Transport- og Bygningsudvalget 2015-16
L 102 Bilag 11
Offentligt
1609900_0001.png
Transport- og Bygningsudvalget
Att: Formand Lennart Damsbo-Andersen
Fredag den 11. marts 2016
Til Formanden for Transport- og Bygningsudvalget
Letbaneprojektet i Ring 3-korridoren bygger på et mangeårigt samarbejde mellem
staten, Region Hovedstaden (Københavns Amt) samt 11 omegnskommuner. Siden
1999 er der gennemført en række undersøgelser af linjeføring, placering af stationer,
systemvalg og finansiering af en højklasset kollektiv trafikforbindelse i Ring 3
korridoren.
I ”Projekt Basisnet” fra 1999 indgik kombinationer af højklasset bus og sporvogn i
Ring 3-korridoren mellem Ishøj og Lyngby. I ”Korridorundersøgelsen” fra 2001 blev
undersøgt forskellige systemvalg i form af metro, letbane, sporbus og højklasset bus.
I” Korridorundersøgelsen” fra 2003 blev der arbejdet videre med alternative
linjeføringer på baggrund af de fire systemalternativer. Efter indgåelse af forliget om
”en grøn transportpolitik” i 2009, hvor der blev afsat penge til Ring 3-korridoren,
gennemførte Transportministeriet med bistand fra COWI en undersøgelse med en
sammenligning af en letbane og en højklasset busløsning. Arbejdet mundede i 2010
ud i rapporten ”Ring 3 – Letbane eller BRT?”.
Rapporten viste, at en BRT-løsning var billigere i anlæg og drift end en letbane og
havde en bedre samfundsøkonomi. Til gengæld tiltrækker letbanen flere passagerer,
blandt andet fordi den opleves som mere komfortabel. Desuden giver letbanen et
bedre grundlag for at fremme byudviklingen i de omliggende kommuner, blandt
andet fordi en letbane vurderes at være mere robust som en højklasset løsning end
BRT, hvor busserne kan komme til at køre mere i blandet trafik end oprindeligt
planlagt eller blive omlagt til andre ruter.
På den baggrund indgik staten, Region Hovedstaden og de 11 kommuner omkring
Ring 3 i 2011 en samarbejdsaftale om at udarbejde et beslutningsgrundlag for en
letbane på Ring 3. Efter færdiggørelsen af beslutningsgrundlaget blev
samarbejdsaftalen i 2013 fulgt op af en principaftale mellem parterne om
gennemførelse af en letbane på Ring 3. Statens medvirken til Principaftalen var
baseret på en politisk aftale om letbane i hovedstaden, busser og cykler fra juni 2013.
Principaftalen fastlægger parternes indbyrdes økonomiske forpligtelser i forhold til
det samlede anlæg af letbanen samt til finansiering af 375 mio. kr. til forberedende
arbejder, som allerede er langt fremme.
L 102 - 2015-16 - Bilag 11: Henvendelse af 11/3-16 fra Region Hovedstaden og Gladsaxe Kommune
1609900_0002.png
Principaftalen dannede grundlag for Folketingets vedtagelse i februar 2014 af lov om
letbane på Ring 3.
Understøttelse af vækst og udvikling samt styrkelse af den kollektive transport på
tværs i Hovedstadsregionen for at mindske trængslen, er de væsentligste
bevæggrunde for, at Region Hovedstaden og kommunerne har valgt at investere i en
letbaneløsning frem for en busløsning. Langs den kommende letbane ligger arealer
svarende til 2 gange arealerne i Ørestaden. Det er arealer, der er nødvendige for at
hovedstaden fortsat skal kunne udvikle sig i forhold til vækst i arbejdspladser og
boliger. Erfaringer fra udlandet viser, at letbaner kan være en driver for by- og
erhvervsudviklingen og kan skabe vækst svarende til mellem 6 og 13 gange niveauet
af anlægssummen. Derudover kan der forventes en værditilvækst på de stationsnære
arealer på mellem 10 og 20 %.
En BRT-løsning har ikke samme effekt for byudviklingen som den skinnebårne
løsning. Rapporten ”Ring 3 – Letbane eller BRT?” fra 2010 viser, at
byudviklingsperspektivet ved en letbane grundet skinneeffekten og
stationsnærhedsprincippet må forventes at være mindst dobbelt så stort som ved en
BRT-løsning.
Statens medvirken til letbaneprojektet er afgørende for parterne, der derfor også er
glade for, at staten på grundlag af en politisk aftale om Metro, letbane, nærbane og
cykler fra juni 2014 har besluttet at medvirke til at sikre en bedre letbanebetjening af
DTU. Parterne finder det ligeledes positivt, at staten på grundlag af transportaftalen
af 12. juni 2012 om Bedre og billigere kollektiv trafik har afsat et beløb til en analyse
af et sammenhængende kollektivt trafiknet i hovedstadsområdet med fokus på
udviklingen af et mere robust kollektivt net gennem udbygning af strategiske
knudepunkter, der bl.a. kan aflaste Nørreport st. og København H.
Såfremt Transport- og Bygningsudvalget beslutter sig for at afholde en høring om
BRT-løsninger i Hovedstaden vil vi på vegne af Region Hovedstaden og de 11
kommuner gerne have mulighed for at deltage med henblik på at uddybe
bevæggrundene for at investere i letbaneløsningen.
Venlig hilsen
Karin Søjberg Holst
Borgmester i Gladsaxe Kommune og
næstformand i bestyrelsen for Hovedstadens Letbane
Sophie Hæstorp Andersen
Regionsrådsformand i Region Hovedstaden
Side 2