Folketingets Lovsekretariat
København, den 11. september 2014
Sagsnr.: 27548
Dok.nr.: 720038
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1810 stillet den 4. september 2014
af Jacob Jensen (V):
Spørgsmål S 1810:
”Vil ministeren med henvisning til læserbrev bragt i Jyllands Posten den 3. september 2014 med
overskriften »Mistænkeliggjort af staten« forholde sig til de eksempler, som bliver beskrevet i
læserbrevet, – herunder om ministeren finder behandlingen af landmændene rimelig?”
Svar:
Jeg er som minister for et af Danmarks største erhverv naturligvis meget optaget af landbrugets
rammevilkår og dets konkurrenceevne. Det samme gælder for de offentlige myndigheders kontrol
med de mange støttekroner fra EU, som skatteyderne giver til landbruget for at sikre en fortsat
vækst i erhvervet til gavn for det danske samfund.
Fødevareministeriet ønsker at føre en positiv dialog med erhvervet både om reglerne og om den
kontrol, der gennemføres, og jeg vil opfordre erhvervet til en fortsat positiv dialog, hvis de
oplever, at tingene kunne gøres anderledes.
Jeg vil ikke gå ind i de konkrete enkeltsager, der opremses i læserbrevet i Jyllands Posten, da der
altid vil være tale om en konkret faglig vurdering i de enkelte sager. Jeg har tillid til, at den
offentlige forvaltning giver landmænd en fair behandling, hvis der ved en kontrol konstateres
overtrædelser af en regel.
Danmark er underlagt en række meget specifikke EU-regler, der er styrende for en stor del af den
kontrol med landbruget, der udføres i Danmark. Man kan mene mange ting om rimeligheden eller
urimeligheden i nogle af disse regler. Jeg vil dog gerne slå fast, at jeg er meget opmærksom på
at få luget ud i regler, der kan virke modstridende med andre regler eller regler, der åbenlyst ikke
giver mening.
Dan Jørgensen
/ Simon Apelblat Thomsen
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.fvm.dk