Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
SOU Alm.del Bilag 315
Offentligt
1645299_0001.png
Svar på spørgsmål fra folketingets social- og indenrigsudvalg af 3. marts
2016
Tema: Højkonflikt-skilsmisser og psykopati – praktiske løsninger
Kære social- og indenrigsudvalg
Ved mit foretræde den 3. marts 2016 stillede I spørgsmål om praktiske løsninger i højkonflikt-
skilsmisser versus almindelige skilsmisser.
Svarene har krævet en del research. Jeg har konsulteret fagpersoner og forældre, både bopæls- og
samværsforældre i netværkene, fædre og mødre.
Deres tilbagemeldinger har jeg sammenholdt med litteratur og forskning på området. Og jeg har
sammenholdt denne viden med konventionerne, Danmark er tiltrådt, og med anvisningerne fra EU og
Cedaw.
Jeg håber, mine svar kan pege på mulige løsninger, som kan hjælpe skilsmissebørnene. Ved at hjælpe
børnene, hjælper vi også forældrene. Og ved at overholde konventionerne og anvisningerne fra EU og
Cedaw kan Danmark genskabe sit tidligere positive image og være et forbillede for andre lande, som
slås med tilsvarende udfordringer.
På vegne af grupperne for psykopatofre og stalkingramte
Sidsel Jensdatter Lyster
Spørgsmål 1: Hvordan samtænker vi Serviceloven og Forældreansvarsloven i højkonflikt-
skilsmisser?
Afbalancere artikel 18 om barnets ret til to forældre med artikel 19 om barnets ret til
beskyttelse i FN’s børnekonvention. Det bør i et cirkulære til kommune og statsforvaltning
(og begge ankestyrelser) understreges, at der i enhver afgørelse i børnesager skal fremgå af
begrundelsen, hvordan sagsbehandleren (eller dommeren) har prioriteret mellem artikel 18 og
19 baseret på det individuelle barns forhold.
Afbalanceringen kan ske ved i lovtekst og forarbejder at lægge vægt på beskyttelsen af barnet
(artikel 19) og hensigten om, at barnets ret til to forældre kun gælder, når ”barnets tarv skal
for forældrene komme i første række” (artikel 18). Herved står ”barnets ret til to forældre” i
den korrekte sammenhæng, som FN’s børnekonvention lægger op til.
Indskrive et helhedsperspektiv på familien i Forældreansvarsloven. Kommunen har pligt til at
forholde sig holistisk til familien. Statsforvaltningen ser på det enkelte barn, og ikke på, hvad
familien som helhed kan holde til. Derved kan kommunen og statsforvaltningen anskue en
sag meget forskelligt.
Den samlede procesbelastning på barnets nære familie vil mindskes, hvis
Istanbulkonventionen om at beskytte kvinder mod vold indskrives i Forældreansvarslovens
højkonflikt-spor: Herunder artikel 33 om psykisk vold, blandt andet i form af stalking og
artikel 48 om forbud mod obligatorisk konfliktløsning, mediation og mægling i forbindelse
med psykisk vold og stalking. Ud fra et lighedsprincip bør fædre også kunne påberåbe sig
samme beskyttelse. Der henvises til side 105 i Institut for Menneskerettigheders ”Ret til et liv
uden vold” om Istanbulkonventionen:
http://www.menneskeret.dk/files/media/dokumenter/udgivelser/ret_til_et_liv_uden_vold_pdf
a.pdf
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0002.png
Det er vigtigt at afbalancere barnesynet i Forældreansvarsloven og Serviceloven og i de to
ankestyrelsers forskellige praksis.
Serviceloven og den kommunale ankestyrelse lægger i deres barnesyn vægt på sikkerhed,
tryghed, fred og udvikling (Børnekonventionen artikel 19).
Forældreansvarslovens grundlæggende princip er, at barnet har ret til to forældre, og at
forældrene skal samarbejde og har et fælles ansvar for, at samværet virkeliggøres.
Siden Skarrildhus i 1996 har Civilretsdirektoratet – nu Ankestyrelsens Familieretsafdeling –
omgjort statsforvaltningens samværsstop, så end ikke dokumenteret pædofili er nok til at
standse samvær.
Praksis ses bl.a. i sagskataloget sag 7 i evalueringen af Forældreansvarsloven 2011, hvor en
dømt sexkrænker får uovervåget samvær.
Grundlaget for den nye praksis kritiseres af statsforvaltningerne allerede i 2001: Ole
Kirkegaard, fra Nordjyllands Statsamt udtaler: ''Vi oplever sager, hvor vi er nødt til at
fastsætte samvær, fordi vi jo skal være loyale over for den lovgivning og den praksis, der
gælder. Men hvor vi i virkeligheden er dybt bekymrede for, om børnene kan tåle samværet.
Den bekymring deler Civilretsdirektoratet tilsyneladende ikke. Der er forskellige opfattelser
mellem Civilretsdirektoratet og statsamterne med hensyn til vurderingen af, hvad børn kan
tåle,'' siger Ole Kirkegaard.
Også i Frederiksborg Amt har man en fornemmelse af, at statsamterne og Civilretsdirektoratet
ikke er enige om praksis for, hvornår man skal trække grænsen og nægte samvær af hensyn til
barnet. ''Praksis har ændret sig. På en eller anden mærkelig måde har man i dag en anden
opfattelse af barnets tarv end tidligere. Hensynet til at bevare kontakten mellem barnet og den
pågældende forælder, der vil have samvær, vejer tungere end før,'' siger fuldmægtig, Peter
Bidstrup, fra Frederiksborg Statsamt.
Statsamterne har senest fremført deres bekymring over for Civilretsdirektoratet på et fælles
møde sidste år. Ifølge kontorchef Ole Kirkegaard holdt Civilretsdirektoratet ved denne
lejlighed fast i, at man i direktoratet vurderede sagerne ud fra et hensyn til barnets tarv.
Ole Kirkegaard peger på, at det kan skyldes, at man i statsamterne har den personlige kontakt
til børn og forældre, mens man i Civilretsdirektoratet mest tager sig af de juridiske aspekter
og ikke har personlig kontakt.”
https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2001-12/ret-til-
samvaer
Grundideerne i Forældreansvarsloven og Serviceloven er modstridende, når samværet ikke er
barnets tarv.
Grundideen i Forældreansvarsloven bygger på Børnekonventionen artikel 18 taget ud af
sammenhæng ifht.de øvrige artikler i konventionen. Det bør undersøges, om hensynet til
barnets sikkerhed, tryghed, fred og udvikling i Børnekonventionens artikel 19 fremgår med
tilstrækkelig vægt i grundprincipperne til Forældreansvarsloven.
Der bør indskrives i begge love, at alle relevante hensyn til barnet, som fremgår af
Børnekonventionen artikel 6-19, 23-24, 27-39 skal afbalanceres individuelt for det enkelte
barn og den enkelte familie. Der skal også tages hensyn til de berørte søskende, som er
omfattet af Børnekonventionen, men retsløse i Forældreansvarsloven, selv om de kan være
påvirket af konflikten. Barnesynet og vægtningen imellem hensynene skal være individuelt
funderede i det enkelte barn og familiens samlede situation og fremgå af den skriftlige
begrundelse for afgørelsen.
Det fremgår udtrykkeligt af Forældreansvarsloven, at samvær skal sættes i gang, hvis politiet
afviser en sag, medmindre barnet har taget skade af det høje konfliktniveau. Serviceloven
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0003.png
foreskriver et helhedssyn på barnets samlede situation, hvor forældrenes omsorgsevne eller
barnets reaktioner kan føre til nedsat eller ingen forældrekontakt, selv om der ingen bevis er
for f.eks. seksuelle overgreb. Kommunen kan derfor, ud fra et helhedssyn på barnets trivsel,
blive nødt til at fjerne et barn fra en egnet bopælsforælder, fordi barnet mistrives ved samvær,
og samværet ikke kan stoppes ad bevismæssig vej. Barnets samlede trivselssituation bør indgå
i Forældreansvarsloven med vægt.
I Serviceloven er det muligt at standse samvær forebyggende ved manglende forældreevne.
Forældreansvarsloven tillader kun samværsstop
efter
at barnet har taget skade.
En forældreevneundersøgelse bør derfor ikke stå alene, da loven ikke klart tilkendegiver, at
samvær
skal
stoppes ved nedsat omsorgsevne. Men loven bør støtte op om, at samvær ved
nedsat forældreevne kun bør gennemføres i samråd med kommunen og den primære
omsorgsperson (den raske forælder).
Det er modstridende, at forældremyndighedsindehaveren i alle forhold skal træffe afgørelse
om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov jf. Forældreansvarsloven § 2
stk. 1-2, men er helt uden indflydelse på barnets samvær. En fagligt funderet løsningsmodel
fra USA, som tilbyder tryggere samvær for voldsramte børn, kan ses her:
http://www.casaforchildren.org/site/c.mtJSJ7MPIsE/b.5525199/#Risk identification and
safety planning
Der mangler en klar definition af ansvarsfordelingen mellem statsforvaltningen, retten,
bopælsforælderens og samværsforælderens kommune. Og ikke mindst deres pligter og
kompetencer ifht.at sikre at højkonflikt-skilsmisserne oplyses og barnet beskyttes alle steder.
Denne ansvarsfordeling bør indskrives i et cirkulære og sendes ud til relevante instanser.
Også strafferetligt og erstatningsretligt ansvar bør indskrives – måske i samarbejde med
justitsministeriet. I USA er børn dræbt under tvungne samvær, og fogedret, byret og
kommune er uenige om, hvem der skulle have beskyttet børnene.
Spørgsmål 2: Hvordan får man kommune og statsforvaltning til at samarbejde?
Spørgsmålet blev stillet ved foretrædet og indgår delvist i spørgsmål 1 fra socialudvalget til
socialministeren, hvorfor jeg henviser til svaret ovenfor.
Lige nu kører statsforvaltningen og kommunen ofte parallelle forløb om det samme barn.
Derved ligger begge myndigheder inde med informationer, som den anden myndighed ikke
har adgang til. Forældrene bør bemyndige statsforvaltningen og kommunen til at udveksle
oplysninger om børnene og forældrene internt, indtil statsforvaltningen eller kommunen har
truffet afgørelse.
Ved udsendelse af statsforvaltningens og kommunens oplysninger til forældrene skal begge
myndigheder iagttage særlige hensyn i højkonflikt-skilsmisser. Forældrene bør samtykke i
ubetinget udveksling mellem myndighederne, men mulighed for høring ifht. de oplysninger,
der tilgår den anden forælder pga. risiko for misbrug af modpartens personfølsomme
oplysninger i f.eks. chikane- og voldssager.
Vi har i netværket set kommuner invitere til samarbejde og dialog med statsforvaltningen.
Disse invitationer imødekommes ikke. Statsforvaltningen begrundede dette, i et dialogmøde
med vores netværk, med dårlig økonomi og overbelastet personale. Løsning: Afsæt
økonomiske midler til samarbejdet. Lav et cirkulære til begge myndigheder om, hvordan de
skal samarbejde. Lad kommunen invitere statsforvaltningen med på tværfaglige
netværksmøder. Hvis statsforvaltningens sagsbehandler og børnesagkyndige ikke har
kapacitet til at rejse, kan de deltage via skype. Det bør gøres obligatorisk, via et cirkulære, at
statsforvaltningen og barnets hjemkommune skal være nået frem til en fælles løsning for hele
familien, for at en højkonflikt-sag kan anses for tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en
endelig afgørelse.
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
Lad en ansat fra kommunens familiegruppe deltage sammen med forældrene i møderne i
statsforvaltningen, hvis kommunen har en sag på familien allerede eller sagen behandles i
højkonflikt-sporet. Ved at lade kommunen og statsforvaltningen deltage i de samme møder
om og med forældrene, kan forældrenes oplysninger verificeres. Og en psykopat eller
misbruger kan ikke, som nu, slippe afsted med at fortælle forskellige historier til forskellige
myndigheder, uden at det afsløres.
Istanbulkonventionen artikel 48 forbyder fælles mægling, hvis der har været fysisk eller
psykisk vold, stalking eller andre former for vold, hvorfor indledende konfliktmægling er i
strid med Istanbulkonventionen, medmindre der er voldsscreenet (f.eks. via NemID). For at
spare penge og tid, kan de to separate møder med forældrene og et tværfagligt møde i
statsforvaltningen med sagsbehandler, børnesagkyndig og en repræsentant for kommunen
med fordel holdes samme dag.
En psykopat kan skabe sin egen virkelighed. Der er ikke ressourcer i kommunen og
statsforvaltningen til at gennemlæse det materiale, forældrene indsender, for at finde
voldsomme stemningsudsving og personlighedsskift og en konfliktskabende personlighed, der
klager i øst og vest. Lav et håndfast cirkulære til barnets kommune, samværsforælderens
kommune og statsforvaltningen om, hvem der gør hvad. Herunder hvem der skal være
”detektiv”, og f.eks. gennemgå forældrenes breve for modstridende forklaringer.
Den kommunale ankestyrelse træffer afgørelse om samvær i anbringelsessager på grundlag af
barnets tarv og tværfaglige møder med forældrene. Forældrene får i anbringelsessager
beskikket en advokat. Samværsafgørelser og bopælsafgørelser, der går imod den ene
forælders ønske i højkonflikt-skilsmisser, er indgribende, angstskabende og bør tage
udgangspunkt i den samme retssikkerhed.
Ankestyrelsens familieretsafdeling undersøger ikke sagerne og taler ikke med forældrene,
men træffer alene afgørelse på skriftligt grundlag og ud fra et barnesyn, hvor beskyttelse,
tryghed og udvikling ikke vægtes særlig højt.
EU og FN kritiserer ankestyrelsens familieretsafdelings praksis: at skilsmissebørnene ikke
beskyttes.
Anerkend den kommunale ankestyrelses ekspertise på området og indfør en lignende
afgørelsespraksis i Ankestyrelsens Familieretsafdeling, eller henlæg samværsafgørelserne til
kommunen eller en domstol, for de bekymrede skilsmisseforældre mangler en reel
klageinstans med viden om børn!
Der bør udformes et cirkulære til bopæls- og samværskommunen og statsforvaltningen med
en fast procedure for, hvordan man identificerer en højkonflikt-skilsmisse, og hvilke skridt
kommunerne og statsforvaltningen skal tage for at få området tilstrækkeligt belyst. Det er
vigtigt, at kompetencen, ansvaret for undersøgelser og afgørelser og det økonomiske ansvar
specificeres i cirkulæret, som sendes ud til bopæls- og samværskommunen og
statsforvaltningen.
Kommunen bør være en ekstra partsrepræsentant for barnet og have selvstændig initiativret
og kunne skrive direkte til statsforvaltningen med f.eks. anmodning om akut samværsstop.
Lav et håndfast cirkulære til skoler og børnehaver om, hvordan en udtalelse til kommunen
eller statsforvaltningen skal skrives og hvilke oplysninger, der bør indgå, så myndighederne
har belæg for at give barnet den rigtige hjælp. Konfliktskyhed, samarbejde med begge
forældrene, angst for klagesager og evt. angst for en af forældrene gør, at skolen og
børnehaven i visse højkonfliktsager lader barnet i stikken og undlader at nedskrive vigtige
oplysninger til myndighederne, f.eks. om mistanke om begrænset forældreevne.
De fleste socialrådgivere er ikke klar over, hvordan de skal håndtere højkonflikt-skilsmisser
og bevisindsamling. Der er brug for et cirkulære, der beskriver, trin for trin, hvilke beviser
statsforvaltningen skal bruge fra kommunen til at beskytte barnet.
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0005.png
Sagsbehandlere har en behandlings-tilgang til børnene og familierne. De er ikke klar over, at
en voldsramt forælder eller et udsat barn har et stort behov for dokumentation, så den
uholdbare situation kan standses. En socialrådgiver er ofte frustreret over ikke at kunne
stoppe samvær, men er ikke klar over, at bevisbyrden for samværsstop primært påhviler
kommunen.
En socialrådgiver, en børnehaveleder og en jurist bruger forskellige sprog. Og de misforstår
hinandens skrivelser. Jeg foreslår tværfaglige møder og/eller telefon- og skypesamtaler
mellem fagpersonerne i sagen, så misforståelser i den skriftlige kommunikation kan udredes
og misforståelige sætninger uddybes.
Der skal afsættes penge til tværfagligt samarbejde, og det skal tydeligt fremgå af cirkulæret,
hvem der skal tage initiativ til eller betale for møder og undersøgelser, så børnesagen ikke
trækkes i langdrag pga. uenigheder om, hvem der gør hvad og betaler for hvad.
Både sagsbehandlere i statsforvaltningen og kommunen bør have et direkte nummer til de
øvrige sagsbehandlere og deres overordnede, så der kan træffes akutte afgørelser inden for 1-
2 timer, når dette er bedst for barnet.
På længere sigt ville det være rigtig godt med en fælles efteruddannelse til
børnesagsbehandler, hvor jurister og socialrådgivere får samkørt deres viden og får en
efteruddannelse om udsatte børn og dysfunktionelle familier.
Spørgsmål 3 : Er det muligt i forbindelse med en § 50-undersøgelse at lave en
forældreevneundersøgelse af samværsforælderen eller på anden vis inddrage
samværsforælderen i undersøgelsen, hvis samværsforælderen bor i en anden kommune?
Det vil kræve et cirkulære til kommunerne og statsforvaltningerne, hvor
kompetencefordelingen mellem bopælsforælderens kommune, samværsforælderens
kommune og statsforvaltningen skæres ud i pap.
Det er vigtigt, at det af cirkulæret tydeligt og udspecificeret fremgår, hvem der skal betale
hvad. Hvem skal forestå og betale for tilsynet med barnet i henholdsvis det ene og det andet
hjem? Hvem skal fjerne barnet akut fra samværsforælderen? Hvem skal forestå
forældrekompetence-undersøgelserne ifht. begge forældre?
Der er en klar tilbøjelighed til, at barnets hjemkommune, samværskommunen og
statsforvaltningen skubber ansvaret frem og tilbage imellem sig, fordi både tilsyn og
undersøgelser er dyre.
I praksis oplyser flere samværskommuner, at de ikke har ressourcer til at føre tilsyn med børn
på samvær, ligesom de ikke har viden om disse børn, da de ikke er registreret i kommunens
registre.
Oplysningerne om samvær kunne tilgå samværskommunerne pr. automatik, ved at
statsforvaltningen sendte samværsresolutionen ud til samværsforælderens kommune med en
udspecificering af samværskommunens forpligtelser over for barnet under samvær.
Børns Vilkår skriver om omsorgssvigt under samvær og kommunens tilsynspligt med børn
på samvær (http://bornsvilkarsc.inforce.dk/Temaer/Skilsmisse/Sporgsmaal-og-svar-om-
lovgivningen/Omsorgssvigt-under-samvaer.aspx#.Vy-q5_nhDIU) :
”Ifølge Lov om Social Service § 146 har alle kommuner en generel tilsynsforpligtigelse
overfor børn, der opholder sig i kommunen. Dette gælder også børn, der opholder sig
midlertidigt i kommunen – bl.a. børn på samvær.
Det er kommunen, hvor barnet opholder sig under samværet, der fører tilsynet, mens der er
samvær. Hvis kommunen, hvor barnet har samvær vurderer, at barnet har brug for støtte
under samværet eller at det ikke er forsvarligt at gennemføre samværet, så skal denne
kommune underrette bopælskommunen.
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0006.png
Er der mistanke om omsorgssvigt under samvær, har bopælskommunen pligt til at undersøge
barnets forhold - også hos samværsforælderen, og også selvom denne bor i en anden
kommune.
Det er bopælskommunen, som skal iværksætte en § 50 børnefaglig undersøgelse.
Finder kommunen, at barnet er udsat for omsorgssvigt under samvær, skal bopælsforælderen
(som er part i sagen) anmode statsforvaltningen om at samværet bliver suspenderet eller
ophævet. Statsforvaltningen har mulighed for at indhente dokumentation fra kommunen.
Det er barnets bopælskommune, der kan iværksætte støtteforanstaltninger, hvis dette skønnes
nødvendigt.
Får en kommune en henvendelse om en samværsforælder, der f.eks. er beruset, udsætter
barnet for vold eller lignende, skal kommunen handle med det samme – evt. fjerne barnet.
Samværskommunen skal akut underrette bopælskommunen.”
Spørgsmål 4: Hvordan skal forskellene i loven være imellem de gode, funktionelle forældre og
så skilsmissepar, hvor den ene er uegnet?
Funktionelle forældre:
Spørgsmålet om bopæl kan, ved uenighed, afgøres ved hjælp af børnesagkyndige
observationer. En norsk adfærdspædagog, Leif Myrdal, foreslår socialudvalget et billigt
alternativ til børnesagkyndige undersøgelse i sager, hvor man ønsker at høre helt små børn:
Barnet leger i børnehaven eller vuggestuen med en pædagog, som barnet er tryg ved og en
observatør. Forældrene er placeret i rummet og må ikke presse barnet med kropssprog. Når
pædagogen forlader rummet, iagttages hvem af forældrene barnet naturligt og spontant søger
tryghed hos.
Forældremyndigheden er som udgangspunkt fælles.
Uegnede forældre:
Spørgsmålet om bopæl bør ikke overlades til børnesagkyndige observationer, men bero på
grundige forældreevneundersøgelser, da en forælder kan have isoleret og manipuleret barnet.
Hidtidig tilknytning til forældrene er relevant, hvis barnet trives. Men må ikke stå alene, da en
psykopat kan varetage et barns tarv, så længe barnet tilpasser sig forælderens behov. Det kan
fungere, så længe forælder og barn er i symbiose, men skader barnets sunde udvikling på sigt.
Forældremyndigheden gives til én af forældrene.
Funktionelle forældre:
Konfliktmægling og børnesagkyndig rådgivning er godt. Begge forældre må antages at
kunne tilsidesætte egne behov for barnet og for den anden forælders mulighed for at komme
videre efter skilsmissen. Af dygtige børnesagkyndige kan nævnes Kempler-instituttets
rådgivere.
Der er ingen grund til at inddrage kommunen, medmindre forældrene tidligere har været
kommunal sag eller konflikterne ikke kan løses.
Det er bedst at undgå retssager og nå frem til frivillige afgørelser gennem mægling.
Forældrene kan mødes, når barnet overleveres.
Den optimale samværsordning er den, der svarer til forældrenes hverdag og behov, samt
barnets mulighed for frit at besøge den anden forælder. Samværsordningen bør ikke
fastsættes ved lov, men individuelt i den enkelte sag. Nogle kan aftale sig frem fra uge til
uge, andre trives med håndfaste ordninger. Nogle børn trives i deleordninger, andre har brug
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0007.png
for en tryghedsbase. Nogle magter lange perioder væk fra den ene forælder, andre har brug
for tæt og hyppig kontakt. Derfor bør der ikke indskrives et standardsamvær i loven, men at
der skal tages hensyn til barnet, kontakten med nære familiemedlemmer og familiens
samlede situation. I USA fastsætter man i stigende grad samværsordninger, der afspejler den
tid, barnet før skilsmissen brugte sammen med samværsforælderen. I barnetstarv.nu og
bedsteforældrene.dk anbefaler man, at udgangspunktet for samvær er det omfang, der
antages at være gavnligt og positivt for det individuelle barn.
Uegnede forældre:
Konfliktmægling er et overgreb på den mindst magtfulde forælder.
Konfliktmægling er ikke mulig, da forældrene ser barnet forskelligt. Derfor forværres
konflikterne ofte ved mægling.
Konfliktmægling er ikke mulig, da årsagen til konflikt ofte er den ene parts nedsatte
omsorgsevne.
Grundige forældreevneundersøgelser er forudsætning for gode afgørelser, der giver barnet
og den egnede forælder ro. Beskyttelse af barnet giver ro til heling af familien.
Kommunen bør inddrages, da de har tilsynspligt med børnene i dagligdagen.
Enhver afgørelse, der går en af forældrene imod, må forventes at blive prøvet i retten. Derfor
er der ingen grund til belastende og forgæves forligsbestræbelser. Forældrene kan blive syge
af procesbelastningen. Det er derfor bedst, hvis afgørelserne hele vejen igennem træffes af
en domstol, så forældrene kan få advokatbistand og mulighed for fri proces. Alternativt bør
forældrene få beskikket en bistandsadvokat af forvaltningen, ligesom i anbringelsessager.
Spørgsmål 5 : Hvad er fordele og ulemper ved den norske model ifht. den danske model ved
højkonflikt-skilsmisser?
Den norske model med tvungne forligsbestræbelser er god til normale skilsmisser. Desværre
anvendes de tvungne forligsbestræbelser også, uden succes, i højkonflikt-skilsmisser.
I Norge konfliktmægles, selv om magtrelationen mellem forældrene er skæv.
Fra mobbe- og voldssager ved man, at en forhandling mellem parter, som ikke er ligeværdige,
er et overgreb på den svageste part. Og at den stærke part er tilhænger af mæglingerne for at
øve dominans og kontrol over sit offer – ikke for at skabe ligeværd mellem parterne. Se f.eks.
”Children of Domestic Violence: Risks and Remedies”: “Much of separation violence is an
attempt to coerce reconciliation. Since battering husbands/fathers have limited access to
battered wives to attempt to compel reconciliation, they often choose the visitation arena as a
place in which to attempt coerced reconciliation or to penalize the battered partner for refusal
to reconcile” http://www.casaforchildren.org/site/c.mtJSJ7MPIsE/b.5525199/#Supervised
visitation centers
Gennembladning af tre årgange af Tidsskrift for Norsk Psykologforening viser, at de
børnesagkyndige fortsat ikke har fundet en løsning på højkonflikt-skilsmisserne. De
børnesagkyndige leder efter årsagen til disse skilsmisser. Personlighedsforstyrrelser nævnes
ikke som mulig årsag, og skæve magtrelationer og vold benævnes ”konflikt”.
Den manglende succes med højkonflikt-skilsmisser beskrives f.eks. i Tidsskrift for Norsk
Psykologforening juni 2013 vol. 50 s. 538-51: "Hvorfor låser det seg mellom foreldre i intens
konflikt?" af Wenke Gulbrandsen fra psykologisk institut:
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
"I Norge... innføringen av en obligatorisk meklingsordning i 1993. Intensjonen var at foreldre
skulle få støtte til å legge en plan for samarbeidet som passet for dem selv og deres barn, ut
fra deres egen kunnskap om barnet og hva de kunne bli enige om, samt få relevant
informasjon om aktuelle avtaletemaer, økonomiske konsekvenser og vanlige reaksjoner hos
barn."
"To nyere undersøkelser av mekling (Gulbrandsen & Tjersland 2013; Ådanes, Haugen,
Jensberg, Lossius Husum & Rantalaiho, 2011) viser at meklingsordningen bidrar lite til å løse
konfliktene for dem som trenger det mest. Håpet om å få hjelp var lavt, et stort flertall a dem
som møtte i konflikt fikk ikke avtaler, og konfliktene varte ved i lang tid etter meklingen."
"Fagfolk og myndigheter har etterspurgt mer kunnskap om de konfliktene man møter i
mekling."
Wenke Gulbrandsen specificerer højkonflikt-skilsmissernes uløselige temaer, hvor mægling
ikke er mulig:
1. Den ene accepterer ikke bruddet eller er krænket af bruddet på sin selvfølelse og
identitet. Det medfører at en af forældrene angriber eller er truende, og den anden er
undgående.
2. Den ene er bekymret for omsorgssvigt hos den anden, og den anden afviser temaet.
3. Den ene er bekymret for indlevelsen i barnet og defineres som oversensitiv af den
anden.
4. Familien har en trang økonomi og den ene eller begge er afhængig af bopæl og
bidrag.
5. Barnet ønsker ændringer, men fortolkes forskelligt af forældrene.
6. Forældrenes forskellige livsprojekter er uforenelige, og begge står stejlt.
7. Stemmer udefra låser dialogen, f.eks. fædrerettighedsbevægelse, forældre eller ny
partner.
” I retningslinjene som er utarbeidet for den obligatoriske meklingen i Norge, er fokus på sak
og avtaler, og mekleren er tillagt mange informative opgaver. En fare ved dette er at meklere i
møte med sterke følelsesmessige uttrykk retter oppmerksomheen den saklige veien. Det er
rimelig å spørre om det kan være en av grunnene til at så mange konfliktpar avbryter
meklingen uten avtale eller etter kort tid. Informasjon har svært begrenset nytteverdi når noe
er emosjonelt oprørende.
Der tas ikke stilling til om bekymringene var forankret i reelle hendelser, eller om de handlet
om ulike opplevelser av virkeligheten. Sannsynligvis dreide det seg ofte om begge deler.”
Generelt slås Danmark og Norge med præcis de samme udfordringer og problemer i
højkonflikt-skilsmisserne:
Barnets ret til to forældre går forud for barnets sikkerhed, da kravet om barnets ret til to
forældre og forældrenes pligt til at samarbejde om samvær er hovedpræmissen i både
Forældreansvarsloven og Barnaloven.
I Norge er forholdene ligesom ved den nordsjællandske ret i Danmark: En forælder må
indvillige i ”frivillig” konfliktmægling og ”frivilligt” give samvær mellem barnet og den
anden forælder for ikke at miste bopælsretten.
Lovens krav om samarbejde og rettens krav om forhandling og konfliktmægling fører til, at
beskyttende forældre giver deres børn alt for meget samvær med uegnede forældre ved
retsmæglingen for ikke at miste bopælsretten over børnene.
Kilder: Aud Dalsegg: ”Psykopatens Grep”; Marit Hvam: ”Seksuelle overgrep mot barn” og
Alv Dahl ”Sjarmør og tyrann”.
I Norsk forvaltningslov kræves fuld sagsoplysning – det kan medføre, at bopælssager varer i
mere end tre år. En krænker kan skade sit offer økonomisk ved at blive ved at indsende nye
papirer i sagen, så sagen trækkes ud. I Danmark skal en sag blot belyses ”tilstrækkeligt”, men
økonomisk og psykisk forfølgelse af offeret igennem gentagen anlæggelse af nye sager og
konstante klagesager ses også i Danmark.
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0009.png
Der er, generelt, ikke den store forskel i forskningslitteraturen om psykopati og højkonflikt-
skilsmisser i Norge og Danmark. I netværkene oplever vi, at norske og danske voldsofre har
identiske oplevelser med systemets manglende beskyttelse af dem og deres børn. Se f.eks. den
norske hjemmeside http://psykopaten.info/ som i skarpe vendinger kritiserer det norske
retssystem for at hjælpe psykopater til at opretholde kontrollen over ekspartnere og børn.
Spørgsmål 6: Hvorfor er børnesagkyndige undersøgelser ikke den bedste måde at inddrage
børnene i skilsmissesager?
To psykologer i vores netværk svarer: Børnesagkyndige psykologer er eksperter i børn. De er
uddannet i børns udviklingsstadier, trivsel mv. og er ikke specialuddannet til at se på
voksenadfærd.
Ofte får den børnesagkyndige som opdrag, ved samme lejlighed som den børnesagkyndige
undersøgelse, at være opmærksom på om en af forældrene lider af en personligheds-eller
adfærdsforstyrrelse (eksempelvis psykopati eller overgrebsadfærd). I sådan en situation bør
børnepsykologerne straks meddele, at det ligger uden for deres fagområde at vurdere om en
voksen person lider af en personlighedsforstyrrelse.
Børnesagkyndige undersøgelser går til lavestbydende. De fleste seriøse psykologer siger nej
til at lave børnesagkyndige undersøgelser for statsforvaltningen, da de ikke vil eller kan lave
en seriøs lødig undersøgelse på de vilkår og til den pris, som statsforvaltningens og rettens
børnesagkyndige udbyder sig til.
Kun en psykiater kan på- eller afvise en psykopatisk diagnose. En psykiater forsøger at lave
en historik på den pågældende person, bla. ved at indrage “vidner”, undersøge dennes
opvækst (familieforhold og skolegang), tidligere arbejdsforhold, samliv/ægteskab etc. En
samtale udelukkende med den dyssociale person giver kun et manipuleret og løgnagtigt
billede, der ikke kan bruges til ret meget hvis den står alene.
De børnesagkyndige gør det stik modsatte af en psykiater. De vil ikke bruge vidner og
fortiden tæller inddrages ikke. De ønsker kun at inddrage det, de selv ser og det, den
dyssociale selv ønsker at bidrage med.
De børnesagkyndige, der bruges i Statsforvaltningen, udpeges af et udvalg af
børnesagkyndige. Dette udvalg lægger ikke vægt på tidligere vold i parforholdet, da
barnesynet i ”de børnesagkyndiges selskab” er, at barnet har ret til begge forældre.
I princippet har psykologerne frie hænder. Ingen følger op på kvaliteten af deres arbejde. Der
følges ikke op på barnets trivsel et halvt år efter statsforvaltningens afgørelse, så man kan se,
om den børnesagkyndige har foretaget en korrekt vurdering, og om barnet har det godt.
De ledere i statsforvaltningen, der evt. laver ”stikprøveundersøgelser” på de
børnesagkyndiges arbejde, er ikke selv psykologer og har ingen ekspertviden i vold.
De børnesagkyndiges arbejde er vejledende og det er op til Statsforvaltningen om de vil følge
anvisningerne. Det vil sige at ansvaret ikke kan placeres hos de børnesagkyndige.
Statsforvaltningen baserer deres beslutninger på de børnesagkyndige undersøgelser, så de
mener også at være uden ansvar eftersom de ikke selv har lavet undersøgelserne.
Selv om der skulle være en børnesagkyndig, der ser de psykopatiske træk hos en eller begge
forældre, må de ikke skrive dette i rapporten, da de ikke er psykiatere, og det ligger i deres
opdrag, at forældrene er ligeværdige, og at den børnesagkyndige ikke må tage parti. Den
børnesagkyndige må kun beskrive, hvordan det er hos mor og far, og hvad børnene har sagt.
Som jura-uddannet kan man ikke læse psykologsprog, selv om psykologen føler, at
psykopatien er – indirekte – skåret ud i pap i adfærds- eller samspilsbeskrivelsen. Derfor
falder undersøgelserne imellem to stole, hvor begge forældre bebrejdes konflikterne og
barnets mistrivsel.
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0010.png
Ikke engang en psykolog, som laver tests, må lave diagnoser. En psykolog, som står med en
psykologisk testning af en uegnet forælder, kan skrive ting som ”Når hun er i ro, er hun inden
for normalområdet”. Det kræver en særdeles kyndig jurist at læse ud af sådan en beskrivelse,
at forælderen bliver livsfarlig i stressede situationer.
Børnesagkyndige kan altså ikke komme med præcise anbefalinger, men mere en
”landskabsbeskrivelse” eller et ”øjebliksbillede”. Og den børnesagkyndige skal beskrive
mange sider om et par timers observation. Der kommer ikke deciderede konklusioner, så der
er frit slag for juristen til at træffe nærmest en hvilken som helst afgørelse baseret på dette
nænsomt og vagt formulerede ”landskab”.
Hvis psykologen har erfaring og uddannelse inden for psykiatri og er vant til at diagnosticere
karakterafvigelser og personlighedsforstyrrelser, kan forældrenes samspil med barnet
observeres. Der bør dog være to psykologer eller en psykolog og en psykiater – så er der
skærpede omstændigheder, og begge fagpersoner vil, hvis de ikke kender hinanden, gøre
deres bedste.
En børnesagkyndig, som ikke kender barnet og dets normale reaktioner i trygge omgivelser,
giver en falsk tryghed med sine ”samspilsundersøgelser”. Den børnesagkyndige kan ikke læse
et barn, han/hun ikke kender. F.eks. er mange voldsramte børn overtilpassede og
tilsyneladende glade i den voldelige forælders selskab.
Der er også usikkerhedsfaktorer ved samspilsundersøgelsen, f.eks. influenza eller hvem
børnene sidst har været hos.
Ofte er den sagkyndige specialist i klinisk psykologi. Det er fagfolk, der normalt arbejder med
forskellige former for psykologisk terapi i forhold til en patient. Terapiens opgave er at hjælpe
patienten til at ændre sin negative kognitive tilstand. I sådan en sammenhæng er det
ligegyldigt, om patientens beskrivelser af sit liv er sandheden eller blot en indre oplevelse.
I retssystemet finder vi igen de samme kliniske psykologer, men nu som sagkyndige
psykologer. I sådan en situation, vil parterne være interesseret i at fremhæve deres egne
positive færdigheder og modpartens negative færdigheder. Allerede her er forskellen til en
hverdag med klinisk terapi betydelig.
Dermed bliver den sagkyndiges rolle fundamentalt forskellig fra terapeutens rolle.
Sandheden er helt afgørende for at kunne sige noget fagligt i afgørelsessager.
I de sager om forældremyndighed hvor man har at gøre med misbrugere eller psykopater, kan
den børnesagkyndige nemt gå grueligt galt i byen, da disse personlighedstype er specialister i
at give et falsk billede af virkeligheden.
Mange børnesagkyndige undersøgelser er dårligt lavet: partiske, konkluderende og uden
realitetstestning af parternes forklaringer. Beskyldninger om vold, misbrug og
personlighedsforstyrrelser affejes uden nærmere undersøgelser.
Døgnovervågning i familiehuse i længere tidsrum giver et mere retvisende billede af
psykopater og alkoholikere end kortere samspilsundersøgelser, da en misbruger eller psykopat
kan udvise normal adfærd i kortere tidsrum under overvågning.
Spørgsmål 7: Hvordan hindrer eller fremmer børnesamtaler opklaringen af incest- og
skilsmissesager?
Jeg har samlet en række positive og negative erfaringer fra forældre i netværket, som har oplevet
børnesamtaler i incest- og/eller skilsmissesager:
Barnets omgivelser før og efter samtalen:
Et barn kan føle sig sig presset, hvis det er kørt til samtale af en bekymret eller truende
forælder.
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
Et barn kan føle sig presset, fordi det ved, at den farlige eller ustabile forælder får referat af
samtalen eller barnet skal være sammen med den forælder, barnet er bange for, efterfølgende,
uden at barnet er beskyttet mod forælderens reaktion.
Et barn kan manipuleres voldsomt af en psykopat. Der er ofte personlighedsforstyrrelser
involveret i incest- og svære skilsmissesager.
Hvis barnet bliver passet af den bekymrede forælder inden samtalen, vil den incestuøse eller
voldelige forælder ofte klare frisag, fordi myndigheden lader tvivlen om, hvorvidt barnet er
manipuleret, kommer gerningsmanden m/k til gode.
Barnets personlighed og alder:
Overgrebne børn kan tegne og fortælle detaljeret om seksuelle overgreb – men være så
dissocierede, at de ikke er klar over, at overgrebene handler om dem selv.
Børn inden skolealderen er for små til at fortælle sammenhængende om seksuelle overgreb.
Domspraksis i landsretten og højesteret viser, at der kun fældes dom for overgreb fra
skolealderen og op, medmindre gerningsmanden er taget på fersk gerning eller overgrebene
dokumenteret med foto eller dna. Det lille barns seksualiserede og traumatiserede adfærd i
institution og legeterapiforløb regnes ikke for et domfældende bevis.
Et modent barn, som kan fortælle sammenhængende og overbevisende om sine oplevelser og
sine ønsker, har en chance for at blive troet på.
Barnets retssikkerhed er lille, da barnets troværdighed vurderes subjektivt af børnesagkyndig
eller domstol. Incestsager og samværssager er ord-mod-ord. Jo ældre barn, og jo raskere
barnet er, jo større troværdighed.
Desværre er mange børn i højkonflikt-skilsmisser ødelagt af posttraumatisk stress og angst,
hvilket mindsker barnets troværdighed. Posttraumatisk stress giver nemlig en forstyrrelse,
hvor ord og kropssprog ikke hænger sammen. (Kilde: Psykolog Iben Elene Oxfeldt, som
arbejder med ptsd-ramte i højkonflikt-skilsmisser).
Barnets omgivelser:
Opholder barnet sig i nye omgivelser, vil det være utrygt eller let at distrahere.
Et barn åbner sig lettest i omgivelser, hvor barnet er trygt. Det kan f.eks. være i barnets hjem
eller børnehave eller hos en fagperson, barnet kender godt.
Barnets relation til samtalepartneren:
Det tager lang tid at opbygge en tillidsrelation, hvor barnet åbner sig. Ofte vil barnet i første
omgang kun åbne sig for sin primære tryghedsperson.
Et barn, som udsættes for vold eller seksuelle overgreb, skammer sig og føler sig forkert eller
ulækker. Barnet kan også være i en loyalitetskonflikt. Det vil skjule overgrebene for
omgivelserne – herunder politimanden eller den børnesagkyndige, som barnet ikke kender og
er tryg ved.
Små børns fortællinger om vold og seksuelle overgreb kommer fragmenteret – ofte ved
sengetid eller helt uden for sammenhængen som små løsrevne fagter eller sætninger, hvorefter
barnet leger videre eller skifter emne.
Disse små tilfældige sætninger kan politiet ikke bygge en sag op på. Og ingen psykolog i et
incestcenter kan med sikkerhed hverken be- eller afkræfte overgreb.
Ofte er de sikreste symptomer på incest adfærdsændringer – og disse adfærdsændringer kan
lige så vel skyldes skilsmissekonflikten og de voldsomme uenigheder mellem forældrene.
Det sikreste, hvis man ikke har fysiske spor, videooptagelser eller troværdige og uvildige
øjenvidner, er derfor at lave en forældreevneundersøgelse og beskytte barnet mod den
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0012.png
forælder, som viser sig mindst egnet. Og så lade kommunen følge op løbende på barnets
trivsel. Følg Servicelovens kriterier for beskyttelse af børn: Her kommer tvivlen som
udgangspunkt barnet til gode.
Spørgsmål 8 : Har du nogen ide til udformningen af de to forskellige spor mellem de fleste
normale forældre og så de psykopater, som vi alle sammen ved er i samfundet, og som er alt for
svære at gennemskue i skilsmissesager?
1. Alle forældre screenes skriftligt som det første når de henvender sig i statsforvaltningen.
2. Ved det første møde, som afholdes separat i de sager, hvor der er mistanke om en eller anden
form for vold (Istanbulkonventionen artikel 48) har fagpersonerne i Statsforvaltningen et
screeningsværktøj, der kan spotte eksempelvis dyssocial adfærd hos den ene forælder (f.eks.
SAM, stalking assessment management).
3. Efter dette møde træffer statsforvaltningen beslutning om, at sagen sendes over til "et andet
spor", som kunne foregå i samarbejde med psykiatrien for at afklare begge forældres
personlighedsstruktur, samt undersøge for eksempelvis misbrug, vold, overgreb, psykisk vold
osv. Begge forældre tvinges ind i dette afklaringsforløb.
4. Sagen kommer ikke tilbage i det almindelige sagsbehandlingsspor, men bibeholdes i det
"specialiserede spor”, som bliver et domsstolsspor. Hvor der på baggrund af 1.-3. træffes
afgørelse.
5. De normale forældre indkaldes til fælles obligatorisk konfliktmæglingsmøde, som i Norge, og
tilbydes her et fortsat mæglingsforløb og/eller samtaler med en børnesagkyndig.
6. Det tilstræbes, at de normale forældre enten går fra statsforvaltningen med værktøjer til at
samarbejde uden en resolution. Eller at de indgår en frivillig samværs- og bopælsaftale. Er det
ikke muligt, kan statsforvaltningen sende sagen i retten som nu.
Spørgsmål 9 : Hvordan screener vi psykopatsagerne fra starten, og hvordan gennemskuer
statsforvaltningerne hvem af forældrene, der er psykopat?
Spørgsmål 9a : Hvilke screeningsmetoder kan benyttes med henblik på hurtigt at kunne
afdække, om den ene forælder er egnet til at kunne have samvær med barnet i konfliktfyldte
skilsmissesager, hvor der er en formodning om, at den ene forælder er voldelige eller psykisk
ustabil?
Spørgsmål 9b: Hvilke forældreevneundersøgelser vil afsløre en psykopat?
1. Indledende screening:
Der må ikke indkaldes til fælles mæglingsmøder, hvis den ene forælder er voldsramt
(Istanbulkonventionen artikel 48). Derfor foreslås indledende skriftlig screening, når
en forælder indleder en sag i statsforvaltningen.
Forældrene udfylder allerede elektronisk et indledende screeningsskema på
statsforvaltningens hjemmeside, som kunne suppleres med spørgsmål om a) hvorvidt
begge forældre besidder normal omsorgs- og indlevelsesevne, b) hvorvidt der har
været fysisk, psykisk, økonomisk eller seksuel vold, (som defineret i
Istanbulkonventionen artikel 3ab), c) hvorvidt nogen af parterne tidligere har øvet
vanrøgt eller børnemishandling (jf. kriterierne for børnemishandling i SFI’s rapport
”Børnemishandling i hjemmet”)
http://www.sfi.dk/publikationer/boernemishandling-
i-hjemmet-4551/
Skemaet bør udfyldes af begge forældre.
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0013.png
Man kan supplerende spørge, om en af forældrene får angst af at være i rum med den
anden eller har svært ved at udtrykke sig i samme rum som den anden og foretrækker
et separat indledende møde http://www.hiil.org/bestpractices/Organising-separate-
meetings-with-parties
2. Psykopatscreening og afdækning af samværsegnethed:
Statsforvaltningen kan ikke på ét møde gennemskue en psykopat, da en psykopat
gennemskues over tid. Offerets angstreaktioner er i første omgang den bedste
rettesnor for, at der kan være tale om en psykopat-sag.
En jurist skal have fagligt eller legalt belæg for at stoppe samværet. Psykopati-
screening uden diagnose er ikke et legalt belæg for samværsstop.
I stedet foreslås, at man benytter termen ”højkonflikt-forælder” om dynamikken
mellem forældrene (Se artikel af advokat Bill Eddy, High Conflict Institute, om
sammenhængen mellem personlighedsforstyrrelser og højkonflikt
https://www.psychologytoday.com/blog/stop-walking-eggshells/201205/high-
conflict-people-drive-disputes-home-school-work)
En såkaldt ”højkonfliktforælder”, som bruger al sin energi på kampen mod den anden
forælder, kan få stoppet kontakten med barnet, hvis forælderen ikke udviser
selvindsigt og ændrer adfærd.
Samværet med højkonflikt-forældre skal kunne stoppes forebyggende, inden barnet
tager skade. Samværsstoppet kan baseres på forælderens psykisk ødelæggende
adfærd over for den anden forælder eller barnet, eller på en helhedsvurdering af den
samlede families forhold, hvor en forælder kan være traumatiseret eller stressbelastet
og have brug for fred.
Dét at køre føre krig mod sin ekspartner om barnets bopæl, deleordning eller udvidet
samvær, når man har begrænset forældreevne, viser, ifølge den amerikanske
familieretsadvokat Barry Goldstein, at man har for lidt selverkendelse til at få
samvær. Ansvarsbevidsthed og selverkendelse i egne begrænsninger er en
forudsætning for, at delvist uegnede forældre kan få et fornuftigt forhold til deres
børn.
Der er lagt op til samværsstop med højkonflikt-forældre i Familiestyrelsens
vejledning om samvær af 2007, men muligheden er ikke skrevet ind i loven og
anvendes derfor ikke som tiltænkt, jf. spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til
justitsministeren 15. februar 2010:
http://www.ft.dk/samling/20091/almdel/reu/spm/684/svar/693531/810290.pdf
Slutningen af svaret, hvor en børnesagkyndig undersøgelse skal afklare årsagen til
højkonflikt-forælderens adfærd, er heldigvis erstattet af muligheden for
forældreevneundersøgelser i 2012.
Det bedste kriterie til at forudsige fremtidig vold og totalt manglende forældreevne er
parametrene i SAM (Stalking Assessment Management), som indeholder
farlighedskriterier for stalkere, men fanger de generelle karaktertræk hos voksne, som
ikke kan ændre deres skadelige adfærdsmønster mod andre. SAM er videnskabeligt
valideret og bruges af bl.a. svensk politi:
http://www.evidensbaseradkrim.se/manualer/SAMkodschema.pdf
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0014.png
Fire symptomer på en ”højkonflikt-forælder”:
a)
Klagesager:
Er enten ekstremt kontrolleret eller meget ukontrolleret og har en
tilsyneladende ustoppelig energi, som bruges til klagesager, underretninger og
retssager mod den anden forælder – og mod myndighederne. Et rigtigt offer ville
være for traumatiseret til denne energiudladning. (jf. spørgsmål fra Folketingets
Retsudvalg til justitsministeren om samarbejdschikane ovenfor).
b)
Mental ustabilitet:
Forælderens historier og påstande hænger ikke sammen.
Offeret pålægges al skyld for problemerne og bombarderes med beskyldninger,
som virker modstridende ifht. parrets faktuelle historie sammen.
Højkonfliktforælderen ser sig selv om troværdig og den bedste forælder.
Diagnoser og sygdomsforløb misbruges som våben til at tvære den anden
forælder ud.
En gennemgang af højkonflikt-forælderens skrivelser over tid, fremviser et
mønster af psykisk ustabilitet, skiftende mellem jovialitet, dominans, klager og
beskyldninger, aggression, samarbejdsvilje og trusler.
Enhver lille åbning til myndighederne eller offeret misbruges til nye klagesager
eller dialogbestræbelser, hvor målet ikke er en løsning, men kontakten i sig selv
til ekspartneren eller myndighedspersonen. (stalkeradfærd).
Partnervolden fra forholdet fortsætter som insisterende kontakt, forklædt som
”forældrekrig”:
http://www.newhopeforwomen.org/abuser-tricks
c)
Et traumatiseret offer:
Offerets reaktion: Forvirret, usikker og undskyldende. Har
ofte god selvindsigt, er ærlig om sine svagheder og har søgt hjælp hos psykolog
eller psykiater til sine egne problemer – ikke partnerens. Foretrækker så lidt møde
og dialog med sin eks som muligt, da kontakten er angst-fremkaldende. Har ofte
diagnosen ”belastningsreaktion” eller ”posttraumatisk stress” og er stress-sårbar.
d)
Materielle værdier:
En generel rettesnor, baseret på statistik snarere end den
enkelte sag:
Statistisk foretrækker højkonflikt-forældre med psykopatiske træk at arbejde i
jobs, som giver dem penge, status, berømmelse, frihed eller ekstrem spænding
Deres interesse for andre menneskers følelser lille, hvorfor de ofte foretrækker
tekniske fag.
Pga. deres ustabile personlighedsstruktur kan de svagere psykopater have svært
ved at gennemføre en uddannelse eller fastholde et arbejde (ligesom misbrugere).
Der er lavet mange undersøgelser om typiske psykopat-jobs. Her er et eksempel:
http://www.sfi.dk/publikationer/boernemishandling-i-hjemmet-4551/
Psykopatofre af begge køn er typisk hjælpere. De er selvtilsidesættende,
højsensitive med meget behov for ro, gode kolleger og med en præference for
omsorgsfag og for kunstneriske fag, hvor de kan arbejde med æstetik.
(Kilde: Sandra L. Brown: ”Women who love psychopaths”)
Psykopatofre af begge køn i netværket fortæller om pludselige karrieretab som
følge af det voldelige forhold og forældrekrigen. Så hvis en forælder
dokumenterbart har tabt sin karriere på gulvet uden at have begået kriminalitet,
og er gået fra succes til ptsd-ramt, er det en klar indikation på, hvem af
forældrene der er offer.
Psykopater snylter på deres ofre. Derfor er det en god ide at se på, hvem der er
gået fattigere ud af forholdet – det er sjældent psykopaten, der taber på relationen.
3. Diagnosticering af forældrene:
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0015.png
En dygtig psykiater kan gennemskue psykopaten og stille diagnosen. Det er dog ikke
altid, dette lykkes, da psykopaten også kan være dygtig til at forstille sig.
Alternativt kan psykiateren diagnosticere offeret med belastningsreaktion og/eller
PTSD. Både belastningsreaktion og posttraumatisk stress er reaktive lidelser, som
man får af ydre påvirkninger. Så samværet bør kunne stoppes på, at offeret
traumatiseres af samarbejdet med sin ekspartner, uden at der kan påvises andre
årsager til traumet end skilsmissekonflikten, hvorfor familiens samlede behov for ro
overstiger barnets behov for kontakt med begge forældre.
SAM (stalking assessment management) inkluderer den ”nye psykopattype”, som i
psykiatrien og erhvervslivet omtales ”den maligne narcissist”. Netop denne psykopat-
type optræder, ifølge amerikansk og australsk forskning om højkonflikt-
skilsmisseforældre, hyppigt.
Om ”den nye psykopattype” henvises i øvrigt til psykolog Lars Bjerggaard Pedersen,
som i artiklen ”Dyssocial Personlighedsstruktur og Psykopati” i Guul, Andersen og
Lydersen (red.) ”Hjerne og Psykiatri” gør rede for undertyperne af psykopati, fra
eksplosivt-aggressive til følelseskolde og samvittighedsløst kyniske psykopat-typer.
CAPP (Comprehensive Assessment of Psychopatic Personality) fokuserer, ifølge Lars
Bjerggaard Pedersen, på psykopatens destruktive mønstre i relation til andre
mennesker. Derfor er kriterierne i CAPP mere velegnede til højkonflikt-skilsmisser
end f.eks. Hare’s PCL-R, som fokuserer på kriminel adfærd.
Scanningsstudier af psykopater har i nogle tilfælde vist abnormaliteter i højre kerne af
amygdalaen (frygtcenteret) og orbifrontal cortex, som står for følelsesreguleringen.
Hjernescanningerne virker dog kun ved en undergruppe af den psykopatiske
personlighed og er endnu ikke et sikkert diagnoseredskab.
Testen MMPI-2 er et udforskningsinstrument, som i samspil med WAIS og
Rohrschach giver det mest retvisende billede af personlighedsforstyrrelser. Her stilles
ingen diagnoser, da testene foretages af en neuropsykolog, men forældrenes
personlighed beskrives.
Uanset om der stilles diagnoser eller laves en personlighedsbeskrivelse, er der behov
for et cirkulære, som ret håndfast vurderer om barnet kan have en god, kærlig og
stabil kontakt med sin forælder, hvor det er forælderen, der tilpasser sig barnet – og
ikke omvendt. Hvis barnet skal tilpasse sig forælderen, for at kontakten er givende,
bør der ikke fastsættes samvær, medmindre dette er et udtrykkeligt ønske fra barnet
eller bopælsforælderen.
Det er muligt, at børnepsykiatrien er bedst egnet til at varetage vurderingerne af en
forælders samværsegnethed og en eventuel supplerende samspilsvurdering, fordi
børnepsykiatrien kender til de risikofaktorer, der kan ødelægge børn psykisk.
Spørgsmål 10: Hvordan skader eller gavner de nye skilsmissepakker udsatte børn og
beskyttende forældre, sammenlignet med forholdene ved seneste lovændring i 2012?
 SOU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 315: Henvendelse af 13/6-16 fra Sidsel Lyster, Torshavn, Færøerne, om højkonflikt-skilsmisser og psykopati
1645299_0016.png
Udgangspunktet for skilsmissepakke 1 er, at det aldrig er til gavn for barnet at blive holdt væk
fra en forælder, som ønsker kontakt med barnet. Derfor fastsættes automatisk
erstatningssamvær, hvis den ene forælder aflyser samværet med den anden forælder.
Konsekvens: Vi ser syge børn, som udleveres til samvær imod deres tarv, fordi forældrene
ikke tror, at børnene kan holde til at se en psykopatisk samværsforælder med kun en uges
mellemrum.
Vi ser et stigende antal ødelagte børn i netværket, fordi man ikke længere kan sygemelde dem
for at give dem en ”pause” fra samværene. Især ældre børn, som ikke vil på samvær, bliver i
stigende grad presset til at tage af sted.
Vi ser et stort antal mødre undlade at holde ferie med børnene, fordi de fejlagtigt tror, at en
ferie udløser erstatningssamvær, og at børnene derved tvinges på ekstremt lange samvær, de
ikke kan tåle, når samværsforælderen er uegnet.
De udsatte børn og beskyttende forældre i vores netværk er kede af skilsmissepakke 1, fordi
den gør det endnu sværere at skåne børnene.
Rådgivning i eget hjem til forældre, hvis sager behandles i fogedretten, og hvor næste skridt
er, at barnet skal hentes af fogeden eller politiet.
Konsekvens: Ingen i netværket har oplevet denne rådgivning, selv om flere – på grund af
begrundet beskyttelse af barnet - har været udsat for udkørende fogedforretning.
Netværket er negativt indstillet, da formålet med rådgivningen alene er at tvinge barnet
udleveret af frivillig vej – der er en grund til at børnene tilbageholdes, og at de beskyttende
forældre er villige til at udholde tvangsbøder og fængsling. Rådgivning vil ikke ændre dette –
forældrene mangler i stedet hjælp til at beskytte barnet.
Som udgangspunkt mener netværket ikke, at fogedretten bør anvendes i samværssager.
Fogedretten tager udgangspunkt i, at sagen er oplyst af statsforvaltningen –
statsforvaltningen antager, at en forkert afgørelse ikke vil blive effektueret af fogedretten.
Begge instanser lægger altså skylden på den anden instans, hvis børnene udleveres til en
skadelig forælder.
Børnene behandles som genstande på lige fod med inventar. Og hidtil lovlydige og ustraffede
forældre fængsles vilkårligt, når de ikke vil udlevere børnene. Disse forældre fængsles med en
meget lav retssikkerhed, uden domsmænd og vidner. Forældrene adskilles fra deres børn og
placeres i arresthuse med hårdkogte forbrydere. Syddansk Universitets undersøgelse ”Med
barnet som gidsel – stalking af mødre” viser, at voldsudsatte kvinder pga. fogedretten har en
stor procentuel sandsynlighed for at blive fængslet, når de beskytter børnene – risikoen er
større end risikoen for at blive fængslet for voldtægt eller incest.
Vi mener ikke, at fogedret og en lov om barnets tarv er forenelige.
Vi mener, at kommunen eller politiet må ind over i stedet, hvis barnet ikke udleveres og er i
fare eller mistrives hos den forælder, som tilbageholder barnet.
Om konflikthåndteringen i skilsmissepakke 2: Se ovenfor om problematikkerne med
konflikthåndtering i psykopat-sager. SFI har analyseret skilsmissekonflikter i en ny rapport
fra 2016,
https://pure.sfi.dk/ws/files/442507/Notat_Udviklingen_i_Familieretlige_konflikter.pdf
SFI’s konklusion om konfliktmægling er, at Norge slås med de samme problemer som
Danmark, og at konfliktmægling ingen signifikant effekt har i højkonflikt-skilsmisser (bl.a. s.
53).