Tak for det.
Vi har allerede været vidt omkring, og jeg står her på vegne af min kollega, hr.
Rasmus Nordqvist, der har været med i hele forløbet og også er medstiller på forespørgslen og initiativtager.
Jeg synes, det har været en rigtig god debat.
Det ser ud til, vi ikke rigtig kan nå til enighed, og som Enhedslistens ordfører og jeg drøftede så sent som i går, er spørgsmålet, hvor langt vi skal strække os.
Skal vi gå hele vejen for at stå samlet, eller hvad?
Vi må jo erkende, at man startede med rent faktisk godt at ville gå ud og tage politisk stilling.
Vi syntes, der var al mulig grund til at vise armenierne, at det her må anerkendes.
Og det skyldes ikke, at vi som politikere er alvidende eller har set lyset, eller at jeg har stor historisk baggrund for at kunne sige det, men at dem, der har stor historisk baggrund, siger det og har sagt det i mange, mange år, og fordi det måske faktisk er et væsentligt element i den konflikt, som er skabt mellem Armenien og Tyrkiet.
Nu er der nok nogle, der synes, at det er lidt voldsomt at tro på, at vi kan have den indflydelse fra Danmarks side.
Men jeg har ret stor tiltro til både vores Udenrigsministerium og vores diplomatiske muligheder og vores udenrigsminister.
Tænk nu, hvis vi insisterede på, at Danmark aldrig kommer til at bestemme noget udenrigspolitisk.
Men vi kan gå ind og sætte nogle retninger og insistere på at mene det, vi nu engang gør, og turde sige det.
Og det kan være både flabet og dumt at sige, hvad man mener, hvis man ikke har styr på konsekvenserne, men jeg har tiltro til, at vi i Danmark kan sige tingene på en måde, på et fundament og med en respekt ude i verden, sådan at vi godt kan fortsætte med at være i dialog.
Tidligere på dagen fik jeg et godt råd af en af de erfarne herinde fra et andet parti, der sagde, at når jeg var ude i sådan en tale her, kunne jeg egentlig godt sige, at vi gerne vil fortsætte med at føre en kritisk dialog.
Det har man gjort tidligere, og en kritisk dialog synes jeg er rigtig godt, en kritisk dialog kan vi altså godt stadig væk have.
Altså, der er stadig væk en dialog med Tyrkiet på alle mulige måder.
Vi kan handle med Tyrkiet og gøre alt muligt med Tyrkiet, ligesom vi gør i dag.
Og så er det da korrekt, at der nok vil være et bump på vejen, og nogle ville nok blive meget stødt over, at vi gik ud og meldte det her ud.
Det er måske nemmere for et land som Tyskland, der er en lidt større spiller, end Danmark er handelspolitisk.
Og vores interesser i forhold til Tyrkiet er naturligvis væsentlig større, end de er i forhold til Armenien, som jo ikke er et lige så stort og vigtigt land.
Men vi efterlyser simpelt hen bare, at man fremadrettet tør sige, hvad man mener, fordi vi faktisk tror, at det på tværs af Folketinget er nogle utrolig gode holdninger, vi har i det danske parlament, og at det er noget, som mange andre lande godt kunne lære af.
Så grunden til, at vi står så stejlt på ikke at gå med til den her vedtagelsestekst, er, at vi synes, vi har strakt os langt.
Vi synes egentlig, at man burde gå ind og politisk markere, at der er tale om folkedrab.
For det mener vi, og det mener historikerne, og det tror vi ville have stor betydning for armenierne.
Og måske kunne det være noget, der rent faktisk gjorde, at armenierne tænkte, at hvis der var flere, der gik i den retning, så ville det på et eller andet tidspunkt blive så udtalt, at det måske også på et tidspunkt ville være knap så ærekrænkende for Tyrkiet at erkende den præmis, at det jo er rigtigt nok, at det var folkedrab, med at der også var en anden part.
Armenierne var ikke uden skyld dengang, men der var bare et styrkeforhold, der var meget anderledes, og derfor udviklede det sig i den her retning, og efter nogle år skete det værste:
et folkedrab.
Vi har jo ingen anelse om, om det kommer til at ske.
Men hvad skal vi ellers gøre?
Altså, jeg har svært ved at se Danmarks rolle udenrigspolitisk og forsvarspolitisk, hvis den ikke er at sætte retninger og sige, hvad vi mener, og indtage rollen som diplomater.
Vi har før sagt, at vi skal være det bedste land for verden, en humanistisk stormagt.
Jamen, hvordan gør man så det?
Skal vi gå ud og prædike det ene og det andet ude i verden?
Nej, at være en humanistisk stormagt ville i mine øjne være at anerkende, at det her var et folkedrab.
Og så ville man skulle stå med brystkassen fremme og tage de ting, der kommer, og gøre et enormt stort diplomatisk arbejde over for Tyrkiet for at få dem til at forstå, at det her ikke ændrer på vores lune i forhold til Tyrkiet.
Vi vil stadig væk gerne lade dem komme med i EU, og hvad der ellers kan være storpolitisk.
Lige nu har vi bare en situation, hvor vi er nødt til at anerkende det her, og vi bliver nødt til at sige, at vi bliver nødt til at fastfryse deres forhandlinger om at komme med i EU, fordi de agerer på en måde, som ikke er i orden.
Det er i nutiden, og det, vi anerkender her, er, at i fortiden agerede de på en måde, som på ingen måde var i orden.
Men det behøver ikke at give yderligere skam i fremtiden.
Det tror vi meget på i Alternativet, og derfor står vi fast på trods alt at holde en lille smule fast ved fordømmelsen.