Udvalget til Prøvelse af Valgene 2014-15 (2. samling)
UPV Alm.del Bilag 1
Offentligt
Folketinget
Sagsnr.
2015 - 5098
Doknr.
246050
Dato
25-06-2015
Valgklage fra Karin Højen Johannesen
Fra Karin Højen Johannesen, Ternevej 8, 4230 Viby Sj., har Økonomi- og Indenrigs-
ministeriet modtaget vedhæftede e-mail af 7. juni 2015, hvori Karin Højen Johannesen
klager over Roskilde Kommune i forbindelse med afholdelse af folketingsvalget den
18. juni 2015, idet hun den 1. juni 2015 ikke havde adgang til at brevstemme på Viby
Sj. Bibliotek (borgerservice), da brevstemmestedet var udgået for kuverter. Klageren
blev vejledt om, at hun kunne tage til Roskilde, komme igen en anden dag eller stem-
me i en anden kommune.
Roskilde Kommune har i anledning af klagen ved vedhæftede e-mail af 16. juni 2015
oplyst, at kommunen kan bekræfte sagsforløbet, der fandt sted ca. en halv time før,
brevstemmestedet lukkede den pågældende dag. Kommunen har videre oplyst, at
årsagen til, at brevstemmestedet løb tør for brevstemmemateriale, var, at usædvanligt
mange borgere havde brevstemt i perioden frem til den 1. juni 2015. Fra den 2. juni
2015 om morgenen var der igen brevstemmemateriale til stede på brevstemmestedet.
Roskilde Kommune har endelig oplyst, at der i kommunen kunne brevstemmes til
folketingsvalget på rådhuset og på tre biblioteker, samt givet oplysning om brevstem-
mestedernes åbningstider. Kommunen har beklaget det passerede.
Roskilde Kommune har ved telefonsamtale af 23. juni 2015 over for Økonomi- og In-
denrigsministeriet supplerende oplyst, at to vælgere – dvs. én foruden klageren – gik
forgæves i forhold til at afgive brevstemme på Viby Sj. Bibliotek (borgerservice) den
pågældende dag, at problemet med manglende brevstemmemateriale ikke opstod
mere end den ene gang, og at kommunen i lyset af hændelsen tog skridt til at sikre, at
der var reserver af brevstemmemateriale på alle brevstemmesteder i kommunen.
Økonomi- og Indenrigsministeriet kan i den anledning oplyse, at reglerne om brev-
stemmeafgivning fremgår af kapitel 8 i folketingsvalgloven (lovbekendtgørelse nr. 369
af 10. april 2014). Af lovens §§ 53 og 56 følger det, at enhver vælger kan brevstemme
i enhver kommune her i landet i løbet af de sidste 3 uger før valgdagen, dog senest
næstsidste hverdag før valgdagen. Af lovens § 60, stk. 2, 2. pkt., følger det blandt
andet, at brevstemmematerialet til enhver tid skal findes hos kommunerne.
Enhver vælger, der kan identificere sig, har således en lovmæssig ret til i brevstem-
meperioden at brevstemme i enhver kommune i hele landet på de steder, hvor kom-
munalbestyrelsen har bestemt, at enhver vælger kan brevstemme. Brevstemmemate-
rialet skal altid findes hos kommunerne, herunder også på borgerservicecentre og
lignende, hvor enhver vælger kan brevstemme. Dette fremgår af pkt. 8.2.2. i Økonomi-
og Indenrigsministeriets vejledning nr. 9827 af 29. oktober 2014 om afholdelse af fol-
ketingsvalg.