Lige siden 2004, hvor et meget bredt flertal af Folketingets partier besluttede sig for at indlede et nyt kapitel, kan man sige, i Christianias historie og sælge en del af statens ejendomme til Christiania selv, så de kan forvalte deres eget område, er der jo indgået en række aftaler om nogle bygninger, der skulle flyttes, om nogle ting, der skulle bringes i orden fra Christianias side, plus at de selvfølgelig skulle købe jorden og betale pengene.
Og faktisk er det sjovt, at spørgeren spørger lige i dag, for det er i dag, at vi får helt på plads, om Christiania lever op til deres del af aftalen, fordi det var i dag, der var sidste frist for at flytte de allersidste bygninger.
Det er min forventning og mit håb, at det vil Christiania have gjort, og derfor finder jeg sådan set, at staten også bør leve op til sin del af aftalen, når nu Christiania har gjort det, og således ophæve særloven.
Jeg gætter på, at når spørgeren spørger, er det, fordi der i mellemtiden er kommet nogle andre byggesager på det såkaldte fortidsminde.
Der er store og små, som umiddelbart ser ud til at være i modstrid med byggelovgivningen, og dem skal vi selvfølgelig håndtere.
Det har jeg givet tilsagn om mange gange her fra talerstolen, og de skal håndteres efter fuldstændig samme lovgivning, som alle andre danskere lever under.