Folketingets Lovsekretariat
Sagsnr.
2014 - 18314
Doknr.
164706
Dato
01-09-2014
Medlem af Folketinget Jacob Jensen (V). har d. 27. august 2014 stillet følgende
spørgsmål nr. S 1792 til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1792:
Hvad mener ministeren, der kan gøres for at rette op på den udfordring, at 16 pct. af
adspurgte virksomheder med mellem 0-10 ansatte oplever, at kommunerne ikke beta-
ler deres regninger til tiden?
Svar:
Jeg mener, at alle offentlige myndigheder, herunder også kommunerne, naturligvis
skal betale deres regninger til tiden, forudsat at den ydelse, der skal betales for, er
leveret.
Som økonomi- og indenrigsminister har jeg det øverste tilsyn med kommunerne, jf. §
53 i lov om kommunernes styrelse. De kommunale tilsynsmyndigheder (Statsforvalt-
ningen og Økonomi- og Indenrigsministeriet) fører tilsyn med, at kommunerne over-
holder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.
Dette tilsyn omfatter imidlertid ikke kommunernes overholdelse af privatretlige aftaler.
De kommunale tilsynsmyndigheder har således ikke kompetence til at gå ind i privat-
retlige tvister mellem en kommune og en privat virksomhed. Sådanne tvister skal i
sidste ende afgøres ved domstolene.
Jeg har ikke nærmere kendskab til den specifikke undersøgelse, der omtales i nær-
værende spørgsmål, herunder kendskab til, hvad der ligger bag den forsinkelse fra
kommunernes side, som opleves af de pågældende virksomheder.
I forhold til hvilke initiativer, regeringen har taget, kan jeg henvise til min skriftlige be-
svarelse af 21. maj 2014 på S 1496, justitsministerens skriftlige besvarelse af 11. juli
2012 på spørgsmål S 3617 og finansministerens mundtlige besvarelse den
18. januar 2012 på spørgsmål nr. S 1443 om offentlige myndigheders overskridelse af
de aftalte betalingsfrister.
Med venlig hilsen
Margrethe Vestager