Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
S 1081
Offentligt
1748266_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
Den 26. april 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1081 stillet den 20. april 2017 af
Christian Poll (ALT).
Spørgsmål nr. S 1081
”Vurderer ministeren, at målene i aktstykke nr. 117 fra 1980 samt Naturstyrelsens landbrugspolitik er i
overensstemmelse med senere internationale målsætninger om, at regeringerne skal fjerne økonomiske
incitamenter, der skader biodiversitet?"
Begrundelse
Ifølge aktstykke nr. 117 af 11. januar 1980 og senere finanslove er Naturstyrelsen forpligtet til at følge
»markedsprincippet« i forbindelse med driften at statens naturarealer. Det betyder, at man politisk
for 36 år siden har pålagt Naturstyrelsen altid at vælge ud fra hensyn til økonomisk udbytte, når
naturpleje gennem afgræsning sendes i udbud. Resultatet er, at Naturstyrelsen skal vælge
højestbydende tilbud på udbudsrunder om f.eks. græsning på statens lysåbne arealer. Statens drift
af naturarealer bliver derfor afhængige af f.eks. EU-landbrugsstøtteordninger, der i flere tilfælde er
direkte negative i forhold til biodiversitet. Dertil kommer andre former for økonomisk udbytte som
f.eks. opstilling af honningbistader, uanset at honningbier vides at konkurrere direkte med truede
vilde bier og bestøvere. Disse problemer kendes fra f.eks. statens naturarealer på Vestamager og
Hellebæk Kohave i Nordsjælland.
Svar
Naturstyrelsen har oplyst, at den måde Naturstyrelsen anvender aktstykke nr. 117 af 11. januar
1980 i forbindelse med udbud af naturpleje på statens lysåbne arealer ikke er i strid med
internationale målsætninger, da den korrekte pleje af naturværdierne på de pågældende arealer
er en grundforudsætning i udbuddene.
Naturstyrelsen har endvidere oplyst, at styrelsens landbrugspolitik heller ikke er i strid med
internationale målsætninger, da der ikke er nogen økonomiske incitamenter i denne, der kan
skade biodiversiteten.
På den baggrund vurderer jeg, at målene i aktstykke nr. 117 fra 1980 er i overensstemmelse med
internationale målsætninger.
Esben Lunde Larsen
/
Signe Nepper Larsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk