs af blokkene skal garantere danskerne, at der fra nu af holdes styr på

indvandringen. At vi ikke igen lader det gå galt. At det nu er grænse-

værnerne, der har taget magten – og at grænse-fjernerne har fået fri.

----------

Vi har travlt. Der er rigtig mange ting, vi skal have styr på!

Vi har blandt andet været vidne til helt absurde situationer i især

København. Uskyldige er blevet skudt. Hårdkogte kriminelle har

fuldstændig tilsidesat alle danske regler og normer. Politiet har måttet

råde unge til at blive inden døre for at undgå at blive ramt.

Banderne har hærget. En af disse bander er den såkaldte Loyal to Familia.

Lederen er pakistaner. Han hedder Shuaib Khan.

Han er ikke dansk statsborger – og han har siddet i fængsel ﬂere gange.

Blandt andet for dødsvold mod en mand i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Den 21-årige mand ﬁk 14 dybe knivstik, ligesom han blev sparket og slået

med knuste ﬂasker, stole og knytnæver. Han døde af det.

Shuaib Khan ﬁk sammen med en gruppe andre en dom for dødsvolden,

Shuaib Khan blev prøveløsladt efter kun ﬁre år.

Han er ikke blevet udvist af Danmark!

Hvad mener I, at vi skal stille op med sådan en mand?

Synes I ikke bare, han skal smides ud af vort land?

Det mener jeg!

Dernæst skal vi have lukket de bander, der laver vold og utryghed. Loyal to

familia, Brothas, Black Army, og hvad de ellers alle sammen hedder.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Deres ene formål er vold, narkohandel, afpresning og alt muligt andet, som

vi ikke kan eller skal acceptere her i Danmark.

At det så netop også er kommet frem, at 63 procent af de

bandemedlemmer, som per. 1. maj 2017 var registreret i politiets særlige

banderegister, modtog kontanthjælp i løbet af 2016, sideløbende med

deres kriminalitet, er jo helt galt.

Men har vi ikke netop vores gode, gamle grundlov til at få standset sådan

nogle ting!

Det skulle man jo mene. Grundlovens paragraf 78 siger netop, at

foreninger, der virker ved vold, kan forbydes.

Så skulle vi ikke se at komme i gang. Ikke ﬂere ord om jernnæver og

nultolerance. Få lukket de bander!

Det har de gjort ﬂere steder i Tyskland. Med gode resultater til følge.

Dét skal også ske her i Danmark! Og så må banderne jo tage sagen

efterfølgende ved domstolene, hvis de vil prøve at få forbuddet ophævet

igen.

Men et forbud giver politiet ﬂere beføjelser til at få standset bandernes

hærgen. Og vores opgave er at sikre danskernes tryghed. Så det er bare

om at komme i gang.

Vi skal have skabt en retstilstand, hvor det er muligt at sende kriminelle

som Levakovic og Shuaib Khan ud af Danmark.

Vi skal selv bestemme, hvor mange og hvilke migranter vi vil tage ind i vort

land.

Vi skal sørge for, at potentielle terrorister nægtes statsborgerskab i

Danmark.

Lige præcis disse eksempler viser områder, hvor der stadig er et ﬂertal i

Folketinget for at sætte konventionerne over almindelig sund fornuft.

Man må jo spørge sig selv:

Er konventionerne fulgt med tiden? Eller forhindrer konventionerne – som

de tolkes i dag – almindelig snusfornuft i at ﬁnde sted. Svaret giver sig selv

…

Konventionerne er jo netop skyld i, at Levakovic, som har 28 domme bag

sig, og som i øvrigt aldrig har bidraget positivt til det danske samfund, for

længst ikke er røget på et ﬂy hjem til Kroatien. Det kan vi nemlig takke

fortolkningen af den europæiske menneskerettighedskonvention for.

Samme konvention, som beskytter Shuaib Khan fra at ryge hjem til

Pakistan.

Konventionerne er også skyld i, at en syrisk ﬂygtning kunne få

familiesammenført sine – hold nu fast – 17 børn, som han har sammen

med tre forskellige koner.

Fortolkningen af konventioner var også baggrunden for, at et ﬂertal i

Folketinget i 2014 tildelte en udlænding statsborgerskab, selvom

vedkommende af politiets efterretningstjeneste blev vurderet til at kunne

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

være til fare for Danmarks sikkerhed.

Så sent som her i sommer vurderede Højesteret, at den Europæiske

Menneskerettighedskonvention var til hinder for, at en ﬂok rumænere

kunne sendes hjem til retsforfølgning i en sag om grov

menneskesmugling. Højesteret vurderede, at hvis de blev kendt skyldige –

SKYLDIGE – ville de i fængslet få et lokale, som ville være for småt i forhold

til deres menneskerettigheder. Derfor kommer disse mennesker nu måske

ikke til i Rumænien at stå til ansvar for deres gerninger. Men vi hænger på

dem her i Danmark. Fuldstændig absurd!

Jeg er ved at være godt træt af, at kriminelle udlændinge kan søge ly bag

internationale konventioner. Det kan simpelthen ikke have været meningen

med konventionerne. Derfor skal vi holde regeringen op på løftet om at

søge konventionerne ændret. Men også gøre det klart, at lader det sig ikke

gøre, så skal Danmark være parat til at udfordre konventionerne – og hvis

det ikke er nok, så tage forbehold for de dele af konventionerne, som

forhindrer os i at smide kriminelle udlændinge ud af landet.

Vi vil ikke længere være til grin for vores egne penge.

---------

De folk, vi lukker ind i vort land, skal gerne være et positivt bidrag til

Danmark. Folk, som vi gerne ser komme. Folk, der kommer med et ærligt

hjerte om at bidrage – ikke for at undergrave vort land. Sådanne folk – om

det er for at arbejde eller som turister, skal være hjertelig velkomne.

Og mon ikke de ﬂeste landes befolkninger tænker sådan? Det tror jeg!

Men for at sikre det skal man naturligvis have kontrol ved sine grænser.

Ved hoveddøren.

Kontrol ved et lands grænser er det naturlige.

Det er Schengens grænseløse Europa, der er unaturligt.

Jeg har virkelig svært ved at forstå, hvorfor det skal være en diskussion,

om man skal bevogte sin grænse eller ej.

Uanset om det en dag skulle lykkes for EU at få styr på EU's ydre grænser –

og det tvivler jeg på nogensinde vil ske – så vil vi have det synspunkt, at

Danmark skal vogte sin grænse.

Venligt, men bestemt.

Åbent for de gode gæster, lukket for dem, vi ikke vil have ind.

Så derfor til de øvrige i Folketinget: Overlad det ikke til en græsk EU-

kommissær at beslutte, om Danmark må have grænsekontrol. Lad os slå

fast, at grænsekontrollen er kommet for at blive. Lad os nu få den

grænsekontrol udbygget og gjort permanent!

-----

Et af vores slogans er: Der er så meget, vi skal passe på! Jeg synes, det

rammer så godt ind i, hvad det hele handler om. Vi har så meget, vi gerne

vil passe på. Og der er så mange farer derude, vi skal passe på!

Hvad tænker I på, hvis jeg nævner…

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Paris

København

Bruxelles

Nice

Berlin

Stockholm

Manchester

Barcelona

London

Ja – I har nok gættet det. Byer i Europa, hvor islamiske terrorister har

begået terrorangreb.

Vi har svært ved at forholde os til, hvordan vi skal reagere, når vi endnu en

gang får at vide, at terrorister har mejet en folkemængde ned med en

lastbil eller stukket uskyldige forbipasserende ned med knive, eller som vi

så i går, forsøgte at sprænge en bombe i undergrundsbanen i London.

Vi ER nødt til at åbne øjnene for den her nye verden og den fjende, som vil

os til livs.

Vi må erkende, at mange af terroristerne er personer, som er opvokset i

landene selv. Måske fået inspiration udefra, men også fået optændt et had

til det land, de er opvokset i, som kan få dem til at begå terror.

Derfor bliver vi nødt til at spørge: Hvad lærer muslimske børn på de

muslimske friskoler?

Hvilken islamisk indoktrinering sker der af de helt små børn?

Hvad er det for skoler, når man kan ﬁnde undervisningsmateriale om

islamisk jihad imod de vantro?

Når det er nødvendigt at have en fjerdedel af de muslimske friskoler under

skærpet tilsyn.

Bør vores frisind rumme sådanne skoler? Eller det for naivt at lade stå til?

Jeg mener det sidste!

Eller når vi hører om moskéer, der inviterer hadprædikanter på talerstolene,

som opfordrer til vold, drab og stening.

Hvor man ikke vil tage afstand fra Islamisk Stat – hvor man hylder

terrorister, som vi har set det i eksempelvis Grimhøjmoskéen i Aarhus.

Nej. Vi må ikke være naive. Tag pengene fra dem. Stress dem, så det gøres

svært for dem at rekruttere ﬂere fanatikere.

Det er helt skørt, at vi bruger skatteborgernes penge på skoler, der

underviser i jihad og i moskéer, der prædiker had lige her midt i vores eget

Danmark.

Vi må sige fra. Vi må sige stop. Og til dem, der så ikke kan lide duften i

bageriet her – så tag til jeres ligesindede i Saudi-Arabien eller andre steder

i Mellemøsten. Men ødelæg ikke vores unge med jeres forkvaklede

middelalderlige nonsens.

-----------

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Et af de virkeligt store politiske emner i disse år går under betegnelsen

Brexit. Den 23. juni 2016 stemte briterne om fortsat medlemskab af EU.

Det blev et ﬂertal for ”Leave” – at gøre Storbritannien selvstændigt igen.

Storbritannien er en vigtig allieret for Danmark. Vores soldater er nogle af

dem, der arbejder tættest sammen i internationale missioner. Briterne og

danskerne har været tætte i generationer. Det var den britiske feltmarskal

Montgomery, der udsendte den legendariske meddelelse om, at de tyske

tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig.

Hvem husker ikke lige netop dén scene fra Matador? Den, hvor

bankdirektør Varnæs overrasker det ﬁne selskab ved at rive de forhadte

mørklægningsgardiner ned, efter de har hørt den vidunderlige nyhed over

radioen fra England? Fantastisk.

Briterne er vores venner. Briterne er vores allierede. Briterne er vores tætte

handelspartnere. Det bør de også være i fremtiden. Men de næste par år

bliver skelsættende i forhold til, hvordan det tætte bånd kan fastholdes.

Det spørgsmå,l som briterne stillede sig selv ved deres folkeafstemning

23. juni 2016, var vel dybest set, om de så EU som en del af løsningen eller

som en del af problemet. Svaret var, at EU mest var en del af problemet.

Jeg forstår godt det britiske svar.

EU har eksempelvis bedt medlemslandene fjerne deres grænsekontroller

under påskud af, at der var styr på de såkaldt ydre grænser. Men

sandheden er, at der aldrig kommer styr på de ydre grænser. Når man så

det ramaskrig, der var, da Ungarn faktisk ville håndhæve sin grænse, ved

man jo, at den politiske vilje ikke er til stede.

EU har vedtaget en tvangsfordeling af op til 120.000 migranter. Selvom

Ungarn og Slovenien har prøvet at få beslutningen omstødt ved EU-

domstolen, er det slået fast, at EU har ret til at kræve migranter

tvangsfordelt til bestemte lande i EU. Mon ikke mange danskere efter

denne dom er blevet bekræftet i, at det er godt, vi har retsforbeholdet? Det

er jo netop dette forbehold, der gør, at EU ikke kan tvinge disse migranter

til Danmark!

Men selve tankegangen i denne tvangsplacering er absurd. Og undergraver

selvsagt landenes suverænitet ganske voldsomt.

Og så viste den tyske kansler Merkel i efteråret 2015, at i EU er det den

stærkestes ret. Når Tyskland vil, så er vores fælles regler ligegyldige. For da

Merkel sagde ja til, at 1 million mennesker kunne vandre op gennem

Europa, som på dette tidspunkt var uden interne grænsekontroller, så hun

stort på de fælles regler, som ellers er hovedargumentet for, at EU er

specielt godt for små lande.

Med disse eksempler – og mange ﬂere kunne nævnes – er det jo fuldt

forståeligt, at Storbritannien har fået nok.

Nu handler det så om, hvordan der laves en god aftale mellem EU og

Storbritannien. En god aftale er jo en aftale, hvor begge parter står som

vindere. Desværre er der en tendens i Bruxelles til, at briterne skal komme

dårligt ud af det. At der skal ligge en straf i at vælge EU fra. Dette er helt

igennem usympatisk.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Måske det for Bruxelles også handler om, at man er bange for, at en god

aftale – også for briterne – vil få andre (Danmark) til at se muligheder for

en ny tilknytning til EU? Men helt ærligt: Det kan da ikke være rigtigt, at vi

er medlem af en klub, der skal trække sine medlemmer til ved at bruge

frygt og trusler om alt det forfærdelige, der vil ske, hvis man ikke vil være

med.

EU skal da ikke på det punkt ligne en af de rockerbander, der hærger i

vores gader.

Så vi vil insistere på, at der arbejdes loyalt og pligtopfyldende for at lave en

god aftale for briterne og for EU – herunder Danmark. Og hvad er så en god

aftale?

Det vigtigste er fri handel. At vores virksomheder så frit som muligt kan

sælge varer i de andre lande. Danmark har en kolossal interesse i at have

fri markedsadgang – også til Storbritannien. Tænk bare på hele vores

fødevareklynge. Det er en gammel sandhed, at hvis man vil have det

bedste danske bacon, så skal man tage til England. Dér tjener vi godt på at

afsætte det.

Men hvorfor er den fri handel mellem Danmark og Storbritannien truet?

Mellem EU og Storbritannien truet? Simpelthen af én eneste grund:

Nemlig at EU har stillet som krav for frihandel, at Storbritannien

accepterer fortsat fri indvandring fra eksempelvis de østeuropæiske lande.

Det er jo tudetosset! Når man har fulgt den britiske debat, ved man jo godt,

at det lige præcis er her, briterne skal genvinde fuld kontrol. På

spørgsmålet om indvandring! Briterne er simpelthen så trætte af, at man

kan bevæge sig rundt i store dele af bl.a. London og have uendeligt svært

ved at ﬁnde en brite.

Jeg var i London den dag, da tidligere premierminister Margaret Thatcher

døde. Der kom ekstraudgivelser af aviserne, som blev delt rundt den

eftermiddag. TV sendte ekstraudsendelser. Det var virkelig stort. Men de

ﬂeste jeg mødte på min vej, var østeuropæere. Så når jeg spurgte, hvad de

mente om det dødsfald, som altså var hele forsiden af aviserne, overalt på

tv-ﬂaden, svarede de, at de aldrig havde hørt om damen. De vidste ganske

enkelt ikke, hvem hun var, og mange af dem var også bedøvende ligeglade.

Det gør dem ikke til dårlige mennesker. Men det ødelægger et lands

sammenhængskraft, når der ikke er nogen fælles historie. Fælles

hukommelse.

Så briterne vil have styr på indvandringen. Og jeg spørger:

Er det i vores interesse – er det i Danmarks interesse, at briterne holdes så

meget som muligt i det indre marked med frihandel – og til gengæld får

fuld ret til at styre indvandringen til deres land?

Svaret er ret enkelt. Selvfølgelig er det det!

Men er det så den danske regerings position i EU? Nej. Og lige præcis her

vil jeg gerne komme med en opfordring til Lars Løkke Rasmussen.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Gør det klart for de andre lande i EU, at vi ønsker en ny forhandlingslinje fra

EU’s side. At vi ønsker, at EU skal sige til briterne, at hvis de bliver i vores

frihandelsområde, så bestemmer de selvfølgelig selv indvandringen.

Dette er det eneste logiske! For hvorfor skal betingelsen for, at man kan

handle med hinanden, samtidig være, at romaer kan rejse frit rundt for at

tigge og skabe utryghed. Eller at man er forpligtet til at sende børnepenge

til børn i Rumænien og Polen? Børn, der måske aldrig har sat deres ben i

det land, der skal betale regningen. Hvorfor skal vi ﬁnde os i, at vandrende

arbejdstagere undergraver forholdene på vores arbejdsmarked. Hvorfor

skal vi ﬁnde os i løntrykkeri og dårligere arbejdsvilkår – for at kunne handle

med hinanden?

Det skal vi selvfølgelig heller ikke. EU’s regler har fjernet sig fra den sunde

fornuft. Det skal laves om. Og lad os da bruge forhandlingerne om Brexit til

at sikre netop det!

-----------

I øvrigt er det bekymrende at iagttage dækningen af Brexit i medierne.

Storbritannien er et demokrati. De har haft en folkeafstemning. Deres

politikere diskuterer så, hvad der er klogt for dem at gøre. Er det sundt? Ja

– det skulle man da mene.

Men når det bliver transmitteret hjem til Danmark af DR og TV 2 og den

skrevne presse, bliver det altid til, at der i Storbritannien er kaos. At de ikke

ved, hvad de vil. At der er politiske armlægninger, der er ved at rive landet

midt over. Negativt negativt negativt. Og alle historier bliver vendt, så det

virker som dommedag. Hvis en undersøgelse viser, at 30-35 procent

overvejer at forlade Storbritannien over de kommende år, bliver det til, at

folk ﬂygter på grund af Brexit. Ikke noget om at 65-70 procent så ikke gør.

Eller en vurdering af, at der hele tiden er folk, der kommer og går, hvorfor

tallet måske er tæt på det, det plejer at være. Og deres økonomi går i

spåner, må vi forstå!

Hvis det er udtryk for den presse, der også er i Storbritannien, er det jo

særligt interessant, at mange målinger viser, at ﬂertallet for Brexit er

intakt.

Omvendt med mediernes dækning af EU’s forhandlingsposition. Der

refereres blot, som var det EU’s egen presseafdeling, der briefede. Og

normalt får vi blot at vide, at sådan og sådan er EU’s position. Ingen

kritiske spørgsmål om hvorfor. Eller om EU’s position er fornuftig!

Den fuldstændig fastlåste sammenkædning af spørgsmålet om, at man

skal acceptere fri indvandring for at være med i frihandelsområdet, blev

eksempelvis slået fast i EU på et møde ganske få dage efter den britiske

folkeafstemning i juni 2016. Så var det på plads! Men ingen journalister på

de store landsdækkende medier har stillet kritiske spørgsmål om det. Det

er bare blevet udlagt som et faktum.

Så den særdeles kritiske journalistik huserer vildt og blodigt, når det

gælder dækningen i London. Men den forsvinder fuldstændig ud i tågerne,

når det gælder Bruxelles. Dette er ikke bare trist. Det er skadeligt for vort

demokrati.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Så kære journalister. Kan vi lave en aftale? Inden næste årsmøde skal I love

bare at stille ét kritisk spørgsmål til Bruxelles, for hver gang I laver 5

kritiske indslag fra London. Tænk – kunne vi bare komme dertil ...

----------

Det er blevet efterår i Danmark. Og efterår er åbenbart blevet synonymt

med diskussioner om skat. Nu er det i hvert fald andet år i træk, at vi skal

lægge arm om skattepolitikken.

Banen er kridtet op. Regeringen har spillet ud med store planer. Både i

forhold til skat, erhvervsliv og ﬁnanslov. De kommende to måneder vil vise,

hvad der kan laves ﬂertal for.

Og lad mig bare slå fast:

Vi har i DF intet imod, at danskerne beholder ﬂere af deres penge i egne

lommer. Men vi har altså to afgørende forudsætninger for, at det kan lade

sig gøre. Det første er, at der er tilstrækkeligt med penge i vores fælles

kasse til de udfordringer, vi har foran os. Det andet er, at der er en

rimelighed mellem top og bund.

Vi mangler hænder i vores ældrepleje. I fremtiden vil der blive ﬂere ældre.

Også ﬂere ældre, der klarer sig selv. Det er absolut kun positivt. Men der

kommer også ﬂere ældre – bl.a. med demens, som har brug for hjælp,

omsorg. Det er kun mennesker med hjertet på rette sted, der kan levere

det. Og det kræver ressourcer. Så vi ved altså, at vi skal prioritere

ældreområdet højere, end vi gør i dag.

Ingen bør skælve ved tanken om et plejehjem, hvor man skal overnatte på

gulvet, hvis man er faldet ud af sengen. Eller frygte at sidde glemt på

toilettet i timevis eller ikke få bad, som man ellers har været vant til. Vi skal

sikre værdighed for vore ældre.

Vores sundhedsvæsen kører mange steder på pumperne. Vi har i Danmark

i tusindvis af super-dygtige læger, sygeplejersker, jordemødre, portører og

alle de andre grupper, vi har på vores sygehuse, lægehuse osv. Men i

mange år har vi også krævet, at de har løbet stærkere. I over 15 år har vi

haft et såkaldt produktivitetskrav – i de seneste mange år på 2 procent om

året. Sygehusene har leveret. Tak for det. Det har blandt andet medført, at

vi slet ikke taler om ventelister i dag, som vi gjorde for år tilbage.

Men vi siger nu klart, at tiden er løbet fra det rigide krav om øget

produktivitet, som det har været formuleret. Det kører vores personale ned.

Det er ikke længere den rigtige måde at gøre det på. Derfor vil vi have det

væk! Og jo hurtigere jo bedre.

Der er masser af folk i sundhedsvæsenet, der længe har råbt vagt i gevær.

Den seneste var professor og overlæge Liselotte Højgaard, klinikchef på

Rigshospitalet. I en ny debatbog retter hun en hård kritik af forholdene i

sundhedsvæsenet. ”Systemet er kronisk sygt og ligger i en seng på

intensiv, fordi der er nogle, der står på iltslangen”, siger hun.

Vi har brug for engagerede ansatte i sundhedsvæsenet. Og derfor skal vi

tage bekymringerne fra sundhedspersonalet alvorligt og vise dem, at der

både lyttes og handles.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

På samme måde har vi et politi, der er presset til det yderste. Flere og ﬂere

opgaver – men ikke ﬂere betjente. Ressourcerne har været prioriteret til

folk ved skrivebordene, men der er i dén grad også behov for dygtige

synlige politifolk på gaderne i hele landet.

Vi så tidligt behovet. Gik faktisk til valg i 2015 på en plan om netto 2.000

ﬂere betjente over de efterfølgende 10 år. Og det går den rigtige vej med at

få uddannet ﬂere betjente, men det tager tid. Senest har vi fået uddannet

første hold af politikadetter, som skal aﬂaste politiet bl.a. ved grænsen.

Desværre har en strid om deres ansættelsesvilkår medført, at de ikke

fungerer endnu. En stærk opfordring herfra om at få dette løst i en fart.

Afgørende for mange af de rigtig gode folk, vi har i ældreplejen, på

sygehusene, ved politiet er jo ikke, om de synes, der er for travlt lige nu. Det

er, om der er et perspektiv om bedre forhold. Flere ressourcer. Om der reelt

lyttes fra politisk hold.

Men er der ingen penge tilbage, når der er givet skattelettelser, forsvinder

håbet om bedre forhold. Så vil de solide – dygtige – folk miste modet. Så vil

de ﬁnde andre steder at arbejde. Og så vil vi få endnu sværere ved at levere

et ordentligt velfærdssamfund. Det må ikke ske. Derfor skal der være

penge i kassen til at forstærke vores velfærdssamfund, når efterårets

aftaler er indgået.

-----------

Og når vi taler om skat. Så taler vi også om top og bund. Om folk, der tjener

mange penge og folk med lave indkomster. Regeringen kom lidt galt afsted

med direktøren og HK’eren på mindsteløn. Lagde til grund for

beregningerne, at en direktør og en HK’er havde samme udgift til bolig. Og

vupti var deres udspil til størst gavn for HK’eren. Mon ikke vi er blevet

klogere der?

Men det fulgte jo ellers i halen af en udtalelse fra Anders Samuelsen om, at

regeringen nu havde droppet topskattelettelser. For man havde i

regeringen aﬂæst, at det nok ikke lige var det, vi mente stod højest på

listen af ønsker.

Men da udspillet så kom, var det med et forslag om at fjerne det såkaldte

loft over beskæftigelsesfradraget. Det kan lyde lidt tørt. Men hov: Har det

ikke nøjagtig den samme eﬀekt som at nedsætte topskatten? Jovist.

Forslaget betyder, at en meget stor andel af skattelettelserne bliver givet

til netop dem, der tjener mest. Og jo højere indkomst – jo højere lettelse.

Man må stilfærdigt spørge vores venner i regeringen: Tror I da ikke, jeres

politik bliver opdaget? Tror I, I kan fremlægge forslag, som ikke regnes

igennem?

For uanset om man kalder det topskattelettelser eller noget andet, så er

det jo det samme. Skattelettelser til de mennesker, som i forvejen de

sidste 8-9 år har fået skattelettelser stort set hvert eneste år. Og derfor

bliver jeg nødt til at slå fast nu for andet årsmøde i træk:

Vi kan ikke få øje på en masse penge til skattelettelser. Der skal være

penge til en ordentlig ældrepleje, til tilstrækkelig tid til de indlagte på

sygehusene og til ﬂere politibetjente til at skabe tryghed.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Og de penge, der så er til skattelettelser, skal gives til folk med lavere

indkomster. Det handler om rimelighed. Det er på tide, at de også får del i

festen!

Og kan vi så OGSÅ ﬁnde penge til at fjerne en afgift eller to – vi har for

eksempel skat på luften i softice … – så går vi bestemt ikke af vejen for

det. Vi kan sagtens få øje på nogle forhold, vi kan lave bedre – også så

virksomhederne får det nemmere og bliver mere konkurrencedygtige.

En af de ting, som virksomhederne selvsagt efterspørger, er dygtige

medarbejdere. Veluddannede, motiverede folk. Og ﬂere unge der tager en

erhvervsuddannelse. Og spørgsmålet er, om vi ikke her skal holde

ambitionerne højt. I stedet for at give op, fordi det er svært. Fordi de ﬂeste

unge føler sig draget til gymnasierne.

---------

Lige inden jeg gik herop, så vi en ﬁlm med nogle af vores gode medlemmer,

der har taget en erhvervsuddannelse.

En social- og sundhedshjælper, en murer, en frisør, en tømrer og en

maskinarbejder.

Det er dem, som danskerne gang på gang hører om, når vi politikere skal

fortælle noget om, hvad der sker derude i den ”virkelige verden”.

Det, som virkede stærkest på mig i forhold til ﬁlmen lige før, var, at de slet

ikke kunne lade være med at dyrke deres håndværk.

Danmarks hænder – der er noget meget ﬁnt over det.

Og det er noget af det, som vi skal ﬁnde tilbage til.

Jeg bliver dybt imponeret, når jeg ser, hvad håndværkere kan udrette.

Arkitekterne og ingeniørerne får alle de skøre ideer. Det er godt. Men hvem

er det, der bygger og får det hele til at hænge sammen? Det er jo

håndværkerne!

Se jer omkring herinde. Nogle har fået ideen til dette kongrescenter. Men

de murere, der har lagt murstenene, er altså dem, der har bygget huset.

Men tænk også på den glæde, man får, ved dag efter dag at hjælpe andre.

For mange ældre er social- og sundhedshjælperen ikke bare en praktisk

hjælp. Det er en livline. Den, man kan snakke med – måske den eneste, der

i virkeligheden kommer. Det må være enormt givende at være sådan en!

Uden tvivl helt vildt hårdt arbejde – men givende.

Den fortælling skal vi have mere frem.

Jeg tror nemlig på mere viden om erhvervsuddannelserne. En bedre og

mere målrettet indsats kan få de unge til at kigge mod

erhvervsuddannelserne i stedet for – som en selvfølge – at vælge

gymnasiet.

For få år tilbage var ambitionen om at få ﬂere til at tage en videregående

uddannelse nærmest det eneste, politikerne på Christiansborg kunne

snakke om.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Hende den tidligere statsminister, der vist nok er ﬂyttet over til London nu,

gik meget op i det.

Hov – mon hun i øvrigt er en af dem, der ﬂygter tilbage til Danmark på

grund af Brexit, nu alle jobs forsvinder, og Storbritannien nærmer sig

dommedag?

Nå – spøg til side – men prioriteringen var forkert.

Danmark kommer nemlig til at mangle 44.000 faglærte allerede om otte

år, og på samme tid skruer regeringen nu i udspillet til ﬁnansloven for

2018 ned for målsætningen om, at hver fjerde skal vælge en

erhvervsuddannelse.

Spørgsmålet er, om det ikke er en ommer.

Vi vil jo helst have vores egne håndværkere her i landet – mindre social

dumping – mindre østeuropæisk arbejdskraft. Men signalet fra mange er,

at det arbejde gider danskerne jo ikke, så derfor er det nødvendigt med

mere udenlandsk arbejdskraft. Måske vi skulle tale håndværks-arbejdet op

i stedet? Fortælle de positive historier, der jo er rigtig mange af.

Det har vi valgt at gøre her fra årsmødet. Med den indledende video og

vores slogan: ”Vi tager hånd om Danmark”.

---------

2017 er valgår. Der er valg til byråd og regionsråd den 21. november.

Det er ikke i hverdagen noget, mange danskere tænker over. Herinde i

salen ved vi det godt. Og jeg kan herfra se mange, som er kandidater til

valget i november.

Til dette kommunalvalg stiller Dansk Folkeparti for første gang nogensinde

med kandidater i alle landets 98 kommuner. Det er lidt af en milepæl. Der

ﬁndes ikke en afkrog i dette land, hvor man ikke kan stemme på en DF’er til

kommunalvalget. Sådan skal det være!

Dansk Folkeparti ﬁk et rigtig godt valg sidst med ﬂot fremgang. Vi blev

repræsenteret mange steder i landet, hvor vi ikke havde været

repræsenteret før. Og mange steder ﬁk vi ﬂere medlemmer i by- og

regionsråd, end vi havde i forvejen.

I Aarhus ﬁk vi vores første rådmand, hvor Jette Skive på forbilledlig vis

varetager sundheds- og omsorgsområdet. Det er trygt og godt at vide, at i

landets næststørste by, der har vi Jette til at tage hånd om de ældre og

syge og sikre, at borgerne i Aarhus Kommune kan regne med en ordentlig

og værdig ældreomsorg.

Og i København gør Carl Christian Ebbesen det rigtig godt som kultur- og

fritidsborgmester. En DF-borgmester i ræverøde København. Så burde alt

jo kunne lade sig gøre.

Det er jo ﬁnt med disse poster. Ingen tvivl om, at de har givet indﬂydelse i

henholdsvis Århus og København. Men det er jo altid en afvejning, om man

skal gå efter posten, eller man kan få større indﬂydelse ved at pege på en

anden mod indrømmelser.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Derfor er mit simple råd: Placer jer der, hvor I kan få mest mulig DF-politik

igennem, størst mulig indﬂydelse. Det er jo det, der er hele formålet med,

at vi stiller op. Politiken er vigtigere end de ﬁne titler.

På Christiansborg har vi fået placeret Dansk Folkeparti i en position, hvor vi

kan samarbejde til ﬂere sider. Det giver den bedste mulighed for at få vores

politik ført ud i livet. Det kan man jo også have i baghovedet lokalt. Måske

får man mest ud af det ved at samarbejde med Venstre? Måske ved at

samarbejde med Socialdemokratiet. Måske nogle steder noget helt tredje?

Det er naturligvis en lokal vurdering.

Men mulighederne opstår først, hvis det lykkes os at få danskernes

opbakning. Så det er en meget vigtig valgkamp, der skal føres frem mod

21. november. Vi skal præsentere Dansk Folkepartis politik og vores mange

gode kandidater over for danskerne. Jeg glæder mig til at komme rundt i

landet og give en hånd med.

Der er stadig en stor forskel på vor landsopbakning og så opbakningen til

lokalvalg. Derfor er vores hovedprioritet ved valget i november endnu

engang at få mindsket forskellen. Så vi får ﬂere, der støtter os til

folketingsvalg, til også at gøre det til lokalvalg.

For skoler, daginstitutioner, sundhed og ældreomsorg er kerneområder i

vores velfærd. Det betyder altså noget for danskerne, om de børnehaver og

folkeskoler, som børnene går i, er i orden. Om sygehusene fungerer. Om der

er styr på genoptræning og pleje i kommunerne. Om vi har en ordentlig

ældreomsorg.

Det er kernevelfærd. Og det er i den grad kerneområder for Dansk

Folkeparti. Her kan vi gøre en forskel. I hver enkelt kommune og hver enkelt

region skal vi kæmpe for at rykke tingene i vores retning.

Og inden den 21. november skal danskere vide, hvad Dansk Folkeparti har

at byde på i netop deres kommune.

Det skal selvfølgelig stå soleklart for enhver, når de går ind i

stemmeboksen for at sætte deres kryds den 21. november.

Så kære venner. Det er med at komme ud på gader og stræder og til

valgmøder og sprede det glade budskab. Der skal hænges valgplakater op,

deles massevis af brochurer ud, der skal serveres kaﬀe og kage på torvet,

og hvad I nu ellers kan ﬁnde på. Vi skal snakke med alle de vælgere, vi

overhovedet kan komme i nærheden af.

Og på forhånd vil jeg gerne takke alle, der giver en hånd med. Stort som

småt. Nogle kan dele nogle brochurer ud. Andre brygge en kande kaﬀe.

Men alt har værdi. Det er ligesom at lægge et puslespil. Det kan være den

sidste lille brik, der mangler, der gør, at man ikke kommer i hus.

---------

Og så må vi ikke glemme, at Dansk Folkepartis mærkesag om en ansvarlig

indvandringspolitik, hvor der kommer langt færre ind og langt ﬂere ud,

også er et kommunalt anliggende.

Mange steder er det kommuner, der driver asylcentre. Mange er heldigvis

lukket, efterhånden som vi har fået bremset tilstrømningen til Danmark.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Det er kommunerne, der har ansvaret for at ﬁnde boliger til dem, der har

fået asyl. Min holdning er fuldstændig klar: Flygtninge skal ikke foran

danskerne i boligkøen.

Det er også kommunalbestyrelserne, der bestemmer, hvor mange penge

man bruger pr. migrant. Skal det være de kommuner, hvor Dansk Folkeparti

har indﬂydelse, der bruger ﬂest penge på dette område? Penge, der så må

tages fra andre vigtige områder i kommunen? Nej. Selvfølgelig skal det

ikke det.

Pengene kan kun bruges én gang. De penge, som bruges på at købe villaer

til migranter og på at give disse mennesker ”den store pakke” i stedet for

den lidt mere beskedne model. Og på at ansætte integrationskonsulenter

og gadeplansmedarbejdere. De penge kan ikke bruges på ældreomsorg og

ﬂere pædagoger i børnehaverne. Det er de barske realiteter.

På Christiansborg kæmper Dansk Folkeparti som det eneste parti for, at vi

skal have en aktiv og eﬀektiv hjemsendelsespolitik. Vi skal ikke bare have

langt færre ind. Vi skal også have langt ﬂere ud!

Når man kommer hertil som asylansøger, skal det stå klart, at man får

hjælp i Danmark midlertidigt. Når man KAN vende hjem igen, SKAL man

vende hjem igen.

Vi skal ikke gøre asylansøgeres ophold i Danmark permanent. De skal hjem

igen. Så hurtigt som muligt.

Og det skal vi også bidrage til i kommunerne. Har I hørt om, at der ﬁndes et

repatrieringsprogram?

Bag det kedelige navn gemmer sig en oplagt mulighed for, at Dansk

Folkeparti kan gøre en forskel i alle landets kommuner.

I kommunerne har vi nemlig mulighed for at hjælpe asylansøgere og andre

til at vende tilbage til deres hjemlande. Vi kan give økonomisk støtte til

ﬂygtninge og familiesammenførte, som kan overtales til at vende hjem.

Og så er det ﬁnt med mig, at de får en skærv med til etablere sig i

hjemlandet for. De penge er hurtigt tjent hjem, hvis vi kan bringe antallet af

ﬂygtninge og familiesammenførte i Danmark ned.

Mange kommuner er slet ikke gode nok til at benytte den mulighed. Og til

at gøre opmærksom på, at muligheden ﬁndes. Vil det ikke være helt oplagt,

at Dansk Folkeparti sikrer, at alle kommuner har en aktiv vision om at

hjælpe migranterne hjem igen?

Hvis vi på Christiansborg kan holde antallet af migranter, der kommer ind,

på et minimum. Og vi så samtidig ved fælles hjælp kan få ﬂere, der allerede

er kommet, til at rejse hjem. Så viser vi danskerne, at der ikke kun er grund

til at bakke os op til folketingsvalg, men også til lokale valg.

---------

Dansk Folkeparti blev stiftet den 6. oktober 1995. Vi holder nu her i

weekenden vort 22. årsmøde. I starten af min tale her i dag kom jeg ind på,

hvor fantastisk et land Danmark er. Hvordan mange rundt i verden gerne vil

hertil og studere, bo. Mange misunder os det, generationerne før os har

skabt.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Men jeg spurgte så også, hvordan vi kan sikre, at man også om 20, 50, 100

år vil kunne sige det samme om vort land.

For mig at se handler det ganske enkelt om, hvorvidt vi lykkes med vores

mission. Når vi har afgørende indﬂydelse, går tingene i den rigtige retning.

Det kan ses sort på hvidt. Fra 1995 til 2001 havde vi stort set ingen

indﬂydelse. Og indvandringspolitikken skred. I 2001 til 2011 ﬁk vi placeret

os centralt i Folketinget. Og vi ﬁk styr på indvandringen. 2012 til 2015 gik

det så galt igen. Og nu i 2016 og indtil nu i 2017 har vi igen fået tallene

markant ned, så vi nu har det laveste niveau for migranter i fem år.

Så når jeg aldrig er i tvivl om, at det hele er sliddet værd, så er det, fordi jeg

føler et stort ansvar for, at vi kan levere vort samfund videre til de næste

generationer med stolthed.

Men det kræver, at Dansk Folkeparti har afgørende indﬂydelse. Det har vi

netop nu. Men det skal vi også have i mange år fremover. Det er præcis

dette, der styrer os

Jeg glæder mig til at diskutere disse ting med jer. Både her i weekenden og

i tiden, der kommer.

Rigtigt godt årsmøde til os alle. Tak for ordet.

[email protected]

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

# 37

15. september 2017

Opinion

DEBAT

Weekendavisen

Weekendavisen A/S

Pilestræde 34, 1147 København K.

Telefon: 33 75 25 33 Telefax: 33 75 20 50

e-mail: [email protected]

Menneske

rettigheder

Tobias Stadarfeld Jensen, advokat og tidli-

gere praktikant ved Europarådet

Claus von Barnekow, medlem af Sekreta-

riatet for Den danske Helsinki-Komité for

Menneskerettigheder

Den 11. oktober afholder

Folketingets Retsudvalg en

høring om Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols (EMD)

praksis i lyset af, at Danmark 15.

november og 6 måneder frem sætter sig

i stolen som formand for ministerkomi-

teen i Europarådet, hvorunder EMD

henhører. Foruden en række eksperter

i menneskeret har udvalget indkaldt

juraprofessor Mads Bryde Andersen.

Bryde Andersen, der er professor i

formueret, har blandt andet i en kronik

i Berlingske 11. juli givet sit juridiske

besyv med i anledning af det fremtidige

danske formandskab for Europarådet.

Bryde tegner overordnet et forvrænget

og dystert billede af indvirkningerne af

EMD’s retspraksis.

I kronikken ulejliger han sig med

at fremsætte flere konkrete løsnings-

forslag, så Danmark kan slippe

uden om de afgørelser fra EMD,

som vi ikke bryder os om. Ifølge

Bryde Andersen kan Danmark

eksempelvis opsige Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention

(EMRK) og i stedet tilkendegive, at

man fortsat vil anvende bestemmelserne

i EMRK på nationalt niveau, men uden

at være underlagt EMD’s jurisdiktion.

Bryde Andersen argumenterer i den

forbindelse for, at Danmark fortsat

kan være medlem af Europarådet, idet

London-traktaten, der er Europarådets

ILLUSTRATION: CHARLOTTE PARDI

grundlæggende retsakt (den såkaldte

statut), ikke opstiller som krav, at en

medlemsstat skal acceptere EMD’s

jurisdiktion.

En sådan udlægning ignorerer imid-

lertid fuldstændig den retligt bindende

sædvane, der har udviklet sig siden

Europarådets grundlæggelse, i henhold

til hvilken medlemskab af organi-

sationen altid har forudsat accept af

EMD’s jurisdiktion. Dertil kommer, at

det nærmest er utænkeligt, at de øvrige

medlemsstater ville acceptere et fortsat

dansk medlemskab af Europarådet, hvis

Danmark går den vej – og det vil bringe

Danmark i en lignende international

paria-position som Hviderusland.

Andre (mere mindelige løsningsfor-

slag) synes Bryde Andersen uden videre

at feje af bordet.

I Politiken 23. august bragtes et

interview med den danske dommer ved

EMD, Jon Fridrik Kjølbro. I interviewet

opfordrede Kjølbro til, at Danmark

begyndte at blande sig (intervenere) i

de sager, der verserer ved domstolen.

Kjølbro peger således på, at medlems-

staterne herved har mulighed for at

påvirke domstolens afgørelser, selvom

medlemsstaten ikke står som indklaget i

den konkrete sag.

Dette er et aldeles fornuftigt forslag

fra den danske dommer. Danmark

har så vidt vides aldrig benyttet

sig af adgangen til at intervenere i

sager ved EMD, uagtet man natur-

ligvis er bekendt med muligheden

herfor både i Justitsministeriet og i

Udenrigsministeriet.

Samme aften bragte Jyllands-Posten

på sin netavis en reaktion fra Bryde

Andersen med overskriften »Ekspert:

Ekstremt dyrt at blande sig i andre

landes menneskerettighedssager«, hvor

Bryde Andersen skød dommer Kjølbros

forslag til jorden. Det var alt for omkost-

ningskrævende, lød meldingen fra Bryde

Andersen. Ifølge Bryde Andersen kan

man tilsyneladende ikke forvente, at

et land som Danmark formår at have

overblik over verserende sager ved EMD

med det formål at foretage intervention.

Dette er imidlertid det rene vrøvl.

Langt de fleste af EMD’s domme

vedrører allerede fastlagte og accepte-

rede fortolkninger af EMRK, og i det

begrænsede omfang, EMD fastlægger

ny praksis eller dømmer i sager, der

måtte skønnes at have særlig dansk

interesse, har Udenrigsministeriet

gennem Danmarks repræsentation ved

Europarådet rigelige forudsætninger

for at følge op derpå, herunder som

biintervenient i sager anlagt mod andre

medlemsstater.

Justitsminister Søren Pape Poulsen

har da også i Politiken så sent som 27.

august givet udtryk for, at intervention i

sager ved EMD er en god idé. »Det skal

han [Kjølbro red.] ikke sige to gange«

citeres ministeren for at sige, og i et svar

til Folketingets Retsudvalg erklærer

justitsministeren sig enig i, at det er en

fremgangsmåde, som kan anvendes.

Bryde Andersens indspark i debatten

om det europæiske menneskerettigheds-

system er efter vores opfattelse så for-

drejet og så tilpas unuanceret – både for

så vidt angår de juridiske realiteter, men

så sandelig også hvad angår de politiske

realiteter – at det må antages at være

årsagen til, at andre ikke tidligere har

fundet det betimeligt at gå i rette med

formueretsprofessoren. Det er natur-

ligvis ganske i orden at argumentere for

en dansk udtræden af EMRK, men det

LAYOUT: ANETTE RIEMANN

KORREKTUR: FLEMMING GERTZ

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Bakker danskerne op om den europæiske

konvention om menneskerettigheder?

Af Rasmus Kerrn-Jespersen | 15. september 2017 kl. 7:29 |

Danskernes opbakning til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention er på vippen, skriver netmedie på

baggrund af ny måling. Men ekspert afviser målingen og henviser

til en anden undersøgelse, der viser det stik modsatte.

Netavisen Altinget præsenterede i sidste uge en meningsmåling med et

opsigtsvækkende resultat. Næsten halvdelen af danskerne (48 pct.) mener, at

Danmark bør træde ud af den europæiske menneskerettighedskonvention, hvis det

ikke bliver lettere at udvise kriminelle udlændinge. Kun 34 procent vil blive.

Sådan udlagde avisen i hvert fald resultatet. Men den konklusion holder ikke.

“Der er ikke noget, der taler for, at danskerne overordnet betragtet mener, at vi skal

melde os ud af menneskerettighedskonventionen,” konkluderer Erik Gahner Larsen,

der forsker og underviser i politik ved University of Kent.

Han mener, at spørgsmålet om opbakningen til menneskerettighedskonventionen er

så værdiladet, at det påvirker respondenternes svar.

Spørgsmålet lød: "Regeringen vil forsøge at

genforhandle den europæiske

menneskerettighedskonvention, så det bliver

lettere at udvise kriminelle uden dansk

statsborgerskab. Bør Danmark udtræde af

konventionen, hvis det ikke bliver nemmere at

udvise kriminelle?"

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

“Dette er på ingen måde et neutralt

spørgsmål, men tværtimod et spørgsmål, der får mange respondenter til at svare ja,

da mange gerne vil bekæmpe kriminalitet,” siger Erik Gahner Larsen.

Norstat for Altinget 2017

"Regeringen vil forsøge at genforhandle den europæiske menneskerettighedskonvention, så det bliver

lettere at udvise kriminelle uden dansk statsborgerskab. Bør Danmark udtræde af konventionen, hvis det

ikke bliver nemmere at udvise kriminelle?"

Ved ikke

Nej

Metode: Målingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1.000 svarpersoner fra et

repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af

meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svar indsamlet d. 16.–22. august 2017

Source: Norstat for Altinget

• Created with Datawrapper

Hos Altinget erkender man, at spørgsmålsformuleringen ikke er neutral.

“Det er rigtigt, at selve argumentet mod konventionen, selvfølgelig er en negativ ting i

sig selv,” siger journalist Erik Holstein og forklarer, at formålet med spørgsmålet var at

ramme direkte ind i den aktuelle debat om bandekrigen.

“Vi har forsøgt at ramme den aktuelle kontekst, hvor Danmark overtager

formandskabet for Europarådet til november og regeringen vil arbejde for en ny

fortolkning af menneskerettighedskonventionen, så det bliver lettere at udvise

kriminelle udlændinge. Det er baggrunden for spørgsmålet.”

Altinget foretog faktisk en lignende måling for et år siden. Dengang spurgte man også

på en måde, der ramte ind i debatten, men spørgsmålsformuleringen havde begge

debattens hovedsynspunkter med. Formuleringen lød:

Hvilket af følgende to udsagn er du mest enig i?

Danmark

skal udtræde af de internationale konventioner, så vi lettere kan udvise

kriminelle og bestemme, hvor mange asylansøgere, vi vil modtage.

2. Danmark skal blive i de internationale konventioner, der er med til at opretholde den

internationale retsorden og udgør en beskyttelse af det enkelte menneske.

Den måling gav det omvendte resultat. Et klart ﬂertal bakkede op om

menneskerettighedskonventionen.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Norstat for Altinget 2016

"Hvilket af følgende to udsagn er du mest enig i?

A) Danmark skal udtræde af de internationale konventioner, så vi lettere kan udvise kriminelle og

bestemme, hvor mange asylansøgere, vi vil modtage.

B) Danmark skal blive i de internationale konventioner, der er med til at opretholde den internationale

retsorden og udgør en beskyttelse af det enkelte menneske."

Ved ikke

Nej

Metode: Meningsmålingen er foretaget på Norstats internetpanel for Altinget blandt 1.003 svarpersoner fra

et repræsentativt udsnit af befolkningen over 18 år. Data er vægtede efter Altingets seneste gennemsnit af

meningsmålinger, så de også er politisk repræsentative. Svar indsamlet d. 17. til 22. august 2016.

Source: Norstat for Altinget

• Created with Datawrapper

Erik Holstein erkender, at den måde at spørge på giver et mere retvisende resultat.

“Den anden undersøgelse, vi lavede, var bedre, fordi vi stillede to fuldstændig

ligeværdige udsagn op over for hinanden. Det er den bedste formulering, det er der

ingen tvivl om. Den skulle vi have brugt igen.”

For Erik Holstein er det helt afgørende, at man sætter den slags meningsmålinger ind i

en kontekst.

“Hvis du bare abstrakt spørger om opbakning til menneskerettighedskonventionen, får

du ikke et retvisende svar. Man skal fremhæve dilemmaet, hvis sådan en måling skal

have mening.”

Som man spørger, får man svar

Erik Gahner Larsen afviser dog, at der metodisk skulle være noget galt med at stille

neutrale spørgsmål. Når man vil måle befolkningens holdning til et komplekst emne

som menneskerettighederne kan man overordnet vælge to strategier. Enten kan man

stille et helt neutralt a la ‘Synes du fortsat, at Danmark skal være medlem af Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention?’.

Vælger man den løsning, vil man få et svar, der afspejler, hvad befolkningen

umiddelbart forbinder med menneskerettighederne.

Eller, hvis man gerne vil sigte efter en aktuel politisk debat, skal man sørge for at have

debattens modstridende synspunkter med i sit spørgsmål. Men Altingets nye

meningsmåling nævner kun den ene side af den aktuelle politiske debat.

Når man efterfølgende præsenterer den ensidige måling i en artikel, der ikke tydeligt

beskriver målingens begrænsninger, så har læseren ikke en rimelig chance for at

vurdere, hvad man skal lægge i resultatet.

“Det er problematisk, når man så skriver en artikel, hvor man ser bort fra alle de her

forbehold, og bare konluderer sort på hvidt, at ‘opbakningen til

menneskerettighederne er på vippen’,” siger Erik Gahner Larsen.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

I artiklen beskrives resultatet som ‘opsigtsvækkende’, fordi konventionerne traditionelt

har haft meget bred opbakning i befolkningen. Men resultatet er altså slet ikke

opsigtsvækkende, når man tager spørgsmålsformuleringen i betragtning.

Den analyse bakkes op af Jonas Christofersen, der er direktør for Institut for

Menneskerettigheder. Han udtaler sig i Altingets artikel og han var bestemt heller ikke

overrasket over resultatet.

“Det må være åbenlyst for enhver, at når man stiller spørgsmålet på den måde, så får

man også det svar. Det er ikke overraskende for mig, at man får et negativt svar, når

man præsenterer menneskerettighedsprojektet ud fra et udvisningsperspektiv,” siger

Jonas Christofersen.

Han kalder netmediets overskrift for en ‘skarp vinkling af historien’, men synes at

resten af artiklen er helt i orden. Jonas Christofersen understreger desuden, at medier

naturligvis er i deres gode ret til at få udført de undersøgelser, de vil og stille de

spørgsmål, de synes er aktuelle.

Artiklens forfatter mener dog ikke, at der er noget væsentligt galt med overskriften,

når man tager baggrunden for den i betragtning.

“Selvfølgelig er det en skarp vinkling, men ud fra de tal vi har, er det nærmest en lidt

forsigtig overskrift, så det er egentlig ikke rubrikken, jeg ser som et problem.

Rubrikken er en logisk følge af spørgsmålet,” siger Erik Holstein.

En undersøgelse viser… eller gør den?

To dage efter Altinget ofentliggjorde artiklen dukkede der i Politiken en Yougov-

måling op bestilt af Jacques Hartmann fra University of Dundee. Og den viser også

opbakning til konventionen - endda markant.

Yougov kommer frem til, at 73 pct. af danskerne mener, at vi ‘fortsat skal være

medlem af den Europæiske Menneskerettighedskonvention’. Kun 12 procent vil ud af

konventionen.

“Der er masser af kommentatorer og politikere, der bliver ved med at sige, at den

folkelige opbakning til menneskerettighederne er forsvindende lille eller ikke-

eksisterende uden, at der ﬁndes noget empiri på området,” forklarer Jacques

Hartmann om baggrunden for at bestille målingen.

Yougov for Jacques Hartmann

"Synes du fortsat, at Danmark skal være medlem af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?"

Nej

Ved ikke

Metode: Undersøgelsen er gennemført via internettet med udgangspunkt i YouGov Panelet. 957 har

besvaret spørgsmålet. Data er vejet på dimensionerne køn, alder og geograﬁ på baggrund af et ideal fra

Danmarks Statistik, således at resultaterne er repræsentative for befolkningen i relation til ovenstående

målgruppe. Svar indsamlet d. 25 - 27. august 2017.

Source: Yougov for Jacques Hartmann, University of Dundee

• Created with Datawrapper

De to målinger er begge foretaget i slutningen af august 2017 med kun få dages

mellemrum. Begge undersøgelser er lavet via institutternes internetpaneler og har

cirka 1.000 deltagere. Forskellen på de to resultater er så betydelig, at det ikke bare er

tilfældigheder.

“Betydningen af, hvordan spørgsmålet bliver formuleret, bliver jo understreget af, at

man med to så metodisk ens målinger i samme tidsrum kan få to så forskellige svar.

Det kan jo kun være spørgsmålsformuleringen, der er årsagen til den store forskel,”

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

siger Erik Gahner Larsen.

Spørgsmålet er så, hvilken måling, vi skal stole på. Eller med andre ord: Er

opbakningen til menneskerettighedskonventionen ‘på vippen’, som der stod i artiklen?

Erik Gahner Larsen mener ikke, at man på baggrund af dem, hverken samlet eller hver

for sig, kan konkludere, at danskerne vil forlade menneskerettighedskonventionen.

“På baggrund af de tre undersøgelser, jeg har set, er der ikke noget, der taler for, at

der går et ﬂertal rundt og synes, at Danmark skal melde sig ud.”

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Kommentar

Vi skal prise os lykkelige for, at det ikke er

blevet, som Bertel Haarder ønsker sig

FREDAG D. 8. SEPTEMBER 2017 KL. 14:00

Af René Oﬀersen, advokat

Det er desværre

blevet politisk

god tone at

mistænkeliggøre

og (med en

justitsministers

ord) udfordre

Foto: Sophia Juliane Lydolph

menneskerettighederne. Et godt eksempel

ﬁndes

Bertel Haarders Perspektiv 14/8 i Berlingske

<https://www.b.dk/kommentarer/domme-skader-eu-og-

rettighederne> , hvor han kritiserer

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og dermed reelt

også Menneskerettighedskonventionen (EMRK), selv om han

gerne vil skille tingene ad.

Bertel Haarder tager del i postyret, der er fulgt i kølvandet på

Højesterets afslag på at udlevere kriminelle rumænere til

Rumænien, fordi strafafsoningen kunne komme til at

ﬁnde

sted i en celle på to kvadratmeter, hvilket er i strid med

Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af

konventionens forbud mod umenneskelig behandling.

Ingen kan da være uenig i, at det ville være umenneskeligt.

Eller synes Bertel Haarder, at det ikke er umenneskeligt at

blive sat i en celle på to kvadratmeter? Det drejer sig ikke

bare om, at rumænske fængsler ikke er »særligt behagelige«,

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

således som han tilsyneladende tror. Hvorfor retter

politikerne ikke deres vrede mod den rumænske stat i stedet

for mod Strasbourg?

Grundloven er utilstrækkelig

Som advokat med erfaringer fra retssager for borgere med

særlige behov for retssikkerhedsmæssig omsorg, vil jeg

gerne kaste lodder til gunst for

Menneskerettighedskonventionen og Domstolen.

Det er nødvendigt som grundpræmis at gøre sig klart, at

Grundlovens beskyttelse af borgerlige frihedsrettigheder er

utilstrækkelig og tæt på værdiløs. Det siges blandt

advokater, at man har en tynd sag, hvis man for domstolene

er nødt til at procedere på Grundloven.

Menneskerettighedskonventionens store værdi ligger i den

omfattende retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen,

der bl.a. påberåbes af borgerne over for staten, og som gør en

forskel i ubalancen mellem stat og borger.

Det er heller ikke svært at

ﬁnde

samfundsområder, hvor

menneskerettighederne spiller en positiv rolle for

udviklingen af retstilstanden, som ingen i dag ville være

foruden.

F.eks. på ytringsfrihedsområdet har

Menneskerettighedsdomstolen skabt det bolværk, som

Grundlovens § 77 notorisk ikke er. Domstolen har gennem

sin praksis sikret en tidssvarende beskyttelse af den

oﬀentlige debat i sager af samfundsmæssig betydning og

balancen mellem privatlivets fred og nyhedsformidlingen.

Men der er domme fra Strasbourg, der kan forekomme

mærkværdige. Der kan peges på sager om parkeringsbøder.

Hvad har det med menneskerettigheder at gøre? Man kunne

også vende det om.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Med småsagerne skabes praksis og dermed juridisk

fundament for dommeren, der overvejer at bruge

Menneskerettighedskonventionen til at gå imod regeringen i

en sag med politiske undertoner. Når det gælder, er det helt

nødvendigt med solid praksis skabt i dagligdagen. Ellers

taber borgeren.

Levakovic-sagen

Kritikken af Menneskerettighedskonventionen og Strasbourg

støttes helt overvejende på enkeltsager. Udover den allerede

omtalte rumæner-sag, må den af politikerne hyppigst

fremdragne sag være Højesterets afvisning af at udvise den

kriminelle Gimi Levakovic, bl.a. som følge af

Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Der er næppe ret mange, der har læst Højesterets

begrundelse.

Her kommer det centrale: »Der skal ved

proportionalitetsvurderingen lægges vægt på, at T

(Levakovic, red.) har levet næsten hele sit liv i Danmark og

har familiemedlemmer og børn her, og der skal lægges vægt

på tilknytningen og hensynet til hans mindreårige børn her i

landet, der ikke har forbindelse til deres mor, og som må

formodes at ville

få

væsentligt vanskeligere ved at bevare

kontakten til ham efter en udvisning. Der skal endvidere

lægges vægt på hans meget begrænsede tilknytning til

Kroatien, hvor han aldrig har været. På denne baggrund

ﬁnder

Højesteret, at det trods alvoren af hans aktuelle

kriminalitet og trods hans kriminelle løbebane, der dog som

nævnt ikke tidligere har medført, at der er blevet nedlagt

påstand om udvisning, vil være et uproportionalt indgreb i

hans ret til respekt for privatliv og familieliv at udvise ham.«

Dommen er da åbenbar fornuftig. Højesteret bør respekteres

for, at retten ikke rystede på hånden over politikernes og

formiddagspressens påvirkningsforsøg, mens sagen stadig

verserede. »Vi er til grin, hvis vi skal huse typer som

Levakovic,« tordnede den nyvalgte konservative

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

partiformand Søren Pape Poulsen efter landsrettens dom og

begærede den daværende justitsminister i samråd.

Retsstaten fortjener at blive taget alvorligere.

Der er anledning til at minde om, at retssikkerhed for det

meste efterspørges af mennesker, som de

ﬂeste

af os nærer

modvilje over for, oftest af gode grunde.

Hvis Strasbourg havde holdt sig »til reglernes bogstav«, som

ønsket af Bertel Haarder, havde menneskerettighederne

været tandløse ganske som Grundlovens frihedsrettigheder,

for menneskerettighederne er standarder, der kræver

fortolkning for at fungere.

Vi skal prise os lykkelige for, at det ikke er blevet, som Bertel

Haarder ønsker sig det. Menneskerettighedsdomstolens

betydning for borgernes retssikkerhed kan ikke

overvurderes.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Torsdag 7. september 2017

POLITIKEN

Der er faktisk folkelig opbakning til

menneskerettighedskonventionen

Regeringen håber, at en

ny menneskeretserklæring

vil få domstolen i

Strasbourg til at blande sig

i færre sager. Men har

regeringen mandat til at

ændre systemet?

rettigheder

JACQUES HARTMANN

CAND.JUR., PH.D., SENIOR LECTURER,

UNIVERSITY OF DUNDEE

lere og ﬂere politikere og endda

menneskerettighedseksperter ta-

ler om den manglende folkelige

opbakning til menneskerettigheder.

Senest har justitsminister Søren Pape

Poulsen (K) udtalt, at hvis Danmark ikke

kan udvise personer som Gimi Levakovic,

så tror han, at »politikere mister opbak-

ning i befolkningen til at være en del af

de her konventioner.« Andre har allerede

opgivet håbet.

Den manglende opbakning er nær-

mest en selvopfyldende profeti. Hver sag,

som omhandler Den Europæiske Menne-

skerettighedskonvention, fremhæves

som en ny dråbe, som tilsyneladende

snart får bægeret til at ﬂyde over.

Det er dog værd at bemærke, at de ﬂe-

ste sager om menneskerettigheder, her-

iblandt Levakovic-sagen, bliver afgjort af

danske domstole, og ikke af Den Europæ-

iske Menneskerettighedsdomstol.

Faktisk har Danmark tabt meget få sa-

ger. Siden tiltrædelsen til Den Europæi-

ske Menneskerettighedskonvention i

1953 har Danmark således kun tabt 15 sa-

ger i Strasbourg.

På trods af at de ﬂeste menneskerettig-

hedssager bliver afgjort af danske dom-

stole på grundlag af danske love, mener

mange kritikere, at disse sager er et ud-

tryk for et indgreb i dansk suverænitet.

Derudover er der mange politikere, som

mener, at menneskerettighedsdomsto-

len har mistet sin legitimitet.

På den baggrund ønsker ﬂere partier

at ændre konventionen, og mindst ét

parti ønsker helt at forlade Den Europæi-

ske Menneskerettighedskonvention.

Regeringen satser på at vedtage en ny

menneskeretserklæring i forbindelse

(men ikke Levakovic-sagen), en sag om

tvunget medlemskab af fagforeninger,

en sag om manglende beskyttelse af jour-

nalisters ytringsfrihed samt en sag om en

pensionist, som blev tilbageholdt i over

13 timer, fordi hun nægtede at oplyse

navn og adresse til politiet.

Flere af disse sager samt andre princi-

pelle sager fra menneskerettighedsdom-

stolen har haft afgørende indﬂydelse på

det danske retssystem og værdinormer-

ne i Danmark.

Konventionssystemet har f.eks. haft en

afgørende indﬂydelse på regler om dom-

merhabilitet,

længden af retssa-

ger samt brugen af

isolationsfængs-

ling.

Vi skal være

Mere generelt

varsomme med

har domstolen og-

at gøre dansk

så været en afgø-

indenrigspolitik

rende faktor i op-

til et inter-

hævelsen af legem-

lig afstraffelse af

nationalt

børn samt beskyt-

problem

telsen af forskelli-

ge minoriteter,

heriblandt bøsser, lesbiske, biseksuelle

og transkønnede personer. En stor del af

de rettigheder eller friheder, som mange

tager for givet, såsom retten til ytringsfri-

hed eller privatlivets fred, er ligeledes be-

skyttet og udviklet af Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol.

DET ER NEMT at blive forarget over tilsy-

neladende groteske sager såsom Levako-

vic-sagen, men med til historien om Leva-

kovic hører, at han havde opholdt sig i

Danmark, siden han var tre år.

Derudover havde han ﬁre børn i Dan-

mark, hvoraf to var mindreårige. Hans til-

knytning til Kroatien var endvidere mini-

mal. Han havde således aldrig besøgt

Kroatien og talte ikke sproget.

Ud over at der tilsyneladende ikke

mangler folkelig opbakning til Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonvention,

skal vi være varsomme med at gøre

dansk indenrigspolitik til et internatio-

nalt problem.

Vi skal aldrig glemme, at Den Europæi-

ske Menneskerettighedskonvention be-

skytter mere end 800 millioner menne-

sker. Hvis regeringen ønsker, at menne-

skerettighedsdomstolen blander sig i

færre sager, har det ikke kun betydning

for Danmark. Det vil derimod svække be-

skyttelsen for alle i Europa.

med formandskabet af Europarådet, som

Danmark overtager i november. Regerin-

gens håb er, at erklæringen vil få Den Eu-

ropæiske Menneskerettighedsdomstol

til at »blande sig i færre sager«, hvilket

formentlig betyder færre end én sag

hvert fjerde år, hvilket er det nuværende

gennemsnit.

MEN HVOR er regeringens mandat til at

ændre det nuværende system? Hvorfra

ved politikerne, at Den Europæiske Men-

neskerettighedsdomstol har mistet sin

folkelige opbakning?

Analyseinstituttet YouGov har fornylig

spurgt over 1.000 danskere, om de havde

hørt om Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention. Ikke overraskende

var der kun 6 procent, som svarede, at de

aldrig havde hørt om konventionen.

Af de resterende 957 personer mente 73

procent, at Danmark skal forblive med-

lem af menneskerettighedskonventio-

nen.

De samme mennesker havde også en

positiv holdning til konventionen. Kun 7

procent mente, at Danmark ’slet ikke’ har

haft gavn af at være medlem af menne-

skerettighedskonventionen. Hvorimod

12 procent mente, at Danmark i ’mindre

grad’ har haft gavn af at være medlem. 25

procent mente i ’nogen grad’, 16 procent i

’høj grad’ og 8 procent mente, at Dan-

mark i ’meget høj grad’ har haft gavn af

at være medlem af Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention. De resteren-

de 32 procent kunne ikke svare på spørgs-

målet.

Støtten til Den Europæiske Menneske-

rettighedskonvention er overraskende

høj og afspejler ikke ligefrem den mang-

lende folkelige opbakning, som ofte bli-

BESKYTTELSE

Brugen af isolati-

onsfængsling i

Danmark er et af

de områder, som

konventionssyste-

met har haft

indﬂydelse på.

Arkivtegning:

Anne-Marie

Steen Petersen

ver fremhævet af politikerne.

Tværtimod er den høje opbakning især

overraskende, fordi de ﬂeste politikere

og debattører sjældent siger noget posi-

tivt om menneskerettigheder eller de in-

ternationale institutioner, som er med til

at sikre deres overholdelse. Derudover er

der en tendens til at fokusere på enkeltsa-

ger.

Det er imidlertid vigtigt ikke kun at fo-

kusere på enkeltsager. Modsat det ind-

tryk, man kunne få på baggrund af den

offentlige debat, handler menneskeret-

tigheder ikke alene om kriminelle ud-

lændinge. Langt de ﬂeste af de sager, som

Danmark har tabt i Strasbourg – ni for at

være præcis – har omhandlet retten til en

retfærdig rettergang.

DERUDOVER HAR Danmark tabt tre sager

om opholdstilladelse eller udvisning

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Mennesl{erettigheder.

l(onventionen står for

fald

Peter Skaarup,

folketingsmedlem og

gruppe{ormand, Dansk

Folkeparti

LÆSERBREV:

Hvad der il<l<e

Hvis mennesl{erettighederne fremover sl{al have

relevans, så sl{al l{onventionen slnives om.

PETER SKAARUP

kan forldares, kan ikke for-

svares.

De kloge ord faldt mig

ind, da jeg læste om en ny

meningsmåling i Altinget

dk. Den fortæller, at et fler-

tal af danskerne mener, at

Danmark skal droppe den

europæiske menneskeret-

tighedskonvention, hvis ik-

ke vi kan udvise laiminelle

udlændinge.

Set med DF-briller er

det selvfølgelig glædeligt,

at mange bald<er op om

et synspunkt, som vi har

kæmpet for i årevis.

Men hvad målingen og-

så viser, og som næsten er

endnu mere glædeligt, er

det mange af de politiske

partiers vælgere, der har

kæmpet imod Dansk Fol-

keparti og forsøgt at skyde

os dunkle motiver og onde

hensigter i skoen, nu også

har fået øjnene op for det

urimelige i den europæi-

ske menneskerettigheds-

konventions effekter. Så-

ledes viser målingen, at et

stort flertal af Venstres væl-

gere samt et relativt flertal

af socialdemolaatiske væl-

gere også mener, at Dan-

mark bør forlade konven-

tionen, hvis ikke vi selv kan

bestemme om vi vil udvi-

se kriminelle udlændinge

som Levakovic og lederen

af indvandrerbanden, Lo-

yal to Familia.

Til november overtager

Danmark formandskabet

i Europarådet, som Men-

neskerettighedsdomstolen

hører under.

I Dansk Folkeparti håber

vi, at regeringen vil leve op

til det, den tidligere har lo-

vet, og vil sætte konventio-

nen på dagsordenen. Især

er der behov forfor et op-

gør med de såkaldte "dyna-

miske fortollminger", som

dommerne ved den euro-

pæiske menneskerettig-

hedsdomstol praktiserer,

og som betyder, at menne-

skerettighederne konstant

udvides.

Det gælder for eksempel

den omstridte beskyttelse

mod udvisning aflaiminel-

le udlændinge. Der står in-

tet om beskyttelse af krimi-

nelle udlændinge i konven-

tionen. Så hvor kom den

praksis fra ...

Så hvis menneskeret-

tighederne fremover skal

have relevans, så skal kon-

ventionen skrives om. Og

mens det arbejde pågår

mener jeg, at Danmark skal

tage forbehold for de rele-

vante områder i konven-

tionen og om nødvendigt

udtræde - så vi kan få ud-

vist de kriminelle udlæn-

dinge, der befinder sig her i

landet. Vi skal være herre i

eget hus.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Opbakningen til menneskerettigheds-

konventionen er på vippen

Erik Holstein

| 5. september 2017 kl. 13:03 |

Der er kommet et mere kritisk lys på menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, fordi ﬂere hårdkogte kriminelle er

sluppet for udvisning med henvisning til menneskerettighederne.

(Foto: /ritzau/Christian Lutz)

og det juridiske område må

aldrig blive for stort. Derfor

har vi fra instituttets side

sagt, at hvis en opstramning

af udvisningspraksis er

nødvendig for at få en bredere

folkelig forankring af

konventionen, så

må man stramme op.

—

Jonas Christoffersen

Direktør, Institut for Menneskerettigheder

“

Gabet mellem det folkelige

MENINGSMÅLING: Et relativt ﬂertal af vælgerne ønsker, at Danmark

træder ud af den europæiske menneskerettighedskonvention, hvis

det ikke bliver lettere at udvise kriminelle udlændinge.

Hvis det ikke lykkes for den danske regering at få genforhandlet den

europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), så det bliver lettere at

udvise kriminelle udlændinge, bør Danmark træde ud af konventionen.

Sådan konkluderer næsten hver anden vælger (48 procent) i en ny

Norstat-undersøgelse, mens kun hver tredje (34 procent) mener, Danmark

under alle omstændigheder skal forblive i konventionen.

Norstat-måling viser dermed en opsigtsvækkende skepsis over for en af de

bærende internationale konventioner, der traditionelt har haft meget bred

opbakning i såvel folketing som befolkning.

Danmark sætter dagsordenen

Det er særlig interessant, fordi Danmark til november overtager

formandskabet for Europarådet, som konventionen hører under.

Regeringen har på forhånd markeret, at den vil sætte emnet på

dagsordenen under sit formandskab.

Det er især

menneskerettighedsdomstolens såkaldte

"dynamiske fortolkningsstil", regeringen

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

har fokus på. Den betyder, at dommerne af

egen drift videreudvikler menneskerettighederne. Det gælder eksempelvis

den omstridte beskyttelse af kriminelle mod udvisning, der på ingen måde

er nævnt i konventionens ordlyd.

Bred skepsis

Norstat-målingens undertal viser, at det ikke længere kun er hos partier

som Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, at der er ﬂertal for at droppe

konventionen, hvis den ikke bliver ændret. Det gælder hele den blå blok,

f.eks. mener 57 procent af Venstres vælgere, at Danmark skal være parat

til at træde ud, mens 27 procent af Venstre-vælgerne vil blive.

Mest bemærkelsesværdigt er, at også et relativt ﬂertal af de

socialdemokratiske vælgere er parate til at trække Danmark ud af

konventionen, hvis det ikke bliver lettere at udvise kriminelle. Selv blandt

Enhedslistens vælgere er 29 procent tilhængere af en dansk udtræden,

hvis konventionen ikke ændres. Det samme gælder 26 procent af de

radikale vælgere.

Kun blandt vælgere fra Alternativet og SF er der meget store ﬂertal for at

blive i konventionen under alle omstændigheder.

Levakovic og Khan

Direktør for Institut ved Menneskerettigheder Jonas Christoﬀersen

forbinder resultatet af målingen med den debat, der på det seneste har

været om udvisningsdomme:

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

"Jeg tror, svarene afspejler enkeltsager som dem med Levakovic og Shuaib

Khan. Her synes mange sikkert, at det er urimeligt, at de ikke er blevet

udvist. Men de domme er specielle og ikke nødvendigvis dækkende for hele

udvisningsområdet."

Passive politikere

Jonas Christoﬀersen understreger, at de danske politikere har et

medansvar for situationen:

"Man har aldrig fra oﬃciel dansk side sagt til

menneskerettighedsdomstolen: 'Vi synes, det her er forkert'."

"Politikerne har brokket sig herhjemme, men man har forsømt at sige,

hvad det helt præcist er, man vil have strammet. Dertil kommer, at

anklagemyndigheden i ﬂere sager kunne være gået hårdere til stålet."

Det kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis de kritiserede

udvisningsdomme kommer til at bestemme danskernes holdning til

konventionerne, mener Jonas Christoﬀersen:

"Det er ærgerligt, hvis de her enkeltsager kommer til at overskygge hele

menneskerettighedsprojektet, for så risikerer man at smide barnet ud med

badevandet. Jeg tror ikke, folk tænker over, hvad konsekvenserne vil være,

hvis menneskerettighedssystemet falder sammen."

Uholdbar situation

Jonas Christoﬀersen erkender, at man ikke kan blive ved at have en række

domme ude af trit med den almindelige retsbevidsthed:

"Gabet mellem det folkelige og det juridiske område må aldrig blive for

stort. Så derfor har vi fra instituttets side sagt, at hvis en opstramning af

udvisningspraksis er nødvendig for at få en bredere folkelig forankring af

konventionen, så må man stramme op. Så længe det er inden for

nogenlunde rimelige grænser."

Overraskende resultat

Juraprofessor Mads Bryde Andersen fra KU har tidligere publiceret en

artikel i tidsskriftet Juristen om menneskerettighedsdomstolens

dynamiske fortolkninger: Han er umiddelbart overrasket over Norstat-

målingens resultat:

"Det er første gang, jeg ser et så klart udtryk for støtte til, man

genforhandler konventionen. Men emnet er jo kommet op på den politiske

agenda i den gode og åbne danske tradition, vi har for også at debattere

følsomme samfundsemner. Det er ikke i alle lande, man kan have den

slags debat," siger Bryde Andersen.

Udtræden på bordet

Når den danske regering som formandsland i

Europarådet vil sætte menneskerettighedsdomstolens dynamiske

fortolkninger på dagsordenen, skal alle muligheder være i spil,

mener Bryde Andersen:

"Jeg vil klart anbefale politikerne at lægge det frem som en mulighed, at

medlemslandene kan forlade konventionen, hvis ikke der skabes sikkerhed

for, at medlemsstaterne kan reagere over for vidtgående dynamiske

fortolkninger."

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

"Det er klogt rent strategisk at have denne mulighed på bordet under

forhandlingerne," siger Mads Bryde Andersen, der understreger, at en

udtræden af konventionen hverken vil betyde, at Danmark skal forlade EU

eller Europarådet.

På tide

Mads Bryde Andersen erkender, at danske politikere ikke tidligere har taget

deres kritik af domstolen op i oﬃcielle sammenhænge:

"Men det gør de så nu, og det er de i deres gode ret til. Der gælder jo ingen

forældelsesregel for den slags markeringer," tilføjer han.

[email protected]

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Dynamisk domstol

Lad være med at svække menneskeretsdomstol.

Da Europa rejste sig fra ruinerne efter Anden Verdenskrig, var menneskerettighederne noget af det

allerførste, man gik i gang med at sikre.

Allerede i 1950 vedtog man Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der siden har været

garanten for basale rettigheder på kontinentet. Konventionen er en overvældende succes

–

i løbet af

de efterfølgende 67 år er menneskerettighederne i Europa blevet udbredt og udbygget både med

tilføjelser til konventionen og gennem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols enorme

retspraksis.

Men nu er det gået for vidt, mener den danske regering og store dele af Folketinget, der lægger op

til at bruge det kommende danske formandskab i Europarådet til et opgør med domstolens såkaldte

dynamiske fortolkningsprincip. Det er en ikke klart defineret betegnelse for den måde, hvorpå

domstolen har fortolket konventionen og over årene på en række områder udvidet og moderniseret

beskyttelsen af borgernes rettigheder.

Planen er at få vedtaget en politisk erklæring, hvor medlemslandene mere eller mindre skarpt

formuleret beder domstolen om at stikke piben lidt ind.

INGEN ER UFEJLBARLIGE , og også menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg har afsagt

mindre velargumenterede domme i årenes løb. Men den danske plan virker ikke desto mindre

uigennemtænkt og potentielt skadelig.

De domme, som justitsminister Søren Pape Poulsen (K) henviser til som problematiske, handler

især om begrænsninger i staternes muligheder for at udvise folk.

Det er sager som Gimi Levakovic’, der sidste år fik Højesterets ord for, at han trods talrige

straffedomme ikke kan udvises.

Problemet er imidlertid, at Levakovic’ og tilsvarende sager handler mest om konkrete

omstændigheder og ikke ret meget om en ny dynamisk fortolkning. Der hvor den dynamiske

fortolkning særligt har haft betydning de senere år, er på områder som ytringsfrihed, LGBT-

rettigheder og beskyttelse mod diskrimination. Liberale rettigheder, som Danmark bakker klart op

om og forsøger at udbrede internationalt, men som et opgør med domstolen risikerer at skade.

AT INDLEDE ET opgør med menneskerettighedsdomstolen risikerer at åbne en Pandoras æske,

hvor mindre frisindede lande som Tyrkiet, Ungarn og Rusland også hurtigt kan komme med forslag

til nogle rettigheder, der bør indskrænkes.

Det er ikke mindst derfor, at et normalt ligesindet land som Tyskland er modstander af den danske

plan, der kan svække hele kontrolsystemet.

I en tid, hvor menneskerettighederne er under pres mange steder i Europa, er det en helt rationel

frygt, som bør tages alvorligt.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Vi kan hurtigt komme til at fortryde en svækkelse af menneskerettighedssystemet.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Foto: Stine Tidsvilde

Justitsminister Søren Pape Poulsen vil under det danske formandskab for Europarådet forsøge at dæmme op for Menneskeretsdomstolens

såkaldt dynamiske fortolkninger.

DANMARK

28. AUG. 2017 KL. 10.50

MORTEN SKÆRBÆK

Politisk reporter

MORTEN SKÆRBÆK

Overrasket justitsminister

vil tage dommer på ordet

og blande sig i

kontroversielle sager

Justitsministeren vil danne alliancer med andre lande og på den

måde forsøge at påvirke Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Danmark

overtager til november

formandskabet for Europarådet, der har

47 medlemslande.

Den danske

regerings ambition er at få

vedtaget en Københavnerklæring, der

skal indskærpe over for

Menneskerettighedsdomstolen, at den

skal begrænse den såkaldt dynamiske

fortolkning af den knap 70 år gamle

konvention.

Da Politiken i juli bragte et interview med den danske dommer ved Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, Jon Fridrik Kjølbro,

bed justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mærke i én ting:

Nemlig, at domstolen meget sjældent oplever, at de 47 medlemslande i

Europarådet blander sig i verserende sager. Ja, den danske

menneskerettighedsdommer nærmest opfordrede de danske politikere til

at blande sig.

»Det er ekstremt værdifuldt, når vi sidder som dommere og skal træffe

afgørelser, at vi hører, hvad de forskellige medlemsstater mener. De får

mulighed for at forklare, hvad deres retstilstand er, og hvorfor de mener,

at en sådan afgørelse kan få uheldige konsekvenser for eksisterende

retssystemer«, forklarede Kjølbro.

En oplysning, der i den grad kom bag på justitsministeren hjemme i

Danmark.

»Jeg blev overrasket. Men det er bare ikke noget, vi har tradition for at

gøre. Og det har ingen lande haft. Derfor bliver jeg meget overrasket over,

at en dommer kommer og næsten beder om det. Og så har jeg det sådan,

at det skal han ikke sige to gange«, forklarer Søren Pape Poulsen.

Det er vigtigt at sige, at det her ikke er

noget med at ændre konventionen eller

undergrave konventionen

Han satser derfor på, at en sideeffekt af det kommende danske

formandskab for Europarådet kan blive, at Danmark i fremtiden danner

skiftende alliancer med andre lande for på den måde at lægge pres på

domstolen i forbindelse med kontroversielle sager, der vil kunne påvirke

landene efterfølgende. Justitsministeriet har nu undersøgt, hvor ofte

Danmark de seneste 15 år har interveneret, som det hedder, i verserende

sager ved menneskerettighedsdomstolen.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Det er sket én gang.

»Og jeg tror, Tyskland har gjort det to gange. Men det vil vi have fokus på.

Jeg kunne da godt forestille mig, at Danmark, Østrig, Schweiz og andre

lande kunne have fælles interesser og kunne sige: »Hør lige, det her er vi ti

lande godt nok uforstående over for!«, forklarer Pape Poulsen:

»Jeg tror på, at man kan lægge et pres«.

Diplomatisk balancegang

Justitsministeren har sagt ja til et interview om det kommende danske

formandskab i Europarådet. Et formandskab, der strækker sig fra

november og et halvt år frem.

Gennem en længere periode har en såkaldt taskforce under

Justitsministeriet rejst rundt til mange af de 47 lande i Europarådet for at

få dem gjort varme på ideen om en ’Københavnerklæring’. Der er tale om

en delikat balancegang.

På den ene side vil den danske regering gerne have vedtaget en erklæring,

der sender et kraftigt signal til menneskerettighedsdomstolen om at

begrænse sin såkaldt dynamiske fortolkning af den knap 70 år gamle

menneskerettighedskonvention. Hver gang domstolen afsiger en dom,

lægger den sig nemlig i bunken af domme, som de forskellige

nationale

domstole skal skele til, når de behandler deres sager. Og den dynamiske

fortolkning medfører som regel – påpeger kritikerne – at ﬂere og ﬂere ting

gøres til menneskeretslige problemer.

På den anden side kan den danske ambition om at begrænse

menneskerettighedsdomstolens indﬂydelse af nogle lande blive opfattet

som et angreb på menneskerettighederne som sådan.

Pape formulerer ambitionen således:

»Vi kommer til at fokusere på den dynamiske fortolkning af

menneskerettighedskonventionen. Det, der faktisk ligger os meget på

sinde, er, at det jo er et

forsvar

for menneskerettighederne. Det, vi vil, er at

forandre for at bevare. Vi kan se, at menneskerettighedsdomstolen har

dømt i nogle sager omkring udvisning, sociale og økonomiske sager, hvor

man kan stille sig selv det spørgsmål: Var det det, den var sat i verden for?

Og der synes den måske at være gået for langt«.

Han fortsætter:

»Det her giver jo forskellige reaktioner i landene. Derfor tror jeg også, det

er vigtigt at sige, at det her ikke er noget med at ændre konventionen eller

undergrave konventionen. Det tror jeg godt, der kan være en nervøsitet for

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

i nogle lande – om det er det, der er projektet. Nej, det er fortolkningen«.

Et eksempel, der ofte fremdrages af regeringen, er vaneforbryderen Gimi

Levakovic, der ﬁk Højesterets ord for, at han ikke kunne udvises for sin

kriminalitet. Det ville nemlig være i strid med

menneskesrettighedskonventionens artikel 8 om retten til familieliv.

Højesteret henviste i afgørelsen til en tidligere lignende dom fra netop

menneskerettighedsdomstolen, som Danmark med andre ord nu måtte

rette sig efter i tilfældet Levakovic.

Pape Poulsen fortsætter:

»Hvis vi ønsker, der skal være en international retsorden og

menneskerettigheder, og vi ønsker en folkelig forankring og opbakning til

det, så nytter det ikke noget, at Danmark – for at sige det ligeud – ikke kan

udvise en Levakovic. Hvis vi får for mange af den slags sager, så tror jeg, vi

som politikere mister opbakning i befolkningen til at være en del af de her

konventioner. Så min og regeringens ambition er ikke, at nu skal vi se,

hvordan vi kan komme ud af det her eller underminere det – nej, det er

faktisk at styrke det. Ved at få talt om, hvordan vi – ikke ændrer

konventionen – men får lavet en eller anden Københavnerklæring om,

hvad tilgangen er til det«.

Positive reaktioner

Justitsministeren er forsigtig optimist.

»Jeg kan jo mærke på den taskforce, vi har nedsat, at vi alt andet lige bliver

positivt modtaget rundt omkring. Det her er en lang proces, men jeg

synes, vi bevæger os i den rigtige retning. Det vil være vores hovedpunkt i

det formandskab at få skabt en forståelse for, at der er altså noget, en

domstol skal passe meget på omkring dens fortolkning«.

Det er dog ikke første gang, at medlemslande i Europarådet har fokuseret

på at tøjle menneskerettighedsdomstolens fortolkning af konventionen.

Så sent som i 2012 under det britiske formandskab blev der eksempelvis

vedtaget den såkaldte Brightonerklæring i samme boldgade.

Søren Pape, hvad får dig til at tro, at I kan gøre noget ved det?

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

»Helt lavpraktisk, at verden har forandret sig. Da Brightonerklæringen

blev lavet i 2012, så vi jo ikke de ﬂygtninge- og migrationsstrømme, som

jeg tror betyder noget for landene«, svarer han.

Ikke desto mindre kunne Politiken i december sidste år løfte sløret for, at

det tyske indenrigsministerium havde givet noget nær en kold skulder til

en dansk embedsmand, der havde været dernede for at diskutere emnet.

På mødet havde tyskerne understreget over for den danske udsending, at

den tyske regering går ind for at styrke menneskerettighedskonventionen

og domstolen.

»Den tyske regering understregede, at det i den nuværende situation er

særligt vigtig, at dette system ikke svækkes, og at man skal undgå risici for,

at det sker«, oplyste det tyske ministerium efter mødet med den danske

repræsentant.

Pape, det lyder umiddelbart lidt i modstrid med det, du siger om, at

ﬂygtningestrømmen gør, at der begynder at være medvind for jeres

tankegang?

»Jo, jo, når jeg nævner ﬂygtningestrømmen, så er det for at sige, at jeg tror

i hvert fald, at vi kan være enige om, at det har forandret noget i Europa på

mange måder. Jeg kan jo ikke sidde her og sige, hvordan det er i et bestemt

land. Jeg kan bare sige, at vi har en god dialog. Og jeg kan i hvert fald sige

så meget, at jeg også har haft en dialog med tyskerne. Er vi så et sted nu,

hvor alle er enige? Nej, det er vi ikke, men det er jo der, vi prøver at bevæge

os hen med det gode argument«.

Man kunne måske få den mistanke, at det også lidt er indvortes brug –

altså et signal til vælgerne om, at regeringen skam også er træt af, at

Levakovic stadig er i Danmark. Tror du på, at I reelt får ændret noget?

»Ja, for ellers kastede vi os ikke ud i det. Men bliver det svært – ja«

Jeg tror, at de færreste sådan rigtig vil begræde det, hvis vi blev en

Levakovic fattigere på dansk jord. Men er det ikke netop pointen med

internationale spilleregler, at de skal gå ind og sige, at det kan godt være,

at der er en folkestemning i et land nu her, men vi har nu en gang vedtaget

en konvention, som er skrevet i generelle termer, og så har vi en domstol,

der efterfølgende i en række domme har præciseret, hvad det betyder i

dag?

»Der får man jo netop fortolkningen ind. Og det er derfor, jeg mener, at der

skal være et rum til debat. Det her handler ikke om at sende nogen ud til

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

tortur og henrettelse, for det skal man jo aldrig gøre, uanset hvor store

forbrydere de er. Men at sende folk til et land, hvor de jo ikke er i fare, men

hvor det måske bare ikke er så komfortabelt at være ... skal det virkelig

være menneskerettigheder? Jeg vil sige, at det er politik«, svarer han.

Et andet problem med menneskerettighedsdomstolen er det voksende

antal sager. I maj var tallet oppe på 93.000, og som justitsministeren

formulerer det, er domstolen »ved at blive lagt ned«.

Han ﬁnder det dog svært direkte at gå ind og styre antallet af sager, der

indbringes. Derimod mener han, at det vil dæmpe nogles lyst til at klage

til domstolen, hvis den dynamiske fortolkning begrænses.

»Det er klart, at jo mere man åbner for en fortolkning, jo mere sidder der jo

jurister rundt omkring og kigger og siger, »hov, her er vist noget, vi skal

have prøvet«.

Så en Københavnerklæring kunne være en formulering, der indskærper

yderligere over for domstolen, at nu må I altså begrænse jer?

»Ja, det er det, vi gerne vil frem til«.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Dansk menneskeretsreform

vil møde modstand

Den danske regering vil gennemføre et kritisk opgør med Den Europæiske Menneske-

rettighedsdomstols tolkning af Menneskerettighedskonventionen. Hvis det skal lykkes, skal

reformen pakkes ind i en pro-europæisk retorik, mener juraprofessor Mikael Rask Madsen.

er. Det vil kræve enstemmighed blandt Euro-

parådets 47 medlemslande, herunder Rusland

og Tyrkiet, og herefter ratiikation i s amtlige

nationale parlamenter.

Helt konkret vil de danske reformbestræ-

belser i forhold til menneskerettighedssyste-

met i Strasbourg ske i forbindelse med først

aholdelse a f e n t odages e kspertkonference i

Nordsjælland i slutningen af november, hvor-

efter den særlige taskforce under Justitsmi-

nisteriet i samarbejde med kolleger i Uden-

rigsministeriet vil vurdere, hvilke politiske

muligheder der måtte være i relation til at

fremme de danske ønsker til reform af dom-

stolen. Dernæst vil der ifølge taskforcens le-

der, Rasmus Kiefer-Kristensen, k o ntorchef i

Justitsministeriets Lovafdeling, muligvis bli-

ve aholdt et særligt uformelt justitsminister-

møde i Danmark, forud for det udenrigsmi-

nistermøde med deltagelse af Europarådets

47 medlemslande i Danmark, som allerede er

planlagt i Helsingør i maj 2018.

“Vi kan af gode grunde ikke løfte sløret

for vores forhandlingsstrategi. Men det er

klart, at den ligger i forlængelse af den igang-

værende reformproces i Europarådet vedrø-

rende domstolen,” siger Kiefer-Kristensen

med henvisning til den såkaldte Interlaken-

proces, som blev indledt i 2010, og som ventes

afsluttet i 2019.

Claus Kragh

[email protected]

@kraghclaus

Den Europæiske

Menneske-

retighedsdomstol

✳

Domstolen har hjemme i

Strasbourg i det østlige Frank-

rig og er underlagt Europarå-

det, der har 47 medlemslande.

KON V EN TION ER

anmark vil møde betydelig poli-

✳

Domstolen har til opgave at

tisk og institutionel modstand, når

sikre, at medlemslandene, som

man i næste måned indleder sit

tilsammen har godt 800 mio.

varslede kritiske opgør med Den

indbyggere, overholder Den

Europæiske

Menneskerettighedsdomstols

Europæiske Menneskerettig-

(EMD) fortolkning af Den Europæiske Menne-

hedskonvention.

skerettighedskonvention.

✳

De 47 dommere – en fra hvert

Ganske vist står regeringen langtfra alene

medlemsland – udpeges af

i Europa med sine frustrationer over domsto-

Europarådets parlamentariske

len i Strasbourg. I en række europæiske lande

forsamling. Her sidder fem

deler regeringspolitikere, juraprofessorer og

medlemmer af Folketinget.

ikke mindst oppositionspolitikere den dan-

✳

Danmarks aktuelle dommer

ske opfattelse af, at domstolen i visse tilfælde

i Strasbourg er Jon Fridrik Kjøl-

går for vidt i sin fortolkning af Menneskeret-

bro, der i januar 2014 blev valgt

tighedskonventionen og derved sætter urime-

af Europarådets parlamen-

lige hindringer op for nationale domstole og

tariske forsamling blandt tre

parlamenters virke.

danske kandidater indstillet

Omvendt står det klart, at den danske re-

af det uahængige

Dommerud-

gering vil møde stor modstand fra en række

nævnelsesrådet. Kjølbro sidder

lande, som ikke mener, at man skal pille ved

frem til 2023.

Den Europæiske Menneskerettighedskonven-

Ukontroversiel og kontroversiel

tion og Strasbourg-domstolen på et tidspunkt, Den ene del af de danske reformambitioner er

Kilde

Den Europæiske

hvor autoritære regimer rundt omkring i relativt ukontroversiel, mens den anden del

Menneskerettighedsdomstol

Europa både politisk og konkret modarbejder til gengæld er det modsatte. Den ukontrover-

de selvsamme menneskerettigheder.

sielle del handler om, at domstolen er alt for

Samtidig står det også klart, at Danmark lang tid om at behandle de mange sager, der

hverken vil forsøge at ændre den traktat, som bliver indbragt for den. Det er ingen let udfor-

Menneskerettighedskonventionen fra 1950 i dring at løse det problem, men ingen lande

juridisk forstand er, eller melde sig ud af kon- vil være modstandere af, at domstolen bliver orden, herunder respekt for menneskerettig-

ventionen, sådan som f.eks. Dansk Folkeparti mere efektiv o g f o kuseret. O m m a n s å k a hederne”, og at Danmark “ønsker at indgå i et

inde l er e pe ng e ti l at lø se pr ob lemet, er enaktivt internationalt samarbejde og overholde

mener, at man skal.

“Det kommer ikke til at ske,” har statsmi- anden sag.

de internationale konventioner, som Dan-

nister Lars Løkke Rasmussen (V) udtalt lere

Den kontroversielle del af de danske re- mark har tilsluttet sig”.

gange, efter at han under den forrige regering formplaner handler om, at der ifølge VKLA-

Udtrykket ‘dynamisk tolkning’ dækker

første gang lancerede planerne for det danske regeringens orientering til Folketinget er over, at domstolen så at sige tolker konven-

formandskab i Europarådet, som løber fra no- “behov for at se kritisk på den måde, som Den tionens 67 år gamle ordlyd ind i den tid, hvor

Europæiske

Menneskerettighedsdomstols givne afgørelser skal træfes. Begrebet er iføl-

vember i år og frem til maj 2018.

Både Peer Lorenzen, Danmarks dommer dynamiske fortolkning har udvidet rækkevid- ge professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen, KU,

ved EMD i 1999-2014, og professor Marlene den af dele af Den Europæiske Menneskeret- opstået i forbindelse med domstolens afgørel-

Wind, Københavns Universitet, betegner det tighedskonvention”. I den samme orientering se fra 1978 af en sag, hvor en britisk kostskole-

som udelukket, at man kan gennemføre æn-understreger regeringen, at “Danmark har en k lar dreng, Anthony Tyler, ik rettens ord for, at det

dringer i selve den traktat, som konventioneninteresse i en stærk international rets-

var en krænkelse af menneskerettighederne,

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

da han år tidligere ved en domstol på Isle of

Man blev idømt tre piskeslag efter en kontro-

vers med en lærer i forbindelse med indsmug-

ling af øl på skolens sovesal.

Domstolen i Strasbourg understregede i

dommen, at Menneskerettighedskonventio-

nen er et såkaldt levende instrument, der skal

tolkes i lyset af den faktiske udvikling i med-

lemslandene. Med andre ord understregede

domstolen, at fysisk afstrafelse af skolebørn

i 1976 var en krænkelse af menneskerettighe-

derne, selv om den praksis formentlig var re-

lativt udbredt, da konventionen blev vedtaget

i 1950. En lignende udvikling er set på andre

områder som f.eks. sex mellem homoseksu-

elle, som i Danmark blev lovligt i 1933, mens

lovliggørelsen først kom langt senere i andre

europæiske lande.

Det kan være

problematisk, hvis

domstolen træfer

meget smalle

afgørelser i sager,

som opleves som

kontroversielle i

medlemslandene.

Per

Lorensen

Tidl. dansk dommer ved EMD

Mere balanceret system

Statsminister Lars Løkke Rasmussen beskrev

i sin grundlovstale i år regeringens bevæg-

grunde for de ønskede reformer.

“Europa har behov for et stærkt menneske-

retssystem, men det skal være mere abalan-

ceret og fokuseret end det nuværende. Derfor

er det nødvendigt at igangsætte reformer, hvis

systemet også fremover skal være relevant

og efektivt. I modsat fald er der risiko for, at

menneskerettighederne mister deres folke-

lige opbakning og forankring. Med det danske

formandskab får vi en enestående chance for

at sætte emnet på den internationale dagsor-

den,” sagde Løkke.

Mikael Rask Madsen, professor i jura ved

KU med speciale i international ret, mener, at

den danske regering skal træde varsomt, hvis

man skal have held med sine planer.

“Hvis Danmark er i stand til at præsentere

sine planer som led i et proaktivt europæisk

engagement, der understreger nødvendig-

heden af Europas fortsatte værn om men-

neskerettighederne, vil det uden tvivl være

gavnligt. Men hvis det omvendt opleves som

hørende til i en EU-kritisk og illiberal udvik-

ling, vil modstanden være stor,” siger Mikael

Rask Madsen.

Han er blandt arrangørerne og taler ved en

stor, international konference om ’Fremtiden

for det europæiske menneskerettighedssy-

stem’, som

inder s ted p å K øbenhavns U ni-

versitet 22. september. Her vil justitsminister

Søren Pape Poulsen (K) være blandt talerne

sammen med bl.a. Danmarks aktuelle dom-

mer i Strasbourg, Jon F. Kjølbro og højesterets-

præsident Thomas Rørdam.

Forsømmer at påvirke EMD

Peer Lorenzen, dansk dommer i Strasbourg i

15 år frem til 2014, maner ligeledes til besin-

dighed regeringen, når det gælder ambitionen

om at reformere domstolens fortolkning af

konventionen. Omvendt finder han det

helt i orden, at man debatterer, om det vil

styrke domstolens legitimitet, hvis man f.eks.

indfø-rer regler om, at afgørelser skal have et

kvali-

iceret og ikke blot et simpelt lertal af dom-

mere bag sig.

“Det kan være problematisk, hvis domsto-

len træfer meget smalle afgørelser i sager,

som opleves som kontroversielle i medlems-

landene,” siger Lorenzen.

Danmarks aktuelle Strasbourg-dommer,

Jon F. Kjølbro, opfordrede i juli i et interview i

dagbladet Politiken til, at Danmarks og andre

landes regeringer i højere grad, end det sker i

dag, forsøger at påvirke dommene fra Stras-

bourg.

“Hvis der er en sag, der verserer for Stor-

kammeret (ved EMD, red.), som Danmark me-

ner er ekstremt vigtig for danske retsforhold,

så står det jo Danmark frit for at anmode om

tilladelse til at intervenere og give udtryk for

sine synspunkter. Det er ekstremt værdifuldt,

når vi sidder som dommere og skal træfe af-

gørelser, at vi hører, hvad de forskellige med-

lemsstater mener. De får mulighed for at for-

klare, hvad deres retstilstand er, og hvorfor de

mener, at en sådan afgørelse kan få uheldige

konsekvenser for eksisterende retssystemer,”

sagde Kjølbro.

Bundlinjen er, at de stemmer i den dan-

ske debat, der drømmer om, at Danmark skal

sætte sig i spidsen for et fundamentalt oprør

mod Menneskerettighedskonventionen i

Strasbourg, vil blive skufede. Omvendt vil det

danske formandskab i Europarådet uden tvivl

kunne bidrage til, at domstolen bliver mere

forsigtig over for medlemslandene, end den

historisk har været.

Dette er i øvrigt ifølge lere iagttagere en

udvikling, som har været i gang i nogle år.

Senest

begrundede domstolen sin afvisning

af en klage mod Belgiens forbud mod brug af

burka i det ofentlige rum med, at forbuddet

var legitimt i det belgiske samfunds beskyt-

telse af ’samfundslivet’ og af andre borgeres

‘rettigheder og friheder’

•

Fire lande er storkunder hos

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Domme fordelt på lande, 2016, pct.

Polen

2,61 pct.

Øvrige lande

33,77 pct.

Kroatien

3,42 pct.

Bulgarien

3,72 pct.

Ungarn

4,12 pct.

Grækenland

4,53 pct.

Ukraine

7,35 pct.

Rumænien

8,66 pct.

Rusland

22,96 pct.

Tyrkiet

8,86 pct.

Rusland, Tyrkiet, Rumænien og Ukraine var genstand for

næsten halvdelen af de 993 domme, der blev afsagt ved Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol, EMD, i 2016. Historisk har Tyrkiet og Italien

været genstand for det største antal afgørelser med henholdsvis 3.270

mod Tyrkiet og 2.351 mod Italien.

— www.echr.coe.int.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Tyskland ønsker ikke reform

af menneskerettighedsdomstol

INTERVIEW

Georg Nolte, professor og førende tysk jurist, ser intet ønske i Tyskland om at reformere

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i den retning, den danske regering ønsker.

Claus Kragh

[email protected] @kraghclaus

Georg Nolte, født

1959, er professor,

dr.jur. og ph.d. ved

Humboldt Univer-

sitet i Berlin, hvor

han leder Center

for Global Konsti-

tutionalisme. Nolte

har siden 2007

været medlem af

FN’s International

Law Commission,

hvis 35 medlem-

mer er valgt af FN’s

generalforsamling.

Foto: Sameer Khan.

KON V EN TION ER

anmark gør klogt i at forholde sig realistisk til, hvor

langt man kan komme med at reformere Den Europæ-

iske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg.

At ændre traktaten om Den Europæiske Menneske-

retskonvention er i realiteten umuligt. Til gengæld

vil det måske være muligt at skafe lertal for politiske erklæringer

og eventuelt øgede budgetter, der kan gøre domstolen i Strasbourg

mere efektiv og samtidig mere forsigtig, når den træfer afgørelser,

der griber afgørende ind i nationale demokratiske processer.

Sådan lyder vurderingen fra Georg Nolte, professor, dr.jur. ved

Humboldt Universitet i Berlin, i anledning af, at den danske rege-

ring har erklæret, at man vil forsøge at reformere EMD i forbin-

delse med det danske formandskab i Europarådet fra november

2017 til maj 2018. I Udenrigsministeriets formulering hedder det,

at “Danmark ser et behov for at se kritisk på den måde, som Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning

har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention”.

“Men hvilke slags reformer forestiller de forskellige aktører sig?

Den almindelige borger vil formentlig forestille sig, at det handler

om traktatændringer. Men traktatændringer er meget sværere at

opnå end at forsøge at komme igennem med erklæringer, som for-

søger at påvirke domstolen. Man kan give lere penge til domsto-

len for at sætte den i stand til at behandle lere sager, og man kan

fortælle domstolen, at den skal være forsigtig ved ikke at optræde

ufølsomt i forhold til legitime nationale demokratiske processer,”

siger Georg Nolte.

Han understreger, at han i dette interview udtaler sig i sin egen-

skab af universitetsprofessor, og at han ikke har noget ønske om at

blande sig i en national dansk debat.

Georg Nolte deler ikke den danske regerings kritik af, at dom-

stolens såkaldte ’dynamiske tolkning’ af menneskerettighedskon-

ventionen har udvidet konventionens rækkevidde:

“Men jeg kan godt forstå kritikken. Ved nogle lejligheder har

retten ikke i tilstrækkelig grad forklaret sig eller forankret sine be-

slutninger i praksis i et stort lertal af lande,” siger Nolte.

Ifølge George Nolte deler man i Tyskland ikke den danske re-

gerings ønske om at reformere EMD i den retning, som regeringen

har annonceret.

“Der er nogle kolleger, der vil sige, at EMD er gået lidt for langt

her og der. Men om der er en generel bekymring i Tyskland, vil jeg

svare nej til,” siger Nolte og fortsætter:

“Der har fra tid til anden været debat, men det ender aldrig med

krav om en grundlæggende reform. Så der er ingen alvorlig bekym-

ring i Tyskland, og både regeringen og de leste akademikere er

beskyttende over for domstolen og oplever ikke, at domstolen går

for vidt.”

EU-Domstolen er mere aktivistisk

Danmarks bekymring over domstolens dynamiske fortolkning af

konventionen er kun en del af motivationen for at styrke arbejdet

ved EMD. Et andet vigtigt tema er, at domstolen generelt er overbe-

byrdet af sager, og man derfor skal vente for længe på afgørelserne.

Det betyder bl.a., at domstolen ikke kan bruge så megen tid på mere

principielle sager.

“Det er klart, at der er et problem i forhold til de mange sager. Og

spørgsmålet er, hvordan vi løser det. Men det interessante spørgs-

mål er, hvilken forbindelse der er mellem det spørgsmål og så det

forhold, der omhandler den såkaldte dynamiske tolkning, hvor

folk mener, at domstolen går for langt på områder, som mange me-

ner hører hjemme under den nationale suverænitet, og hvor EMD

mangler forståelse for nationale demokratiske processer.”

Ifølge den tyske professor er det særligt den britiske regering,

der har forsøgt at kombinere de to spørgsmål om domstolens ef-

fektivitet og om dens politiske rolle i den interne reformproces, der

blev igangsat i 2010, og som efter planen skal afsluttes i 2019. Det er

denne proces, Danmarks formandskabsarbejde indgår i. Og det bør

politikerne holde sig for øje.

“Det reelle issue i dag er, at man kan give signaler til domstolen

om ikke at træde på særligt legitime følsomme områder. Hvis man

sammenligner med EU-Domstolen i Luxembourg er den mere ak-

tivistisk. Den går længere væk fra traktaternes tekster og har truf-

fet lere overraskende afgørelser, så EMD er det forkerte mål,” siger

Nolte og slår fast: “Efter min opfattelse skal EMD hele tiden kigge

på, hvordan et bestemt spørgsmål løses i et stort lertal af de euro-

pæiske lande, og fortolke konventionen i det lys. Den skal ikke bare

løbe foran med loven, fordi den synes, at den har ret”

•

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Løkke vil have rimelighed i EU

Statsministeren vil blandt andet arbejde hårdt for at kriminelle EU-borgere kan udvises. Der skal

mere rimelighed i EU-systemet.

Han har været væk i et stykke tid. Men interviewets indledende manøvrer demonstrerer tydeligt, at

statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke har forandret sig grundlæggende hen over sommeren.

Han skal ringe klokken 16, mens han er på vej til Venstres sommergruppemøde i Aalborg. Men

telefonen brummer først klokken 17.06. I røret virker han en anelse fortravlet. Tiden er løbet, og

han er nødt til på kort tid få formuleret sig rigtigt om den såkaldte rimelighedspakke i forhold til det

europæiske system, som regeringen vil bruge en del kræfter på i efteråret. En pakke, der i

overskrifter handler om at stoppe misbrug af EU-systemets frie bevægelighed, stoppe kriminelles

mulighed for at skærme sig bag lovgivning og stoppe urimelige træk på danske velfærdsydelser.

Budskabet er dobbelt og i sin substans og sine løsningsforslag dybt kompliceret, fordi masser af

lande og parlamenter skal være med, før ting kan falde på plads. Og fordi det er et budskab, som

skal adressere misbruget af EU-systemerne uden samtidig at miskreditere unionen som sådan.

Jeg bliver harmdirrende arrig

Grundlæggende er den frie bevægelighed og EU som sådan et gode, fastslår han. Sågar »berigende«

og noget, som dansk erhvervsliv dagligt har glæde af. Men springer hurtigt videre til frustrationerne

og nævner konkret de EU-borgere, der ikke kan udvises.

»Det er en balance. Hvis den frie bevægelighed er eller opleves som urimelig på nogle parametre, er

der noget tillid til systemet, der smuldrer. Derfor skal vi have noget rimelighed tilbage i de her

ting«.

Og hvad er det, du adresserer?

»Vi er nødt til at få rimeligheden tilbage i et borgernært perspektiv. De ting, vi går og slår os på. Jeg

kan mærke det på mig selv. Jeg bliver harmdirrende arrig over, at der kommer nogle rumænere til

Danmark og begår kriminalitet. De skal udvises til Rumænien. Rumænien rækker hånden op og

siger, at de gerne vil have dem tilbage. Men vi kan ikke sende dem tilbage, fordi vi har lavet et

europæisk regelsæt i et krydsfelt mellem EU og Europarådet, der gør, at det ikke kan lade sig gøre.

Jeg kan som menneske mærke, at det får mit blod til at koge«.

Men det er vel ekstra frustrerende, når man kender mekanismerne i de her ting. Det er ikke bare

Folketinget. Det er mange parlamenter og tunge mekanismer?

»Det er derfor, vi er nødt til at lægge en strategi. Nu har jeg givet en overskrift om, at vi skal have

rimeligheden tilbage på de tre dimensioner. Vi er nødt til at give det prioritet«, siger statsministeren.

Han er efterhånden en af EU’s erfarne regeringschefer og taler om kollegernes frustrationer

apati.

»Nu skal det ikke blive alt for Oxford-agtigt. Men fornemmelsen er, at når det er noget, hvor mange

skal beslutte noget samtidig, så er tilgangen lidt, at ’det er nok for besværligt, lad os snakke om

noget andet’. Men det går bare ikke. En eller

anden dag knækker elastikken i folks accept og

opbakning til tingene«.

Fremlægger plan i dag

Lars Løkke Rasmussen vil fremlægge rimelighedspakken for folketingsgruppen i dag. En

kalejdoskopisk plan af kendt og mindre kendt stof. Noget kompliceret EU-jura om forordninger om

dagpenge og direktiver om udstationeringsregler. Blandt det mere folkeligt debatterede er den

danske grænsekontrol, hvis formelle juridiske udgangspunkt fra for halvandet år siden stille og

roligt er fordampet. Men Schengen-systemet skal ifølge statsministeren justeres på en måde, »der

gør, at vi kan fortsætte kontrollen«.

Han nævner, at han har talt med bl.a. den franske præsident, Emmanuel Macron, om emnet, og at

han »regner med, at både Frankrig og Tyskland vil kunne bakke det op«:

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

»Med det terrorbillede, vi har, og i øvrigt med den asylsituation, der fortsat er i Europa, kan det ikke

nytte noget, hvis man på grund af rent juristeri siger, at nu er der en situation, hvor man ikke kan

opretholde grænsekontrollen. Den folkelige forståelse ville også være helt væk. Så det skal løses,

hvis rimeligheden skal tilbage i samarbejdet«.

Rimelighedspakken indeholder både ny og gammel vin. Blandt den nyere af slagsen er den indsats

mod tiggeri og betleri, som blev sat i værk før sommerferien og har ført til anholdelser og

udvisninger.

»Jeg tror sådan set, at vi kan gøre noget mere for at have snor i og kontrol med dem, der går rundt i

Danmark uden noget egentligt grundlag. Jeg er tilhænger af den frie bevægelighed, men den skal

tjene et formål og skal ikke misbruges«.

Et nyt SU-system

Helt ny vin venter i 2018, når et nyt SU-system skal begrænse antallet af studerende fra andre EU-

lande, som tager til Danmark for at studere og arbejde i ofte få timer om ugen. Mange rejser hjem

igen, når eksamenspapiret er i hus. Hvordan systemet skal indrettes, er regeringen ikke i mål med.

Målsætningen virker klar nok.

»Det bliver lidt Ebberød Bank, at vi har indrettet en samfundsmodel, hvor vi giver fri og gratis

uddannelse og SU undervejs til folk, der kommer udefra, og så rejser mange af dem hjem igen. Det

duer jo ikke, og det skal der ryddes op i«, siger statsministeren.

Oprydningen kan foretages på mange måder. Noget kan klares via en reform af SU-systemet. Noget

gennem dybere debatter i EU-systemet om, hvornår man kan betragtes som arbejdstager.

»Man kan udfordre det her arbejdsoptjeningskrav. Hvad vil det egentlig sige at være en

arbejdstager? Har man krav på alle danske velfærdsydelser, fordi man står ni timer om ugen nede i

garderoben i Jomfru Ane Gade? Det er da et åbent spørgsmål«, siger Lars Løkke Rasmussen med

henvisning til, at mange østeuropæiske studerende har samlet sig på uddannelsesinstitutioner i

Aalborg.

En anden sag på tegnebrættet er det danske formandskab for Europarådet, der begynder i november.

Der er ifølge Løkke lagt »en ret offensiv plan for« at bruge dette formandskab til at gøre

menneskerettighedssystemet mere effektivt og afbalanceret. Regeringen har længe brokket sig over,

hvad statsministeren kalder »Menneskerettighedsdomstolens alt for ekspansive fortolkning« af

retten til et familieliv:

»Det betyder, at vi ikke kan komme af med mennesker, som vi ikke vil have i vores samfund«.

En kollektiv indsats

Løkke vil drøfte formandskabet med partierne. Det skal gerne være »en kollektiv dansk indsats«.

Han nævner igen, at han ser egne frustrationer afspejlet hos mange af EU-kollegerne.

»Der er nogle ting, der krydser. Som ingen af os kan forstå. Forudsætningen for at blive medlem af

EU er, at man efterlever menneskerettighederne. Alligevel kan man ikke udvise kriminelle til nogle

af de lande, fordi de ikke efterlever Menneskerettighedsdomstolens opfattelse af, hvad der er

ordentlige afsoningsforhold«, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han trækker Rumænien frem som eksempel og nævner et møde med den rumænske præsident før

sommerferien. Også præsidenten viste forståelse for den danske frustration.

»Der er kontakt, og vi får et møde mellem Søren Pape (justitsminister, red.) og hans kollega i

september. Rumænerne ved udmærket godt, at det er dårlig branding af Rumænien, at man

rundtomkring i Europa slås med de her problemer«, siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren nævner ikke TV 2’s oplysning fra i aftes om at lade militæret overtage dele af

arbejdet med grænsekontrollen og andre bevogtningsopgaver for at frigøre politibetjente. Det vil

han formentlig adressere på sit pressemøde ved middagstid. Ligesom han vil blive spurgt til prins

Henrik, burkaer, statslån til almene boliger og sommerens øvrige temaer. Sæsonen er i gang.

[email protected]

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

NORDJYSKE Stiftstidende Mandag 31. juli 2017

NORDJYSKE Medier A/S

(CVR-NR. 18096641)

www.nordjyskemedier.dk

[email protected]

Hovedkontor:

Langagervej 1, Postbox

8000, 9100 Aalborg, Tlf. 9935 3535

Direktion

Per Lyngby

Administrerende direktør

Chefredaktion

Per Lyngby

Ansvarshavende chefredaktør

Lars Jespersen

Chefredaktør

Turid Fennefoss Nielsen

Chefredaktør

Debat

SYNSPUNKT

Demokratiet undermineres

Af Preben Bang Henriksen

folketingsmedlem (V),

Folketinget,

Christiansborg, 1240 København K

[email protected]

MENNESKERETTIGHEDER:

Den

Europæiske Menneskeret-

tighedskonvention er fra

1950 og skabt i skyggen af

de totalitære regimers un-

dertrykkelse af befolknin-

gerne og ikke mindst deres

grusomme overgreb på

menneskerettighederne.

Konventionen blev i 1992

gjort til en del af dansk ret,

hvilket betyder, at en en-

hver, dansker eller udlæn-

ding, kan procedere sin sag

for en dansk domstol med

henvisning til de bestem-

melser, der står i konventio-

nen eller til de fortolkninger,

som Den Europæiske Men-

neskerettighedsdomstol tid-

ligere har gjort i tilsvarende

sager. Danske dommere er

således forpligtet til at følge

denne praksis.

Kun de færreste danskere

har noget imod at respekte-

re de fornuftige og forholds-

vis simple bestemmelser,

der er anført i den konventi-

onen, der blev skrevet for 67

år siden. Bestemmelserne

er leveregler, som vi klart re-

spekterer i vort danske de-

mokrati, herunder eksem-

pelvis ytringsfrihed, retten

til privatliv osv.

Så vidt så godt.

Problemet er imidlertid, at

kun meget få danskere kan

spejle sig i de afgørelser,

som træffes af Den europæi-

ske Menneskerettigheds-

domstol (EMRD), og som

danner grundlag for danske

domstoles fortolkninger i til-

svarende sager.

Når Højesteret bestem-

mer, at vi ikke kan udvise en

grov vaneforbryder som Gi-

mi Levakovic, idet en udvis-

ning vil være i strid med

hans ret til et familieliv, når

vi ikke kan udvise grove

menneskesmuglere til deres

hjemland, Rumænien (hvor

de er dømt), fordi nogle af

de rumænske fængselsceller

er for små, og når en syrisk

flygtning kan få familiesam-

menført 17 af sine 20 børn

til Danmark - alt sammen

under henvisning til Dom-

stolens fortolkninger - så sti-

ger mange danskere ganske

enkelt af i afmagt.

Så er der ikke langt til en

Trump- eller Brexit-reaktion

under hensyn til, at danske

politikere øjensynligt intet

kan eller vil foretage sig for

at standse de demokrati-

fjendske ”dynamiske for-

tolkninger” af Menneskeret-

tighedskonventionens be-

stemmelser.

Reelt har de 47 europæi-

ske dommere ved Domsto-

len i Strassburg således fra-

taget befolkningerne deres

legitime ret til selvbestem-

melse, hvorved bemærkes,

at domstolen efterhånden

blander sig i alt og således

kan finde en flig af menne-

Vi kan således

i vidt omfang

i Folketinget vedtage

alle de love, vi vil.

Mener Domstolen, at

de kan fortolkes som

værende i strid med

Menneske-

rettighederne, så er

disse love i realiteten

uvirksomme.

skerettighedskonventionens

bestemmelser i enhver pro-

blemstilling.

Hvem havde således troet,

at en borgeres ret til aktind-

sigt i nogle embedspapirer

var et spørgsmål for Dom-

stolen, og hvem havde troet,

at reglerne for affaldssorte-

ring eller parabolantenner

skulle blive reguleret af en

domstol i Strassburg? Alt

sammen forhold, man slet

ikke havde drømt om i 1950,

men som Domstolen selv lø-

bende har fundet sig kompe-

tent til at tage sig af.

Vi kan således i vidt om-

fang i Folketinget vedtage

alle de love, vi vil. Mener

Domstolen, at de kan fortol-

kes som værende i strid med

Menneskerettighederne, så

er disse love i realiteten

uvirksomme.

Det underminerer ganske

enkelt vort demokrati.

Derfor hviler der en utro-

lig tung byrde på Danmark,

der til november overtager

formandskabet for Europa-

rådet for de næste seks må-

neder

En af regeringen nedsat

”task force” (jeg hader det

udtryk!) rejser pt. rundt

blandt en del af landene for

at sondere mulighederne for

en ændring.

At få samtlige 47 lande til

at tiltræde en egentlig æn-

dring af Menneskerettig-

hedskonventionens bestem-

melser bliver sandsynligvis

umuligt, og regeringen bli-

ver derfor nødsaget til at fin-

de andre veje for at komme

ud af spændetrøjen.

Problemet bliver ikke min-

dre af, at flere og flere bor-

gere i Europa – meget natur-

ligt – ønsker at prøve lykken

med en tur omkring Strass-

burg med deres egen sag.

Sagsantallet stiger derfor

voldsomt.

Således lå der ved udgan-

gen af maj 2017 93.000 ver-

serende sager ved Domsto-

len, i sagens natur en hel

vanvittig sagsmængde.

En af vore fremmeligste

jurister Professor dr. jur.

Mads Bryde Andersen skit-

serer i Berlingske Tidende

(12.7.) forskellige mulighe-

der.

Den mest vidtgående er en

opsigelse af konventionen.

Den er næppe realistisk,

idet vi bl.a. herved kan få

problemer over for det EU,

hvor medlemskab forudsæt-

ter en accept af konventio-

nen, ligesom det kan blive

opfattet som pinligt, hvis

Danmark som det eneste

blandt 47 europæiske lande

ikke agter at overholde den.

En anden mulighed bliver

at ændre indledningstek-

sten (præamblen), så det

præciseres, at Domstolen

skal være tilbageholdende

med sine udvidende fortolk-

ninger.

En tredje - og måske mest

sandsynlige løsning - vil væ-

re, at vi overfor Europarådet

erklærer at ville respektere

konventionens bestemmel-

ser, men med de fortolknin-

ger, der udøves af den dan-

ske Højesteret - ikke af Den

europæiske Menneskeret-

tighedsdomstol med udvi-

dede ”dynamiske fortolk-

ninger”, langt væk fra be-

folkningernes retsopfattel-

se.

Så der er nok at tage fat på

for regeringen.

Men én ting er sikkert.

Der skal ske noget.

Selv fremtrædende men-

neskerets-jurister, der nor-

malt bruger lang tid på at

fortolke alt under hensyn til

menneskerettigheder, ryster

i dag på hovedet over de reg-

ler, som 47 dommere har

trukket ned over den euro-

pæiske befolkning.

En befolkning, der i større

og større omfang oplever en

demokratisk afmagt skabt af

en udemokratisk domstol.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Mandag 31. juli 2017 NORDJYSKE Stiftstidende

langt væk

Domstolens fortolkninger liggerdet er med fraat

befolkningernes retsopfattelse, og

til

underminere danske værdier og demokrati.

PREBEN BANG HENRIKSEN (V),

retsordfører

- Menneskeretten

skal tolkes på dansk

RETTIGHEDER:

Regeringen vil rejse spørgsmålet om

Menneskerettighedsdomstolens beføjelser i Europarådet

Af Ida Thorsen

[email protected]

NORDJYLLAND:

Det bør være

Højesteret og ikke Menne-

skerettighedsdomstolen

Strasbourg, der sikrer, at

danske domme lever op til

menneskerettighederne.

Det siger Venstres retsord-

fører Preben Bang Henrik-

sen forud for en politisk

drøftelse af spørgsmålet i

Europarådet.

- Domstolens fortolknin-

ger ligger langt væk fra

befolkningernes retsopfat-

telse, og det er med til at

underminere danske vær-

dier og demokrati, mener

han.

Når Danmark til november

overtager formandskabet i

Europarådet, har regeringen

på forhånd varslet, at man

vil sætte fokus på domsto-

lens fortolkninger af menne-

skerettighedskonventionen.

En drøftelse Preben Bang

Henriksen ser frem til.

- Naturligvis skal Danmark

respektere de grundlæg-

gende regler i menneskeret-

tighedskonventionen, der

kan der ikke være delte

meninger om.

- Men det må være vore

egne domstole, der skal ud-

øve fortolkningerne, ikke en

domstol i Strasbourg, der

ligger langt væk fra både fra

både danske og andre

befolkningers retsopfattel-

se, siger Preben Bang Hen-

riksen.

Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen mener, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg

har for stor indflydelse på udfaldet af domme i danske straffesager.

Arkivfoto: Martin Damgård

stride mod konventionens

bestemmelser om retten til

privatliv og familieliv.

Det er ligeledes konventio-

nen, der danner baggrund

for, at man ikke kan udvise

rumænske menneskesmug-

lere, der er dømt i Rumæni-

en, fordi fængselscellerne i

deres hjemland er så små, at

det strider mod menneske-

rettighederne.

Medlem af Europaparla-

mentet Ole Christensen (S)

er enig i, at sådanne domme

har et uheldigt skær - men

ikke nok til at man efter hans

opfattelse bør ændre prak-

sis.

- Jeg er bestemt ikke blød-

søden overfor hårdkogte

kriminelle, der synes, det

kunne være en luksus at

afsone i et dansk fængsel.

- Men vi er nødt til at have

nogle internationale regler,

så det ikke ender i rent anar-

ki, hvor landene gør præcis,

som det passer dem.

Folkestemning

Ole Christensen er ikke til-

hænger af, at man lader sig

”styre af folkestemningen”.

- Man kan sagtens finde

sådanne eksempler, som vir-

ker helt urimelige, men hvis

vi ændrer reglerne på den

baggrund, kan det få nogle

utilsigtede konsekvenser for

andre, som måske reelt har

behov for beskyttelse af de-

res rettigheder, siger han.

I tilfældet med de dårlige

forhold i rumænske fængs-

ler opfordrer Ole Christen-

sen til, at man i stedet lægger

pres på Rumænien, for at få

skabt ordnede forhold i de

overfyldte fængsler, så ru-

mænere kan sendes hjem til

afsoning. Det tilslutter Pre-

ben Bang Henriksen sig.

- Det kan være en måde

isoleret set at løse lige det

problem, og retsudvalget

skal da også til Rumænien til

september, hvor det vil blive

drøftet.

- Men overordnet set vil jeg

fastholde, at vi har behov for

at ændre den praksis om-

kring domstolen, der truer

med at underminere vores

demokrati, siger Preben

Bang Henriksen.

{

Frie Ord side 6

Levakovics rettigheder

På dagens debatsider går

han i rette med den praksis,

der har ført til en række

domme, som ”får danskerne

til at ryste på hovedet”.

- Det er farligt, når en dom-

stols tolkninger ikke afspej-

les i befolkningens opfattel-

se af, hvad der er ret og rime-

ligt, siger Bang Henriksen.

Som eksempel nævner

han sagen om den krimi-

nelle kroatiske statsborger

Gimi Levakovic, der ikke kan

udvises til sit hjemland på

trods af 28 domme i Dan-

mark. Menneskerettigheds-

domstolens fortolkninger

danner baggrund for danske

domstoles afgørelser og

Højesteret har skønnet, at en

udvisning af Levakovic vil

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Kampen om menneskerettighederne

28. juli 2017 Weekendavisen Sektion 1 Side 3

JEPPE MATZEN...

1568 ord Id: e6596b3e

Dom. Menneskerettighederne er gået for vidt, siger politikerne. Men de har selv skabt Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som udbreder konventionerne til nye områder.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har igennem de sidste knap ti års tid

været udsat for stadig større kritik fra politisk hold i for eksempel Danmark og Storbritannien.

Domstolen er blevet for aktivistisk i sin fortolkning af menneskerettighederne, blander sig i stort og

småt, forsvarer kriminelle mod udvisning og overtrumfer for ofte de nationale parlamenters vilje,

lyder anklagerne.

Herhjemme har regeringen tænkt sig at tage spørgsmålet om en reform af domstolen op til efteråret,

når Danmark har formandskabet for Europarådet. En dansk task-force er derfor for tiden på rundtur

til rådets medlemslande for at forberede det danske fremstød.

Men hvordan er det kommet dertil, at domstolen nu anklages for at have fjernet sig alt for langt fra

det, der var den oprindelige tanke, dengang Europarådet selv skabte

menneskerettighedskonventionen i 1950 og etablerede domstolen i 1959? Både konventionen og

domstolen blev etableret under indtryk af uhyrlighederne under Anden Verdenskrig og

kommunismens overgreb i Sovjet og Østeuropa. Europarådet bestod dengang udelukkende af

vesteuropæiske stater, og her var intentionen bag konvention og domstol, at de skulle holde de

liberale demokratier på rette spor og forhindre, at de drev i retning af autoritær styreform eller

totalitarisme. Det overordnede fokus for at sikre individet mod en autoritær stats overgreb betød, at

domstolen op i 1960erne og først i 1970 ikke afsagde nogen domme mod de vesteuropæiske

medlemsstater, og at menneskerettighederne levede et henslumrende liv.

Det ændrede sig fra 1977 og frem. I USA blev Jimmy Carter præsident, og han satte

menneskerettighederne på programmet som et redskab, der kunne bruges til at udstille Østblokkens

overgreb. De vesteuropæiske stater gik med på vognen, og i 1978 afsagde domstolen i Strasbourg

en dom over Storbritannien, der kendte den korporlige afstraffelse af en 15-årig dreng for ulovlig.

Dommen var skelsættende, fordi den for første gang henviste til, at konventionerne var »et levende

instrument«, der måtte fortolkes i lyset af »samtiden« eller samfundsudviklingen.

I takt med at menneskerettighedsdagsordenen sidst i 1970erne fik vind i sejlene, gik Vesteuropas

venstrefløj også ind i den menneskerettighedsbevægelse, der tidligere mest havde handlet om at

forsvare russiske dissidenter.

Som den norske professor emeritus ved det juridiske fakultet på universitetet i Oslo Jon T. Johnsen

fortæller, havde 1970ernes vesteuropæiske venstrefløj ellers ikke været interesseret i

menneskerettighederne.

»I venstrefløjens marxistiske optik blev de set dels som vestligt propagandainstrument og

pressionsmiddel over for kommunismen og dels som et borgerligt forsøg på at forsvare individets

rettigheder. Man var langt mere optaget af klassekamp og sociale og økonomiske spørgsmål,« siger

Johnsen.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

»Men efterhånden som illusionerne om kommunismen brød sammen, gik det op for venstrefløjen,

at der var meget at hente i menneskerettighedernes individuelle rettigheder. I dag rummer

konventionerne en lang række rettigheder, som går på økonomi, uddannelse, køn, sociale forhold og

børn, som ikke var inde i billedet dengang,« forklarer Jon T. Johnsen.

Dynamisk fortolkning

At menneskerettighederne i dag er blevet langt mere vidtgående og spænder over flere nye områder,

som konventionen fra 1950 ikke omhandler, skyldes, at domstolen siden sin skelsættende dom i

1978 mod Storbritannien har fortolket menneskerettighederne i lyset af samfundsudviklingen.

Domstolens såkaldt dynamiske fortolkning af menneskerettighederne »som et levende instrument«

er det, der i de sidste årtier har givet anledning til kritik fra politisk og juridisk hold.

Anken går på, at domstolen i sin såkaldt »dynamiske fortolkning« til tider er blevet for aktivistisk

og har taget sager op og afsagt domme på områder, som ligger uden for det oprindelige mandat.

Fordi domstolens afgørelser bliver taget til efterretning rundtomkring i Europarådets medlemsstater

(især de vesteuropæiske), kommer domstolen til at fungere som en retsskabende instans, der

indskrænker de nationale parlamenters råderum.

Men netop det er pointen med en international domstol, der har til opgave at irettesætte lande, som

bryder menneskerettighederne.

Spørgsmålet er derfor ikke, om den dynamiske fortolkning er forkert, men om den er gået for vidt,

og om balancen mellem medlemsstaternes og domstolens magt har forrykket sig for meget i

domstolens favør.

Herhjemme har Højesteret i Levakovic-sagen afsagt en dom, som har forudgrebet, hvad man

skønnede ville være Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af konventionerne.

Det har vakt kritik fra politisk hold og sat spot på domstolens fortolkning, fordi Højesteret afgjorde,

at den kriminelle kroat og gangsterleder Gimi Levakovic ikke kunne udvises af Danmark, med

henvisning til retten til familieliv som en menneskeret.

Ifølge direktør for den juridiske tænketank Justitia Jacob Mchangama viser den dom og andre sager

om udvisning af kriminelle udlændinge, at domstolen i sin dynamiske fortolkning er gået for vidt.

»De domme, som handler om, at man ikke må udvise kriminelle udlændinge, er et problem. Det er

helt klart og tydeligt, at det overhovedet ikke er det, konventionen handler om, når det drejer sig om

retten til privat-og familieliv. Ifølge folkeretten er udlændinges adgang og ophold noget, staterne

som udgangspunkt selv bestemmer. Grunden til, at man oprindeligt tog retten til privat-og familieliv

med i konventionen, var, at man ville sikre sig imod, at totalitære regimer, som det kommunistiske

eller nazistiske, tog børn væk fra familien og hjernevaskede dem,« siger Mchangama.

Han er enig i, at domstolen skal læse konventionen dynamisk og i lyset af samtiden. Men

spørgsmålet er hvornår? »Da konventionen blev til, var der ikke nogen, som kunne forudse

internettet, og derfor er det helt fint, at domstolen går ind og sikrer ytringsfriheden på internettet,

fordi den oprindelige konvention handlede om at sikre fri kommunikation på tværs af grænser. Men

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

der, hvor problemet opstår, er, når den dynamiske fortolkning fører domstolen derud, hvor den ikke

bare forholder sig til nye samfundsudviklinger, men ligefrem opfinder nye områder, som

konventionen slet ikke har berøring med,« siger Mchangama.

Han peger på, at domstolen i Strasbourg har givet en spansk kvinde i Valencia medhold i, at hendes

menneskerettigheder blev krænket, fordi et diskotek i nærheden spillede høj musik.

»Jeg kan ikke se, hvordan støjforurening eller det at udvise kriminelle udlændinge skulle føre det

liberale demokrati på afveje.

På den facon mener jeg, at domstolen har fundet på et nyt raison d'être, som går ud på, at vi skal

have en højere og højere grad af beskyttelse af menneskerettighederne,« siger Mchangama.

Han understreger, at domstolen har legitimitet ved, at Europarådets stater igennem årtier selv har

udvidet dens mandat og konventionen. På den måde kan man sige, at domstolen har oplevet, at der

var stærk opbakning til dens dynamiske fortolkning og virke, også fra demokratiske stater, som

ellers har fået indskrænket deres råderum.

Politikernes domstol

Professor jur. ved Københavns Universitet Mikael Rask Madsen peger således på, at domstolens

dynamiske fortolkning og tiltagende magt i høj grad er resultatet af medlemsstaternes egne politiske

ønsker og dispositioner. For eksempel har de vesteuropæiske lande ønsket, at domstolen skulle

spille en stor rolle i demokratisering af de østeuropæiske stater efter Murens fald.

I år 2000 afskaffede Europarådet også selv den kommission, som førhen bestemte, hvilke sager der

var principielle nok til at blive sendt videre til domstolen. I stedet blev det fremover muligt for den

enkelte at klage direkte til domstolen, og det betød, at domstolen siden da har behandlet og afsagt

langt flere domme, end den havde gjort tidligere.

Ved udgangen af 2016 lå antallet af sager således på knap 80.000, og i maj i år lå tallet på omtrent

93.000. Afskaffelsen af kommissionen har ifølge Rask Madsen reelt givet domstolen mere magt i

forhold til medlemsstaterne.

»Kommissionen havde den juridisk diplomatiske funktion, at den balancerede hensynene mellem

medlemslandenes interesser og forsvaret af menneskerettighederne. Det var i mine øjne en fejl at

nedlægge den. En international domstol, som på sin vis ligger over medlemsstaterne, kræver en

form for diplomatisk bremse. Da man smed den bremse væk, blev sagerne fremover afgjort på rent

juridisk grundlag, og der blev også taget flere sager op og afsagt domme på flere og nye områder.

Ændringen var givetvis med til at forøge domstolens dynamiske tilgang og dermed også dens mere

retsskabende rolle,« siger Rask Madsen.

Han peger på, at domstolen har taget notits af, at Europarådets medlemsstater i Brighton-

erklæringen fra 2012 gennemførte reformer, der skulle begrænse antallet af sager og bremse den

udvikling, domstolen var inde i.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

»Domstolen har siden Brighton rettet ind, når det kommer til at give medlemsstaterne mere

skønsmargin eller plads til de enkelte stater, især til de velfungerende retsstater. Reformerne har

altså haft en effekt, og balancen bevæger sig den anden vej.

Spørgsmålet er så, hvad der er behov for af nye reformer,« siger Rask Madsen.

At der er stadigt behov for store reformer, hvis domstolens udvikling skal vendes, er professor jur.

Mads Bryde Andersen ikke i tvivl om. Han peger på, at der er et problem i, at domstolens dommere

ikke på samme måde som danske dommere ved Højesteret har en solid rod i og forståelse af danske

samfundsforhold.

»Det er et problem, at en dommer i Strasbourg for eksempel fra Rumænien skal sidde og afgøre en

dom over et land, som han aldrig nogensinde har været i. Et krav om kendskab til de enkelte

medlemsstater er selvfølgelig svært at opretholde, når man har at gøre med en international domstol.

Men et manglende kendskab til forholdene i de enkelte retssystemer, som skal rette ind efter

menneskeretsdomstolens praksis, bliver problematisk, når domstolen fortolker dynamisk. Hver gang

domstolen udvider sine fortolkninger, skabes der regler, og den fungerer altså som en ' lovgivende'

instans. Og hvis denne instans ikke kender det nationalsamfund, som den dømmer om, bliver dens

regulering ofte uforudsigelig og måske i strid med retsopfattelsen i nationalsamfundet. Det er et

særligt problem, fordi dens afgørelse overtrumfer retsopfattelsen hos de folkevalgte,« siger Mads

Bryde Andersen.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Politik 23.07.2017 kl. 20:30

Ekspert: Ekstremt dyrt at blande sig i andre

landes menneskerettighedssager

Martin Johansen

Juraprofessor tror ikke på den vej, som dansk menneskeretsdommer anviser.

I stedet for at danske politikere kritiserer domme fra Menneskerettighedsdomstolen, kunne den danske

regering gøre mere for at påvirke de principielle domme, der bliver afsagt mod andre lande.

Sådan lød opfordringen i søndagens udgave af dagbladet Politiken fra den eneste danske dommer ved

domstolen i Strasbourg, Jon Fridrik Kjølbro.

Det er korrekt, at Danmark i princippet kunne blande sig og give udtryk for sine synspunkter – intervenere

– i sager mod andre lande, siger Mads Bryde Andersen, juraprofessor ved Københavns Universitet. Men

det ville være ekstremt ressourcekrævende og kræve et stort antal ansatte kun med den opgave, mener

han.

Menneskerettighedsdommer: Danmark kan påvirke vores domme

»Der bliver jo afsagt ca. 1.000 domme om året. Hvis man skulle sidde og holde øje med, om hver enkelt

sag kunne tage en drejning med interesse for Danmark, ville det kræve en helt særlig indsats. Derfor tror

jeg ikke på den,« siger juraprofessoren.

Danske politikere har kritiseret domstolen for at gå for vidt med en såkaldt dynamisk fortolkning af den

næsten 70 år gamle konvention, hvilket griber ind i f.eks. muligheden for at udvise kriminelle udlændinge.

Højesteret afviste i fjor trods gentagne domme for kriminalitet at udvise Gimi Levakovic med tilnavnet

sigøjnerbossen. Dommerne henviste til praksis fra menneskerettighedsdomstolen og et hensyn til

Levakovic’ to mindreårige børn. Senest måtte Danmark i maj i år opgive at udlevere ﬁre rumænere til

afsoning i deres hjemland, fordi de ville have under tre kvm personligt rum til rådighed. Det er ifølge en

anden dom fra Strasbourg for lidt.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Mads Bryde Andersen har i en artikel i fagbladet Juristen anvist mulige veje for, at Danmark kan vriste sig

fri af de dynamiske fortolkninger. Det kan bl.a. ske ved at ændre reglerne, så et land kan tage forbehold

mod at følge domme på et bestemt område, f.eks. immigrationsområdet, hvis de går videre end den

oprindelige tekst.

»Hvis vi lægger til grund, at der er et problem med den dynamiske fortolkning, så kan det ikke bare løses

ved at intervenere i ﬂere sager. Det ville være en ekstremt omkostningskrævende måde at løse et problem,

der har et politisk svar,« siger Mads Bryde Andersen.

Danmark overtager i år formandskabet for Europarådet, som domstolen hører under, og statsminister Lars

Løkke Rasmussen (V) har bebudet et opgør med den »stadig mere vidtgående fortolkning« af

konventionen.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Foto:

Jon Fridrik Kjølbro, der er dommer ved menneskerettighedsdomstolen, kritiserer Danmark for manglende påvirkning af Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol.

POLITIK

22. JUL. 2017 KL. 19.56

CECILIE LUND KRISTIANSEN

Politisk reporter

MORTEN SKÆRBÆK

Politisk reporter

Dansk dommer i

Strasbourg:

Danmark er

for passiv i forhold til

menneskerettighedsdomme

Kun meget sjældent benytter lande som Danmark sig af

muligheden for at påvirke domme ved Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol, påpeger Danmarks dommer i

Strasbourg.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Flere gange de seneste år har danske politikere revet sig i håret, når

Højesteret med henvisning til domme fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg eksempelvis har afvist at

udsende kriminelle udlændinge.

Men i stedet for at kritisere tidligere afsagte domme fra Strasbourg og

deres efterfølgende virkning på danske domstole, kan den danske

regering gøre mere for at påvirke dommene i Strasbourg, inden de bliver

afsagt mod andre lande.

Sådan lyder meldingen nu fra Danmarks eneste dommer ved

menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, Jon Fridrik Kjølbro, i et

interview med Politiken.

»Hvis der er en sag, der verserer for Storkammeret (ved

menneskerettighedsdomstolen, red.), som Danmark af den ene eller

anden grund mener, er ekstremt vigtig for danske retsforhold, så står det

jo Danmark frit for at anmode om tilladelse til at intervenere og give

udtryk for sine synspunkter. Det er ekstremt værdifuldt, når vi sidder som

dommere og skal træffe afgørelser, at vi hører, hvad de forskellige

medlemsstater mener. De får mulighed for at forklare, hvad deres

retstilstand er, og hvorfor de mener, at en sådan afgørelse kan få uheldige

konsekvenser for eksisterende retssystemer«, forklarer han og tilføjer: »På

den måde kan man have en form for indﬂydelse på retsudviklingen i

Strasbourg«.

Hvis man er tavs i verserende sager, så

afskærer man sig muligheden for at

have ind!ydelse.

Jon Fridrik Kjølbro, Danmarks dommer ved

menneskerettighedsdomstolen

Da Højesteret sidste år afviste at udvise vaneforbryderen Gimi Levakovic

og ligeledes for nylig afviste at udlevere en rumæner til strafforfølgelse i

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Rumænien, var det netop med henvisning til tidligere domme fra

menneskerettighedsdomstolen.

Men når domstolen i Strasbourg afsiger den slags domme, sker det ved at

fortolke den knap 70 år gamle menneskerettighedskonvention i et

nutidigt lys. Her spiller mange ting ind i dommernes overvejelser,

forklarer Kjølbro.

Behandler masser af sager

Men det sker sjældent, at et land som for eksempel Danmark beder om lov

til at komme med indspark, når menneskerettighedsdomstolen

behandler klagesager fra andre lande.

»Jeg kan ikke sige, at hvis man intervenerer, så vil synspunkterne

nødvendigvis blive fulgt. Hvis man er tavs i verserende sager, så afskærer

man sig muligheden for at have indﬂydelse. Men man kan jo også vælge

en mere konstruktiv tilgang, og det er at forsøge at have indﬂydelse«, siger

han og fortsætter:

»Vi behandler jo masser af sager, som har vidtgående principiel interesse

for mange medlemsstater, hvor vi bare må konstatere, at tilsyneladende

ﬁnder medlemsstaterne ikke anledning til at intervenere. Og der kunne

man sagtens forestille sig, at det var noget, man gjorde mere ud af«.

Både i regeringsgrundlaget og ved forskellige andre lejligheder har den

danske regering bebudet et opgør med den indﬂydelse,

menneskerettighedskonventionen og ikke mindst

menneskerettighedsdomstolen har fået i Danmark.

Senest var det statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i sin

grundlovstale bebudede, at regeringen i forbindelse med Danmarks

kommende formandskab i Europarådet til efteråret vil forsøge at få et

opgør med menneskerettighedsdomstolens »stadig mere vidtgående

fortolkning af den europæiske menneskerettighedskonvention«.

Et synspunkt, der også vækker genklang hos støttepartiet Dansk

Folkeparti, hvor gruppeformand Peter Skaarup bestemt ikke bryder sig

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

om, »at en fjern domstol i Strasbourg skal bestemme over retstilstanden i

Danmark«.

Han understreger, at ikke alle domme fra menneskerettighedsdomstolen

er urimelige. »Men når dommene er så åbenlyst urimelige, at de enkelte

landes befolkninger må tage sig til hovedet, så er der noget galt. Den

hårdkogte forbryder Levakovic kunne ikke udvises af Danmark, fordi

Højesteret tog hensyn til netop domstolen i Strasbourg og

konventionerne. Det var skandaløst«, mener Skaarup og tilføjer om

dommer Kjølbros kommentarer.

»Pointen om, at Danmark skal være mere opsøgende, før der bliver afsagt

domme i Strasbourg, er på den måde interessant. Det vil jeg tage op i

Retsudvalget, så vi kan høre, om regeringen vil følge den opfordring«,

lyder det fra Skaarup.

Fra Venstre siger retsordfører Preben Bang Henriksen: »Det er prisværdigt,

at en dansk menneskerettighedsdommer ytrer sig i debatten, og når det

sker, har vi pligt til seriøst at overveje hans forslag«.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Kronik

Derfor er det svært at ændre

konventionen

TIRSDAG D. 11. JULI 2017 KL. 16:00 - OPDATERET ONSDAG D. 12. JULI 2017 KL. 09:00

Af Mads Bryde Andersen, professor, dr.jur.

§ 64 i den danske

grundlov fastslår,

at domstolene

alene skal »rette

sig efter loven«.

Hermed

udtrykkes den

store

oplysningsﬁlosof

Montesquieus

tanke om, at

dommeren er

»Man kan nemlig ikke ’bare’ ændre

Menneskerettighedskonventionen. Den er tiltrådt af 47

medlemsstater med meget forskellige holdninger.«

Arkivfoto: Scanpix

»lovens mund« (la bouche de la loi). Ny lovgivning skal

vedtages af folkevalgte. Domstolene skal kun fortolke.

Dette princip følges dagligt af vore domstole. Selvfølgelig

kan love volde tvivl. Eller måske

ﬁndes

der slet ingen lov til

at løse en stridighed. I så fald

ﬁnder

domstolene et resultat

ud fra relevante juridiske argumenter. Men vore domstole

ser det ikke som en hovedopgave at udvikle ny ret. Den

opgave ligger hos lovgivningsmagten.

Sådan er det ikke ved Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol (EMD). Gennem de sidste 40 år

har EMD udviklet massevis af nye regler med udgangspunkt

i de kortfattede bestemmelser, som står i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMRK) i 1950.

Menneskerettighedsdomstolen har f.eks. bestemt, at

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

• artikel 5 om, at »enhver har ret til frihed og personlig

sikkerhed« lægger væsentlige grænser for staternes

mulighed for at tage krigsfanger under væbnede konﬂikter

mod tredjelande, at

• artikel 8 afskærer os fra at udvise kriminelle udlændinge

med familie i værtslandet, at

• artikel 10 om »frihed til at modtage og meddele oplysninger

eller tanker … uden hensyn til landegrænser« afskærer

forbud mod parabolantenner, og at

• artikel 11 om, at ret til at »oprette og slutte sig til

fagforeninger for at beskytte sine interesser«, forbyder

overenskomster, der pålægger foreningsmedlemskab

(såkaldte eksklusivaftaler).

Frustration hos politikerne

EMD har anlagt disse »dynamiske« fortolkninger, fordi den

har ønsket at føre Menneskerettighedskonventionen up to

date, så den også regulerer nutidens samfundsspørgsmål.

Medlemsstaterne i Europarådet har ganske vist vedtaget et

antal tillægskonventioner til konventionen. Alligevel har

EMD ment, at den måtte give sit besyv med.

I mange år aﬀandt medlemstaterne sig med den denne

praksis. Måske fordi den skabte en retstilstand, de alligevel

selv ville have indført i lovgivningen. Måske fordi man ikke

ville signalere modstand mod »menneskerettighederne«.

Men i de seneste år er EMDs dynamiske fortolkninger

kommet i massiv modvind.

Den kritiseres ikke kun af politikere fra snart hele det

politiske spektrum. Flere forhenværende præsidenter fra

vore øverste domstole (herhjemme og i udlandet) har været

ude med kritik.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Kritikken skyldes bl.a., at de folkevalgte, der måtte være

uenige i den regel, der vokser ud af en dynamisk fortolkning,

ikke kan svare igen, som de plejer: Ved at vedtage en lov, der

fører retsstillingen tilbage til det, politikerne ønsker. Man

kan nemlig ikke »bare« ændre

Menneskerettighedskonventionen. Den er tiltrådt af 47

medlemsstater med meget forskellige holdninger. Og i øvrigt

er det jo ikke konventionens enkelte artikler, der er

problemet, men Menneskerettighedsdomstolens dynamiske

fortolkning af dem.

Derfor står lovgiverne i valget mellem enten (modvilligt) at

følge EMDs fortolkninger og ændre de nationale love (som

det senest skete med 26-års-reglen) eller at undlade at rette

sig efter dommene og dermed bryde konventionen, hvilket

et ordholdende land som Danmark jo ikke vil.

Dette skisma skaber lejlighedsvis stor frustration blandt vore

beslutningstagere.

Til efteråret overtager Danmark formandskabet for

Europarådet. Regeringen har allerede meldt ud, at den vil

benytte dette formandskab til at forsøge et opgør med

Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkninger.

Det er nærliggende, at man fra dansk side vil lægge op til en

ændring af konventionen.

Men hvordan skal det ske?

Forbehold for domstolen

Det mest nærliggende er, at Danmark vil foreslå

indledningsteksten til konventionen (den såkaldte præambel

og altså ikke de enkelte artikler) ændret, så der indsættes en

bestemmelse om, at EMD skal vise tilbageholdenhed over for

sine dynamiske fortolkninger. Man forsøgte noget lignende i

2013 med en tillægsprotokol, der imidlertid ikke er trådt i

kraft. En sådan ændring vil formentlig kunne opnå støtte

igen, da den jo ikke ændrer selve konventionsteksten, men

kun rummer en løftet pegeﬁnger til domstolen.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Om et sådant signal vil ændre

Menneskerettighedsdomstolens retspraksis radikalt, er

derimod mere end tvivlsomt. En domstol skal jo behandle

lige sager ens, og det er svært at se for sig, at EMD (der jo selv

skal fortolke denne ændring) vil fravige sine indarbejdede

dynamiske fortolkninger. Et sådant skift måtte i hvert fald

kræve en meget skarp sprogbrug, og ikke kun i

konventionens præambel.

Et mere radikalt forslag kunne derfor være at give

medlemslandene ret til at tage forbehold over for dele af

EMDs praksis. I dag kan man kun tage forbehold over for

lovgivning, som var gældende, da medlemsstaten tiltrådte

Menneskerettighedskonventionen. Men hvorfor ikke give en

tilsvarende ret i relation til senere lovgivning, som er

kommet på kollisionskurs med konventionen pga. en

forståelse, som ingen kendte dengang?

Om der vil være tilslutning til en sådan ændring, er dog også

tvivlsomt, da man hermed kan give andre stater, der oftere

end vi bryder konventionen, grønt lys til at blive ved med

det.

Derfor vender interessen sig mod de skridt, som Danmark

selv kan træﬀe.

Det mest vidtgående skridt vil være at opsige medlemskabet

af Menneskerettighedskonventionen. Skridtet vil være

drastisk, fordi vi dermed vil signalere en afstand til den

familie af europæiske stater, der støtter

menneskerettighederne. Vi kan dog skærme os mod denne

kritik ved samtidig at afgive en højtidelig erklæring til

Europarådet om, at vi efter en udtræden fortsat vil

overholde konventionen, men efter vore egne domstoles

fortolkning.

Gør vi det, vil vi fortsat være forpligtet af EMRK, men ikke af

Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkninger. I

stedet vil fortolkningen af EMRK reelt ligge hos Højesteret.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

En nordisk domstol?

Et sådan skridt vil ikke tvinge Danmark ud af Europarådet.

Den Statut af 5. maj 1949, der gør os til en del af denne

kreds, pålægger os kun at anerkende de fundamentale

frihedsrettigheder mv.

Man kan altså godt være med i Europarådet uden også at

være underlagt Menneskerettighedsdomstolens dynamiske

fortolkninger af konventionen. Ingen ønsker jo at sætte de

fundamentale frihedsrettigheder mv. til debat.

Skridtet burde heller ikke skabe problemer i relation til EU-

traktaterne. Ganske vist kan man her læse, at de

grundlæggende rettigheder ifølge EMRK også udgør

generelle principper i EU-retten. Men denne EU-retlige

inkorporering af EMRK beror netop ikke på

medlemsstaternes tilslutning til EMRK, men på EU-

traktaterne, som vi selvfølgelig fortsat er forpligtet af.

Som et kuriosum kan det nævnes, at EU-Domstolen selv har

modsat sig, at EU kan udnytte den hjemmel, som protokol

nr. 8 til EU-traktaterne giver Unionen for at tiltræde EMRK.

Læs også:

Morten Messerschmidt: Opskriften på et lille lands

undergang <https://www.b.dk/kommentarer/morten-

messerschmidt-opskriften-paa-et-lille-lands-undergang>

En enegang for Danmark ud af EMRK kan måske skabe

politiske vanskeligheder for Danmark, fordi vi vil signalere

afstand til mange af de holdninger vedrørende

menneskerettighederne, som vi i øvrigt deler med EMD.

Derfor vil det være bedst at gå den vej sammen med andre

ligesindede lande, som vi normalt sammenligner os med.

Storbritannien har tidligere truet med at melde sig ud. Også i

ﬂere

nordiske lande har de dynamiske fortolkninger givet

anledning til kritik.

Et modargument mod at give vore egne domstole eneret til

at fortolke Menneskerettighedskonventionen kan være, at

der er brug for internationale fortolkninger, så man ikke

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

risikerer, at de statsansatte dommere dømmer til staternes

fordel. Skulle dette argument blive ført frem, og skulle der

vise sig et nordisk ønske om at lægge afstand til

Menenskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkninger,

kunne man etablere en nordisk menneskerettighedsdomstol

bemandet af dommere ansat på deltid. Sådan fungerede

EMD i sine første mange år. Og sådan fungerer EFTA-

domstolen i dag.

Tanker som disse forudsætter en grundig debat, som jeg

håber, at de kommende måneder forud for Danmarks

formandskab for Europarådet måske kan give mulighed for.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

EUROPÆISK SAMARBEJDE: Pape på vanskelig mission i Rumænien

BT 7. september 2017 Sektion 1 (1. Sektion) Side 19 (NYHEDER) 212 ord

Justitsminister Søren Pape

Poulsen (K) er på en svær opgave, når han i morgen rejser til Rumænien

for at finde en løsning på, hvordan Danmark kan slippe af med et stort antal rumænske statsborgere,

der sidder bag tremmer i

danske fængsler

Højesterets beslutning om at afvise udleveringen af tre rumænere til afsoning i hjemlandet har

efterladt Danmark i en uholdbar situation, mener Pape. Det problem vil han rejse over for den

rumænske

justitsminister

»Regeringen arbejder på højtryk for, at Danmark igen kan udlevere og overføre kriminelle til

Rumænien.

Det ærgrer mig naturligvis, at det europæiske samarbejde om udlevering og overførsel af dømte

kriminelle nu bliver udfordret af de forskellige fængselsstandarder, der findes på tværs af Europas

grænser.

Vi lytter til alle gode forslag. For som jeg også har understreget over for min rumænske kollega og

den rumænske ambassadør, så befinder vi os i en uholdbar situation, som der så hurtigt som muligt

må findes en løsning på,« lyder det fra

Søren Pape

Poulsen.

Pape vil også undersøge muligheden for at leje afsoningspladser i andre lande, således at dømte

rumænere kan afsone i for eksempel Litauen.

Fakta: UDLÆNDINGE I DANSKE FÆNGSLER

Top fem over antallet af udenlandske statsborgere i

danske fængsler

fordelt på nationalitet:

Rumænien: 155 Somalia: 77 Litauen: 57 Tyrkiet: 57 Irak 52

Kilde:

Kriminalforsorgen

og Berlingske.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Foto: Peter Hove Olesen

»Europarådet og kommissæren for menneskerettigheder lever på en eller anden måde i en drømmeverden, og det er nu engang sådan, at vi skal

drive politik i den virkelige verden«, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

POLITIK

19. JUN. 2017 KL. 16.21

Støjberg om kritik:

Europarådet lever i en

drømmeverden

Danmark sætter for mange barrierer op for familiesammenføringer.

Kritik preller af på udlændingeministeren.

Europarådet lever i en drømmeverden. Inger Støjberg er en del af den

virkelige verden.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Det er konklusionen fra udlændinge- og integrationsministeren selv, efter

at Europarådet i en rapport fremhæver Danmark som et af de lande, der

sætter for mange barrierer op for familiesammenføringer.

»Jeg er lodret uenig i den kritik, siger Støjberg (V).

»Europarådet og kommissæren for menneskerettigheder lever på en eller

anden måde i en drømmeverden, og det er nu engang sådan, at vi skal

drive politik i den virkelige verden.

»Og i den virkelige verden er det sådan, at kommer der mange ﬂygtninge

til et land og dermed også familiesammenføringer, så kommer det til at

presse os økonomisk.

»Vi ved, at den ikke-vestlige indvandring på nuværende tidspunkt koster

os 33 milliarder kroner om året, siger Støjberg.

Lange sagsbehandlingstider

Den nye rapport fra Europarådet sigter mod at få de 47 medlemslande til

at have en mere human tilgang til familiesammenføringer.

I rapporten kan man læse om Danmarks lange sagsbehandlingstider, og at

Danmark har sat økonomiske barrierer op for familiesammenføringer.

Danmark kritiseres for ikke længere at betale transporten for

familiemedlemmer, der skal genforenes med ﬂygtninge, som bor i

Danmark.

Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Nils Muiznieks,

kalder restriktionerne uretfærdige og ulovlige.

Det skaber blot hovedrysten hos Støjberg.

»Det her kommer også til at presse os enormt værdimæssigt, og det kan

være en regning, der bliver rigtig svær at betale«.

»Antallet betyder noget, og derfor har jeg sat som mit mål at begrænse

antallet af både ﬂygtninge og familiesammenførte til ﬂygtninge«, siger

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Inger Støjberg.

»Vi er humane i Danmark«

Kommissæren er kommet med 36 anbefalinger til Europarådets

medlemslande, så de lever op til retten om familiesammenføring.

Anbefalingerne handler især om, at de skal sikre en hurtig og effektiv

sagsbehandling. Samt at økonomiske barrierer ophæves.

»Vi er humane i Danmark. Vi har ikke noget som helst at skamme os over.

Vi skal hjælpe mennesker i nød, men vi skal også selv kunne følge med. Og

det kan vi ikke ved at lempe reglerne«, siger Støjberg.

Europarådet er den institution, der vogter over overholdelsen af Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention. Samtlige 28 EU-lande, men

også Tyrkiet og Rusland, er blandt de 47 medlemmer.

ritzau

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Menneskerettighedsdomstolens

dynamiske fortolkninger som

retspolitisk problem

Af professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Med udgangspunkt i den kritik, der fra politisk hold, fra

juridiske forskere og fra repræsentanter for de øverste

domstole har været rejst mod den Europæiske Menneske-

rettighedsdomstols (EMD) såkaldte dynamiske fortolk-

ninger, diskuterer artiklen, om argumenterne for disse

fortolkninger står i passende forhold til argumenterne

imod. Herefter rejses spørgsmålet, hvilke skridt mellem-

folkelige organer og nationale lovgivere kan tage for at

justere EMD’s praksis og mere generelt påvirke den måde,

hvorpå EMD fortolker konventionsteksterne på.

afsnit 2

gengives en del af den kritik, der har været rejst

mod EMD’s dynamiske fortolkning. Mit formål er ikke at

diskutere detaljer i denne retsanvendelse eller EMD’s

traktatmæssige hjemmel til at anlægge denne fortolk-

ningsstil. En sådan diskussion kræver en omfattende vi-

denskabelig undersøgelse, som ikke er denne artikels

ærinde. I stedet tager jeg udgangspunkt i den stadig mere

omfattende kritik, som har været rejst over for EMD’s

praksis. Som det fremgår, har kritikken gennem de sene-

ste år ikke kun lydt fra politikere, men også fra juridiske

forskere og repræsentanter for de øverste domstole, her

og i udlandet.

afsnit 3

omtales nogle af de ideologiske og politiske

strømninger, der har været afgørende for udviklingen af

den moderne menneskeret. I den forbindelse diskuterer

jeg, om argumenterne for en dynamisk fortolkning står i

passende forhold til argumenterne imod. Jeg ser også på,

hvordan EMD’s sagsbehandling står i et retssikkerheds-

perspektiv, hvis man sammenligner med den procesord-

ning, der vil være gældende, hvis man i stedet for EMD

overlod det til danske domstole at udvikle menneskeret-

tighederne.

Herefter ser jeg på, hvilke skridt mellemfolkelige orga-

ner (afsnit

4-5)

og de nationale lovgivere (afsnit

6-8)

kan

tage for at justere EMD’s praksis og mere generelt påvirke

den måde, hvorpå EMD fortolker EMRK. Som det frem-

går, er den tænkelige effekt af de »bløde« påvirkningsmu-

ligheder formentlig beskeden. Artiklen diskuterer derfor

konsekvenserne af en mere drastisk mulighed, nemlig at

opsige EMRK i kombination med en videreførelse af kon-

ventionens materielle bestemmelser i dansk ret.

2. Kritikken

a. EMD’s dynamiske fortolkning

VLAK-regeringens udmelding om behovet for at se kri-

tisk på EMD skyldes som nævnt bl.a. domstolens såkaldt

dynamiske

fortolkning. I de tidlige år, hvor antallet af med-

lemsstater var ca. halvdelen af det nuværende, optrådte

EMD mere tilbageholdende i sin tilgang til EMRK. Man

fulgte artiklernes ordlyd og indfortolkede ikke nye ret-

tigheder i dem. Blandt andet derfor kunne EMD med

Jonas

Christoffersen og Mikael Rask Madsens ord

i U 2015B, s. 14 f.,

betegnes som »Den diplomatiske domstol«. Havde EMD

Juristen nr. 3 2017

1. Problemstillingen

Regeringsgrundlaget for VLAK-regeringen fastslår bl.a.,

at der er »behov for at se kritisk på den måde, som Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstols [herefter EMD]

dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele

af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention [her-

efter EMRK].« Videre hedder det, at »Regeringen vil af-

holde en international ekspertkonference om konventio-

nen som led i det kommende danske formandskab for Eu-

roparådet.« En nedsat

task force

bestående af embeds-

mænd fra Justits- og Udenrigsministeriet er ved at forbe-

rede Danmarks oplæg til denne konference.

Det ligger i skrivende stund ikke klart, hvilke spørgsmål

man nærmere bestemt skal diskutere under den varslede

ekspertkonference. Indtil videre ved vi kun, at den skal

handle »om konventionen«. Selv om alle muligheder

dermed er åbne, er det nærliggende, at man vil tage ud-

gangspunkt i den kritik af EMD’s sagsbehandling, effekti-

vitet og (manglende) fokus på grundlæggende EMRK-

krænkelser, der har været drøftet ved tidligere konferen-

cer, se herom under 4.b.

Mit

udgangspunkt

for de følgende bemærkninger er, at

der er et politisk ønske om at

reagere

mod EMD’s dynami-

ske fortolkninger. Jeg lægger samtidigt til grund, at der er

en bred accept af, at den danske retsorden bør sikre en

grundlæggende menneskeretlig beskyttelse. Den aktuelle

debat angår heller ikke menneskerettighederne som så-

danne, men som nævnt primært EMD’s dynamiske for-

tolkninger af EMRK. Når jeg i det følgende omtaler

»EMRK«, sigter jeg både til selve konventionen og til de

tillægsprotokoller, som Danmark har ratificeret.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

fastholdt denne linje, ville den formentlig være ligeså

(lidt) omdiskuteret i dag, som den internationale domstol

i Haag er.

Med sin dom af 25. april 1978 i sagen

Tyrer v. U.K.

(om

fysisk afstraffelse af skolebørn) ændrede EMD denne prak-

sis. Her udtalte domstolen den senere så velkendte formel

om, at »... the Convention is a living instrument which ...

must be interpreted in the light of present-day conditions«.

Siden da har EMD udviklet sin forståelse af EMRK i et så-

dant omfang, at der i dag ikke findes mange områder af

samfundslivet, der ikke påvirkes af disse fortolkninger.

EMD’s dynamiske fortolkning adskiller sig fra den for-

tolkningsstil, danske domstole anlægger, bl.a. fordi for-

tolkningerne kommer uventet og uden støtte i andre rets-

kilder end de enkelte artikler (der fungerer som general-

klausuler) og tidligere praksis. I enhver håndbog om

EMRK finder man eksempler på sådanne nyfortolkninger

af disse artikler, både inden for den

klassiske

del af juraen

(som fx straffeproces, strafferet og miljøret) og inden for

nyere

områder (som fx udlændingeområdet, reglerne om

krigens love og seksuelle minoriteters retsstilling). Kon-

krete eksempler fra dette nummer af Juristen findes i

Jør-

gen Steen Sørensens

bidrag, afsnit 4.2. (s. 76), og i

Anders

Henriksens

bidrag, afsnit 4-5 (s. 102-105).

De dynamiske fortolkninger kendetegnes ved hverken

at tage udgangspunkt i ordlyden af konventionens be-

stemmelser eller i de forudsætninger, som konventions-

parterne havde ved indgåelsen. I stedet inddrager man en

række samfundsmæssige hensyn, der manifesteres på an-

dre måder, herunder i medlemsstaternes retsopfattelse og

i senere konventionsregulering. EMD’s dynamiske for-

tolkninger nyder bred anerkendelse i menneskeretlig teo-

ri. Mine bemærkninger nedenfor søger ikke at anfægte

denne retsopfattelse. Derimod rejser jeg spørgsmålet,

hvilke muligheder de folkevalgte har for ad politisk vej at

ændre den retsstilling, der følger af disse fortolkninger,

hvis man måtte være uenig i dem, ligesom jeg i et retspoli-

tisk perspektiv sætter spørgsmålstegn ved deres forene-

lighed med grundlæggende danske principper om forde-

ling af og kontrol med retsskabende magt.

Også dansk ret kender til dommerskabt ret. Men prak-

sisændringer kommer sjældent uventet og aldrig uden

støtte i andre retskilder. Uskreven dansk dommerskabt ret

er typisk funderet i generationers retsudvikling og i et nø-

je samspil med den juridiske teori og praksis.

Danske

1. Selv når Højesteret har skiftet praksis, fx ved at fravige kravet om

personlig skyld

som betingelse for et erstatningsansvar, er der

kommet »forvarsler«. I midten af 1980’erne afsagde Højesteret fx

nogle domme, der indebar objektivt erstatningsansvar uden lov-

hjemmel, se hertil

Bo von Eyben & Helle Isager:

Lærebog i erstat-

ningsret, 8. udg. (2015), s. 186-199. Som det fremgår heraf udvik-

lede denne praksis sig gradvis, og den blev tæt fulgt af en juridisk

litteratur, der løbende forholdt sig til retsudviklingen. Parallelt

hermed udviklede branchen forsikringer, der kunne opfange de

(nye) erstatningskrav, som skadevolderne blev pålagt efter de nye

regler. Domstolene har ikke siden udvidet det objektive erstat-

ningsansvar yderligere på dette område, jf. senest

U 2017.1048 V.

Se generelt herom

Lars Hjortnæs

i Børge Dahl (m.fl.): Festskrift til

Jens Peter Christensen (2016), s. 635 ff.

domstole viser stor respekt for de vedtagelser, der finder

udtryk i lovgivningen, sådan som grundlovens § 64 da

også foreskriver ved sin regel om, at dommerne alene har

at rette sig efter »loven«. Også på områder, hvor lovgive-

ren overlader domstolene et skøn, fx gennem en general-

klausul, søger domstolene at finde frem til en praksis, der

tager højde for lovens forarbejder og lovgivningsmagtens

intentioner.

Når menneskeretlige nyfortolkninger rammer nationale

love, der er vedtaget på demokratisk vis, opstår der

uværgerligt en spænding mellem den lovgivende og den

dømmende magt. Den danske grundlov slår denne magt-

fordeling fast i § 3, der henlægger den lovgivende magt til

kongen og Folketinget i forening, og med den førnævnte

§ 64, der placerer domstolene som retsanvendere. Nyfor-

tolkninger kan være velkomne, hvis de stemmer med den

nationale retsopfattelse, hvilket heldigvis ofte er tilfældet.

Men er der forskellige opfattelser af et menneskeretligt

spørgsmål, opstår der spændinger, fordi EMD-dommen

reelt ikke uden videre kan

ændres

ved ny lovgivning, jf.

herom under 5.a. Fordi den nationale lovgiver inden for

EMRK’s rammer ikke har den sædvanlige adgang til at

ændre den retsstilling, der følger af en domspraksis, som

lovgiveren er uenig i, men tværtimod skal sørge for at til-

passe den nationale retstilstand til dommen, hvis der er en

uoverensstemmelse, kan der opstå spændinger mellem

nationale lovgivere og EMD.

b. Den politiske kritik

Af de førnævnte grunde er det forståeligt, at den magtfor-

skydning, der følger af dynamiske fortolkninger, giver an-

ledning til politisk bevågenhed og kritik. Dansk Folkepar-

ti har i en årrække udtrykt skarp kritik af EMD. Som

nævnt ovenfor under 1 har VLAK-regeringen gjort pro-

blemstillingen til en del af sit regeringsgrundlag. Også So-

cialdemokratiet har udtrykt et ønske om, at EMD’s for-

tolkningsstil bør lægges om, så den i flere sager respekte-

rer afgørelser i de enkelte medlemslande og bliver bedre

til at sortere i de mange sager, den tager op. Se fx

Nick

Hækkerups

udtalelser til dagbladet Politiken den 3. de-

cember 2016, der bl.a. udtrykker et ønske om, at Danmark

allierer sig med en række nordeuropæiske lande i et for-

søg på at få justeret domspraksis ved EMD.

En af de stærkeste kritikere af EMD har gennem mange

år været Storbritannien. Den 15. august 2011 holdt davæ-

rende premierminister

David Cameron

en tale, der formule-

rede den britiske holdning til EMRK. I talen, der findes på

https://www.gov.uk/government/speeches/pms-speech-

on-the-fightback-after-the-riots, udtaler Cameron bl.a.:

»The truth is, the interpretation of human rights legislation has exert-

ed a chilling effect on public sector organisations, leading them to act

in ways that fly in the face of common sense, offend our sense of right

and wrong, and undermine responsibility.«

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Samtidig lagde Cameron de spor ud, som han ville følge

for at tage højde for denne udvikling:

»We’re working to develop a way through the morass by looking at

creating our own British Bill of Rights.

And we will be using our current chairmanship of the Council of

Europe to seek agreement to important operational changes to the

European Convention on Human Rights.«

Under det senere britiske formandskab kom den såkaldte

Brighton-erklæring til verden, se herom under 4.b. No-

genlunde samtidigt meddelte Storbritannien, at man ville

søge at ophæve sin inkorporeringslov, så EMRK alene

skal fortolkes af britiske domstole. Senest har premiermi-

nister

Theresa May

udtalt, at hun har udsat de britiske pla-

ner om at nedfælde en særlig britisk menneskeretskatalog

(»Bill og Rights«) til efter Brexit, se omtale i

The Guardian

29. december 2016, hvoraf det bl.a. fremgår, at der i kon-

servative kredse er et ønske om at lægge den britiske til-

slutning til EMRK ud til folkeafstemning.

Foruden kritikken af EMD’s dynamiske fortolkninger

har de store sagsbunker også givet anledning til kritik. I

2011 udgjorde antallet af uekspederede sager 151.600,

men efter en ændring i sagsbehandlingsreglerne (der bl.a.

gav domstolen adgang til at afvise klager efter behandling

af en enkelt dommer) faldt tallet. Tallet offentliggøres lø-

bende på EMD’s hjemmeside, se http://www.echr.coe.int

/Documents/Stats_pending_2017_BIL.pdf. Ved udgan-

gen af 2016 udgjorde det 79.750. Seneste tal, offentliggjort

pr. 30. april 2017, er 93.150. Hovedparten af disse sager

(vistnok langt over 90 %) kan ganske vist afvises af en-

keltdommerkomitéer som åbenbart grundløse. Men tallet

er ikke desto mindre højt, og det er uantageligt for en

domstol, der bl.a. selv har mandat til at udtale sig om,

hvorvidt medlemsstater lever op til grundlæggende krav

om »due process« målt i sagsbehandlingstid. Derfor er

denne del af kritikken, som jeg ikke vil gå dybere ned i,

stadig i fokus i debatten om EMD’s fremtid.

c. Den akademiske kritik

Den politiske kritik af EMD’s praksis står ikke alene. Den

genfindes også i dele af den juridiske teori og, interessant

nok, hos teoretikere, hvis fokus ligger på retsområder, der

kun har indirekte berøring med internationale menneske-

rettigheder. En af de første danske forskere, der har gjort

opmærksom på problemerne ved EMD’s dynamiske for-

tolkninger, er

Gorm Toftegaard Nielsen.

I den af ham selv

redigerede antologi »Parlamentarismen – hvem tog mag-

ten?« (2001), s. 147 ff., påpegede han EMD’s betydelige fæl-

lestræk med naturretten fra 1600-tallet, der som en form for

nyreligiøsitet var godt på vej til at flytte magten fra de fol-

kevalgte parlamenter til en lille dommerelite. Han anførte

bl.a. (s. 178 f.) det besynderlige i, at befolkningen ved folke-

afstemningerne stemmer imod yderligere suverænitetsaf-

givelse, men ikke desto mindre synes at støtte EMD’s dy-

namiske udlægning af menneskerettighederne.

Få år senere, i tidsskriftet Politica, nr. 1, februar 2004,

gentog samme forfatter pointen om, at EMD ved sin dy-

namiske fortolkning har forskudt magten fra politikere til

dommere. Artiklen kredser om EMD’s dom af 25. sep-

tember 2004 i sagen i

Vasileva mod Danmark,

hvor Dan-

mark blev dømt for uforholdsmæssig frihedsberøvelse af

en ældre kvinde, der havde nægtet at vise gyldig rejse-

hjemmel til en buskontrollør og senere at opgive navn og

adresse til en politibetjent som foreskrevet i retsplejelo-

ven. Frihedsberøvelse kom som følge af kvindens ved-

holdhed til at vare 13

�½

time.

Også

Eva Smith

påpegede på et tidligt tidspunkt (Juri-

sten 2001, s. 54 ff., se navnlig s. 58) faren for, at respekten

for menneskerettighederne undergraves, når en dansk sag

om parkeringsafgift kan udløse en længere proces ved

EMD (som dog endte forligsmæssigt).

En mere samlet kritik er fremsat af

Jens Elo Rytter

i anto-

logien »Menneskerettens udfordring – ideologi eller vi-

denskab?«, redigeret af Kirsten Hastrup i 2002. Titlen på

Rytters indlæg (der findes på s. 73-99) var »Menneskeret-

tigheder i Europa: Fra eurofori til besindelse?« Rytter an-

fører her (s. 74), at tiden måske nu er kommet til at forlade

den dynamiske »etableringsfase« til fordel for en mere ef-

tertænksom »konsolideringsfase«. Han anfører, at nogle

menneskerettigheder er mere fundamentale end andre, og

at de politiske, økonomiske og kulturelle forhold, som

menneskerettighederne skal virkeliggøres under, grund-

læggende er forskellige i forskellige dele af verden. Sam-

tidig peger han på risikoen for, at menneskerettigheder

truer folkestyret ved at udhule det politiske råderum (s.

85) i et land, der ikke har brug for et særligt »instrument

til at ændre grundlæggende samfundsstrukturer eller til

at styre den generelle politik i en bestemt retning«. Derfor

bør menneskerettighederne først og fremmest sikres ved

nationale domstole, og menneskerettighederne må over-

lade det politiske demokrati et rimeligt råderum til at af-

veje kolliderende rettigheds- og samfundshensyn (s. 92).

Rytter udtaler sig i samme retning i Juristen 2006, s. 9. ff.,

under overskriften »Går menneskerettighedsdomstolen

for vidt?«.

Selv har jeg i mit indlæg i

Jonas Christoffersen & Mikael

Rask Madsen (red.):

Menneskerettighedsdomstolen – 50 års

samspil mellem dansk ret og politik (2009), s. 97 ff., (idet

følgende forkortet

EMD 50 år)

gjort det synspunkt gæl-

dende, at EMD må betragtes som en politisk aktør, som

derfor nødvendigvis må udsættes for politisk kritik. Af

andre kritiske stemmer kan peges på Jens Kristiansens

indlæg i Stine Jørgensen m.fl. (red.): »Nye retlige design –

Dansk ret under konkurrence« (2003), 79 ff.

Den danske menneskerettighedsdebat er sammenfattet

hos

Jonas Christoffersen:

»Menneskeret – en demokratisk

udfordring« (2014), der som titlen antyder beskæftiger sig

med spændingsfeltet mellem jura og politik: På den ene

side er menneskerettighederne retsregler, der håndhæves

og – efter behov – udfyldes af domstolene. Men på den

anden side berører de sociale normer, som politikerne

normalt udvikler. Det

politiske

spørgsmål er derfor, om de

folkevalgte ved at indføre og sikre menneskerettigheder

skal opstille begrænsninger i deres eget politiske råderum,

og – hvis svaret er ja – om disse begrænsninger skal for-

tolkes af nationale eller internationale domstole. Jonas

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Christoffersens eget bud på et svar på dette spørgsmål (s.

117) er, at den danske rets- og samfundstradition er mere

bæredygtig end de internationale menneskerettigheder,

fordi den er rodfæstet i det danske samfund: »Internatio-

nale retsinstanser bør ikke pålægges hovedansvaret for at

udvikle menneskerettighedsstandarder for EU’s 28 med-

lemslande, for Europarådets 47 lande endsige for FN’s 193

medlemmer.«

d. Judiciel kritik

Hvor

akademisk

EMD-kritik måske er forventelig, fordi te-

orien jo skal belyse juraen fra forskellige synsvinkler, er

det bemærkelsesværdigt, at prominente repræsentanter

fra

domstolsvæsenet,

både herhjemme og i andre europæi-

ske lande, gennem de seneste år åbent og offentligt har

kritiseret de dynamiske fortolkninger, som EMD (ligesom

i øvrigt EU-Domstolen) har anlagt. Disse øverste domsto-

le har jo selv til opgave at sikre borgernes grundlæggende

rettigheder. At siddende og forhenværende dommere

herfra går ud med kritik, viser en grundlæggende uenig-

hed om, hvordan menneskerettigheder bedst udvikles.

I det følgende giver jeg et udpluk af denne

kritik. Det siger sig selv, at udtalelserne alene tegner

den enkelte for-fatter, men ikke den retsinstans, som

vedkommende har eller har haft tilknytning til. Alligevel

må det formodes, at udtalelserne viser nogle af de tanker,

der har været over-vejet i disse højere retsinstanser.

I U 2011B, s. 46, udtalte fhv. højesteretspræsident

Torben Melchior

i tilknytning til Højesterets antagelse af, at

EMRK ikke kan indfortolkes i grundloven, at dette ville

betyde, dels at man aldrig kunne »slippe af med

konventionen«, dels at regeringen sammen med et

almindeligt folketings-flertal ved at indgå en traktat

kunne forandre grundlo-vens indhold uden at følge § 88-

proceduren. Det ville og-så betyde, »... at grundlovens

indhold ville ændre sig – lidt uforudsigeligt – i takt

med Menneskerettighedsdom-stolens domme.« Senere i

samme artikel (s. 48) tilslutter Melchior sig det synspunkt,

som den senere ombudsmand

Jørgen Steen Sørensen

anførte i

Juristen 2010, s. 251 ff., nem-lig at danske domstole ikke

skal forsøge at kopiere EMD’s til tider kreative

fortolkningsstil, der adskiller sig fra dansk rets forståelse

af domstolenes rolle.

I det

nyligt

udsendte

festskrift

til

Peter

Møgelvang-Hansen (2016), redigeret af Børge Dahl,

Thomas Riis og Jan Trzaskowski, udtaler fhv.

højesteretspræsident

Børge Dahl

bl.a. generelt, at danske

domstole ikke skal lade sig inspirere af internationale

domstoles

dynamiske,

innova-tive

kreative

fortolkningsstil, som ud fra en integrati-onsfremmende,

principorienteret tilgang fra tid til anden fører til

afgørelser, som udvikler retstilstanden med mar-kante,

overraskende spring: »Kreativ judiciel aktivisme sætter

retssikkerheden under pres og kan på sigt blive en

belastning for tilliden til domstolene og for domstolenes

legitimitet.«

En indgående kritik af EMD’s dynamiske fortolkning

er fremsat i en festtale, som den daværende præsident

for Finlands højesteret,

Pauliine Koskelo,

holdt ved

150-årsjubilæet for Juridisk Forening i Finland, trykt i

forenin-

Juristen nr. 3 2017

Side 84

gens tidsskrift, JFT 4/2012, s. 298 ff. Koskelo fremfører her

en række eksempler fra EMD’s praksis på den modstrid,

der kan konstateres mellem på den ene side EMD’s pro-

cesform og retsanvendelse, og på den anden side de de-

mokratiske værdier, som hyldes i de nordiske lande. Bl.a.

udtaler hun:

»Det förefaller att vara en allt mer utbredd uppfattning att Europa-

domstolen inte lyckats styra en hållbar kurs utan ägnar sig alltför

mycket åt en »micromanagement«, vilket bidrar till en försämring av

målbelastningen, kvaliteten, behandlingstiderna och till slut domsto-

lens allmänna anseende. När t.ex. en trivial bykhängningstvist mellan

två grannar har hamnat upp i domstolens storkammare och dessutom

i et läge där den ursprunglige appellanten själv redan var död är det

inte ägnat att övertyga folk om at verksamheten har en bra fokus.«

(fodnoter, bl.a. til det nedenstående citat fra Lord Hoffmann er ude-

ladt).

Udtalelsen er særligt bemærkelsesværdig, fordi den

kommer fra en dengang siddende, nordisk højesterets-

præsident. Koskelo kritiserede ikke blot EMD’s retsan-

vendelse. Hun fremhæver også de omkostninger i form af

faldende respekt for EMD, som denne retsanvendelse kan

medføre. Koskelo er i dag dommer ved EMD.

Endnu mere markant var kritikken fra en anden høje-

steretspræsident, Marc Bossuyt, fra den belgiske for-

fatningshøjesteret, den 17. maj 2010 (tilgængelig på

https://strasbourgobservers.com/2010/05/17/president-

of-belgian-constitutional-court-criticizes-european-court-

of-human-rights/):

»The European Court of Human Rights is exceedingly transgressing

its competence in asylum matters. The Court takes decisions on behalf

of the national authorities, it enforces provisional measures despite

not having the competence to do so and demands their immediate

execution. It has granted property rights on unemployment benefits

and has thus realized something that Karl Marx never could. The

Court is being buried under new cases, partially caused by the fact

that it has sneakily broadened its own competences.«

Også den forhenværende appelretsdommer og Law Lord,

Lord (Leonard) Hoffmann har ved forskellige lejligheder

kritiseret EMD. I sit forord til rapporten »Bringing Rights

Back Home – Making human rights compatible with par-

liamentary democracy in the UK«, udarbejdet af Michael

Pinto-Duschinsky og udsendt i 2011 for den britiske

tænketank

Policy Exchange,

skriver han bl.a.:

»International institutions which are set up by everyone become in

practice answerable to no one, and courts have an age-old tendency to

try to enlarge their jurisdictions. And so the Strasbourg Court has tak-

en upon itself an extraordinary power to micromanage the legal sys-

tems of the member states of the Council of Europe (or at any rate

those which pay attention to its decisions) culminating, for the mo-

ment, in its decision that the UK is not entitled to have a law that con-

victed prisoners lose, among other freedoms, the right to vote.

Since the Convention rights were incorporated into UK law by the

Human Rights Act 1998, the UK courts have followed in the wake of

Strasbourg, loyally giving effect to its rulings and the principles

(where discernible) laid down in its jurisprudence. The result has been

that UK judges have reached decisions, sometimes with regret and

sometimes with enthusiasm, which would have astonished those who

agreed to our accession to the Convention in 1950.«

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Lord Hoffmann’s synspunkter, som de her udtrykkes,

bunder i hans analyse af EMD’s og menneskerets-

tænkningens berettigelse, som han allerede behandlede i

sin

Judicial Studies Board Annual Lecture

den 19. marts 2009

(tilgængelig på https://www.judiciary.gov.uk/announ

cements/speech-by-lord-hoffmann-the-universality-of-hu

man-rights/) under overskriften »The Universality of

Human Rights«. Her anførte han bl.a.:

The proposition that the Convention is a »living instrument« is the

banner under which the Strasbourg court has assumed power to legis-

late what they consider to be required by »European public order«. I

would entirely accept that the practical expression of concepts em-

ployed in a treaty or constitutional document may change. To take a

common example, the practical application of the concept of a cruel

punishment may not be the same today as it was even 50 years ago.

But that does not entitle a judicial body to introduce wholly new con-

cepts, such as the protection of the environment, into an international

treaty which makes no mention of them, simply because it would be

more in accordance with the spirit of the times. It cannot be right that

the balance we in this country strike between freedom of the press

and privacy should be decided by a Slovenian judge saying of a deci-

sion of the German Constitutional Court – »I believe that the courts

have to some extent and under American influence made a fetish of

the freedom of the press ... It is time that the pendulum swung back to

a different kind of balance between what is private and secluded and

what is public and unshielded.«

e. Sammenfatning

Den foranstående gennemgang viser, at der både i dansk

og europæisk politik, i den juridiske teori og blandt

dommere ved de øverste domstole har været rejst kritik

mod EMD’s dynamiske fortolkninger. At der her og der

fremsættes en sådan kritik betyder i sagens natur ikke, at

alle

deler denne opfattelse. Det kan i det hele taget være

vanskeligt at føre bevis eller modbevis for »den alminde-

lige opfattelse«, navnlig når opfattelser ændrer sig over

tid. Man kan konstatere, at skiftende folketingsflertal gen-

nem årene har udvidet Danmarks menneskeretlige for-

pligtelser, både nationalt og internationalt. På den anden

side kan man også konstatere, at Folketinget, trods anbe-

falingen fra et flertal i betænkning 1546/2014, (endnu?)

ikke har inkorporeret yderligere menneskerettighedskon-

ventioner i dansk ret. Derfor er det relevant at spørge,

hvor dybt

den menneskeretlige regulering og EMD’s juris-

diktion egentlig er forankret i vor retskultur, og hvilken

betydning det vil have at overlade fortolkningen af men-

neskerettighederne til vore egne domstole. Herom hand-

ler de følgende bemærkninger.

3. EMD’s rodfæstning i dansk ret

a. Menneskerettighederne i et historisk perspektiv

Den moderne, vestlige menneskerettighedstænkning har

rødder i renæssancens og oplysningstidens tænkning.

Med inspiration heri formulerede

Thomas Jefferson

den

tekst, som førte til USA’s

Uafhængighedserklæring

af 1776.

Samme tænkning inspirerede i 1789 franskmændene til de

paroler om »Frihed, Lighed og Broderskab«, der ledsage-

de den franske revolution. Alt efter hvordan man afgræn-

ser »menneskerettigheder«, kan udviklingen føres endnu

længere tilbage, nemlig til de første retssystemer i antik-

kens Grækenland, og måske endda tidligere, jf.

Ove Bring:

De mänskliga rättigheternas väg – genom historien och

litteraturen (2011), s. 65 ff.

Kaster man blikket på hele denne retsudvikling, har

menneskerettighederne haft vidt forskellige

skikkelser,

li-

gesom selve menneskerettighedstænkningen har haft for-

skellige

årsager

formål.

Allerede parolerne fra den

franske revolution

var udsat

for massiv kritik i samtiden, se hertil

Bring

a.st., s. 214 ff.

Det blodbad, der med guillotinen som henrettelsesmetode

udviklede sig i revolutionsårene, viser rystende tydeligt,

at de fine ord ikke skabte konsensus om,

hvor

»lige« og

»frie«, borgere skulle være. Den britiske filosof

Jeremy

Bentham

afviste i et essay fra 1796 »The Anarchical Fallaci-

es; being an examination of the Declaration of Rights is-

sued during the French Revolution« tanken om, at bredt

definerede menneskerettigheder kunne forvandles til

retskrav, som »nonsense

on stilts«

(opstyltet nonsens), dels

fordi begreberne var uegnede til at fælde dom efter, dels

fordi der netop ingen domstol var til at forestå denne

transformation.

En lignende kritik blev fremsat af

Ed-

mund Burke,

se hertil

Bring

a.st. s. 226 ff.

Det katalog af menneskerettigheder, der blev formuleret

efter afslutningen af 2. verdenskrig, er af indlysende

grunde præget af Hitlers folkedrab. Med det stærke poli-

tiske ønske om en

international

regulering til værn mod

sådanne overgreb kunne det nyetablerede FN allerede i

1948 samles om sin

Verdenserklæring om Menneskerettig-

hederne.

Erklæringen var forberedt kort forinden af et ud-

valg ledet af præsident Roosevelt’s enke,

Eleanor Roosevelt,

se hertil

Bring

a.st. s. 446 ff. Allerede dengang voldte dele

af teksten problemer for nogle lande. Sydafrika undlod at

stemme pga. sit apartheid-system. Saudi-Arabien havde

problemer med religionsfriheden pga. islam. Og en del

kommunistiske lande, herunder Sovjetunionen, så pro-

blemer i den forudsatte relation mellem stat og individ.

Alligevel blev dokumentet vedtaget. 48 lande stemte for,

ingen stemte imod, medens 8 undlod at stemme. En stor

del af de lande, der i dag er selvstændige medlemmer af

FN, herunder store dele af den afrikanske verden, deltog

ikke i denne proces.

Også

EMRK

blev til på kort tid og med erkendelse af, at

man ikke havde skabt et perfekt dokument. Navnlig

EMD’s rolle gav anledning til tvivl. Se hertil

Jonas Christof-

fersen:

Fair balance: Proportionality, Subsidiarity and Pri-

marity in the European Convention of Human Rights

(2009), s. 7-21,

Mikael Rask Madsen

EMD 50 år,

s. 31-47, og

Jonas Christoffersen og Mikael Rask Madsen

i U 2015B, s. 13

ff. Her havde man ikke alene blikket på Hitlers folkedrab,

men også på Sovjetunionens fremfærd mod anderledes

tænkende.

Burkes

Benthams

tanker om menneskerettigheder er bl.a. omtalt

Kasper Lippert-Rasmussen

i Hans Siggaard Jensen m.fl. (red.):

Tankens magt (2006), s. 1254 f. og 1258 ff.

Benthams

essay er bl.a.

optrykt i Headline Series; New York (1998), 318 ff., tilgængelig on-

line fra Det Kongelige Biblioteks REX-database.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Under den kolde krig fik menneskerettighedstænknin-

gen en særlig politisk betydning i henholdsvis USA og

Europa, og hvert sted med sin begrundelse. I sin bog

»Reclaiming American Virtue. The Human Rights Revo-

lution of the 1970s« (2014) beskriver

Barbara J. Keys,

hvor-

dan menneskerettighederne fik en rolle i amerikansk poli-

tik efter Vietnam-krigen ved indgangen til

Jimmy Carters

præsidentperiode. Carter gjorde menneskerettighedsar-

gumentet gældende over for Sovjetunionen, bl.a. ved at

støtte russiske dissidenter. I Europa hang accepten af –

eller modstanden mod – menneskerettighedstanken i

mange år sammen med støtten til eller modstanden mod

Sovjetunionen. Nordmanden

Jon T. Johnsen

giver i den af

Kjell Å. Modéer & Martin Sunnqvist

redigerede antologi

»1968 och därefter – De kritiska rättsteoriernas betydelse

för nordisk rättsvetenskap« (Museum Tusculanums For-

lag, 2010) sit bud på, hvorfor den »kritiske juss« ikke tog

menneskerettighedstænkningen til sig (s. 221): »Menne-

skerettigheter som politisk ideologi trekker jo veksler på

den franske revolusjon, ikke på den russiske, og ble derfor

oppfattet som en lære om borgerlige rettigheter uten sær-

lig betydning for arbeiderklassen.«

Som anført af

Jonas Christoffersen og Mikael Rask Madsen

U 2015B, s. 16, var sagsmængden ved EMD i begyndelsen

af 1980’erne begyndt at vokse hurtigere, end EMD kunne

behandle dem. Staternes reaktion herpå var imidlertid ik-

ke at gøre modstand mod EMD, men at støtte reformer

med henblik på yderligere styrkelse. Denne støtte fortsat-

te i årene derefter gennem vedtagelse af talrige nye men-

neskeretlige instrumenter. Også kredsen af stater, der

samles om en menneskeretlig regulering, er vokset. Ber-

linmurens fald førte til en udvidelse af Europarådet og

dermed af EMRK’s betydning. Den store østudvidelse af

EU fandt sted i en tid, hvor ønsket om international sam-

handel gik hånd i hånd med tanken om, at der eksisterer en

række mere eller mindre universelle menneskerettigheder

eller »grundlæggende rettigheder« for individet. I takt

hermed har menneskeretstænkningen bredt sig, og i nuti-

dens politik anvendes »menneskerettigheder« som slogan

til støtte for så forskellige politiske formål som bekæmpelse

af hungersnød, tortur og terrorisme og sikring af demokra-

ti, ytringsfrihed, miljø, børn, handicappede og kvinder.

I de seneste år har globaliseringen skabt flere forskellige

retninger inden for menneskeretstænkningen: Ligesom

menneskerettighederne er opfattet forskelligt gennem hi-

storien, kan forskelle i kulturel baggrund eller religion

påvirke opfattelsen af, hvad der bør anses for »menneske-

rettigheder«. Stater med islamisk styre presser fx på for at

sikre religioner mod fornærmelser, selv om en sådan

»menneskeret« nødvendigvis må begrænse ytringsfrihe-

den. Samtidig har fremkomsten af de mange forskellige

typer af menneskerettigheder skabt stadigt flere konflikter

mellem de enkelte rettighedstyper.

de politiske

støtte

til

generelle

menneskeret-tigheder er kommet under pres, som

illustreret ved den kritik, der omtales i afsnit 2, kan også

ses som en reaktion på sådanne kollisioner. Derfor er det

relevant ikke bare at diskutere, hvilken rolle

menneskerettighedstænkningen

Juristen nr. 3 2017

skal spille efter

gældende ret,

men også hvilken

politisk på-

virkning

vore folkevalgte kan udøve mod EMD’s dynami-

ske fortolkninger. Det må være legitimt at betragte dyna-

miske fortolkninger som anden retlig regulering, der kan

kritiseres og debatteres både som et spørgsmål om, hvilke

instanser der bør have

jurisdiktion

til at udvikle hvilke reg-

ler, og om

indholdet

af de enkelte afgørelser. En sådan dis-

kussion handler ikke om, hvorvidt man er »for eller

imod« menneskerettigheder, men om, hvordan vi i Dan-

mark ønsker at sætte rammerne for vort folkestyre.

Når rettigheder kolliderer, må der træffes valg, enten af

nationale beslutningstagere,

som led i en

demokratisk proces,

eller af

domstolene,

som led i en

retssag.

Den retsstilling,

der følger af en domstolsafgørelse, har ikke pr. definition

højere »kvalitet« end den, der besluttes politisk. Ligesom

kvaliteten af en

lov

beror på den demokratiske proces (og

herunder faktorer som åbenhed, ekspertise, repræsentati-

on), der har skabt loven, beror kvaliteten af en

dom

på den

procesordning (sagsbehandling, dommerrekruttering og

retskildetraditioner mv.), der har ført til dommen.

Vælger man fortsat at lade menneskeretten fortolke via

domstolene,

og ikke gennem en politisk debat, står valget

igen mellem at lægge valget hos EMD, der med sine

dy-

namiske

fortolkninger reelt afkobler de nationale demokra-

tiske processer, eller ved danske domstole, der benytter

en mere

forudsigelig

retskildeanvendelse.

b. EMD-domstolskontrollens styrker og svagheder

En stor del af debatten om menneskerettighederne skyl-

des, at

kompetencen

til at afgøre deres grænser er forskub-

bet fra

nationale

lovgivere og domstole til

internationale

lovgivere og domstole (primært EMD). Hovedparten af de

rettigheder, som i dag anses som »menneskerettigheder«,

fandtes allerede i dansk ret, inden de blev ophøjet til men-

neskerettigheder via traktater og konventioner. Derfor har

det været så forholdsvis ukontroversielt ikke alene at til-

slutte sig EMRK (indtil de dynamiske fortolkninger blev

dagens orden), men også at inkorporere den i dansk ret.

EMD’s domstolskontrol udgør ikke den eneste metode

til håndhævelse af menneskerettigheder. For det første

har

danske domstole

den primære kompetence til at fortolke

konventionen. For det andet har

EU-domstolen

kompeten-

ce til at fortolke EU’s Charter om Grundlæggende Ret-

tigheder, hvis rettighedskatalog med virkning for EU-

retten (som anført i Charterets art. 51) delvis overlapper

med EMRK (se Charterets art. 53). At en menneskeret på

den måde kan håndhæves via internationale domstole, er

altså ikke et definitorisk kendetegn. Det er derimod noget

helt særligt for EMRK, at borgerne med art. 34 har en in-

dividuel klageadgang, der kan udvirke en domstolsbe-

handling, hvis slutprodukt kan forpligte medlemsstaten.

3. Regler om individuel klageadgang findes også på andre områder

af menneskeretten, se hertil kapitel 8 i betænkning 1546/2014.

Man kan bl.a. klage over Danmark til FN’s Menneskerettigheds-

komité, FN’s Racediskriminationskomité, FN’s Torturkomité,

FN’s Kvindekomité, FN’s Handicapkomité og FN’s Børnekomité

over krænkelser af forskellige FN’s konventioner.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

Klageadgangen til EMD giver EMRK en særlig slag-

kraft. Og med EMD’s dynamiske fortolkning er menne-

skerettighedstænkningen flyttet fra at være produkt af en

politisk og parlamentarisk proces,

hvor udfaldet som

udgangspunkt vil bero på en almindelig konsensus og

accept, til at blive afgjort gennem

retssystemet

af ikke-

folkevalgte dommere.

Hovedargumentet for at lade

internationale domstole,

og ikke folkevalgte lovgivere og nationale domstole, af-

grænse menneskerettighederne ligger i ønsket om at

be-

grænse

medlemsstaternes politiske råderum. Sådanne

hensyn har navnlig vægt over for stater, der bevidst øn-

sker at begå menneskerettighedskrænkelser. Men for en

stat som Danmark, der bevæges af et grundlæggende øn-

ske om at efterleve disse rettigheder, vejer det ikke tungt.

Danske domstole er mindst ligeså kvalificerede til at for-

tolke menneskerettigheder, som EMD er, og som anført af

Jonas Christoffersen

(2014), s. 60 ff., har de ofte gjort det. Det

forhold (som nærmere uddybes under 3.c.), at procesga-

rantierne ved danske domstole er langt højere end ved

EMD, taler ligefrem for at henlægge fortolkningskompe-

tencen her.

EMD’s domstolskontrol er imidlertid mindre effektiv

overfor meget

alvorlige krænkelser.

For det første er den

langsommelige proces uegnet til at håndtere sådanne al-

vorlige sager. For det andet vil det ofte være umuligt at

opfylde kravet om, at »alle nationale retsmidler er blevet

udtømt«, jf. art. 35. Da den tyrkiske regering fx i kølvan-

det på kupforsøget i juli 2016 internerede et stort antal

personer (herunder et stort antal dommere, myndigheds-

personer og journalister) ud fra en formodning om, at de

ville være illoyale overfor styret, var det nok opfattelsen i

de fleste europæiske stater, at Tyrkiet krænkede EMRK. I

skrivende stund har imidlertid hverken EMRK-systemet

eller EMD vist sig i stand til at reagere herpå. Den 26. ja-

nuar 2017 udtalte EMD’s præsident, at man havde mod-

taget 5.363 klager i anledning af kuppet, men at ingen af

dem var antaget, fordi klagerne ikke havde udtømt natio-

nale retsmidler, jf. EMRK art. 35. Først i april 2017 beslut-

tede Europarådets parlamentariske forsamling at sætte

Tyrkiet under skærpet overvågning (såkaldt fuld monito-

rering). Ingen af Tyrkiets partnere i Europarådet har taget

skridt til at iværksætte den

inter state-procedure,

der er

anordnet i medfør af EMRK art. 33.

EMD’s slagkraft i dansk ret skyldes primært, at vi med

inkorporeringsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 19.

oktober 1998) har valgt at gøre EMRK og et antal tillægs-

protokoller til en del af dansk ret. Hverken EMRK eller

andre folkeretlige forpligtelser pålægger Danmark at tage

dette skridt. Også uden inkorporering ville danske dom-

4. I det følgende lader jeg spørgsmålet om EU-domstolens retsska-

bende virke som udvikler af en fælles EU-retlig menneskeret lig-

ge. Trods ligheder i den dynamiske fortolkning, er der nemlig og-

så forskelle. EU-retten er i højere grad påvirkelig for politiske ini-

tiativer og indgår i en kompleks sammenhæng, hvor medlemssta-

terne i kraft af EU-samarbejdet i højere grad kan siges at »få noget

igen«, end tilfældet er i EMRK-samarbejdet.

stole fortsat skulle inddrage konventionen i sin retsan-

vendelse, gennem den såkaldte

fortolkningsregel,

ligesom

offentlige myndigheder i kraft af den såkaldte

instruktions-

regel

skal det, se hertil betænkning 1546/2014 om inkor-

porering mv. inden for menneskeretsområdet, s. 34 f., og

nedenfor under 6.a. En fældende dom fra EMD ville uden

inkorporeringsloven kun have den

umiddelbare

retsvirk-

ning, at medlemsstaten skal udrede erstatning til klage-

ren, jf. EMRK art. 41. Dernæst vil fældende domme kunne

udvirke diplomatiske reaktioner i medfør af EMRK art. 46

som led i Ministerkomitéens overvågning af dommens

fuldbyrdelse, jf. herom under 6.a.

Det skyldes derfor væsentligst inkorporeringsloven, at

EMD’s dynamiske fortolkninger har fået så stor betydning

i dansk ret. Som nærmere anført af

Michael Hansen Jensen

og Jens Garde

i Juristen 2002, s. 76 ff., og i Børge Dahl m.fl.:

Festskrift til Jens Peter Christensen (2016), s. 867 ff., er

domstolene

ikke tvunget

til at lægge EMD-retspraksis til

grund, hvis den strider mod dansk ret på områder, som

lovgivningsmagten har ønsket at regulere anderledes end

EMRK. Var domstolene tvunget til at følge EMD’s for-

tolkninger uanset modsat gældende national ret, kunne

inkorporeringen af EMRK næppe være sket uden proce-

duren i grundlovens § 20.

Jens Elo Rytter

antager a.st., s.

83 f., og i »Individets grundlæggende rettigheder«, 2. udg.

(2016), s. 53, samme reservation, hvis EMD’s praksis over-

skrider de principper og grænser for traktatfortolkning,

som har været en forudsætning for tiltræden af EMRK.

Som anført af dissenserne i betænkning 1546/2014, s. 12

ff., har inkorporeringsloven ikke desto mindre reelt flyttet

magt fra danske domstole til EMD. Hvis EMD’s fortolk-

ning adskiller sig fra danske domstoles fortolkning, for-

ventes de danske domstole at inddrage denne praksis

som et tungtvejende fortolkningselement. Det sker fx i

udvisningssager, der ofte må afgøre, om udvisningen

krænker »retten til familieliv«, jf. EMRK art. 8, som bl.a.

har fundet udtryk ved en række bestemmelser i udlæn-

dingeloven, fx § 7, stk. 2.

Hvis man fra dansk side ønsker at frigøre sig yderligere

over for EMD’s dynamiske fortolkninger, kunne dette

5. Som det fremgår af Betænkning 1546/2014, s. 33 ff., kan inkorpo-

rering i dansk ret også ske ved blot at konstatere normharmoni.

Den metode er nok den mest benyttede i de mange tilfælde, hvor

Danmark i forvejen efterlever de krav, der følger af en traktat. En

tredje måde består i at omskrive konventionsforpligtelsen til et

selvstændigt regelsæt. Gennem denne metode sikres det, at den

menneskeretlige regulering kommer til at forme sig som en har-

monisk del af dansk ret.

Gorm Toftegaard Nielsens

påpeger på s. 172 ff. i den af ham redige-

rede bog »Parlamentarismen, hvem tog magten?« (2001), at den

kompetence, som man ved inkorporeringsloven har overført til

EMD, muligvis rummer en suverænitetsafgivelse, der burde være

sket efter fremgangsmåden i grundlovens § 20.

7. Til sammenligning afviste Højesteret i

U 2017.824 H

(»Ajos-sag-

en«) at anvende de uskrevne principper om aldersdiskrimination,

som EU-domstolen har udviklet i sin praksis, over for en privat

virksomhed, idet disse principper ikke ansås for omfattet af EU-

tiltrædelsesloven. Hvilke folkeretlige (EU-retlige) konsekvenser en

sådan retsanvendelse kan få for Danmark over for Europarådet

(henholdsvis EU), bør ikke påvirke udfaldet af en sådan sag.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

forholdsvis enkelt ske ved at

ophæve inkorporeringsloven

de særlige lovregler (herunder i udlændingeloven), der

inkorporerer særlige menneskeretlige regler. Vælges den

mulighed, vil EMD’s fortolkninger dog fortsat binde Dan-

mark folkeretligt, ligesom de i et vist omfang vil få betyd-

ning i national ret gennem den førnævnte fortolknings-

regel. Man kan imidlertid også vælge den mere vidtgåen-

de løsning at lade Danmark

træde ud

af EMRK, samtidig

med at Danmark, som foreslået under 7.a, afgiver en

højti-

delig erklæring

om fortsat at ville efterleve EMRK’s materi-

elle bestemmelser efter

nationale

domstolsfortolkninger.

Står valget mellem disse muligheder, bliver det et hoved-

tema, om Danmark har tillid til EMD’s fortolkninger.

Om man har det, beror ikke alene på fortolkningerne,

men også på den retssikkerhedsmæssige kvalitet af

EMD’s sagsbehandling. Dette sidste spørgsmål vurderes i

det følgende.

c. Kvaliteten af EMD’s sagsbehandling

I valget mellem at lade menneskerettighederne fortolke af

danske domstole eller af EMD er det relevant at se på, om

EMD alene i kraft af sin sagsbehandling tilbyder bedre

procesgarantier end retsplejeloven. For at besvare dette

spørgsmål må man navnlig se på domstolens sammen-

sætning, jurisdiktion og arbejdsform.

i. Sammensætningen.

Ifølge EMRK art. 20 skal EMD bestå

af et antal dommere, der svarer til antallet af medlemssta-

ter, dvs. 47, i Europarådet. Ud fra et ønske om at sikre li-

gelig repræsentation har man ladet hver medlemsstat ud-

pege én dommer. Det betyder, at store medlemsstater som

Rusland (med en befolkning på 144 mio. indbyggere),

Tyskland (81 mio.), Tyrkiet (79 mio.), Storbritannien (65

mio.) og Frankrig (67 mio.) er repræsenteret ved ligeså

mange dommere i EMD som småstater som Andorra

(85.000 indbyggere), Lichtenstein (37.000), Monaco

(38.000) og San Marino (30.000). Det siger sig selv, at en

medlemsstats mulighed for at rekruttere dommere med

de høje kvalifikationer, der er foreskrevet i EMRK art. 21,

stk. 1, øges, jo større medlemsstaten er. Nogle mindre

medlemsstater har da også valgt at udpege dommere med

en anden nationalitet for at sikre de krævede kvalifikatio-

ner. Andre har ikke. Men generelt kan man spørge, om

det er rimeligt at give alle europarådsstater lige dommer-

vægt trods de betydelige forskelle i befolkningsunderlag

og retskultur.

ii. EMD’s jurisdiktion

afgrænses af Europarådets med-

lemskreds. Området er både geografisk langt

større

kulturelt langt mere

forskelligartet

end det i forvejen enor-

me og mangfoldige EU. Europarådet samler i dag 47 med-

lemsstater, der omfatter en befolkning på godt 800 mio.

mennesker, altså langt over dobbelt så mange som USA’s.

Kulturelt omfatter kredsen både det muslimske Tyrkiet, et

antal tidligere kommunistiske sovjetrepublikker og det

overvejende kristne Central- og Vesteuropa. Disse mange

kulturer knyttes alene sammen i kraft af deres geografiske

placering på det europæiske kontinent. Der er ingen nære

historiske, kulturelle, religiøse, ideologiske og derfor hel-

ler ingen naturlige juridiske bånd mellem og på tværs af

Juristen nr. 3 2017

alle disse mange retssystemer. De fleste betjener sig af

hvert sit sprog. De demokratiske – og udemokratiske –

traditioner og kulturelle påvirkninger adskiller sig også

fra stat til stat med deres vidt forskellige medier og debat-

former, ligesom der er betydelige forskelle i økonomisk

udvikling og levestandard. Det er umuligt at forestille sig,

at man på tværs af disse forskellige kultur- og retsområ-

der kan udvikle ensartede opfattelser af, hvad der er etisk,

moralsk og juridisk »rigtigt«.

Ligeså vanskeligt det er at tænke sig en fælles

retspolitisk

debat

om disse opfattelser henover Europarådets 47 med-

lemsstater, ligeså uaktuel er udsigten til, at en sådan debat

skulle kunne give EMD rettesnore for sin praksis. Hvor

dommerne ved en national ret er uddannet i deres hjem-

stat, hvor deres karriere har formet sig, og hvor de typisk

vil kende det praktiske retsliv (med en heraf følgende for-

ståelse af, hvordan deres domme påvirker det samfund,

hvori de skal efterleves), er en sådan gensidig »dialog«

reelt umulig i relation til EMD’s domme. Der findes nok

her og der en vis kontakt mellem EMD og de juridiske

fagmiljøer, der beskæftiger sig med menneskerettigheder,

men ikke nødvendigvis med de fagmiljøer, som berøres

ved dommene (fx procesretten, presseretten, udlændinge-

retten, den militære strafferet etc.). Hertil kommer fravæ-

ret af en løbende

politisk debat

på europarådsplan. Den na-

tionale debat artikuleres primært i national presse, og i

øvrigt typisk først efter at en vidtgående afgørelse er truf-

fet. Den nationale presse får ofte først kendskab til EMD-

sagen (der jo altid former sig som en international klage-

sag på toppen af en for længst afgjort national sag), når

dommen er afsagt i det pågældende kammer.

På denne baggrund ligger der på forhånd et stort pro-

blem i at have »fælleseuropæiske« tvingende opfattelser

af de vanskelige spørgsmål, som ofte foreligger til på-

dømmelse for EMD. Ligeså vanskeligt det er at opnå poli-

tisk konsensus herom, ligeså vanskeligt er det at foretage

de nuancerede, men vanskelige afvejninger, der indgår i

de værdipolitiske temaer, som EMD lægger til grund for

sine afgørelser. Det nærmeste toneangivende eksempel, vi

har på en domstol med mandat til at udfylde frihedsret-

tigheder, er

U.S. Supreme Court.

Men denne domstol har

jurisdiktion over et føderalt system, der er samlet under

samme forfatning (som amerikanerne holder hellig), dens

retsundergivne taler i hovedsagen samme sprog, og det

amerikanske samfund er bundet sammen af en i hoved-

sagen fælles infrastruktur. Det hører også med til billedet,

at det amerikanske forfatningssystem anser dommerud-

nævnelser i almindelighed, men i særdeleshed udnævnel-

se af dommere til Supreme Court, som et særdeles vigtigt

politisk spørgsmål. Dertil kommer, at sagstallet ved Sup-

reme Court i kombination med de (kun) 9 dommere sik-

rer en både grundigere og mere koordineret praksis.

iii. Sagsbehandlingen:

Reglerne om

sagsbehandlingen

ved

EMD findes dels i EMRK, se navnlig afsnit II (artiklerne

19-51), dels i de

Rules of the Court,

der i medfør af EMRK

art. 25, litra d), er fastsat af rettens plenarforsamling, se-

nest den 14. november 2016. Disse regler giver dog langt

fra nogen udtømmende beskrivelse af sagsbehandlingen

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

og voteringsformen. En sådan beskrivelse findes i en in-

tern vejledning for EMD’s dommere, som imidlertid ikke

er offentligt tilgængelig.

Hovedparten af de sager, der pådømmes i realiteten (og

som altså ikke blot afvises af et panel bestående af 1 eller 3

dommere), afgøres af kamre med

7 dommere.

Ved disse

kamre foregår sagsbehandlingen som regel skriftligt, lige-

som vi kender det under danske kæresager eller i admini-

strative klageinstanser. Der afholdes altså ingen mundtli-

ge forhandlinger og foretages ingen bevisførelse med af-

høringer mv. Kun helt principielle sager bliver behandlet

mundtligt efter hovedforhandling. Det sker ved de så-

kaldte storkamre, hvor der medvirker

17 dommere

svaren-

de til godt en tredjedel af det samlede antal dommere. At

en sag afgøres ved et storkammer svarer altså ikke til, at

den forelægges en domstols plenum. Det ene storkammer

vil være sammensat anderledes end det andet.

Under storkammersager, hvor der er mundtlig behand-

ling, får klageren og den indklagede advokat kun

30 mi-

nutter

til deres mundtlige indlæg. Herpå får dommerne

adgang til at stille spørgsmål til advokaterne, hvorpå par-

terne kan give et kort afsluttende mundtligt indlæg. En

storkammersag er normalt forhandlet færdig på en for-

middag, så voteringen kan indledes omkring frokost.

Hvor voteringen i kammersager i hovedsagen sker skrift-

ligt, dog med et opfølgende møde, hvor de medvirkende

dommere gennemgår ugens sager, strækker voteringen i

storkammersager sig ofte over dage. Voteringerne resulte-

rer ofte i et antal flertals- og mindretalsvota. Se nærmere

herom redegørelsen hos

Peer Lorenzen

i Børge Dahl m.fl.

(red.): Festskrift til Jens Peter Christensen (2016), s. 879 ff.

På alle disse punkter adskiller EMD-sagsbehandlingen

sig helt grundlæggende fra dansk retspleje, hvor der gæl-

der en hovedregel om mundtlighed, og hvor der er en

langt videre adgang til at fremlægge synspunkter og føre

beviser. Og netop i de sager, hvor EMD står foran at skul-

le erklære en demokratisk vedtagen national lovgivning

for uvirksom, må dette give anledning til overvejelser.

Der er også afgørende forskelle i partskonstellationen i

sager, der indbringes for EMD, sammenlignet med sager,

der afgøres af nationale domstole. Se hertil

Jens Kristiansen

i Stine Jørgensen m.fl. (red.): »Nye retlige design – Dansk

ret under konkurrence« (2003), 79 ff. (s. 86 ff.). Forskellene

skyldes den individuelle klageadgang, som man indførte

med EMRK, jf. art. 34, og som ledsages af et officialprin-

cip, hvorefter EMD foretager den indledende oplysning af

sagen.

8. Trods EMD’s store betydning for national ret kunne man vente

sig, at disse processuelle spørgsmål var behandlet i den juridiske

teori. Den omfattende danske litteratur om EMD beskæftiger sig

dog stort set ikke med EMD-sagsbehandlingen. Ser man uden for

Danmark er det nærmeste man kommer en officiel beskrivelse af

den praktiske sagsbehandling ved domstolen

Part 1

om »Practice

and Procedure« i

Karen Reid’s

standardværk »A practitioner’s

Guide to the European Convention of Human Rights«, 5th edition

(2015), som jeg støtter mig til i det følgende. Til at supplere dette

materiale har jeg haft god hjælp af den danske dommer ved

EMRK, Jon Fridrik Kjølbro.

Som i anden klagesagsbehandling opstår herved en

primær relation mellem klageren og EMRD, som den

indklagede stat alene inddrages i efter reglerne i EMRK

art. 36, stk. 1, dvs. med ret til at afgive skriftlige bemærk-

ninger og til at deltage i høringer. Hvis indgrebet reelt be-

rører tredjeparter (fx arbejdsmarkedets parter, som tilfæl-

det var i sagen om eksklusivaftalerne,

Sørensen & Rasmus-

sen mod Danmark),

kommer disse tredjeparter typisk ikke

til orde. Tredjeparter kan kun intervenere efter særlig til-

ladelse fra EMD’s præsident, jf. EMRK art. 36, stk. 2. Iføl-

Karen Reid

(2015), s. 17 (1-020) meddeles sådanne tilla-

delser kun med henblik på begrænsede indlæg om natio-

nal ret eller statistiske forhold, men ikke med henblik på

retlige synspunkter om sagens substans. Illustrative ek-

sempler herpå fra praksis findes hos

Peer Lorenzen m.fl.:

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med

kommentarer (2011), s. 1132 f.

Også andre for en dansk procesbetragtning fremmedar-

tede egenskaber ved EMD-procesordningen kunne frem-

hæves. Men her rækker det at bemærke, at EMD’s dyna-

miske fortolkninger på den ene side gør EMD til en reel

aktør i vor

lovgivende magt,

men at EMD’s procesregler på

den anden side ikke sikrer noget fyldestgørende kend-

skab til det retssystem, som dens fortolkninger får gyldig-

hed for. En »dynamisk« domstol, som mere eller mindre

virker i et lukket rum og med begrænset partsdeltagelse,

står i risiko for at miste den respekt, som enhver domstol

burde omgives med, og som navnlig domstole med reel

magt til at underkende national lovgivning bør have. Ci-

taterne i afsnit 2 viser, at EMD i hvert fald på nogle punk-

ter har realiseret denne risiko.

d. Afvejningen

Det grundlæggende spørgsmål i debatten om EMRK er

nu, om fordelene ved den dynamiske fortolkning vejer så

tungt, at man må leve med de anførte demokratiske, juri-

diske og magtfordelingsmæssige ulemper. Interessen

samler sig her om følgende hovedsynspunkter.

i. Materiel anerkendelse.

Den første og væsentligste be-

grundelse for at opretholde EMRK-reguleringen i den for-

ståelse, der er skabt ved EMD’s dynamiske fortolkninger,

bygger på det synspunkt, at fortolkningerne tilføjer de na-

tionale retssystemer en værdi, der overstiger tabet af de-

mokratisk kontrol via de nationale parlamenter. Syns-

punktet er altså, at EMRK efter sit indhold, og EMD efter

sin praksis, har skabt en retsstilling, som ikke blot nyder

almindelig accept (for i så fald kunne vi jo bare selv indfø-

re den), men som er

bedre

end den, man kunne vedtage i

de nationale parlamenter.

Styrken af dette synspunkt beror på, hvilket perspektiv

man anskuer EMD’s praksis i. De

vindende klagere

vil selv-

følgelig støtte EMD’s dynamiske fortolkninger. Det gæl-

der fx de transseksuelle, der ved en række domme i årene

fra 1986-1992 opnåede ligestilling med andre på en række

områder, hvis ikke denne ligestilling var gennemført ad

politisk vej. Men de

folkevalgte

i de medlemsstater, der har

fået national lovgivning tilsidesat, og som nu – måske

mod deres vilje – skal implementere nye forskrifter i lyset

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

af EMD’s dom, kan se anderledes på det. For det første

kan der være nationalt betingede grunde til at have ind-

vendinger mod den således pålagte retstilstand. Og selv

om der ikke er det, indebærer EMD-afgørelsen, at dette

lovgivningsprojekt nu skal prioriteres over andre, måske

ligeså væsentlige projekter, blot fordi EMD har besluttet

det.

Heroverfor står imidlertid to væsentlige grunde til at

nære forbehold overfor dynamiske fortolkninger:

Den

første grund

handler om

kontrol:

Jo mere man tilla-

der en domstol at fortolke sit retsgrundlag dynamisk, de-

sto mere

flytter

man magten til at regulere fra de folke-

valgte og hen til domstolen. Denne mekanisme er vel-

kendt i national ret, hvor der findes talrige lovregler (fx

om »god skik« på forskellige samfundsområder), som

skal fortolkes af myndigheder og domstole. Men i mod-

sætning til en sådan national retsanvendelse kan magten

ikke ved almindelig lovændring

flyttes tilbage

fra EMD til

de nationale folkevalgte, der måtte være uenig i en EMD-

dom. Fraværet af denne politiske reaktionsmulighed kan

skabe spændinger overfor hele EMD-systemet, der der-

med opleves som en

politisk

magtfaktor. Det kan bidrage

til spændingerne, at EMD, i modsætning til de nationale

domstole, er bemandet med dommere, der for hovedpar-

tens vedkommende som nævnt ikke har rødder i det rets-

system, som de fælder dom over, jf. bemærkningerne

herom under 3.c.

Kritikken om, at EMD’s dynamiske fortolkninger sker

uden politisk modspil, har EMD søgt at imødegå gennem sit

princip om »margin of appreciation«. Synspunktet er, at

EMD kontrollerer sig selv ved ikke blot at fælde dom,

hvor der – måske – foreligger et brud på en menneskeret-

tighed, men netop i mange tilfælde frifinder. Sammen

med andre fortolkningsprincipper (se hertil generelt

Jonas

Christoffersen:

Fair balance (2009), kap. 2-5) har disse prin-

cipper formentlig begrænset gennemslagskraften af

EMD’s dynamiske fortolkninger, men ikke i et omfang,

der har tilfredsstillet den kritik, der fortsat fremføres fra

både politisk og juridisk side, jf. herom i afsnit 2. I øvrigt er

selve forestillingen om, at en magthaver kan kontrolle-

re sig selv, problematisk. Ansås sådanne mekanismer ge-

nerelt for at være effektive, behøvede man slet ingen

magtfordeling med »checks and balances«.

Den

anden grund

handler om

forudsigelighed.

Når udfal-

det af en dom ikke kan læses ud af det underliggende

retsgrundlag, fordi resultatet først finder sit indhold ved

domsafsigelsen, får retstilstanden reelt

tilbagevirkende

kraft. Den tabende part (staten eller den part, der har haft

fordel af den retsstilling, som nu underkendes) dømmes

nemlig på et grundlag, som ikke var kendt, da handlin-

gerne fandt sted. Denne konsekvens bryder mod grund-

læggende retsstatslige principper (»the

rule of law«).

det mærkes især, hvis en EMD-afgørelse (reelt) fortrænger

en national regel med hjemmel i inkorporeringsloven.

ii. Etisk pligt?

En anden tungtvejende begrundelse

for at opretholde EMRK-reguleringen i sin dynamiske

skikkelse er, at de medlemsstater i Europarådet, der har

stolte

tradi-tioner

for

beskytte

individets

grundlæggende rettighe-

Juristen nr. 3 2017

der, har en slags

etisk pligt

til at eksportere denne retsbe-

skyttelse til andre stater med mindre stolte traditioner. Ud

fra denne tankegang kan man frygte, at de vest-

europæiske lande, der måtte vælge at opsige EMRK, vil

»ofre« de østeuropæiske lande, hvis magthavere dermed

vil kunne opfange et signal om, at disse rettigheder ikke

længere spiller nogen rolle.

Dette hensyn taler med en vis vægt. Ifølge de årlige op-

gørelser fra Europarådets Ministerkomité står Rusland

(17 %), Ukraine (16 %) og Tyrkiet (11 %) for næsten halv-

delen af de sager, der giver anledning til skærpet tilsyn i

medfør af EMRK art. 46, se hertil Supervision of the Exe-

cution of Judgments and Decisions of the ECHR (10th

Annual Report of the Committee of Ministers, 2016), s. 64.

Hvis nogle EMRK-medlemsstater gav sig til at «stemme

med fødderne«, kunne det give andre stater en undskyld-

ning for (også) at se bort fra konventionen, men uden

udmeldelse. Heroverfor står, at den nuværende EMRK-

deltagelse tydeligvis ikke har sikret fuld respekt for

EMD’s domme. I øvrigt synes problemet med den mang-

lende efterlevelse bedre egnet for politiske reaktioner, jf.

bemærkningerne oven for i afsnit 3.b om Tyrkiet, end for

domstolsprocesser i enkeltsager.

iii. Tradition.

Den tredje begrundelse for at fastholde

EMRK er måske mere formel end reel. Den handler om

tradition. Jurister kan have en tendens til at sympatisere

med den retsorden, der nu en gang består. Det er disse

regler, man har studeret og fundet mening i, og ofte vil

den retlige regulering på ét område hænge så fast sam-

men med andre retsområder, at det føles vidtrækkende at

foreslå regelændringer – navnlig når disse ændringer net-

op knytter sig til en flerhed af retsområder. Dernæst vil en

beslutning om at nedlægge EMD få virkning for den me-

get store arbejdsplads, som Europarådet har lagt tilrette

her, bestående af godt 250 jurister, fraregnet dommere.

Derfor vil det falde mange jurister naturligt at

bevare

den

ordning, der nu er skabt omkring EMRK. EMD’s praksis

har jo udviklet sig gennem årtier, store dele af den

har

vundet anerkendelse, og mange af de dynamiske fortolk-

ninger (fx inden for området for ytringsfrihed) reflekterer

uden tvivl udbredte politiske ønsker blandt de folkevalg-

te. Kritikken mod enkelte af dens afgørelser er jo ikke væ-

sensforskellig her end på andre områder, hvor udfaldet af

en skønspræget retsafgørelse mødes af kritik.

Efter min opfattelse er dette argument det væsentligste i

diskussionen. Men dets vægt beror netop på, hvilken poli-

tisk

anerkendelse,

der hersker om fortolkningerne i de en-

kelte medlemsstater, samt på

forudsigeligheden

af de prak-

sisændringer, der indtræder ved hver nyfortolkning. Der

ligger i forvejen et retskildemæssigt problem i at opret-

holde en dobbelt regulering, både i national ret og gen-

nem EMD-praksis. Denne dobbelthed skaber i sig selv

omkostninger til juridisk kildesøgning mv., som sammen-

lignet med anden kildesøgning forstærkes af, at dommene

fra EMD ikke oversættes til dansk, idet de kun offentlig-

gøres på engelsk eller fransk. Men fordi EMD kan slå ind

på nye fortolkninger, vil der altid herske en vis usikker-

hed om gældende menneskeret, som ikke alene kan redu-

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

100

cere respekten for EMD’s praksis, men som påfører det

retssøgende publikum yderligere usikkerhed og omkost-

ninger i forsøget på at opnå kendskab til gældende ret.

iv. Konklusion:

Disse overvejelser efterlader i min optik

to hovedargumenter for at fastholde EMD’s jurisdiktion

inden for rammerne af den eksisterende EMRK. Det ene

er, at vi på godt og ondt har

vænnet

os til EMD’s regule-

ring, og at den måske efter en samlet politisk vurdering

ligefrem anses for at være

værdifuld.

Det andet er, at

EMRK bidrager til at sprede menneskeretsideologien til

dele af europarådskredsen, hvor det ellers ikke falder så

let at acceptere den, og at det derfor kan sende et proble-

matisk signal udadtil at forlade EMRK. Imod dette argu-

ment taler omvendt, at EMD på en række punkter har

skabt spændinger i forholdet til nationale parlamenter og

domstole som følge af den magtforskydning, der er sket

til EMD.

Med denne konklusion opstår herefter spørgsmålet,

hvordan de nationale og europæiske folkevalgte kan rea-

gere på EMD’s dynamiske fortolkninger. Oversigtsmæs-

sigt står valget mellem at søge EMD’s praksis påvirket

uden ændringer i retsgrundlaget herfor (herom under 4.),

at ændre i retsgrundlaget for EMD (herom under 5.), at

indføre nationale begrænsninger i EMRK’s anvendelighed

i dansk ret (herom under 6.) eller helt at forlade EMRK

(herom under 7.).

4. Kan EMD’s dynamiske praksis påvirkes?

a. Folkeretlige reaktionsmidler

En medlemsstats folkeretlige muligheder for at påvirke

EMD’s praksis beror på, om den agerer alene eller i en

koalition med andre stater. Agerer medlemsstaten alene,

kan den kun vælge mellem at blive eller udtræde af kon-

ventionen i sin helhed. En medlemsstat kan ikke træde ud

af EMRK delvis, fx i relation til bestemte artikler eller

sagsområder. EMRK art. 57 tillader kun oprindelige for-

behold i det omfang en lov, som på tidspunktet for kon-

ventionens underskrivelse var i kraft, ikke er i overens-

stemmelse med en konventionsbestemmelse. Bortset her-

fra er valgmuligheden begrænset til at vælge de materielle

tillægsprotokoller til og fra. Så længe Danmark har tiltrådt

EMRK, er danske domstole og danske retsanvendere nødt

til at tage den, som den er, og med de fortolkninger, der

følger af EMD’s praksis.

Forskellige mellemløsninger har været overvejet for at

omgå denne manglende fleksibilitet. I

The International and

Comparative Law Quarterly,

vol. 57, s. 751-788 (2008) har

den britiske professor

Ed Bates

fx formuleret en række for-

slag til, hvordan medlemsstater ved at tage forskellige

folkeretlige skridt kan bringe konventionsbaserede men-

neskeretlige forpligtelser til ophør. Forfatteren foreslår fle-

re fremgangsmåder, fx udtræden med henblik på senere

indtræden. Et lignende forslag findes i det (senere forka-

stede) forslag til folketingsbeslutning om den europæiske

menneskerettighedskonvention (B18), som Dansk Folke-

parti stillede i Folketinget den 25. oktober 2016. Ifølge det

skulle regeringen pålægges at ophæve inkorporerings-

loven og at tage initiativ til, at Danmark får et forbehold

over for EMRK, som sikrer, at den danske regering frem-

over kan føre den udlændingepolitik, der er flertal for i

Folketinget.

Sådanne skridt kan måske gennemføres juridisk, men i

deres realitet bryder de mod den politiske forståelse, der

ligger til grund for EMRK.

Peter Vedel Kessing

påpeger i

Advokaten 09/2016, s. 37 f., at et sådant skridt kan sætte

Danmark i et troværdighedsproblem, fordi vi i 1998 pro-

testerede, da Trinidad og Tobago foretog noget tilsvaren-

de over for konventionen om klage til FN’s menneskeret-

tighedskomité.

b. Politiske reservationer og henstillinger

Som bekendt behøver politiske initiativer ikke nødven-

digvis at tage form af lovgivning. Er der enighed om en

politisk retning, kan det være ligeså effektivt at benytte

»bløde« midler i form af uforpligtende henstillinger og

anbefalinger, der måske følges af en almindelig accept el-

ler baner vejen for andre og mere forpligtende vedtagel-

ser. Den slags dokumenter kan tilmed efter omstændig-

hederne inddrages i fortolkningen af internationale trakta-

ter, jf. neden for om artikel 31, stk. 2, litra b), i Wienerkon-

ventionen af 23. maj 1969 om traktatretten.

Henstillingsvejen har været benyttet fra og med 2004 i

regi af Europarådet, herunder ved forskellige diplo-

matiske konferencer. Både før, men navnlig efter, at Stor-

britannien i 2011 rejste kritik af EMD’s praksis, er der ved-

taget flere erklæringer med henstillinger af forskellig art

på diplomatiske konferencer i henholdsvis

Interlaken

(19.

februar 2010),

Izmir

(27. april 2011),

Brighton

(20. april

2012) og

Bruxelles

(27. marts 2015). Erklæringerne ud-

trykker en stigende bekymring for EMD’s sagsbunker,

sagsbehandling, effektivitet og troværdighed. De to først-

nævnte erklæringer beskæftiger sig primært med domsto-

lens arbejdsform. Pkt. 6 i Interlaken-erklæringen betonede

fx behovet for at gennemføre en effektiv filtrering af de

mange ansøgninger og for at løse det problem, der lå i

gentagne ansøgninger om samme forhold. Disse henstil-

linger er fulgt op med etableringen af en »Filtering Secti-

on« ved EMD den 1. januar 2011.

Brighton-erklæringen tager for første gang fat om det

grundlæggende problem ved sin, i forhold til tidligere

erklæringer, meget direkte bemærkning (pkt. 12, a) om, at

den diplomatiske konference »Welcomes the develop-

ment by the Court in its case law of principles such as

subsidiarity and the margin of appreciation,

and encour-

ages the Court to give great prominence to and apply consist-

ently these principles in its judgments«

(udhævet her).

Ifølge pkt. 34 i Brighton-erklæringen skal Europarådets

Ministerkomité inden udgangen af 2019 »decide whether

the measures adopted have proven to be sufficient to as-

sure sustainable functioning of the control mechanism of

the Convention or whether more profound changes are

necessary.« Det kan tænkes, at denne undersøgelse reelt

vil finde sted på den internationale konference, som den

danske regering nu forbereder.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

101

Brighton-erklæringen er senest fulgt op med

Bruxelles-erklæringen,

hvor medlemsstaterne (i præamblen) optimistisk antager, at »... the

backlog of manifestly inadmissible cases is expected to be cleared in

2015.« Om henstillingerne i Brighton-erklæringen begrænser Brux-

elles-erklæringen sig til at notere sig »... the work currently being car-

ried out by the Steering Committee for Human Rights (CDDH) on the

reform of the Convention system and its long-term future, the results

of which are foreseen in December 2015«.

Resultatet af dette arbejde foreligger i en rapport af 11. de-

cember 2015 fra Europarådets Steering Committee for

Human Rights (CDDH) med titlen »CDDH report on the

longer-term future of the system of the European Conven-

tion on Human Rights«. Rapporten forholder sig åben-

hjertigt til to store udfordringer for EMD: Sagsmængden

(som uomtvisteligt er for stor) og den faldende respekt for

dens afgørelser (som angiveligt har flere årsager, herun-

der problemer med dommerudpegning og stadigt flere

kollisioner med andre menneskeretlige konventioner). For

at klare sagsmængden foreslås en ekstra bevilling på 30

mio.

€

til anvendelse over en periode på 8 år (pkt. 82).

Dette beløb tænkes brugt til at ansætte 40 yderligere

»highly qualified lawyers«. Rapporten lægger derimod

ikke op til reformer, der skal påvirke EMD’s fortolknings-

praksis mv.

Det er uvist, om Brighton-erklæringens anbefaling

til EMD om at »give great prominence to and apply

consi-stently« principperne om »subsidiarity and the

margin of appreciation« vil påvirke EMD’s dynamiske

fortolknin-ger.

Har

der været en virkning, har den

hverken været dramatisk eller tydelig. Storkammerets

afgørelse i sagen

Biao v Denmark

tyder ikke på, at

skønsmarginen er udvi-det i forhold til tidligere. I sagen

fandtes den såkaldte 28-årsregel diskriminerende og

stridende mod retten til et familieliv. Sagen var

utvivlsomt »på vippen«. Allerede i Højesteret var der

dissens (4-3), se

U 2010.1035 H.

Der var også dissens i

storkammeret, og flertallet i et tidligere kammer var

nået til et modsat resultat. Uanset hvad man må mene om

udfaldet af en sag som denne, er det vanske-ligt at hævde,

at sagen omhandlede en

åbenbar

menneske-

rettighedskrænkelse. Også det Folketing, der i sin tid ved-

tog reglen, var delt. Nogle mente, at den var en god idé.

Andre tog afstand fra den.

Omvendt findes der så vidt ses ingen

leading

cases,

hvor domstolen har lagt afstand til tidligere

præjudikater un-der henvisning til henstillingen

Brighton-erklæringen. Og spørgsmålet er, om de

kommer. EMD skal jo træffe sine afgørelser efter

EMRK’s regler efter de principper, der er skrevet ind i

1969-Wienerkonventionen om traktatretten. Her spiller

mere eller mindre klart udtalte politiske øn-skemål kun

en rolle, hvis de enten tager form af en aftale mellem alle

deltagere i traktaten (art. 31, stk. 2, litra a), el-ler som »et

dokument, som er udarbejdet af en eller flere deltagere i

forbindelse med traktatens indgåelse og god-kendt af de

øvrige deltagere som et dokument i tilknyt-ning til

traktaten i denne konvention« (art. 31, stk. 2, litra b). At

EMD ikke blot ændrer praksis ud fra politiske hen-

stillinger er umiddelbart forståeligt for en dansk jurist, der

er lært op med grundlovens § 64 som citeret ovenfor. Der-

Juristen nr. 3 2017

for må konventionen

ændres,

hvis EMD’s praksis skal æn-

dres mere markant.

Som en udløber af de diplomatiske drøftelser om Brigh-

ton-erklæringen har europarådskredsen vedtaget Proto-

kol nr. 15 den 24. juni 2013, som dog endnu ikke er trådt i

kraft, fordi den ikke er tiltrådt af det fornødne antal med-

lemsstater. Som anført af

Christoffersen og Madsen

i U

2016B, s. 392 ff., vil den bl.a. ændre konventionen, så der i

slutningen af dens

præambel

indføres en udtrykkelig hen-

visning til subsidiaritetsprincippet og princippet om sta-

ternes skønsmargin (Protokol nr. 15, art. 1).

Om en sådan præambelbestemmelse vil udvirke en æn-

dring i EMD’s fortolkningspraksis, vides i sagens natur

endnu mindre. Men det er værd at bemærke, at den i gi-

vet fald ikke vil ændre de

materielle

retsgrundlag for

EMD’s retsanvendelse. Retskildemæssigt er forskellen

mellem en sådan løsning og den henstillingsløsning, der

allerede kendes fra Brighton-erklæring, derfor næppe

stor.

c. Rekrutteringsstyring

Medlemsstater kan forsøge at påvirke EMD’s praksis

gennem

rekrutteringsstyring.

Da EMD-dommerne maksi-

malt kan beklæde deres embede i 9 år, jf. artikel 23, kan en

sådan form for styring forekomme relevant. I medfør af

EMRK art. 22, udpeges dommerne ud fra en liste indsendt

af den enkelte medlemsstat. At Finland for et par år siden

lod sin daværende højesteretspræsident,

Paulina Koskelo,

der som nævnt ovenfor under 2.a har udtalt kritik af

EMD’s dynamiske praksis, være en af de tre dommere,

Finland indstillede til det ledige dommerembede, kan

muligvis ses som et sådant forsøg.

Om denne metode kan resultere i en mindre dynamisk

fortolkningspraksis ved EMD, vides først, når man ad åre

kan se, hvordan nyudpegede dommere voterer, enten i

enkeltformation, i almindelige kamre eller som del af et

storkammer. Denne viden har vi endnu ikke, men en ting

ligger klart: En sådan påvirkning af domstolens praksis

har i bedste fald særdeles lange udsigter, allerede fordi den

enkelte dommer alene repræsenterer godt 2 % af stem-

mevægten i den samlede domstol.

5. Hvordan kan EMRK revideres?

a. Revision af de materielle EMRK-regler

Ifølge princippet om magtens tredeling burde den kritik,

som har været rejst mod EMD, kunne håndteres ved at

ændre EMRK’s materielle regler. Hvis en flerhed af delta-

gerlande ønsker at sætte andre rammer for domstolen,

kan man jo blot invitere til genforhandling af de beståen-

de traktater.

En sådan løsning er imidlertid lettere i teorien end i

praksis.

For det

første

er det ikke formuleringerne af EMRK, som

har skabt modstanden mod EMRK, men EMD’s dynami-

ske fortolkning, kombineret med den individuelle klage-

adgang.

For det

andet

er der næppe den store uenighed om

EMRK’s materielle bestemmelser, som de står skrevet.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

102

Uenighederne handler om deres udmøntninger efter

EMD’s dynamiske fortolkninger. Nogle medlemsstater vil

være enige i disse fortolkninger, andre ikke. Det er svært

at forestille sig, at alle Europarådets 47 medlemsstater,

med deres vidt forskellige retskulturer og politiske inte-

resser, skulle blive enige om præcis hvilke dynamiske for-

tolkninger, der ikke længere skulle være gældende. Det

nærmeste, man er kommet en politisk enighed herom, er

den under pkt. 4.b nævnte protokol nr. 15, der som nævnt

i afsnit 4.b vil indsætte en udtrykkelig henvisning i

EMRK’s præambel til subsidiaritetsprincippet og princip-

pet om staternes skønsmargin.

Det mest grundlæggende problem i at revidere EMRK

er derfor, at man formentlig ikke kan mobilisere noget

flertal for at ændre konventionen på en måde, der tilgode-

ser medlemsstaternes vidt forskellige interesser. Samme

pessimistiske tone slås an af

Jonas Christoffersen & Mikael

Rask Madsen

i U 2015B, s. 13 ff. (s. 23). Og selv om der

skulle være et sådant flertal, ville det være tvivlsomt, om

en revideret EMRK ville blive ratificeret af ligeså mange

medlemsstater, som den gældende. Dermed gør EMRK’s

folkeretlige fundament den reelt immun overfor politiske

ændringsønsker.

Denne kendsgerning er velkendt fra andre områder af

folkeretten, der af samme grund i stigende grad bevæger

sig bort fra konventionsinstrumenter til fordel for »bløde«

instrumenter (i form af henstillinger, modellove og guide-

lines), som fx Brighton-erklæringen, jf. herom afsnit 4.b.

Sådanne instrumenter kan benyttes til at markere enighed

om en uforpligtende formulering, som man dog kunne

enes om, når staterne ikke ønskede at forpligte sig i videre

omfang. Forpligtende international regulering i den store

stil kendes i dag primært som flertalsbestemte retsakter,

fx i form af EU-forordninger.

Lægges det således til grund, at man vanskeligt kan

ændre EMRK’s materielle regler, kan man spørge, hvor-

dan muligheden da er for at ændre i konventionens øvri-

ge regler. Her samler opmærksomheden sig om EMD’s

sagsbehandlingsregler, henholdsvis

før

(herom under b.)

efter

(herom under c.) at en sag pådømmes. Derudover

kan man overveje at tillade medlemsstaterne at tage for-

behold overfor enkelte domme eller sagsområder (herom

under d.).

b. Genindførelse af en filtreringsmekanisme

Et nærliggende forslag om at ændre procesordningen, så

den føres tilbage til tiden før 1998 (se herom

Carl Aage

Nørgaard

i U 1987B, s. 83 ff.), er stillet i en »Report of the

Group of Wise Persons to the Committee of Ministers«,

der blev afgivet den 15. november 2006, CM (2006)203, se

hertil

Peer Lorenzen

i EMD 50 år, s. 55 f. Den del af EMD’s

store sekretariat, der forestår arbejdet med at forberede

sagerne til domstolen, skulle herefter udskilles til en ad-

ministrativ enhed (en ny Kommission, her benævnt »Ju-

dicial Committee«), som på sekretariatsniveau foretog

den indledende filtrering af afgørelserne. Gennem denne

løsning ville man undgå, at de lange sagsbehandlingstider

trak EMD’s anseelse nedad.

Tilsvarende filtreringsmekanismer kendes på andre om-

råder. Indtil vi fik Procesbevillingsnævnet (som har en hø-

jesteretsdommer som formand), lå afgørelser om oprejs-

nings- og tredjeinstansbevillinger fx hos Justitsministeriet.

I andre domstolsordninger, fx i USA, træffes afgørelser

om såkaldt

certiorari

(dvs. tilladelse til prøvelse for U.S.

Supreme Court) af U.S. Supreme Court selv. Der indsen-

des et stort antal ansøgninger herom. Rundt regnet 1 pro-

cent opnår tilladelsen. Samme ordning findes fx i Norge.

Forslaget fra vismandsudvalget kunne ikke opnå til-

slutning. En udtalelse om forslaget afgivet af EMD’s ple-

narforsamling den 2. april 2007 foreslog bl.a., at man først

indhenter erfaringer fra den mulighed, som Protokol 14

giver mulighed for at afvise sager i enkeltdommerforma-

tion. Protokollen trådte først i kraft den 1. juni 2010. Om

den foreslåede filtrering i sig selv havde påvirket EMD’s

dynamiske fortolkninger, ville i øvrigt nok være tvivl-

somt. Forslaget sigtede ikke mod dette mål. Resultatet

ville blive, at der var færre domme og mindre sagsbunker

– ikke nødvendigvis en mindre dynamisk praksis.

c. Grundigere sagsbehandling

Sagernes forberedelse og partskonstellation:

Som nævnt i af-

snit 3.c adskiller sagsbehandlingen ved EMD sig fra sags-

behandlingen ved danske domstole i sager, hvor det kan

komme på tale at ændre en retstilstand. EMD-sagerne be-

handles i vid udstrækning skriftligt, med en beskeden

mulighed for bevisførelse og mundtlig procedure. Hertil

kommer, at de private parter, som en menneskeret påfø-

rer pligter, kun undtagelsesvis kan ytre sig over for EMD.

Dermed består der en generel risiko for, at ikke alle mod-

hensyn er taget under overvejelse.

Ved en revision af procesreglementet for EMD burde

der gives tredjeparter med en retlig interesse mulighed for

at afgive mere fyldige skriftlige og mundtlige indlæg. En

sådan adgang ville harmonere med danske procesregler.

Medlemsstaterne benytter sjældent deres ret til at interve-

nere. En forklaring herpå kan ligge i omkostningerne ved

at skulle intervenere i det store antal sager, hvor nationale

interesser kunne være på spil. En anden forklaring kan

ligge i manglende kendskab til sagerne. Muligvis kan der

også herske en ulyst mod at skulle blande sig i andre sta-

ters indre anliggender.

En udvidet mundtlig sagsbehandling kombineret med

en udvidet adgang til tredjepartsintervention vil imidler-

tid koste ressourcer i EMD og forlænge sagsbehandlings-

tiden. Og da EMD netop kritiseres for sine lange sagsbe-

handlingstider (som i sagens natur indirekte angår res-

sourcespørgsmål) må et sådant forslag anses for politisk

uaktuelt.

Kamrenes sammensætning.

Et andet kritikpunkt mod

EMD ligger i, at de forskellige kamre (og storkamre) er

bemandet med forskellige dommere, der dermed kan ri-

sikere at dreje praksis i forskellige retninger. Årsagen her-

til ligger i reglen om, at hver medlemsstat uanset størrelse

udpeger én dommer. Det store antal dommere må siges at

være en svaghed ved EMD’s sagsbehandling. En slagkraf-

tig domstol som USA’s

Supreme Court

består fx af 9 dom-

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

103

mere, der alle deltager i den enkelte sag. Den internatio-

nale domstol i Haag består af 15 dommere.

Skulle man reducere EMD-dommertallet, ville det være

nærliggende, at lande med en stor befolkning (fx Rusland,

Tyrkiet, Storbritannien, Tyskland og Frankrig) fik per-

manent sæde i domstolen, så der indførtes en rotations-

ordning for de øvrige lande. Politisk vil et sådant forslag

næppe vinde tilslutning fra de små lande, der dermed

ville blive nødt til at afgive deres nuværende indflydelse.

Forslaget må af den grund på forhånd anses for urea-

listisk.

d. Adgang til at afgive forbehold

Uden i øvrigt at ændre hverken materielle regler eller

sagsbehandlingsregler kunne man overveje at tillade

medlemslandene at afgive

forbehold over for dele af EMD’s

praksis.

Ifølge den gældende EMRK art. 57 består mulig-

heden for at tage forbehold kun i relation til lovgivning,

som var gældende ved konventionens indgåelse. For

medlemsstater, der tiltrådte EMRK på et tidspunkt, hvor

EMD ikke (reelt) havde ændret konventionens indhold

gennem dynamiske fortolkninger, var det uaktuelt at gøre

brug af denne adgang. Men når forståelsen af EMRK i

kraft af dynamiske fortolkninger reelt ændres efter en til-

trædelse, kunne det synes relevant helt at give medlems-

stater, der anser deres forudsætninger for tiltrædelsen for

bristede, adgang til at tage forbehold.

Fordelen ved at tillade sådanne forbehold kunne

være, at adgangen tilgodeser nationale politiske hensyn.

Man vil sikre

checks and balances

overfor EMD, fordi de

pågæl-dende områder af konventionen ikke vil

kollidere med den nationale lovgivning. Bortset fra de

områder, som den enkelte stat måtte have taget forbehold

for (og som vil synliggøre dens menneskeretlige

orientering), vil den kunne sikre fortsat politisk støtte til

EMRK. Den iøjnefal-dende ulempe vil være, at man vil

fratage EMRK en væ-sentlig del af dens slagkraft, eftersom

det reelt bliver op til det enkelte medlemsland, om det

vil være forpligtet af konventionen. Til dette

modargument er dog at sige, at medlemslandet altid vil

have ret til at udtræde med 6 må-neders varsel, jf. art. 58.

En mulighed for delvis udtræden kan reducere antallet af

opsigelser i et politisk scenarie, hvor støtten til EMRK

falder.

En variant af dette forslag kunne være at

benytte

forbe-hold over for enkelte EMD-domme,

så en

fældende dom ikke tvinger medlemsstaten til at ændre sin

lovgivning. En så-dan model kendes herhjemme fra

det private klage-nævnsområde. Således foreskriver §

32 i forbrugerklage-loven, at en erhvervsdrivende, der

ikke ønsker at være bundet af en afgørelse, som

Forbrugerklagenævnet

eller

godkendt

privat

tvistløsningsorgan har truffet, skriftligt skal meddele

dette til nævnet eller tvistløsningsorganet inden 30

dage fra forkyndelsen. Sker det, mister afgørel-sen sin

gyldighed.

Tillader man sådanne forbehold, vil EMD komme til

at ligne de komitéer, der er etableret i medfør af FN’s

men-neskerettighedskonventioner,

nationale

ombudsmands-institutioner. Sådanne uformelle organer

kan have en vis

Juristen nr. 3 2017

slagkraft, selv om der ingen retlig pligt består til at efter-

leve deres udtalelser, men slagkraften af en ikke-bindende

dom fra EMD må utvivlsomt formodes at være højere.

6. Kan EMD-praksis begrænses ved national lovgivning

a. Ophævelse af inkorporeringsloven

EMRK-reglernes direkte anvendelighed i dansk ret kan

bringes til ophør ved at ophæve inkorporeringsloven. En

sådan ophævelse vil dog ikke medføre nogen radikal æn-

dring af dansk ret, da hovedparten af EMRK-reglerne i

forvejen gælder i dansk ret og også gjaldt, inden Danmark

tiltrådte, og senere inkorporerede, EMRK. En ophævelse

vil betyde, at man ikke længere kan se bort fra dansk lov-

givning, der måtte være uforenelig med EMD-afgørelser,

jf.

U 1986.898 H

(EMRK inden den blev inkorporeret) og

U 2006.770 H

(ILO-konventioner).

Vælger Danmark helt at

træde ud

af EMRK, vil det følge

som en nærliggende (men, som det vil fremgå, ikke nød-

vendig) konsekvens også at ophæve inkorporeringsloven.

Ophæver man derimod inkorporeringsloven

uden også

opsige EMRK-medlemskabet, må der tages stilling til,

hvordan den fortsatte konventionsforpligtelse skal påvir-

ke den nationale retsanvendelse. Der må her sondres mel-

lem Danmarks

folkeretlige

forpligtelser overfor EMRK-

partnerne på den ene side, og på den anden side retsvirk-

ningerne i

national ret:

Folkeretligt

vil en ophævelse af inkorporeringsloven

hverken afskære den individuelle klageadgang eller frita-

ge Danmark for at skulle opfylde sine EMRK-forpligtelser

over for konventionspartnerne. En fældende dom pålæg-

ger staten en retlig forpligtelse til at opfylde den, jf. EMRK

art. 46, stk. 1. Medlemsstaten skal altså træffe de nødven-

dige individuelle og generelle foranstaltninger til efterle-

velse af dommen og herunder betale erstatning til klage-

ren, jf. EMRK art. 41. Efterlevelsen påses af Ministerkomi-

téen, der ifølge EMRK art. 46, stk. 2, får dommen over-

sendt med henblik på at overvåge dens fuldbyrdelse. Den

dømte stat vil dermed være under et politisk pres, idet

sagen vil forblive på dagsorden (og dermed versere for

Ministerkomitéen), indtil staten har truffet de nødvendige

foranstaltninger til efterlevelse af dommen

Brud på EMRK kan også håndhæves ved, at andre med-

lemsstater rejser statsklager i medfør af EMRK art. 33.

Denne fremgangsmåde benyttes i praksis meget sjældent.

Se herved oversigten i

Peer Lorenzen m.fl.:

Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, 3. udg. (2011), s. 1063 f.

Når det gælder retsvirkningerne i

national ret

vil danske

domstole og myndigheder uden inkorporeringsloven kun

skulle følge EMRK i det omfang de såkaldte

fortolknings-,

formodnings- og instruktionsregler

gælder, se herom i afsnit

3.b. Ønsker Folketinget helt at afskære domstolene og

myndighederne fra at anvende disse regler, kan også de

bringes til ophør ved lov.

b. Politiske skridt

Den nuværende regering har ved forskellige lejligheder

anført, at spillerummet inden for de forskellige internati-

onale konventioner skal udforskes – og om nødvendigt

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

104

udfordres gennem lov og administrativ praksis. Se fx mi-

nisterens svar på spørgsmål 651 (14. juni 2016) til Udlæn-

dinge-, Integrations- og Boligudvalget med henvisning til

tidligere ministersvar. Folketinget har i flere tilfælde fulgt

op på denne linje, bl.a. ved lov nr. 102 af 3. februar 2016,

der fastslog, at personer med midlertidig beskyttelsessta-

tus først kan ansøge om familiesammenføring efter 3 år. I

bemærkningerne til denne lovændring (L87, fremsat 10.

december 2015), anføres det (pkt. 2.2.2.1), at der er »en vis

risiko« for, at EMD vil nå frem til, at det ikke er muligt ef-

ter EMRK art. 8 (om ret til familieliv) generelt at stille krav

om 3 års ophold, men at det imidlertid er regeringens op-

fattelse, at der er »tungtvejende argumenter« (den betin-

gelse, der ifølge dansk retspraksis kræves for at kunne

fravige EMD-praksis, se herom neden for under 6.c) for at

anse den foreslåede ordning for forenelig med art. 8.

Østre Landsret har i skrivende stund en sag herom til på-

dømmelse.

En sådan lovregulering forekommer nærliggende på

områder, hvor der består reel tvivl om omfanget af Dan-

marks folkeretlige forpligtelser. Den kan derfor være en

adækvat modforanstaltning over for den usikkerhed, der

følger af EMD’s praksisændringer. Usikkerheden kan for

det

første

gøre sig gældende på enkelte sagsområder, hvor

menneskerettighederne er i udvikling. Brighton-erklæ-

ringens henstilling til EMD om at »give great prominence

to and apply consistently« principperne om skønsmargin

og subsidiaritet, kan for det

andet

tænkes at skabe en mere

generel tvivl om rækkevidden af etableret praksis. Men i

øvrigt taler grundlægende demokratiske hensyn for at la-

de medlemsstaterne, og ikke EMD, fortolke EMRK efter

»present day conditions«, navnlig når der uforudset viser

sig store samfundsmæssige omkostninger ved at følge tid-

ligere fortolkninger. Sådanne forhold, der mærkbart vil

påvirke den internationale konsensus om disse regler, bør

kunne indgå i EMRK-fortolkningen, også selv om man

ikke befinder sig i de »offentlige faretilstande«, der ifølge

EMRK art. 15 giver hjemmel for fravigelse af konventio-

nens regler.

c. Nationale domstoles fortolkning af EMD-praksis

Som anført i afsnit 3.b har EMD’s fortolkning af konventi-

onsteksterne to typer af retsvirkninger. Den ene retsvirk-

ning er

konkret

og handler om de retskrav, der kan rettes

mod en medlemsstat efter en fældende dom, nemlig dels

klagerens erstatningskrav, jf. EMRK art. 41, dels fuldbyr-

delsen via Ministerkomitéen, jf. art. 46. Den anden rets-

virkning er

generel

og handler om danske domstoles for-

tolkning af den relevante konventionsbestemmelse i frem-

tidige sager. Som anført samme sted forventes de danske

domstole at inddrage EMD’s fortolkning som et »tungtve-

jende fortolkningselement«, uden at være forpligtet hertil,

hvis andre tungtvejende argumenter gør sig gældende.

Når det gælder dette sidstnævnte element, har det været

overvejet, om danske domstole er for tilbageholdende

med at inddrage sådanne andre tungtvejende argumen-

ter. Således påpeger

Jens Kristiansen

i Stine Jørgensen m.fl.

(red.): »Nye retlige design – Dansk ret under konkurren-

ce« (2003), 79 ff., de uheldige konsekvenser ved at pålæg-

ge private parter menneskeretlige pligter, der alene støttes

på dynamiske fortolkninger. Spørgsmålet skal ikke be-

røres yderligere her, men der kan være grund til at pege

på, at den modstand, som i nogle dele af justitsvæsenet

findes mod de dynamiske fortolkninger, som illustreret

ved citaterne i afsnit 2.c, formentlig kan afsvækkes gen-

nem større frihedsgrader i national retsanvendelse, uanset

hvilke folkeretlige konsekvenser dette måtte indebære.

Med sin dom i

U 2017.824 H

(»Ajos-sagen«) valgte Høje-

steret således at fortolke EU-inkorporeringsloven således,

at en uskrevet retsgrundsætning ikke kunne gøres gæl-

dende over for en privat part, uanset om dette resultat

måtte indebære en krænkelse af Danmarks EU-retlige

forpligtelser.

7. Opsigelse af EMRK-medlemskabet

a. Retlige og politiske aspekter

En processuelt set forholdsvis enkel løsning på de pro-

blemer, som er skabt ved EMD’s dynamiske fortolk-

ninger, er at opsige EMRK-medlemskabet. Hertil kræves

alene 6 måneders varsel, jf. art. 58. Da konventionen er

indgået med Folketingets samtykke, skal også opsigelsen

vedtages af Folketinget, jf. grundlovens § 19, stk. 1, sidste

pkt. Et flertal i Folketinget kan fx vedtage en beslutning,

der pålægger regeringen at tage de nødvendige skridt til

at opsige EMRK.

En opsigelse af EMRK vil muligvis have konsekvenser

for Danmarks forpligtelser i henhold til andre konven-

tioner, der henviser til EMRK. Uden at gå i detaljer med

de problemstillinger, der måtte følge heraf, er der grund

til at tro, at deres omfang reduceres, hvis Danmark samti-

dig med opsigelsen afgiver en højtidelig erklæring om at

ville efterleve EMRK’s materielle regler.

En sådan erklæring må formodes at skærme Danmark

mod mulige sanktioner for ikke at efterleve den pligt, der

følger af den Statut for Det Europæiske Råd af 5. maj 1949,

der danner grundlag for etableringen af Europarådet.

Ifølge art. 3 i statutten skal ethvert medlemsland »aner-

kende de for retsstater almindeligt gældende grundsæt-

ninger og det princip, at menneskerettighederne og de

fundamentale frihedsrettigheder tilkommer enhver per-

son inden for dets jurisdiktion, og samarbejde oprigtigt og

effektivt på virkeliggørelsen af Rådets formål, således som

anført i kapitel I«.

På tilsvarende vis må det antages, at en opsigelse ikke

skaber problemer i Danmarks opfyldelse af Traktaten om

Den Europæiske Union. At de grundlæggende rettig-

heder ifølge EMRK også udgør generelle principper i EU-

retten, jf. Traktatens artikel 6, stk. 3, afskærer ikke en så-

dan opsigelse. Denne EU-retlige inkorporering af EMRK

beror netop på denne artikel og ikke på medlemsstaternes

tilslutning til EMRK. EU-domstolen har i øvrigt ved sin

plenumudtalelse af 18. december 2014 (nr. 2/13) selv

modsat sig, at EU kan udnytte den hjemmel, som proto-

kol nr. 8 til EU-traktaterne giver Unionen for at tiltræde

EMRK.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

105

En EMRK-opsigelse kan være en slagkraftig

metode til

at frigøre sig fra EMD’s dynamiske

fortolkninger. De fol-kevalgte kan derfor overveje at tage

dette skridt, hvis ikke det viser sig muligt ved politiske

midler at ændre EMD’s dynamiske fortolkninger.

Ulempen ved dette skridt ligger dog i risikoen for, at

Danmark med

Lord Hoffmanns

ord a.st., vil »... cast

ourselves as a pariah state.« I virkelighe-dens verden

vil en opsigelse af EMRK kræve, at flere

medlemsstater går samme vej.

Denne opfattelse er da også lagt til grund

af VLAK-regeringen, der ved forskellige lejligheder

har udtalt, at debatten om de internationale

konventioner ikke er en debat, Danmark kan tage

alene, idet den »... kræver, at andre er med.« (her citeret

fra ministerens svar af 14. juni 2016 på spørgsmål 651 til

Udlændinge-,

Integrations-

Boligudvalget).

Storbritannien har tidligere truet med udmeldelse.

Men efter udfaldet af den britiske Brexit-afstemning

den 23. juni 2016 har man som tidligere nævnt prioriteret

Brexit-forhandlingerne højere end EMRK. En anden

mulig støtte kunne måske hentes i nogle af de nor-diske

lande, hvor de dynamiske fortolkninger også har givet

anledning til kritik.

Derfor bør dette skridt i givet fald tages på en

måde, der ikke kan opfattes som en afstandtagen til

den regulering, der følger af EMRK’s materielle

bestemmelser uden dy-namiske fortolkninger. Det bør –

som også anført i VLAK-regeringsgrundlaget – klart

markeres, at udmeldelsen alene sker for at tage afstand

fra de

dynamiske

fortolknin-ger. Det er i den forbindelse

vigtigt at understrege over for offentligheden,

menneskeretlige regler hverken

er faste eller

uforanderlige,

der findes mange – og man-ge

indbyrdes uforenelige – »menneskerettigheder«,

den

moderne menneskeretstænkning har en relativt kort hi-

storie bag sig, og

de problemer, som man forsøger

at løse ved en udmeldelse, ikke udspringer af

konventions-teksten, men af EMD’s dynamiske

forståelse af den. I en retspolitisk debat kan man i

øvrigt

pege

på,

den

be-grænsning

medlemsstaternes demokratiske råderum, der følger af

en dynamisk fortolkning, i et eller andet om-fang truer

den

grundlæggende

menneskeret

til

national

selvbestemmelse, som fx følger af art. 1, stk. 1, i

FN-konventionen af 16. december 1966 om borgerlige og

poli-tiske rettigheder.

En støtte til den menneskerettighedstænkning,

der lig-ger til grund for EMRK, kan etableres ved, at

medlems-staten ledsager sin udmeldelse af en

højtidelig

erklæring

om fortsat at ville efterleve EMRK’s materielle

bestemmelser, men uden EMD’s dynamiske fortolkninger.

Skal en sådan markering tages alvorligt, må der imidlertid

være realite-ter bag. Den enkleste metode (herom i

afsnit 7.b) kunne være at fastholde inkorporeringsloven

trods udmeldelse, men således at de nationale domstole

overtager fortolk-ningskompetencen. En mere ambitiøs

metode (herom i afsnit 7.c) kunne være at etablere nye

prøvelsesfora.

b. Menneskerettigheder uden dynamiske fortolkninger

Vælger

Danmark at udtræde af EMRK uden i en eller an-den

form at sikre, at EMRK’s materielle regler fortsat

Juristen nr. 3 2017

gælder uden dynamiske fortolkninger, vil der umiddel-

bart opstå en slags »retstomt rum«, som vil medføre usik-

kerhed om den retstilstand, som er etableret på de mang-

foldige områder, hvor EMRK-reguleringen har vundet

indpas.

Der er imidlertid intet til hinder for at lade inkorpore-

ringsloven blive stående med de tekniske ændringer, der

er nødvendige for at sikre, at fortolkningskompetencen

kan overgå til de danske domstole, idet den direkte klage-

adgang til EMD nødvendigvis må falde bort, når Dan-

mark ikke er medlem af EMRK. Et argument imod en så-

dan ordning kan være, at der så vil gælde to forståelser af

EMRK, nemlig dels den forståelse, som udvikles ved de

danske domstole, og dels den forståelse, der udvikles ved

EMD. I princippet findes en sådan ordning allerede i kon-

sekvens af EMD’s princip om skønsmargin. Ved i højere

grad at overlade det til danske domme at fortolke konven-

tionsteksterne har man blot udvidet denne margin. Udvi-

delsen vil i øvrigt alene ske i overensstemmelse med de

skøn, domstolene måtte vælge at anlægge.

En udmeldelse af EMRK vil betyde, at Danmark er for-

pligtet af en tekst, som vi ikke (længere) har noget diplo-

matisk medansvar for. En sådan situation er dog ikke

ukendt. Danmark har fx valgt at lade kronen følge euro-

kursen (inden for visse bånd). EØS-landende har reelt

valgt at underlægge sig de retsakter, der udgår fra EU-

systemet. Arbejdet i Europarådet følges i forvejen af ob-

servatørstater. Det må antages, at Danmark uden videre

kunne opnå en sådan status efter en EMRK-udmeldelse.

Konsekvensen heraf vil blot være, at det bliver op til den

danske lovgiver og danske domstole, hvilke fortolkninger

af denne tekst man vil lade sig forpligte af. Finder en

dansk domstol, at Danmark har krænket EMRK, må kla-

geren tilgodeses ved »passende erstatning«, jf. EMRK art.

41. Det vil derimod være op til lovgiveren, for fremtiden,

at ændre lovgivningen, således at det forhold, der ansås

som en krænkelse, ikke længere er det.

Anser man det for problematisk at være underlagt en

konvention, som man ikke har undertegnet, kunne man

indføre et

nationalt menneskerettighedskatalog,

som kunne

fortolkes af vore egne domstole. En sådan model overve-

jes i Storbritannien, jf. omtalen i afsnit 2.b af den »Bill of

Rights«, som daværende premierminister

David Cameron

foreslog tilbage i 2011. Hvis udmeldelsen sker i en koaliti-

on med andre lande, der ser med samme skepsis på

EMD’s dynamiske fortolkninger, som Danmark gør, kun-

ne man overveje at indføre denne regulering i et sådant

internationalt samarbejde.

Som bestanddele af et sådant katalog kunne man over-

veje at inddrage EU’s Charter om Grundlæggende Rettig-

heder, i det omfang Charteret ikke allerede, i kraft af dets

art. 51, gælder for Danmark. Herfor taler, at chartret er

langt mere moderniseret end EMRK. Imod denne løsning

taler, at Charteret fortolkes af EU-domstolen, der også har

tradition for dynamiske fortolkninger. Det vil være van-

skeligt at opretholde en national fortolkning af samme re-

gelsæt som den, der praktiseres af EU-domstolen, når

Danmark i forvejen er omfattet af EU-domstolens praksis

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

106

på andre områder. Derfor vil denne løsning reelt betyde,

at man erstatter den ene slags dynamiske fortolkninger

med den anden.

c. Nye domstolsfora

Hvis Danmark gennem en opsigelse af EMRK frigør sig

for pligten til at være underlagt EMD’s fortolkninger, kan

man spørge, om ikke man burde etablere et nyt internati-

onalt domstolsforum for prøvelse af disse sager. Som an-

ført i note 3 ovenfor giver mange menneskerettigheds-

konventioner, navnlig fra FN, hjemmel for individuel kla-

geadgang til særligt oprettede komitéer. Tilsvarende ko-

mitéer kunne oprettes med sigte på EMRK-reglerne. Da

komitéerne imidlertid

også

er kendt for at anlægge dyna-

miske fortolkninger, kan man overveje, om denne løsning

er et adækvat modtræk.

Ønsket om at sikre en international kontrol med EMRK-

fortolkningerne kunne derimod tale for at opbygge regio-

nale domstole. En nærliggende tanke var her at etablere

nordisk menneskerettighedsdomstol.

En sådan domstol

ville sikre den kulturelle forankring i nordisk retstænk-

ning, som i forvejen har været afgørende for udviklingen

af nordisk ret. Domstolen ville ikke kunne bemandes med

dommere ansat på heltid (som EMD’s dommere er), men

der findes mange eksempler på internationale domstole,

der alene benytter dommere med anden hovedstilling.

Sådan var EMD fx bemandet gennem sine første år, og

sådan forholder det sig fortsat med EFTA-domstolen.

8. Konklusion

Redegørelsen ovenfor har vist, at der kan være flere rets-

politiske løsninger på de problemer, som danske politike-

re og andre ser i EMD’s dynamiske fortolkninger. I det

fortsatte arbejde bør samtlige mulige løsninger indgå,

herunder også den mest drastiske: at opsige EMRK. En

drøftelse er nødvendig for at få klarhed over, hvordan vor

omverden vil stille sig, og hvad der kan være af modfore-

stillinger, også selv om opsigelse sker i kombination med

en videreførelse i dansk ret af den materielle beskyttelse,

som følger af EMRK’s bestemmelser, og afgivelse af en

højtidelig erklæring om fortsat respekt for EMRK’s mate-

rielle regler. Vil en sådan en erklæring blive taget for gode

varer? Og vil vi selv stole på lande uden vor demokratiske

tradition, der måtte beslutte sig for at tage tilsvarende

skridt?

Som kommende formandsland for Europarådet har

Danmark mulighed for at sætte en dagsorden, som læg-

ger op til den bredest mulige drøftelse af EMRK’s fremtid.

Denne mulighed bør ikke forpasses. I den forbindelse kan

det også overvejes, om den tekst, som forventes at komme

ud af det kommende internationale møde i Danmark, skal

indledes med den sædvanlige støtte til domstolen, hvoref-

ter »Reaffirms the deep and abiding commitment of the

States Parties to the Convention ...« etc., som senest gjort

ved Bruxelles-erklæringen af 27. marts 2015. Ved at ude-

lade disse ord kunne grunden måske lægges til en helt

åben debat, hvor alle muligheder bliver endevendt.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

107

For et balanceret dansk formandskab

for Europarådet

– EMRK som en national interesse

Af lektor, ph.d., Anders Henriksen, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Som formand for Europarådet bør den danske regering

søge at finde den rette balance mellem på den ene side at

være lydhør over for den aktuelle kritik af Strasbourgs

dynamiske fortolkning og på den anden side være sig be-

vidst, at Danmark har en udenrigs- og sikkerhedspolitisk

interesse i at opretholde respekten for demokrati og

grundlæggende frihedsrettigheder i Europa. Regeringens

ambition bør være at bidrage til at fremtidssikre EMRK

ved at gøre den mere fokuseret og bedre prioriteret. Ar-

tiklen peger på to områder, hvor regeringen med rette kan

indlede en debat blandt medlemmerne af Europarådet om

behovet for at reorientere Strasbourgs praksis. Det drejer

sig om Menneskerettighedsdomstolens praksis for hen-

holdsvis sikkerhedsinternering af personer, der udgør en

sikkerhedsrisiko under en væbnet konflikt, og beskyttelse

af kriminelle udlændinge, som medlemsstaterne ønsker

at udvise.

1. Indledning

Danmark er som bekendt formand for Europarådet fra

november 2017 til maj 2018, og regeringen har derfor ned-

sat en særlig taskforce bestående af embedsfolk, der bl.a.

har fået til opgave et kigge kritisk på Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions (EMRK) indflydelse i

Danmark. Taskforcen skal også vurdere, om formandska-

bet bør bruges til at opnå opbakning blandt Europarådets

medlemmer til en »reform« af konventionen og/ eller

ændringer i praksis fra Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstol (EMD / Strasbourg). Regeringen skrev i

2025-planen fra august 2016, at den »vil arbejde for, at

konventionerne bliver ført tilbage til kernen af de oprin-

delige beskyttelseshensyn«,

og i regeringsgrundlaget for

VLAK-regeringen fra november 2016 bemærkes, at »der

Nærværende artikel er en omarbejdet og opdateret version af en

analyse, der blev publiceret i januar 2017 af tænketanken

Justitia,

se Anders Henriksen, EMRK, den nationale interesse og det dan-

ske formandskab for Europarådet,

Justitia,

16. januar 2017, på

http://justitia-int.org/analyse-emrk-den-nationale-interesse-og-

det-danske-formandskab-for-europaradet/

1. Regeringen, »Helhedsplan – For et stærkere Danmark, august

2016, s. 19, på

http://stm.dk/multimedia/helhedsplan_for_et_st_rkere_danmar

k_weba.pdf

er behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæi-

ske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning

har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention«.

EMD anlægger en »dynamisk« fortolkningsstil, hvorved

Domstolen anser konventionen for at være et »living in-

strument«, der ikke bør fortolkes med udgangspunkt i

den opfattelse, der var gældende, da konventionen blev

vedtaget i 1950, men derimod på en måde, der (ifølge

Domstolen) afspejler den samtid, hvori konventionen fin-

der anvendelse.

Det skal understreges, at Strasbourg på

ingen måde er den eneste menneskerettighedsdomstol,

der anlægger en sådan fortolkningsstil, og det er generelt

således, at menneskerettighedskonventioner fortolkes på

en måde, der sikrer, at de yder en effektiv beskyttelse af

de pågældende rettighedssubjekter.

Der er derfor heller

ikke umiddelbart noget odiøst i Strasbourgs dynamiske

fortolkningsstil, og der er ikke tale om, at Domstolen har

»misbrugt« sin kompetence. Den har alene gjort brug af

de beføjelser, den er blevet tildelt af staterne selv, og det

har fra starten været intentionen, at Domstolen skulle bi-

drage til at udvikle menneskerettighedsbeskyttelsen i Eu-

ropa. Som vi skal vende tilbage til, så har den dynamiske

fortolkningsstil faktisk netop været en af de måder, hvor-

på medlemmerne af Europarådet har formået at bruge

EMRK som et sikkerhedspolitisk værktøj.

Den dynamiske fortolkningsstil har ikke desto mindre

været genstand for øget kritik i Danmark, og hvor det

indtil for et par år siden stort set kun var medlemmer af

Dansk Folkeparti, der var kritiske,

tales der nu over en

bred kam på Christiansborg (V, K, LA og S) om behovet

2. Statsministeriet, Regeringsgrundlag, Marienborgaftalen 2016, »For

et friere, rigere og mere trygt Danmark«, s. 55.

3. Se bl.a.

Tyrer mod Storbritannien

(5856/72), 25. april 1978, pr. 31, og

Loizidou v. Turkey

(15318/89), 23. marts 1995, pr. 71.

4. Se også Basak Calu, ’Specialized Rules of Treaty Interpretation:

Human Rights’, i Duncan Hollis (ed.),

The Oxford Guide to Treaties,

Oxford University Press (2012) s. 525-548.

5. Se bl.a. Beslutningsforslag B 18, Folketinget 2016/17, af 25. okto-

ber 2016. Se også Martin Kaae og Jesper Hvass, »Thulesen Dahl:

Danmark skal fri af internationale konventioner«,

Jyllandsposten,

august 2016, på:

http://jyllands-posten.dk/politik/ECE8906271/thulesen-dahl-

danmark-skal-fri-af-internationale-konventioner/;

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

108

for – om nødvendigt – at ændre på bl.a. EMRK.

Dele af

kritikken ser ud til at være inspireret af debatten i Eng-

land, hvor der i en årrække har været til tider ganske om-

fattende utilfredshed med Strasbourgs praksis. Briterne

benyttede bl.a. deres formandskab af Europarådet i 2012

til at få vedtaget den såkaldte »Brighton-erklæring«, hvori

Rådets 47 medlemsstater gav udtryk for en række frustra-

tioner over Domstolen.

Kritikken over for den dynamiske

fortolkningsstil er også blevet synlig i akademiske kredse,

og professor Mads Bryde Andersen (KU) stiller i dette

nummer af nærværende tidsskrift spørgsmålet, om der

ikke kunne være ræson i at begynde at diskutere den dra-

stiske mulighed, at Danmark opsiger konventionen og i

stedet viderefører konventionens materielle bestemmelser

i dansk ret, hvis det ikke »viser sig muligt ved politiske

midler at ændre EMD’s dynamiske fortolkninger«. Ifølge

Andersen bør en eventuel dansk opsigelse være ledsaget

af en klar markering af, at »udmeldelsen alene sker for at

tage afstand fra de

dynamiske

fortolkninger«, og fortsat

dansk støtte til »den menneskerettighedstænkning, der

ligger til grund for EMRK« kan efter Andersens opfattelse

etableres ved, at Danmark »ledsager sin udmeldelse med

højtidelig erklæring

om fortsat at ville efterleve EMRK’s

materielle bestemmelser, men uden EMD’s dynamiske

fortolkninger.« Andersen – der erkender, at en opsigelse

af konventionen »i virkelighedens verden« vil kræve, at

»flere medlemsstater går samme vej« åbner i stedet op for

perspektiverne i at opbygge en nordisk menneskeret-

tighedsdomstol.

Formålet med denne artikel er at bidrage til debatten

om den danske regerings tilgang til det forestående for-

mandskab ved at søge at knytte diskussionen til Dan-

marks langsigtede strategiske interesser. Sigtet er med

andre ord at anskue EMRK som andet og mere end en

specifik traktat, der giver konkrete rettigheder til en be-

stemt gruppe mennesker, som man kan være enig eller

uenig i bør have sådanne rettigheder. Konventionen er

nemlig

også

et redskab i den udenrigs- og sikkerhedspoli-

tiske værktøjskasse, som Danmark har til rådighed for at

fremme danske interesser. Det bør debatten om, hvorvidt

konventionen og den dynamiske fortolkning er en ’god’

eller ’dårlig’ ting for Danmark, tage højde for.

6. Thue Ahrenkilde Holm, »Borgerlige vil udfordre ’konventionsre-

gimet’«,

BT,

9. juni 2015, på:

http://www.bt.dk/politik/borgerlige-vil-udfordre-

konventionsregimet og Kristian Klarskov, »S: europæiske dom-

mere agere politisk«,

Politiken,

på

http://politiken.dk/indland/politik/ECE3497497/s-europaeiske-

dommere-agerer-politisk/

7. Council of Europe,

High Level Conference on the Future of the Euro-

pean Court of Human Rights,

http://www.echr.coe.int/documents/2012_brighton_finaldeclara

tion_eng.pdf.

8. Mads Bryde Andersen, ’Menneskerettighedsdomstolens dyna-

miske fortolkninger som retspolitisk problem,

Juristen,

nr 3, s. 96

Se også ’Juraprofessor: Menneskerettighedsdomstol er politisk’,

Jyllandsposten,

10. februar 2017. Tilgængelig på:

http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE9358556/

juraprofessor-menneskerettighedsdomstol-er-politisk/

Artiklen indledes i afsnit 2 med en række overordnede

betragtninger, som regeringens overvejelser bør tage af-

sæt i. Den første er, at det traditionelt anses for at være en

dansk kerneinteresse at sikre international – og især euro-

pæisk – respekt for en international retsorden med fokus

på demokratiske retsstatsprincipper og grundlæggende

frihedsrettigheder. Den anden overordnede betragtning

er, at der i disse år kan spores en stadig mere markant fol-

kelig og politisk modstand i Europa mod elementer af

netop de former for internationalt institutionelt samarbej-

de, som Danmark har set en interesse i at værne om. Af-

snit 3 konkluderer på den baggrund, at regeringen bør an-

lægge en balanceret og strategisk tilgang til det kommen-

de formandskab, der har fokus på de langsigtede danske

interesser i at bevare den folkelige opbakning til EMRK.

Det vil være et strategisk fejlskud at opsige konventionen

eller på anden vis indlede et fundamentalt opgør med

EMRK. Men regeringen bør tage den aktuelle kritik af

Strasbourgs praksis alvorligt, og den bør søge at forholde

sig til den på en konstruktiv måde. Det fremføres derfor,

at regeringen bør bruge det forestående formandskab til

at rejse en principiel debat om konventionens fremtidige

udvikling og at søge at opnå international opbakning til

en række

substantielle

ændringer i Domstolens praksis, der

vil kunne bidrage til at styrke den folkelige opbakning til

konventionen. Afsnit 4 og 5 opregner på den baggrund to

konkrete områder, hvor regeringen kan overveje at gå ef-

ter en »justering« af praksis. Afsnit 4 diskuterer Domsto-

lens praksis for regulering af frihedsberøvelser under

væbnet konflikt, og afsnit 5 forholder sig til praksis i for-

hold til udvisning af kriminelle. Artiklen rundes af i afsnit

6 med en kort konklusion og en række perspektiverende

bemærkninger.

2. Respekt for grundlæggende menneskerettigheder er

en dansk kerneinteresse

Det centrale budskab i denne artikel er, at Menneskeret-

tighedskonventionen historisk har spillet en vigtig strate-

gisk rolle i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dan-

mark er nemlig en småstat i en region med større og mere

magtfulde stater, og det har derfor altid været anset for at

være en dansk kerneinteresse at fremme en robust inter-

national retsorden, der kanaliserer international uenighed

væk fra udøvelse af rå magt og over i formaliserede –

gerne retlige – rammer. Skiftende regeringers interesse i at

bakke op om internationale institutioner og en internatio-

nal retsorden handler med andre ord i høj grad om rea-

lisme og om at tage bestik af Danmarks langsigtede inte-

resser og geopolitiske placering. Som en lille stat har vi en

interesse i, at vores nærområde er præget af forudsigelig-

hed, stabilitet og fredelige relationer. Som Peter Taksøe-

Jensen bemærker i sin udenrigs- og sikkerhedspolitiske

udredning fra maj 2016, så trives Danmark »bedst i en

stabil, liberal og regelbundet verdensorden«, og vi »for-

svarer «bedst danske interesser og værdier ved at bidrage

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

109

til et regelstyret internationalt system.«

Det nye rege-

ringsgrundlag fra november 2016 ligger i forlængelse her-

af og noterer sig bl.a., at Danmark »som en åben økonomi

og et internationalt orienteret land er stærkt afhængig af

et velfungerende internationalt samarbejde i multilaterale

organisationer og sammenhænge«.

Pointen er med an-

dre ord, at veludbyggede folkeretlige relationer og en høj

grad af international ’indbinding’ er en god ting for den

lille stat.

EMRK udgør et centralt element i den internationale

retsorden, som Danmark historisk har set en klar national

interesse i at bakke op og værne om. Med Taksøe-Jensens

ord, så er beskyttelsen af grundlæggende menneskeret-

tigheder, respekt for retsstatsprincipper og god regerings-

førelse »i de lande, som Danmark og danske virksomhe-

der samarbejder med«, i Danmarks interesse.

Som et sik-

kerhedspolitisk værktøj har EMRK da også historisk tjent

både os selv og vores nærområde særdeles godt. Det må-

ske bedste eksempel er den rolle, som konventionen spil-

lede efter den Kolde Krigs ophør, hvor Vesten så en klar

sikkerhedspolitisk interesse i at fremme demokratisering

og udbredelsen af respekt for menneskerettigheder i de

nye demokratier i Øst for på den måde at sikre, at de nye

stater blev stabile medlemmer af det internationale sam-

fund. De nye staters »adgangsbillet« til det eftertragtede

økonomiske selskab i EU og den sikkerhedspolitiske NA-

TO-paraply var bl.a. en velvillighed til at gennemføre om-

fattende reformer og respekt for grundlæggende menne-

skerettigheder.

Europarådet og EMRK spillede – og spil-

ler fortsat – her en helt central rolle. Som et liberalt demo-

krati har Danmark en interesse i et Europa, hvor så mange

stater som muligt regeres efter sunde demokratiske rets-

statsprincipper med respekt for grundlæggende friheds-

rettigheder og minoriteter. Det har EMRK bidraget posi-

tivt til.

Det betyder naturligvis ikke, at konventionen er nogen

garanti for, at alle medlemmer af Europarådet ’opfører sig

ordentligt’, og at de lever op til deres menneskeretlige

forpligtelser. Det viser udviklingen i stater som Rusland,

Tyrkiet og Ungarn med al tydelighed. Der synes i det hele

taget at være plads til forbedringer i forhold til den måde,

som systematiske overtrædelse af konventionen håndte-

res. Konventionen udgør imidlertid ikke desto mindre en

folkeretlig ramme, inden for hvilke udviklingen i sådanne

stater kan søges håndteret og debatteret, ligesom den til-

byder borgere i de respektive stater et retligt fora, hvor de

kan forsøge at opnå en offentlig anerkendelse af, at deres

grundlæggende rettigheder trædes under fode.

Regeringen bør være sig bevidst, at det internationale

system for beskyttelsen af grundlæggende frihedsret-

9. Peter Taksøre-Jensen, Dansk diplomati og forsvar i en brydning-

stid: Vejen frem for Danmarks interesser og værdier mod 2030,

s. 3.

10. Regeringsgrundlaget (n 2), s. 42.

11. Ibid.

12. Se bl.a. de politiske krav i de såkaldte »Københavnerkriterier«, der

blev vedtaget det Europæiske Råd i 1993 med henblik på at opstil-

le de krav, som nye EU ansøgerlande skulle opfylde.

tigheder – som EMRK er en del af – udgør et af elemen-

terne i en international retsorden, der igen blot er en af

hjørnestenene i en

liberal

verdensorden, der blev skabt af

Vesten på ruinerne af Anden Verdenskrig for at undgå en

tilbagevenden til de isolationistiske politikker, der i

1920’erne og 30’erne havde været en medvirkende faktor

til udbruddet af krig. Ved ophøret af den Kolde Krig og

kommunismens sammenbrud i Øst blev den vestlige libe-

rale orden

de facto

(forsøgt) udbredt til resten af kloden, og

den har i det store hele siden da været hele det internatio-

nale systems samlede »orden«. Udbredelsen af den libera-

le orden efter ophøret af den Kolde Krig var især tydelig i

Europa, hvor de tidligere kommunistiske stater i Øst i lø-

bet af 1990’erne og 00’erne blev nye demokratier og opnå-

ede medlemskab af NATO, EU og Europarådet. Et af

kendetegnene har været etableringen af retlige kontrolor-

ganer, der begrænser de nationale politikeres handlefri-

hed, først og fremmest EU-Domstolen og netop Menne-

skerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Den liberale verdensorden er i disse år blandt andet

presset af politiske partier i Vesten, der i stigende grad

stiller spørgsmålstegn ved fornuften i det liberale projekt.

Der er for det første en ret tydelig tendens til, at USA

gradvist bliver mere tøvende over for at udfylde sin histo-

riske rolle som kaptajnen på det store liberale skib. Præsi-

dent Obama har ført en mindre ideologisk »vestlig« uden-

rigspolitik end sin forgænger, og Donald J. Trump er ble-

vet valgt på en klar »America First«-dagsorden, der indi-

kerer et endnu mere afdæmpet og mindre ideologisk

USA.

Valget af Trump som USA’s næste præsident illu-

strerer også, at den liberale orden endvidere er under et

indre pres fra politikere i etablerede politiske partier, der i

stigende grad giver udtryk for et ønske om at få større na-

tional indflydelse på udformningen af politikken. Der ta-

les således i disse år over en bred kam om nødvendighe-

den af at »tilbageerobre« magt fra internationale instituti-

oner og domstole som Strasbourg og at komme ud af

snærende internationale forpligtelser. I Danmark er det da

heller ikke kun EMRK, men også FN’s Flygtningekonven-

tion fra 1951 og konventionen om statsløse personers rets-

stilling fra 1954, der i de senere år er blevet udsat for poli-

tisk kritik. Hertil kommer så et massivt pres fra stærkt na-

tionalorienterede politiske partier i Europa, der er endog

stærkt kritiske over for centrale dele af den selvsamme in-

stitutionelle globalisering, som den vestlige liberale orden

er bygget på.

13. Se også Anders Henriksen & Jens Ringsmose,

Usikkerhed i Transat-

lantia: Trump, NATO og den europæiske sikkerhedsarkitektur,

DIIS

Report, 2017:04.

14. Se Ronald F. Inglehart and Pippa Norris, Trump, »Brexit, and the

Rise of Populism: Economic Have-Nots and Cultural Backlash«,

Harvard Kennedy School,

HKS Working Paper No. RWP16-026, s.

23. Om den øgede populisme og dets bevæggrunde, se også Cas

Mudde,

Populist Radical Right Parties in Europe,

Cambridge Uni-

versity Press (2007) og samme forfatter i

On Extremism and Democ-

racy in Europe,

Routledge (2016) og

The Populist Radical Right: A

Reader (Extremism and Democracy) (red.),

Routledge (2016).

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

110

3. En balanceret dansk tilgang til EMRK

Det danske formandskab for Europarådet bør finde den

rette balance mellem at anerkende det stigende ønske om

at kaste et mere kritisk blik på konventionens indvirkning

i Danmark og Danmarks strategiske interesse i at sikre re-

spekten for en international retsorden, som EMRK er en

del af. Den konkrete balanceakt kan selvsagt falde forskel-

ligt ud, afhængigt af hvor lodderne i vægtskålene place-

res. Mens Mads Bryde Andersen som berørt indlednings-

vis argumenterer for nødvendigheden af – som en sidste

mulighed – at overveje en dansk opsigelse af konventio-

nen koblet med fortsat politisk støtte til »den menneske-

rettighedstænkning, der ligger til grund for EMRK«, så

har Morten Kjærum gjort gældende, at regeringen helt

bør afstå fra at åbne for en debat om konventionens frem-

tid.

Andre placerer sig et sted midt imellem Andersen og

Kjærum og argumenterer for nødvendigheden af at an-

lægge et mere eller mindre kritisk fokus. Jonas Christof-

fersen og Mikael Rask Madsen bemærker eksempelvis i

en artikel i

Ugeskrift for Retsvæsen

i 2016, at der er »gode

grunde til at fastholde et kritisk blik på udviklingen i

Domstolens virke«, og forfatterne anbefaler, at den dan-

ske regerings strategi for det forestående formandskab

»tager udgangspunkt i et ønske om at styrke det europæi-

ske samarbejde ved at bane vejen for en udvikling, hvor

Domstolen bedre kan fokusere på de centrale forhold af

betydning for beskyttelsen af menneskerettighederne i

Europa.« Forfatterne peger konkret på tre forhold, hvor

der efter deres mening bør fokuseres. Det drejer sig om 1)

processen omkring udpegningen af Domstolens domme-

re, 2) en grundig vurdering og analyse af, hvordan Dom-

stolens sagsmængde kan reduceres, samt 3) en fokusering

på subsidiaritetsprincippet, bl.a. i form af en tydeliggørel-

se af de veje til at styrke dialogen mellem Domstolen og

de nationale myndigheder, der vil gøre Domstolen i stand

til at løfte sin opgave.

Efter nærværende forfatters opfattelse bør et dansk fo-

kus på disse (primært processuelle forhold) imidlertid ik-

ke stå alene – dertil er det politiske ønske om at se mere

kritisk på konventionen for udbredt. EMRK vedbliver

kun med at være et betydningsfuldt udenrigs- og sikker-

hedspolitisk instrument, hvis den til stadighed er omgær-

det af respekt, ikke mindst fra de folkevalgte. Danmark

har brug for et stærkt demokratisk Europa, og vi har be-

hov for en stærk og respekteret Menneskerettighedskon-

15. Morten Kjærum, ’Stop hetzen mod menneskerettighederne’,

Dagbladet Politiken,

1. marts 2017, på:

http://politiken.dk/debat/kroniken/art5854213/Stop-hetzen-

mod-menneskerettighederne

16. Jonas Christoffersen og Mikael Rask Madsen, »Menneskeret-

tighedsdomstolens fremtid: Midtvejsstatus efter Brighton-

erklæringen«,

Ugeskrift for Retsvæsen,

U.2016B.392, s. 401. Se også

Jonas Christoffersen og Mikael Rask Madsen, »Reformer af Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal sikre stærk europæ-

isk retsorden«,

Dagbladet Information,

16. december 2016, på:

https://www.information.dk/debat/2016/12/reformer-

europaeiske-menneskerettighedsdomstol-sikre-staerk-europaeisk-

retsorden

vention til at presse magthavere som Orban i Ungarn og

Erdogan i Tyrkiet. Danmarks ambition må derfor til sta-

dighed være at sikre, at konventionen og dets praksis ikke

fjerner sig for langt fra de europæiske befolkninger.

Den dynamiske fortolkning er som berørt netop baseret

på en præmis om, at retlige normer må være i stand til at

ændre sig i overensstemmelse med samtidens præferen-

cer og ændrede prioriteringer. Det må i sagens natur også

betyde, at omfanget af den konkrete menneskerettigheds-

beskyttelse kan ændre sig med tiden – både i den ene og i

den anden retning. Hvis der bliver for stor afstand mel-

lem idealer og realiteter, mister idealerne deres trovær-

dighed og opbakning. Den britiske befolknings beslutning

om at trække Storbritannien ud af EU (’Brexit’) illustrerer,

hvad der kan se, hvis en folkelig skepsis over for øgede

internationale samarbejder og forpligtelser ikke tages al-

vorligt. Så forkastes det.

Det vil afgjort ikke være i Danmarks langsigtede strate-

giske interesse at følge Mads Bryde Andersens anbefaling

og overveje at indlede et egentlig principielt opgør med

EMRK i form af en eventuel opsigelse af konventionen.

Regeringen skal være varsom med at åbne for – og legiti-

mere – en reel »genforhandling« af konventionen, og

Danmark må ikke ende med at gå stater som Tyrkiet, Rus-

land eller Ungarns ærinde. Men regeringen kan godt bru-

ge formandskabet til at rejse en debat blandt Europa-

rådets medlemmer om, hvorvidt der er behov for en juste-

ring af Strasbourgs praksis på visse følsomme politikom-

råder.

I den forstand er nærværende forfatter enig med

Andersen, når denne skriver, at det må være ’legitimt’ at

kritisere og debattere EMD’s dynamiske fortolkninger

(nr. 3, 2017, s. 77). Opgaven må som berørt være at »frem-

tidssikre« konventionen og på den lange bane sikre den

fulde folkelige respekt for konventionen, så den kan blive

en garant for en fokuseret og prioriteret beskyttelse af

fundamentale og grundlæggende menneskerettigheder i

Europa. Et tilsvarende budskab genfindes i Jørgen Steen

Sørensens bidrag til dette temanummer, hvori Sørensen

giver udtryk for, at »man må ønske sig, at Domstolen i

passende omfang tager realistisk bestik af omverdenens

syn på dens praksis«, og at »fokusering og prioritering må

være nøgleord.«

Det bemærkes i øvrigt også i regerings-

grundlaget, at regeringen »vil aktivt arbejde for reformer i

det multilaterale samarbejde og i de enkelte organisatio-

17. Behovet for at lytte til den folkelige kritik af dele af menneskeret-

tighedernes udvikling genfindes i Jacob Mchangama, »Regerin-

gen vil begrænse menneskerettighedernes rækkevidde. Det kan

faktisk være i menneskerettens interesse«,

Zetland,

16. december

2016, på:

https://www.zetland.dk/historie/seQ3VqYp-aevmJ36a-2e8d1

og Jens Elo Rytter, »Lad os tage de folkelige protester alvorligt –

og tage menneskerettighederne op til kritisk revision«,

Dagbladet

Information,

3. december 2016, på:

https://www.information.dk/indland/2016/12/lad-tage-

folkelige-protester-alvorligt-tage-menneskerettighederne-kritisk-

revision

18. Jørgen Steen Sørensen, ’Aktivistiske domstole – et blik på Europa

og Danmark’, Juristen nr. 3, 2017, s. 77.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

111

ner, så de hele tiden er i stand til effektivt at levere kon-

krete og efterspurgte resultater.«

Det må erkendes, at en strategisk »instrumentalisering«

af EMRK, som der åbnes for i denne artikel, vil kunne bli-

ve opfattet som en glidebane. For hvis indholdet af kon-

ventionen ikke ligger endegyldigt fast, men derimod vil

følge samtidens præferencer, kan det være svært at få øje

på, hvor går grænsen går for, hvor langt ’tilbage’ beskyt-

telsen kan rulles, når den politiske appetit på menneske-

rettighederne mindskes. Grænsen går efter min opfattelse

ved konventionens kerne. En instrumentalisering er også

sårbar over for en påstand om, at der er en risiko for, at vi

ender med »at skylle babyen ud med badevandet« ved at

være åben for at »begrænse for at bevare«. Men efter nær-

værende forfatters opfattelse, så overstiger fordelene

imidlertid disse ulemper. Regeringen bør indse, at EMRK

er til forhandling, og den må ikke bidrage til at undermi-

nere respekten for konventionen ved at afvise at lytte til

den udbredte folkelige skepsis, der kommer til udtryk i de

politiske udmeldinger fra Christiansborg.

I de kommende to afsnit rettes opmærksomheden mod

to konkrete områder, hvor regeringen med rette kan ar-

bejde for at få ændret praksis fra EMD, så de passer bedre

med Danmarks strategiske interesser. De to områder er

valgt, fordi der er tale om følsomme sagsområder, hvor

folkeretten traditionelt anerkender staterne et stort selv-

stændigt råderum, og hvor Domstolen i kraft af sin dy-

namiske fortolkning med tiden har bevæget sig et godt

stykke væk fra det, den var tiltænkt at regulere, og som

må siges at være dens kerne. Hertil kommer, at en »til-

bagerulning« af Domstolens praksis på i hvert fald det

andet af områderne må forventes at imødegå noget af den

politiske kritik, som Strasbourg for tiden er udsat for i

Danmark.

4. EMD-praksis for frihedsberøvelser under væbnet

konflikt

Regeringen bør for det første udfordre EMD-praksis i for-

hold til sikkerhedsinternering af personer, der udgør en

sikkerhedsrisiko under en væbnet konflikt. Konventio-

nens regulering af væbnede konflikt er blevet en dansk

kerneinteresse i takt med den øgede danske militære akti-

visme, og det må derfor undre, at Strasbourgs praksis ik-

ke har genereret mere politisk debat i Danmark, end til-

fældet er. I maj 2017 var danske specialstyrker udsendt til

Irak og Syrien som led i et større dansk bidrag til

Operati-

on Inherent Resolve

og kampen mod ISIL.

19. Regeringsgrundlaget (n 2) s. 42.

20. Se også Anders Henriksen, Der er brug for en reform af menneske-

rettighederne,

Dagbladet Politiken,

17. januar 2017. Tilgængelig på:

http://politiken.dk/debat/art5792662/Der-er-brug-for-en-

reform-af-menneskerettighederne

og Anders Henriksen, ’Europarådsformandskabet: Respons til

Morten Kjærum’,

ruleoflaw.dk,

8. marts 2017, på:

http://www.ruleoflaw.dk/europaraadsformandskabet-respons-

til-morten-kjaerum/

http://www.ruleoflaw.dk/europaraadsformandskabet-respons-

til-morten-kjaerum/

Strasbourg har gentagne gange konkluderet, at EMRK

også finder anvendelse under væbnede konflikter,

dens praksis er her konsistent med afgørelser fra eksem-

pelvis Den Internationale Domstol i Haag.

Det følger

endvidere af Domstolens praksis, at danske styrker er

bundet af EMRK, hvis de pågriber personer som led i ud-

førelsen af militære operationer uden for dansk territori-

um.

Det er ikke

i sig selv

problematisk, at EMRK finder

anvendelse under væbnede konflikter og på danske styr-

kers handlinger uden for Danmark, men det er kritisabelt,

hvis Strasbourgs fortolkning af staternes forpligtelser i

henhold til konventionen afviger fra indholdet af de for-

pligtelser, som staterne er underlagt i henhold til den hu-

manitære folkeret, der – i modsætning til de internationa-

le menneskerettigheder – er blevet udviklet med henblik

på at regulere netop væbnede konflikter og derfor i langt

de fleste tilfælde er at anse som

lex specialis.

Og Stras-

bourgs praksis indikerer desværre, at Domstolen ikke gør

sig de store anstrengelser for at tilse, at indholdet af kon-

ventionen fortolkes i overensstemmelse med den humani-

tære folkeret.

Det interessante for diskussionen på dette

sted er, at Strasbourg-praksis i forhold til staters beføjelser

til at sikkerhedsinternere medlemmer af fjendtlige styrker

under ikke-internationale væbnede konflikter forekom-

mer svær at forene med den eksisterende folkeret.

Den humanitære folkeret sondrer mellem interstatslige

konflikter – »internationale væbnede konflikter« – og alle

andre konflikter, der udkæmpes mellem en stat og en pri-

vat aktør eller mellem flere private aktører indbyrdes –

»ikke-internationale væbnede konflikter«. Geneve-

konvention III og IV indeholder en udtrykkelig hjemmel

til at sikkerhedsinternere medlemmer af fjenden og civile

personer, der anses for at udgøre en sikkerhedsrisiko un-

der

internationale væbnede konflikter.

Det primære formål

med sikkerhedsinterneringen er

ikke

at retsforfølge den

internerede person men at imødegå den sikkerhedstrus-

sel, som personen udgør. Interneringen er herved en form

for forebyggende frihedsberøvelse, der er baseret på den

præmis, at de involverede stater bl.a. søger at nedkæmpe

fjendens militære kapacitet ved at sætte dets kombattanter

ud af spillet. Enten ved at bruge dødelig magt eller ved at

21. En oversigt over de danske militære bidrag, herunder bidraget til

kampen mod ISIL, kan fås på: http://www2.forsvaret.dk/viden-

om/udland/IRAK/Pages/defaultt.aspx

22. Se bl.a.

Jaloud mod Holland

(47708/08) 20. november 2014,

Hassan

mod Storbritannien

(29750/09), 16. september 2014 og

Al-Skeini m.fl.

mod Storbritannien,

(55721/07), 7. juli 2011.

23.

Advisory Opinion on The Legality of the Threat or Use of Nuclear

Weapons,

ICJ Reports (1996) 226, pr. 24-25,

Legal Consequences of the

Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territory,

ICJ Re-

ports (2004) 136, pr. 105-106, og

Case Concerning Armed Activities

on the territory of the Congo,

ICJ reports (2005) 000 168, pr. 215-216.

24.

Al-Skeini

(n 22) See also Marko Milanonic, ’Al-Skeini and Al-Jedda

in Strasbourg’,

European Journal of International Law,

Vol. 23, No. 1

(2012), s. 121-139.

25. Se hertil også kritikken i kritikken i Anders Henriksen, »Mennes-

kerettighedsdomstolen i krig«, i Jonas Christoffersen og Mikael

Rask Madsen (red.),

Menneskerettighedsdomstolen – 50 års samspil

med dansk ret og politik,

Thomson Reuters (2009), s. 258-261.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

112

pågribe og frihedsberøve fjendens kombattanter, indtil de

ikke længere udgør en sikkerhedsrisiko – i praksis som

oftest indtil den væbnede konflikts ophør. Brug af dødelig

magt og sikkerhedsinternering er herved to sider af sam-

me mønt, så hvis en kombattant ikke vil risikere at blive

gjort til genstand for dødelig magt, så må pågældende

overgive sig og lade sig internere, indtil konflikten er af-

sluttet. Hvis sikkerhedsinternering ikke var en mulighed,

vil det ikke kunne kræves, at hans modstander afstår fra

brug af dødelig magt. Som den amerikanske højesteret

har bemærket, så er internering ganske enkelt »a funda-

mental incident of waging war«.

Ikke-internationale væbnede konflikter

er reguleret mere

sporadisk i den humanitære folkeret, og sikkerhedsintern-

ring er ikke

eksplicit

berørt. Der er ikke desto mindre flere

grunde til at konkludere, at internering også er tilladt i

den type konflikter.

Det er for det første svært at se, hvor-

for klassificeringen af en væbnet konflikt som »ikke-inter-

national« frem for »international« skulle spille en afgørende

rolle for en stats adgang til at sikkerhedsinternere, da de

involverede parter jo også i ikke-internationale væbnede

konflikter søger at nedkæmpe hinandens militære kapacite-

ter. Det synes da også at være en

implicit

forudsætning i

reguleringen af ikke-internationale væbnede konflikter, at

personer

kan

sikkerhedsinterneres.

At sikkerhedsinterne-

ring er tilladt i ikke-internationale væbnede konflikter

bakkes også op af den amerikanske højesteret,

af Interna-

tionalt Røde Kors (ICRC)

og flere toneangivende eksper-

ter i litteraturen.

Forsvarets militærmanual er også base-

ret på den antagelse, at sikkerhedsinternering er mulig i

en ikke-international væbnet konflikt.

Strasbourg har imidlertid i en afgørelse fra 2014 indike-

ret, at EMRK

ikke

tillader sikkerhedsinternering i en ikke-

international væbnet konflikt. EMRK regulerer retten til

frihed i artikel 5, og sikkerhedsinternering under væbnet

konflikt er ikke at finde blandt de fem tilladte undtagelser

26.

Hamdi et al. v. Rumsfeld,

542 US 507 (2004) s. 12.

27. Se dog opfattelsen i Peter Vedel Kessing,

Terrorbekæmpelse og Men-

neskeret,

Jurist- og Økonomforbundets forlag (2009), s. 542. I

Serdar

Mohammed v. Ministry of Defence

[2014] EWHC 1369 (QB) konklu-

derede en britisk appelret i 2014, at den humanitære folkeret ikke

hjemler sikkerhedsinternering i ikke-internationale væbnede kon-

flikter, se pr. 310 og 239-268. Ved ankesagen for den britiske høje-

steret forholdt de britiske dommere sig ikke eksplicit til spørgsmå-

let, se højesterets afgørelse [2017] UKSC 2, af 17. januar 2017.

28. Se bl.a. Fælles artikel 3 til Geneve-konventionerne fra 1949 og art.

5 i Anden Tillægsprotokol.

29.

Hamdi

(n 26)

30. Jean-Marie Henckaerts and Louise Doswald-Beck,

Customary In-

ternational Humanitarian Law (Volume I),

Cambridge University

Press (2005), Rule 128, s. 453-456. Se også ICRC resolution

32IC/15/R1 af 10. december 2015.

31. Sandesh Sivakumaran,

The Law of Non-International Armed Conflict,

Oxford University Press (2012) p. 98-99, Yoram Dinstein, includ-

ing his

The Conduct of Hostilities under the Law of International

Armed Conflict

(2 ed.) Cambridge University Press (2010) s. 226-

230.

32. Forsvarsministeriet, Militærmanual om folkeret for danske væb-

nede styrker i internationale militære operationer, september

2016, s. 419.

til forbuddet mod frihedsberøvelse i artiklens stk. 1. I

Has-

san mod Storbritannien

fandt Domstolen ikke desto mindre

alligevel via en kreativ inddragelse af standarder fra den

humanitære folkeret, at en stat – konkret Storbritannien –

var berettiget til at internere en person, der udgjorde en

sikkerhedstrussel, i en international væbnet konflikt mel-

lem Irak og Storbritannien.

Strasbourg bemærkede imid-

lertid ved samme lejlighed, at det kun er »in cases of in-

ternational armed conflict, where the taking of prisoners

of war and the detention of civilians who pose a threat to

security are accepted features of international humanitari-

an law, that Article 5 could be interpreted as permitting

the exercise of such broad powers.

Domstolens vendin-

ger må umiddelbart fortolkes på den måde, at artikel 5

ikke tillader sikkerhedsinternering i en ikke-international

væbnet konflikt. Det er langt fra sikkert, at »problemet«

med sikkerhedsinternering under ikke-internationale

væbnede konflikter kan »løses« ved, at en medlemsstat

gør brug af konventionens artikel 15 og adgangen til at

fravige artikel 5, hvis udsendte styrker har behov for at

kunne sikkerhedsinternere. For selvom retten til frihed

ikke er en ufravigelig rettighed, så har den britiske høje-

steret udtalt, at artikel 15 ikke nødvendigvis kan bringes i

anvendelse ved deltagelse i ’peace keeping operations

abroad’.

Det vil kunne skabe store praktiske problemer for ud-

sendte danske styrker, hvis EMD ikke tillader sikkerheds-

internering under ikke-internationale væbnede konflikter,

da de danske styrker i så fald vil kunne ende med at have

personer i deres varetægt, der udgør en sikkerhedsrisiko,

men som ikke kan tilbageholdes af sikkerhedsmæssige

hensyn. I det omfang, at styrkerne ikke kan overdage per-

sonerne til en anden stat (som det for øjeblikket er tilfæl-

det i Syrien), vil de være nødsaget til at løslade dem.

Strasbourgs praksis skaber i realiteten et særdeles uhel-

digt incitament til, at soldaterne tyer til overdreven brug

af dødeligt magt. Hvis Strasbourg ikke tillader sikker-

hedsinternering i ikke-internationale væbnede konflikter

vil det for det andet betyde, at Danmark underlægges

strengere folkeretlige forpligtelser end en række af de alli-

erede vestlige stater, vi ofte er involveret i væbnede kon-

flikter med. Det gælder eksempelvis USA og Canada. Der

vil nemlig i så fald være ét sæt regler for medlemmer af

Europarådet og et andet sæt regler for andre vestlige sta-

ter. Det vil kunne komplicere dansk deltagelse i visse in-

ternationale militære koalitioner.

5. EMD praksis for udvisning af kriminelle udlændinge

med familie i Danmark

Regeringen bør også overveje at stille skarpt på Stras-

bourgs praksis i forhold til beskyttelsen af kriminelle ud-

lændinge, som medlemsstaterne ønsker at udvise. Det er

en klassisk folkeretlig grundsætning, at stater i udgangs-

33.

Hassan

(se note 22) pr. 104.

34. Ibid, pr. 104.

35. HoL R (on the application of Al-Jedda) v Secretary of State for De-

fence, [2007] UKHL 58, 12. december 2007, pr. 38.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

113

punktet selv bestemmer, hvem der må indrejse og tage

ophold på statens territorium,

men stater kan begrænse

deres frihed til at bestemme ved at indgå konventioner,

der giver udlændinge beskyttelse mod udsendelse. EMRK

er et eksempel på en konvention, som Strasbourg i stigen-

de grad har fortolket på en sådan måde, at den beskytter

udlændinge mod udsendelse. I det følgende berøres kun

den beskyttelse mod udsendelse, der indeholdes i artikel

8’s beskyttelse af retten til privat- og familieliv.

Det skal

bemærkes, at EU-retten også yder visse udlændinge be-

skytter mod udsendelse.

Essensen i artikel 8 i EMRK er, at en stat kun må gøre

indgreb i en persons privat- og familieliv, hvis det sker

med lovhjemmel, og hvis det er »nødvendigt i et demo-

kratisk samfund« for at forfølge et sagligt hensyn.

Kravet

om »nødvendighed« er i realiteten en proportionalitetsaf-

vejning, der pålægger en stat at foretage en konkret afvej-

ning af – på den ene side – hensynet til en persons privat-

og familieliv og – på den anden – det hensyn, som et kon-

kret indgreb i denne rettighed søger at varetage. Så jo me-

re intensive indgreb i retten til privat- og familieliv, jo me-

re tungtvejende skal hensynet være.

Artikel 8 i EMRK har i dag et meget bredt anvendelses-

område, men konventionens forarbejder og Domstolens

tidlige praksis viser, at det ikke oprindeligt var intentio-

nen, at artikel 8 skulle yde udlændinge beskyttelse mod

udsendelse.

Det var først i midten af 1970’erne, at Stras-

bourg ved brug af dynamisk fortolkning fandt, at artikel 8

kunne beskytte udlændinge mod udsendelse.

Siden

slutningen af 1980’erne og starten af 1990’ere er beskyttel-

sen af især udlændinge med længerevarende ophold i en

medlemsstat udvidet i en sådan grad, at der skal ganske

meget til for, at en udvisning af en kriminel udlænding,

der er født i staten, eller som er indrejst som barn og har

tilbragt det meste af sin barn- og ungdom i staten, er for-

enelig med artikel 8.

Artikel 8 beskytter i øvrigt ikke kun

36. Grundsætningen genfindes i Strasbourgs egen praksis, se bl.a.

Chahal mod Storbritannien

(22414/93), 15.

november 1996, pr. 73.

37. Beskyttelse mod udsendelse vil også følge af forbuddet mod ud-

sendelse til en behandling i strid med artikel 3 og forbuddet mod

kollektiv udsendelse af udlændinge i artikel 4 i Protokol 4 til

EMRK.

38. Se bl.a. Europaparlamentet og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.

april 2004, herunder i særdeleshed art. 28.

39. For en oversigt, se Jens Elo Rytter,

Individets grundlæggende ret-

tigheder

(2. udg.), Karnov Group (2016) s. 195-233.

40. Se hertil Explanatory Report to Protocol No. 4 to the Convention

for the Protection of Human Rights and Fundamental Freedoms,

securing certain rights and freedoms other than those already in-

cluded in the Convention and in the first Protocol thereto, Stras-

bourg, 16. IX. 1963, s. 11-12.

41. De tidligste sager synes at være

X mod Tyskland

(6357/73), 8. okto-

ber 1974,

X mod Schweiz

(7031/75), 12. juli 1976 og

X og Y mod

Tyskland

(7816/77), 19. maj 1977. I ingen af de tre sager blev der

fundet en krænkelse af art. 8. for krænkelse, se

Berrehab mod Hol-

land

(10730/84), 21. juni 1988 vedrørte ikke udsendelse pga. kri-

minalitet) og

Moustaquim mod Belgien

(12313/86), 18. februar 1991.

For udvisning af kriminelle udlændinge, se bl.a.

Boultif mod

Schweiz

(54273/00), 2. august 2001, pr. 39, 46, og

Uner mod Holland

(46410/99), 18. oktober 2006, pr. 54.

42. Se også

Maslov mod Østrig

(1638/03), 23. juni 2008, pr. 75.

udlændinge med familie (ægtefælle, børn osv.) i en med-

lemsstat men også udlændinge med mere generelle socia-

le forbindelser til staten.

Den praktiske konsekvens er, at

en udvisning af en kriminel udlænding kan udgøre et

»indgreb« i udlændingens ret til privat- og familieliv, og

at en medlemsstat, der ønsker at udvise udlændingen, er

forpligtet til at afveje, om det hensyn, som udvisningen

skal opfylde (som regel en beskyttelse af samfundet mod

udlændingens kriminelle aktiviteter), overstiger hensynet

til det privat- og familieliv, som den kriminelle udlænding

har skabt under sit ophold i staten. Strasbourg har endvi-

dere opregnet de kriterier, som den

de facto

pålægger de

nationale myndigheder at lægge vægt på i deres skøns-

mæssige proportionalitetsvurdering.

Da proportionali-

tetsvurderinger involverer afvejningen af modsatrettede

hensyn, er de altid meget konkrete,

og Strasbourg aner-

kender generelt stater en særlig skønsmargin – den så-

kaldte »margin of appreciation« – i den konkrete vurde-

ring af, om et indgreb strider med en persons rettigheder i

henhold til konventionen.

Det skyldes, at nationale

myndigheder som regel er i bedre kontakt med nationale

strømninger og traditioner end Strasbourg og derfor også

bedre kan foretage en konkret afvejning af eventuelt mod-

satrettede hensyn. Grundantagelsen er altså et princip om

»subsidiaritet« (som det også kendes fra EU-retten), hvor-

efter Strasbourg ikke skal agere appelinstans for afgørel-

ser truffet af nationale myndigheder men alene skal holde

øje med, at staternes konkrete vurderinger ligger inden

for skiven af det, konventionen tillader.

Det er imidlertid ikke helt klart, hvor stor skønsmargin

Strasbourg indrømmer stater i sager om udvisning af

kriminelle udlændinge. Det var indtil for et par år siden

ret tydeligt, at marginen ikke var særlig stor,

og Domsto-

len agerede reelt som en appelsinstans, der ikke afstod fra

at sætte sig udover komplekse nationale skøn. Det er ble-

vet hævdet, at Strasbourg er begyndt at anerkende stater

en større skønsmargin.

Ifølge en analyse af Jacob

Mchangama fra 2013 skulle der i hvert fald nu kunne spo-

res en »signifikant forskel i EMD’s tilgang i retning af

større respekt for subsidiaritetsprincippet og den nationa-

le skønsmargin.«

I en afgørelse den 1. december 2016 i

43. Se bl.a.

Uner

(n 41) pr. 59. Se også

Maslov

(n 41) pr. 63 og 71-73.

44. Se bl.a.

Boultif

(n 41) pr. 48;

Uner

(n 41) pr. 57-58.

45. For en oversigt og diskussion af praksis, se Rytter (n 39) s. 228-232.

Se også Maslov (n 42) pr. 70.

46. For klassiske afgørelser, se

Handyside mod Storbritannien

(5493/72),

7. december 1976, pr. 48-49 og

Wingrove mod Storbritannien

(17419/90), 25. november 1996.

47.

Maslov

(n 42) pr. 76. Se også

Sarkozi and Mahran mod Østrig

(27945/10), 2 april 2015, pr. 65.

48. Se dog Justitsministeriet, Udvalget for Udlændinge- og Integrati-

onspolitik 2012-13, UUI Alm. Del., endeligt svar på spørgsmål 151,

21. december 2012, på

http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/uui/spm/151/svar/

932450/1200634/index.htm

49. Jacob Mchangama, »Er der sket en udvikling i Menneskeret-

tighedsdomstolens praksis angående udvisning af kriminelle ud-

lændinge?«,

EU-ret & Menneskeret

nr. 1, Jurist- og Økonomfor-

bundet, 2013, s. 34-36.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

114

den såkaldte ’Fez Fez-sag’ afviste Strasbourg, at danske

myndigheders udvisning af en kriminel libanesisk stats-

borger med otte børn i Danmark var i strid med artikel 8.

Domstolen noterede sig, at de danske domstole havde

inddraget de kriterier, som Strasbourg selv har opstillet i

artikel 8-sager

og afstod selv fra at foretage sin egen

konkrete skønsafvejning. En eventuel ændring i Domsto-

lens skønsmargin udspringer formentlig af den kritik af

Domstolen, der indeholdes i erklæringerne fra Interlaken

(2010),

Izmir (2011)

og Brighton (2012).

Det påpeges

eksempelvis i Izmir-erklæringen, at Strasbourg ikke er en

»immigration Appeals Tribunal or a Court of fourth in-

stance«, og det noteres også, at Domstolen i dets behan-

dling af sager relateret til asyl og migration bør »take full

account of the effectiveness of domestic procedures and,

where these procedures are seen to operate fairly and

with respect for human rights, to avoid intervening except

in the most exceptional circumstances.«

Presset på Dom-

stolen genfindes i Protokol Nr. 15 til EMRK fra 2013, der

endnu ikke er trådt i kraft. I henhold til protokollens arti-

kel 1 skal der indføjes en eksplicit henvisning til staternes

skønsmargin i konventionens præambel.

Uanset om Strasbourg er begyndt at indrømme staterne

en større skønsmargin i sager om udvisning af kriminelle

udlændinge, er det legitimt, at den danske regering op-

retholder det politiske pres på Domstolen på netop dette

område. Spørgsmålet om udlændinges ret til adgang og

ophold på en medlemsstats territorium er i disse år et

endog særlig følsomt politisk anliggende, der truer med at

erodere respekten for konventionen i sin helhed. Hertil

kommer, at konventionens beskyttelse af kriminelle ud-

lændinge i artikel 8 ligger ganske langt fra det, der må an-

ses for at være konventionens kerneområde.

6. Konklusion – og vejen frem

Det primære budskab i denne artikel har været, at den

danske regerings ambition med det forestående formand-

skab bør være at bidrage til, at EMRK »fremtidssikres«

ved, at den bliver mere fokuseret og bedre prioriteret.

Danmark har brug for et stærkt demokratisk Europa, og

vi har behov for en stærk Menneskerettighedskonvention.

Regeringen skal tage den øgede kritik af Strasbourgs

praksis alvorligt, men den skal også huske, at Danmark

har en klar national interesse i at sikre den internationale

respekt for demokrati og grundlæggende frihedsrettighe-

der. Det er balancegangen mellem disse to hensyn, der er

50.

Salem mod Danmark

(77036/11), 1. december 2016, pr. 82.

51.

High Level Conference on the Future of the European Court of Human

Rights, Interlaken Declaration 19. February 2010,

på

http://www.echr.coe.int/documents/2010_interlaken_finaldecla

ration_eng.pdf

52.

High Level Conference on the Future of the European Court of Human

Rights, Izmir, Turkey, 26-27 April 2011,

på

http://www.echr.coe.int/Documents/2011_Izmir_FinalDeclarati

on_ENG.pdf

53. Se note 7.

54. Se note 52, s. 3. Pkt. A, 3.

55. Se også Mchangama (n 17)

regeringens udfordring. Artiklen har i den forbindelse

gjort gældende, at regeringen mere konkret bør rejse en

debat blandt Europarådets medlemmer om behovet for en

substantiel re-orientering af Strasbourgs praksis på visse

følsomme politikområder, hvor Domstolen har flyttet

konventionens fokus langt fra den oprindelige kerne, og

hvor udviklingen møder folkelig modstand. Artiklen har

peget på to konkrete områder, hvor regeringen passende

kan sætte ind.

Både Mads Bryde Andersen og Peter Vedel Kessing har

redegjort for, hvorledes den danske regering kan søge at

få gennemført ændringer i EMD’s dynamiske fortolkning

eller få ændret Danmarks tilhørsforhold til konventionen

(hvis det er det, der ønskes).

En af mulighederne er, at

regeringen bruger dansk lovgivning til at »skubbe men-

neskerettighederne« tilbage ved eksempelvis at ændre i

inkorporeringsloven fra 1992.

En anden er, at konventio-

nen opsiges, og at Danmark efterfølgende søger at gen-

indtræde med et eller flere traktatforbehold på de områ-

der, der fra dansk side anses for at være uacceptable.

Der

er også den tredje mulighed, at regeringen søger at få

gennemført en ændring af selve konventionen i form af

vedtagelsen af en tillægsprotokol. En fjerde tilgang er, at

regeringen på Danmarks vegne indgår en efterfølgende

aftale med de øvrige medlemsstater om, hvorledes kon-

ventionens bestemmelser bør

fortolkes.

Sigtet vil i så fald

ikke være at ændre i selve konventionen men alene at

præcisere, hvorledes staterne mener, at konventionen i

praksis skal forstås.

Som både Andersen og Kessing nævner, så er der ingen

af de nævnte tilgange, der er uden problemer, og regerin-

gen må især forvente, at det bliver op ad bakke at få ved-

taget en egentlig tillægsprotokol til konventionen eller på

anden vis få gennemført materielle ændringer i selve

konventionen. En egentlig udtræden med efterfølgende

genindtræden er næppe heller politisk realistisk.

Der er imidlertid et par mindre indgribende ting, som

regeringen kan kigge på. Den kan for det første arbejde

aktivt for, at de stater, der endnu ikke har ratificeret Pro-

tokol Nr. 15, får det gjort. Protokollen indfører som berørt

bl.a. en tilføjelse til konventionens præambel, der betoner

subsidiaritetsprincippet. Den kan for det andet have som

ambition, at det kommende formandskab munder ud i en

politisk erklæring, der i klare vendinger opretholder det

politiske pres på Domstolen, som bl.a. Brighton-erklærin-

gen var med til at lægge. Som berørt i afsnit 5, så er det

muligt, at Domstolen allerede er begyndt at tillade stater-

ne en større skønsmargin i vurderingen af, om udvisning

af en kriminel udlænding krænker artikel 8. Hvis det er

56. Mads Bryde Andersen »Menneskerettighedsdomstolens dynamis-

ke fortolkninger som retspolitisk problem«, Juristen, nr. 3, s. 92-97

og Peter Vedel Kessing, »Kan menneskerettighederne begræn-

ses?«

Advokaten,

nr. 09 (2016) s. 36-40.

57. Se hertil Lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menne-

skerettighedskonvention

58. Traktatforbehold reguleres i Wienerkonventionen om traktater af

1969, se hertil art. 19-23. EMRK art. 58 indeholder en procedure

for opsigelse af konventionen.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

115

korrekt, så tyder det jo på, at Domstolen

modtagelig

over for klare politiske signaler fra medlemsstaternes side.

Det må dog også erkendes, at det forhold, at staterne for-

mentlig har meget forskellige opfattelser af, hvilke dele af

den dynamiske fortolkning, der bør »rulles tilbage«, og at

en skærpet tone kræver enighed hos de 47 stemmer, i sa-

gens natur vil komplicere regeringens arbejde. En tredje

mulighed er, at regeringen forsøger sig med konkrete pro-

cessuelle tiltag, der kan ændre ved magtfordelingen mel-

lem Strasbourg og medlemsstaterne. Det kunne bl.a. ske

ved at se på, om det var muligt at gøre det vanskeligere

for Domstolen – evt. i kraft af regler om kvalificeret flertal

blandt dommerne – at anlægge dynamiske fortolkninger,

der ændrer markant på eksisterende praksis. Man kunne

også se på, om staterne skulle gives adgang til at få »gen-

optaget«/»anket« sager, de finder særligt kontroversielle.

Formandskabet kunne måske også være en kærkom-

men anledning til, at regeringen og andre relevante myn-

digheder i Danmark kiggede lidt indad og gjorde sig nog-

le overvejelser om, hvorvidt man ikke fra København

kunne gøre mere for at lægge løbende pres på Strasbourg.

Regeringen kunne eksempelvis begynde at anlægge en

væsentlig mere aktiv stil ved Domstolen og udnytte den

allerede eksisterende mulighed for at intervenere i sager,

hvis udfald vil kunne have interesse for Danmark og

dansk ret.

Med tanke på den store politiske opmærk-

somhed, der omgærder udfaldet af nogle af sagerne – især

de sager der vedrører frihedsberøvelse eller udvisning –

er det påfaldende, at Danmark så vidt vides aldrig har

gjort brug af denne adgang.

Endelig er der naturligvis den rolle, som de danske

domstole spiller i forhold til at give EMRK gennemslags-

kraft i dansk ret, og som regeringen i sagens natur ikke

kan gøre så meget ved i praksis. Det kan til tider være

svært at undgå det indtryk, at domstolene – herunder må-

ske især Højesteret – gerne vil udvise en vis grad af forsig-

tighed over for at »gå til grænsen« af Strasbourgs praksis,

bl.a. i udvisningssager. Det kan der være mange gode

grunde til. Spørgsmålet er ikke desto mindre, om ikke lidt

mere pro-aktive – og i nogle tilfælde kritiske – domstole

vil kunne spille en konstruktiv rolle i forhold til at lægge

det fornødne pres på Strasbourg.

59. Se konventionens art. 36.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

116

Menneskerettighedsdomstolens

dynamiske fortolkningsstil til debat

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev

vedtaget af Europarådets daværende 12 medlemsstater i

1950. I dag omfatter den 47 medlemsstater med en samlet

befolkning på mere end 800 mio. mennesker. Danmark

ratificerede konventionen i 1953 og inkorporerede den i

1992 med almindelig lovskraft.

Menneskerettighedskonventionen er iøjnefaldende ved

at give den enkelte borger adgang til at klage over påstå-

ede brud på medlemsstaternes forpligtelser ved en uaf-

hængig retsinstans, Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstol. Domstolen har i de senere år afsagt 800-

1000 domme årligt, og den har afsagt mere end 50.000

domme i alt. Der verserer over 90.000 sager ved Domsto-

len på trods af løbende tilpasninger af dens sagsbehand-

ling til et stigende antal klager.

Domstolens dynamiske fortolkningsstil

Det er et karakteristisk træk ved Domstolens fortolk-

ningsstil, at den har anlagt en dynamisk tilgang til kon-

ventionens bestemmelser. Denne tilgang blev allerede in-

troduceret ved en dom af 25. april 1978 i

Tyrer mod Storbri-

tannien.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om en korporlig

afstraffelse af en 15-årig skoleelev på Isle of Man, som var

blevet idømt for et overfald på en anden elev, udgjorde en

overtrædelse af konventionens artikel 3 om »tortur,

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller

straf«. Domstolen fremhævede, at konventionen er »a li-

ving instrument«, som må fortolkes »in the light of pre-

sent-day conditions«. Med udgangspunkt heri nåede

Domstolen frem til, at en straf i form af tre slag med birke-

ris i bagdelen med nedtrukne bukser, som blev udført af

tre politibetjente uden andre tilstedeværende end elevens

far og en læge, udgjorde en nedværdigende straf og der-

med en krænkelse af artikel 3, selv om straffen kun havde

givet eleven kortvarige fysiske gener. En dissentierende

(britisk) dommer mente, at korporlig afstraffelse meget

vel kunne stride imod den almindelige samfundsudvik-

ling, men at Domstolens flertal reelt havde benyttet artikel

3 »as a vehicle of indirect penal reform, for which purpose

it was not intended«.

I sin efterfølgende praksis har Domstolen ikke lagt skjul

på, at den anvender en dynamisk fortolkningsstil. Ved

dom af 16. april 2002 i

Stés Colas Est mod Frankrig

henviste

Domstolen således til sin »dynamic interpretation of the

Convention«, da den statuerede, at »the time has come to

hold«, at juridiske personers forretningslokaler kan være

omfattet af respekten for »hjemmet« i artikel 8 om privat-

livets beskyttelse. Den franske stat blev dømt for at have

brudt konventionens artikel 8 for at have tilladt en række

uvarslede ransagninger uden dommerkendelse over for

de klagende virksomheder med det sigte at undersøge,

om de var involveret i ulovlige konkurrencebegrænsende

samarbejder.

Den dynamiske fortolkningsstil er måske mest iøjnefal-

dende i de tilfælde, hvor Domstolen ændrer en hidtidig

praksis. Det er ofte sket med en bemærkning om, at det

ikke er hensigtsmæssigt, at Domstolen skifter praksis,

men at »a failure by the Court to maintain a dynamic and

evolutive approach would risk rendering it a bar to re-

form or improvement«. I en dom af 11. juli 2002 i

Christine

Goodwin mod Storbritannien

ændrede Domstolen i forlæn-

gelse heraf sin hidtidige opfattelse af transseksuelles ret-

tigheder efter konventionens artikel 8 med bemærkning

om, at den »in the light of present-day conditions« måtte

bedømme »what is now the appropriate interpretation

and application of the Convention«. Storbritannien blev

herefter dømt for en krænkelse af bestemmelsen for ikke

at have sikret en tilstrækkelig juridisk anerkendelse af en

transseksuel persons nye identitet, selv om Domstolen i

en række tidligere plenumafgørelser havde afvist, at en

sådan beskyttelse fulgte af bestemmelsen. I en dom af 12.

november 2008 i

Demir og Baykara mod Tyrkiet

udtalte

Domstolen på tilsvarende måde, at dens faste, mangeåri-

ge afvisning af at anse retten til at forhandle kollektiv

overenskomst som en selvstændigt beskyttet del af for-

eningsfriheden i konventionens artikel 11 »should be re-

considered, so as to take account of the perceptible evolu-

tion in such matters, in both international law and dome-

stic legal systems«. Tyrkiet blev herefter dømt for at have

krænket artikel 11 ved, at en tyrkisk domstol havde an-

nulleret en kollektiv overenskomst for kommunale tjene-

stemandsansatte, da det efter tyrkisk lovgivning ikke var

muligt af indgå overenskomst for denne gruppe, men kun

for de kontraktsansatte.

Regeringens oplæg til debat om Domstolens praksis

Domstolens dynamiske fortolkningsstil har givet anled-

ning til megen debat i de senere år. Er Domstolens praksis

blot udtryk for en nødvendig tilpasning af de abstrakte

konventionsmæssige forpligtelser til de aktuelle sam-

fundsmæssige forhold? Eller er den snarere udtryk for, at

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

117

Domstolen har tiltaget sig en magt, som mere naturligt

henhører under de folkevalgte forsamlinger?

Blandt de kritiske røster er den danske regering. Ifølge

regeringsgrundlaget »For

et friere, rigere og mere trygt Dan-

mark«

fra november 2016 vil regeringen benytte det danske

formandskab for Europarådet fra november 2017 til maj

2018 til at sætte Domstolens fortolkningsmetode til debat:

»Danmark har en klar interesse i en stærk international retsorden,

herunder respekt for menneskerettigheder. Regeringen ønsker at ind-

gå i et aktivt internationalt samarbejde og overholde de internationale

konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

Der er imidlertid behov for at se kritisk på den måde, som Den Eu-

ropæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har

udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention. Regeringen vil afholde en international ekspertkon-

ference om konventionen som led i det kommende danske formand-

skab for Europarådet.«

Justitsminister Søren Pape oplyste på et samråd den 10.

februar 2017 med Folketingets Udenrigsudvalg bl.a. føl-

gende om baggrunden:

»Grundlæggende handler det om, at EMRK i stigende grad udgør en

demokratisk udfordring for vores folkestyre. Det skyldes, at flere og

flere samfundsforhold opfattes som menneskeretlige spørgsmål, der

afgøres af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg – og ikke af de

folkevalgte politikere.«

På samrådet oplyste justitsministeren, at regeringen med

afsæt i en ekspertkonference vil lægge op til en drøftelse

af reformer, dog uden at løfte sløret for de mulige refor-

mer, som regeringen har i tankerne:

»Hvad eventuelle reformforslag kommer til at gå ud på, er for tidligt

at sige. Vi har ikke lagt os fast på én bestemt løsningsmodel, men ar-

bejder med en række forskellige idéer og muligheder, som vi vil drøf-

te med de andre lande.«

Temanummerets bidrag

Juristen bringer i dette temanummer tre bidrag, der be-

skæftiger sig med forskellige sider af Menneskerettig-

hedsdomstolens dynamiske fortolkningsstil og de hand-

lemuligheder, som medlemsstaterne har, hvis de – som

den danske regering – er skeptiske over for udviklingen.

Jørgen Steen Sørensen beskæftiger sig med fænomenet

»judiciel aktivisme« med særligt fokus på den forskellige

fortolkningsstil, der karakteriserer henholdsvis Menne-

skerettighedsdomstolen og danske domstole. Han bely-

ser, hvorfor der er opstået en diskussion om judiciel akti-

visme i Menneskerettighedsdomstolen, diskuterer, om

den er berettiget, og overvejer, hvordan den bedst kan

håndteres. Han udtrykker det generelle synspunkt, at det

er en fordel, at danske domstole har fulgt en mere tilba-

geholdende kurs over for lovgivningsmagten, da det har

været med til at sikre stabiliteten i det danske samfund.

Mads Bryde Andersen tager sit udgangspunkt i den kri-

tik, der har været fremsat fra bl.a. politikere og repræsen-

tanter for de øverste domstole over for Menneskeret-

tighedsdomstolens dynamiske retsanvendelse. Han dis-

kuterer, om hensynet bag en dynamisk fortolkning af

konventionen står i passende forhold til de hensyn, som

taler imod. I forlængelse heraf overvejer han, hvilke skridt

henholdsvis Europarådets politiske organer og de natio-

nale lovgivere kan tage for at justere Domstolens praksis

og mere generelt påvirke den måde, som Domstolen for-

tolker konventionsteksterne på. Han belyser i den forbin-

delse også de mulige konsekvenser af henholdsvis at op-

hæve den danske inkorporationslov og frigøre sig fra

konventionen ved at opsige den.

Anders Henriksen tager ligeledes udgangspunkt i de

senere års tiltagende kritik af Menneskerettighedsdomsto-

lens dynamiske retsanvendelse. Han fremhæver, at det er

vigtigt at være opmærksom på, at Danmark har en uden-

rigs- og sikkerhedspolitisk interesse i at opretholde re-

spekten for demokrati og grundlæggende frihedsrettighe-

der i Europa. Han tilråder derfor en forsigtig tilgang til

mulige reformer, men peger også på, at der kan være legi-

time grunde til at søge Domstolens praksis justeret på

nogle områder. Som to nærliggende områder peger han

på Domstolens praksis om henholdsvis sikkerhedsinter-

nering af personer, der udgør en sikkerhedsrisiko under

en væbnet konflikt, og udvisning af udlændinge, som har

begået kriminalitet.

Jens Kristiansen

Hovedredaktør for Juristen

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

118

Aktivistiske domstole

– et blik på Europa og Danmark

Af Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen

1. Indledning

Der er for tiden diskussion om Den Europæiske Menne-

skerettighedsdomstols fortolkningsmetode, og den dan-

ske regering har varslet kritisk debat. Er Domstolen gået

for langt i sin indsnævring af medlemsstaternes politiske

spillerum, og har den i realiteten taget magten fra de fol-

kevalgte? Er den kommet for langt væk fra de grundlæg-

gende intentioner med fælleseuropæisk menneskeret-

tighedsbeskyttelse?

Tilsvarende diskussion har vi i årtier set med hensyn til

EU-Domstolen. Er Domstolen i sin integrationsiver gået

ud over rammerne for acceptabel dommervirksomhed, og

har den politiseret institutionen? Er det en af grundene til

EU’s aktuelle situation? Er der f.eks. en sammenhæng

mellem »Brexit« og en domstol, der er løbet fra befolknin-

gerne?

I USA ser vi med jævne mellemrum politiske dramaer

udspille sig, når en ledig stilling i Højesteret skal besættes,

og det siges ofte, at disse dommerudnævnelser er de vig-

tigste beslutninger i en amerikansk præsidents embedspe-

riode. Er det en sund tilstand for et demokrati? Er realite-

ten, at grundlæggende politiske beslutninger i det ameri-

kanske samfund ligger i et uafsætteligt juridisk præste-

skab?

En fællesnævner for disse problemstillinger er begrebet

judiciel aktivisme. Vi har kendt og diskuteret det i årevis.

Men hvad er judiciel aktivisme egentlig? Hvorfor opstår

den? Hvad er argumenterne for og imod? Og hvordan

skal vi anskue problemstillingen i Danmark?

2. Hvad er judiciel aktivisme?

Judiciel aktivisme er ikke noget entydigt eller klart define-

ret begreb.

Så vidt vi ved, optrådte det første gang i 1947 i en artikel

i Fortune Magazine af den amerikanske historiker Arthur

Schlesinger Jr. Men Schlesinger modtog ikke uden videre

ros for sit nye begreb. I en artikel fra 2008 om judiciel ak-

tivisme siger den amerikanske jurist Craig Green f.eks., at

»not only did [Schlesinger] fail to explain what counts as

activism, he also declined to say whether activism is good

or bad«.

1. Artiklen svarer i alt væsentligt til manuskriptet til en forelæsning

til ære for professor, dr.jur. Max Sørensen den 21. februar 2017 på

Juridisk Institut, Aarhus Universitet.

Green’s synspunkt er sigende for den uklarhed, der ofte

omgiver diskussionen om judiciel aktivisme. Den er svær

at definere. Og allerede derfor – men også af andre grun-

de – svær at diskutere.

I Danmark har et videnskabeligt forsøg på definition

bl.a. været gjort af professor, dr.jur. Hjalte Rasmusen. I sit

værk »The European Court of Justice« fra 1998 definerede

han judiciel aktivisme som »regular judicial policy-

making in pursuance of policy-objectives which usurp the

rule and policy making powers of other branches of gov-

ernment, specifically if judicial choice-making over a pro-

crasted period of time is at odds with election-day re-

sults.«

Lempeligt oversat: Judiciel aktivisme betyder, at dom-

stolene bedriver politik og forfølger egne idealer på en

måde, hvor de tiltager sig en magt, der tilkommer andre

statsorganer (herunder lovgivningsmagten). Der forelig-

ger i særlig grad judiciel aktivisme, hvis domstolenes re-

sultater over længere tid strider mod den herskende poli-

tiske dagsorden i samfundet.

Efter min opfattelse er Hjalte Rasmussens definition

ganske anvendelig. Den siger for mig at se meget godt,

hvad vi i reglen mener, når vi diskuterer spørgsmål om

domstolsaktivisme.

Det ligger i definitionen, at judiciel aktivisme har noget

at gøre med magtfordeling. I de vesteuropæiske samfund

– herunder Danmark – bygger vi jo på en grundlæggende

forestilling om magtens tredeling. Der er nogen, der lov-

giver. Det er regeringen og parlamentet. Der er nogen, der

forvalter lovgivningen. Det er regeringen og administrati-

onen. Og der er nogen, der har det sidste ord i konkrete

retstilfælde. Det er domstolene.

Princippet om magtens tredeling er som bekendt ikke

en matematisk formel. Og grænsen mellem, hvad domsto-

lene kan udvikle af ret, og hvad der hører under regering

og lovgivningsmagt, er i de fleste samfund ikke meget

klar.

I den ene ende har vi synspunkter fra den europæiske

oplysningstid, f.eks. som beskrevet af Montesquieu i »De

l’esprit des lois«. Han siger, at dommerne blot er »lovens

mund«. Loven skal nemlig være så klar, at ingen kan væ-

re i tvivl om, hvordan den skal forstås. Dommerne skal

vurdere den enkelte sags faktum og beviser og derefter

fastslå, hvad der er lovgivningsmagtens vilje.

I den anden ende har vi domstole som f.eks. den ameri-

kanske Højesteret, Den Europæiske Menneskerettigheds-

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

119

domstol og EU-Domstolen. Deres domme forholder sig

undertiden meget frit til de lovtekster, som de arbejder

med.

Og midt imellem har vi f.eks. – vil jeg sige – de danske

domstole. De tager lovens bogstav meget alvorligt, men

de er ikke mekaniske regelanvendere. De er også påvirket

af andre retskilder. F.eks. rimelighed, retstradition, kon-

sekvens i retsstillingen, proportionalitet og samfunds-

mæssige konsekvenser.

I alle tilfælde må diskussionen om judiciel aktivisme

bygge på et udgangspunkt. Der må være noget, man er

aktivistisk i forhold til. Og til vores formål er det vel til-

strækkeligt at sige, at judiciel aktivisme er udtryk for, at

domstolene – set i forhold til gængse danske forestillinger

om forholdet mellem statsmagterne – ud fra personligt

prægede og idealistisk-politiske motiver udøver en magt,

som bør ligge hos de folkevalgte organer.

Det er vigtigt at sige, at der ikke i dette begrebsapparat

ligger nogen negativ vurdering af den enkelte aktivistiske

dommer. Aktivistiske dommere kan selvsagt være af nøj-

agtig lige så høj moral og personlig og professionel inte-

gritet som andre dommere. De har bare en anden opfat-

telse af, hvad der er domstolenes opgave. Vi andre har til

gengæld lov at diskutere, om deres opfattelse af dommer-

opgaven er hensigtsmæssig. Er det den slags domstole, vi

gerne vil have?

Det er også vigtigt at sige, at domstole, som vi – med

vores danske udgangspunkt – ville kalde aktivistiske, må-

ske ikke selv ville gøre det. Måske ville de nærmere be-

tegne sig selv som »dynamiske« eller som præget af »pre-

sent day conditions« eller lignende. Kært barn har mange

navne, og domstolstraditioner er meget forskellige, også

inden for Europa.

Mens vi er ved definitioner og begrebsfastlæggelse, kan

det være nærliggende at spørge, om der generelt og erfa-

ringsmæssigt ligger en bestemt retspolitisk »bias« i judici-

el aktivisme. Er det f.eks. sådan, at aktivistiske domstole

altid vil trække i retning af liberal-retsstatslige resultater

på bekostning af mere »hard core« værdier?

Sådan er der nok mange, der tænker, i hvert fald i disse

år. Diskussionen om judiciel aktivisme har jo længe især

været knyttet til Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol. Og her er der – ikke overraskende – netop denne

»bias«. Det er hele domstolens mission at tænke i indivi-

duelle menneskerettigheder.

Men ser man overordnet på det, behøver det ikke

være sådan. Det kendteste historiske eksempel på det

modsatte er

vel

den

amerikanske

Højesterets

systematiske under-kendelse af præsident Roosevelts

socialreformer – New Deal – tilbage i 1930’erne. Det var

judiciel aktivisme til fordel for de rige og kapitalstærke, på

bekostning af sam-fundets svageste.

Så judiciel aktivisme kan gå flere veje. Det er mere ud-

tryk for en metode end for en politisk orientering.

3. Hvorfor opstår judiciel aktivisme?

Der kan være noget værdiladet i spørgsmålet om, hvorfor

judiciel aktivisme opstår. Hvis man f.eks. er tilhænger af

Juristen nr. 3 2017

aktivisme, er det jo mere naturligt at spørge, hvordan man

kan have domstole, der

ikke

er aktivistiske.

Men fra en dansk synsvinkel er det et rimeligt spørgs-

mål. Vi har meget lidt aktivistiske domstole her i landet –

det vender jeg tilbage til – og vi ser generelt med skepsis

på judiciel aktivisme. Så det er naturligt at spørge: Hvad

er rationalet bag aktivistiske domstole?

Det er der mig bekendt ikke nogen nærmere videnska-

belige undersøgelser af. Men man kan give nogle bud.

– Én forklaring kan være, at samfundet er langt mindre

homogent end f.eks. det danske, og at tilliden til de po-

litiske institutioner er meget lav. Domstolene efter-

spørges simpelthen til at afklare grundlæggende sam-

fundsmæssige problemstillinger.

Det er f.eks. situationen i USA. Det amerikanske

samfund er et kludetæppe af befolkningsgrupper med

hver deres sprog, religion og traditioner mv. De stoler

meget lidt på den politiske magt. Forfatningen er me-

get muligt den eneste – og i hvert fald den stærkeste –

lim i samfundet. Den giver bare meget få præcise svar

på nutidens spørgsmål. Dem må Højesteret derfor fin-

de. Højesteret kan siges at udfylde det tomrum, som

manglen på fælles værdier i det amerikanske samfund

har efterladt.

– En anden forklaring kan være, at domstolene reagerer

mod, hvad de opfatter som overgreb fra lovgivnings-

magten på grundlæggende retsprincipper. Men i situa-

tioner, hvor forfatningen – måske meget bevidst – er

affattet på en måde, der i hvert fald ikke gør »overgre-

bene« klart retsstridige. Så kan domstolenes eneste

måde at opretholde, hvad de anser for et retssamfund,

være at gribe til kreative forståelser af forfatningen.

Dette har vi f.eks. i en årrække set i forskellige lande i

Østeuropa, på Balkan og i Kaukasus.

– En tredje forklaring kan være, at lovgivningen er så

uklar, at domstolene – selv om de måtte ønske det –

faktisk ikke

kan

udlægge den. Det er formentlig en af

flere forklaringer på EU-Domstolens aktivisme. Nogle

gange kan 28 medlemslande kun opnå enighed om

lovgivning, fordi den er så tvetydig, at alle lande kan

påstå at have fået deres vilje. Så må EU-Domstolen

gribe til andre kilder, f.eks. det europæiske samarbej-

des »ånd«, »formål« eller »effektivitet«. Vel at mærke

som Domstolen forstår disse begreber.

– En fjerde forklaring kan være, at der helt mangler reg-

ler. Retsområdet er simpelthen ureguleret, selv om der

er behov for regulering. Det kan skyldes, at lovgiv-

ningsmagten ikke har villet forholde sig til problem-

stillingen. Eller måske ikke har kunnet, fordi der ikke

kan opnås den nødvendige enighed. Så kan domstole-

ne vælge at konstatere, at der er et retstomt rum. Men

de kan også selv skabe rummet.

– En femte forklaring kan være, at domstolene lever i en

form for strukturelt tomrum, hvor de udvikler egne

ideologier på afstand af det omgivende samfund.

Der er på det punkt noget symbolsk i, at den dan-

ske Højesteret bor i samme bygning som Statsministe-

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

120

riet og Folketinget. Højesteret lever midt i det danske

samfund og er en naturlig del af dets dynamikker. Det

samme gælder ikke f.eks. Menneskerettighedsdomsto-

len og EU-Domstolen. De lever både strukturelt og de

facto anderledes afsondret fra de lovgivende og udø-

vende magter i Europarådet og EU. Og ikke mindst fra

de samfund, som de har jurisdiktion over. Sandsynlig-

heden for, at en domstol under de forhold udvikler sig

til en »kaste« med egne judicielle ideologier, må sim-

pelthen være langt større.

Det er mulige forklaringer på, at judiciel aktivisme kan

opstå.

Det siger sig selv, at tradition også spiller en væsentlig

rolle. Når man som ny dommer træder ind i f.eks. den

amerikanske Højesteret eller Menneskerettighedsdomsto-

len, træder man samtidig ind i en årtier eller århundreder

lang tradition og doktrin af aktivistisk retskultur. Den bli-

ver man i sagens natur meget let en del af.

4. Den aktuelle diskussion om judiciel aktivisme – særligt i

forhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

4.1. Indvendingerne mod judiciel aktivisme

4.1.1. Judiciel aktivisme til diskussion

Judiciel aktivisme er til diskussion i disse år.

Det er en diskussion, der i årtier har eksisteret i forhold

til EU-Domstolen, men som i de senere år især har haft

styrke i forhold til Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol. Både i Danmark og visse andre europæiske lan-

de.

Lad os se på, hvad kritikken af de fælleseuropæiske

domstoles judicielle aktivisme bygger på – og rationelt

kan

bygge på.

Man kan nok med lidt forenkling dele kritikken op i to

kategorier. Der er den mere principielt orienterede. Og så

er der den, der handler om utilfredshed med de konkrete

resultater, som domstolene når frem til.

Den principielle kritik kan igen deles op i to. Den ene

angår hensynet til forudsigelighed og klarhed i retstil-

standen. Den anden angår den grundlæggende magtfor-

deling mellem dommerne og de folkevalgte.

4.1.2. Hensynet til klarhed og forudsigelighed

Først er der altså hensynet til klarhed og forudsigelighed.

Indvendingen mod domstolsaktivisme er – igen lidt for-

enklet sagt – at det som borger eller virksomhed er for

svært at indrette sig på en retstilstand, der mere eller

mindre beror på den enkelte dommer. Man har krav på at

vide, hvad der gælder.

Det er klart, at denne indvending er legitim i det om-

fang, domstolsaktivisme foregår, som vinden blæser. At

resultatet stort set beror på, hvilken dommer der har den

pågældende sag, og hvad der er hans eller hendes person-

lige holdninger.

Men denne form for domstolsaktivisme – eller nærmere

vilkårlighed – ser man i sagens natur sjældent, i hvert fald

i den vestlige kulturkreds. Dels vil der inden for de enkel-

te lande typisk være en ret uniform domstolskultur, bl.a. i

kraft af appelordninger. Og dels kan aktivistiske domstole

for så vidt udmærket have en ret stringent metode, som

samfundet i betydelig udstrækning kan indrette sig på.

Ser man f.eks. på EU-Domstolen, ved vi udmærket,

hvad der generelt er dens metode. Det er at lægge stor

vægt på hensyn til bl.a. europæisk integration og effekti-

vitet i den europæiske retsorden. Det er faktisk i ikke rin-

ge udstrækning muligt at forudsige EU-Domstolens afgø-

relser.

Tilsvarende kan i vidt omfang siges om den amerikan-

ske Højesteret. Når det er så grundlæggende vigtigt for en

amerikansk præsident at kunne udnævne højesterets-

dommere, er det jo netop, fordi man får dommere, hvis

generelle synspunkter man kender, og hvis konklusioner i

de enkelte retsspørgsmål man derfor i betydelig udstræk-

ning kan forudse. Når man kender Højesterets sammen-

sætning, kender man langt hen ad vejen også resultaterne.

Så retsuklarhed

kan

være en legitim indvending mod

domstolsaktivisme. Men er det ikke nødvendigvis. Det

kommer an på, om aktivismen udøves på grundlag af en

nogenlunde gennemskuelig metode.

4.1.3. Hensynet til magtfordeling

Den anden principielle kritik har ikke noget at gøre med

retsuklarhed, men med magtfordeling. Den har at gøre

med, hvem der skal træffe de grundlæggende beslutnin-

ger i et samfund.

Jeg var før inde på, at der næppe i noget vestligt land er

helt klare grænser mellem, hvad domstolene skal tage stil-

ling til, og hvad lovgivningsmagten bør afgøre. Montes-

quieus forestilling om krystalklar lovgivning, der giver

præcise svar på ethvert spørgsmål, hører ikke til i virke-

ligheden. Domstole verden over er nødt til at forholde sig

til spørgsmål, som ikke på forhånd er politisk gennem-

tænkt.

Alligevel ligger det dybt i de fleste menneskers forestil-

linger om magtfordeling og demokrati, at der er en fun-

damental forskel mellem lovgivningsmagtens og domsto-

lenes funktioner. Selv om vi ikke abonnerer på Montes-

quieu, abonnerer vi i høj grad på de forestillinger, som

blev skabt i hans tid – den europæiske oplysningstid.

De forestillinger går jævnt sagt ud på, at grundlæggen-

de holdningsmæssige og prioriteringsmæssige spørgsmål

skal afgøres af den politiske forsamling – dvs. lovgiv-

ningsmagten – som borgerne har valgt. Vi har stemt på et

politisk parti, fordi vi gerne ser dette partis politik frem-

met. Derfor skal vigtige samfundsmæssige spørgsmål na-

turligvis afgøres i et politisk forum. Også sådan at vi kan

vælge nye politikere, hvis udviklingen ikke går den vej, vi

ønsker.

Det giver altså sig selv – vil kritikerne sige – at det ikke

er dommere, der skal afgøre sådanne grundlæggende

spørgsmål. De er ikke folkevalgte. Og de kan ikke afsæt-

tes. Derfor skal de ikke drive politik.

Og derfor vil kritikere af judiciel aktivisme protestere,

hvis de ser, at domstolene alligevel tiltager sig magt til på

usikkert juridisk grundlag at afgøre, hvad man i samfun-

det anser for politiske spørgsmål. Så tiltager domstolene

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

121

sig med Hjalte Rasmussens ord en magt, der bør ligge i

andre statsorganer.

Det er for mig at se de to grundlæggende principielle

indvendinger mod judiciel aktivisme, som man støder på.

4.1.4. Kritik begrundet i konkrete afgørelser

Så er der den kritik af judiciel aktivisme, der ikke så me-

get er principielt funderet, men i højere grad begrundet i

de konkrete resultater, som aktivismen fører til.

Hvis man ser på den aktuelle politiske diskussion i

Danmark om Den Europæiske Menneskerettighedsdom-

stol, er det rimeligt at sige, at det er denne variant af kri-

tikken, der dominerer.

Med det mener jeg, at den kritik, som vi fra politisk side

ser af Menneskerettighedsdomstolen, nok mere knytter

sig til Domstolens konkrete resultater end til dens princi-

pielle metodiske tilgang. Man er ikke begejstret for resul-

taterne, og derfor sætter man spørgsmålstegn ved meto-

den. F.eks. er det et kvalificeret gæt, at hvis Menneskeret-

tighedsdomstolens »aktivisme« ikke blev opfattet som en

indsnævring af medlemsstaternes adgang til at udvise

kriminelle udlændinge, ville kritikerne ikke se de samme

problemer i aktivismen, som de nu gør.

Dette siger jeg uden ironi. Hvis der er et principielt pro-

blem med judiciel aktivisme, bliver problemet nemlig ikke

mindre af, at nogen påpeger det med en mere konkret

dagorden. Og der er ikke noget mærkeligt eller forkert i,

at man på politisk niveau er særligt opmærksom på judi-

ciel aktivisme i tilfælde, hvor den fører til politisk uøn-

skede konklusioner. Her er vi tilbage ved Hjalte Rasmus-

sens betragtning om, at der i særlig grad foreligger akti-

visme, hvis den indebærer resultater, der er »at odds with

election-day results.«

4.2. Den aktuelle diskussion

4.2.1. Regeringsgrundlaget november 2016

Lad os prøve at vende os mere konkret mod diskussionen

om Menneskerettighedsdomstolen. Og lad os begynde i

Danmark.

Det er ikke hverdagskost, at Den Europæiske Menne-

skerettighedsdomstol får et ord med på vejen i et dansk

regeringsgrundlag. Men det fik den, da Venstre, Konser-

vative og Liberal Alliance i november sidste år dannede

regering.

I regeringsgrundlaget »For et friere, rigere og mere trygt

samfund« (november 2016) kan man nemlig bl.a. læse føl-

gende:

»Danmark har en klar interesse i en stærk international retsorden,

herunder respekt for menneskerettigheder. Regeringen ønsker at ind-

gå i et aktivt internationalt samarbejde og overholde de internationale

konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

Der er imidlertid behov for at se kritisk på den måde,

som Den Eu-ropæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske

fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske

Menneskerettig-hedskonvention. Regeringen vil afholde en

international ekspertkon-ference om konventionen som led i det

kommende danske formand-skab for Europarådet.«

Det er næppe tilfældigt, at dette står i regeringsgrundla-

gets afsnit om udlændingepolitik (»En balanceret og reali-

stisk udlændingepolitik«). For selv om kritikken ikke er

konkretiseret, er det et kvalificeret gæt, at man bl.a. har

Menneskerettighedsdomstolens linje i sager om udvis-

ning af kriminelle udlændinge i tankerne.

Det er jo nemlig velkendt, at det ikke mindst er på dette

område, at konventionen har vist sig at være en bremse

på den politiske dagsorden – som bl.a. set ved Højesterets

dom af 12. maj 2016 i den såkaldte Levakovic-sag. Og det

må erkendes, at Menneskerettighedsdomstolens linje i

spørgsmålet om udvisning af kriminelle udlændinge i

hvert fald ikke kan siges at følge meget sikkert af konven-

tionen. En af de ledende domme er som bekendt

Maslov

mod Østrig

af 23. juni 2008, hvor Domstolen bl.a. udtalte,

at der skal foreligge »meget tungtvejende grunde«, hvis

der er tale om fastboende udlændinge, som er født i lan-

det eller indrejst som børn, og som har tilbragt det meste

af deres barndom og ungdom i landet.

4.2.2. Mulige politiske kritikpunkter

På det mere generelle plan er der ikke nogen officiel til-

kendegivelse om, hvor man fra dansk politisk side mener,

at man er gået for langt i Menneskerettighedsdomstolen.

Men det er rimeligt at antage, at f.eks. spørgsmålet om,

hvorvidt retten til sociale ydelser skal anses for beskyttet

af konventionens tillægsprotokol nr. 1 om den private

ejendomsret, spiller ind. Dette spørgsmål var længe om-

diskuteret, men i dom af 6. juli 2005 i

Stec m.fl. mod Storbri-

tannien

slog Domstolen fast, at også rent sociale ydelser er

beskyttet. Det har f.eks. den konsekvens, at retten til socia-

le ydelser er omfattet af forbuddet mod diskrimination i

konventionens art. 14, som vi bl.a. så i Højesterets dom af

15. februar 2012 i den såkaldte »starthjælpssag«.

I det hele taget har det nok givet anledning til politisk

opmærksomhed, at Menneskerettighedsdomstolen ikke

sjældent går tæt på nationale afvejninger. I dom af 6. ok-

tober 2005 i

Hirst mod Storbritannien

fandt Domstolen

f.eks., at det var i strid med en tillægsprotokol til konven-

tionen generelt at fratage kriminalitetsdømte deres stem-

meret, og i dom af 16. november 2010 i

Perdigao mod Por-

tugal

mente Domstolen, at størrelsen af en konkret retsaf-

gift var i strid med beskyttelsen af ejendomsretten.

Andre problemstillinger, som man kan forestille sig gi-

ver anledning til politisk panderynken, angår Menneske-

rettighedsdomstolens udvikling af rettigheder, som i

hvert fald ikke udtrykkeligt fremgår af konventionen. Det

drejer sig f.eks. om henførelse af statsborgerskab under

retten til privatliv efter art. 8 – dom af 11. januar 2012 i

Genovese mod Malta.

Det drejer sig om henførelse af miljø-

spørgsmål under samme ret – dom af 21. februar 1990 i

Powell og Rayner mod Storbritannien.

Og det drejer sig se-

nest om bl.a. henførelse af spørgsmål om ret til aktindsigt

under art. 10 om ret til ytrings- og informationsfrihed –

dom af 8. november 2016 i

Magyar Helsink mod Ungarn.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

122

4.2.3. Brighton-erklæringen

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er kort sagt

i en vis politisk modvind. Det er den herhjemme, og det er

den også i visse andre europæiske lande. Det gælder f.eks.

i England, hvor toneangivende politiske kræfter med

jævne mellemrum har luftet tanker om egentlig udtræden

af konventionen.

Faktisk tog England selv spørgsmålet mere grundlæg-

gende op i 2012, da man havde formandskabet i Europa-

rådet. Det førte til den såkaldte Brighton-erklæring af 20.

april 2012, hvor en High Level Conference bl.a. under-

stregede behovet for, at Menneskerettighedsdomstolens

praksis er »clear and consistent«. Det havde man næppe

understreget, hvis man anså spørgsmålet for teoretisk.

4.3. Hvor skal Menneskerettighedsdomstolen hen?

4.3.1. Mere end én sandhed om Menneskerettighedsdomstolen

Hvad skal man mene om kritikken af Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol?

Det er svært at være kategorisk.

På den ene side giver det ikke mening fra dansk side at

forvente, at man – med 46 andre medlemslande med hver

deres dommer – kan få en Menneskerettighedsdomstol,

der i et og alt følger dansk domstolstradition. Europarådet

rækker fra Portugal i vest til Kirgisistan i øst og rummer

et stort antal domstolskulturer. Og man må erkende, at

konventionens ordlyd leverer få klare svar på de spørgs-

mål, som Domstolen bliver stillet over for. Konventionen

kan i en vis forstand siges at lægge op til aktivisme.

Det er også klart, at Menneskerettighedsdomstolen ikke

uden videre skal bøje sig for politisk kritik. Vi oplever i

disse år over meget af Europa en stramning i den retspoli-

tiske dagsorden, og det er selvsagt en opgave for Domsto-

len at værne om hensyn til individet, der er sikret ved en

konvention, som medlemslandene faktisk selv har tiltrådt.

Men det er efter min opfattelse ikke hele sandheden om

den sag.

Det er nemlig også en del af sandheden, at Menneske-

rettighedsdomstolens juridiske autoritet ikke længere er

uomtvistet. Heller ikke i fagkredse.

Mange besindige iagttagere vil sige, at Domstolen har for

mange sager. At den tager for små problemer op. At den er

for længe om at afgøre dem. Og at kritik for judiciel akti-

visme ikke uden videre kan affærdiges som populististisk.

4.3.2. Fokusering og prioritering som nøgleord

Uden at tage parti for hverken den ene eller anden side

kan man for mig at se konstatere tre ting. Den ene er, at

Menneskerettighedsdomstolen i en række sager griber

dybt ind i sensitive politiske spørgsmål i medlemsstater-

ne. Den anden er, at det ikke sjældent sker på et rets-

grundlag, som i hvert fald ikke tvinger Domstolen til det.

Og det tredje er, at medlemsstaterne ser skeptisk til.

Man kan tilføje, at heller ikke de øverste domstole i

medlemsstaterne uden videre anser Menneskerettigheds-

domstolens metodik for uproblematisk. Præsidenten for

den tyske forfatningsdomstol har f.eks. – under den di-

plomatiske overskrift »Dialog mellem Domstole« – sat

spørgsmålstegn ved, om Menneskerettighedsdomstolen

har tilstrækkelig respekt for de nationale domstoles mar-

gin til selv at fortolke konventionen.

Det er samlet set ikke en god situation for Menneskeret-

tighedsdomstolen.

Hvis man vil Domstolen det godt, må man derfor for

mig at se ønske sig en form for nytænkning af den måde,

som den arbejder på. Man må ønske sig, at Domstolen i

passende omfang tager realistisk bestik af omverdenens

syn på dens praksis

Jeg tror, at fokusering og prioritering må være nøgleord.

Hvor er de alvorlige og udbredte krænkelser? Hvor er der

problemer af systemisk og strukturel karakter? Hvordan

tilrettelægger Domstolen sit arbejde, så den kan reagere

hurtigt og effektivt på væsentlige menneskerettigheds-

krænkelser? Og lade resten ligge.

Der er næppe nogen på den midtsøgende del af den po-

litiske scene, der i længden har glæde af dramatiske opgør

med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og i

sidste ende med selve konventionen. Vi har at gøre med

en fundamental retsorden bygget på ruinerne af 2. ver-

denskrig, og hvis traditionelt menneskerettighedsvenlige

lande som f.eks. Danmark og Storbritannien tager fat på

egentlige opgør med denne orden, vil det i andre dele af

Europa let kunne opfattes som anledning til mere drako-

niske anslag mod menneskerettighederne. Vi lever i usik-

re tider, og der skal nok mindre til at rokke båden, end vi

ofte gør os klart i Danmark.

Hvis Domstolen selv – i passende omfang – kan justere

sin kurs, vil det for mig at se være den bedste og fredelig-

ste vej til at genetablere tværeuropæisk konsensus om en

meget vigtig institution.

4.3.3. Behov for lydhørhed og forståelse hos alle parter

Et ønske må derfor for mig at se være, at Domstolen på

sin side lytter åbent og konstruktivt til den aktuelle dis-

kussion og finder en strategi for sin virksomhed, der un-

derstøtter og konsoliderer faglig respekt og grundlæg-

gende politisk konsensus.

Og at medlemsstaterne på deres side anerkender dette

og besinder sig på, at man ikke hver gang kan få den af-

gørelse fra Domstolen, som man politisk ønsker – det er jo

ikke det, der er meningen med en international menne-

skerettighedsdomstol.

5. Hvad med de danske domstole?

5.1. Danske domstole er også retsskabende

Til sidst vil jeg prøve at sætte diskussionen om judiciel ak-

tivisme i perspektiv til de danske domstole.

Der kan naturligvis være stor offentlig interesse om de

enkeltsager, som danske domstole behandler. Men på det

generelle plan er der ro om dem. Det viser sig ikke mindst

ved et fuldstændigt fravær af politisk interesse for dom-

merudnævnelser. Der synes at være tillid til, at hver en-

kelt udnævnelse – også til Højesteret – understøtter og

vedligeholder en domstolskultur, som vi grundlæggende

er tilfredse med.

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

123

Når der er ro om danske domstole, skyldes det ikke, at

de med Montesquieus ord blot er »lovens mund«. For hel-

ler ikke dansk lovgivning er udelukkende klar og entydig,

og domstolene står dagligt i situationer, hvor de må tage

den store kasse med retskilder frem. Et grundformål med

de senere års løbende reformer af den danske appelord-

ning har netop været at gøre Højesteret til forum for af-

klaring af tvivlsomme og principielle retsspørgsmål.

Danske domstole må altså anlægge mange samfunds-

mæssige vurderinger. De må dagligt veje for og imod i

spørgsmål af indgribende betydning for borgere, virk-

somheder og offentlige myndigheder.

Og grænserne mellem domstolenes retsafklarende og

retsudviklende rolle er langt fra altid skarpe. Hvornår for-

tolker man? Hvornår anvender man en regel på et nyt til-

fælde? Hvornår udvikler man en regel, så den passer til

en ændret virkelighed? Og hvornår skaber man i virke-

ligheden en ny regel?

Danske domstole er altså bestemt retsskabende i dette

ords sædvanlige betydning. Men de er det i alt væsentligt,

uden at det giver uro eller diskussion i magtfordelings-

sammenhæng.

Hvordan kan det være? Vi har jo set, at det ikke er en

selvfølge.

5.2. Tilfælde, hvor der ikke bliver flyttet på magten

5.2.1. Hvem bestemmer i sidste ende?

En naturlig grænsedragning mellem domstolenes og lov-

givningsmagtens virksomhed beror ikke kun på, om der

er tale om spørgsmål, der kræver samfundsmæssige vur-

deringer. Eller på, hvordan domstolene foretager disse

vurderinger.

Den beror også på, om lovgivningsmagten – hvis den vil

– kan lave den retstilstand om, som domstolene fastslår.

Det

nemlig

klart,

man

som

lovgivningsmagt alt andet lige kan tage kontroversielle

domme noget roligere, hvis man efterfølgende kan indføre

en anden retstilstand. I de tilfælde tager domstolene ikke

magt fra Folketinget. Magtfordeling mellem domstole og

lovgivningsmagt er ikke altid et nulsums-spil.

Domstolene kan f.eks. »opfinde« et kompensationskrav

for den ene part, hvis ugifte samlevende slår op. De kan i

erstatningsretten fastlægge principper for ansvarsgrund-

lag og udmåling. Og de kan justere strafniveauet for lov-

overtrædelser. Uden at det begrænser Folketingets magt.

Folketinget kan indføre en anden retsstilling, hvis det fo-

retrækker det. Der er ingen af parterne, der bliver be-

grænset i deres magt.

Herved adskiller problemstillingen sig markant fra den,

vi ser i forhold til Menneskerettighedsdomstolen. Menne-

skerettighedskonventionen er jo ikke sådan at lave om.

Slet ikke for det enkelte medlemsland.

5.2.2. Varsomhed og omtanke hos danske domstole

Der er naturligvis også andre forklaringer på, at danske

domstoles retsskabende virksomhed foregår uden politisk

kontrovers. F.eks. at domstolene udfylder deres rolle med

varsomhed og omtanke. De ved, hvornår de skal holde

sig tilbage.

Og de ved, at der er grænser for, i hvilket omfang dom-

stolsprocessen overhovedet gør det forsvarligt at være rets-

skabende. Domstolene kan f.eks. ikke nedsætte eks-

pertudvalg for at få belyst en problemstilling. De kan ikke

sende et udkast til dom i høring hos berørte interessenter.

De kan ikke få sagens problemstillinger bedre oplyst, end

parterne og deres advokater magter. En domstolsproces er

grundlæggende ikke egnet til samfundsmæssige analyser.

5.3. Tilfælde, hvor der bliver flyttet på magten

5.3.1. Et nulsums-spil om magten

Der er altså gode grunde til, at også den del af danske

domstoles virksomhed, der for så vidt må siges at være

retsskabende, foregår uden dramatik. En af dem er som

nævnt, at Folketinget i reglen bare kan lave retstilstanden

om. Det er ikke et nulsums-spil om magten.

Men hvad nu, hvis der

tale om et nulsums-spil? Hvad

hvis det, at domstolene tiltager sig en magt, betyder, at

Folketingets magt tilsvarende reduceres? Fordi Folketin-

get ikke bare – med virkning for fremtiden – kan lave rets-

tilstanden om.

Det er jo det, der sker, hvis danske domstole f.eks. un-

derkender en lov som grundlovsstridig. Og det er – i

hvert fald i realiteten – også det, der sker, hvis danske

domstole udlægger f.eks. Menneskerettighedskonven-

tionen eller EU-retten på en måde, der er til hinder for øn-

skede lovgivningsinitiativer.

Så bliver lovgivningsmagten hegnet ind og begrænset.

Domstolene tiltager sig en magt, og lovgivningsmagten

mister den. Det er et nulsums-spil om magten.

5.3.2. Domstolenes prøvelsesret

Det har i nu ca. 100 år tilkommet danske domstole at ef-

terprøve de retlige grænser for lovgivningsmagten ved at

tage stilling til loves grundlovsmæssighed. Og det er i dag

ubestridt, at danske domstole

bør

have denne magt.

Men når det er ubestridt, hænger det utvivlsomt sam-

men med, at domstolene traditionelt har omgået deres

magt med stor varsomhed. Det har nemlig – siden de så-

kaldte lensafløsningsdomme fra begyndelsen af 1920’erne

– været almindeligt antaget, at domstolene kun vil tilside-

sætte en lov som grundlovsstridig, hvis den faktisk med

en høj grad af juridisk sikkerhed

grundlovsstridig. Og

det er stort set aldrig sket.

De færreste vil nok – i hvert fald i dag – være uenige i, at

domstolene bør kunne sætte foden ned, hvis lovgiv-

ningsmagten klart overskrider sin kompetence efter

grundloven. Her bliver det også anstrengt at tale om, at

domstolene »tiltager« sig magt. De håndhæver en tydelig

juridisk grænse for lovgivningsmagtens kompetence. Det

har ikke noget med aktivisme at gøre, vil de fleste sige.

Men at denne »sikkerhedsdoktrin« må spille en væsent-

lig rolle for opbakningen til domstolenes prøvelsesret, kan

man nok bedst se, hvis man for et øjeblik forestiller sig al-

ternativet. Altså at domstolene begynder – ikke på en for-

kert, men alligevel på en lidt ny, dristig og diskutabel

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

124

måde – at fortolke grundloven sådan, at den forhindrer et

flertal i Folketinget i at gennemføre ønsket lovgivning på

vigtige samfundsområder.

Så kræver det ikke megen fantasi at se en helt anden

diskussion om rollefordelingen mellem domstole og lov-

givningsmagt. Mange ville spørge, hvad der giver dom-

mere legitimitet til på den måde at sætte grænser for de

folkevalgte. Det er jo netop den diskussion, vi for tiden ser

i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

5.3.3. Tilbageblik på Tvind-sagen

I dette lys kan det være interessant at kaste et blik tilbage

på Højesterets dom af 19. februar 1999 i den såkaldte

Tvind-sag. Det var som bekendt første gang, at domstole-

ne reelt tilsidesatte en lov som grundlovsstridig.

Dengang spurgte mange sig selv, om dommen varslede

en ny stil i Højesteret. Selv om Højesteret afgjorde sagen

med dommerstemmerne 11-0, var der nemlig nok trods

alt nogle, der spurgte sig selv, om det var helt så sikkert,

at loven var grundlovsstridig.

Højesterets dom byggede som bekendt på grundlovens

§ 3, 3. pkt., om, at den dømmende magt er hos domstole-

ne. Det er en bestemmelse, der med sikkerhed ikke blev

tillagt retlig betydning på den grundlovgivende forsam-

ling i 1849. Og i det lys kan der forekomme at være et

stykke vej frem mod den konklusion, at lovgivningsmag-

ten ikke – med virkning for fremtiden – må stoppe tilskud

til skoler, som lovgivningsmagten selv har bevilget. Også

selv om loven – i hvert fald bl.a. – er begrundet i, at man

mener, at skolerne har handlet i strid med lovgivningen.

Jeg siger naturligvis ikke dette for at tage diskussionen

om Tvind-loven op igen. Sagen er for længst afgjort, og

Højesteret har talt.

Men jeg siger det, fordi jeg ikke tror, at man skal trække

for store veksler på den fredelige og opbakkende linje,

som man fra politisk side dengang så i forhold til dom-

men. Realiteten var, at det var en mærkværdig lov på et

meget afgrænset område – og en lov, som Folketinget vist

nok selv var meget lidt stolt af. Med dommen kunne man

sige, at Danmark havde fået en forfatningsdomstol, men

uden at nogen for alvor blev generet af det.

5.3.4. Efter Tvind-sagen

Det er vel også rimeligt at sige, at tiden efter Tvind-

dommen ikke har vist nogen tegn på aktivisme fra Høje-

sterets side.

På den ene side har Højesteret vist vilje til at sætte foden

ned også i sensitive politiske spørgsmål, hvis det nu er

sådan, juraen er. Det har vi f.eks. set på udlændingeom-

rådet i Levakovic-sagen og i dommene om personer på

tålt ophold.

Men på den anden side har Højesteret vist stor respekt

for, at det er de folkevalgte, der lægger linjerne, hvis jura-

en ikke ret klart er til hinder for det. Højesteret har tilladt

sager om store samfundsspørgsmål – f.eks. Maastricht- og

Lissabon-sagerne. Men retten har afgjort dem med om-

tanke og forstandighed. Højesteret har modstået opfor-

dringer i litteraturen til at indlæse Menneskerettigheds-

konventionens bestemmelser i grundloven og dermed re-

elt give konventionen og Menneskerettighedsdomstolens

praksis grundlovsrang. Og Højesteret har modstået op-

fordringer til selv at fortolke Menneskerettighedskonven-

tionen i samme undertiden aktivistiske ånd som Menne-

skerettighedsdomstolen.

Højesteret har lagt sig på en linje, der giver bevidsthed

om rettens rolle som bagstopper, men som ingen med ri-

melighed kan opfatte som aktivistisk i forhold til lovgiv-

ningsmagten.

Det har store fordele. Det giver plads til de folkevalgte,

samtidig med at det giver sikkerhed for passende kontrol

i sidste ende. Det giver efter min vurdering stor og vigtig

stabilitet i vores samfund.

Og så giver det – ikke at forglemme – mulighed for at

opretholde en ordning med upolitiske dommerudnæv-

nelser. Man skal nemlig huske, at der er tæt sammenhæng

mellem den måde, som domstolene arbejder på, og den

ordning for udnævnelse af dommere, som man i det lange

løb kan have.

I USA er det som bekendt et højpolitisk spørgsmål,

hvem der skal være højesteretsdommer. Det er det, fordi

den amerikanske Højesteret selv er højpolitisk. Den arbej-

der efter metoder, der gør udfaldet af politisk sensitive

sager meget afhængigt af den enkelte dommers personli-

ge holdninger. Så er det forventeligt, at man fra politisk

side interesserer sig for, hvem der skal være dommer.

Politiske domstole avler altså i det lange løb politiske

udnævnelser. Upolitiske domstole giver derimod plads til

upolitiske udnævnelser. Og derfor kan vi i Danmark have

en ordning, hvor det formelt er justitsministeren, der ud-

nævner dommere, men hvor det reelt er et uafhængigt

dommerudnævnelsesråd i tæt samarbejde med domsto-

lene selv. Det tror jeg, at vi i det danske samfund er godt

tjent med.

5.3.5. Ajos-dommen

Interessant nok kan den seneste spektakulære dom fra

Højesteret næsten siges at være et åbent opgør med dom-

stolsaktivisme. Jeg tænker på Højesterets dom af 6. de-

cember 2016 i den såkaldte Ajos-sag. Her afviste Højeste-

ret som bekendt at lade et uskrevent EU-retligt princip om

forbud mod forskelsbehandling få virkning i en tvist mel-

lem en dansk virksomhed – Ajos – og boet efter en tidlige-

re ansat.

Det havde EU-Domstolen ellers sagt, at Højesteret skul-

le. Men flertallet i Højesteret mente, at der i loven om

Danmarks tiltrædelse af Den Europæiske Union ikke er

hjemmel til at efterkomme EU-Domstolen.

Det er ikke en dom, der indtil videre har givet stor of-

fentlig debat herhjemme. Måske fordi problemstillingen

er så kompleks.

Men den er i høj grad en debat værd, for det er meget

vel – i hvert fald i nyere tid – den største principielle kon-

flikt, vi på europæisk plan har set mellem EU-Domstolen

og medlemsstaternes nationale domstole. Hvordan skal

EU-Kommissionen reagere på, at Danmark ikke opfylder

de pligter, som EU-Domstolen fastslår? Skal tiltrædelses-

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

125

loven ændres? Hvor ofte kommer vi i fremtiden til at se

en tilsvarende situation? Kan man sige, at Højesteret i vir-

keligheden selv har trukket lidt i den juridiske elastik i

protest mod en europæisk domstolsaktivisme, der ligger

milevidt fra dansk retstradition?

6. Afslutning

Jeg har forsøgt at give en jordnær og uvidenskabelig

fremstilling af problemstillingen om judiciel aktivisme.

Jeg har givet et bud på, hvad aktivisme i domstolene

overhovedet er. Og hvorfor den kan opstå, også i højt ud-

viklede retsordener som f.eks. USA og Europa.

Jeg har især prøvet at give et indtryk af den aktuelle

diskussion om aktivisme i Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstol. Hvorfor diskussionen er opstået, om den

er berettiget, og hvordan den efter min vurdering bedst

kan løses.

Og så har jeg vendt mig mod de danske domstole og

forklaret, hvorfor vi efter min opfattelse skal være glade

for, at vores domstole har fulgt en anderledes tilbagehol-

dende kurs i samspillet med de folkevalgte. Det er efter

min opfattelse af stor vigtighed for stabiliteten i vores

samfund. Jeg håber, at det fortsætter på den måde.

For nogle måneder siden havde DJØF-Bladet et stort in-

terview med den nyvalgte højesteretspræsident Thomas

Rørdam.

Mange spærrede nok øjnene op, da de på forsiden så, at

Thomas Rørdams programerklæring angiveligt var, at

»følelser er OK i Højesteret.« I hvert fald indtil de kom om

på sidste side af interviewet og konstaterede, at DJØF-

Bladet havde formået at få imponerende meget ud af

vældig lidt.

Sagen var nemlig, at Thomas Rørdam blev spurgt til,

hvad han opfattede som den ideelle dommer. Han svare-

de følgende:

»Hvis jeg kun måtte nævne en eneste egenskab, ville det være, at en

dommer skal driftssikker i sine afgørelser. Være forudberegnelig. Det

er også meget vigtigt at give folk det indtryk, at man hører på dem.

Og jeg har ikke noget imod, at følelser indgår i det grundlag, man af-

gør sagerne på. Bare det ikke tager overhånd.«

Mon ikke citatet skal læses med tryk på sidste sætning?

Juristen nr. 3 2017

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

126

Foto: Petr David Josek

Der er heftig debat om menneskerettighederne i Europa. Her er det Ungarns kontroversielle grænsehegn, der sættes op.

KRONIKEN

28. MAR. 2017 KL. 19.20

DORTHE ELISE SVINTH OG JONAS

CHRISTOFFERSEN

Bestyrelsesformand og direktør ved Institut for

Menneskerettigheder

Institut for

Menneskerettigheder:

Menneskerettigheder er

menneskeskabte - derfor

skal vi naturligvis kunne

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

127

diskutere dem

Menneskerettighederne skal nyde opbakning og respekt. Derfor er

det godt at debattere dem, så de bevarer opbakningen i

befolkningerne.

Menneskerettighederne er genstand for politisk debat som sjældent set

før.

På Institut for Menneskerettigheder mener vi, at vores lovmæssige

mandat gør, at vi må og bør indgå i diskussionen.

Der er for meget på spil til at lade være. Menneskerettighederne er skabt af

mennesker og vedtaget af politikere, der selv har pålagt staterne pligten

til at sikre en effektiv individbeskyttelse.

Vi skal turde diskutere dem. Og det gør instituttet, samtidig med at vi

konstant arbejder for et stærkt beskyttelsessystem, som sikrer

menneskers rettigheder i Danmark, i Europa og i verden.

Til november i år sætter Danmark sig i Europarådets formandsstol.

Og selvom vi på instituttet på intet tidspunkt har talt om at slække på de

fundamentale menneskerettigheder, kan vi forstå, at det har overrasket, at

vi ikke nærmest automatisk har kritiseret regeringens planer om at bruge

formandskabet til at diskutere Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol.

Vi mener, diskussionen er vigtig. Både fordi domstolen helt lavpraktisk

har svært ved at overkomme den mængde af menneskeretlige sager, som

den skal tage sig af, og især fordi domstolen som menneskeretligt

kontrolsystem har størst gennemslagskraft, hvis den har folkelig og

politisk opbakning.

Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, har advaret mod at

undergrave tilliden til Europas institutioner ud fra nationalistiske og

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

128

populistiske hensyn. Og som Institut for Menneskerettigheders tidligere

direktør, Morten Kjærum, skrev i en Kronik i Politiken 1. marts, så har

kritikken af menneskerettighederne undertiden karakter af en skadelig

hetz.

Der har også i Danmark været krasse politiske udmeldinger: Danmark

skulle træde ud af konventioner, gå til kanten af internationale aftaler,

løbe en procesrisiko og så videre. På Institut for Menneskerettigheder har

vi sagt klart og tydeligt fra over for en række vidtgående politiske

initiativer. Det gælder for eksempel treårsreglen om

familiesammenføring, stramninger af reglerne om personer på tålt

ophold og begrænsninger af ytringsfriheden for religiøse prædikanter. Og

meget andet.

Vi står vagt om de demokratiske institutioner, vi beskytter principperne

om uafhængige domstole, vi ønsker et retfærdigt retssystem, og vi holder

fast i, at menneskerettighederne gælder for alle – uanset hvem de er, eller

hvor de kommer fra.

Det er instituttets lovbestemte opgave at fremme menneskerettighederne,

og den opgave gør vi vores yderste for at leve op til. Vi ønsker et stærkt

menneskerettighedssystem, hvor der er opbakning til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention og den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol.

Der har også i Danmark været krasse

politiske udmeldinger

Desværre er netop denne opbakning dalende, og derfor må vi reagere.

Det er ikke enhver diskussion om menneskerettighederne, der kan affejes

på forhånd. Europarådet har faktisk selv de sidste 10-15 år diskuteret,

hvordan Menneskerettighedsdomstolen kan fremtidssikres.

Det var Menneskerettighedsdomstolens daværende præsident, Luzius

Wildhaber, der i 2003 foreslog en reform af domstolen, så den kunne

fokusere på færre og mere alvorlige sager. I 2009 foreslog Wildhabers

efterfølger, franskmanden Jean-Paul Costa, at der skulle afholdes en

politisk konference for at skabe fornyet opbakning til domstolen, sikre

dens legitimitet og præcisere mandatet. Og i 2010 blev Europarådets 47

regeringer enige om at iværksætte en proces, der skulle sikre en løbende

udvikling af domstolen. Siden har der været afholdt ﬂere

regeringskonferencer for at sikre Domstolens langsigtede rolle.

Så når den danske regering sætter Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol øverst på dagsordenen for Danmarks

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

129

formandskab for Europarådet, ligger det i forlængelse af en debat, der

allerede foregår.

Derfor synes vi, at det er oplagt, at vi som Danmarks nationale

menneskerettighedsinstitution engagerer os i debatten for at styrke

domstolens legitimitet, opbakning og gennemslagskraft.Og for fortsat at

sikre et bæredygtigt, europæisk menneskerettighedssystem.

Men risikerer vi ikke, at menneskerettighederne løbes over ende? Bliver

det ikke en glidebane mod et ringere beskyttelsessystem, og kan kritikken

ikke ende med at blive en selvopfyldende profeti?Det er naturligvis en

risiko, og opgaven ligger netop i at undgå en sådan udvikling.

Hvis vi ser på et kort over Europa, er det heldigvis et mindretal af lande,

der bevæger sig væk fra de helt grundlæggende, fælleseuropæiske værdier

om respekt for demokrati og menneskerettigheder.

Problemet er, at de tilsyneladende bliver ﬂere, at de formulerer modstand

mod stadig mere grundlæggende værdier, og at der er tale om store og

betydningsfulde lande som f.eks. Rusland, Tyrkiet, Polen og Ungarn. Det vil

være meget uheldigt – og have skræmmende perspektiver – hvis Rusland,

Tyrkiet, Polen og Ungarn vælger at fjerne sig fra de grundlæggende

værdier, som det europæiske menneskerettighedssystem er bygget på.

Men vi skal naturligvis aldrig ændre menneskerettighederne så

grundlæggende, at disse lande for eksempel får carte blanche til at gøre,

hvad de gør i dag. Vores opgave er at holde fast på rettighederne over for et

populistisk og nationalistisk modtryk. Ingen tvivl om det.

Fra visse sider lyder der også en anden kritik af domstolen, nemlig at den

blander sig i for meget. Det grundlæggende dilemma er, at

menneskerettighederne på den ene side har til formål at begrænse

politikernes magt, hvorfor menneskeretten nærmest per deﬁnition skal

kunne modstå kritik.

På den anden side behøver de politisk opbakning. De europæiske

menneskerettigheder er skabt ved politisk samarbejde i Europa på

baggrund af Anden Verdenskrigs uhyrligheder og overgreb mod individer

og minoriteter. Og de kan i princippet både ændres og fjernes på længere

sigt ved politisk beslutning.

Menneskerettighedsdomstolen har spillet en særdeles vigtig rolle i

udviklingen af Europa, og beskyttelsen af de ﬂeste af borgernes

rettigheder står i historisk perspektiv stærkere end nogensinde før.

Menneskerettighedsdomstolen er en enestående garant for borgernes

grundlæggende rettigheder, ligesom domstolen har sikret en løbende

udvikling af nye rettigheder.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

130

Menneskerettighedsdomstolen og dens

domme har ikke den samme autoritet

som før

Det gælder for eksempel rettigheder for homoseksuelle, transseksuelle,

romaer og personer med handikap. Men det gælder også grundlæggende

rettigheder såsom ytringsfriheden, privatlivsbeskyttelsen og retten til

retfærdig rettergang. Det synes af og til at blive glemt i debatten.

Den politiske realitet er imidlertid, at det ikke kun skaber glæde. Det

skaber også modstand. Det er vores vurdering, at modstanden nu

debatteres ﬂere steder i Europa, og at det vil være uansvarligt ikke at tage

den alvorligt.

Hvis man ser ud over det europæiske landskab, så er det ikke helt let at

danne sig et overblik over, hvor alvorlig kritikken er. Men nyere forskning i

diskussionerne i 15 forskellige lande – dog ikke Danmark – viser, at også

lande, som grundlæggende er menneskerettighederne venligt stemt, er

kritiske.

Det er for eksempel Storbritannien, Schweiz og Frankrig, hvor der har

været en udbredt og langvarig kritik af domstolen, hvorimod kritikken i

de ﬂeste andre lande er begrænset i omfang og tidsmæssig udstrækning

og almindeligvis knyttet til enkeltsager.

Men kritikken er der.

I lande som Østrig, Tyskland, Norge og Sverige er det et udbredt

synspunkt, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention burde

have mindre betydning, fordi landene anser sig som velfungerende

demokratier og retsstater.

Vi skal naturligvis være på vagt over for ødelæggende reformer, men vi

vurderer, at der ikke er grund til at frygte ødelæggende forandringer, fordi

alle ændringer kræver enighed blandt Europarådets 47 medlemslande.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

131

Når man ser på de seneste års diskussioner i Europarådet, så viser

erfaringerne tværtimod, at det er svært at opnå enighed om ændringer.

De mest kritiske lande såsom Rusland og Ungarn har udtrykt

ligegyldighed over for diskussionerne.

En række lande, herunder Tyskland, Polen, Østrig, Belgien og Tjekkiet, har

kun villet acceptere forandringer, der indebærer en styrkelse af

Menneskerettighedskonventionen. Frankrig, Italien, Tyrkiet, Norge,

Sverige og Schweiz har i nogen grad støttet en reformdagsorden.

Og de ﬂeste lande er enige om, at der kan arbejdes hen imod en ændret

arbejdsdeling mellem domstolene og landene, så der overlades et større

spillerum til de enkelte lande på nogle områder. Den udvikling vil vi følge

tæt.

Hvis vi kigger ikrystalkuglen, hvilket jo altid er behæftet med en vis

usikkerhed, så bør en strategi for domstolens fremtid være at styrke

rammerne for domstolen, så den bliver i bedre stand til at fokusere på sin

kerneopgave – at beskytte menneskerettighederne i Europa. Domstolens

raison d’être må altid være at kunne reagere hurtigt på væsentlige

menneskerettighedskrænkelser og beskytte den enkelte borger.

Det er afgørende, at der er autoritet bag

domstolen

I den såkaldte Brighton-erklæring fra 2012 gav Europarådets 47 lande

udtryk for, at domstolen skal kunne koncentrere sig om alvorlige og

udbredte krænkelser, om problemer af systemisk og strukturel karakter

og om vigtige spørgsmål om fortolkningen og anvendelsen af Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Så Europarådets 47 lande er sådan set allerede enige om, at domstolen

fremover bør spille en anden rolle end i dag, men hvordan kommer vi

derhen?

For det første skal domstolen luge bedre ud i de sager, den modtager.

Tilbage i 2004 blev der vedtaget en række ændringer, som havde til formål

at styrke dens evne til at behandle sagerne hurtigt. Én af ændringerne gik

ud på at fokusere domstolens arbejde, så den kan afvise sager, hvor

borgeren ikke har været udsat for en væsentlig ulempe.

Desværre er dette såkaldte væsentlighedskriterium ikke blevet brugt i

nævneværdig grad. Det kan man skubbe på for kommer til at ske.

For det andet vedtog Europarådets 47 regeringer i 2012 Brighton-

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

132

erklæringen, der udstrykte et ønske om, at domstolen fremover overlader

et større spillerum til de enkelte lande, der i praksis har ansvaret for

menneskerettighedsbeskyttelse-

Rationalet var, at nationale domstole og parlamenter bedre kan foretage

de ofte vanskelige afvejninger, der er forbundet med at ﬁnde en passende

beskyttelse af menneskerettighederne i den nationale kontekst, samtidig

med at man bekræftede domstolens rolle som efterfølgende ’kontrollør’ af

rettighedernes overholdelse.

Regeringerne vedtog derfor en ændring af

Menneskerettighedskonventionen, så det tydeligere fremgår, at

domstolen skal overlade større spillerum til de 47 landes myndigheder

(den såkaldte tillægsprotokol 15). Den ændring er dog ikke trådt i kraft

endnu, så det er op til landene at komme i gang med den proces.

For det tredjehardomstolen fortsat en enorm sagspukkel, der forhindrer

den i at reagere hurtigt på alvorlige overgreb i Europa. Ved udgangen af

2015 havde den cirka 65.000 sager. Godt og vel 30.000 af sagerne var

vanskelige og kræver en grundig behandling.

Domstolen afsiger kun dom i op til 3-4.000 sager årligt. Så der ligger

mange års arbejde og venter. Ved udgangen af 2016 var der ca. 79.750

verserende sager, hvilket svarer til en stigning på 23 procent alene i 2016.

Det er derfor nødvendigt at diskutere, hvordan domstolen kan blive sat i

stand til at fokusere sine ressourcer på de væsentligste sager.

For det fjerde kan man mene, at Menneskerettighedskonventionen skal

ændres på konkrete punkter, hvor rettighedsbeskyttelsen er gået for langt.

Det mener vi ikke.

Vi vil advare mod international proces, hvor visse af de europæiske landes

ønsker om forringelser af menneskerettighederne sættes til forhandling.

Det vil lægge op til en ufrugtbar politisk forhandling om konkrete

rettigheder.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

133

Det er ikke nogen let opgave at debattere, hvordan fremtidens

menneskeretlige system skal se ud. Danmark har en stærk interesse i at

være en del af et fredeligt Europa, og Menneskerettighedsdomstolen er

uhyre vigtig for beskyttelsen af borgernes rettigheder i Europa.

Instituttet arbejder ikke for at indskrænke bestemte typer af

menneskerettigheder, men vi vil gerne bidrage konstruktivt til

diskussionen om, hvordan man bedst udmønter de reforminitiativer, som

Europarådet allerede er i fuld gang med at drøfte med henblik på at styrke

domstolens autoritet og gennemslagskraft.

Det er afgørende, at der er autoritet bag domstolen. Der skal herske

respekt om den – ikke kun blandt Europarådets regeringer, parlamenter

og domstole, men også i civilsamfundet og blandt borgerne.

Derfor skal vi diskutere menneskerettighedernes fremtid.

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

134

Politik 10.02.2017 kl. 13:56

Bertel Haarder: Menneskerettighedsdomstol er

sandet til

Domstolen i Strasbourg er gået for vidt på udvisningsområdet. Det skader opbakningen, siger Haarder.

Hvis der er én politiker på Christiansborg, som få vil beskylde for at lade hånt om menneskerettighederne,

så er det Venstres mangeårige minister Bertel Haarder.

I slutningen af 1990'erne var han Europaparlamentets menneskerettighedsordfører, og han erklærer sig

stadig som "glødende tilhænger" af menneskerettighederne og mindretalsrettigheder.

Men Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er over årene gået for vidt på enkelte punkter, mener

Bertel Haarder.

- Menneskerettighederne er kendetegnet ved, at de også gælder for dem, vi ikke kan lide.

- Men hvis der skal være opbakning til, at alle mennesker har rettigheder - også dem vi ikke kan lide - så

kræver det, at de rettigheder ikke går ud over alle breder. Så svækkes tilslutningen til rettighederne, siger

Bertel Haarder.

Og det er netop domstolens udvidede eller "dynamiske" fortolkning af Menneskerettighedskonventionen,

som er problemet, mener Bertel Haarder.

Han stiller sig entydigt bag regeringens forsøg på ændre på domstolens praksis på enkelte områder.

Pape

lover opgør med fortolkning af europæiske menneskerettigheder

- Menneskerettighedsdomstolen er sandet til i for mange sager. På visse punkter har man gennemført

fortolkninger, som de politikere, der vedtog konventionen i sin tid, ikke kunne have nogen anelse om,

siger Bertel Haarder.

Hvad skal domstolen koncentrere sig om, og hvad skal man skære fra?

- Det er hele tiden en afvejning af, hvad et demokratisk valgt parlament skal have lov at vedtage. Og hvad

ERD, Alm.del - 2017-18 - Bilag 1: Materiale med relevans for EMRK-prioriteten under det danske kommende formandskab. Fra justitsministeriet departementet.

135

dommere i Strasbourg skal bestemme.

- Justitsministeren nævner som eksempel udvisningspraksis. Der står intet i

menneskerettighedskonventionen om udvisning. Alligevel har domstolen efter vores mening anlagt en

meget snæver betragtning, når det gælder udvisning.

- Det er da helt legitimt at spørge, om vi ikke lige skal se på det. For det skaber ikke opbakning til

menneskerettighederne, hvis man ikke kan udvise nogen, hvor der er rigtige gode argumenter for en

udvisning, siger Bertel Haarder.

Mere end nogensinde er FN-arbejdet for menneskerettighederne vigtigt

Han nævner ikke nogen konkrete eksempler. Men især sagen om den seriekriminelle Gimi Levakovic har

fyldt meget i den debat.

For ﬂere partier var det uforståeligt, at Højesteret gav Levakovic lov til at blive i Danmark efter mere end

20 domme for vold, afpresning, trusler, vold mod myndighedspersoner, besiddelse af våben og tricktyveri

begået over for ældre medborgere.

- Den største fjende for menneskerettighederne er dem, der samler på eksempler på, hvor latterlige

menneskerettighederne er.

- For menneskerettighedernes skyld skal vi reducere den slags eksempler, siger Bertel Haarder.

Overblik:

Sådan vil regeringen gå op mod konvention

Han oplever en udbredt bekymring blandt fremtrædende jurister og dommere over domstolens fremfærd.

Derfor er det godt, at regeringen vil bruge Danmarks formandskab for Europarådet senere i år til at ændre

udviklingen, mener Bertel Haarder.

Han peger på, at landene eksempelvis kan vedtage tillægsprotokoller til konventionen, så fortolkningen af

paragrafferne ændres på enkelte punkter.