UDENRIGSMINISTERIET
Dato: 12. november 2015.
Spørgsmål 7 fra Udenrigsudvalget til
udenrigsministeren af 10. november 2015
stillet af Claus Kvist Hansen (DF) vedr.
B.16: Forslag til folketingsbeslutning om
Danmarks ratifikation af overenskomst om
oprettelse af Den Asiatiske Infrastruktur
Investeringsbank
Spørgsmål:
Vil ministeren oplyse, hvordan bestyrelsesposterne fordeles, og er der udsigt til, at nordiske eller
andre europæiske lande får sæde i bestyrelsen?
Svar:
Bankens bestyrelse kommer til at bestå af 12 bestyrelsesmedlemmer (”directors”), hvoraf tre
vælges af de repræsentantskabsmedlemmer, der repræsenterer de ikke-regionale medlemmer af
banken. Efter de foreløbige forhandlinger om valggruppeformationer tyder det på, at to ud af
de tre bestyrelsesmedlemmer vil blive europæiske. Fra dansk side vil man prioritere at indgå i
en valggruppe med ligesindede lande - navnlig de nordiske - for at sikre størst mulig indflydelse
for Danmark. Desuden arbejdes der for, at Danmark kommer til at indgå i rotation om posten
som suppleant (”Alternate Director”), som det også er praksis i Den Asiatiske Udviklingsbank.