Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
Landbrug og miljø
Ref. MHANS
Den 13. april 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 912 stillet den 6. april 2016 af Søren
Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. S 912
”Vil ministeren sikre, at det nye regelforslag for økologisk honningproduktion i Danmark, som
Landbrug & Fødevarer og Danmarks Biavlerforening har udarbejdet, og som har haft opbakning
fra to tidligere fødevareministre Dan Jørgensen (S) og Eva Kjer Hansen (V) samt en række
organisationer, bliver iværksat, så det kan være gældende fra 2016, og sådan at den 1-årige
omlægning til økologisk honningproduktion kan ske således, at honning fra de omlagte bistader
kan sælges som dansk økologisk honning fra 2017-produktionen?”
Svar
Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative indgået en
politisk aftale om Fødevare- og landbrugspakken. Som led i aftalen er der afsat 2 mio. kr. i 2017
til at ændre udmøntningen af reglerne for økologisk biavl i 2017. Disse midler skal gå til at
udvikle et regulerings- og kontrolgrundlag samt opsætning af et nyt IT-system, der kan håndtere
indrapporteringer i forhold til økologisk biavl elektronisk.
Som spørgeren selv nævner, så har Landbrug & Fødevarer og Danmarks Biavlerforening leveret
et forslag til, hvordan udmøntning af reglerne for økologisk biavl kan ændres. Forslaget
præsenterer et paradigmeskifte væk fra den nuværende regulering, der er baseret på de omgivne
arealers status som økologisk, konventionelt eller miljøvenligt drevet til årlig godkendelse af de
specifikke nektar- og pollenkilder. Derudover tillades et bidrag til honningproduktionen fra en vis
andel af ikke-økologiske nektar- og pollenkilder fra konventionelle marker i omdrift.
Jeg kan forstå, at den nuværende danske fortolkning og administration af økologiforordningen i
forhold til økologisk biavl gør det meget vanskeligt at producere økologisk honning i Danmark i
forhold til vores nabolande. Jeg er derfor meget positiv over for grundtankerne i forslaget fra
Landbrug & Fødevarer og Danmarks Biavlerforening.
Forslaget danner således udgangspunkt for den fremtidige udmøntning af reglerne for økologisk
biavl i Danmark, men for at sikre, at der rent faktisk kommer mere økologisk honning ud af
regelændringerne, og at det bliver operationelt i forhold til en fremtidig elektronisk indberetning
har vi brug for ny viden. I den forbindelse er Aarhus Universitet ved at fremskaffe viden om
nektar- og pollenværdien af de danske afgrøder og naturarealer. Dette er helt nødvendig viden –
og et helt centralt element i erhvervets model – som skal tilvejebringes, før den nye regulering
kan træde i kraft.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk