Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del
Offentligt
1524393_0001.png
Folketingets Miljøudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-401-01517
29. april 2015
Folketingets Miljøudvalg har i brev af 9. april 2015 stillet følgende spørgsmål nr.
427 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anne-
Mette Winther Christiansen (V).
Spørgsmål nr. 427 (alm. del)
Hvilke andre erhverv eller grupper ud over landbruget skal bidrage til reduktionen
af kvælstofudledning, og hvordan er fordelingen mellem de berørte erhverv
og gruppe både i forhold til den økonomiske udgift og størrelsen af reduktionen?
Svar
Det forudsættes, at spørgsmålet vedrører indsatserne i forslag til vandområde-
planer for 2015-2021.
Spørgsmålet om reduktion af kvælstof fra forskellige erhverv eller grupper skal ses
i forhold til, hvordan disse grupper bidrager til kvælstoftilførslen.
I forbindelse med udarbejdelse af forslag til vandområdeplaner for 2015-2021 har
Naturstyrelsen på baggrund af data fra NOVANA-programmet udarbejdet en
belastningsopgørelse af den landbaserede tilførsel af kvælstof til kystvande.
På landsplan udgøres den største del af kvælstoftilførslen af landbrugsbidraget –
svarende til i alt ca. 70%. Punktkilder, dvs. primært spildevand, udgør ca. 10% af
tilførslen, og den resterende del af tilførslen på ca. 20% omfatter primært
baggrundbidraget. Baggrundsbidraget er beregnet svarende til den belastning, der
vil komme fra arealerne, hvis der ikke var landbrug og punktkilder indenfor
oplandene.
I vandområdeplanerne omfatter indsatserne til reduktion af kvælstoftilførslen
primært etablering af vådområder og udtagning af lavbundsjorde. Udgifter til disse
indsatser er opgjort til ca. 1,5 mia. kr., og med en effekt på ca. 1.300 tons kvælstof.
De berørte landbrugsbedrifter kompenseres for eventuelle udgifter i forbindelse
med alle de aktiviteter, der foreslås iværksat direkte som led i planerne. Forslaget
til vandområdeplaner vurderes derfor ikke at medføre erhvervsøkonomiske
konsekvenser for dansk landbrug.
Spildevandsindsatserne i vandområdeplanerne har primært til formål at forbedre
tilstanden i vandløb og søer. Indsatsen omfatter forbedret rensning for den
ukloakerede spredte bebyggelse, for regnbetingede overløb og for mindre
renseanlæg. Anlægsudgifterne til spildevandsindsatserne er opgjort til ca. 1,8 mia.
kr. og er fuldt ud brugerfinansierede. Indsatsen vil som sideeffekt medføre en
reduktion af kvælstofudledningen på omkring 40 tons kvælstof.
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MIU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 427: Spm. om, hvilke andre erhverv eller grupper ud over landbruget skal bidrage til reduktionen af kvælstofudledning, og hvordan er fordelingen mellem de berørte erhverv og gruppe både i forhold til den økonomiske udgift og størrelsen af reduktionen, til miljøministeren
Der er desuden i forslagene til vandområdeplaner planlagt statslige opkøb af
dambrug for 50 mio. kr. ud over de 20 mio. kr., der blev afsat i 2014. Der forventes
som sideeffekt af ordningen at ske en reduktion af tilførslen af kvælstof på 80 tons
kvælstof ved denne indsats..
Udledningen af kvælstof fra punktkilder er siden 1989 reduceret med ca. 75%.
Potentialet for en yderligere reduktion af kvælstofudledningen fra punktkilder er
derfor stærkt begrænset, under forudsætning af, at der skal iværksættes de mest
omkostningseffektive løsninger.
Kirsten Brosbøl
/
Mads Leth-Petersen
2