Beretning af almen art - 2012-13 nr. 4

2012-13
Alm.del Beretning 4
Offentligt

Beretning nr.

Folketinget 2012-13

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 8. maj 2013

Beretning

Farum-kommissionens beretning

1. Indledning

Undersøgelseskommissionen vedrørende forholdene i Fa-

rum i perioden fra 1990 til 2003, den såkaldte Farum-kom-

mission, afgav sin beretning den 12. april 2012.

Punkt 6 nedenfor indeholder en gennemgang af Farum-

kommissionens konklusioner.

Efter § 56, 1. pkt., i Folketingets forretningsorden skal alle

beretninger fra undersøgelseskommissioner, der vedrører

ministres, herunder afgåede ministres, forhold, behandles af

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen med henblik på

eventuelt indstilling om ansvarsspørgsmålet.

2. Politiske bemærkninger

2.1

Udvalget skal indledningsvis bemærke, at Farum-kom-

missionens beretning ud over en gennemgang af forholdene

i Farum Kommune også indeholder en række anbefalinger

til det generelle kommissionsarbejde og lov om undersøgel-

seskommissioner. Udvalget vil derfor både kommentere på

kommissionens anbefalinger i forhold til kommissionsarbej-

det og lov om undersøgelseskommissioner samt komme

med udvalgets bemærkninger til de lovgivningsmæssige til-

tag, som allerede er vedtaget, og de planlagte lovgivnings-

mæssige tiltag.

Udvalget konstaterer, at Farum-kommissionens beretning

har afdækket en lang række kritisable forhold i Farum Kom-

mune. Efter udvalgets opfattelse var det nødvendigt at få un-

dersøgt forholdene i Farum Kommune grundigt, og udvalget

kan positivt notere, at Farum-kommissionen har lavet en

dybdegående og gennemgribende undersøgelse af Farum

Kommune. Udvalget finder, at tilstanden i Farum Kommune

var udtryk for en usund og afsporet kultur såvel politisk som

i forvaltningen, men også udtryk for en helt særegen kultur,

som ikke er set lignende i andre kommuner. Det er derfor

også væsentligt at understrege, at samtidig med at Folketin-

get skal lade erfaringerne fra Farum Kommune indgå i de

overvejelser, der vedrører, hvordan det kommunale styre

indrettes, må enkeltstående sager, som Farum Kommune er

udtryk for, ikke medføre, at lovgivningen indrettes på en for

kommunerne eller regionerne uhensigtsmæssig måde.

2.2

Farum-kommissionen blev nedsat af justitsministeren den

6. august 2003 og afleverede den 12. april 2012 sin beret-

ning til justitsministeren, der samme dag sendte den videre

til Folketinget. Dermed brugte kommissionen næsten 9 år på

at afdække forholdene i Farum Kommune. Det er udvalgets

opfattelse, at kommissionsundersøgelser i fremtiden ikke

skal strække sig over så lang tid. Det er væsentligt, hvis

kommissionerne skal have den rolle, som de er tiltænkt, at

konklusionerne ikke kommer, adskillige år efter at hændel-

serne har fundet sted, men at der hurtigt kan komme en

eventuel reaktion og de eventuelle nødvendige lovgivnings-

mæssige tiltag. Herudover er der også det økonomiske

spørgsmål. Det er udvalgets opfattelse, at økonomien ikke

skal hindre en tilbundsgående undersøgelse, men der skal

samtidig være rimelighed i omkostningsniveauet. Udvalget

bakker op om kommissionens forslag om, at der forud for

beslutningen om at nedsætte en langvarig kommissionsun-

dersøgelse er foretaget overvejelser om både den forventede

ressourceanvendelse og tidsanvendelse, og at dette tilkende-

gives offentligt og over for de personer, som forventes udpe-

get som kommissionsmedlemmer og udspørger, og udvalget

kan med tilfredshed konstatere, at dette allerede efterleves i

praksis. I kommissorierne for de seneste undersøgelseskom-

missioner (Statsløsekommissionen, Skattesagskommissio-

nen, Irak- og Afghanistankommissionen, Blekingegade-

kommissionen) har man – i modsætning til i kommissorier-

ne for Skattefradragskommissionen, Dan Lynge-kommissio-

nen og Farum-kommissionen – indsat bemærkninger i kom-

missorierne om, hvornår beretningen bør afgives. Det er an-

ført, at kommissionen bør tilrettelægge sit arbejde således, at

AX015009

Beretning af almen art - 2012-13 nr. 4

den så vidt muligt kan afgive beretning, senest et nærmere

angivet antal år efter at kommissionen er endeligt nedsat.

Det er endvidere indsat, at kommissionen anmodes om at

orientere justitsministeren skriftligt, hvis kommissionen ikke

kan afgive beretning inden for det nævnte tidspunkt, og i

den forbindelse orientere om baggrunden herfor og om,

hvornår kommissionen forventer at kunne afgive beretning.

Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt, at denne praksis

opretholdes også fremover. Det er endvidere udvalgets op-

fattelse, at justitsministeren i forbindelse med den nedenfor

nævnte justering af lov om undersøgelseskommissioner bør

overveje at lovfæste den nuværende praksis vedrørende tids-

mæssige angivelser i kommissorier og opfølgning på over-

holdelsen heraf. Udvalget er samtidig af den opfattelse, at

det må tilstræbes ved udarbejdelsen af fremtidige kommis-

sorier, at disse udformes så skarpt og præcist, at de ikke

medvirker til, at kommissionsarbejdet strækker sig længere

end nødvendigt eller koster mere end nødvendigt.

Farum-kommissionens nedsættelse var unik, idet der side-

løbende med undersøgelsen verserede strafferetlig efter-

forskning og domstolsbehandling. En situation, som man ik-

ke tidligere havde oplevet, og som der ikke er taget højde

for i lov om undersøgelseskommissioner. Problemstillingen

fyldte derfor også en væsentlig del under behandlingen i

Folketingssalen af beslutningsforslaget, som pålagde rege-

ringen at nedsætte kommissionen. Det er udvalgets opfattel-

se, at denne unikke situation er en del af årsagen til, at Fa-

rum-kommissionen måtte bruge ekstra lang tid, da kommis-

sionen i forhold til visse dele af undersøgelsen måtte afvente

straffesagen, som blev afsluttet ved Østre Landsret den 6.

oktober 2009.

Udvalget har herudover noteret sig, at kommissionen fore-

slår, at der indføres en adgang for medarbejdere i kommis-

sionens sekretariat til at foretage en kort indledende afhøring

af et muligt vidne med spørgsmål til belysning af, om det er

relevant at indkalde et vidne til afhøring i et kommissions-

møde. Udvalget finder på linje med justitsministeren, jf.

UUF alm. del – svar på spørgsmål 3 (2011-12), at det giver

anledning til en række retssikkerhedsmæssige betænkelighe-

der at indføre en ordning som foreslået. Desuden finder ud-

valget den screeningsprocedure, som allerede finder sted i

dag, jf. UUF alm. del – svar på spørgsmål 2, tilstrækkelig til

at sikre, at kun de relevante vidner indkaldes.

Endelig har udvalget taget til efterretning, at kommissio-

nen problematiserer Østre Landsrets kendelse af 20. decem-

ber 2007, som medfører, at det er overladt til Justitsministe-

riet som den myndighed, der har nedsat kommissionen,

under en verserende kommissionsundersøgelse at tage stil-

ling til, om kommissionen og den person, hvis forhold un-

dersøges, kan videregive oplysninger. Udvalget deler kom-

missionens bekymring for, at denne rollefordeling i visse si-

tuationer kan give anledning til habilitetsproblemer for ju-

stitsministeren. Justitsministeriet har til udvalgets tilfreds-

stillelse efterfølgende i UUF alm. del – svar på spørgsmål 1,

oplyst, at ministeriet vil overveje at foretage en justering af

lov om undersøgelseskommissioner på det nævnte område

ved førstkommende lejlighed.

2.3

Udvalget har med tilfredshed konstateret, at der allerede

kort efter nedsættelsen af Farum-kommissionen fandt lov-

givningsmæssige tiltag sted, bl.a. som følge af forslag fra

Ekspertgruppen ledet af Jens Peter Christensen. Økonomi-

og indenrigsministeren har i UUF alm. del – svar på spørgs-

mål 6 (2011-12) orienteret udvalget om de lovgivningsmæs-

sige tiltag, som vedrørte:

- Forbedring af kommunalbestyrelsesmedlemmers mulig-

heder for indsigt i den kommunale administration, herunder

om økonomiske forhold og likviditet (vedtaget som lov nr.

381 af 28. maj 2003, der trådte i kraft den 1. januar 2004).

• øget adgang for kommunalbestyrelsens medlemmer til at

gennemse sagsmateriale i forvaltningen (§ 9)

• borgmesterens pligt til at orientere kommunalbestyrelsen

om afgørelser truffet på kommunalbestyrelsens vegne (§ 31,

stk. 2)

• kommunalbestyrelsens godkendelse af særlige grupper

af leje- og leasingaftaler (§ 41, stk. 2)

• udsendelse af revisionens beretninger til kommunalbe-

styrelsen (§ 42 b)

• revisionens adgang til at forelægge beretninger for kom-

munalbestyrelsen (§ 42 c)

• udarbejdelse af oplysninger til kommunalbestyrelsen om

kommunens økonomiske forhold (§ 46, stk. 2)

- Tilsynsreform (vedtaget som lov nr. 381 af 28. maj

2003, der trådte i kraft 1. januar 2004).

- Øgede krav til den kommunale og regionale revisions

sagkundskab og uafhængighed (vedtaget som lov nr. 510 af

6. juni 2007, men først trådt i kraft den 1. januar 2012) (§

42).

2.4

Udvalget kan som nævnt ovenfor med tilfredshed konsta-

tere, at mange og nødvendige lovgivningsmæssige initiati-

ver allerede er taget.

Enkelte udestår imidlertid, hvilket også påpeges af kom-

missionen. Dette gælder en styrkelse af byrådsmedlemmer-

ne gennem bedre uddannelse og information, en tydeliggø-

relse af, hvornår en borgmester kan afsættes, samt endelig

behovet for lovgivning om meddeleret.

Udvalget bakker op om kommissionens betragtninger. Det

er udvalgets opfattelse, at en del af problemerne i Farum

Kommune skyldtes manglende informering af byrådsmed-

lemmerne, hvilket medførte et utilstrækkeligt beslutnings-

grundlag. Dette gjorde det svært for byrådsmedlemmerne at

sætte spørgsmålstegn ved borgmesterens dispositioner. Her-

udover er det væsentligt at se på reglerne omkring en borg-

mesters vægring mod at gå af. Endelig er det væsentligt for

offentligt ansatte, at de har en mulighed for at ytre sig om

kritisable forhold, herunder ikke mindst forhold, som er i

strid med lovgivningen. Det er udvalgets opfattelse, at man

måske havde undgået, at Farum-sagen nåede det omfang,

som den gjorde, hvis der havde været bedre muligheder for

at ytre sig om forholdene i kommunen.

Beretning af almen art - 2012-13 nr. 4

Det er derfor med tilfredshed, at udvalget har noteret, at

økonomi- og indenrigsministeren har nedsat et udvalg med

Jens Peter Christensen i spidsen til at afdække de to første

problemstillinger. Dette arbejde skal afsluttes medio 2013.

Herudover vil justitsministeren se på behovet for lovgivning

om meddeleret og – navnlig – ansættelsesretsligt værn og i

den sammenhæng, om vejledninger og etiske regler rækker.

Justitsministeren forventer at komme med et udspil medio

2013. Udvalget imødeser udspil fra begge ministre.

3. Lovgrundlaget for Farum-kommissionen og grundla-

get for den politiske behandling af kommissionens beret-

ning

Lovgrundlaget for nedsættelsen af Farum-kommissionen

er lov om undersøgelseskommissioner, lov nr. 357 af 2. juni

1999.

Det følger af § 1, stk. 1, 2. pkt., i denne lov, at justitsmini-

steren skal nedsætte en kommission til at gennemføre en un-

dersøgelse af nærmere bestemte forhold af almenvigtig be-

tydning, hvis Folketinget vedtager beslutning herom.

Om Farum-kommissionens kommissorium henvises til

punkt 5 nedenfor.

Grundlaget for den politiske behandling af kommissio-

nens beretning findes i kapitel XVIII i Folketingets forret-

ningsorden.

4. Baggrunden for nedsættelse af Farum-kommissionen

Justitsministeren nedsatte den 6. august 2003 Farum-kom-

missionen på baggrund af folketingsbeslutning af 5. decem-

ber 2002.

Farum-kommissionen blev nedsat, da der i medierne og i

den offentlige debat havde været påstande om og beskrivel-

ser af, at forholdene i Farum Kommune i perioden 1990 til

2003 var kritisable.

Det på mange måder centrale forløb fra den 6. februar

2002 og frem vedrørende Peter Brixtoftes sygemelding, ind-

ledning af en politimæssig undersøgelse og indenrigsmini-

sterens indgriben, hvorefter kommunen fra den 19. februar

2002 blev »sat under administration«, er i almindelighed be-

tegnet som tidspunktet for Farum-sagens start eller opkomst.

Det var imidlertid langt fra den første kritiske medieomtale,

men nok den første, som alle kunne have en mening om.

Beslutningsforslag nr. B 2 (2002-03), der var baggrunden

for nedsættelsen af kommissionen, blev fremsat i forlængel-

se af beslutningsforslag nr. B 84, der blev fremsat i folke-

tingsåret 2001-02, 2. samling, og den beretning, der af fler-

tallet – S, DF, SF og EL – blev afgivet af Udvalget for For-

retningsordenen den 28. august 2002. De indhentede udta-

lelser og det udførte arbejde i Folketinget vedrørende beslut-

ningsforslag nr. B 84, der blev fremsat af medlemmer fra

SF, indgik i behandlingen af beslutningsforslag nr. B 2.

Af beslutningsforslag nr. B 2 fremgår om baggrunden for

ønsket om nedsættelse af en Farum-kommission følgende:

»Det fremgår bl.a. af en række klager, der er kommet fra

en gruppe borgere i Farum Kommune, og af en række andre

oplysninger, der er fremkommet, at mange borgere i Farum

Kommune har følt, at der åbenbart for Farum Kommune

gjaldt særlige forhold, og at almindelige retsregler ikke

gjaldt for Farum Kommune. Mange borgere har fået en op-

fattelse af, at Farum Kommune befandt sig i et retstomt rum,

og at landets love og regler ikke gjaldt for Farum, hvilket

kan sammenholdes med, at Farum Kommune ofte blev

fremhævet som foregangskommune og mønsterkommune.

Uanset at forholdene i Farum Kommune har været unikke

i forhold til andre kommuner, er det vigtigt at få afdækket,

hvordan det har været muligt, at forholdene har kunnet ud-

vikle sig, som tilfældet er, og hvordan så mange har kunnet

blive involveret, f.eks. private virksomheder, samt hvorfor

forskellige tilsynsmyndigheder ikke har grebet ind enten af

sig selv eller på baggrund af klager.

Når en undersøgelse af Farum-sagen er af »almenvigtig

betydning«, skyldes det også, at det er en af de største og

måske den største skandalesag inden for det offentlige med

udgangspunkt i en kommune, vi nogensinde har set i Dan-

mark.

Fra alle sider af det politiske spekter er det blevet fremhæ-

vet, at »alle sten skal vendes« i Farum-sagen. Derfor er det

vigtigt, at der iværksættes en undersøgelse, der sikrer, at alle

sten bliver vendt. Ellers kan man risikere, at der breder sig

en opfattelse af, at der gælder særlige regler, når politikere

er involveret, og at politikere forsøger at dække over hinan-

den«.

Beslutningsforslag nr. B 2 blev som nævnt ovenfor vedta-

get den 5. december 2002 af et flertal bestående af S, DF,

SF og EL. Imod stemte V, KF, RV og KRF med begrundel-

sen, at en beslutning om en kommissionsundersøgelse efter

deres opfattelse skulle afvente den iværksatte strafferetlige

efterforskning og eventuelle domstolsbehandling.

5. Kommissoriet for Farum-kommissionen

Efter kommissoriet havde kommissionen »til opgave at

undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb,

som knytter sig til de beskrivelser og påstande, der er frem-

kommet i medierne og den offentlige debat, om en lang ræk-

ke kritisable forhold vedrørende Farum Kommune«. Kom-

missionen kunne også medtage »andre forhold, som er af så-

dan karakter, at de må anses for at høre med i en redegørelse

om forholdene vedrørende Farum Kommune« i deres beret-

ning.

Af punkt 1.2 i kommissoriet for Farum-kommissionen

fremgår følgende:

• Borgmesterens varetagelse af sine opgaver som øverste

daglige leder af administrationen, formand for økonomiud-

valget og formand for kommunalbestyrelsen.

• Kommunalbestyrelsesmedlemmernes varetagelse af de-

res opgaver.

• De kommunale embedsmænds varetagelse af deres op-

gaver.

• Samarbejdet mellem kommunalpolitikerne og de kom-

munale embedsmænd.

• Den kommunale revisions varetagelse af sine opgaver.

Beretning af almen art - 2012-13 nr. 4

• Farum Kommunes aftaler med organisationer og private

virksomheder, herunder sportsklubber og finansieringsinsti-

tutter.

• Dispositioner foretaget af Farum Kommune, som har

været til gavn for bestemte politiske partier eller personer,

f.eks. i forbindelse med valgkampe.

• De forskellige tilsynsmyndigheders varetagelse af deres

opgaver, herunder Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, Fre-

deriksborgs Amtskommune, relevante ministerier samt Ar-

bejdsmarkedsrådet.

• Hillerød Politis varetagelse af sine opgaver i forbindelse

med anmeldelser af Farum Kommune.

Da der sideløbende med kommissionens arbejde verserede

strafferetlig efterforskning vedrørende Farum Kommune,

bemærker kommissoriet endvidere, at undersøgelseskom-

missionen ikke havde til opgave at undersøge og redegøre

for de dele af det samlede begivenhedsforløb, der efter en

eventuel tiltalerejsning ville blive omfattet af anklageskrif-

tet. Såfremt der ville blive rejst tiltale mod en person, var

det således ikke kommissionens opgave at undersøge og re-

degøre for, hvilken rolle den pågældende havde haft med

hensyn til de forhold, der omfattedes af tiltalen mod

vedkommende. Generelt foreskrev kommissoriet, at kom-

missionen ved tilrettelæggelsen af sit arbejde skulle tage

hensyn til den strafferetlige efterforskning og eventuelle ef-

terfølgende straffesager vedrørende Farum-sagen.

Endelig fremgår det af kommissoriet, at »Undersøgelses-

kommissionen har efter § 4, stk. 3, i lov om undersøgelses-

kommissioner endvidere til opgave at komme med forslag

til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser

eller administrativ praksis, som undersøgelsen af det samle-

de begivenhedsforløb kan begrunde«.

Kommissionens opgave var således at gennemføre en fak-

tumundersøgelse af den rejste kritik og på den baggrund

overveje behovet for fremadrettede forslag.

6. Farum-kommissionens konklusioner

Farum-kommissionens beretning rummer en meget detal-

jeret redegørelse af de forhold, der fremgår af kommissoriet.

Overvejelser om revision af lov om undersøgelseskommis-

sioner

Farum-kommissionen anfører indledningsvis nogle be-

tragtninger i forhold til selve kommissionsarbejdet.

Efter kommissionens opfattelse bør der forud for beslut-

ningen om at nedsætte langvarige kommissionsundersøgel-

ser være foretaget overvejelser om både den forventede res-

sourceanvendelse og tidsanvendelse, samt at dette tilkende-

gives offentligt og over for de personer, som forventes udpe-

get som kommissionsmedlemmer og udspørger. Denne

fremgangsmåde synes ifølge kommissionen at være praksis

allerede nu, jf. kommissoriet for Statsløsekommissionen og

Skattesagskommissionen.

Herudover bemærker kommissionen, at den finder, at det

giver anledning til overvejelse, at Østre Landsret med sin

kendelse af 20. december 2007 under en verserende kom-

missionsundersøgelse overlader det til Justitsministeriet som

den myndighed, der har nedsat kommissionen, at tage stil-

ling til, om kommissionen og den person, hvis forhold un-

dersøges, kan videregive oplysninger. Kommissionen var af

den opfattelse, at alene den havde kompetencen, mens un-

dersøgelsen verserer. Landsrettens kendelse vil, efter kom-

missionens opfattelse, i situationer, hvor undersøgelser ved-

rører en minister i en siddende regering, kunne give Justits-

ministeriet habilitetsproblemer.

Kommissionen foreslår endelig i forhold til afhøringer, at

det kan overvejes at indføre en adgang for medarbejdere i

kommissionens sekretariat til at foretage en kort indledende

afhøring af et muligt vidne med spørgsmål til belysning af,

om det er relevant at indkalde vidnet til afhøring i et kom-

missionsmøde. En sådan indledende afhøring vil ifølge

kommissionen typisk kunne ske pr. telefon og bør være for-

bundet med notatpligt om forløbet.

Sammenfatning af kommissionens undersøgelse

Af særlig interesse for Udvalget for Forretningsordenen

og dets underudvalg er redegørelsen omkring forløbet ved-

rørende Indenrigsministeriets rolle i forhold til de sale and

lease back-arrangementer, som Farum Kommune indgik.

Det fremgår heraf, at kommissionen vedrørende »Farum-

modellen« – de såkaldte sale and lease back-arrangementer

– har lagt til grund, at den(ne) meget betydelige yderligere

gældsætning af kommunen kunne være blevet begrænset,

hvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet som overordnet res-

sortansvarlig for kommunernes låntagning i foråret 2000 var

gået ind i sagen på samme måde, som det tidligere var sket

vedrørende Farum Kommunes dispositioner med hensyn til

rensningsanlægget.

Baggrunden for denne konklusion var to sager, som blev

varetaget af to på hinanden følgende indenrigsministre. Efter

presseomtale tog Indenrigsministeriet i kraft af sit ressortbe-

tingede overtilsyn med overholdelsen af lånebekendtgørel-

sen sagen vedrørende Farum Kommunes dispositioner ved-

rørende rensningsanlæg m.v. op. Da ministeriet – efter noget

tovtrækkeri med Farum Kommune – havde fået udleveret de

indgåede kontrakter, udtalte den daværende indenrigsminis-

ter på grundlag af en indhentet udtalelse fra Kammeradvo-

katen, at der reelt var tale om låneoptagelse hos FIH i strid

med lånebekendtgørelsen, og at lånet som udgangspunkt

skulle indfries. Da Farum Kommune bestred dette, var em-

bedsværkets indstilling til ministeren, at ministeriet anlagde

retssag imod kommunen for at opnå, at kommunen med ret-

ligt bindende virkning blev tilpligtet at anerkende ministeri-

ets retsopfattelse. Det blev dog samtidig bl.a. ud fra medie-

mæssige overvejelser indstillet, at ministeriet imødekom

kommunens ønske om et møde om sagen. Sagen endte med

at blive forligt, idet ministeriet frafaldt indfrielse af engage-

mentet med FIH mod, at kommunen dels indfriede hele sin

øvrige langfristede gæld, opgjort til ca. 200 mio. kr., dels

deponerede et beløb på 140 mio. kr. Forliget indebar på den

ene side, at ministeriets principielle holdning kunne hævdes

at være fastholdt, og på den anden side stillede forliget kom-

munen væsentlig mere fordelagtigt, end en indfrielse af en-

gagementet eller deponering af det samlede provenu ville

Beretning af almen art - 2012-13 nr. 4

have gjort. Ministeren ønskede med sin kommunale bag-

grund ikke en langvarig retssag med en højtprofileret og po-

pulær borgmester som modpart.

Den efterfølgende indenrigsminister fandt derimod ikke

anledning til i foråret 2000 at gå ind i sagen om FIH’s finan-

siering af Farum Park, selv om ministeriet i et notat af 16.

februar 2000 havde vurderet, at kommunens dispositioner

udløste pligt til deponering af et beløb, der af ministeriet da

blev skønnet i størrelsesordenen 200 mio. kr. I et svar til

Folketingets Kommunaludvalg den 2. marts 2000 udtalte

ministeren, der netop var tiltrådt, at sagen blev undersøgt af

Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt, og at hun derfor ikke

kunne udtale sig om arrangementets lovlighed i forhold til

lånereglerne. Indenrigsministeren fandt ikke anledning til på

grundlag af ministeriets ressortbetingede overtilsyn med

overholdelsen af lånebekendtgørelsen at gå ind i sagen på

daværende tidspunkt. I løbet af det følgende cirka halvandet

år fik Farum Kommune udbetalt i alt ca. 850 mio. kr. i hen-

hold til de aftaler, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet i

april 2002 fastslog – på samme måde som aftalen vedrøren-

de rensningsanlægget – måtte sidestilles med låntagning.

Som nævnt indledningsvis, så konkluderer kommissionen

ud fra de to sager, at det må lægges til grund, at denne me-

get betydelige gældsætning af kommunen kunne være blevet

begrænset, hvis Indenrigsministeriet som overordnet ressor-

tansvarlig for kommunernes låntagning i februar 2000 var

gået ind i sagen på samme måde, som det tidligere var sket

vedrørende Farum Kommunes dispositioner med hensyn til

rensningsanlægget.

Sale and lease back-arrangementer har siden en ændring

af lånebekendtgørelsen den 7. juni 2000 ikke kunnet indgås

uden indenrigsministerens godkendelse. Efter undersøgel-

sesperioden er der endvidere med hjemmel i den bemyndi-

gelse, der ved lov nr. 381 af 28. maj 2003 blev indsat i kom-

munestyrelseslovens § 41, stk. 2, indsat en bestemmelse i lå-

nebekendtgørelsens § 15, stk. 4, hvorefter beslutning om

indgåelse af leje- og leasingaftaler, der kan sidestilles med

en kommunal anlægsopgave, skal træffes af kommunalbe-

styrelsen i et møde. Kommissionen finder ikke anledning til

at stille forslag om andre regelændringer på området. Forlø-

bet har dog givet kommissionen anledning til at påpege, at

kommuner, der indgår leje- og leasingaftaler, bør have fast-

lagt forretningsgange, der sikrer entydige ansvarsplacerin-

ger. Forretningsgangene skal sikre, at kommunen bliver i

stand til at udarbejde en oversigt over forpligtelserne til års-

regnskabet. Oversigten skal udarbejdes i overensstemmelse

med gældende krav, herunder de bestemmelser, som frem-

går af lånebekendtgørelsen om leje og leasing.

Herudover konkluderer kommissionen vedrørende Farum-

sagens opkomst, at kommissionen har fundet det af væsent-

lig betydning for eftertidens bedømmelse af forløbet, at me-

diebilledet før Farum-sagens opkomst gentegnes med opreg-

ning af både positive og negative momenter. Kommissionen

konkluderer, at Farum Kommune gennem undersøgelsespe-

rioden ofte var genstand for omtale i de landsdækkende me-

dier, såvel positiv omtale som negativ kritik, bl.a. vedrøren-

de risikomomenterne i Farum-modellen og vedrørende rela-

tionerne mellem kommunen og Farum Boldklub A/S. Efter

kommissionens opfattelse er det ikke antageligt og ej heller

gjort gældende, at byrådsmedlemmerne savnede kendskab

til kritikken, men de havde vanskeligt ved at forholde sig

kvalificeret til den, hvorfor kritikken ikke fik nogen større

gennemslagskraft hverken i byråd eller i offentligheden.

Samtidig mener kommissionen dog, at omtalen og kritikken

skabte en opmærksomhed hos myndighederne – både i fakti-

ske handlinger og ved registrering i form af avisudklip på

tilsynssagerne.

Kommissionen konkluderer i forhold til byrådet, at det må

anbefales, at der sættes fokus på målrettet information og

uddannelse af byrådsmedlemmer, herunder i form af rele-

vante vejledninger om kommunal jura og økonomi, men un-

derstreger samtidig, at hvervet som medlem af en kommu-

nalbestyrelse besættes af vælgerne efter politiske anskuelser

og bør kunne besættes af personer uden særlige uddannel-

sesmæssige forudsætninger. Endvidere bemærker kommis-

sionen i forhold til udsendelse af dagsorden og mødemateri-

ale, at det må anbefales, at tidsfristerne for udsendelse af

dagsorden og mødemateriale kun kan fraviges, såfremt

samtlige mødedeltagere er enige herom eller borgmesteren

finder det åbenbart, at der umiddelbart kan tages stilling til

sagen, eller borgmesteren ikke finder, at sagen kan tåle ud-

sættelse, hvilket vil kræve en nærmere begrundelse. Kom-

missionen foreslår endvidere helt konkret, at det må overve-

jes at gøre tidsfristerne i styrelseslovens § 8, stk. 4, for ud-

sendelse af dagsorden m.v. ufravigelige, når byrådet skal

træffe afgørelser om bevillinger (af nogen rækkevidde), så-

ledes at behandling i økonomiudvalget i sådanne sager skal

ske senest 4 hverdage før behandlingen i byrådet. Samtidig

foreslår kommissionen, at styrelseslovens § 8, stk. 5, kunne

ændres således, at materialet i disse sager skal sendes til by-

rådsmedlemmerne sammen med dagsordenen. Kommissio-

nen konkluderer samlet om byrådets arbejde, at grundlæg-

gende forudsætninger for en tilstrækkelig sagsforberedelse i

administrationen ikke har været til stede i den sidste del af

undersøgelsesperioden, samt at kommissionen finder grund-

lag for at betegne beslutningsgrundlaget som »tyndt«, og så-

ledes, at dette må betegnes som en systemfejl ved tilrette-

læggelsen af byrådsarbejdet. Kommissionen anfører i rela-

tion til dette afslutningsvis, at den finder, at de gældende

regler er tilstrækkelige, herunder efter den skete lovændring

pr. 1. januar 2004 om udvidet adgang for byrådsmedlem-

merne til sagsindsigt.

Vedrørende borgmesteren og administrationen bemærker

kommissionen i forhold til borgmesterens habilitet, at Peter

Brixtofte i en række tilfælde, hvor han erklærede sig inhabil

ved byrådets behandling på grund af sit hverv som formand

for Farum Boldklub via sit virke som kommunens øverste

leder påvirkede den forudgående sagsforberedelse i kommu-

nen, samt at hans samtidige bestridelse af hvervene som

henholdsvis borgmester og formand for bestyrelsen i Farum

Boldklub A/S giver anledning til overvejelser om generel in-

habilitet, således at det må overvejes, om disse habilitetspro-

blemer reelt alene kunne afbødes, ved at Peter Brixtofte

måtte træffe et valg i forhold til, hvilket af hvervene han øn-

Beretning af almen art - 2012-13 nr. 4

skede at bestride. Endelig udtaler kommissionen i relation til

inhabilitet som følge af byrådsmedlemmers besiddelse af

aktieposter i Farum Boldklub A/S og Farum Boldklub Hol-

ding A/S, at et kommunalbestyrelsesmedlem efter kommis-

sionens opfattelse altid bør underrette kommunalbestyrelsen

om sådanne investeringer med henblik på kommunalbesty-

relsens afgørelse af habilitetsspørgsmålet, jf. den kommuna-

le styrelseslov § 14, stk. 1 og 2. I forhold til strukturændrin-

ger i kommunen konkluderer kommissionen, at der efter

kommissionens opfattelse lige så lidt som for en departe-

mentschef i forhold til en minister bør opstilles lovregler for

kommunaldirektørens beføjelser i forhold til den politisk an-

svarlige chef.

Vedrørende personaleforhold påpeger kommissionen, at

forløbet i Farum-sagen kan give anledning til genovervejel-

se af behovet for lovgivning om meddeleret og – navnlig –

ansættelsesretligt værn og i den sammenhæng om vejlednin-

ger og etiske regler rækker.

Herudover finder kommissionen det bevismæssigt godt-

gjort, at der er sket en favorisering af idrætsfolk i forbindel-

se med kommunale ansættelser. En kommune har som of-

fentlig ansættelsesmyndighed pligt til at overholde det for-

valtningsretlige ligebehandlingsprincip. Kommissionen fin-

der det endvidere godtgjort, at almindelige ansættelsesretli-

ge procedurer er fraveget, herunder med en direkte involve-

ring fra borgmesterens side som øverste daglige leder af ad-

ministrationen, der ligger ud over den for en borgmester

sædvanlige ved besættelse af stillinger i en kommune. Fod-

boldspillere havde således i den periode, hvor deres kontrak-

ter med boldklubben ikke gav dem et fyldestgørende ind-

tægtsgrundlag, adgang til kommunal ansættelse uden om de

normale ansættelsesprocedurer. Kommissionen finder det

endelig bevismæssigt ubetænkeligt at lægge til grund, at til-

bud om kommunal ansættelse blev benyttet for at sikre til-

gangen af kvalificerede fodboldspillere til førsteholdet og i

øvrigt med vidtstrakt hensyn til træning m.v.

I forbindelse med udlicitering af kommunale opgaver an-

fører kommissionen, at Farum Kommune bl.a. blev kritiseret

for manglende overholdelse af udbudsreglerne (spildevands-

rensning, plejehjem og administrative opgaver), behandlin-

gen af ansatte, hvis opgaver skulle udliciteres (driftsafdelin-

gen), kvaliteten af ydelser efter udlicitering (plejehjemmet),

manglende hjemmel til udlicitering (skatteområdet) og udli-

citering som camoufleret støtte til Farum Boldklub (dagin-

stitutioner). Forløbene med de forskellige kommunale udli-

citeringer giver imidlertid ikke kommissionen anledning til

at foreslå ændringer af love, administrative bestemmelser el-

ler administrativ praksis.

I relation til Farum Kommunes initiativer i forbindelse

med idrætsfremme bemærker kommissionen, at der i forhold

til ordningen med idrætsambassadører ikke forelå politisk

beslutning om etablering af ordningen eller bevilling hertil,

hvorved kommunestyrelseslovens § 31, stk. 2 (nu stk. 3), og

§ 40, stk. 2, blev overtrådt. Endvidere bemærker kommissio-

nen, at etablering af professionelle sportsklubber ikke anses

for en kommunal opgave. Kommunens betaling af udgifter

hertil måtte derfor betragtes som ulovlig støtte til privat

virksomhed i strid med kommunalfuldmagten. I forhold til

idrætsbyggerierne fremgår det af beretningen, at forløbet ik-

ke giver kommissionen anledning til forslag om ændringer

af love, administrative bestemmelser eller administrativ

praksis. Vedrørende reklame- og sponsoraftaler er det kun i

sagen vedrørende Skanska Danmark A/S, at kommissionen

mener, at der kan dokumenteres en kritisabel sammenhæng

imellem sponsoraftaler indgået af kommunens leverandører

med sportsklubber i kommunen og de pågældende leveran-

dørvirksomheders aftalevilkår med kommunen, herunder

navnlig en kritisabel sammenhæng mellem en kontraktsum i

overkanten af markedsværdien og sponsoratets værdi. Den-

ne sag var også genstand for strafferetlig behandling, der

førte til, at Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen samt to

direktører i Skanska Danmark A/S blev kendt skyldige i

mandatsvig af særlig grov beskaffenhed henholdsvis med-

virken hertil.

Vedrørende kommunale ejendomme finder kommissionen

i forhold til Farum Kommunes køb af Farum Kaserne i

2001, at købet påførte kommunen en i forhold til dens stør-

relse særdeles omfattende økonomisk risiko, som ikke blev

nærmere belyst i forbindelse med byrådets behandling af

sagen. Endvidere konstaterer kommissionen, at der i flere

tilfælde med køb og salg af ejendomme ikke har foreligget

fornøden bevilling, jf. kommunestyrelseslovens § 40, stk. 2.

Bevillinger er dog efterfølgende blevet meddelt af Farum

Byråd i 2005. Herudover blev der i en række tilfælde truffet

beslutning om bevillingskrævende foranstaltninger uden for-

udgående bevilling.

På området for informationsteknologi forsøgte Farum

Kommune i samarbejde med Columbus IT Partner A/S at

udvikle en it-platform til kommunalt brug. Kommissionen

bemærker bl.a. følgende om projektet:

– Gennemførelsen af projektet var urealistisk.

– Bortset fra borgmesteren var det politiske niveau kun

inddraget i ringe omfang og først sent med orientering

om problemerne i projektet.

– Under selve forløbet ville det næppe have været muligt

for udenforstående som tilsynsråd at gribe ind i projek-

tet, ligesom revisionen først efterfølgende har kunnet gø-

re opmærksom på konsekvenserne af de manglende og

mangelfulde it-løsninger.

Kommissionen anfører vedrørende beskæftigelsesindsats

m.v. afslutningsvis, at på baggrund af de ændringer, der er

sket på området under og efter undersøgelsesperioden, giver

kommissionens undersøgelse af det faktiske forløb ikke an-

ledning til forslag om regelændringer.

Vedrørende rejser og repræsentation m.v. finder kommis-

sionen i forhold til Farum Kommunes pensionistrejser, for

så vidt angår spørgsmålet om de såkaldte Farumværters del-

tagelse i rejserne på kommunens regning og med diæter fra

kommunen, henset til målgruppen af ældre og til dels svage-

lige borgere ikke grundlag for at tilsidesætte en vurdering,

hvorefter værternes deltagelse var om ikke nødvendig så i

hvert fald hensigtsmæssig. Forløbet giver i øvrigt ikke kom-

missionen anledning til bemærkninger. For så vidt angår ud-

gifter til rejser og repræsentation, anfører kommissionen, at

Beretning af almen art - 2012-13 nr. 4

det efter kommissionens opfattelse kan udtrykkes enkelt:

Det, der er ulovligt, kan ikke gøres lovligt selv ved en en-

stemmig byrådsbeslutning. Herudover finder kommissionen,

at det i forhold til kommissionens undersøgelse navnlig har

interesse, at det heller ikke med Østre Landsrets dom af 6.

oktober 2009 er anfægtet, at et godt samarbejde med er-

hvervslivet om bl.a. beskæftigelsesindsatsen er et væsentligt

kommunalt formål, men at der er grænser for, hvilke udgif-

ter en kommune i den anledning kan postulere har et kom-

munalt formål. Der er således efter kommissionens opfattel-

se ikke noget til hinder for, at en kommune påskønner f.eks.

en virksomheds medvirken til at fremme kommunens ind-

sats vedrørende beskæftigelse, men indebærer det udgifter,

skal kommunen være påpasselig, og i det konkrete tilfælde

var grænsen så klart overskredet, at det medførte strafansvar

for de tiltalte. Der gælder et krav om proportionalitet. Vur-

deringen af proportionalitet i forhold til det kommunale for-

mål blev foretaget i forhold til både den afholdte udgift og

rejsens rekreative elementer. Kommissionen bemærker af-

slutningsvis, at en fare på området rejser og repræsentation

navnlig kan være, hvis »alle spiser med«, således at normal-

billedet af, hvad der er tilladeligt i en dansk kommune, for-

rykkes. En eventuel tankegang om, at der ved rejser og re-

præsentation kan ydes kompensation for et lavt honoreret

borgerligt ombud, er udtryk for en ulovlig tag selv-tanke-

gang.

Vedrørende journalisering og arkivering i personsager og

andre borgerrelaterede sager i Farum Kommune (offentlig

information og indsigt) lægger kommissionen til grund, at

kommunen som udgangspunkt har fulgt et sædvanligt møns-

ter. For øvrige sager, navnlig generelle sager om kommu-

nens dispositioner, synes journalisering og opbevaring/arki-

vering ikke at have været konsekvent.

Herudover bemærker kommissionen i forhold til aktind-

sigt og informationer til offentligheden, at flere vidneforkla-

ringer understøtter, at der fra kommunens side blev lagt en

relativt stram kurs vedrørende aktindsigt. Kommissionen

konstaterer videre, at kommunens afslag på aktindsigt i flere

tilfælde blev underkendt af tilsynsmyndighederne, og at

kommunen derpå efterkom tilsynsmyndighedernes afgørel-

ser og meddelte aktindsigt. Endelig skriver kommissionen,

at hensynet til kommunens og navnlig forretningsforbindel-

sers økonomiske interesser er påberåbt i flere sager. Kom-

munens pligt efter offentlighedslovens § 13, stk. 2, til at

overveje, hvorvidt der kan gives aktindsigt efter udskillelse

af den del af dokumenternes indhold, som ikke faldt under

undtagelsesbestemmelserne til aktindsigt, synes generelt ik-

ke at være blevet iagttaget. Kommissionen bemærker, at de

praktiske konsekvenser af indkøbsbekendtgørelsen, som de

viste sig i Farum, blev bragt til ministerens kendskab, og at

indkøbsbekendtgørelsen bl.a. på den baggrund blev ophæ-

vet.

Kommissionen bemærker vedrørende finansiering og øko-

nomistyring i forhold til den såkaldte kassekreditregel, at

der nu er fastsat regler om udarbejdelse og udsendelse af op-

lysninger til kommunalbestyrelsen om kommunens økono-

miske forhold, hvorfor forløbet ikke giver kommissionen

anledning til at fremkomme med forslag om andre regelæn-

dringer. I relation til kommunal lånoptagelse bemærker

kommissionen, at Peter Brixtofte og Leif Frimand Jensen

som ansvarlige for to ubevilligede låneoptagelser begge blev

dømt for overtrædelse af straffelovens § 155, og at forløbet

ikke giver kommissionen anledning til at fremkomme med

forslag til regelændringer eller bemærkninger i øvrigt. Ende-

lig skriver kommissionen i forhold til budget- og bevillings-

kontrol, at Folketinget allerede året efter Farum-sagens op-

komst vedtog en række ændringer af kommunestyrelseslo-

ven, med henblik på at såvel det enkelte kommunalbestyrel-

sesmedlem som revisionen, de kommunale tilsynsmyndig-

heder og Indenrigs- og Sundhedsministeriet kunne få for-

bedret mulighederne for indsigt i den kommunale admini-

stration og i kommunernes økonomiske forhold. De gen-

nemførte ændringer vurderes af kommissionen som velbe-

grundede og hensigtsmæssige, og forløbet, som det nu er af-

dækket, giver ikke kommissionen anledning til at foreslå

yderligere ændringer af love, administrative bestemmelser

eller administrativ praksis.

I relation til kommunens revision bemærker kommissio-

nen, at uagtet at kommissionen er enig i, at Kommunernes

Revision har anført væsentlige kritiske bemærkninger i revi-

sionsberetningen, og at disse kritiske bemærkninger derfor

er meddelt kommunalbestyrelsen, tilsynsmyndighederne og

borgerne, er det dog kommissionens opfattelse, at Kommu-

nernes Revisions udstrakte anvendelse af blanke revisions-

påtegninger udformet i det væsentligste som tilsvarende re-

visionspåtegninger i den private sektor kan have medvirket

til at give regnskabsbrugerne et indtryk af, at de aflagte

regnskaber var retvisende, lovmedholdelige og uden væsent-

lige fejl og mangler. Dette indtryk er bekræftet af en række

af de byrådsmedlemmer og embedsmænd, der har afgivet

vidneforklaringer for kommissionen og i straffesagerne.

Kommissionen er derfor enig i kritikken fra HLB Mortensen

og Beierholm, statsautoriseret revisionsaktieselskab, nu

Beierholm, statsautoriseret revisionspartnerselskab, gående

på, at Kommunernes Revision ikke har fulgt gældende revi-

sionsstandarder vedrørende eksempelvis indhentelse af le-

delseserklæringer og engagementsforespørgsler. Kommu-

nernes Revision burde efter kommissionens opfattelse i sine

påtegninger eller på anden måde have tydeliggjort, hvor

Kommunernes Revision havde valgt at afvige fra alminde-

ligt anerkendte revisionsprincipper. Kommissionen har her-

ved ikke taget stilling til, om Kommunernes Revision med

henvisning til de for kommunerevisionen gældende særlige

forhold kunne vælge at se bort fra disse standarder, men ale-

ne, at Kommunernes Revision ved sin formulering af revisi-

onspåtegningerne har givet regnskabslæserne det indtryk, at

revisionen faktisk er udført i overensstemmelse med disse

standarder. Med virkning fra den 1. januar 2012 skal alle

kommuner revideres af statsautoriserede eller registrerede

revisorer, og revision af kommuner omfattes herefter af re-

visorloven. På baggrund heraf er det kommissionens opfat-

telse, at der ikke er behov for yderligere ændringer af regle-

rne om den kommunale revision.

Beretning af almen art - 2012-13 nr. 4

I forhold til efterforløbet bemærker kommissionen, at for-

løbet viser, at Indenrigsministeriet gik aktivt ind i tilveje-

bringelse af en genopretningsplan og også fulgte op på, at

vilkårene for den meddelte dispensation blev overholdt.

Herudover finder kommissionen, at der intet belæg er for at

antage, at ministeriet ved fastsættelsen af dispensationsvil-

kårene den 17. juni 2002 og ved den reviderede dispensation

af 25. juni 2003 har varetaget usaglige hensyn. Både mini-

steriets korrespondance, interne sagsakter og de afgivne vid-

neforklaringer dokumenterer derimod en grundig og saglig

administration ifølge kommissionen. I forhold til Peter Brix-

toftes frivillige fratræden, der medførte, at der aldrig kom en

endelig afgørelse fra ministeriet i suspensionssagen, bemær-

ker kommissionen, at forløbet giver det indtryk, at byråds-

medlemmerne i høj grad stod usikre og til dels famlende

over for den helt ekstraordinære situation, de befandt sig i.

På denne baggrund er det kommissionens opfattelse, at der

er god grund til at overveje, om styrelseslovens § 66 vedrø-

rende borgmesterens »vægring« kan og bør tydeliggøres.

Overskriften er fortsat både hensynet til det kommunale fol-

kestyre og borgmesterens retssikkerhed. I den forbindelse

kan der være grund til at overveje, hvorledes byrådet kan

sikres den fornødne og passende juridiske bistand, herunder

eventuel ekstern bistand.

Endelig skriver kommissionen omkring tilsyn, politi og

domstole, at der vedrørende det kommunale tilsyn ikke kan

bortses fra, at en skærpelse på et tidligere tidspunkt af til-

synsrådets praksis med hensyn til svarfrister over for Farum

Kommune kunne have afkortet rådets sagsbehandlingstid

også i de store og væsentlige sager, der blev indledt i 2000,

herunder sagen vedrørende FIH’s finansiering af idrætsbyg-

gerierne. Kommissionen finder det imidlertid tvivlsomt, om

det herved ville have været muligt at fremskynde sagsbe-

handlingen i en sådan grad, at det på afgørende måde havde

begrænset omfanget af de problemer, som kommunen endte

med at have. Også Indenrigsministeriet har i nogle sager

haft en sagsbehandlingstid af en længde, der ikke umiddel-

bart lader sig forklare ud fra sagernes indhold. Såvel tilsyns-

rådet som ministeriet har da også i flere tilfælde beklaget

lang sagsbehandlingstid. Tilsynsrådets og Indenrigsministe-

riets sagsbehandling i forbindelse med de i beretningen om-

talte tilsynssager giver ikke i øvrigt kommissionen anled-

ning til generelle bemærkninger. Som omtalt tidligere trådte

en reform af tilsynsreglerne i kraft den 1. januar 2004. For-

løbet giver ikke kommissionen anledning til at fremkomme

med forslag om yderligere lovændringer eller om ændringer

af administrative bestemmelser eller administrativ praksis.

Vedrørende samarbejdet mellem Farum Kommune og Hille-

rød Politi lægger kommissionen på baggrund af det fremlag-

te materiale til grund, at der ikke har foreligget omstændig-

heder, der, for så vidt angår ledelsen i Hillerød Politi, kunne

medføre inhabilitet ved politiets behandling af sager med til-

knytning til Farum Kommune, som det ellers har været anty-

det.

For så vidt angår spørgsmålet om mulig indblanding fra

det politiske system i politiets efterforskning, er det gjort

gældende, at efterforskningen i realiteten var iværksat på re-

geringens initiativ eller i hvert fald understøttet derfra på

samme måde som den senere afgørelse om at rejse tiltale.

Kommissionen fastslår imidlertid, at der ikke i afhøringerne

eller det skriftlige materiale er holdepunkter for, at Justits-

ministeriet eller andre ministerier skulle have været involve-

ret i de trufne beslutninger eller på anden måde skulle have

påvirket politiets efterforskning i forbindelse med Farum-

sagen.

7. Udvalget for Forretningsordenens og dettes underud-

valgs arbejde

Efter § 59 i Folketingets forretningsorden nedsætter Ud-

valget for Forretningsordenen et permanent underudvalg til

forberedende behandling af opgaver efter forretningsorde-

nens kapitel XVIII, således at underudvalget afgiver udtalel-

se til Udvalget for Forretningsordenen til brug for dettes be-

retning eller betænkning til Folketinget.

Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen har

efter afgivelsen af Farum-kommissionens beretning behand-

let sagen i 5 møder.

Underudvalget har ikke fundet anledning til at foretage

nogen undersøgelsesskridt til supplering af de oplysninger

og vurderinger, der er fremkommet i Farum-kommissionens

beretning.

Underudvalget har overvejet, hvorvidt og i hvilket omfang

det er påkrævet eller hensigtsmæssigt som led i underudval-

gets behandling af sagen at give personer, der fungerede

som indenrigsministre i den undersøgte periode, lejlighed til

at kommentere kommissionsberetningens konklusioner, jf.

§§ 56 og 58 i Folketingets forretningsorden.

Det fremgår af Farum-kommissionens beretning, at kom-

missionen har foretaget høring af tidligere indenrigsmini-

stre, såfremt det har været relevant.

Justitsministeriet har endvidere oplyst over for udvalget,

at de pågældende tidligere ministre har fået beretningen til-

sendt.

I lyset af ovenstående og i lyset af, at udvalget ikke har

fundet grundlag for at drage nogen til ansvar, har udvalget

fundet det upåkrævet at anvende de principper for høring,

der fremgår af forretningsordenens kapitel XVIII.

P.u.v.

Mogens Lykketoft

formand