Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del
Offentligt
1564164_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2015 - 7681
Doknr.
276778
Dato
05-11-2015
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 14.10.2015 stillet følgende spørgsmål
nr. 7 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 7:
”Vil ministeren oplyse, hvorfor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for handicapbi-
ler ifølge Ankestyrelsens Årsstatistik om handicapbiler fra 2014 kun er tre uger kortere
ved genbevillinger end ved førstegangsansøgninger, når kommunerne ved genbevil-
ling har fået mulighed for en forenklet sagsbehandling?”
Svar:
Efter § 11, stk. 3, i bilstøttebekendtgørelsen kan kommunen anvende en forenklet
sagsbehandlingsprocedure i forbindelse med ansøgning om genbevilling af støtte til
køb af bil, så afgørelsen kan træffes uden, at der indhentes yderligere oplysninger.
Proceduren kan anvendes, hvis ansøgerens funktionsnedsættelse og kørselsbehov i
al væsentlighed er uændret, siden kommunalbestyrelsen sidst traf afgørelse om støtte
til køb af bil, og ansøgeren underskriver en tro og love-erklæring herom. I de alminde-
lige bemærkninger til lovforslaget (L 168 fremsat den 17. marts 2010) fremgår, at det
er op til kommunalbestyrelsen, om den ønsker at anvende muligheden for at bede
borgeren om en tro og love-erklæring.
Som reglen er formuleret, fastslår den en ret for kommunen til at anvende en tro og
love-erklæring under nærmere betingelser, men ikke en ret for borgeren til at få sin
sag afgjort på baggrund af denne forenklede sagsbehandlingsprocedure. Borgeren er
heller ikke forpligtet til at underskrive en tro og love-erklæring.
Reglen om tro og love-erklæringer ændrer således ikke på, at kommunen fortsat er
forpligtet til at oplyse sagen i nødvendigt omfang. Hvis kommunen derfor skønner, at
det er nødvendigt at indhente yderligere oplysninger, skal den det. Det gælder også,
selvom borgeren måtte have underskrevet en tro og love-erklæring.
Social- og Indenrigsministeriet har ikke for alle kommuner viden om, hvilke forhold der
begrunder forskellen i sagsbehandlingstiden for ansøgere, der ikke tidligere har mod-
taget støtte til køb af bil, og ansøgere, der tidligere har modtaget støtte.
I forbindelse med Tårnby, Ishøj, Brønderslev og Ringsted kommuners bidrag til besva-
relse af spørgsmål 6, SOU, alm del, har de om sagsbehandlingen i genbevillingssager
oplyst følgende:
Tårnby kommune henleder opmærksomheden på, at der i statistikken for 2014 kan
indgå genbevillingssager for borgere, som tidligere har fået bevilget bilstøtte af de
daværende amter. Kommunen har oplevet, at den har en anden opfattelse af bevil-
lingsniveauet, end amtet havde, hvorfor det ofte har været nødvendigt at foretage
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 7: Spm. om, hvorfor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for handicapbiler kun er tre uger kortere ved genbevillinger end ved førstegangsansøgninger, til social- og indenrigsministeren
1564164_0002.png
sagsbehandlingen forfra. Kommunen oplyser endvidere, at der i genbevillingssager
sjældent er tale om borgere med helt stationære funktionsnedsættelser, hvorfor sagen
må behandles mere eller mindre forfra.
Ishøj kommune påpeger, at sagsbehandlingstiden i genbevillingssager kan trække ud,
når kommunen afventer oplysninger om de krav, som politiet stiller til bilen i borgerens
kørekort. Det kan fx være i sager, hvor der skal tages stilling til, om borgeren skal
have medhold i, at der er krav til særlig indretning af bilen, og hvor kommunen afven-
ter politiets vurdering deraf.
Brønderslev kommune oplyser, at den har en væsentlig kortere sagsbehandlingstid i
genbevillingssager end i nye sager.
Ringsted kommune oplyser, at den i hver genbevillingssag vurderer, om det er muligt
at anvende den forenklede sagsbehandlingsprocedure, men at borgerens situation
kan være forandret så væsentligt, at den ikke kan anvendes. Det gælder fx i forhold til
ændringer i forhold til borgerens funktionsevne. Det kan også være, at borgeren er
flyttet, så borgeren kan klare sig med anden hjælp, fx en elscooter eller en kørsels-
ordning. I flere sager kan kommunen konstatere, at der ikke tidligere være foretaget
en gangtest, og der er behov for at fastslå borgerens gangfunktion. Hertil kommer, at
det kan være nødvendigt at tilvejebringe oplysninger fra embedslægen og politiet for
at kunne afgøre sagen.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
2