UDENRIGSMINISTERIET
16. februar 2016
§-20 spørgsmål S 632 stillet af Mette
Gjerskov (S) til udenrigsministeren af 11.
februar 2016.
§-20 spørgsmål S 632:
”Har udenrigsministeren lagt en ny politisk kurs på EU-niveau i striden mellem Rusland og
Ukraine, siden hans udtalelser har givet anledning til stor opmærksomhed både i Kiev og
Moskva, jf. artiklen i Jyllands Posten den 11. februar 2016: »Kristian Jensen vækker opsigt i
Kiev og Moskva«?”
Svar:
Den danske position i forhold til Ukraine-konflikten er uændret. Fra dansk side arbejder vi
hårdt på at fastholde EU-enighed om en robust tilgang til sanktionerne overfor Rusland. Vi
ønsker at fastholde presset på Rusland til at sikre fuld implementering af Minsk-aftalen, hvilket
blandt andet kræver at Rusland bidrager reelt til en våbenhvile i det østlige Ukraine, tilskynder
de russisk-støttede separatister til at trække tunge våben tilbage, trækker egne tropper ud af
området og overgiver kontrollen med den ukrainske statsgrænse til Ukraine.
Vi støtter samtidig op om den interne reformdagsorden i landet og har med danske midler
iværksat en række projekter indenfor god regeringsførelse, menneskerettigheder, energi,
investeringsfremme og frie medier.
Der er ingen tvivl om, at det bedste modsvar mod russisk aggression og propaganda er et
demokratisk og økonomisk bæredygtigt Ukraine bygget på sunde retsstatsprincipper.