Præsternes aflønning bestod indtil 1849 af afkastet af præstegården, afgrøderog tiender. Bortset fra en vis nivellering mellem fede og magre embeder vedlønningslove særlig i det nittende århundrede var denne aflønningsform ene-rådende. Lønningslovene tog også i et vist omfang højde for præsters skyldig-heder til universitetet, fattiglemmer m.v.I 1849 opstod i forbindelse med Grundloven, den danske folkekirke. Ansættel-sesområdet skiftede således i 1849 fra statskirke til folkekirke. I perioden 1849- 1918 blev der af statskassen ydet økonomiske tilskud af en vis størrelseblandt andet til opførelse af kirker og til utilstrækkeligt lønnede embeder samtembeder og bestallinger uden egne indtægter. I årene omkring Grundlovensikrafttræden kom biskopperne på fast løn, der blev betalt af staten, efter atstaten havde overtaget de kapitaler m.v., som tidligere finansierede bispeem-bederne.Vedrørende folkekirkens indtægtskilder i øvrigt siden 1849 kan nævnes, atkirkens indtægter i midten af 1800-tallet hovedsagelig bestod i gamle indtægts-former som: tiender, grundbyrder, afgifter og ydelser til præsteembeder ogpræstegårdenes udbytte. I København var der kun til få embeder knyttet ind-tægter i form af tiendebetaling og legater. Indtægterne bestod derimod i ligningaf præstepenge. Herudover var der forskellige uregelmæssige indtægter, derkort blev betegnet som offer og akcidenser.I forbindelse med grundlovens tilblivelse blev ejendomsforholdene for de tilkirken henlagte og skænkede midler drøftet. Følgende citat fra FolkekirkensEjendoms-Historie af P Severinsen, Selskabet for Danmarks Kirkehistorie,1920, side 118-119 beskriver forløbet og resultatet:”I disse Udtalelser, der faldt 11. April 1849, sigtes der til, at Grundlovsudvalgethavde foreslaaet en ny Paragraf saalydende:”De til Kirken, Skolen eller milde Stiftelser henlagte eller skænkede Ejendele ogMidler kunne ikke anvendes til noget fremmed Øjemed”.Dagen efter kom denne Paragraf til Behandling, og det viste sig, man stod uen-delig usikkert overfor det hele. Man læser bedst Udtalelserne om denne Para-graf i Rigsdagsforhandlingerne 2564 og 30952).Ørsted havde Ordet igen, og da hans høje Anseelse som Retslærd og som indle-vet i Enevældens Regeringsmaskineri har forvoldt, at der atter og atter er hen-vist til Ørsteds Udtalelser, skal jeg også anføre den sidste:”Jeg har allerede udviklet, hvorledes jeg antager, at Kirken har en Ejendomsrettil det, der er overdragt den, og jeg tror, at dette princip ogsaa er gået igennemLovgivningen. Kirkens og milde Stiftelsers Ejendomme ere derfor aldrig blevnesammenblandede med Statens Ejendomme, men de ere blevne stillede ved Si-den af hinanden, forsaavidt Kirken og milde Stiftelser have visse Begunstigelser2)

lige med Staten.Vel har i den protestantiske Kirke Regeringen det højeste Værgemaal over Kir-ken og maa som saadan ogsaa kunne disponere over Kirkens Ejendele, men denhar ikke, når man undtager enkelte Afvigelser, gjort det andet end med Hensyntil Kirkens eget Bedste1).”Som man vil se, er der i disse Udtalelser kun sagt, hvad Ørsted mener, uden atder er nogen Begrundelse. Og Udtryksmaaden er ret uklar. Man ved ikke, omman er i den gamle eller i den nye Statsret.Tscherning havde den modsatte Opfattelse. ”Kirken staar i Forhold til Statenligesom ethvert andet lønnet Institut.” Men han giver endnu mindre grunde.I øvrigt gik de fleste udenom Spørgsmaalet, og H. N. Clausen havde utvivlsomtRet i sin Bemærkning om Begrebet om Kirkens Ejendomsret: ”Saa længe Be-grebet om Kirkens Væsen overhovedet og om dens Forhold til Staten er af ensaa problematisk Natur, mener jeg, at heller ikke hint Begreb er saaledes klaret,at deraf endnu kan gøres Brug.”Tilsidst enedes man om, at Paragrafen var overflødig. Rigsdagens klare Hoved iFormaliteter, Professor Vilhelm Bjerring, kom med det forløsende Ord: ”Entenhar Kirken, Skolen og de milde Stiftelser en fuldstændig Ejendomsret til deEjendele og Midler, som ere henlagte til dem eller skænkede dem, og i det Til-fælde forekommer Paragrafen mig aldeles overflødig, – eller ogsaa har Kirken,Skolen og de milde Stiftelser ikke en saadan Ejendomsret, og da anser jeg detingenlunde for hensigtsmæssigt, at man i denne Grundlovsparagraf skulde givedem en saadan Ejendomsret.” Det fandt alle Parter, der var noget i. Med 127Stemmer mod 7 faldt Paragrafen.1)

Samfundets økonomiske system forandrede sig i slutningen af århundredet tilat være baseret på penge som omsætningsmiddel og ”bevarelsen af kirken somet økonomisk majorat på linje med andre storgodser stred mod den demokrati-ske tendens, mod bøndernes ønske om at slippe for tiendens ”trællemærke” ogmod husmændenes krav på mere jord”, (J. G. Balling og P. G. Lindhardt: Dennordiske kirkes historie).I begyndelsen af 1900-tallet svandt folkekirkens mulighed for "selvfinansie-ring" af præsteløn hastigt ind. Dels fordi indbyggernes (folkekirkemedlemmer-nes) forskellige historiske forpligtelser til løbende at betale forskellige afgifterblev afløst af, at der kunne betales en sum én gang for alle, dels på grund denalmindelige økonomiske udvikling i det danske samfund. Afkastet af erstatnin-gen for jorder og afgifter (kirke- og præsteembedekapitaler) kunne ikke følgemed den generelle pris- og lønudvikling.Det medførte fra 1919 udskrivning af en landskirkeskat til "præsteembedernesfællesfond" (siden 1986 blot betegnet som "fællesfonden"), som betalte en delaf præstelønnen. Fra begyndelsen af 1920'erne skete desuden en markant for-øgelse af statens tilskud til løn og pension til præster og provster.Det er værd at bemærke, at afkastet af embederne sandsynligvis heller ikkelængere ville have kunnet følge med den generelle pris- og lønudvikling, da

arealerne var for småtil at kunne sikre præstens løn ligesom kornpriserne faldtrelativt efter afslutningen af 1. Verdenskrig. De øvrige indtægter skulle ogsåhave undergået en væsentlig prisudvikling for at kunne følge med de stigendeomkostninger i kirken.Folkekirken havde svært ved at honorere forventningerne med en stigendebefolkning med udgangspunkt i de eksisterende indtægtskilder.En omlægning til skattefinansiering var derfor fordelagtig for folkekirken, daman var sikker på indtægten, og denne let kunne forøges i takt med stigendebehov. Indtægterne fra de hidtidige kilder var væsentligt mere usikre.Statens tilskud til præsteløn blev øget flere gange i løbet af 1900-tallet i forbin-delse med, at lønningsloven blev revideret.Statens økonomiske støtte til folkekirken udspringer af grundlovens § 4, ifølgehvilken "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøt-tes som sådan af staten".Det er ikke nærmere omtalt i grundloven, hvordan staten skal understøtte fol-kekirken. Det er imidlertid den gængse opfattelse i stats- og kirkeretlig littera-tur, at statens understøttelse både skal bestå i en støtte af "moralsk" karakterog af en økonomisk støtte, men at det i øvrigt er overladt til lovgiver at be-stemme udformningen og omfanget af støtten.

1969: 60 / 40-fordeling mellem stat og fællesfond af løn og pension

Ved lønningsloven af 1969, som blev vedtaget sideløbende med tjenestemands-loven, blev der fastsat en procentvis byrdefordeling mellem staten og fælles-fonden. Staten skulle herefter betale 60 pct. af såvel løn som pension til præsterog provster, og fællesfonden skulle betale 40 pct.Det blev fastholdt, at statskassen fuldt ud skulle betale biskoppernes løn, stifts-øvrighedernes og bispeembedernes kontorhold samt udgifter til drift og vedli-geholdelse af bispegårdene. Denne særstilling for biskopper og bispeembedervar begrundet i, at staten i sin tid havde overtaget de indtægter og kapitaler,som havde finansieret bispeembederne.Fra vedtagelsen af lønningsloven af 1969 og frem til midten af 1980'erne komstatens tilskud til løn og pension til præster alligevel gradvis til at udgøre enstadig mindre del af de samlede løn- og pensionsudgifter, så det i 1984 reeltkun dækkede ca. 50 pct. Det skyldtes, at der i 1970'erne var blevet gennemførten ordning med rådighedstillæg til præster, som blev fuldt ud finansieret affællesfonden. Desuden var der blevet oprettet et antal deltidsstillinger somhjælpepræst for at imødekomme behov, der udsprang af befolkningsudviklin-gen. Disse stillinger blev også finansieret fuldt ud af fællesfonden.

1984: 40 / 60- fordeling af løn og 100 % statslig dækning af

pension

I 1984 blev der på baggrund af et udvalgsarbejde udformet en særskilt lov omfolkekirkens økonomi (lov nr. 645 af 19. december 1984), som ved sin ikraft-træden den 1. januar 1986 bl.a. trådte i stedet for den hidtidige lov om folke-kirkens lønningsvæsen.

Med økonomiloven blev der gennemført en omlægning af statens tilskud tilfolkekirken. Udgangspunktet for omlægningen var, ifølge bemærkningerne tillovforslaget, at statens tilskud til folkekirken hverken skulle forhøjes eller ned-sættes. Samtidig ønskede man imidlertid, at tilskuddet inden for den uændredeøkonomiske ramme skulle tilrettelægges på en administrativt mere hensigts-mæssig måde end tidligere.Det gjorde man ved bl.a. at ophæve den særordning, hvorefter præsters rådig-hedstillæg og løn til hjælpepræster fuldt ud blev finansieret af fællesfonden, oglade disse udgifter finansiere af statstilskud og fællesfond i fællesskab i lighedmed den øvrige løn til præster og provster.Man fandt endvidere, at det administrativt og regnskabsmæssigt ville være enforenkling, hvis pensionsudgiften vedrørende tjenestemandsansatte præsterog provster blev samlet hos staten i stedet for at være delt mellem staten ogfællesfonden.Som konsekvens heraf blev fordelingsnøglen for løn og pension til præster æn-dret med lov om folkekirkens økonomi, så staten derefter skulle yde et tilskudsvarende til 40 pct. af lønnen til provster og præster, inklusive hjælpepræster,men samtidig overtog den fulde byrde ved pension til tjenestemandsansattepræster.Ved omlægningen blev det samtidig tilstræbt, at staten skulle anerkende enforpligtelse til at medvirke til vedligeholdelse af kirkebygninger og deres histo-riske inventar. Det skete ved, at det i økonomiloven blev bestemt, at staten skalyde et tilskud til restaurering af kirkebygninger og inventar på mindst 14 mio.kr. årligt. Endnu et led i omlægningen var, at udgifterne ved bispeembedernesog stiftsøvrighedernes kontorhold og ejendomme blev flyttet fra staten til fæl-lesfonden.Selv om udgangspunktet for omlægningen var, at den skulle være neutral medhensyn til størrelsen af statens tilskud til folkekirken, har det forhold, at statenhar overtaget den fulde forpligtelse i forbindelse med pension dog medførtforøgelse af statens tilskud til folkekirken i takt med ændringer i pensionsfor-holdene, f. eks. nedsættelse af pensionsalderen, idet stigning i pensionsudgif-terne ikke modregnes i statens tilskud til lønudgifterne, men indebærer en for-øgelse af statens tilskud.I 1990 blev der indført en ordning, hvorefter vikarudgifter i forbindelse medpræsters orlov ved barsel og adoption afholdes fuldt ud af fællesfonden.

1997: Specialpræster 100 % finansieret af fællesfonden

Ved en ændring af økonomiloven i 1997 blev det bestemt, at lønudgiften i for-bindelse med specialpræstestillinger, dvs. præstestillinger ved institutionereller for grupper af personer, for hvilke der ikke er valgt menighedsråd, finan-sieres fuldt ud af fællesfonden og ikke er omfattet af den generelle 40/60-fordeling af præstelønnen mellem staten og fællesfonden. Denne ændring varbegrundet i et ønske om, at man inden for en uændret ramme for statens til-skud til præsteløn kunne imødekomme folkekirkens ønske om flere præstestil-linger. Pensionsudgiften i forbindelse med specialpræstestillinger dækkes dogligesom pensionsudgiften i forbindelse med andre præstestillinger, bortset fra

overenskomstansatte hjælpepræster, fuldt ud af staten. Fællesfonden betalerpensionsbidrag for de overenskomstansatte hjælpepræster.

2007: 40 / 60 fordeling af løn til alle præster

Med virkning fra 2007 blev den særlige finansiering af løn til specialpræsterophævet. Disse stillinger blev i lighed med øvrige præstestillinger finansieretmed 40 pct. af staten og 60 pct. af fællesfonden.Der skete ingen ændring i forhold til pension.Omlægningen af finansieringen af specialpræstestillinger blev for den statsligedels vedkommende finansieret af den kompensationen, som staten yder tilfolkekirken for anden lovgivnings provenuvirkning på kirkeskatten.

2013: Genindførelse af, at nogle stillinger finansieres 100 pct. af

fællesfonden

Med finansloven for 2012 er det bestemt, at staten fra og med 2013 ikke læn-gere skal yde kompensation til folkekirken for anden lovgivnings provenuvirk-ning for kirkeskatten.Som følge heraf vedtog Folketinget i 2012 en ændring af lovom folkekirkensøkonomi, der indebærer, at antallet af præstestillinger, som finansieres af sta-ten og fællesfonden i fællesskab nedsættes fra 1991,8 årsværk til 1892,8 års-værk.Præstestillinger ud over dette antal kan finansieres 100 pct. af fællesfonden.