Vejen	d.	31/5	2017	
	
Til	Social-,	Indenrigs-	og	Børneudvalg	og	
Beskæftigelsesudvalget	og	
SKAT	
	
På	foranledning	af	vores	besøg	9/maj	på	Leif	Lahns	kontor	sammen	med	Leif	Lahn,	Torsten	
Gejl,	Bjarne	Laustsen	samt	vi	en	samtale	med	Karina	Adsbøl	fremsender	vi	hermed	
forespørgsel	til	Social,	Indenrigs	og	Børneudvalg	samt	Beskæftigelsesudvalget	om	at	
gennemgå	Plejefamiliernes	forhold	i	Danmark	–	samt	forslag	til	ordnede	forhold	for	alle	
plejefamilier	i	Danmark
.	
	
Ligesom	vi	sender	en	forespørgsel	til	SKAT	hvorfor	Skat	anser	os	som	lønmodtager	når	
resten	af	systemerne	i	DK	siger	at	vi	er	selvstændige.	Ligeledes	hvorfor	at	man	efter	25	år	
stopper	de	plejefamilier	der	har	valgt	at	lave	virksomhedsregnskab	–	hvem	tog	den	
beslutning	over	en	nat.		
Nu	skal	der	ryddes	op	–	en	gang	for	alle!	
	
Plejefamiliernes forhold er ikke tidsvarende i fht. til hvad det vil sige at være plejefamilie i dagens Danmark
er og hvad disse familier står mål for. I dag er det også et job – en erstatning for institutioner – samt den
familie som det anbragte barn vokser op i. Kommunerne har enevælde og i Danmark har vi 98 fortolkninger
at barnets reform. Den ellers så udmærkede lov bliver ikke overholdt og det har ingen konsekvenser for
kommunerne, men kan til gengæld have store konsekvenser for det anbragte barn og/eller plejefamilien.
Hvis Danmark fortsat skal have plejefamilier, som jo er det bedste for mange af de anbragt børn skal der
arbejdes på disse forhold, for lige nu kan der ikke hverves nye plejefamilier nok grundet disse arbejdsforhold
samt den økonomiske usikkerhed.
Der er desværre en tendens til at vores samarbejdspartner (de anbringende kommuner) bliver mere og
mere hårdkogte og ligeglade med de menneskelige aspekter i anbringelserne. Hvilket betyder de anbragt
børn der betaler prisen for ved straks/tvangs flytninger som vi har set hen over foråret.
Vi ser børn som bliver flyttet, på trods af, at sagkundskaben fortæller, at udsatte børn, som har været udsat
for alle typer af overgreb skal have stabile og forudsigelige rammer for at kunne trives/rykke sig.
Dette sker når plejefamilier ikke vil accepter kommunes vederlagsudspil. Vi høre om plejefamilier der føler
sig truet med at de flytter barnet hvis der ikke skrives under. Det kan få selv den mest hårdkogte forhandler
til at sætte sin underskrift for at sikre det anbragte barns skæbne.
Begrebet kontinuitet og stabilitet er ikke ensbetydende med hurtige skift mod billige anbringelser – som er
blevet kommunernes nye mantra. Det kalder vi offentlig omsorgssvigt.
Desuden er guiden til god praksis for vederlag, jo næsten lige så mangesidet som serviceloven, hvilket ikke
har skabt de rammer omkring plejefamiliers arbejdsvilkår som er nødvendige.
Vi er den eneste gruppe af arbejdstagere som ikke har nogle rettigheder. Interessen for plejefamiliernes
vilkår er desværre noget, som holdes i et jerngreb af kommunerne, der ikke har lyst til at betragte
plejefamilier som kompetente medarbejdere, som burde inviteres til et tæt og ligeværdigt samarbejde med
socialrådgivere og andre professionelle omkring barnet. Det er trods alt plejefamilierne som kender barnet
bedst og har opbygget tilknytning og relation til barnet.
Dette vilkår – at kommuner i bedste fald betragter os som serviceudbydere og ikke kollegaer er så betændt,
at kun en radikal ændring på arbejdsvilkår vil kunne ændre det.