L 183 Forslag til lov om ændring af lov om varmeforsyning, lov om elforsyning og byggeloven.

(Biomassebaseret varmeproduktion på centrale kraft-varme-anlæg og udvalgte barmarksværker, undtagelse af forbrænding af farligt affald fra prisloftbestemmelserne og forbud mod installation af olie- og naturgasfyr til bygningsopvarmning m.v.).

Af: Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 08-06-2012

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 8. juni 2012

20111_l183_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 8. juni 2012

Forslag

til

Lov om ændring af lov om varmeforsyning, lov om elforsyning og byggeloven

(Biomassebaseret varmeproduktion på centrale kraft-varme-anlæg og udvalgte barmarksværker, undtagelse af forbrænding af farligt affald fra prisloftbestemmelserne og forbud mod installation af olie- og naturgasfyr til bygningsopvarmning m.v.)

§ 1

I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1184 af 14. december 2011, foretages følgende ændringer:

1. I § 5 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Klima, energi- og bygningsministeren skal ved fastsættelse af regler om behandling af sager efter § 4 vedrørende anvendelse af brændsler på et varmeproduktionsanlæg inddrage overordnede samfundsmæssige hensyn, når

1) det pågældende varmeproduktionsanlæg skal levere opvarmet vand til et fremføringsanlæg, jf. § 2, stk. 1, nr. 2,

2) fremføringsanlægget drives af en virksomhed, hvis varmepris er blandt de 30 højeste pr. 8. december 2010, jf. Energitilsynets varmeprisstatistik, eller blandt de 30 højeste i gennemsnit, jf. Energitilsynets varmeprisstatistik over årene 2009, 2010 og 2011, og

3) de produktionsanlæg, der leverer biomassebaseret opvarmet vand til det pågældende fremføringsanlæg, sammenlagt ikke leverer mere, end et anlæg, der har en kapacitet på maksimalt 1 MW, kan levere.«

2. § 20, stk. 1, affattes således:

»Kollektive varmeforsyningsanlæg, industrivirksomheder, kraft-varme-anlæg med en eleffekt over 25 MW samt geotermiske anlæg m.v. kan i priserne for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas med det formål at levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand indregne nødvendige udgifter til energi, lønninger og andre driftsomkostninger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser, herunder omkostninger til energispareaktiviteter efter §§ 28 a, 28 b og 29, samt finansieringsudgifter ved fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne, jf. dog stk. 7-17, § 20 a og § 20 b. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på levering af opvarmet vand til andre formål fra et centralt kraft-varme-anlæg, jf. § 10, stk. 6, i lov om elforsyning.«

3. § 20, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om et prisloft for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg. I reglerne lægges vægt på at understøtte en økonomisk og miljømæssig effektivisering af affaldssektoren og at sikre, at varmeforbrugerne alene skal bære de omkostninger, der kan henføres til varmeproduktionen. Reglerne om et prisloft finder ikke anvendelse på anlæg, der efter regler i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed er godkendt til nyttiggørelse eller bortskaffelse af farligt affald som hovedaktivitet, og som er indrettet og drevet med henblik på hovedsagelig at forbrænde farligt affald. Klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvornår et anlæg kan betragtes som indrettet og drevet med henblik på hovedsagelig at forbrænde farligt affald. Klima-, energi- og bygningsministeren kan endvidere fastsætte regler om fordelingen af omkostningerne til behandling af affald og produktion af varme på affaldsforbrændingsanlæg.«

4. I § 20 indsættes som stk. 15-17:

»Stk. 15. Stk. 1 gælder ikke indregning af afgiftsfordelen ved anvendelse af biomasse i forhold til fossile brændsler i prisen for levering af opvarmet vand eller damp fra et centralt kraft-varme-anlæg, jf. § 10, stk. 6, i lov om elforsyning, når

1) det opvarmede vand eller dampen er produceret på biomasse og leveres til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, jf. § 2,

2) prisen for levering af det opvarmede vand eller dampen er fastsat på grundlag af en aftale mellem det centrale kraft-varme-anlæg og det kollektive varmeforsyningsanlæg, hvoraf den andel af afgiftsfordelen, der indregnes i prisen, fremgår, og

3) det kollektive varmeforsyningsanlæg på tidspunktet for aftalens indgåelse er ejet af en eller flere kommuner, af de forbrugere, hvis ejendomme er tilsluttet det pågældende anlæg, eller af kommuner og forbrugere i forening.

Stk. 16. Ved afgiftsfordelen nævnt i stk. 15 forstås forskellen i summen af alle afgifter, herunder energiafgifter og forsyningssikkerhedsafgift, for opvarmet vand eller damp, der produceres på basis af fossile brændsler, i forhold til summen af afgifter for opvarmet vand eller damp, der produceres på biomasse.

Stk. 17. Aftalen nævnt i stk. 15, nr. 2, skal forelægges Energitilsynet med dokumentation for, at forudsætningerne nævnt i stk. 15 er opfyldt. Energitilsynet kan fastsætte regler om formen for dokumentation og om, at forelæggelse skal foretages elektronisk. Energitilsynet kan fastsætte regler om, at forelæggelsen skal ledsages af en erklæring afgivet af en registreret revisor, en statsautoriseret revisor eller kommunens revisor.«

5. I § 21, stk. 1, ændres »§ 20 og § 20 b« til: »§§ 20 eller 20 b«.

6. I § 21, stk. 4, indsættes efter »eller betingelser«: », jf. dog stk. 6«.

7. I § 21, stk. 5, indsættes efter »eller betingelser«: », jf. dog stk. 6«.

8. I § 21 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Når Energitilsynet, jf. § 20, stk. 17, har vurderet, om fordeling af afgiftsfordelen er fastsat efter en aftale i overensstemmelse med § 20, stk. 15, kan beføjelserne nævnt i stk. 4 og 5 ikke anvendes i forhold til den del af aftalen, som vedrører afgiftsfordelen. De øvrige dele af aftalen, jf. § 20, stk. 15, er fortsat underlagt bestemmelserne i kapitel 4.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

9. I § 21, stk. 6, som bliver stk. 7, ændres »1-5« til: »1-6«.

10. I § 22 a ændres »af §§ 20 og 20 b omfattede ydelser« til: »ydelser omfattet af §§ 20 eller 20 b«.

11. I § 23 m, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Tilsvarende finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse, i det omfang aktiviteten vedrører udvinding af geotermisk energi omfattet af lov om anvendelse af Danmarks undergrund.«

12. I § 23 m indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. Klima-, energi- og bygningsministeren kan dispensere fra kravet i stk. 4, såfremt særlige hensyn tilsiger det.«

§ 2

I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 21. marts 2012, foretages følgende ændring:

1. I § 75, stk. 2, indsættes efter »fjernvarme«: », jf. § 20, stk. 1, i lov om varmeforsyning,«.

§ 3

I byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1185 af 14. oktober 2010, som ændret ved § 3 i lov nr. 389 af 2. maj 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 6, stk. 1, litra h, udgår »samt«.

2. I § 6, stk. 1, litra i, ændres »installa­ti?o?ner.« til: »installa­ti?oner og«.

3. I § 6, stk. 1, indsættes som litra j:

 

»j) forbud mod installation af olie- og naturgasfyr til bygningsopvarmning i såvel ny som bestående bebyggelse.«



4. I § 22 indsættes som stk. 9:

»Stk. 9. Klima-, energi og bygningsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens adgang til at dispensere fra regler fastsat i medfør af § 6, stk. 1, litra j.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 2 og 4, finder ikke anvendelse på aftaler om levering af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas, som er indgået før lovens ikrafttræden.