Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2014-15 (1. samling)
UUI Alm.del Bilag 52
Offentligt
1484603_0001.png
Religionsfrihed: Konventionerne og realiteterne
Oplæg ved Jonas Christoffersen
Høring i Folketingets Udenrigsudvalg
Onsdag d. 12. november 2014 kl. 14:00-17:00
Hvad er religionsfrihed?
Religionsfrihed handler grundlæggende om to ting:
1.
Retten til at
have
en tro – hvad enten det så er
kristendom, islam, Scientology, asatro, eller agnosticisme.
Artikel 18 skal beskytte både ”teistiske, ikke-teistiske og
ateistiske former for tro, såvel som retten til ikke at dyrke
nogen religion eller tro.”
1
Religionsfriheden beskytter
individets ret
til en hvilken som helst tro eller ikke tro.
2. Retten til at
udtrykke
denne tro. Det kan være gennem
f.eks. ceremonier og ritualer, fejring af religiøse højtider,
gennem
undervisning
og
træning,
etablering
af
institutioner og organisationer, indsamlinger, eller
gennem brug af religiøse symboler og beklædning.
1
FN’s Menneskerettighedskomité, General Comment nr. 22.
1
 UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 52: Materiale fra høring den 12. november 2014 om religionsfrihed og forfulgte kristne
1484603_0002.png
Modsat retten til at
have
en tro kan retten til at
udtrykke
sin tro begrænses, men kun når det i ganske særlige
tilfælde er nødvendigt for at sikre ”den offentlige orden,
sundhed eller moral”
2
– eller hvis andres rettigheder
krænkes. Religionsfriheden indbefatter ikke en ret til
frihed fra kritik, hån eller latterliggørelse.
Konventionerne…
Retten til religionsfrihed er sikret gennem en række
internationale og regionale konventioner, men den har
ikke sin egen juridisk bindende FN-konvention.
Og realiteterne…
Størstedelen af verdens befolkning lever i lande, hvor
religionsfriheden er under pres. Ganske vist har 145 af
verdens lande lovgivning, der skal sikre retten til
religionsfrihed. Men over to-tredjedele beskytter kun
visse
individers og gruppers religionsfrihed.
Over hele verden er mennesker ofre for diskrimination,
vold og undertrykkelse – forfulgt for at udøve deres tro
eller for ikke at have nogen tro.
Baseret på konventionens Artikel 18.3 og som beskrevet i General Comment no.
22 er alle begrænsninger underlagt følgende restriktioner: De skal være
etableret ved lov, de må ikke bruges på en måde der underminerer de
rettigheder der er garanteret i Artikel 18, de må kun benyttes til de formål de var
tænkt, og må ikke bruges til diskiminerende praksisser eller på en
diskriminerende måde.
2
2
 UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 52: Materiale fra høring den 12. november 2014 om religionsfrihed og forfulgte kristne
Faktisk har der aldrig været flere på flugt på grund af
deres tro, end der er i dag.
Overordnet
kan
vi
inddele
krænkelser
af
religionsfriheden i to kategorier:
Den ene er
krænkelser begået af staten:
hvor staten
aktivt diskriminerer, undertrykker og/eller forfølger
mennesker på basis af deres tro eller mangel på samme.
Det kan være
diskrimination
udenretslig.
Den anden er
krænkelser begået af ikke-statslige
aktører:
hvor f.eks. religiøse organisationer, medier,
politiske
grupper
–
eller
f.eks.
militante
gennem
bevægelser
vold,
diskriminerer og forfølger andre på basis af deres
overbevisning
helligdomme.
trusler,
kidnapninger, voldtægter eller ødelæggelse af religiøse
gennem forbud mod visse religiøse
og
intimidering,
retslig
såvel
som
grupper, gennem vold, eller gennem andre former for
3
 UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 52: Materiale fra høring den 12. november 2014 om religionsfrihed og forfulgte kristne
Det amerikanske Pew Research Center udgiver hvert år
en oversigt over religionsfriheden i alle verdens lande.
Ifølge deres seneste rapport er antallet af både statslige
og ikke-statslige krænkelser stigende. I 2007 fandt man
et højt niveau af krænkelser i 20 procent af verdens lande
– i dag er det omkring 30 procent af verdens lande.
Krænkelser af religionsfriheden er stigende i alle dele af
verden, med undtagelse af Nord- og Sydamerika. De
største stigninger – og det højeste niveau – finder vi i
Nordafrika og Mellemøsten, især i lande som Egypten,
Syrien, Irak, Somalia og Sudan. Det amerikanske
udenrigsministerium nævner i sin seneste årsrapport om
religionsfrihed desuden Burma, Kina, Eritrea, Iran,
Nordkorea, Saudi Arabien, Turkmenistan og Usbekistan
som lande, hvor religionsfriheden i særlig grad er truet.
Lad os tage et par konkrete eksempler på
statslige
krænkelser af religionsfriheden.
Ifølge Pew har 46 lande lovgivning, der
helt forbyder
visse religiøse grupper.
I Iran anses Bahai-religionen
for at være en illegal ’politisk sekt’. I Saudi Arabien er det
ikke tilladt offentligt at praktisere nogen anden religion
end islam. Og i Pakistan har landets mere end 3 millioner
Ahmadiyaa-muslimer fået frataget retten til at kalde sig
muslimer og praktisere deres religion.
4
 UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 52: Materiale fra høring den 12. november 2014 om religionsfrihed og forfulgte kristne
Regeringer
i 96 lande udøver
vold mod religiøse
minoriteter
– enten i form af fysisk vold og tortur,
vilkårlige frihedsberøvelser, eller ødelæggelse af religiøse
helligdomme og personlige ejendomme. I Nordkorea er
over 50.000 kristne interneret i lejre. I Usbekistan sidder
10.000 mennesker i fængsel beskyldt for ’religiøs
ekstremisme’. I Eritrea flygter stadigt flere fra et styre,
der rask væk fængsler og torturerer tilhængere af f.eks.
Pinsebevægelsen – for nu blot at nævne to eksempler.
Også
andre
former
for
intimidering
og
diskrimination
er udbredte. 45 lande
forbyder eller
forhindrer folk i at konvertere
fra en religion til en
anden. Det gælder f.eks. mange mellemøstlige lande,
hvor konvertitter risikerer fængsel, fysisk afstraffelse
eller fratagelse af deres identitetskort.
I mange lande
forhindrer staten individer og
grupper i at undervise, promovere og offentligt
udtrykke deres tro
(eller mangel på samme). Tit
bruges
blasfemi-lovgivning
som
et
middel
til
at
kontrollere og begrænse, hvad der kan siges i det
offentlige rum.
5
 UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 52: Materiale fra høring den 12. november 2014 om religionsfrihed og forfulgte kristne
Men
det
er
ikke
kun
staten,
der
krænker
religionsfriheden. I 151 lande finder vi tilfælde af
ikke-
statslig
intimidering, tilbageholdelser og kidnapninger,
fysiske
desværre
overgreb,
aktuelle
massevold
eksempler
og
er
ødelæggelse
selvfølgelig,
af
at
ejendomme – tit uden at staten griber ind. Oplagte og
hundredtusindvis af kristne, yazedier, og shia-muslimer
flygter fra IS’ brutale fremfærd i Syrien og Irak. Men de
er langt fra de eneste.
I Pakistan blev mere end 400 shia-muslimer og over 120
kristne dræbt i bombeangreb bare i 2013. I Nigeria har
den militante islamistiske gruppe Boko Haram angrebet
både kristne og muslimer, ligesom mere end 200
skolebørn stadig er kidnappet. I Egypten er volden mod
kristne og shia-muslimer fortsat høj. I Bangladesh
angribes hinduistiske grupper og helligdomme, i Burma
rohinge-muslimer, i Indonesien står buddhisterne for
skud.
6
 UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 52: Materiale fra høring den 12. november 2014 om religionsfrihed og forfulgte kristne
Hvad kan vi gøre?
Krænkelser af religionsfriheden har ikke bare betydning
for de individer og grupper, der rammes direkte – de har
også vidtrækkende sociale, politiske, økonomiske og
kulturelle konsekvenser. Hvis religionsfriheden svækkes,
svækkes muligheden for demokratisk udvikling og
politisk
stabilitet.
Og
dermed
svækkes
også
mulighederne for fattigdomsbekæmpelse og økonomisk
udvikling. Som sådan er beskyttelsen af religionsfriheden
et vigtigt element i både udenrigs- og udviklingspolitik.
Ud fra et menneskeretligt perspektiv må enhver indsats
for at beskytte og fremme religionsfriheden baseres på
tre principper:
For det første må vi fokusere på
religionsfrihed for
alle.
Det er sjældent kun én minoritet, der diskrimineres
og forfølges. Tit handler diskrimination, vold og
forfølgelse af religiøse mindretal snarere om manglende
tolerance og respekt overfor alt andet end flertallets
overbevisning, end det handler om manglende tolerance
og respekt overfor et specifikt religiøst mindretal.
7
 UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 52: Materiale fra høring den 12. november 2014 om religionsfrihed og forfulgte kristne
Hvis et samfund tillader forfølgelse af én minoritet vil det
med andre ord sandsynligvis tillade forfølgelser af andre
minoriteter. Det så vi i f.eks. Irak, hvor først jøder og nu
kristne forfølges.
Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan lancere
specifikke tiltag i forhold til bestemte grupper i bestemte
lande, men det kan gøres indenfor rammerne af en
bredere menneskeretlig tilgang, som støtter etableringen
af samfundsstrukturer, institutioner og civilsamfund
med respekt for
alle
minoriteter.
For det andet er religionsfriheden tæt
forbundet med
en række andre rettigheder
– mest åbenlyst
selvfølgelig
retten
til
ytringsfrihed
og
retten
til
forsamlingsfrihed. Men også andre rettigheder er på spil.
Diskrimination af individer og grupper på baggrund af
deres tro (eller mangel på samme)handler i lige så høj
grad om udelukkelse fra f.eks. uddannelse, arbejde og
sundhedsydelser.
8
 UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 52: Materiale fra høring den 12. november 2014 om religionsfrihed og forfulgte kristne
Omvendt kan en styrkelse af religionsfriheden også føre
til en styrkelse af andre rettigheder. Og religionsfrihed
hænger uløseligt sammen med pluralisme, tolerance og
respekt for forskellighed – og er som sådan en
forudsætning for demokrati, retssikkerhed og politisk
stabilitet.
For det tredje kræver en menneskeretlig tilgang et
fokus
på statens ansvar og forpligtelser.
Der kan være en
tendens til at overlade ansvaret for promoveringen af
pluralisme,
tolerance
og
respekt
til
civilsamfundsorganisationer.
Selv om de
kan
spille en vigtig rolle i arbejdet med at
ændre en diskriminerende majoritetskultur – gennem
f.eks. interreligiøs dialog, træning af religiøse ledere,
konfliktløsning og undervisning i medborgerskab – kan
de aldrig erstatte statens rolle.
Det er staten, der har det afgørende ansvar for at
respektere, beskytte og fremme retten til religionsfrihed.
Der
er
en
klar
sammenhæng
mellem
statslige
begrænsninger af religionsfriheden og ikke-statslig
diskrimination, vold og forfølgelse af religiøse mindretal.
9
 UUI, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 52: Materiale fra høring den 12. november 2014 om religionsfrihed og forfulgte kristne
En lav grad af religionsfrihed resulterer næsten altid i en
høj grad af intolerance, stridigheder og marginalisering.
Og omvendt – en høj grad af marginalisering hindrer en
aktiv statslig ligebehandling. Man må sætte ind både over
for civilsamfund og over for staten. Om det så skal være
gennem fordømmelse og sanktioner, politisk dialog eller
kapacitetsopbygning må afhænge af den enkelte situation.
Det
internationale samfund
mangler klare processer
og strukturer til at tackle spørgsmål om religionsfrihed
og religiøs intolerance. Især mangler der stærkere
mekanismer for at monitorere og holde stater ansvarlige
for de mange overtrædelser af Artikel 18, som finder sted.
De svage strukturer og processer i det internationale
system er et grundvilkår, som en fremtidig indsats for at
styrke retten til religionsfriheden nødvendigvis må
forholde sig til – og finde veje at kompensere for. Det
kræver viden og internationalt samarbejde. Man kan
håbe, at vi fra dansk side med høringen i dag tager et
vigtigt skridt i den rigtige retning.
Tak for opmærksomheden.
10