Undervisningsminister Ellen Trane Nørbys skriftlige svar til medlem af Folketinget Trine Torp (SF) på
spørgsmål af 5. november 2015 (nr. S 192)
”Hvilke initiativer forventer regeringen at iværksætte med henblik på at sikre reelle fremskridt i forhold
til at sikre ligeløn?”
Svar:
Manglende ligeløn mellem mænd og kvinder er en ligestillingsudfordring, der skal løftes på mange for-
skellige niveauer og af forskellige aktører. Det gælder bl.a. de faglige organisationer, der står for over-
enskomsterne og har indflydelse på løndannelse og arbejdsvilkår.
Regeringen har valgt at tage lovgivningen om kønsopdelt lønstatistik op til revision. Regeringen ønsker
at styrke gennemsigtigheden i løndannelsen og mener, det er vigtigt, at virksomhederne har fokus på de
forskelle, der er i kvinder og mænds løn og forholder sig til, hvordan der kan arbejdes med dem. Det er
dog vigtigt at finde den rigtige balance mellem at sikre løngennemsigtighed samtidig med, at vi tager
hensyn til de små erhvervsdrivende.
Regeringen vil derfor fastholde den automatiske udsendelse af kønsopdelt lønstatistik til de omfattede
virksomheder, som blev indført i 2014. Lønstatistikken vil så kunne danne grundlag for en drøftelse i
virksomhedens samarbejdsudvalg om ligelønssituationen i virksomheden. Vi mener derfor, at det giver
bedre mening at flytte grænsen for, hvem der skal indberette, tilbage til virksomheder med flere ansatte,
som i forvejen har en fast struktur for samarbejde i virksomheden gennem samarbejdsudvalg.
At virksomhederne fremover får tilsendt kønsopdelt lønstatistik automatisk vil understøtte arbejdet i
virksomhederne med at sikre ligeløn og gøre det nemmere for virksomhederne at arbejde med området.
Derudover vil det generelt sætte fokus på ligeløn og medvirke til at øge kendskabet til reglerne om
kønsopdelt lønstatistik.
Samtidig følger regeringen området og udarbejder hvert tredje år en ligelønsredegørelse om indsatsen
for at opnå ligeløn mellem mænd og kvinder, som også er med til at give opmærksomhed om ligeløn og
indsatsen på området.
Regeringen ønsker på denne måde at understøtte virksomhedernes overholdelse af reglerne og deres
fokus på ligeløn.
Ellen Trane Nørby